Kort beskrivelse af medlemmerne af ICROFS’ bestyrelse

 

Afrika

Dr. Mwatima Juma

Country officer på IFAD (International Fund for Agriculture Development) office in Tanzania.

Mwatima Juma er tidligere ansvarlig for landbrugsrådgivning på Zanzibar for landbrugsministeriet (Commissioner for AGriculture, Research and Extension). Samtidigt er hun forkvinde for Tanzania Organic Agriculture Movement, medlem af Tanzania Certification Organisation og af et UNCTAD (United Nations Conference on Trade and Development) initiativ til harmonisering af øko-regler i Østafrika. Mwatima er meget interesseret i perspektiverne i at udvikle afrikanske økologiske jordbrugssystemer, som ikke nødvendigvis retter sig mod eksport og støtter derfor idéen om internationalt center til fremme af forskning. 

 

Asien

Professor Wenliang Wu

Direktør for Agro-Ecology Institute, Department of Ecological Sciences & Engineering, på China Agricultural University i Beijing.

Wu var tidligere også dekan samme sted. Han har en lang karriere som forsker i bæredygtigt og økologisk jordbrug og har ledet flere større kinesiske forskningsprojekter herunder i økologisk jordbrug. Har det seneste år også været “Director of International Research Center for Ecology & Sustainable Development, China Agricultural University and University of California at Riverside”. Har erfaring fra samarbejde med myndigheder og semi-private firmaer i udvikling af mere miljøvenligt og siden hen økologisk jordbrug i forskellige regioner af Kina. Wu har etableret en Kinesisk filial af den franske økologiske certificeringsorganisation Ecocert. Han er meget interesseret i at samarbejde med europæiske kolleger og opmuntrer sine yngre kolleger til at involvere sig i sådanne relationer. Han er medlem af og (vice-)formand for en række kinesiske komitéer og forskningsorganisationer og har stor erfaring fra internationalt samarbejde og konsulentydelser, herunder for UNDP (United Nations Development Programme) og GEF (Global Environment Facility).

 

Amerika

Professor Louise E. Jackson,

Department of Land, Air and Water Resources, One Shields Avenue, University of California.

Louise forsker i biodiversitet i økologisk jordbrug oprindeligt med speciale i jordens mikroflora og har en meget flot publikations liste. Hun samarbejder med større økologiske brug om at omlægge til økologisk jordbrug og aktivt bruge diversitet i grøntsagsavl. Hun er visionær og skoser økologisk jordbrug for ikke at have udviklet brugen af biodiversitet i landbrugssystemerne tilstrækkeligt. Hun er desuden i tæt kontakt med rådgivningen (extension) og har meget undervisningserfaring. Professoren er desuden medlem af en række forsker sammenslutninger, mest interessant for ICROFS er det internationale forskernetværk ”Diversitas”, hvor Louise er leder af en sektion for Agro-biodiversitet (http://www.diversitas-international.org/index.php?page=cross_agro_response). Derfor har hun erfaring med internationalt samarbejde. Hun ser interessante perspektiver i at skabe bedre forbindelse mellem europæiske og amerikanske forskere i økologisk jordbrug.

 

 

 

 

 

Europa

Dr. Bernard Hubert

INRA (Institute National de la Recherche Agronomique), Frankrig.

Bernard har en lang karriere bag sig som forsker i sammenhænge mellem landbrugsdrift og biodiversitet og landmændenes rolle som driftsledere i forhold til landskabsforvaltning og produktkvalitet. Hans forskning har foregået både i Afrika og Europa. Han har ledet INRA’s afdeling for systemanalyser i landbruget og fødevaresystemer i 8 år og stået for udviklingen af tværdisciplinære studier (bioteknisk og sociologisk viden) som i stigende grad omfattede hele fødevarekæden incl. studier af de franske regionale kvalitetsmærker. Siden 2004 har han haft flere andre direktørposter højere oppe i INRA. Han er nyligt blevet direktør for en koordineringsenhed mellem CIRAD og INRA (CIRAD er en fransk regerings organisation til styrkelse af international forskning i udviklingslande). (se mere: http://www.international.inra.fr/press/cirad_and_inra_set_up_french_initiative). Bernhard Hubert har således en meget bred erfaring af relevans for ICROFS og er interesseret i den rolle centret kan spille for at øge opmærksomheden på økologiens potentiale på den internationale forsknings- og udviklingsscene.

 

Dr. scient. Urs Niggli

Leder af FiBL siden 1992, vice-præsident i paraplyorganisationen the International Federation of Organic Agriculture Movements (IFOAM) fra 2008, medinitiativtager til CORE Organic og meget aktiv i dette for Schweiz i CORE Organic II, Schweiz

FiBL (Forschungsinstitut für biologischen Landbau) er det eneste større rent økologiske forskningscenter i Europa og har filialer i Østrig og Tyskland. I alt ca. 60 forskere. Urs Niggli er meget kendt internationalt i økologiske forskningskredse og er også medlem af et tysk forskningsråd for industri og fødevarer. Udover at repræsentere IFOAM i ICROFS, har han kontakter i FAO, EU og UNCTAD. Han er meget visionær omkring økologiens mulige rolle for europæisk landbrug og fødevarer, og er initiativtager til en ny europæisk research vision/Teknologiplatform for økologisk jordbrug og fødevaresystemer. FiBL har initieret en række projekter i udviklingslande for at styrke økologisk jordbrug. Disse projekter har dog fortrinsvis fokuseret på rådgivning og certificering samt markedsudvikling og indtil nu i mindre grad på forskning. For nylig har FiBL igangsat sammenlignende markforsøg i Indien, Kenya og Bolivia, hvor Niels Halberg fra ICROFS er med i scientific committee.

 

Danmark

 

Agronom Aage Dissing

Økologisk Landsforening, Danmark.

Tidligere økologisk mælkeproducent, leder af den første økologiske jordbrugsskole i mere end ti år, indtil ca. år 2000. Derefter konsulent i et Danida-financieret privatsektor-projekt i Uganda om udvikling af tørret økologisk frugt til det danske marked. Formand for Økologisk Landsforenings ulandsudvalg og aktiv i at understøtte økologi i Afrika.

 

Professor Katherine Richardson

Prodekan ved det Naturvidenskabelige Fakultet, Københavns Universitet, Danmark.

Professor i havmiljø, og tidligere prorektor ved Aarhus Universitet (2002-2007). Tidligere leder af forsknings- og formidlingsprojektet Galathea 3, der havde det forskningsformål at danne et globalt billede af kulstof-flow i oceanernes overfladevand såvel som CO2-udveksling mellem oceaner og atmosfæren.

 

 

Professor Henriette Giese

Prodekan ved det Jordbrugsvidenskabelige Fakultet, Foulum, Danmark.

Bestyrelsesmedlem i det danske forskningsråd (2005-) samt i det tidl. Danske Institut for Jordbrugsvidenskab (nu det Jordbrugsvidenskabelige Fakultet). Har siddet i Akademiet for Tekniske Videnskaber (2001-). Hendes forskning har fokuseret på plante- og svampegenetik og molekylær biologi. Har siden 2000 forsket i byg og hvede.

 

Cand.scient., ph.d. Henrik C. Wegener

Institutdirektør i DTU Fødevareinstituttet, Danmark.

Mikrobiologen Henrik Wegener har været involveret i fødevaresikkerhed siden 1987, og har arbejdet som molekylær epidemiolog. Han er ICROFS-bestyrelsens repræsentant for fødevareforskningen og har deltaget som ekspert på antibiotikaresistens, blandt andet som ekspertkonsulent for FAO vedrørende mikrobiologisk risikovurdering inden for fødevareområdet.

 

Direktør, cand.scient. pol. Anette Toft

Nyudnævnt direktør for Landbrugsrådet med ansvar for Fødevarer og Forskning, Danmark.

Anette Toft har siddet i blandt andet Danmarks Vækstråd, Det Nationale Fødevareforum og Fødevareministeriets Innovationsudvalg. Hun har tidligere været i bestyrelsen i en række sektorforskningsinstitutter, der nu er indfusionerede i universiteterne.

 

Bestyrelsesformand Thomas Harttung

 

Thomas Harttung er økologisk landmand og medstifter af og bestyrelsesformand for Aarstiderne A/S, som leverer økologisk frugt, grønt og andre produkter direkte ud til private husholdninger og virksomheder. Han er endvidere direktør for GreenCarbon A/S og BlackCarbon A/S, der udvikler innovative klima- og bioenergiløsninger. Thomas Harttung var desuden formand for FØJO, Forskningscenter for Økologisk Jordbrug og Fødevaresystemer, fra 2001 frem til centrets omdannelse til ICROFS.