Bilag                             Journalnummer                                            Kontor                                             Dato
                           97.A.40.IF                                 FNG                                25. november 2008
a.
Udenrigsministeriet anmoder
hermed om Finansudvalgets tilslutning til, at der i finansåret 2008 afgives tilsagn
på 60 mio. kr. i støtte til den styrkede Integrerede Ramme for handelsrelateret
teknisk bistand til de mindst udviklede lande (Enhanced Integrated Framework –
EIF).
Udgiften vil blive afholdt af den på finansloven for 2008 opførte bevilling på
407,3 mio. kr. under § 06.36.06. FN’s øvrige udviklingsprogrammer og diverse
multilaterale bidrag.
b.
Baggrund
Verdenshandelsorganisationen (WTO)
har siden 2001 i stigende grad fokuseret på handelsrelateret bistand med det
formål at gøre udviklingslandene, især de fattigste, i stand til at udnytte
eksisterende og nye markedsgange. Det gælder ikke mindst beslutningen fra WTO ministerkonferencen
i Hongkong (2005), i henhold til hvilken de mindst udviklede lande bør gives
told- og kvotefri markedsadgang for mindst 97 pct. af deres produkter. Selv om
beslutningen formelt er knyttet til afslutningen af Doha forhandlingsrunden,
har en række lande allerede implementeret beslutningen. De mindst udviklede
landes andel af verdens eksport udgør under 1 pct.
Den Integrerede Ramme for handelsrelateret teknisk bistand til de mindst udviklede lande er et væsentligt element i handelsrelateret bistand. En arbejdsgruppe blev nedsat i Hongkong for at styrke dette udviklingssamarbejde, især samarbejdslandenes ejerskab, den centrale koordinering og forudsigelighed i finansieringen af programmet og dermed en længere planlægningshorisont. Paris-erklæringen om øget effektivitet i udviklingsbistanden er således central i denne styrkelse af samarbejdet. Arbejdsgruppens arbejde kulminerede i maj 2007 med vedtagelsen af en styrket Integreret Ramme.
Sverige organiserede i september 2007 en ministerkonference for at rejse de nødvendige midler til det styrkede samarbejde. På konferencen bekræftede den danske udviklingsminister, at Danmark var positiv over for et langsigtet samarbejde med den Integrerede Ramme.
Der er sket en række fremskridt i forhold til at etablere den styrkede Integrerede Ramme bl.a. etablering af et nyt sekretariat i WTO og udnævnelse af en eksekutivdirektør herfor, udpegning af FN’s kontor for projektimplementering (UNOPS) som ny, mere effektiv og fleksibel budgetadministrator, vedtagelse af præcise procedurer for samarbejdet på landeniveau og udarbejdelse af procedurer for monitorering og evaluering.
Projektbeskrivelse
Den Integrerede Ramme blev etableret i
1997 som et samarbejde mellem de mindst udviklede lande, en række donorlande og
seks internationale organisationer, nemlig Verdenshandelsorganisation (WTO),
Verdensbanken, FN’s Udviklingsprogram (UNDP), FN’s Konference om Handel og
Udvikling (UNCTAD), den Internationale Valutafond (IMF) og det Internationale
Handelscenter (ITC). Formålet med samarbejdet er dels at fremme integrationen
af handelspolitik i udviklingslandenes overordnede udviklingsstrategier og
strategier for bekæmpelse af fattigdom, dels at sikre bedre koordination og
sammenhæng i den handelsrelaterede bistand.
For alle involverede udviklingslande udarbejdes en tilbundsgående undersøgelse
af alle muligheder og begrænsninger på handelsområdet for det enkelte land.
Dertil hører en handlingsplan med konkrete forslag til, hvordan handel kan
komme til at spille en større rolle i landenes udvikling. På baggrund af
undersøgelsens resultater og handlingsplanen udarbejder landene typisk en
handelspolitisk strategi og i det omfang det er muligt, integreres de relevante
konkrete aktiviteter i de nationale udviklingsstrategier og -planer. Udmøntningen
af strategierne sker dernæst dels gennem den Integrerede Ramme, hvor det
skønnes hensigtsmæssigt, og dels som led i landets overordnede
udviklingsstrategi. Koordination af opfølgning på handlingsplanerne sker på
landeniveau og inden for relevante nationale koordinationsfora.
Samarbejdet er i overensstemmelse med de danske udviklingspolitiske prioriteter,
herunder den danske strategi for handel, vækst og udvikling fra 2005.
Budget
Det samlede budget for det danske
bidrag andrager 60 mio. kr. Det skønnes, at EIF vil skulle tilføres i alt ca.
250 mio. USD (svarende til knap 1,4 mia. kr.). Udgifterne fordeler sig på tre
hovedposter: Drift af sekretariat og administration af den nye fond (maks. 13 pct.),
udgifter forbundet med udarbejdelse af landeundersøgelser og opbygning af lokal
kapacitet (ca. 30 pct.) samt udgifter til udmøntning af konkrete projekter (ca.
57 pct.) Den danske bevilling vil bidrage til afholdelse af udgifterne under
alle tre poster.
Tilsagnet vil blive afholdt med 60 mio. kr. under § 06.36.06.20. Støtte til aktiviteter indenfor handel og udvikling. Tilsagnet udbetales i 2009 og 2010.
Væsentlige
risikoelementer
Der er en vis risiko for, at gennemførelsen
af programmet bliver forsinket. Dette skyldes først og fremmest, at
procedurerne for samarbejdet på landeniveau er tilrettelagt på en måde, der skal
sikre de enkelte landes fulde ejerskab, dvs. en høj grad af tilpasning til
nationale forvaltningssystemer, og samtidig imødegå risici for
uregelmæssigheder – og at der er behov for nyt personale til at varetage
programudmøntningen både centralt og lokalt. Løbende monitorering og evaluering
af samarbejdet medvirker til at imødegå uregelmæssigheder og unødvendige
forsinkelser.
c.
Sagen forelægges
Finansudvalget, da der er tale om en rammebevilling, hvor totaludgiften
overstiger 33 mio. kr.
d.
Forslaget er tiltrådt af
Styrelsen for Internationalt Udviklingssamarbejde.
e. Under henvisning til ovenstående anmoder Udenrigsministeriet om Finansudvalgets tilslutning til, at der i finansåret 2008 afgives tilsagn på 60 mio. kr. i støtte til den styrkede Integrerede Ramme for handelsrelateret teknisk bistand til de mindst udviklede lande (Enhanced Integrated Framework – EIF).
Udgiften vil blive afholdt af den på finansloven for 2008 opførte bevilling på
407,3 mio. kr. under § 06.36.06. FN’s øvrige udviklingsprogrammer og diverse
multilaterale bidrag.
f. Finansministeriets tilslutning foreligger.