ØKONOMI- OG ERHVERVSMINISTEREN

 

 

Eksp.nr. 594720

12. december 2008

 

Besvarelse af spørgsmål 35 alm. del  stillet af Arbejdsmarkedsudvalget den 27. november 2008.    

 

Spørgsmål 35:

Af direktivet om gennemførelse af princippet om ligebehandling af mænd og kvinder i forbindelse med adgang til og levering af varer og tjenesteydelser af. 13. december 2004, artikel 5, stk 1, fremgår det, "at ydelser i alle nye kontrakter der senest er indgået efter 21 december 2007 ikke fører til forskelle i enkeltpersoners præmier og ydelser." Endvidere fremgår det af artikel 5, at "Medlemsstaterne kan udskyde gennemførelsen af de foranstaltninger, der er nødvendige for at efterkomme denne bestemmelse, til senest to år efter den 21 december 2007. I så fald underretter de berørte medlemsstater straks kommissionen herom."

I forlængelse af ministerens svar på AMU alm. del - spørgsmål 3 bedes ministeren oplyse, med hvilken begrundelse gennemførelsen af direktivet er udskudt, og på hvilket tidspunkt regeringen har underrettet EU-kommissionen herom? Ministeren bedes endvidere oplyse, om Folketinget er blevet orienteret herom, og i hvilken form dette er sket.

 

Svar:

Danmark har valgt at vente med at gennemføre artikel 5 til den 21. december 2009, sådan at de danske forsikringsvirksomheder kan blive stillet ens med udenlandske forsikringsvirksomheder i de medlemsstater, der også har valgt at udskyde gennemførelsen af artikel 5.

 

Indledningsvis kan det oplyses, at i bemærkningerne til lovforslag L 137 (Forslag til lov om ændring af lov om ligestilling af mænd og kvinder), fremsat den 31. januar 2007 af ministeren for ligestilling, fremgår det, at lovforslaget ikke implementerer artikel 5, ”... idet dette sker ved særskilt lovgivning på et senere tidspunkt, senest to år efter 21. december 2007, jf. direktivets artikel 5, nr. 3.”

 

I ligestillingsministerens besvarelse til Folketinget af spørgsmål 26 den 9. maj 2008 (PØU Alm. - del) oplyste økonomi- og erhvervsministeren i relation til begrundelsen for at udskyde implementeringen af art. 5, at: ” På det tidspunkt, hvor der skulle træffes beslutning om gennemførelsen i dansk lov, var der stort set ingen medlemslande, der havde implementeret artikel 5. Det blev derfor fra dansk side fundet mest hensigtsmæssigt at gøre brug af Direktivets mulighed for at udskyde implementeringen.

Det skal ses i lyset af, at gennemførelsen af artikel 5 kan have betydning for danske forsikringsselskabers konkurrenceevne.

 

Afhængigt af forsikringstagerens køn og hvilken forsikring vedkommende ønsker at tegne, kan det for forsikringstageren være en fordel at tegne forsikring i et land, hvor det er muligt at kønsdifferentiere. Det skyldes, at virksomheder i lande, hvor det ikke er muligt at differentiere på køn enten vil basere beregningen af forsikringspræmien på det »dyreste« køn eller på et gennemsnit af de to køn. Det kan føre til dyrere forsikringer. Det »billigste« køn vil derfor kunne spare penge ved at købe forsikringer i lande, der anvender et kønsdifferentieret tegningsgrundlag. Det kan have stor effekt på konkurrencevilkårene mellem landenes selskaber.”

 

EU-Kommissionen er skriftligt den 18. december 2007 blevet underrettet om, at Danmark vil udsætte gennemførelsen af artikel 5 i dens helhed med 2 år.

 

Jeg kan i øvrigt oplyse, at jeg regner med at fremsætte lovforslag om gennemførelsen af direktivets artikel 5 den 12. december 2008.

 

Jeg skal generelt henvise til svaret den 9. maj 2008 på spørgsmål nr. 26 alm. del stillet af PØU.

 

 

ØKONOMI- OG ERHVERVSMINISTERIET

Slotsholmsgade 10-12

1216 København K

 

Tlf.           33 92 33 50

Fax          33 12 37 78

CVR-nr    10 09 24 85

[email protected]

www.oem.dk