Bilag                             Journalnummer                                            Kontor                                              Dato
                           104.Afrika.10.                           AFR                                  17. november 2008
                          Â
a.
Udenrigsministeriet anmoder
hermed om Finansudvalgets tilslutning til, at der i finansåret 2008 afgives
tilsagn på 36 mio. kr. i støtte til regional vandressourceforvaltning i Nilens
opland.
Udgiften vil blive afholdt af den på finansloven for 2008 opførte bevilling på 403,3
mio. kr. til § 06.34.01. Miljø- og klimabistand i udviklingslande m.v.
b.
Baggrund
Nilen har i årtusinder spillet en central rolle for
bosættelsesmønstre og udvikling, og rummer vigtige miljømæssige
naturressourcer, herunder Victoriasøen. I dag er Nilområdet præget af
ustabilitet, fattigdom og en tiltagende miljømæssig nedbrydning, og står over
for store udfordringer – herunder tilpasning til konsekvenserne af forventede
klimaændringer. Uenigheder og konflikter, direkte eller indirekte knyttet til
kampen om kontrollen med flodens vand, har ofte været en hindring for udvikling
og sikkerhed. Knappe vandressourcer, forstærket af det øgede befolkningspres,
udgør en væsentlig hindring for økonomisk udvikling og øger risikoen for konflikt.
Dertil kommer oplandets grænseoverskridende natur omfattende ti lande med store
kulturelle og samfundsmæssige forskelle, hvilket i sig selv er en stor
udfordring for regionalt samarbejde.
Regionen har potentialet for øget regional social og økonomisk udvikling og integration i et af verdens fattigste områder. Øget samarbejde om Nilen kan betyde øget fødevareproduktion, industriel udvikling, bedre udnyttelse af energipotentialet og forbedrede transportsystemer, samt miljøbeskyttelse for hele regionen. Samtidig er der et vigtigt konfliktforebyggelseselement i samarbejdet: Nilen som kilde til styrket regionalt samarbejde og integration frem for til konflikt. FN’s Verdenstopmøde om Bæredygtig Udvikling i Johannesburg i 2002 vedtog målsætninger om en styrket indsats i forvaltning af verdens vandressourcer.
De ti Nillande etablerede i 1999 Nile Basin Initiative som et regionalt partnerskab med en bred vision om at skabe bæredygtig socioøkonomisk udvikling gennem ligelig udnyttelse af Nilens vandressourcer. Nile Basin Initiative ledes overordnet af et ministerråd, en teknisk rådgiverkomité samt et sekretariat beliggende i Entebbe, Uganda.
For at omsætte visionen til handling er der inden for Nile Basin Initiative udarbejdet et strategisk handlingsprogram med to hovedkomponenter: Komponent 1 er et kapacitetsopbygningsprogram med fokus på skabelse af den nødvendige tillid og opbygning af regionale institutioner og kapacitet. Komponent 2 er et handlingsprogram med konkrete investerings- og udviklingsprojekter. Kapacitetsopbygningsprogrammet er fælles for alle ti lande, mens investeringsprojekterne vil kunne udvikles mellem to eller flere lande. En lang række donorer støtter initiativet.
Danmark har i 2004 ydet et tilskud på 60 mio. kr. til den regionale vandressourceforvaltning, som er én af otte komponenter under kapacitetsopbygningsprogrammet, jf. Akt 109 17/3 2004.
Projektbeskrivelse
Det danske bidrag dækker perioden 2009-2011 og går til kapacitetsopbygningsprogrammet
(komponent 1) i Nile Basin Initiative. Formålet med støtten er at bidrage til
en forbedret regional teknisk kapacitet til at forvalte, udvikle og beskytte de
fælles vandressourcer i Nilområdet.
Aktiviteterne omfatter hovedsaglig færdiggørelse af det regionale beslutningssystem. Grundstammen er en hydrologisk model, som omfatter hele Niloplandet, og som kan simulere, hvordan Nilen opfører sig under givne klimatiske omstændigheder, samt hvordan menneskelige indgreb ændrer på dette. Den computerbaserede model skal udvikles og suppleres med tekniske og økonomiske støttemodeller med det formål at gøre det muligt at vurdere konsekvenserne af fysiske indgreb i flodsystemet (f.eks. dæmningsprojekter) samt at vise konsekvenserne af f.eks. klimaændringer.
Der vil derudover blive udarbejdet procedurer for dataindsamling og -behandling mellem medlemslandene, installation af teknisk udstyr, programmel og teknisk rådgivning knyttet hertil, testkørsler af de udviklede modeller, træning af medarbejdere i medlemslandene og i det regionale center i Etiopien. En strategi til forankring af modellerne og samarbejdsprocedurerne mellem medlemslandene skal også udarbejdes og gennemføres, med henblik på at fremme bæredygtigheden af beslutningssystemet.
Der er etableret en regional fond i regi af Verdensbanken til koordination af programmet og de deltagende donorer. Det danske bidrag kanaliseres gennem fonden.
Budget
Det samlede budget andrager 36 mio. kr. fordelt på følgende poster:
Tilskud til Verdensbankens regionale fond……………………36 mio. kr.
I alt…………………………………………………………....36 mio. kr.
Udgiften vil blive afholdt med 36 mio. kr. under § 06.34.01.20. Bilaterale miljøindsatser.
Væsentlige
risikoelementer
Et risikoelement er indgåelsen af en ny fælles rammeaftale
mellem Nillandene, som skal erstatte de forskellige aftaler fra kolonitiden,
der fortsat er gældende i praksis. Ægypten udgør her det største problem, idet
den ægyptiske præsident politisk har problemer med at indgå en aftale, der
medfører, at landets historiske ret til at udnytte Nilen reduceres. Verdensbanken
har en tæt dialog herom med Ægypten.
Et andet væsentligt risikoelement er, hvorvidt de deltagende lande vil være i stand til at fortsætte samarbejdet efter udløbet af en opbygningsfase med massiv støtte udefra. Der er især behov for, at der fortsat arbejdes med at sikre, at de institutioner, som skal levere datamaterialet for beslutningssystemet, har den fornødne kapacitet, og at de bliver fuldt integreret i eksisterende nationale institutioner.
c. Sagen forelægges Finansudvalget, da der er tale om en rammebevilling, hvor totaludgiften overstiger 33 mio. kr.
d. Forslaget er tiltrådt af Styrelsen for Internationalt Udviklingssamarbejde.
e.
Under henvisning til
ovenstående anmoder Udenrigsministeriet om Finansudvalgets tilslutning
til, at der i finansåret 2008 afgives tilsagn på 36 mio. kr. i støtte til regional
vandressourceforvaltning i Nilens opland.
Udgiften vil blive afholdt af den på finansloven for 2008 opførte bevilling på
403,3 mio. kr. til § 06.34.01. Miljø- og klimabistand i udviklingslande m.v.
f. Finansministeriets tilslutning foreligger.