UUI, Alm.del - 2008-09 - Bilag 202: Kopi af notat til Europaudvalget om afgivelse af skriftligt indlæg i EF-domstolens præ-judicielle sag C-145/09 (Tsakouridis), fra integrationsministeren

Notat til Europaudvalget om afgivelse af skriftligt indlæg i EF-domstolens præ-judicielle sag, C-145/09, Tsakouridis1. IndledningVerwaltungsgerichtshof Baden-Württemberg, Tyskland har forelagt EF-domstolen fire præjudiciellespørgsmål vedrørende fortolkningen af artikel 28, stk. 3, litra a, samt af artikel 16, stk. 4, i direktiv2004/38/EF (opholdsdirektivet).Sagsøgeren i sagen er græsk statsborger med tidsubegrænset opholdsret i Tyskland, der påbaggrund af flere forsætlige lovovertrædelser, herunder narkotikakriminalitet, ved endelig dom eridømt en fængselsstraf på over 5 år.Den forelæggende ret ønsker bl.a. EF-domstolens stilling til fortolkningen (rækkevidden) af begrebet”bydende nødvendig af hensyn til den offentlige sikkerhed ” i artikel 28, stk. 3, ved udvisningsafgørelseaf en unionsborger, der har haft ti års ophold i værtsmedlemsstaten.Den forelæggende ret ønsker endvidere EF-domstolens stillingtagen til, om den særlige beskyttelsemod udvisning efter ti års ophold i værtsmedlemsstaten i bestemmelsen kan fortabes og i givet faldunder hvilke betingelser.

2. Sagens faktiske omstændighederSagsøger er en græsk statsborger, født den 1. marts 1978 i Tyskland, som siden oktober 2001 harhaft tidsubegrænset opholdsret i Tyskland. Ansøger afsluttede sin folkeskoleuddannelse i 1996 iTyskland. Fra marts 2004 til midten af oktober 2004 drev han en pandekagebod på Rhodos. Hanvendte tilbage til Tyskland og arbejdede fra december 2004 i et fitnesscenter. I midten af oktober 2005vendte han tilbage til Rhodos.Den 22. november 2005 udstedte Amtsgericht Stuttgart en international arrestordre på ham. Han blev inovember 2006 anholdt på Rhodos og overført til Tyskland i marts 2007. Sagsøger er tidligere straffet,og den 28. august 2007 blev han idømt 6 ½ års fængsel for narkokriminalitet.I august 2008 traf Regierungspräsidium Stuttgart afgørelse om, at sagsøgers ret til indrejse og opholdi Tyskland skulle bortfalde og truede med udvisning til Grækenland under henvisning til, at sagsøgerspersonlige adfærd udgjorde en aktuel fare for den offentlige orden, idet de af sagsøger begåedelovovertrædelser var særdeles grove, og idet der forelå en konkret gentagelsesrisiko.

Den 17. september 2008 anfægtede sagsøger Regierungspräsidium Stuttgarts afgørelse vedVerwaltungsgericht og anførte som begrundelse, at størstedelen af hans familie boede i Tyskland. Veddom af 24. november 2008 ophævede Verwaltungsgericht Regierungspräsidiums afgørelse underhenvisning til, at der i tilfælde af, at unionsborgeres ophold overstiger 10 år i værtsmedlemsstaten, kunmå træffes bestemmelse om fortabelse af indrejse- og opholdsret, når det er bydende nødvendigt afhensyn til den offentlige sikkerhed. Ifølge den forelæggende ret kan begrebet ”bydende nødvendig afhensyn til den offentlige sikkerhed” ikke begrunde udvisning for alvorlige kriminelle handlinger, så somnarkokriminalitet m.v., men alene for uafviselige trusler mod medlemsstatens indre og ydre sikkerhed,der kun omfatter statens og dens væsentligste organers eksistens, deres funktionsdygtighed,befolkningens overlevelse samt de ydre forbindelser og nationernes fredelige sameksistens.Et centralt spørgsmål i sagen er således, hvordan begrebet ”bydende nødvendig af hensyn til denoffentlige sikkerhed” i opholdsdirektivets artikel 28, stk. 3, skal fortolkes i den foreliggende situation,hvor sagsøger på baggrund af flere forsætlige lovovertrædelser ved endelig dom er idømt enfængselsstraf på over 5 år (bl.a. som følge af narkotikakriminalitet).Endvidere er spørgsmålet om den særlige beskyttelse mod udvisning efter ti års ophold iværtsmedlemsstaten, jf. artikel 28, stk. 3, litra a, i opholdsdirektivet, kan fortabes, og i givet fald ombetingelserne i opholdsdirektivets artikel 16, stk. 4, om fortabelse af tidsubegrænset ophold findertilsvarende anvendelse i denne forbindelse.3. Dansk praksisSagen er interessant, idet den vedrører fortolkningen af unionsborgeres beskyttelsesværn modudvisning efter ti års ophold i værtsmedlemsstaten, herunder rækkevidden af begrebet ”bydendenødvendig af hensyn til den offentlige sikkerhed” i artikel 28, stk. 3´s forstand.Det bemærkes, at de danske domstole ikke anlægger en så snæver fortolkning af begrebet ”bydendenødvendig af hensyn til den offentlige sikkerhed” i artikel 28, stk. 3, som den tyske forelæggende ret.De danske domstole har således i flere sager fundet, at EU-borgere med ophold i Danmark i mindstde ti forudgående år kunne udvises for alvorlige straffelovsovertrædelser, og at udvisning dermed varbydende nødvendig af hensyn til den danske offentlige sikkerhed, jf. artikel 28, stk. 3.Medlemsstaternes muligheder for at begrænse EU-borgeres ret til indrejse og ophold af hensyn til denoffentlige orden, sikkerhed og sundhed er nærmere reguleret i opholdsdirektivets artikel 27-33. Detbemærkes i den sammenhæng, at EF-domstolen endnu ikke har udtalt sig om fortolkningen afopholdsdirektivets artikel 28, stk. 3.EF-domstolen har dog tidligere fastslået, at en EU-borger kan udvises, når hensynet til den offentligeorden, sikkerhed og sundhed tilsiger dette. Foranstaltninger skal være i overensstemmelse medproportionalitetsprincippet og kan udelukkende støttes på den pågældendes personlige forhold. Denpersonlige adfærd skal udgøre en reel, umiddelbar og tilstrækkelig alvorlig trussel, der berørergrundlæggende samfundsinteresser. Endvidere fremgår det af EF-domstolens praksis, atfællesskabsretten er til hinder for, at straffedomme automatisk udløser udvisning.Af fast praksis fra EF-domstolen fremgår det endvidere, at undtagelsesbestemmelser til den fribevægelighed, herunder om den offentlige orden, sikkerhed og sundhed, skal fortolkes snævert. I denSide 2 af 3

forbindelse bemærkes det, at Domstolen forud for opholdsdirektivets vedtagelse har udtalt, atbekæmpelse af terroraktivitet kan anses for at vedrøre opretholdelse af den offentlige sikkerhed.4. Sagens betydning for dansk udvisningspraksisSagens udfald har betydning for adgangen til udvisning af EU-borgere, der har opnået den i artikel 28,stk. 3, litra a, nævnte beskyttelse, og som har begået alvorlige straffelovsovertrædelser.Danmark har interesse i at få fastslået, at alvorlig kriminalitet (såsom narkotikakriminalitet) i vissetilfælde efter en konkret vurdering bør kunne føre til en begrænsning af opholdsretten for EU-borgereomfattet af opholdsdirektivet, og at udvisning i sådanne sager anses for bydende nødvendig af hensyntil den offentlige sikkerhed.For så vidt angår spørgsmålet om fortabelse af unionsborgeres særlige beskyttelsesværn modudvisning efter ti års ophold i værtsmedlemsstaten i opholdsdirektivets artikel 28, stk. 3, litra a,indeholder opholdsdirektivet ingen regulering heraf.I den sammenhæng har Danmark interesse i at få fastslået, at en EU-borger fortaber dennebeskyttelse, hvis den pågældendes ophold i værtsmedlemsstaten ophører, herunder pga. udvisning,eller hvis opholdet afbrydes, og den tidsmæssige betingelse om ophør af tidsubegrænset opholdsret iartikel 16, stk. 4, er opfyldt.Danmark har endelig interesse i, at EF-domstolen fastslår, at ophold i fængsel og varetægtsfængsel,ikke bør medregnes i forbindelse med beregningen af opholdets varighed efter artikel 28, stk. 3, litra a.5. De forelagte spørgsmål og regeringens stillingtagenDa sagens udfald vil kunne påvirke dansk retspraksis for at udvise EU-borgere, skal der fra dansk sideafgives indlæg i sagen, hvori der først og fremmest argumenteres for, at en udvisning for alvorligkriminalitet (såsom narkokriminalitet) i visse tilfælde efter en konkret vurdering bør kunne føre til enbegrænsning af opholdsretten for EU-borgere omfattet af opholdsdirektivet, og at udvisning i sådannetilfælde er bydende nødvendig af hensyn til den offentlige sikkerhed, at en EU-borger kan fortabe densærlige beskyttelse mod udvisning i opholdsdirektivets artikel 28, stk. 3, litra a, og at ophold i fængselog varetægtsfængsel ikke skal medregnes i forbindelse med beregningen af opholdets varighed efterdenne bestemmelse.