Folketingets Arbejdsmarkedsudvalg

Christiansborg

1240 København K

 

 

Arbejdsmarkedsudvalget har i brev af 30. januar 2009 stillet følgende spørgsmål nr. 122 (AMU alm. del), som hermed besvares. Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Knud Kristensen (Det Konservative Folkeparti).

 

 

Spørgsmål nr. 122:

”Kan ministeren bekræfte, at serviceloftet medfører, at kommunerne ikke blot kan ansætte flere medarbejdere til f.eks. håndteringen af sygedagpengesager uden, at midlerne hertil tages fra andre serviceopgaver”

 

 

Endeligt svar:

Jeg har anmodet Finansministeriet om at bidrage til besvarelse af spørgsmålet. Finansministeriet har i den forbindelse oplyst følgende:

 

”Rammerne for den kommunale økonomi – herunder for serviceudgifterne – fastsættes under hensyntagen til de langsigtede udfordringer for den offentlige sektor og den aktuelle konjunktursituation. Rammerne aftales mellem regeringen og KL og gælder for kommunerne under ét.

Det er herefter op til den enkelte kommunalbestyrelse at prioritere opgaveløsningen i den enkelte kommune, herunder indsatsen i forhold til sygedagpengeområdet, under hensyntagen til de aftalte rammer for den kommunale økonomi.

Kommunerne er i forbindelse med indførelse af regler vedrørende håndtering af sygedagpengesager fuldt ud kompenseret herfor i medfør af DUT, og rammerne for den kommunale økonomi er tilpasset i overensstemmelse hermed.

Derudover indgår sygedagpengeudgifterne i det fremadrettede skøn for kommunernes overførselsudgifter og dermed ved fastsættelsen af bloktilskuddet i forbindelse med de årlige drøftelser om kommunernes økonomi.

Den enkelte kommune modtager refusion for en andel af udgifterne til sygedagpenge afhængigt af sygedagpengeperiodens længde, mens kommunerne under ét kompenseres for de resterende udgifter gennem bloktilskuddet. Den enkelte kommune har dermed et klart økonomisk incitament til at gøre en aktiv indsats på sygedagpengeområdet.

Det bemærkes, at i det omfang kommunerne formår at nedbringe sygefraværet på deres egne arbejdspladser, vil det bidrage til at skabe et øget rum til bedre service til borgerne.”

Jeg kan henholde mig til Finansministeriets bidrag til besvarelse.

 

 

 

Venlig hilsen

 

 

 

 

Claus Hjort Frederiksen