Bilag 2

 

Informationerne på en visumsticker

Her kan du se, hvordan en visumsticker ser ud, og hvilke informationer den indeholder.

Visumsticker

 


Rubrik A:

I rubrikken ”GYLDIGT TIL” anføres visummets territoriale gyldighed, dvs. det område, som visumindehaveren må opholde sig i. I dette tilfælde hele Schengenområdet.

Rubrik B:

I rubrikken ”FRA… TIL” angives den periode, hvor visummet er gyldigt (visummets gyldighedsperiode).

Efter ordet ”fra” angives den første dag, fra hvilken indrejse er tilladt i Danmark eller i hele Schengenområdet. Efter ordet ”til” angives den sidste dag, hvor visumopholdet i er tilladt med behørig hensyntagen til det maksimale antal dage, som visumindehaveren må opholde sig i Danmark eller i hele Schengenområdet, jf. nedenfor under rubrik D.

Rubrik C:

I rubrikken ”ANTAL INDREJSER” angives, hvor mange gange visumindehaveren har mulighed for at rejse ind på det område, hvor visummet er gyldigt. I dette tilfælde én indrejse.

Rubrik D:

I rubrikken ”OPHOLDETS VARIGHED … DAGE” angives det antal dage, som visumindehaveren maksimalt må opholde sig i det område, hvor visummet er gyldigt. Det kan dreje sig enten om et uafbrudt ophold eller om flere dage under forskellige ophold inden for det tidsrum, som visummet er gyldigt for, og i overensstemmelse med det antal indrejser, som der er givet tilladelse til. En visumindehaver må således aldrig opholde sig på et visum i Danmark eller i Schengenområdet i mere end det antal dage, der er anført i denne rubrik, uanset hvilken gyldighedsperiode (jf. rubrik B), der er anført.

Såvel hele indrejsedagen som hele udrejsedagen tælles med i beregningen af, hvor mange dage visumindehaveren må opholde sig i Schengenområdet – dette uanset hvornår på dagen visumindehaveren ind- og udrejser.

Længden af et visums gyldighedsperiode går typisk ud over det antal dage (”period of grace”), som visummet giver indehaveren ret til at opholde sig i Danmark eller i Schengenområdet. De ekstra dage sikrer, at visumindehaveren har mulighed for at opholde sig i Danmark eller de øvrige Schengenlande i det fulde antal bevilgede dage, selvom den pågældende eksempelvis må udskyde sin forventede afrejsedato fra hjemlandet med et par dage.

Rubrik E:

I rubrikken ”UDSTEDT I” angives den by, hvor den diplomatiske eller konsulære repræsentation, der har udstedt visummet, er beliggende. I dette tilfælde Accra, Ghana.