Fra: Dot Bresdahl [mailto:[email protected]]
Sendt: 10. marts 2009 15:28
Til: Finn Skriver Frandsen
Emne: Universitetsevalueringen 2009

Kære medlem af Folketingets Videnskabsudvalg

 

AC afholdt som bekendt en åben høring om erfaringerne med universitetsreformerne den 28. januar 2009.

 

PÃ¥ høringen fik alle niveauer i den danske universitetsverden mulighed for at vurdere universitetsreformernes styrker og svagheder. AC's sigte hermed var at opsamle bredt funderede erfaringer bl.a. med hensyn til styring og forskningsfrihed for dermed at kunne bidrage samlet til  sigtelinier for væsentlige justeringsforslag, som bør indgÃ¥ i den politiske proces efter afrapportering fra evalueringspanelet.

 

Vi har i AC nu analyseret og bearbejdet de mange indmeldinger. Dette materiale har vi komplementeret med erfaringerne fra AC's besøgsrunde i 2008 blandt medarbejdere og ledelser på universiteterne samt særlige analyser af de samlede rammer for den økonomiske styring af universiteterne.

 

Vi har sammenfattet resultatet heraf i vedhæftede udspil "Universitetsevalueringen 2009 - hvor er der behov for ændringer af lovgrundlag, ledelseskultur og den samlede styringsramme for danske universiteter?" Det er AC's håb, at både politikere, centraladministration og den samlede universitetsverden finder de fem forslagsområder interessante og relevante. Vi ser vores udspil som et supplement til den igangværende evaluering, idet vi ønsker at bidrage til en frugtbar dialog og en tydelig retning i den videre evaluerings- og reformproces.

 

 

Med venlig hilsen

 

Niels Lykke Jensen

Akademikernes Centralorganisation

 

 

Akademikernes Centralorganisation

Sekretariatet

 

 

                                                          

Den 10. marts 2009

BBA/KS/NLJ

Sagsnr. 200800401-32

 

 

Universitetsevalueringen 2009

Hvor er der behov for ændringer af lovgrundlag, ledelseskultur og den samlede styringsramme for danske universiteter?

 

 

Her seks år efter den store universitetsreform, er der fra universitetsverdenen store forventninger til den igangværende universitetsevaluering. Hvilke forhold skal der, som konsekvens af evalueringen, gøres noget ved?

 

AC har i det forløbne år – som optakt til evalueringen - været rundt på landets universiteter og talt med videnskabelige medarbejdere, institutledere, dekaner, rektorer og bestyrelsesformænd for at høre om deres erfaringer med universitetsloven. Samtidig har vi også spurgt ind til de finansierings- og styringsmæssige rammer uden for universitetsloven, der har afgørende indflydelse på universiteternes forsknings- og uddannelsesindsats.

 

AC inviterede i begyndelsen af året til en stor offentlig høring om universitetsevalueringen. AC ønskede hermed at bidrage til en åben og bred debat om erfaringen med den snart seks år gamle universitetslov, samt at få en saglig vurdering fra medarbejder- og ledelsesside af behovet for justeringer.

 

AC har på baggrund af de mange bidrag og indtryk fra brede dele af universitetsbefolkningen identificeret en række forhold af såvel styringsmæssig, lovgivningsmæssig som kulturel karakter, der bør indgå som anbefalinger i en brugbar evaluering.

 

Anbefalingerne favner konkrete justeringer af universitetsloven, interne ledelsestiltag på universiteterne samt ikke mindst et nyt finansielt og styringsmæssigt kodeks for universiteterne.

 

1.0    Behov for justeringer i universitetsloven

Der kan peges på en række forhold i universitetsloven af direkte og indirekte betydning for kvaliteten af forskningen og de forskningsbaserede uddannelser, og som kan forbedres ved en række justeringer af loven: 

 

1.1     Den individuelle forskningsfrihed og instruktionsbeføjelsen

Det fremgår af universitetslovens bemærkninger, at ”den enkelte forsker har forskningsfrihed inden for sit faglige ansættelsesområde med de forpligtelser, der følger af et ansættelsesforhold. Den enkelte forsker har således frihed til at vælge metode, fremgangsmåde og emne inden for universitetets forskningsstrategiske rammer, som fastlagt i udviklingskontrakten”. Loven er således ganske klar for så vidt angår den individuelle forskningsfrihed.

 

Til gengæld kan der være behov for at præcisere brugen af instruktionsbeføjelsen, universitetslovens § 17, stk. 2., fordi den i sin nuværende ordlyd, kan skabe risiko for en kompromittering af den individuelle forskningsfrihed. Det fremgår af § 17, stk. 2, at, ”institutlederen kan pålægge medarbejdere at løse bestemte opgaver” og i bemærkningerne til loven fremgår, at ”den enkelte forsker kan, hvor den pågældende ikke er pålagt sådanne opgaver, forske frit inden for universitetets forskningsstrategiske rammer”.

 

 

 

1.2     Sikring af en faglig og ledelsesmæssig legitimitet

Universitetsloven er meget klar for så vidt, at rektor, dekan og institutleder skal være anerkendte forskere, ligesom uddannelsesindsigt henholdsvis undervisningserfaring også indgår som ansættelseskriterium. Det fremgår desuden af bemærkningerne til universitetsloven, at ansættelsesproceduren – der fastsættes i vedtægten – skal sikre at rektor, dekan og institutleder har faglig og ledelsesmæssig legitimitet.

 

Hvorvidt ansættelsesproceduren som beskrevet i de respektive universiteters vedtægter sikrer en sådan legitimitet er mere usikkert. For visse universiteter er der mere tale om hensigtserklæringer for så vidt, at ansættelsesproceduren lever op til lovens bestemmelse om faglig og ledelsesmæssig legitimitet. En konkret model for, hvorledes ansættelsesproceduren skal sikre den fornødne legitimitet, er derimod fraværende.

 

 

 

1.3     Entydig placering af ledelsesansvar for uddannelsernes kvalitet og økonomi

Det lykkedes ikke med universitetsloven fra 2003 at få skabt en god ledelsesmæssig forankring af uddannelserne, idet loven giver en tredeling af uddannelsesledelsen mellem dekan, institutleder og studieleder/studienævn. Det medfører blandt andet, at ledelsesansvaret for uddannelsernes økonomi og kvalitet er delt. 

 

Institutlederen har et entydigt ansvar for forskningen og instituttets økonomi, herunder uddannelsesøkonomien, men har ikke ansvar for kvaliteten af uddannelsen. Sammenholdt med en stor afhængighed af eksterne midler giver det for eksempel institutlederen kraftigt incitament til at frikøbe forskere fra undervisningen for i stedet at overlade undervisningen til undervisningsassistenter uden forskningspligt, uagtet hvad studienævnet måtte have af ønsker.

 

I det hele taget kan der stilles spørgsmål ved det hensigtsmæssige i at have så detaljerede bestemmelser om de organisatoriske rammer for uddannelserne, når virkeligheden er, at mange uddannelser – for eksempel tværfaglige uddannelser – ikke er forankret på ét instituts eller ét fakultets fagområder.

 

 

2.0    Fra 1. generations ledelse til 2. generations ledelse

En styrkelse af universitetsledelsen har gjort det nemmere for universiteterne at manøvrere i forhold til det omkringliggende samfunds berettigede krav og forventninger til universiteternes bidrag til samfundets videnopbygning. Men en styrkelse af ledelsen af universiteterne bør ikke stå i modsætning til at give de videnskabelige medarbejdere medejerskab og medansvar i strategi- og beslutningsprocesserne.

 

Det er samtidig vigtigt at anerkende, at det tidligere system havde nogle kulturelle værdier som risikerer at gå tabt, hvis nye ledelsesformer medfører en ny lønmodtagerkultur, hvor den videnskabelige medarbejder nok passer sit arbejde, men ikke engagerer sig i og tager medansvar for instituttets liv. Medarbejderengagement og medejerskab er en uvurderlig ressource på universiteterne, og det er nok ikke en helt forkert vurdering, at det der kunne kaldes 1. generations ledelse på universiteterne især har lagt vægt på at udvise stor beslutningskraft. Næste skridt – eller 2. generations universitetsledelse – er helt givet at få styrket samspillet mellem ledelsen og medarbejdere.

 

Det er heller ikke i nogens interesse, at Akademisk råd opleves som dekoblet det faglige liv og mange steder er reduceret til at være organ for tildeling af videnskabelige grader. Det fremgår af universitetsloven, at Akademisk råd har til opgave at udtale sig til rektor (eller dekan ved fakultets-opdelt Akademiske råd) om den interne fordeling af bevillinger, og at Akademisk Råd kan udtale sig om alle akademiske forhold af væsentlig betydning for universitetets virksomhed.

 

Men skal Akademisk råd virke efter lovens hensigt, er det nok i samme moment nødvendigt at få rettet opmærksomheden på at sikre, at rådsmedlemmerne afspejler den forskningsmæssige tyngde, der foregår inden for hovedområdet. For eksempel vil det være uheldigt, hvis nøgleaktører blandt det videnskabelige personale, herunder forskningsledere af store forskningssatsninger, kun har en perifer position i forhold til hovedområdets forsknings- og uddannelsesstrategiske drøftelser med ledelsen.  

 

For så vidt angår institutniveau fremgår det af bemærkningerne til universitetsloven, at institutlederen skal opbygge en organisation til at løfte instituttets samlede opgaver med inddragelse af VIP’ere, TAP’ere og de studerende. Erfaringen viser dog, at det er meget forskelligt, hvorledes de forskellige institutter har organiseret sig. På samme vis som gældende for Akademisk råd er der behov for at se nærmere på de videnskabelige medarbejderes medindflydelse på institutniveau, og også her bør det sikres, at et sådant institutorgan afspejler den forskningsmæssige tyngde på instituttet.

 

 

 

 

 

3.0    Basismidlerne skal udgøre en større andel af forskningsmidlerne

Selv om der samlet set er bevilget flere penge til offentlig forskning de seneste år, så er en stadig større andel af pengene ført uden om universiteternes egen mulighed for at prioritere forskningen. Det er aktuelt den største trussel mod forskningsfriheden – for forskerne og for universiteterne.

 

En større andel af forskningsmidlerne uddeles i disse år i konkurrence og som del af politisk prioriterede satsninger, som universiteterne også må bidrage til med egne midler, for at få del i de konkurrenceudsatte midler. Det begrænser de frie midler, som giver universiteterne og forskerne muligheder for at forfølge de strategier og idéer, som den bedste forskning i sig selv lægger op til.

 

En genopretning af basismidlernes andel af de samlede forskningsmidler er en afgørende forudsætning for sikre forskningsfriheden og skabe de bedst mulige betingelser for forskning på højeste internationale niveau på de danske universiteter. Og når der afsættes konkurrenceudsatte forskningsmidler skal der være balance mellem frie og strategiske midler, så forskerne fortsat har mulighed for at få finansieret afsøgningen af deres egne forskningsidéer.

 

Det er helt afgørende for sikring af bredde og diversitet i forskningen, at universiteterne har frie og langsigtede midler til rådighed til selv at foretage prioriteringer og iværksætte nye initiativer. Banebrydende forskning skabes ikke på kommando - men i tillid til at universiteterne og forskerne forvalter ressourcerne bedst muligt.

 

 

 

 

4.0    Begræns Finansministeriets overstyring

De senere års politiske reformer og beslutninger om ressourcetilførsel til universitetssektoren får tydeligvis ikke den forventede dynamik ude i de udførende led blandt forskere og undervisere. En af de væsentligste årsager hertil er, at der fra Finansministeriets side udvises en udbredt mistillid til at stille institutionerne mere frit. Styringsviljen er tydeligvis usvækket, selv om ideen bag reformerne netop har været større decentral kompetence og ret til selvstændige økonomiske satsninger.

 

Dette kommer særligt til udtryk ved Finansministeriets modvilje mod forøgede basisbevillinger og krav fra mange sider til anvendelse af Globaliseringspuljens midler til formål, som ligger udenfor det oprindelige sigte med de nye forskningsmidler. Endvidere introduceres der fortløbende nye kontroltiltag, som via Videnskabsministeriet eller Personalestyrelsen udmeldes som krav og bindinger til institutionerne. Effekten er et voldsomt bureaukrati og en oplevelse af mistillid og snævre selvstændige dispositionsmuligheder.

 

For universiteterne er denne overstyring tit skjult og fremstår umiddelbart som uforståelig rigiditet hos Videnskabsministeriet eller politikerne i forligskredsen. Netop muligheden for at kamuflere magtpositionen indenfor forskningspolitikken og universitetssektoren er et uheldigt fænomen i sig selv. Derfor bør der ske en styringsmæssig dæmpning i forbindelse med de politiske aftaler op til udmøntning af Globaliseringspuljen for 2010. Rapporten om universiteterenes finansiering og planlægningsmuligheder, som konsulentfirmaet  McKinsey  fremlægger for politikerne i foråret 2009, bør føre til færre bindinger og ikke til endnu mere Controller-ånd i styringen.

 

 

5.0    Personalestyrelsens overstyring på lønområdet

Også Personalestyrelsens fortsatte overstyring på normerings- og lønområdet er udtryk for en særdeles modproduktiv bremse på bestræbelserne for at få de danske universiteter op i bedste internationale liga.