UVT, Alm.del - 2008-09 - Bilag 139: Henvendelse af 4/5-09 fra Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskab, vedr. forslag til rammer for fremtidens universitetsfinansiering

Notat om gennemsigtighed og troværdighed i statens styring af universite-terneNotatets hovedpunkterSelvejet præciseres gennem en lovregulering af statens bidrag til finansiering af universiteterne.Regulering af og kontrol med universiteterne baseres på en kombination af løbende sammenlig-ninger og konkurrence kombineret med evalueringer, hvis udgangspunkt er de enkelte forsk-nings- og uddannelsesinstitutioners præstationer i de forudgående perioder.Den overordnede ledelse styrkes gennem præcise krav til sammensætning af bestyrelser medeksternt flertal.Den faglige legitimitet styrkes i akademiske anliggender.Den individuelle forskningsfrihed styrkes.Den incitamentbaserede finansiering skal rumme tilskyndelser, der er langsigtede og understøt-ter pluralismen inden for forskning og uddannelse.

IndledningDen nuværende styring og regulering af universiteterne er meget kompliceret. Der er flere årsagerhertil. For det første lægger universitetsloven op til anvendelse af en række forskellige styrings- ogreguleringsinstrumenter. Der er forudgående godkendelser og efterfølgende kontroller. Der er kon-traktstyring og akkrediteringer. Samtidig er der en ganske indgående regulering af universiteternesinterne forhold. For det andet er en del af reguleringen, som følger af universitetsloven, ikke særligpræcis. Det gælder i særdeleshed bestemmelsen om, at universiteterne har status som selvejendeinstitutioner i den offentlige forvaltning. Hverken lovens bestemmelser eller bemærkningerne tillovforslaget, der ligger til grund for lovens nuværende udformning, giver en præcis bestemmelse af,hvorved en institution, der nyder denne status, adskiller sig fra en traditionel statsinstitution. For dettredje er universiteternes finansiering ikke reguleret ved universitetsloven eller anden lovgivning.Den sker i stedet via den årlige finanslov og de aftaler og forlig, der ligger bag vedtagelsen af den. Derforeligger således ikke en samlet og tilgængelig fremstilling af de regler, der gælder på finansierings-Professor Peter Harder (formand), Institut for Engelsk, Germansk og Romansk, Københavns Universitet, pro-fessor Jørgen Grønnegård Christensen, Institut for Statskundskab, Aarhus Universitet, professor Mogens Flen-sted-Jensen, Life, Københavns Universitet, professor Frans Gregersen, Institut for Nordiske Studier og Sprogvi-denskab, Københavns Universitet, professor Niels Kærgaard, Fødevareøkonomisk Institut, Københavns Univer-sitet og professor Peter Birch Sørensen, Økonomisk Institut, Københavns Universitet.1

området. For det fjerde er de regler, der sætter rammerne for forskningsrådgivningen og den statsli-ge fondsstøtte til forskningen, indeholdt i en særskilt lovgivning.Udgangspunktet for en revision af universitetsloven er statens legitime adkomst til at regulere uni-versiteternes forhold og til at stille krav til universiteterne om at sikre den bedst mulige anvendelseaf bevillinger og tilskud til universiteternes forskning og forskningsbaserede aktiviteter, der primærter uddannelse, men som også omfatter vidensdeling og myndighedsopgaver. Samtidig er udgangs-punktet, at det er muligt at forenkle statens regulering væsentligt, uden at det forskertser regulerin-gens formål. En sådan forenkling vil for det første bidrage til at reducere den administrative belast-ning. Det gælder både på universiteterne og i Videnskabsministeriet.For det andet vil en forenkling kunne bidrage væsentligt til at sikre gennemsigtigheden og troværdig-heden af reguleringen i forhold til de videnskabelige medarbejdere på universiteterne. Gennemsig-tigheden er væsentlig, fordi den bestemmer de enkelte videnskabelige medarbejderes mulighed forat overskue de vilkår, som de hver for sig arbejder under. Troværdigheden er væsentlig, fordi forsk-ning og videregående uddannelse på højeste niveau forudsætter en langsigtet og målrettet indsats.Derfor er det væsentligt for ledelse og videnskabelige medarbejdere på universiteterne, at der eretableret en reguleringsmodel med præcise og stabile rammer. En sådan reguleringsmodel vil samti-dig modvirke tilbøjeligheden til at springe efter lette penge, som kendetegner et system baseret påmere spredte og kortsigtede satsninger.Den overordnede model, som er beskrevet i hovedtræk nedenfor, bygger på følgende hovedelemen-ter:Selvejet præciseres gennem en lovregulering af statens bidrag til finansiering af universiteterne.Regulering af og kontrol med universiteterne baseres på en kombination af løbende sammenlig-ninger og konkurrence kombineret med evalueringer, hvis udgangspunkt er de enkelte forsk-nings- og uddannelsesinstitutioners præstationer i de forudgående perioder.Den overordnede ledelse styrkes gennem præcise krav til sammensætning af bestyrelser medeksternt flertal.Den faglige legitimitet styrkes i akademiske anliggender.Den individuelle forskningsfrihed styrkes.

Modellens enkelte elementer bliver uddybet nedenfor. Hvert afsnit opsummerer i punktform deenkelte forslag til ændring og præcisering af universitetsloven, der følger af notatet.Præcisering af selvejetUniversiteter har under den nuværende universitetslov status som selvejende institutioner i denoffentlige forvaltning. Det indebærer, at universiteternes øverste ledelse består af en bestyrelse medeksternt flertal, som udpeger den øverste administrative ledelse. Samtidig indebærer det, at statensbidrag til finansiering af universiteterne ikke, som det var tilfældet før 2004, består i statslige bevil-lingstildelinger, men derimod i tilskud til universitetets undervisnings-, forsknings- og formidlingsvirk-somhed og andre opgaver, som er henlagt til universitetet (§19.stk1). Det første kommer i form aftaxametertilskud, de andre i form af basistilskud og tilskud, som institutter, centre, forskergrupper og

enkeltforskere opnår i konkurrence med andre. Det særlige ved universiteternes form for selveje er iøvrigt, at de som udgangspunkt ikke ejer deres bygninger, men bor til leje hos en styrelse i Viden-skabsministeriet, Universitets- og Byggestyrelsen.Forslaget er på to væsentlige punkter at styrke og præcisere selvejet. Deri ligger en grundlæggendeaccept af universiteterne som bestyrelsesledede og tilskudsfinansierede institutioner. Der ligger herien klar anerkendelse af den politiske vilje til at prioritere forskningen højere i bevillingsmæssig hen-seende. Derimod er der endnu ikke en klar forståelse af, at universiteternes autonomi er afgørendefor at opnå de i et internationalt perspektiv bedst mulige resultater.Det ene forslag er at udvide universitetsloven til ud over universiteternes overordnede ledelse ogorganisation også at omfatte statens bidrag til deres finansiering. Det ville indebære, at universitets-loven blev udvidet til at regulere de mekanismer, som udmønter og fordeler STÅ-bevillingerne til devideregående uddannelser (uddannelsestaxametrene), og som på tilsvarende vis udmønter og forde-ler basisbevillinger til forskningen og de øvrige aktiviteter. Forslaget indebærer på uddannelsessiden,at loven skal definere, hvilke taxametre der er samt fastlægge deres størrelse og de mekanismer, derregulerer dem over tid. På forskningssiden indebærer forslaget, at loven skal definere, hvilke typer afbasisbevillinger der skal være, mekanismerne for fordeling af basisbevillinger, herunder ikke mindstforholdet mellem generelle eller faste basisbevillinger og basisbevillinger, der skal tildeles på grund-lag af i loven definerede konkurrenceparametre; det gælder specielt for basisbevillinger, der frem-over formentlig fordeles efter såkaldte bibliometriske indikatorer.Forslaget om at lovfæste de grundlæggende regler for universiteternes finansiering i universitetslo-ven svarer til den måde, hvorpå lovgivningen regulerer andre selvejende institutioner, hvor lovgiv-ningsmagten har haft et ønske om at sikre institutionernes selvstændighed og uafhængighed samti-dig med, at deres virksomhed i høj grad er offentligt finansieret og derfor underlagt en række ansvar-ligheds- og kontrolkrav. Det gælder således lovgivningen om friskoler og private grundskoler, derhviler på en stærk dansk tradition, der går tilbage til det 19. århundrede. Den nuværende lov (LBK962/ 26.9. 2008 (jf.https://www.retsinformation.dk/Forms/R0710.aspx?id=121033)giver såledesganske præcise regler for tilskud til først og fremmest driftsudgifter og bygninger, ligesom reglernesondrer mellem skoler af forskellig størrelse og elever i forskellige klassetrin. Denne ordning, som harværet gældende i en meget lang årrække, er nok teknisk indviklet, men den sikrer et præcist og for-udsigeligt grundlag for finansieringen. Samtidig rummer den en række økonomiske tilskyndelser tilskolernes ledelse og medarbejdere. Trods ordningens lange historie er der således tale om en regule-ring, som ud fra en styringssynsvinkel er meget tidssvarende. En fordel ved en sådan fremadrettet ogstabil lovregulering af universiteternes finansiering er endelig, at den kan indrettes, så den både til-godeser store forskningsmiljøer med en krævende infrastruktur og mindre miljøer, hvis indsats hvilerpå få videnskabelige medarbejderes ofte individuelle indsats.Opmærksomheden henledes i denne sammenhæng på den rapport, som en tværministeriel arbejds-gruppe under Finansministeriet netop har afgivet. Rapporten foreslår, at der gennemføres en tvær-gående lov, der regulerer selvejet på universitetsområdet.2

Da en sådan lovregulering af finansieringen vil bygge på klare aktivitets- og kvalitetsmæssige forud-sætninger er det andet forslag, at man opgiver universitetslovens nuværende krav om indgåelse afudviklingskontrakter med videnskabsministeren. Kontraktstyringen er kun i ringe grad i overens-stemmelse med selvejeprincippet, som bærer loven. Dertil kommer, at kontrakterne er administra-tivt tyngende på alle ledelsesniveauer. Endelig lader det sig ikke sandsynliggøre, at kontrakterne pånogen måder bidrager til målopfyldelse og effektivitet i uddannelse og forskning.Forslaget er derfor:Selvejet præciseres i universitetsloven, idet de nærmere regler for statens udmøntning af tilskudtil universiteternes virksomhed fastsættes her.Lovens bestemmelser om udviklingskontrakter mellem videnskabsministeren og de enkelte uni-versiteter ophæves.

Løbende benchmarking og evalueringerForslaget om at opgive kontraktstyringen nødvendiggør en styrkelse af universiteternes rapporteringog kvalitetssikring. Det kan hensigtsmæssigt ske på to måder.Der er således et behov for, at universiteterne efter ensartede principper på deres hjemmesider of-fentliggør opdaterede nøgletal for uddannelse (optag, STÅ’er, bachelor- og kandidatproduktion),forskning (fagfællebedømte videnskabelige publikationer på såvel dansk som engelsk og andre ho-vedsprog, antal gennemførte ph.d.-forløb), vidensdeling (samarbejde med det omgivende samfund,innovation, deltagelse i offentlig debat), andre opgaver (myndighedsrådgivning), økonomi og perso-nale på såvel kerneaktiviteter som ledelse og administration. Sådanne standardiserede opgørelser erefterhånden relativt enkle og pålidelige. Det gælder specielt for kerneaktiviteterne. Der er således enbrugbar uddannelsesstatistik, ligesom PURE-registreringerne efterhånden tillader en pålidelig opgø-relse af den videnskabelige publikationsvirksomhed. Disse nøgletal kan danne grundlag for tværgå-ende sammenligninger i benchmarking form, men det er vigtigt at understrege, at sådanne sammen-ligninger kun giver mening inden for de enkelte discipliner og forskningsområder. Det hænger sam-men med, at publikationsformer og -mønstre er stærkt fagafhængige. Derimod er grundlaget forsystematisk benchmarking på andre aktivitetsområder endnu ikke tilstrækkeligt udviklet.En nøgletalsbaseret benchmarking tilgodeser givetvis ikke alle behov for opfølgende evalueringer ogkritiske vurderinger af udviklingsbehov og -potentialer. Derfor er det hensigtsmæssigt i en ny univer-sitetslov at institutionalisere en evalueringsordning, der sikrer, at større uddannelses- og forsknings-områder med mellemrum gøres til genstand for en mere grundlæggende kritisk evaluering. Der erher relevante erfaringer fra udladet, f.eks. Storbritannien, hvor forskergrupper, der har modtagetstore bevillinger, efterfølgende står til regnskab for deres virksomhed gennem en international fag-fællevurdering (såkaldte research assessments).Forslaget er derfor,at der indføres et fælles nøgletalssystem for løbende benchmarking kombineret med regelmæs-sige dyberegående forskningsevalueringer.

Universiteternes overordnede ledelseUniversitetslovens regler om bestyrelserne som universiteternes øverste ledelse passer som nævntfint til et universitetssystem, hvis institutioner har en form for institutionelt selveje. En svaghed imodellen er dog, at bestyrelserne i praksis er selvsupplerende, samt at der ikke er nogen sikkerhedfor, at bestyrelserne rummer medlemmer med relevant forskningsmæssig og uddannelsesmæssigindsigt. Det fremhæves i Bruegel-rapporten som et klart krav til en velfungerende ledelse.3Det er forholdsvis enkelt at imødekomme dette krav ved i universitetsloven at indføje en bestemmel-se om, at et eller to medlemmer skal have erfaringer som undervisere og forskere på et ikke danskuniversitet. Man kan yderligere imødegå en negativ selvsuppleringseffekt ved at lade disse medlem-mer udpege eller indstille af Det frie Forskningsråd.Forslaget er derfor,at universitetsloven stiller krav om, at Det frie Forskningsråd udpeger en eller to udenlandskeforskere som medlemmer af de enkelte universitetsbestyrelser.

Styrkelse af den faglige legitimitetDen nuværende universitetslov betoner meget stærkt det interne og enstrengede ledelseshierarki.Det kan på nogle punkter være en styrke, men effektiviteten af det stærke hierarki er ikke givet, daledelsen kan være et offer for en meget høj grad af informationsasymmetri. Det kan for det førsteføre til beslutninger og dispositioner, som hviler på et svagt grundlag, for det andet reducerer detledelsens legitimitet. Den sidste er ikke desto mindre i et længere tidsperspektiv temmelig afgørendefor effektiviteten.Der er derfor behov for at ændre loven, så man sikrer såvel effektivitet som faglig legitimitet. Dergælder specielt i beslutninger af vidtrækkende karakter og strategisk betydning for de enkelte fag-områder. Samtidig er der, i lighed med hvad der gælder i de fleste andre organisationer, et behov forat etablere procedurer, der beskytter mod dårlig ledelse.Det/de akademiske råds opgave er bl.a. (§15 stk. 3) at udtale sig om alle akademiske forhold af væ-sentlig betydning for universitetets virksomhed. For at dette skal bidrage til ledelsens faglige legitimi-tet er det væsentligt at gøre Akademisk Råd uafhængig af rektor/dekan i den forstand, at rådet væl-ger sin egen formand og næstformand, som ligesom for studienævns vedkommende skal godkendesaf rektor/dekan. Med rektor/dekan som formand vil der altid kunne opstå tvivl om, hvorvidt rådetsrådgivning om akademiske forhold af væsentlig betydning for universitetets virksomhed er besluttet iet frit akademisk forum. Rektor/dekan bør naturligvis være tilforordnet.Blandt sådanne strategiske kernebeslutninger er først og fremmest opslag af professorater. Det fore-slås derfor, at universitetsloven fastslår, at dekanen foretager opslag af professorater efter forudgå-ende høring af Akademisk Råd. En sådan bestemmelse vil dels sikre integriteten af disse beslutninger,dels sikre en bredere inddragelse af de faglige miljøer i sager vedr. den overordnede prioritering in-den for fagområderne. En sådan procedure er ikke sikret i dag.3

Sikring af den individuelle forskningsfrihedDe regler om forskningsfriheden, der er fastlagt i universitetslovens §2 stk. 2, hertil kommer § 16a,stk. 7 og § 17, stk. 2, og som er videreført fra 1993-styrelsesloven, har været og er fortsat en alvorliganstødssten, idet de formelt ikke sikrer den enkelte videnskabelige medarbejders forskningsfrihed.Det er væsentligt at ændre disse bestemmelser. Vi foreslår, at §2 stk. 2 udformes: ”Universitetet harforskningsfrihed og skal værne om de enkelte videnskabelige medarbejderes forsknings- og ytrings-frihed samt om videnskabsetik”. Herved bliver de to sidste sætninger i hhv. §16 stk. 7 og §17 stk. 2overflødige, idet universiteterne i deres vedtægter må præcisere instruktionsbeføjelsens grænser ilyset af §2 stk. 2.I den sammenhæng har der været fremført især to forslag. Det ene er efter norsk forbillede at lovfæ-ste den individuelle forskningsfrihed. Der henvises til bilag 1. Det andet er at tildele en del af univer-siteternes forskningsrelaterede basisbevillinger til de enkelte fastansatte videnskabelige medarbejde-re. En sådan mekanisme ville understrege forskningens forankring i individuel autonomi, ligesom denville sikre koblingen mellem undervisning og forskning. Endelig kan mekanismen være et væsentligtværn for små miljøer med en stærk tradition for enkeltpersonsforskning eller forskning i mindregrupper.Forslaget er derfor:at fjerne universitetslovens §16a, stk. 7 og §17, stk. 2 og erstatte dem med en generel bestem-melse, der betoner forskningsfriheden.at tilføje en bestemmelse efter norsk forbillede, der betoner forskningsfrihedens rammer i for-hold til interne og eksterne instanser.

Incitamenter og konkurrenceDet har meget stor betydning, at der er gennemsigtighed og troværdighed i den tilstræbte konkur-rence mellem universiteterne, og at konkurrencernes incitamenter til adfærdsændringer i universi-tetsverdenen i den virkelige verden peger i den ønskede retning. Konkurrencer, der skal fremmeforskningskvalitet, og hvor forskningshøjde er en væsentlig kvalifikation, skal foregå mellem forskereog forskergrupper, ikke mellem universiteter, fakulteter eller institutter. Konkurrencer, der skal sikregod ledelse på universiteterne kan gerne udskrives mellem institutioner (universiteter, fakulteter,institutter, ph.d.-skoler eller lignende), men konkurrenceparametrene må da rette sig mod god ledel-se, herunder især i hvilket omfang ledelsen forstår at inspirere til faglig udvikling, hvorledes medar-bejderne inddrages, arbejdsmiljøet, institutionens omdømme etc.Der er i den sammenhæng meget, der taler for, at konkurrence mellem enkeltforskere og forsker-grupper generelt har spillet og fortsat vil spille en positiv rolle som tilskyndelser til højnelse af såvelproduktivitet som kvalitet. En sådan incitamentsbaseret konkurrence kan imidlertid også have utilsig-tede konsekvenser. Det gælder ikke mindst på forsknings- og uddannelsesområdet, hvor en indsats

på højeste niveau forudsætter en langsigtet indsats. Hvis man derfor lader uddannelsestaxametreneog de fremtidige bibliometriske basistilskud til forskningen fluktuere på det helt korte sigt, opstår deren række risici, som man må være opmærksom på ved den præcise indretning af systemerne. Kort-sigtede svingninger i studentertilgang og i studenternes eksamensadfærd vil således umiddelbartudløse økonomiske effekter; tilsvarende vil et system, hvor basistilskud til forskningen er baseret påbibliometriske indikatorer, tilskynde stærkt til hurtig publicering af forskningsresultater snarere endtil en satsning på afrapporteringer, der koncentrerer sig om resultater, der repræsenterer væsentligny indsigt, og som kvalificerer til publicering via de mest krævende kanaler.Det gælder også, selv om disse aktivitetsbestemte indikatorer umiddelbart er rettet mod organisato-riske enheder på mellemniveau (institutter, centre og fakulteter). Baggrunden herfor er, at en inci-tamentsbaseret tilskudsfinansiering internt skaber et pres, idet incitamentseffekten nødvendigvissiver ned i organisationen til de enkelte videnskabelige medarbejdere. Der er derfor en risiko for, atde enkelte videnskabelige medarbejdere i stigende grad satser på sikre publiceringsformer, hvor deter mere afgørende at få forholdsvis mange artikler/bøger publiceret end at få enkelte artikler/bøgeraf høj kvalitet publiceret gennem kanaler, der effektivt bidrager til vidensakkumulation og -spredninginden for hvert enkelt forskningsområde.Uddannelse og forskning foregår inden for så bredt et fagligt spektrum og inden for så forskelligetraditioner, at man er nødt til at indrette den incitamentsbaserede konkurrence og finansiering på enmåde, der tager hensyn hertil. Det sker traditionelt ved beregningen af STÅ-takster. Der er imidlertidved indførelsen af en tilsvarende mekanisme for fordeling af basismidler til forskningen grund til atforetage en tilsvarende differentiering. Det skyldes, at publiceringsmønstrene er endog meget for-skellige mellem ’tørre’ og ’våde’ forskningsområder. Dertil kommer, at der selv inden for hvert afdisse to bredt definerede områder er en betydelig differentiering i publiceringsmønstrene. Der ersåledes fagområder, hvor det har været og fortsat vil være naturligt og effektivt at publicere på entendansk (mange retsvidenskabelige og en række humanistiske discipliner) eller andre fremmedsprogend engelsk (teologi og en række humanistiske discipliner). Dertil kommer, at det varierer stærkt, ihvilket omfang bogen bruges som publiceringskanal. Det giver særskilte problemer ved etableringenaf en bibliometrisk indikator, fordi det er vanskeligt, for ikke at sige meningsløst at vurdere forlagsom mere eller mindre prestigegivende. Deres virksomhed er ikke og kan ikke være så veldefineretsom et videnskabeligt tidsskrifts kvalitetsprofil.En væsentlig del af forskningsfinansieringen er allerede i dag konkurrenceudsat. Det gælder såvel demidler, der går til grundforskning (Grundforskningsfonden, Det frie Forskningsråd og de europæiskeråd) samt såkaldt strategisk forskning. Det vil også gælde i fremtiden. Der er her grund til at under-strege grundforskningens generelle betydning for såvel den forskningsbaserede undervisning somstrategisk og anvendt forskning, herunder myndighedsbetjening. Det understreger på den ene sidebetydningen af bevillinger til grundforskning, på den anden side bevillingssystemets store betydningfor at sikre pluralisme og langsigtede satsninger på universiteterne. Det er i den sammenhæng væ-sentligt at understrege, at den samtidige eksistens af tilskud, der er baseret på bibliometriske indika-torer, og tilskud, der er opnået i konkurrence med andre ansøgere, kan skabe en betydelig og positivdynamik. Der er derfor basis for at indrette specielt forskningsrådsfinansieringen på en måde, somtilskynder til langsigtede satsninger, selv om de ikke er forankret i meget store projekter.Forslaget er derfor,

at man formulerer universitetslovens bestemmelser om taxameterbaserede tilskud til uddannel-se og forskning på en sådan måde, at de årlige tilskud beregnes som glidende gennemsnit af per-formance inden for de foregående 3-5 år.at man indretter finansieringen på en måde, der beskytter den enkelte videnskabelige medar-bejders forskningsfrihed, og som sikrer en vis basisfinansiering for mindre faglige miljøer, hvislangsigtede eksistens der enighed om at sikre.at de fremtidige bibliometriske indikatorer indrettes på en måde, der sondrer mellem publikati-oner inden for de ’tørre’ og de ’våde’ forskningsområder.at de kun har konsekvenser for fordelingen af tilskud inden for hvert af disse forskningsområder,således at man ikke forvrider incitamentseffekten, og således at der ikke opstår utilsigtede for-delingsmæssige konsekvenser.at tilskudsprovenuet for såvel STÅ-tilskud som anerkendt publikationsvirksomhed tilgår universi-teterne, der internt fordeler midlerne inden for de ’tørre’ og ’våde’ områder.at forskningsrådene som nu tildeler midler i bevillinger, der er flerårige.at det sikres, at det fortsat er muligt at støtte flerårige projekter, hvor der søges støtte af enkelt-forskere eller mindre grupper af forskere.

BilagUddrag afden norske universitetslov LOV 2005-04-01 nr 15: Lov om universiteter og høyskoler (uni-versitets- og høyskoleloven)Sehttp://www.lovdata.no/all/hl-20050401-015.html§ 1-5. Faglig frihet og ansvar(1) Universiteter og høyskoler skal fremme og verne akademisk frihet. Institusjonene har et ansvarfor å sikre at undervisning, forskning og faglig og kunstnerisk utviklingsarbeid holder et høyt faglignivå, og utøves i overensstemmelse med anerkjente vitenskapelige, kunstfaglige, pedagogiske ogetiske prinsipper.(2) Universiteter og høyskoler har ellers rett til å utforme sitt eget faglige og verdimessige grunnlaginnenfor de rammer som er fastsatt i eller i medhold av lov.(3) Universiteter og høyskoler kan ikke gis pålegg eller instrukser oma) læreinnholdet i undervisningen og innholdet i forskningen eller i det kunstneriske og fagligeutviklingsarbeidetb) individuelle ansettelser eller utnevnelser.(4) Den som gir undervisning ved institusjon under denne lov har et selvstendig faglig ansvar forinnhold og opplegg av denne innenfor de rammer som institusjonen fastsetter eller som følger av loveller i medhold av lov.

(5) Den som er ansatt i stilling hvor forskning eller faglig eller kunstnerisk utviklingsarbeid inngår iarbeidsoppgavene, har rett til å velge emne og metode for sin forskning eller sitt utviklingsarbeidinnenfor de rammer som følger av ansettelsesforholdet eller særskilt avtale.(6) Universiteter og høyskoler skal sørge for åpenhet om resultater fra forskning eller faglig ellerkunstnerisk utviklingsarbeid. Den som er ansatt i stilling som nevnt i femte ledd har rett til å offent-liggjøre sine resultater og skal sørge for at slik offentliggjøring skjer. Det relevante forskningsgrunnla-get skal stilles til rådighet i overensstemmelse med god skikk på vedkommende fagområde. Styretkan samtykke til utsatt offentliggjøring når legitime hensyn tilsier det. Det kan ikke avtales eller fast-settes varige begrensninger i retten til å offentliggjøre resultater utover det som følger av lov eller imedhold av lov.Endret ved lov 14 des 2007 nr. 117 (i kraft 1 jan 2008 iflg. res. 14 des 2007 nr. 1440).