Bilag                             Journalnummer                                            Kontor                                              Dato
                           104.Cambodia.15.                    ALA                                 17. november 2008
                          Â
a.
Udenrigsministeriet anmoder
hermed om Finansudvalgets tilslutning til, at der i finansåret 2008 afgives
tilsagn på 39,3 mio. kr. i støtte til Cambodjas deltagelse i
globaliseringsprocessen.
Udgiften vil blive afholdt af den på finansloven for 2008 opførte bevilling på 1.107
mio. kr. til § 06.32.02 Udviklingslande i Asien og Latinamerika.
b.
Baggrund
Cambodjas bruttonationalindkomst
pr. indbygger er for 2006 beregnet til USD 480. Realvæksten i BNP pr. indbygger
udgjorde 8,3 pct. i 2006, og den gennemsnitlige realvækst var 5,96 pct. for
perioden 1993-2006. Indbyggertallet skønnedes i 2005 at være 14,9 mio., og den
årlige befolkningstilvækst for perioden 1990-2005 var i gennemsnit 2,9 pct. Den
langfristede offentlige udlandsgæld opgjordes i 2005 til USD 3.155 mio. Cambodja
er af FN klassificeret som tilhørende gruppen af mindst udviklede lande.
Trods relativt stabil økonomisk vækst de seneste år lever
ca. 35 pct. af landets befolkning stadig under fattigdomsgrænsen. Svag
regeringsførelse, en ikke-rodfæstet demokratiseringsproces samt fortsatte
menneskerettighedskrænkelser er nogle af de karakteristika, som Cambodja deler
med andre postkonfliktsamfund.
Udviklingen af den private sektor figurerer øverst på den cambodjanske
regerings prioriteringsliste i bestræbelserne på at bekæmpe fattigdommen i
landet og skabe jobs til de mere end 200.000 unge, som i dag kommer ud på
arbejdsmarkedet hvert eneste år. Tilvejebringelsen af bedre forhold for
udenlandske investorer og øget diversifikation af økonomien og eksporten er
centrale forudsætninger for, at Cambodja på længere sigt kan drage fordel af
globaliseringen og landets geografiske beliggenhed i en vækstregion.
Den danske bistand
til Cambodja omfatter miljøbistand finansieret over § 06.34.01.20. Bilaterale
miljøindsatser og menneskerettighedsprogrammer finansieret over § 06.32.08.70. Demokrati
og menneskerettigheder.
Projektbeskrivelse
Det overordnede formål med privatsektor programmet er at styrke
Cambodjas mulighed for at få del i globaliseringen, hvilket samtidig vil bidrage
til gennemførelsen af den cambodjanske regerings fattigdomsbekæmpelsesstrategi,
hvor målsætningen om øget økonomisk vækst og jobskabelse gennem udvikling af
den private sektor er et væsentligt element. Programmet understøtter
regeringens bestræbelser på at forbedre den private sektors konkurrenceevne
gennem tilpasning til internationale regelsæt, skabelse af bedre forhold for
udenlandske investorer, indførelse af foranstaltninger for at gøre det lettere
og mindre omkostningstungt at importere og eksportere varer samt styrkelse af
regeringens evne til at udforme og forfølge handelspolitiske strategier. Støtten
er en del af et samlet multidonorfinansieret program til udvikling af den
private sektor i Cambodja og vil blive kanaliseret gennem en trustfond
administreret af Verdensbanken. Den danske støtte til trustfonden på 33 mio.
kr. over tre år vil gøre det muligt for den cambodjanske regering at opnå
følgende konkrete resultater:
1. Hurtigere gennemførelse af den cambodjanske regerings handlingsplan til styrkelse af gennemsigtigheden i handelstransaktioner og den private sektors konkurrenceevne.
2. Hurtigere gennemførelse af regeringens forpligtelser vedrørende internationale kvalitetskrav til eksportvarer og fjernelse af tekniske handelshindringer.
3. Etablering af et effektivt system til måling og formidling af reformernes effektivitet.
4. Institutionel opbygning og styrkelse af menneskelige ressourcer.
Programmet har afsat 2,5 mio. kr. til tekniske missioner, undersøgelser og politikdialog. Endvidere opererer programmet med uallokerede midler på i alt 3,8 mio. kr., som vil blive anvendt i henhold til det samlede privatsektor programs målsætninger og dertil relaterede aktiviteter.
Budget
Det samlede budget andrager 39,3 mio. kr. fordelt på følgende poster:
Støtte til en trustfond for handelsudvikling................................ 33,0 mio. kr.
Programgennemgange, undersøgelser og politikdialog………. 2,5 mio. kr.
Uallokerede midler…………………………………………... 3,8 mio. kr.
I alt………………………………………………………… 39,3 mio. kr.
Tilsagnet
vil blive afholdt med 39,3 mio. kr. under § 06.32.02.15. Øvrige lande i Asien. Tilsagnet
vil blive udbetalt i årene 2008-2011.
Væsentlige
risikoelementer
Der kan være en risiko for, at manglende samarbejde mellem de involverede
ministerier vil svække reformprocessen. Fokuseringen på en bred vifte af
produkter med stort eksportpotentiale vil mindske risikoen herfor. Der er også
en risiko for, at manglende koordinering mellem donorer på området kan føre til
dårlig ressourceanvendelse. Imidlertid har Handelsministeriet for nylig
gennemgået en reorganisering, som har forbedret dets evne til at varetage
donorkoordineringen. Det forventes, at indførelsen af lønreformer og opbygning af
incitamentsstrukturer vil skabe yderligere fremdrift
i reformprocessen. Institutionel kapacitetsopbygning og opgradering af
medarbejdernes kvalifikationer vil være af afgørende
betydning. Omallokering af ressourcer kan blive nødvendig, hvis yderligere
behov for kapacitetsopbygning skulle opstå. Programmet bygger på den forudsætning,
at den cambodjanske regering vil fortsætte og
styrke sine bestræbelser på at komme den udbredte korruption til livs. Der er tegn
på, at regeringen omsider vil fremlægge den længe
ventede anti-korruptionslovgivning for nationalforsamlingen.
c.
Sagen forelægges Finansudvalget,
da der er tale om en rammebevilling, hvor totaludgiften overstiger 33 mio. kr.
d.
Forslaget er tiltrådt af
Styrelsen for Internationalt Udviklingssamarbejde.
e. Under henvisning til ovenstående anmoder Udenrigsministeriet om Finansudvalgets tilslutning til, at der i finansåret 2008 afgives tilsagn på 39,3 mio. kr. i støtte til Cambodjas deltagelse i globaliseringsprocessen.
Udgiften vil blive afholdt af den på finansloven for 2008 opførte bevilling på 1.107 mio. kr. til § 06.32.02. Udviklingslande i Asien og Latinamerika.
f. Finansministeriets tilslutning foreligger.