NOTAT

 

Dato:

29. januar 2009

Kontor:

Visum, Udsendelser og Humanitære Sager

J.nr.:

2002/4112-1

Sagsbeh.:

dks

Fil-navn:

IU 462 – 4. kv. 2008

 

 

 

Om meddelelse af humanitær opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 b, stk. 1, i 4. kvartal 2008.

Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration kan efter fast praksis oplyse, at der i 4. kvartal 2008 blev meddelt humanitær opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 b, stk. 1, i 19 sager. Tilladelserne omfatter 33 personer.

 

Ved besvarelsen den 29. maj 2006 af spørgsmål nr. 117 fra Folketingets Udvalg for Udlændinge- og Integrationspolitik tilkendegav Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration, at udvalget fremover i forbindelse med de kvartalsvise oversigter til udvalget over meddelte humanitære opholdstilladelser ligeledes for hver enkelt sag ville få oplysning om, hvilken boligsituation den eller de pågældende har befundet sig i på det tidspunkt, hvor der blev givet humanitær opholdstilladelse.

 

Ved besvarelsen den 5. september 2006 af spørgsmål nr. 167 fra Folketingets Udvalg for Udlændinge- og Integrationspolitik tilkendegav Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration, at udvalget fremover med start fra 4. kvartal 2006 i forbindelse med de kvartalsvise oversigter til udvalget over meddelte humanitære opholdstilladelser ligeledes for hver enkelt sag ville få oplysning om, hvor længe de personer, som er indlogeret på et asylcenter, og som bliver meddelt humanitær opholdstilladelse, har haft ophold på et asylcenter, fra de er blevet meddelt afslag på asyl, og til de bliver meddelt humanitær opholdstilladelse. Der er således ikke oplyst om, hvor længe de personer, som er indlogeret på et asylcenter, og som bliver meddelt humanitær opholdstilladelse, før de har fået en afgørelse i deres asylsag, har haft ophold på et asylcenter.

 

Om de enkelte sager kan oplyses følgende:

 

Den 1. oktober 2008 gav ministeriet opholdstilladelse til en statsborger fra Kosovo. Den pågældende var på tidspunktet for den meddelte opholdstilladelse afvist asylansøger, der boede på et asylcenter. Den pågældende havde ifølge et træk fra Udlændingeregistret boet på et asylcenter i 1.596 dage, siden den pågældende fik afslag på asyl. Tilladelsen blev givet under henvisning til, at den pågældende lider af en ikke organisk psykose, at han er i behandling med antipsykotisk og antidepressiv medicin, at hans tilstand kan stabiliseres ved fortsat medicinsk behandling, men vil blive påvirket af livets omstændigheder, som skønnes at medvirke til lidelsens sværhedsgrad. Ministeriet lagde endvidere vægt på, at det ikke kan lægges til grund, at den pågældende i Kosovo vil kunne få den nødvendige medicinske behandling. Ministeriet lagde i den forbindelse til grund, at den månedlige udgift i Kosovo til den antidepressive og antipsykotiske medicin, som den pågældende har behov for, vil beløbe sig til ca. 4.100 Dkr.

 

Den 1. oktober 2008 gav ministeriet opholdstilladelse til en statsborger fra Afghanistan. Den pågældende var på tidspunktet for den meddelte opholdstilladelse endnu ikke blevet meddelt endeligt afslag på asyl. Den pågældende boede på tidspunktet for den meddelte opholdstilladelse på et asylcenter. Tilladelsen blev givet under henvisning til, at den pågældende ikke har noget familie i Afghanistan, samt at hun må anses for at være en enlig kvinde uden mandlige familiemedlemmer eller socialt netværk i Afghanistan. Ministeriet tillagde det endvidere en vis vægt, at den pågældende lider af bl.a. PTSD og smerter, og at hun således på grund af sin fysiske og psykiske helbredstilstand må anses som værende omfattet af den gruppe af afghanske statsborgere, der må anses for særligt sårbare ved en tilbagevenden til Afghanistan. 

 

Den 8. oktober 2008 gav ministeriet opholdstilladelse til en statsborger fra Irak. Den pågældende var på tidspunktet for den meddelte opholdstilladelse afvist asylansøger, der boede på et asylcenter. Den pågældende havde ifølge et træk fra Udlændingeregistret boet på et asylcenter i 1.367 dage, siden den pågældende fik afslag på asyl. Tilladelsen blev givet under henvisning til, at den pågældende er i medicinsk behandling for sin kræftsygdom i skjoldbruskkirtlen med en række præparater, herunder bl.a. stofskiftehormon, og at denne behandling efter en lægelig vurdering er livslang og livsnødvendig. Ministeriet lagde endvidere vægt på, at det ikke kan lægges til grund, at den pågældende vil kunne få den nødvendige behandling i hjemlandet.

 

Den 14. oktober 2008 gav ministeriet opholdstilladelse til et ægtepar fra Irak. De pågældende var på tidspunktet for den meddelte opholdstilladelse afviste asylansøgere, der boede på et asylcenter. De pågældende havde ifølge et træk fra Udlændingeregistret boet på et asylcenter i 1.719 dage, siden de pågældende fik afslag på asyl. Tilladelsen blev givet under henvisning til, at den kvindelige ansøger lider af periodisk depression af svær grad med psykosesymptomer og posttraumatisk belastningsreaktion. Ministeriet lagde endvidere vægt på, at den kvindelige ansøger er i behandling med antipsykotisk, antidepressiv og beroligende medicin, samt at det ikke kan lægges til grund, at hun vil kunne få den nødvendige behandling i hjemlandet.

 

Den 5. november 2008 gav ministeriet opholdstilladelse til en statsborger fra Serbien. Den pågældende var på tidspunktet for den meddelte opholdstilladelse afvist asylansøger, der boede på et asylcenter. Den pågældende havde ifølge et træk fra Udlændingeregistret boet på et asylcenter i 142 dage, siden den pågældende fik afslag på asyl. Tilladelsen blev givet under henvisning til, at den pågældende er psykotisk. Ministeriet lagde endvidere vægt på, at det ikke kan lægges til grund, at den pågældende vil kunne afholde udgifterne til den nødvendige behandling i hjemlandet. Ministeriet lagde i den forbindelse til grund, at den månedlige udgift i til den antipsykotiske medicin, som den pågældende har behov for, vil beløbe sig til ca. 1.786 Dkr.

 

Den 6. november 2008 gav ministeriet opholdstilladelse til en kvinde og hendes datter, der begge er statsborgere fra Kosovo. De pågældende var på tidspunktet for den meddelte opholdstilladelse afviste asylansøgere, der var privat indkvarteret. Tilladelsen blev givet under henvisning til hensynet til familiens enhed, og på samme vilkår som den kvindelige ansøgers samlever og faderen til hendes datter tidligere var blevet meddelt humanitær opholdstilladelse. Ministeriet lagde i den forbindelse vægt på, at den kvindelige ansøger og hendes herboende samlever var indrejst her i landet sammen, at deres asylsager var blevet behandlet sammen, at Udlændingeservice havde lagt til grund, at de pågældende er samlevende med et fællesbarn, samt at den kvindelige ansøger var gravid ved indrejsen her i landet.

 

Den 6. november 2008 gav ministeriet opholdstilladelse til et ægtepar og deres barn, der alle er statsborgere i Bosnien-Hercegovina. De pågældende var på tidspunktet for den meddelte opholdstilladelse afviste asylansøgere, der boede på et asylcenter. De pågældende havde ifølge et træk fra Udlændingeregistret boet på et asylcenter i 57 dage, siden de pågældende fik afslag på asyl. Tilladelsen blev givet under henvisning til, at den kvindelige ansøger lider af periodisk depression af svær grad med psykosesymptomer, samt at hun har vrangforestillinger og er syns-, hørelses-, følelses-, lugte- og smagshallucineret og har suicidale tanker. Ministeriet lagde endvidere vægt på, at den kvindelige ansøger er i medicinsk behandling med antipsykotisk medicin, samt at det ikke kan lægges til grund, at de pågældende trods deres lange uddannelser vil kunne afholde udgifterne til den kvindelige ansøgers nødvendige behandling i hjemlandet. Ministeriet lagde i den forbindelse til grund, at de pågældendes månedlige udgift i Bosnien til den kvindelige ansøgers fornødne medicinske behandling vil beløbe sig til ca. 26.640 Dkr.

 

Den 14. november 2008 gav ministeriet opholdstilladelse til en statsborger fra Marokko. Den pågældende var på tidspunktet for den meddelte opholdstilladelse afvist asylansøger, der var privat indkvarteret. Tilladelsen blev givet under henvisning til, at den pågældende lider af akut polymorf psykose, at hun er i behandling for en psykotisk tilstand og siden august 2007 har været i kontinuerlig behandling i form af regelmæssige støttende samtaler og psykofarmaka, herunder med antipsykotisk medicin. Ministeriet lagde endvidere vægt på, at den pågældende har oplevet opblussen/gennembrud af psykotiske symptomer, og at hun får hørelses- og synshallucinationer samt paranoide vrangforestillinger. Ministeriet lagde endelig vægt på, at det ikke kan lægges til grund, at den pågældende vil kunne få den nødvendige behandling i hjemlandet.

 

Den 14. november 2008 gav ministeriet opholdstilladelse til et ægtepar, der begge er statsborgere fra Kosovo. De pågældende var på tidspunktet for den meddelte opholdstilladelse afviste asylansøgere, der boede på et asylcenter. De pågældende havde ifølge et træk fra Udlændingeregistret boet på et asylcenter i 2.265 dage, siden de pågældende fik afslag på asyl. Tilladelsen blev givet under henvisning til, at den kvindelige ansøger er svært psykotisk med vrangforestillinger og hallucinationer på hørelsen samt diagnosticeret med bl.a. depression af svær grad med stemningskongruente psykotiske symptomer. Ministeriet lagde endvidere vægt på, at den kvindelige ansøger er i medicinsk behandling med antipsykotisk og antidepressiv medicin. Ministeriet lagde desuden vægt på, at det ikke kan lægges til grund, at den kvindelige ansøger vil have mulighed for at modtage den nødvendige behandling i Kosovo, og at den månedlige økonomiske udgift for de præparater, som hun modtager, vil beløbe sig til ca. 2.228 Dkr., hvilket beløb det ikke kan lægges til grund, at de pågældende vil kunne udrede.

 

Den 1. december 2008 gav ministeriet opholdstilladelse til en kvinde og hendes datter, som begge er statsborgere i Kasakhstan. De pågældende var på tidspunktet for den meddelte opholdstilladelse afviste asylansøgere, der boede på et asylcenter. De pågældende havde ifølge et træk fra Udlændingeregistret boet på et asylcenter i 311 dage, siden de pågældende fik afslag på asyl. Tilladelsen blev givet under henvisning til, at den kvindelige ansøger lider af uspecificeret psykose og intermitterende delirium, samt at hun er i medicinsk behandling med antipsykotisk medicin. Ministeriet lagde endvidere vægt på, at det ikke kan lægges til grund, at den kvindelige ansøger vil kunne få den nødvendige behandling i hjemlandet.

 

Den 1. december 2008 gav ministeriet opholdstilladelse til et ægtepar og deres myndige barn, der alle er statsborgere i Kosovo. De pågældende var på tidspunktet for den meddelte opholdstilladelse afviste asylansøgere, der boede på et asylcenter. De pågældende havde ifølge et træk fra Udlændingeregistret boet på et asylcenter i 1.747 dage, siden de pågældende fik afslag på asyl. Tilladelsen blev givet under henvisning til, at den kvindelige ansøgers realitetsopfattelse er forrykket, at hendes tilstand må betegnes som psykotisk, samt at hun er i behandling med antipsykotisk medicin. Ministeriet lagde endvidere vægt på, at det ikke kan lægges til grund, at den kvindelige ansøger vil kunne få den nødvendige behandling i hjemlandet, idet det antipsykotiske præparat, som hun er i behandling med, hverken er tilgængeligt i offentligt eller i privat regi.

 

Den 1. december 2008 gav ministeriet opholdstilladelse til en statsborger fra Kosovo. Den pågældende var på tidspunktet for den meddelte opholdstilladelse afvist asylansøger, der var privat indkvarteret. Tilladelsen blev givet under henvisning til, at den pågældende er psykotisk, og at hun er i medicinsk behandling med antipsykotisk medicin. Ministeriet lagde endvidere vægt på, at det ikke kan lægges til grund, at den pågældende vil kunne få den nødvendige behandling i hjemlandet. Ministeriet lagde i den forbindelse til grund, at den pågældendes månedlige udgift i Kosovo til hendes fornødne medicin vil beløbe sig til ca. 5.137 Dkr.

 

Den 1. december 2008 gav ministeriet opholdstilladelse til en statsborger fra Kosovo. Den pågældende var på tidspunktet for den meddelte opholdstilladelse afvist asylansøger, der var frihedsberøvet. Den pågældende havde ifølge et træk fra Udlændingeregistret boet på et asylcenter i 1.893 dage, siden den pågældende fik afslag på asyl. Tilladelsen blev givet under henvisning til, at den pågældende lider af uspecificeret paranoid psykose og er i medicinsk behandling med antipsykotisk medicin. Ministeriet lagde endvidere vægt på, at den pågældendes psykotiske symptomer vil komme igen, såfremt den igangværende behandling bliver afbrudt, og at han vil være behandlingskrævende mange år fremover. Ministeriet lagde desuden vægt på, at det ikke kan lægges til grund, den pågældende vil kunne afholde udgifterne til den nødvendige behandling i hjemlandet. Ministeriet lagde i den forbindelse til grund, at den pågældendes månedlige udgift i Kosovo til hans fornødne medicin vil beløbe sig til ca. 3.024 Dkr.

 

 

Den 1. december 2008 gav ministeriet opholdstilladelse til et ægtepar samt parrets tre børn, der er henholdsvis statsborgere fra Kosovo og Tyrkiet. De pågældende var på tidspunktet for den meddelte opholdstilladelse afviste asylansøgere, der boede på et asylcenter. De pågældende havde ifølge et træk fra Udlændingeregistret boet på et asylcenter i 2.400 dage, siden de pågældende fik afslag på asyl. Tilladelsen blev givet under henvisning til, at den kvindelige ansøger, der er statsborger i Tyrkiet, lider af periodisk depression af svær grad med psykosesymptomer, samt at hun er i behandling med antidepressiv og antipsykotisk medicin.  Ministeriet lagde endvidere vægt på, at den mandlige ansøger, der er statsborger i Kosovo, lider af depressiv enkeltepisode af svær grad med psykosesymptomer og PTSD, samt at han er i behandling med antipsykotisk og antidepressiv medicin. Ministeriet lagde desuden vægt på, at det antidepressive præparat, som begge ansøgere er i behandling med, ikke er tilgængeligt i Tyrkiet, og at det er uvist, hvorvidt et andet antidepressivt lægemiddel vil kunne erstatte det. Ministeriet lagde på den baggrund til grund, at de pågældende ikke vil kunne modtage den fornødne behandling for deres psykiske sygdomme i Tyrkiet. 

 

Den 2. december 2008 gav ministeriet opholdstilladelse til en statsborger fra Serbien. Den pågældende var på tidspunktet for den meddelte opholdstilladelse afvist asylansøger, der var privat indkvarteret. Tilladelsen blev givet under henvisning til, at den pågældende lider af depressiv enkeltepisode af svær grad med psykotiske symptomer, at hans sygdom er behandlingskrævende, samt at indlæggelse på psykiatrisk afdeling burde overvejes. Ministeriet lagde yderligere vægt på, at den pågældende har konstante selvmordstanker og selvmordsimpulser, og at der er en reel selvmordsfare. Ministeriet lagde endvidere vægt på, at det ikke kan lægges til grund, at den pågældende vil kunne afholde udgifterne til den nødvendige behandling i hjemlandet. Ministeriet lagde i den forbindelse til grund, at den pågældendes månedlige udgift i Kosovo til hans fornødne medicin vil beløbe sig til ca. 1.287 Dkr.

 

Den 2. december 2008 gav ministeriet opholdstilladelse til en statsborger fra Bosnien-Hercegovina. Den pågældende var på tidspunktet for den meddelte opholdstilladelse afvist asylansøger, der var privat indkvarteret. Tilladelsen blev givet under henvisning til, at den pågældende lider af livstruende kræft, og at hun vil dø af sygdommen inden for en periode på 6 til 24 måneder. Ministeriet fandt efter en vurdering af sagens samlede oplysninger, herunder kombinationen af, at den pågældende risikerer at dø inden for en kortere periode og oplysningen om, at hun har en herboende ægtefælle og et mindreårigt barn med opholdstilladelse i Danmark, efter omstændighederne ikke anledning til at undersøge, hvorvidt den pågældende i sit hjemland vil kunne modtage den nødvendige behandling for hendes meget alvorlige fysiske lidelse. 

 

Den 8. december 2008 gav ministeriet opholdstilladelse til et ægtepar samt parrets barn, der alle er statsborgere fra Iran. De pågældende var på tidspunktet for den meddelte opholdstilladelse afviste asylansøgere, der boede på et asylcenter. De pågældende havde ifølge et træk fra Udlændingeregistret boet på et asylcenter i 279 dage, siden de pågældende fik afslag på asyl. Tilladelsen blev givet under henvisning til, at den kvindelige ansøger er diagnosticeret med depressiv enkeltepisode med psykose, at hun er svært depressiv med psykotiske symptomer, samt at hun er i behandling med såvel antipsykotisk som antidepressiv medicin. Ministeriet lagde endvidere vægt på, at det ikke kan lægges til grund, at den kvindelige ansøger vil kunne få den nødvendige behandling i hjemlandet, idet det antipsykotiske præparat, som hun er i behandling med, ikke er tilgængeligt i de pågældendes hjemland.

 

Den 10. december 2008 gav ministeriet opholdstilladelse til et ægtepar, der begge er statsborgere fra Kosovo. De pågældende var på tidspunktet for den meddelte opholdstilladelse afviste asylansøgere, der boede på et asylcenter. De pågældende havde ifølge et træk fra Udlændingeregistret boet på et asylcenter i 2.266 dage, siden de pågældende fik afslag på asyl. Tilladelsen blev givet under henvisning til, at den kvindelige ansøger er diagnosticeret med kronisk paranoid psykose, og at hun er i medicinsk behandling med såvel antipsykotisk medicin som antidepressiv medicin. Ministeriet lagde endvidere vægt på, at det ikke med sikkerhed kan lægges til grund, at den kvindelige ansøger vil have mulighed for at modtage den nødvendige behandling i Kosovo, da den månedlige udgift for hendes fornødne medicinske behandling vil beløbe sig til 1.170 kr., hvilket beløb det ikke kan lægges til grund, at de pågældende vil kunne udrede.