Folketingets Arbejdsmarkedsudvalg

Christiansborg

1240 København K

 

 

Arbejdsmarkedsudvalget har i brev af 12. december 2008 stillet følgende spørgsmål nr. 79 (AMU alm. del), som hermed besvares. Spørgsmålet er stillet af ikke-medlem af udvalget Rasmus Prehn (MFU).

 

 

Spørgsmål nr. 79:

”Hvordan vil ministeren sikre sig, at uddannelsesredskabet ikke nedprioriteres, når kommunerne overtager den statslige del af jobcentrene”

 

 

Endeligt svar:

I beskæftigelsesindsatsen skal der altid være fokus på, at jobcentrene benytter de redskaber, som bedst sikrer, at den enkelte ledige kommer hurtigst muligt i job.

 

I det enstrengede kommunale beskæftigelsessystem overtager kommunerne udgifterne til dagpenge, aktiveringsydelse og udgifterne til aktivering af forsikrede ledige. Kommunerne får dermed et klart incitament til at få ledige i job.

 

Derudover belønnes kommunerne for at give aktive tilbud, da udgangspunktet er, at staten betaler en større andel af dagpengene, når en person er i aktivering og en mindre del, når den enkelte ledige er passiv. Dette sker, fordi en aktiv indsats over for de ledige er vejen frem mod job.

 

Jeg er derfor helt tryg ved, at kommunerne vil anvende uddannelse som instrument, der hvor det virker bedre end andre aktiveringsredskaber i forhold til at få den enkelte i job.

 

 

Venlig hilsen

 

 

 

 

Claus Hjort Frederiksen