URU, Alm.del - 2008-09 - Bilag 283: Efterretningsmæssig risikovurdering 2009

Forord . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 5Definitioner . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 7Hovedkonklusion . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 9Globale tendenser . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 11Terrorisme . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 12Den globale økonomiske krise . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 14Økonomiske forskydninger . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 14Stigende forbrug og efterspørgsel efter energi . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 15Forsvarsøkonomi . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 16Spredning af masseødelæggelsesvåben . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 16Militære konflikttyper og indsatsområder . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 17Militærteknologiske udviklingstræk . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 18Fremmed efterretningsvirksomhed . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 19Udviklingen i det arktiske område . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 20Pirateri . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 20Stormagtsrelationerne . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 23Kinas styrkede stormagtsposition . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 23Indien som stormagt . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 25Ruslands nye stormagtsrolle . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 26Europa . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 28Rusland og EU . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 28Rusland og dets vestlige SNG-naboer . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 28Belarus . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 28Ukraine . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 29Georgien . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 30Udviklingen på Vest-Balkan . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 30Terrorisme i Europa . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 31Mellemøsten . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 32Magtbalancen i Mellemøsten . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 33Israel og nabolandene . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 33Iran . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 36Irak og Golfen . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 37Afghanistan og Pakistan . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 40Afghanistan . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 40Pakistan . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 41Asien . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 43Den Koreanske Halvø . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 43Sydøstasien . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 43Afrika . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 45Nordafrika . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 45Sudan og Somalia . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 47Sahel . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 49

ForordVelkommen til 2009-udgaven af Forsvarets Ef-terretningstjenestes åbne risikovurdering. Det ernu sjette gang, vi offentliggør en sådan rapport.Den indeholder en aktuel efterretningsmæssigvurdering af forhold i udlandet af betydning forDanmarks sikkerhed og henvender sig til en bredkreds af læsere.Forsvarets Efterretningstjeneste udarbejdernormalt rapporter, som er klassificerede af hensyntil beskyttelsen af vores kilder, ressourcer og sam-arbejdspartnere. Denne risikovurdering er imid-lertid skrevet med henblik på offentliggørelse.Det betyder, at der i oplysningerne og vurderin-gerne er taget hensyn til dette. Det har selvfølge-lig betydning for formuleringerne i rapporten, foromfanget af detaljer og for skarpheden af visseanalyser. Risikovurderingen udtrykker alligevelen klar efterretningsmæssig vurdering af strate-giske og regionale forhold af betydning for Dan-marks sikkerhed. Det ligger i sagens natur,at fokus i en efterretningsmæssig risikovurderinger rettet mod truende eller potentielt negative ud-viklinger.Forsvarets Efterretningstjenestes opgave er atindsamle, bearbejde og formidle informationer omforhold i udlandet af betydning for Danmarks sik-kerhed, herunder for danske enheder mv. i udlan-det. Det gælder informationer om militære, politi-ske og økonomiske forhold samt informationer omtransnationale forhold, herunder international ter-rorisme, spredning af masseødelæggelsesvåben oginternational våbenhandel. Vi fokuserer primærtpå områder med udsendte danske enheder, påterrornetværk i udlandet, som truer Danmark ogdanske interesser, herunder vores udsendte styr-ker, samt på konflikt- og kriseområder i verden.Oplysninger om Forsvarets Efterretningstjene-ste kan i øvrigt findes på vores hjemmesidewww.fe-ddis.dk.Redaktionen er afsluttet den 18. august 2009.

HovedkonklusionDen globale økonomiske krise vil ikke ændre på,at den økonomiske udvikling over de næste 20 årgradvis vil påvirke de sikkerhedspolitiske styrke-forhold, både mellem regioner og internt i disse.Den største forskydning i verdensøkonomien vilblive mod Kina og Indien og væk fra USA ogEuropa.Selv om også Kina og Rusland er ramt af denøkonomiske krise, har de to lande det nødvendigeøkonomiske grundlag for at udfordre Vesten poli-tisk, og de lægger stadig mere afstand til vestligenormer for politisk adfærd og står fast på egneværdier, traditioner og interesser.Skønt den russiske ledelse giver høj prioritet tilen modernisering af forsvaret, forsinker den øko-nomiske krise reformplanerne, og Rusland udgørikke nogen militær trussel mod Vesten, selv pålangt sigt.Klimaændringerne fører til øget strategisk inte-resse for de arktiske områders energiforekomsterog søtransportruter. Det indebærer risiko for min-dre sammenstød og diplomatiske kriser mellemkyststaterne i det arktiske område.Forhold i den islamiske verden rummer på-trængende sikkerhedspolitiske problemer forVesten. Truslen fra al-Qaida og andre militantesunniekstremistiske netværk er stadig omfattende,og der er ikke udsigt til, at den bliver væsentligtreduceret. Al-Qaida har i de seneste år øget sinemuligheder for at ramme vestlige mål gennemsamarbejde med lokale grupper i svage stater ogkonfliktområder. Det gælder især i Afghanistan,Algeriet, Irak, Pakistan, Yemen og Somalia. Mender er også lande som f.eks. Saudi-Arabien ogÆgypten, hvor bl.a. myndighedernes indsats hargjort truslen fra al-Qaida og ligesindede mindre.Militante sunniekstremister i Europa vil fortsatplanlægge terrorangreb, men langt de fleste vilblive afværget.De seneste årtier har islamistiske bevægelservundet stadig større opbakning. Det er i nogengrad sandsynligt, at nogle islamistiske bevægelsereller dele af disse vil gennemgå en radikaliseringsom konsekvens af politisk udelukkelse. Det ersandsynligt, at regeringerne i Mellemøsten vilfortsætte en forsigtig reformkurs, hvor hovedvæg-ten ligger på økonomiske reformer, mens politiskereformer vil være begrænsede.Den internationale militære styrke, ISAF, hargennemført et øget antal operationer mod Talibanog de øvrige oprørsgrupper i Afghanistan. Detøgede pres har været med til at skabe uenighed iTalibans øverste ledelse om den fremtidige kurs.ISAF har dog ikke afgørende svækket oprørsgrup-perne, som drager fordel af fristeder i det ustabilePakistan. I store dele af Afghanistan har oprø-rerne et solidt greb om befolkningen, og det gårkun langsomt fremad med opbygningen af denafghanske stat.I Pakistan viser hæren og den politiske ledelsestørre vilje til at gribe militært ind over for islami-ske grupper, der truer landets sikkerhed. Men deter ikke sandsynligt, at hæren vil sætte effektivtind mod afghansk Taliban i grænseprovinserne ogderes infiltration fra Pakistan ind i Afghanistan.Det er sandsynligt, at grænseområdet op mod Af-ghanistan på kort og mellemlangt sigt fortsat vilspille en afgørende rolle som et fristed, hvor al-Qaida og andre militante sunniekstremister kantræne og udvikle nye operationsmåder.Globaliseringen har medført, at den teknologiog de produkter, som er nødvendige for at ud-vikle masseødelæggelsesvåben, i stigende grader tilgængelige for stater, der har de nødvendigefinansielle og organisatoriske ressourcer. Dennetendens vil fortsætte, og det er i nogen grad sand-synligt, at der opstår en nuklear trussel modNATO’s territorium på langt sigt.Den israelsk-palæstinensiske fredsproces gårtrægt, og det er usandsynligt, at Hizbollah vilgive slip på sin position som modstandsbevægelseover for Israel. En militær konflikt mellem Israelog Hizbollah er dog ikke sandsynlig på kort sigt.Samtidig søger Syrien ud af sin internationaleisolation.Urolighederne og intern magtkamp i kølvandetpå præsidentvalget i Iran den 12. juni 2009 gørdet sandsynligt, at styret fremover vil bygge pået mere spinkelt og på langt sigt skrøbeligt magt-grundlag. Den iranske ledelse ser kernevåbensom et middel til udenrigspolitisk handlefrihed ogindenrigspolitisk opbakning. Iran bruger sin ind-9

Globale tendenserGlobaliseringen vil gradvis forskubbe det øko·nomiske tyngdepunkt fra Nordamerika ogEuropa i retning af Asien og skaber dermednye magtcentre. Forhold i den islamiskeverden rummer påtrængende sikkerheds·politiske problemer for Vesten.Udveksling af mennesker, varer, kapital, tekno-logi, information og ideer skaber et sammenhæn-gende, verdensomspændende økonomisk system,der omfatter størstedelen af verden, og som oftesammenfattes under betegnelsen globalisering.En afgørende forudsætning for globaliseringener et stadig mere udbygget og hurtigere verdens-omspændende system af fysisk og elektroniskkommunikation. Globaliseringen vil på langt sigtgradvis forskubbe verdens økonomiske tyngde-punkt fra Nordamerika og Europa i retning afAsien og dermed skabe nye magtcentre, men pågrund af den globale økonomiske krise vil proces-sen gå langsommere.Globaliseringen påvirker grundlæggende deglobale strategiske forhold ved at skabe voksendegensidig afhængighed, ligesom den bidrager til atsprede den vestlige verdens økonomiske, politiske,kulturelle og verdslige idealer. Globaliseringenøger samtidig risikoen for transnational terro-risme, organiseret kriminalitet og spredning afvåben og våbenteknologi, herunder masseødelæg-gelsesvåben.Som reaktion på globaliseringens spredningaf vestlige samfundsmodeller opstår imidlertidbevægelser, som er stærkt kritiske over for denneudvikling. Reaktionerne kommer typisk til udtryki en negativ holdning til Vesten, ikke mindst USA.Den mest ekstreme reaktion kommer fra de mili-tante sunniekstremistiske terrorbevægelser medudspring i Mellemøsten, det sydlige Asien og im-migrantmiljøerne i Europa.Men også nye mønstre i relationerne blandtstormagterne betyder, at både større internationaleorganisationer som Den islamiske Samarbejdsor-ganisation (Organisation of the Islamic Conferen-ce (OIC)) og opstigende magter som Rusland ogKina med vekslende intensitet udfordrer de vest-lige demokratiske værdier og normer. Den globaleøkonomiske krise vil styrke modstanden mod glo-baliseringen.Globaliseringen har øget berøringsfladernemellem Vesten og den islamiske verden. Europahar i dag store muslimske befolkningsgrupper,og islam er som følge af meget høje fødselstal ogkonvertering den hurtigst voksende religion. Mensden islamiske verden tager den vestlige verdensmodernitet til sig, f.eks. i form af it og andre kom-munikationsmidler, opfattes den medfølgendevestlige påvirkning, bl.a. i form af verdsliggørelseog pres for indførelse af vestlige, demokratiskeprincipper, i store dele af befolkningerne som entrussel mod deres kulturelle og religiøse identitet.Den meget kraftige befolkningsvækst i den is-lamiske verden med stadig flere unge resulterer iflere arbejdsløse og fremmer radikaliseringspo-tentialet i befolkningerne. Selv blandt de lande,der har store indtægter fra olieudvinding, har defærreste formået at skabe en stabil økonomiskudvikling, som bredt kommer befolkningerne tilgode. Det skyldes, at en lille elite kontrollerer olie-indtægterne.For de brede befolkningslag er islam bleveten væsentlig identitetsfaktor. Udbredt fattigdomskaber grobund for islamiske organisationer, dergennem socialt arbejde opbygger netværk og sym-pati i store dele af befolkningerne. De islamistiskegrupper nyder udbredt sympati i befolkningernefor deres rolle som fortalere for islamisk kulturelidentitet.De islamistiske bevægelsers dagsorden er forstørstepartens vedkommende orienteret mod in-terne nationale forhold. De profilerer sig på socialbevidsthed og retfærdighed og udbredelse af ret-mæssige islamiske styreformer i de enkelte stater.De udfordrer dermed de lokale regeringers politi-ske legitimitet. De islamistiske bevægelsers åben-lyse udfordring af det etablerede politiske systemhar ført til øgede restriktioner i det politiske liv.Bevægelsernes popularitet er dog fortsat høj blandtbefolkningerne. De politiske magthavere i områdetforsøger som en reaktion på dette, og på grund afbevægelsernes folkelige popularitet, at styrke deresegen islamiske profil.Inden for de seneste år har der også på inter-11

TerrorismeTruslen fra al·Qaida og andre militante sunni·ekstremistiske netværk er stadig omfat·tende, og der er ikke udsigt til, at den blivervæsentligt reduceret. Al·Qaida har øget sinemuligheder for at ramme vestlige mål gennemsamarbejde med lokale grupper i svage staterog konfliktområder i den islamiske verden.Men der er også lande, hvor myndighedernesindsats har gjort terrortruslen mindre.Globalt set kommer den primære terrortrussel fraal-Qaida og andre militante sunniekstremistiskenetværk. Denne trussel er omfattende og vil ikkeblive væsentligt reduceret på kort og mellemlangtsigt, bl.a. fordi al-Qaidas topledelse fortsat vil værei stand til at engagere sig i angrebsplanlægningmod mål i næsten hele verden og også i Europa.Områder i det nordvestlige Pakistan vil fortsatspille en afgørende rolle for al-Qaida som tople-delsens opholdssted og som et fristed, hvor al-Qai-da kan udvikle nye operationsmåder, og militantesunniekstremister kan blive trænet. En rækkeal-Qaida-ledere er blevet dræbt i dette område i2008 og 2009, men samtidig er al-Qaidas allieredeblevet styrket og har vundet indflydelse i en størredel af det nordvestlige Pakistan.Al-Qaida anvender internettet professioneltsom massemedie både til at samle militante sun-niekstremister om sin antivestlige strategi og tilat rekruttere nye militante sunniekstremister.Al-Qaida fremstiller i den sammenhæng sig selvsom islams beskytter ved at fremhæve emner, deroptager brede muslimske kredse. Tegningesagenog den israelsk-palæstinensiske konflikt er typi-12

ske eksempler på dette. Opbakningen og rekrut-teringsmulighederne bliver dog begrænset af, atlangt de fleste muslimer tager afstand fra angrebpå civile, og at kun de mest ekstreme blandt ter-roristerne kan acceptere de mange drab på civilemuslimer.Det er sandsynligt, at al-Qaida på kort og mel-lemlangt sigt vil styrke samarbejdet med andre,mere lokalt orienterede militante sunniekstremi-stiske netværk og i enkelte tilfælde fusionere meddem. Den aktuelle tilnærmelse mellem al-Qaidaog den somaliske oprørs- og terrorgruppe al-Sha-baab er det tydeligste eksempel på dette. Gennemsamarbejde og fusioner fastholder al-Qaida sinemuligheder for at ramme vestlige mål mange ste-der i verden. Det gælder på kort sigt især i svagestater og konfliktområder som Afghanistan, Alge-riet, Irak, Pakistan, Yemen og Somalia. Nogle ste-der er terrortruslen dog i et vist omfang mindsket.Det drejer sig især om Bangladesh, Indonesien,Jordan, Saudi-Arabien, Syrien og Ægypten. Detskyldes i høj grad myndighedernes effektiveterrorbekæmpelse.Der er andre terrorgrupper, der på baggrund afforskellige religiøst, ideologisk eller etnisk betin-gede målsætninger primært angriber lokale målog derfor normalt ikke udgør en direkte trusselmod udlændinge. Det gælder f.eks. ETA i Spanienog PKK i Tyrkiet.

Forholdet mellem terrorgrupper og staterDet er ikke sandsynligt, at stater vil yde støtte tilal-Qaida eller terrorgrupper med tilknytning tilal-Qaida. Det tjener ikke nogen regerings poli-tiske interesser. Men der vil fortsat findes stater,som støtter terrorisme, og det vil også i fremti-den ske på baggrund af disse staters regionalepolitiske interesser.Der vil fortsat være støtte fra enkeltpersoner istatsapparater til terrororganisationer. Denne støt-te vil være mest udbredt i lande med svage staterog i stater, hvor der internt i statsapparatet er etni-ske eller religiøse modsætningsforhold som f.eks.i Pakistan.Der vil også fortsat være områder, som er udenfor statskontrol, og som militante sunniekstremi-ster kan benytte til at etablere fristeder. Dette kanenten være, fordi der er indgået egentlige aftalerom selvstyre af områder som f.eks. i flygtningelej-re i Libanon, eller fordi staten er meget svag somf.eks. i Mali og Somalia.Der gennemføres aktuelt træning af militantesunniekstremister i Algeriet og Filippinerne medhenblik på angreb lokalt eller regionalt og i Liba-non, Mali, Somalia, Pakistan og Yemen med hen-blik på angreb både i og uden for regionen.

stribution af al-Qaidas propagandamateriale.Erklæringer fra al-Qaidas topledelse opridserikke blot al-Qaidas verdensbillede, men udstik-ker også de strategiske linjer for organisationenskamp, og topledelsen har derigennem mulighedfor at påvirke tilknyttede grupper. I nogle tilfælde,som bl.a. ved angrebet mod den danske ambas-sade i Islamabad i 2008, har der været en direktesammenhæng mellem al-Qaidas trusler og kon-krete terrorangreb.Flere militante sunniekstremistiske internetforablev lukket i efteråret 2008, og det forårsagede enmidlertidig svækkelse af al-Qaidas propaganda-distribution. Nye militante internetfora er sidenkommet til, og al-Qaida fortsætter med at spredepropaganda via denne type internetfora. Der skerogså en spredning af sunniekstremistisk propagan-da via ikke-militante hjemmesider såsom YouTube.Det er meget sandsynligt, at hjemmelavedebomber også på langt sigt vil være det terrorvå-ben, som udgør den alvorligste trussel. Truslen erstørst i tilfælde, hvor gerningsmændene er uddan-net af personer med forbindelse til al-Qaida ellerpersoner med erfaring fra terrorisme eller oprørs-kamp i Nordafrika, Afghanistan eller Irak. Deter dog også i nogen grad sandsynligt, at det villykkes selvradikaliserede grupper, eventuelt medviden om bombefremstilling hentet fra internettet,at gennemføre angreb af en vis kompleksitet medhjemmelavede bomber.Militante sunniekstremister benytter bortførel-ser, både som terrormiddel og som kilde til finan-siering. De fleste bortførelser finder sted i krigs-og kriseområder og er rettet mod civile, f.eks.ngo-medarbejdere, udenlandsk arbejdskraft ogogså ofte mod lokale civile. Tjenestegørende mili-tært personel bliver kun sjældent forsøgt bortført,da det typisk vil være i stand til at forsvare sig.Dog er militært personel sårbart for bortførelser iforbindelse med vejsidebomber og baghold.Al-Qaida og personer med forbindelse til al-Qaida har forsøgt at udvikle simple biologiske ogkemiske kampstoffer, men har kun i meget be-grænset omfang været i stand til det. Det er teore-tisk muligt, men usandsynligt, at militante sunni-ekstremister kan gennemføre et massetabsgivendeangreb med biologiske kampstoffer som miltbrandog botulinumtoksin.Det er sandsynligt, at militante sunniekstre-13

Den globale økonomiske kriseDer er med globaliseringen opstået ubalanceri verdensøkonomien, som sammen med over·dreven tillid til den finansielle sektor er hoved·årsagerne til den økonomiske krise. Først påmellemlangt sigt er det sandsynligt, at denglobale vækst igen kommer op på et niveausom før krisen.Globaliseringen og den økonomiske integration iform af øget arbejdsdeling, handel, internationaleinvesteringer og integration af de finansielle sekto-rer har været en væsentlig årsag til den stærke øko-nomiske vækst i store dele af verden. Samtidig erder med globaliseringen skabt ubalancer i verdens-økonomien, som sammen med overdreven tillidtil den finansielle sektor er hovedårsagerne til denøkonomiske krise, som verden nu befinder sig i.Grundlæggende har økonomierne i den vestligeverden med USA i spidsen haft meget begrænsetopsparing og meget højt gældsfinansieret forbrug.Det blev finansieret af nem adgang til kredit pågrund af stigende boligpriser og lempelige kre-ditvilkår. En stor del af dette blev finansieret aflande i Asien med Kina og Japan i spidsen gen-nem store eksportindtægter, der bl.a. blev placereti amerikanske værdipapirer. Kina, Japan og destore olieeksportører har også akkumuleret storereserver af amerikanske dollars.Sideløbende har de finansielle sektorer i denvestlige verden udviklet sig voldsomt. Nye ogkomplekse typer af finansielle produkter har væ-14

Økonomiske forskydningerDen globale økonomiske krise vil ikke ændrepå, at den økonomiske udvikling over de næ·ste 20 år gradvist vil ændre de sikkerhedspo·litiske styrkeforhold, både mellem regioner oginternt i disse. Den største forskydning i ver·densøkonomien vil blive mod Kina og Indienog væk fra USA og Europa.USA udgør omkring en fjerdedel af den globaleøkonomi og har samtidig en kraftig andel i denglobale økonomiske ubalance. Den amerikanskeøkonomi vil opleve negative vækstrater på kortsigt. På meget langt sigt vil den amerikanske øko-nomi fortsat være verdens største, men dens andelaf verdensøkonomien vil langsomt aftage, i taktmed at især de mindre udviklede landes økono-mier vokser.Det er i Europa meget forskelligt, hvor hårdtlandene er ramt af krisen. De gamle EU-lande,herunder landene i eurozonen, vil få negativevækstrater på kort sigt. I de nye EU-medlemslandeskaber den økonomiske krise alvorlige problemerefter en årrække med forbrugsdrevet højkonjunk-tur. På meget langt sigt vil EU’s andel af den glo-bale økonomi være langsomt aftagende på grundaf EU-landenes moderate vækstrater i forhold tilmindre udviklede lande.Rusland er blandt de lande, der er hårdest ramt

af den økonomiske krise, og det er meget sand-synligt, at dets andel af den samlede verdensøko-nomi vil falde over de næste 20 år. Samtidig kanden russiske vækst på meget langt sigt ikke baseresig på stigende energipriser, fordi forekomsternegradvis udtømmes. En gradvis omstilling af denrussiske økonomi fra råvareproduktion til færdig-vareproduktion er stadigvæk nødvendig.Også Kina er hårdt ramt af den økonomiskekrise. Hvis de nødvendige strukturelle reformergennemføres, vil Kina på meget langt sigt kunneudvikle sit potentiale og vil kunne begynde atnærme sig den amerikanske økonomi i størrelse.Sammen med de mindre, men højt udvikledenabolande Sydkorea og Japan og de råstofrigeASEAN-lande vil Kina udgøre omdrejningspunk-tet for en stigende del af verdensøkonomien.Økonomierne i Mellemøsten vil ikke på megetlangt sigt kunne basere sig på stigende energi-priser, selv om landene gennemsnitligt har re-server til mere end 75 års produktion. Kun hvisder igangsættes økonomiske reformer, vil en højøkonomisk vækst kunne opretholdes, ellers vilMellemøsten ikke kunne opretholde sin andel afverdensøkonomien.Landene på det afrikanske kontinent har stortvækstpotentiale og udgør samtidig verdens fattigsteregion. Den globale økonomiske krise kan forrykkeforudsætningerne for den høje økonomiske vækst,som nogle afrikanske lande, f.eks. Algeriet, Ægyp-ten, Nigeria og Sydafrika, havde før krisen. Menselv med det mest optimistiske scenario med højstabil vækst over de næste 20 år vil det afrikanskekontinent ikke udgøre mere end 7 % af verdens-økonomien mod knap 4 % i dag.

kring 50 % frem mod 2030. De øvrige store ener-giforbrugere, især USA, EU og Japan, vil ogsåøge deres forbrug. Hverken USA, EU, Kina ellerIndien vil kunne dække stigningen i energiefter-spørgsel med egen produktion og vil derfor i sti-gende grad være afhængige af importeret olie oggas. Det vil få den internationale handel med olieog gas til at stige.Energiforsyningen bliver i højere grad afhæn-gig af færre lande og af få handelsruter. Konkur-rencen om verdens ressourcer vil derfor bliveskærpet, og energisikkerhed vil i højere grad bliveen integreret del af staternes udenrigs- og sik-kerhedspolitik. De energiimporterende lande vilforsøge at sprede deres energiimport på flere leve-randører og energiformer for at sikre deres forsy-ningssikkerhed.Større energiafhængighed af få regioner kanøge risikoen for, at der pludselig mangler energipå markedet. Desuden kan større afhængighed affå lande, der er præget af konflikter, øge risikoenfor den form for pludselig mangel på energi, ogdet vil påvirke energipriserne. Ligeledes kan eneventuel afskæring af søtransportruter og strate-giske punkter, hvor store dele af verdens olie- oggaseksport transporteres igennem, medføre enkrise på grund af manglende udbud af olie og gas.Kritiske områder er især Hormuzstrædet, Aden-bugten og Malaccastrædet.Den globale økonomiske krise øger risikoenfor underinvestering i energisektoren og dermeden udbudskrise. Den lavere oliepris koster nogleenergiselskaber dyrt. Kreditkrisen og begrænsedemuligheder for låntagning mindsker ligeledesinvesteringsniveauet for de internationale energi-selskaber.Faldende investeringer i energisektoren viløge risikoen for et fald i udbud og dermed pris-stigning. Det er derfor usikkert, om priserne kanforblive stabile, når økonomien vender, og ener-giefterspørgslen igen vil stige, og det er i nogengrad sandsynligt, at der vil opstå en energikrisepå mellemlangt sigt på grund af for lavt udbud.En sådan krise kan falde sammen med genopret-ningen efter den globale økonomiske krise og kanderfor forlænge denne.

ForsvarsøkonomiPå kort til mellemlangt sigt vil den økonomi·ske krise i sig selv lægge pres på de globaleforsvarsudgifter og få dem til at stagnere og ienkelte lande falde, medmindre politiske be·slutninger griber ind i denne tendens.Den globale forsvarsbyrde (forsvarsudgifter i %af BNP) faldt markant i 1990’erne som følge affaldende forsvarsudgifter efter Den Kolde Krigsafslutning. Trods en kraftig stigning i de globaleforsvarsudgifter siden årtusindeskiftet er forsvars-byrden langt fra at nå op på samme niveau somi starten af 1990’erne. Det er den globale økono-miske vækst, der har holdt forsvarsudgifternesandel af BNP nede, og den globale forsvarsbyrdehar været forholdsvis stabil siden 2003. På kort tilmellemlangt sigt vil den økonomiske krise kunnefå udgifterne til at stagnere og i enkelte landefalde, men forsvarsudgifternes størrelse vil fortsatvære påvirket af de enkelte landes politiske priori-teringer.De ti nationer med de største forsvarsudgifterstår tilsammen for 75 % af de globale forsvars-udgifter. USA ligger som en klar nummer ét ogstår for 45 % af verdens samlede forsvarsudgif-ter. Målt i sammenlignelige priser indtager Kinapladsen som det land, der har de næststørsteforsvarsudgifter, mens Rusland ligger på tredje-pladsen. Indiens forsøg på at befæste sin positionsom den dominerende magt ved Det Indiske Oce-an ligger bag dets kraftigt stigende forsvarsudgif-ter, og Indien vil på langt sigt overhale Rusland.Hverken Kina, Rusland eller Indien har dog øko-nomisk mulighed for at nå USA’s niveau, selv påmeget langt sigt.Den globale fordeling af forsvarsudgifternehar ændret sig gennem de sidste ti år, idet Euro-pas andel er faldet markant i forhold til USA,Rusland, Kina og Mellemøsten. Faldene i for-svarsudgifterne i 1990’erne skyldtes dels styr-kereduktioner, dels at meget materiel ikke blevudskiftet med nyt. Mange lande står nu over forudskiftning af gammelt materiel. Samtidig bru-ger langt flere ikke-statslige aktører, især privatesikkerhedsfirmaer, flere ressourcer på våben ogandet materiel end for ti år siden. De udgiftermedregnes ikke i de officielle forsvarsudgifter.

Globaliseringen har bl.a. medført, at den tek·nologi og de produkter, som er nødvendigefor at udvikle masseødelæggelsesvåben, i sti·gende grad er tilgængelige for stater, der harde nødvendige finansielle og organisatoriskeressourcer. Denne tendens vil fortsætte, ogdet er i nogen grad sandsynligt, at der opståren nuklear trussel mod NATO’s territorium pålangt sigt.Masseødelæggelsesvåben er en fælles betegnelsefor kernevåben, biologiske våben og kemiske vå-ben. Af de tre typer har kernevåben langt det stør-ste ødelæggelsespotentiale. Biologiske og især ke-miske våben er lettere at fremstille. Det afhængerdog af den valgte type kampstof og den ønskedekvalitet af våbnet.Udvikling og spredning af masseødelæggelses-våben vil også fortsætte på langt sigt. Fremførings-midler, især ballistiske missiler, bliver ofte udvikletparallelt med masseødelæggelsesvåbnene. At frem-stille masseødelæggelsesvåben kræver en omfat-tende teknologi og viden og en udviklet industri.De forskellige kontrolregimer til at forhindrespredning af masseødelæggelsesvåben er underpres. Disse kontrolregimer udgøres typisk af eninternational aftale, eksempelvis Ikke-sprednings-traktaten, (Nuclear Non-Proliferation Treaty(NPT)), der regulerer udbredelsen af kernevåben,og en såkaldt verifikationsorganisation, i dettetilfælde Det Internationale Atomenergiagentur(IAEA), hvis opgave det bl.a. er at sikre, at trakta-ten overholdes.Presset på aftalerne skyldes dels at stater, derønsker at fremstille masseødelæggelsesvåben,sjældent pålægger sig selv økonomiske eller po-litiske begrænsninger, dels den almindelige tek-nologiske udvikling. Kapløbet mellem stater, derønsker at udvikle masseødelæggelsesvåben, og destater, der forsøger at forhindre denne udvikling,vil derfor fortsætte.Stater, der ønsker at fremstille masseødelæggel-sesvåben, har ofte behov for at anskaffe råstofferog komponenter i andre lande, også vestlige. Bl.a.anvender de dækfirmaer for at undgå landenes eks-portkontrol. Der er ofte tale om civil teknologi ogprodukter, der også kan bruges militært. Det gør

det vanskeligere at dæmme op for udviklingen.En række lande er i stand til at udvikle mas-seødelæggelsesvåben. Et program til udviklingog fremstilling af masseødelæggelsesvåben er såkrævende, at det forudsætter en politisk beslut-ning på højeste niveau. Udadtil kan tegn på pro-grammer til udvikling af masseødelæggelsesvå-ben for eksempel være etablering af kernekraft i etolierigt land uden nævneværdige uranressourcer,hvor man tilmed ønsker at producere sit eget reak-torbrændsel.Af de tre typer ikke-konventionelle våben erkemiske våbenprogrammer og især biologiskevåbenprogrammer urovækkende, da biologiskevåben kan lægge hele samfund øde. Det er megetvanskeligt at afsløre biologiske våbenprogrammer,da de meget nemt kan skjules i almindelig biotek-nologisk industri.Det er dog først og fremmest spredning af evnentil at fremstille kernevåben, der har givet og stadiggiver anledning til bekymring, især i Vesten.Nordkoreas kernesprængninger i oktober 2006og i maj 2009 har vakt fordømmelse, især i Ve-sten. Landet har været i stand til at fremstille ensignifikant mængde af spaltbart materiale og om-sætte dele af denne mængde til mindst tokernesprængladninger.Også Irans nukleare program har givet anled-ning til kritik. Iran hævder, at landets nukleareprogram er fredeligt, men der udestår stadig enrække spørgsmål fra det internationale samfund,og Iran nægter stadig det internationale samfundadgang til visse dele af landets nukleare program.I løbet af 2008-2009 har Iran gjort betydeligefremskridt i evnen til at berige uran.I april 2008 fremlagde amerikanske efter-retningstjenester materiale for den amerikanskekongres, om at Syrien med assistance fra Nord-korea skulle have været i færd med at bygge en re-aktor, som ville være ideel til fremstilling af plu-tonium i våbenkvalitet. Området, hvor reaktorenskulle ligge, blev bombet i september 2007.Endelig har der fra Pakistan tidligere væretspredt teknologi og knowhow med relation tilkernevåben. Dette sås bl.a. ved oprulningen afKhan-netværket i 2003-2004, der leverede følsomnuklear teknologi til en række lande.Opbygning af evne til at fremstille ballistiskemissiler over en vis størrelse er meget ressource-

Militære konflikttyper og indsats-områderUd over at kunne udkæmpe konventionellekrige skal vestlige militære styrker fortsat kun·ne udkæmpe langvarige asymmetriske krige.Oprørere vil også i fremtiden søge at svækkevestligt engagement i internationale operatio·ner ved hjælp af asymmetrisk oprørskamp.Blandt de seneste års militærstrategiske udvik-lingstræk springer især to forhold i øjnene. For detførste overgiver de sandsynlige militære modstan-dere sig kun sjældent, når de er blevet besejret itraditionel forstand. For det andet er asymmetriskkrig ved at blive den vigtigste overordnede formfor kamp, som vestlige militære styrker vil bliveudsat for, selv om de også fortsat skal kunne føreen konventionel krig, der i reglen vil være kortva-rig og højintensiv.De to udviklingstræk, der også vil gøre sig gæl-dende på langt sigt, er delvis sammenhængende.Da det teknologisk overlegne vestlige militærap-parat ikke længere kan forvente at nedkæmpemodstanderen fuldstændigt militært, vil en kon-ventionel krig ofte blive efterfulgt af en konflikt,hvor Vesten bliver mødt med asymmetrisk krigs-førelse. Også i stabiliserings- og genopbygnings-operationer vil de vestlige militære styrker ofte ståover for oprørsgrupper, der benytter asymmetriskkrigsførelse. Denne type konflikter vil ofte værelangvarige. En interventionsstyrke, der er indsat ilængere tid, risikerer i den forbindelse at bevægesig fra at blive opfattet som en befrielseshær til atblive set som en besættelsesstyrke.Med asymmetrisk krigsførelse menes, atde stridende parter kæmper på en grundlæg-gende forskellig måde. Det gælder styrke-sammensætning, kampdoktrin, kampmidler og17

ofte også militærteknologisk kapacitet samt efter-levelse af internationale konventioner.Når vestlige militære styrker i så vid udstræk-ning vil blive mødt med asymmetrisk krigs-førelse, skyldes det især, at den vestlige militær-teknologiske overlegenhed er så markant, at ingenmodstander kan udfordre den på konventionellebetingelser. Det gælder både statslige og ikke-statslige modstandere. Samtidig har udviklingen iIrak og senest i Afghanistan demonstreret over forfremtidige modstandere, hvordan de kan kæmpemod vestlige styrker og forsøge at svække denvestlige kampmoral.Asymmetrisk krig udkæmpes i reglen af irregu-lære styrker. Men også statslige aktører vil kunneoperere med militære midler og metoder, der ad-skiller sig fra de konventionelle, som vestlige styr-ker traditionelt benytter sig af. Vestlige militærestyrker vil således også kunne møde asymmetriskkrigsførelse under den konventionelle fase af sinegen krigsførelse. Det vil sige på et tidspunkt, hvorden vestlige styrke (endnu) ikke har kontrol overmodstanderens territorium. De vestlige styrker vildog primært møde asymmetrisk modstand i for-bindelse med bekæmpelse af oprør.Oprørere vil blande moderne teknologi medasymmetrisk krigsførelse. Tendensen er angrebmed forholdsvis enkle midler, f.eks. vejsidebom-ber, selvmordsangreb og gidseltagninger. De til-trækker sig massemediernes interesse, og detbliver udnyttet til at påvirke vestlige regeringerog befolkninger. Oprørere er bevidste om, at psy-kologisk påvirkning er lige så vigtig som væb-net kamp. De udnytter dette meget bevidst for atskabe utryghed og modvilje mod, at styrkerne erindsat, eksempelvis med billeder fra henrettelseraf gidsler eller selvmordsaktioner og overdrevnerapporter om civile tab. Påvirkningen er også ret-tet mod oprørsbevægelsernes egne medlemmer ogden øvrige lokale befolkning, som oprørerne ofte,men ikke altid, er en del af. Formålet med påvirk-ningen er at forhindre samarbejde med vestligemodstandere og den lokale regering samt at fåstørst mulig opbakning til oprørsbevægelserne.Oprørerne er i deres valg af midler og metoderikke bundet af internationale konventioner, somvestlige militære styrker er underlagt. Der vilbl.a. af den grund ofte opstå en ulighed i brugenaf midler og metoder. Det kan begrænse de vest-18

lige styrkers militære overlegenhed.En afgørende forudsætning for en succesfuldoprørskamp vil også i fremtiden være lokalbefolk-ningens støtte eller i hvert fald passivitet, så oprø-rerne kan bevæge sig frit og skjule sig i den øvrigebefolkning. Påvirkning af lokalbefolkningen skergennem trusler og løfter.For at fremkalde en politisk omvæltning viloprørsbevægelser forsøge at svække statsmagtensevne til at sikre borgernes liv, ejendom og almin-delige dagligdag. De nedbryder imidlertid kunsikkerheden i de områder, de ikke kontrollerer,mens de overtager statsmagtens rolle i de områ-der, de kontrollerer.Oprørsbevægelserne vil i første række angribemodstanderens vilje snarere end at forsøge attilintetgøre hans styrker. Det kan f.eks. ske vedselvmordsangreb og beskydning af lejre og andreopholdssteder blot for at skabe utryghed. Oprørerevil også angribe organisationer, der udfører gen-opbygning og forsøger at forbedre befolkningenslevevilkår. Hvis disse organisationer tvinges til attrække sig ud af området, og hvis levevilkåreneikke forbedres, vil befolkningen ikke se nogenfordel i, at en international styrke er til stede.Oprørskampens natur stiller store krav til vest-lige militære styrkers evne til at tilpasse sig. Oftevil oprørere bevidst ændre oprørskampen for der-med at rokke ved de forudsætninger, den indsattestyrkes mandat bygger på. Ad den vej søger de atpåvirke den vestlige opinion, og de vil ofte haveen interesse i at trække konflikten i langdrag, for-di det mindsker den folkelige støtte i Vesten til atudsende styrker.

mulig konventionel krig mellem stormagter. Detdrejer sig her om udviklingen af militært materielog teknologi, der skal sikre tilstrækkeligt overleg-ne kampmidler, hvis afskrækkelsen slår fejl.De teknologiske udfordringer, der vedrører deigangværende konflikter, består især i, at eksiste-rende teknologi tilpasses og introduceres med enmeget kort udviklingsfase. Den begynder med,at behovet på kamppladsen erkendes, og sluttermed, at udstyret kan indsættes. Der er en rækkeeksempler på dette i forbindelse med operatio-nerne i Irak og Afghanistan, herunder køretøjersanvendelse af elektronisk beskyttelsesudstyr modvejsidebomber.Modstanderen anvender forholdsvis enkleteknologiske midler, f.eks. vejsidebomber, selv-mordsangreb og raketangreb. Risikoen for tabblandt egne civile og militære har derfor betydeten stor teknologisk interesse for beskyttelse. Disseteknologiske fremskridt vedrører især materiel,som yder den enkelte soldat bedre beskyttelse ogøger hans taktiske overlegenhed, herunder evnentil at undgå civile tab i forbindelse med bekæm-pelse af oprørskamp.Det langsigtede globale højteknologiske udvik-lingsforløb kommer primært til udtryk i russisk,europæisk og kinesisk våbenindustris forsøg på atindhente eller mindske den amerikanske våbenin-dustris teknologiske forspring. Andre større landesom Indien kan på langt sigt komme til at indgå idenne konkurrence. Det er dog også på langt sigtmeget sandsynligt, at den amerikanske våbenin-dustri vil bevare sit forspring.Det højteknologiske udviklingsforløb omfat-ter primært udvikling af skibe, ubåde, fly- ogmissilsystemer m.m., der vil have en relativ langlevetid på 20 til 40 år på grund af en mere fleksi-bel opbygning, der skaber mulighed for løbendeopgraderinger. Den lange operative levetid for vå-bensystemer tilsiger en mere fleksibel opbygningaf fremtidens materiel. Systemerne vil endvidereogså være fundamentet for de enheder, der også ifremtiden indsættes i mindre konflikter, hvor bl.a.præcisionsvåben vægtes højt. Det højteknologi-ske udviklingsforløb omfatter også projekter somf.eks. rumbaserede våben og missilforsvar.Udviklingen inden for kommercielle it-syste-mer har generelt overhalet udviklingen af specifiktmilitære it-systemer, og udviklingen af militære

Fremmed efterretningsvirksomhedFremmede efterretningstjenester, terror· ogoprørsgrupper samt organisationer, der ud·øver organiseret kriminalitet, vil fortsat gen·nemføre efterretningsvirksomhed mod danskforsvar og udsendte enheder for at sikre egneinteresser og aktiviteter. Spionage vil også pålangt sigt være en trussel.Truslen fra spionage kommer fortsat fra visseudenlandske efterretningstjenester, der har in-teresse i dansk forsvar, forsvarets internationaleengagement samt NATO og det europæiske for-svarssamarbejde. Spionage rettet mod forsvaret iDanmark og virksomheder, der producerer ma-teriel for forsvaret, har i de senere år kun fundetsted i begrænset omfang.Spionagen sker fortsat gennem en bred vifte afmetoder spændende fra brug af åbne kilder somf.eks. internettet til den hemmelige virksomhed,hvor man forsøger at udnytte andre personer til atskaffe sig oplysninger. Der er ingen indikationerpå, at den efterretningsmæssige trussel vil aftage.Forsvarets udsendte styrker er mål for efterret-ningsmæssig aktivitet. Spionage i de udsendte en-heders operationsområder er ikke alene knyttet tilstater, men udøves også af kriminelle organisatio-ner, samt terror- og oprørsgrupper med hver deres19

Udviklingen i det arktiske områdeKlimaændringerne fører til øget strategiskinteresse for de arktiske områders energi·forekomster og søtransportruter. Det fører tilrisiko for mindre sammenstød og diplomati·ske kriser mellem kyststaterne i det arktiskeområde.Klimaændringer har sammen med den stigendeefterspørgsel efter olie og gas på verdensplanmedført en markant øget interesse for Arktis iRusland, USA (Alaska), Canada, Danmark (Grøn-land) og Norge (inkl. Svalbard), der alle grænserop til Polarhavet. Klimaændringerne vil medføreforbedrede muligheder for handelsskibes besejlingaf Nordvestpassagen nord om det nordamerikan-ske kontinent og Nordøstpassagen nord om Euro-pa og Rusland. Dette vil medføre en væsentligreduktion af sejltiden og dermed omkostningerneved søtransport mellem Asien og Europa.Klimaændringerne betyder, at kyststaterne harøget deres bestræbelser på at sikre sig rettigheder iPolarhavet. Med de naturressourcer, der eventueltkan udnyttes i Polarhavet i fremtiden, er det sand-synligt, at der vil opstå modstridende interessermellem kyststaterne. Det vil øge kravene til FN’sKontinentalsokkel-kommission som forum foreventuel konfliktløsning.Med den øgede strategiske interesse fra stor-magternes side og deres voksende militære tilste-deværelse i det arktiske område vil risikoen fortilsigtede eller utilsigtede konflikter mellem demøges. Her kan ikke mindst Ruslands tydelige inte-resse for udvidelser af sit arktiske område kombi-neret med en lige så tydeligt demonstreret vilje ogevne til at anvende militær magt blive et problemfor de øvrige aktører i det arktiske område. Rus-land er i stigende grad interesseret i adgangen til20

PirateriPirateri mod den civile skibstrafik nåede i2008 sit hidtil højeste niveau. Det er ikkesandsynligt, at pirateriproblemet i Adenbugtenog i farvandet ud for Somalias østkyst vil bliveløst på kort til mellemlangt sigt, så længe deøkonomiske fordele for piraterne overstigerde risici, der er forbundet med pirateri.Pirateri mod den civile skibstrafik nåede i 2008sit højeste niveau siden the International MaritimeBureau (IMB) startede registreringen i 1992. Glo-balt steg pirateri fra 2007 til 2008 med 11 %, menalene i Østafrika er stigningen på over 200 %.Antallet af piratoverfald mod handelsskibe iAdenbugten og i farvandet ud for Somalias øst-kyst er især steget markant i første halvår af 2009.Den politiske situation i Somalia, hvor over-gangsregeringen er under pres fra oprørere og re-gionerne Somaliland og Puntland de facto funge-rer som selvstændige stater, betyder, at piraternepå land nyder godt af et magttomrum.I Puntland har pirateriets popularitet ramt regio-nalregeringens evne til at bekæmpe det. Piraternesstore indkomster gør det svært for regeringen atsætte effektivt ind over for problemet. Samtidig erdet præsident Farooles topprioritet at styre regio-nen fri af det kaos, der hersker i det sydlige Soma-lia. Derfor er det ikke sandsynligt, at regionens be-grænsede sikkerhedsmæssige kapaciteter vil blivebrugt på at slå ned på pirateriet.I det sydlige og centrale Somalia kæmper desunniekstremisktiske oprørsgrupper al-Shabaabog Hizbul Islam med overgangsregeringen om

magten. Både regering og oprørere er imod pirate-riet, men fokuserer deres kræfter på borgerkrigenog mangler derfor kapacitet til at sætte ind overfor problemet. Så længe konflikten fortsætter i So-malia, og så længe landet består af en række svagepolitiske enheder, er det ikke sandsynligt, at ind-satsen mod piraterne på land vil blive effektiv.Både al-Shabaab og Hizbul Islam tager åbenlysafstand fra pirateri. Lederne af oprørsgruppernevar som ledere af De Islamiske Domstole med tilat slå hårdt ned på bl.a. pirateri, da de kontrol-lerede dele af Somalia i 2006. Det er derfor ikkesandsynligt, at der er et samarbejde mellem terro-rister med tilknytning til al-Shabaab og piraterne.Ligeledes er det ikke sandsynligt, at al-Shabaabmodtager andele af piraternes løsesummer. I en-kelte tilfælde er det dog sandsynligt, at al-Shabaabhar haft forretningsmæssige forbindelser til bag-mændene bag pirateriet.Den militære maritime tilstedeværelse i Aden-bugten har medført en forskydning af pirataktivi-teten til farvandet ud for Somalias østkyst og denvestlige del af Adenbugten. Piraternes operations-område er således udvidet, og angrebene bliver nugennemført længere væk fra kysterne under an-vendelse af større moderskibe.I den sydlige del af Rødehavet har der i førstehalvår af 2009 været et enkelt piratangreb. Modsyd er piraternes operationsområde udvidet tilfarvandet omkring Seychellerne. Der er dog ikketegn på, at piraterne anvender Seychellerne sombaseområde. I monsunsæsonen fra maj til septem-ber er det sandsynligt, at piratangrebene i farvan-det ud for Somalias østkyst vil være aftagende, ogat antallet af piratangreb vil stige i Adenbugten isamme periode.Piratoverfald har en mangeartet karakter. IAdenbugten og i farvandet ud for Somalias østkysthar overfaldene eksempelvis været kendetegnetved, at et mindre antal små hurtiggående både isamarbejde med et moderskib forsøger at stoppe etlangsomtgående handelsskib. Efterfølgende bordesskibet, og piraterne overtager kontrollen. Det kap-rede skib og besætningen sejles derefter ind i so-malisk territorialfarvand, hvor der forlanges løse-penge for at frigive besætning, skib og last.I andre tilfælde har piraterne anvendt fiske-fartøjer som dække for deres angreb. Piraterneskjuler sig blandt de lokale fiskerbåde, hvorfra de

hurtigt bryder ud og angriber, når et handelsskiber inden for rækkevidde.Der er også set eksempler på, at piraternei samarbejde med lokale menneskesmuglere iAdenbugten har skjult sig ombord på menneske-smuglernes fartøjer. Når et handelsskib er indenfor rækkevidde, sætter piraterne deres egne både ivandet og angriber.Ved anvendelse af større moderskibe er pirater-nes aktionsradius forøget, og de kan opholde sigpå havet i længere tid uden at skulle i havn for atgenforsyne.Som et modtræk til den stigende maritime mi-litære tilstedeværelse i Adenbugten og i farvandetud for Somalias østkyst er der i første kvartal af2009 eksempler på, at piraterne har tilpasset deresmodus operandi.Fra at natangreb tidligere er gennemført medhjælp af lyset fra månen eller umiddelbart før sol-opgang, er der flere eksempler på, at natangreb harfundet sted, når det har været mørkest.Den 8. januar 2009 blev en multinational flåde-styrke, Combined Task Force 151 (TF151), oprettetpå USA’s foranledning. TF151 blev oprettet somfølge af den kraftige stigning i piraterioverfald iAdenbugten i den sidste halvdel af 2008. TF151 eroprettet med mandat fra FN til antipirateri-opera-tioner i samme område, som den anden CombinedTask Force (TF150) opererer i.Efter vedtagelsen af FN-resolution 1816 den2. juni 2008 blev der i en seksmåneders periodegivet FN’s medlemsstater tilladelse til at forfølgepirater ind på somalisk territorialfarvand og til atanvende alle nødvendige midler for at stoppe pira-teri. Resolution 1816 blev med vedtagelsen af FN-resolution 1846 den 2. december 2008 forlængetmed 12 måneder.Landene omkring Afrikas Horn indgik den29. januar 2009 en aftale om at styrke samarbejdetmod pirateri i Det Indiske Ocean og i Adenbug-ten. Aftalen blev underskrevet af otte kystnærenationer samt Etiopien under et ekstraordinærtmøde i Djibouti under ledelse af the InternationalMaritime Organisation (IMO). Aftalen giver bl.a.mulighed for, at kyststaterne kan foretage de nød-vendige ændringer i deres lovgivning, der vil gøredet lettere at anholde og forfølge pirater.Selv om landene med denne aftale har vist viljetil at samarbejde, er det på kort sigt ikke sandsyn-21

ligt, at landene er i stand til at gennemføre aftalen,da de økonomiske midler mangler. Ligeledes erdet kun i nogen grad sandsynligt, at landene allevil gennemføre lovændringerne.På trods af den øgede militære maritime til-stedeværelse i Adenbugten og i farvandet ud forSomalias østkyst, og selv om flådestyrkerne i om-rådet har fået friere hænder til at bekæmpe pirate-ri, er det ikke sandsynligt, at disse tiltag alene kanforhindre piratoverfald på kort, mellemlangt oglangt sigt. Selv om den massive militære indsatsikke kan forhindre piratangreb, vil krigsskibenespatruljering i området virke dæmpende på antalletaf angreb.Siden oktober 2008 har flere internationale fir-maer tilbudt civile handelsskibe, der sejler i pirat-fyldte farvande, bevæbnede vagter ombord. Medkapringen af Mærsk Alabama i april 2009 er dersket en yderligere stigning i brugen af såkaldte”ship riders”. Private sikkerhedsfirmaer som detamerikanske Templer Titan og det engelskeMaritime Asset Security and Training (MAST)anvender i dag ”ship riders” på mellem 15 og20 sejladser om måneden gennem Adenbugten.Templer Titan anvender sikkerhedsvagter fraYemen, der samtidig sikrer, at våbnene bliver lov-mæssigt importeret og eksporteret ved sejladsensstart og ved skibets slutdestination. MAST arbej-der gennem et datterselskab i Djibouti, hvorfraselskabet tilbyder sin service til skibe, der sejler

gennem Adenbugten. Med beliggenheden iDjibouti har selskabet regeringens godkendelsetil at medtage våben.Truslen fra pirater, som fandtes ved Malacca-strædet for mere end fem år siden, er reduceretmeget siden. I 2004 blev der rapporteret 38 angrebeller forsøg på angreb mod kun to i 2008.Reduktionen i pirateri i Malaccastrædet er etresultat af, at nationalstaterne i området har et vel-fungerende statsapparat og en effektiv kystvagt,og at kyststaterne har etableret et effektivt samar-bejde i forhold til bekæmpelse af pirateri på havet,i havnene og på landjorden.Det er ikke sandsynligt, at pirateriproblemet iAdenbugten og i farvandet ud for Somalias øst-kyst vil blive løst på kort til mellemlangt sigt, sålænge de økonomiske fordele for piraterne oversti-ger de risici, der er forbundet med pirateri, såsomat blive taget til fange eller dræbt. Truslen fra pi-raterne vil bestå, indtil der i Somalia bliver etab-leret en troværdig statsmagt, herunder en effektivkystvagt. Tilstedeværelsen af de internationaleflådestyrker vil primært være en symptombehand-ling af pirateriproblemet.Det er i nogen grad sandsynligt, at brugen afbevæbnede vagter på civile handelsskibe på kortsigt vil medføre en tryghed hos rederierne ogblandt besætningerne, mens det på længere sigtkan føre til en eskalation i magtanvendelsen frapiraternes side.

StormagtsrelationerneUdviklingen vil på meget langt sigt gå i ret·ning af, at USA’s dominans i stigende grad vilblive svækket. Selv om også Kina og Ruslander ramt af den økonomiske krise, har de detnødvendige økonomiske grundlag for at ud·fordre Vesten politisk, og de lægger stadigmere afstand til vestlige normer for politiskadfærd og står fast på egne værdier, traditio·ner og interesser. Den tendens vil blive for·stærket og vil inspirere andre lande.USA har verdens største økonomi og er den ene-ste militærmagt med global strategisk rækkeviddeselv på meget langt sigt. Disse forhold vil ikkeblive grundlæggende ændret inden for de næste tiår, men USA’s status som verdens eneste super-magt vil blive langsomt svækket. For at fastholdesit militære forspring i forhold til enhver muligkonkurrent, primært Kina, har USA satset megetpå at udbygge sin militærteknologiske overlegen-hed. Selv om USA på mellemlangt til langt sigtbremser de seneste års voksende forsvarsudgifter,vil det fortsat have et så stort militært forspring, atKina ikke for alvor vil udfordre USA her.Udviklingen peger dog i retning af, at USA’sstatus som verdens eneste supermagt vil blivesvækket. Om to supermagter, USA og Kina, påmeget langt sigt vil konkurrere om strategiskindflydelse, eller om det snarere bliver en verdenuden supermagter, men med en række stormag-ter, hvor USA vil være først blandt ligemænd, erendnu usikkert. Det er dog sikkert, at USA’s do-minans i stigende grad vil blive udfordret, i førsteomgang af Kina. Den første alvorlige styrkeprøvei den fremtidige strategiske balance vil stå i Asien.Blandt de opstigende stormagter er primærtRusland, men også Indien. De tre meget forskel-ligartede magter, Kina, Rusland og Indien priori-terer alle udviklingen af deres økonomiske poten-tiale, men med deres øgede velstand følger ogsåmulighed for større militær styrke. Fælles for detre lande er, at de ikke accepterer USA’s ledenderolle i verden. Samtidig med at Kina og Ruslandhar fået tilstrækkeligt økonomisk grundlag for atudfordre Vesten politisk, lægger de stadig mereafstand til vestlige normer for politisk adfærd ogstår fast på egne værdier, traditioner og interesser.Den tendens vil blive forstærket og vil inspirereandre lande.Endelig vil Europa i form af EU manifestere sigsom økonomisk magtfaktor med en økonomi påstørrelse med USA’s. EU har med sine indre poli-tiske modsætninger dog vanskeligt ved at føre ensammenhængende global politik, og organisationenhar endnu ikke styrken til at kunne markere sigsom international politisk sværvægter.EU’s opbygning af en forsvarskapacitet vil fort-sætte. Målet vil først og fremmest være at satse påat samordne nationale militære styrker, herunderde enheder, der skal føre dem. Selv et fuldt udbyg-get EU-forsvar vil imidlertid ikke alene kunnehåndtere større og komplekse operationer uden forEuropa, men vil i sådanne tilfælde have behov forat støtte sig til USA’s og delvis NATO’s evne til atgennemføre globale strategiske operationer.

aftaler, men deltager i alle tilgængelige internatio-nale fora, bl.a. som følge af den 60 år lange kon-kurrence med det rivaliserende nationalistpartipå Taiwan. Kina vil altid søge at opnå en særligposition i et sådant samarbejde, og internationaleregelsæt skal tilpasses en særlig kinesisk tolkning,der accepterer Kinas ret til en udemokratisk sty-reform og ret til afvisning af international ind-blanding i interne forhold, når kommunistpartietsinteresser bliver udfordret.Ikke-indblandingspolitikken forbliver et cen-tralt princip i Kinas udenrigspolitik. Ikke-ind-blandingspolitikken skal hindre, at diskussionaf Taiwan-spørgsmålet gøres til et internationaltanliggende, og ikke-indblandingspolitikken skalogså hindre diskussion af politiske styreformer iinternationale fora, herunder interne kinesiske for-hold, når ledelsen i Beijing ikke ønsker det. Kinaholder sine vestlige regioner, Tibet og Xinjiang,i et fast greb og er rede til at slå alle urolighederned. Kinas Kommunistiske Parti ser især oprør,der udspringer i religiøse retninger, som en trusselmod sin magt.Forholdet til USA er Kinas vigtigste udenrigs-politiske relation og vil være det i de næste mangeår. 20 % af Kinas eksport går til USA, og Kinahar et stort handelsoverskud. Kina har de overve-jende dele af sin valutareserve bundet i amerikan-ske værdipapirer og kan i givet fald kun langsomtsprede reserven på andre valutaer, uden risiko forat det påvirker det internationale valutamarked.Kina og USA har forskellige strategiske per-spektiver på Asien. Kina udnytter den indflydelse,som landets økonomiske styrke medfører, til atsamle landene i Nordøst- og Sydøstasien om sigfor på den måde at fjerne grundlaget for USA’stilstedeværelse. USA ser Kina som sin strategiskekonkurrent og betragter inddæmning af Kina somdet bedste middel til at fastholde sin indflydelse iAsien. USA anerkender imidlertid allerede i prak-sis Kinas status i regionen og behandler Kina somen ligemand, med hvem spørgsmål må afklares iform af kompromiser. USA er direkte involveret ide to vigtigste potentielle kriseområder nær Kina:Taiwan og Den Koreanske Halvø.Det er et ufravigeligt krav i al kinesisk politik,at Taiwan er en del af Kina. Kina har forpligtet sigselv til at genforene Taiwan med moderlandet, omnødvendigt med magt. USA tilskynder Taiwan til24

ikke officielt at erklære sin selvstændighed, fordiUSA har forpligtet sig til at forsvare Taiwan. Enbegyndende økonomisk integration mellem Kinaog Taiwan er dog allerede en kendsgerning, ogden uformelle dialog på tværs af Taiwanstrædetvil fortsat få stadig bedre vilkår. Interne politiskeforhold på begge sider af strædet kan dog føre tilnye politiske stridigheder. Kina har opbygget til-strækkelig militær styrke, især overlegne fly- ogflådestyrker samt tilstrækkelige amfibiestyrker, tilat kunne lægge et betydeligt pres på Taiwan, her-under gennemføre en blokade af øen. Det er dogikke sandsynligt, at forholdet mellem Kina og Tai-wan udvikler sig til en omfattende krig.Navnlig forhandlingsspillet om det nordkore-anske nukleare program er blevet et samarbejds-område mellem Kina og USA. Her indtager Kinaden ledende rolle som den eneste magt, der kanfremtvinge en fredelig afvikling af Nord koreasnukleare program. Kina søger indflydelse på denlangsigtede udvikling på Den Koreanske Halvø.Kina vil på kort til mellemlangt sigt søge at op-retholde status quo på Den Koreanske Halvø, menpresse på for at få reformer af Nordkoreas økono-mi og for at genskabe Den Koreanske Halvø somkernevåbenfrit område.En stigende del af Kinas olieimport stammerfra Mellemøsten, og Kina ser sig mere og mereafhængig af USA’s evne til at fastholde en tilstræk-kelig stabilitet i området. Kina har ikke en erklæretmellemøstpolitik, da det ikke ønsker at skulle tagestilling til konflikter, der i mange tilfælde har etreligiøst aspekt, og hvor man risikerer en konfron-tation med USA. I Mellemøsten vil Kina holde allemuligheder åbne, fordi det har brug for alle partersom fremtidige energileverandører.Kina er ved at blive Japans største samhandels-partner og vil få øget betydning for japansk økono-mi. Japan udgør ikke en langsigtet trussel for Kina.Japans befolkning bliver ældre, og Kina ser ikkeen langsigtet japansk militær oprustning som sand-synlig. Begge lande har en fælles forståelse for, atKorea-spørgsmålet skal løses fredeligt, men harikke fælles prioritering af de skridt, der skal til foren løsning af Korea-spørgsmålet. Kina vil gå langtfor ikke at støde Japan væk fra kinesisk påvirkning.Kinas engagement på det afrikanske kontinentskyldes mulighederne for adgang til energi- og rå-vareforekomster. Samarbejdet med de afrikanske

Indien kan kun med fortsat høj vækst få en pladsblandt verdens største økonomier på meget langtsigt. Den globale økonomiske krises påvirkningaf den indiske økonomi vil være relativt begræn-set på grund af landets begrænsede integration iverdensøkonomien.Indien har stadig mange ressourcer bundet i detproblematiske forhold til Pakistan og den uløstekonflikt om Kashmir. Forholdet til Pakistan prægeradskillige spørgsmål i indisk indenrigspolitik, sik-kerhedspolitik, handelspolitik og energipolitik ogforsinker en realisering af Indiens ambition om atblive den primære stormagt ved Det Indiske Ocean.Efter terrorangrebet i Mumbai i november 2008 erfredsprocessen mellem de to lande gået i stå, ogingen af parterne vil på kort sigt give væsentligeindrømmelser. Yderligere terrorangreb i Indien ogKashmir vil fortsat kunne spænde ben for en videreudvikling af fredsprocessen. En eventuel løsningpå Kashmirproblemet vil på langt sigt ske på denfremvoksende stormagt Indiens præmisser.Der er i Indien flere militante sunniekstremisti-ske organisationer, som har intention om og kapa-citet til at gennemføre terrorangreb i hele landet.Disse organisationer er motiveret af nationale ogregionale spændinger og konflikter og har primærtfokuseret på lokale mål.Den nukleare afskrækkelse mellem Indien ogPakistan betyder, at en eksistenskrig mellem deto stater er usandsynlig, men det er i nogen gradsandsynligt, at nye større terrorangreb i Kashmireller i selve Indien kan få Indien til at iværksætteen begrænset konventionel militær gengældelsehen over demarkationslinjen i Kashmir.Forholdet mellem Indien og USA er blevet styr-ket markant. De to lande underskrev en bilateralforsvarsaftale i 2005 og samme år anerkendte USAIndiens status som kernevåbenmagt. USA har ogsåstøttet den internationale godkendelse heraf i efter-året 2008, til trods for at Indien ikke har tilsluttetsig Ikke-spredningsaftalen (Non-Proliferation Tre-aty, (NPT)). USA’s interesse i Indien som strate-gisk partner skyldes især behovet for en modvægttil Kina. Indiens militære samarbejde med USA erunder udbygning og er udvidet med et tættere sam-arbejde med Israel og Japan. Den indiske interessei et strategisk samarbejde med USA er først ogfremmest at blive anerkendt som ligeværdig stor-magt, ikke at blive USA’s strategiske allierede.25

Kina og Indien har betragtet hinanden sommodspillere i mere end 40 år. Begge lande besid-der store økonomiske udviklingspotentialer ogmeget store militære styrker. Kina har tidligeremed stort held kunnet udmanøvrere og marginali-sere Indien og har dermed lagt hindringer i vejenfor Indiens ambitioner om at spille en væsentligregional rolle. Det er især sket ved omfattende ki-nesisk militær hjælp til Pakistan.Forholdet mellem Kina og Indien er blevet bed-re de seneste år. Kina ønsker som led i bestræbel-serne på at opnå asiatisk accept af sin status somØstasiens centrale magt at lægge rivaliseringenmed Indien bag sig. Begge parter ser fordele vedat øge deres samhandel. Der er dog en udbredt ogdybfølt skepsis i Indien over for Kinas voksendeindflydelse, ligesom de to lande har territorialeuoverensstemmelser, som ikke vil blive løst påkort til mellemlangt sigt.Kina fortsætter dog med at udfordre Indien vedat etablere havneanlæg i Pakistan, Burma, Bangla-desh og Sri Lanka for at få adgang til Det IndiskeOcean. Indien ser Det Indiske Ocean med fokus påDen Bengalske Bugt og Det Arabiske Hav som sitvigtigste farvand. Det Indiske Ocean er blevet gen-stand for stormagternes sømilitære opmærksom-hed. Det skyldes især stormagternes strategiskeinteresse i oceanet som afgørende handelsvej mel-lem verdensdelene. Det er sandsynligt, at den om-fattende flådetilstedeværelse, som bekæmpelse afpirateri omkring Adenbugten har medført, i nogenudstrækning vil blive fastholdt, hvis pirateripro-blemet aftager. Således vil Det Indiske Ocean ogsåpå langt sigt være betydningsfuldt for de globalestormagter.Indien råder over et konventionelt stormagtsfor-svar med en afbalanceret sammensætning af land,luft- og flådestyrker. Dertil kommer et voksendeelement af taktiske kernevåben. Den én millionmand store hær sikrer grænserne til Pakistan ogKina. Fly- og især flådestyrkerne har et omfangog en rækkevidde, der svarer til ønsket om at væreden dominerende magt ved Det Indiske Ocean.

Rusland søger en stormagtsrolle og udfordrerVesten. Den russiske ledelse giver høj priori·tet til en modernisering af forsvaret, men denøkonomiske krise forsinker reformplanerne,og Rusland udgør ikke nogen militær trusselmod Vesten, selv på langt sigt.Efter ti års høj vækst og økonomisk genrejsninger Rusland blevet hårdt ramt af den globale økono-miske krise. På kort og mellemlangt sigt vil krisenbyde på betydelige økonomiske og sociale udfor-dringer. På trods af dette er Rusland så politiskog økonomisk konsolideret, at styret kan formelandets videre udvikling og fremtidige politiskesystem. Det er meget sandsynligt, at præsidentDmitriy Medvedevs og premierminister Vladi-mir Putins ledelse vil konsolidere det nuværendestyre, selv om der vil opstå øget politisk utilfreds-hed som følge af krisen. Det vil betyde, at vestligedemokratiers parlamentariske og retlige normersamt en række internationale regler og normerfortsat delvis vil blive afvist.Rusland har indledt en konfrontatorisk uden-rigspolitik. Det afspejler en opfattelse i landetsledelse af, at Ruslands magt, efter de foregåendeårs store økonomiske vækst, er voksende, og atRusland derfor skal genindtage en rolle som stor-magt i international politik. Det afspejler også, atrussisk udenrigs- og sikkerhedspolitisk tænkningundertiden fører til trusler om at anvende militæremidler over for udlandet, hvis de kommer på tværsaf Ruslands interesser. Det har især været tilfældetmed Georgien og Ukraine, men også Polen, Tjek-kiet og de baltiske lande.Rusland vil samarbejde med andre stormagterog regionale magter som f.eks. Kina, Indien ogIran. Der vil ikke være tale om egentlige alliancer,men om samarbejdsmønstre, hvor interessesam-menfald og styrken af samarbejdet vil varieremeget. For EU og USA betyder det, at Ruslandvil forblive en selvhævdende og egenrådig aktør imange internationale spørgsmål.Under konflikten med Georgien i august 2008søgte Rusland med militære midler at tydelig-gøre SNG-området som russisk interessesfære,og Rusland har ved på ny at anvende olie- og gas-forsyning som pressionsmiddel over for Ukraine ibegyndelsen af 2009 vist Ukraines afhængighedaf Rusland.

Rusland definerer stadig sin rolle som stormagti forhold til de gamle modstandere fra Den KoldeKrig, USA og NATO. Det sker uden skelen til, omUSA og NATO er den reelle trussel mod Ruslandsposition i verden. Rusland har et betydeligt poten-tiale til at skabe militære og sikkerhedspolitiskevanskeligheder for USA. I en årrække har USAopfattet og behandlet Rusland som en besværligog selvhævdende magt med en urealistisk opfat-telse af sin egen betydning. Samtidig har Ruslandværet trængt i en række vigtige udenrigs- og sik-kerhedspolitiske spørgsmål, herunder om USA’splaner for strategisk missilforsvar i Polen og Tjek-kiet og NATO-udvidelser i SNG-området.USA’s nye administration har indledningsvissendt forsonende signaler til Rusland. Den russi-ske reaktion har været positiv, men afmålt og ikkeeftergivende. Det er ikke sandsynligt, at USA idialogen med Rusland ensidigt giver sig uden at fånoget igen. USA vil ikke mindst forvente russiskstøtte i spørgsmålet om Irans nukleare program.De nye toner i det amerikansk-russiske forhold harpotentialet til at skabe en dialog, som er forudsæt-ningen for aftaler om eksempelvis nedrustning,strategisk missilforsvar og våbeninspektion.Rusland betegner officielt Kina som strategiskpartner. Især stærke russiske reservationer overfor Kina og dets styrke og intentioner på langt sigtmodvirker dog, at landenes strategiske relationeruddybes. Det kommer i praksis til udtryk i Rus-lands forholdsvis begrænsede eksport af energi oghøjteknologi, herunder højteknologiske våben, tilKina. Rusland foretrækker af økonomiske og stra-tegiske hensyn at sprede sin eksport og andre kon-takter til en bredere kreds af lande, hvor både EUog Indien ofte vægtes tungere end Kina.Rusland og Indien har traditionelt haft gode ogtætte relationer. Rusland har ikke samme reservati-oner over for Indien, som det har over for Kina, ogser tværtimod det indisk-russiske forhold som enmulighed for at danne modvægt til Kina i forskel-lige sammenhænge. Rusland ønsker at eksporteremere avanceret militærteknologi og energi til Indi-en. Begrænsningerne i de indisk-russiske relationerligger snarere i Indiens tilbageholdenhed og ønskeom at sprede sine forbindelser til mange partnere.På trods af den økonomiske krise vil den rus-siske ledelse give høj prioritet til at modernisereforsvaret. Under konflikten med Georgien viste

Rusland, at det allerede har opbygget en evne tilen hurtig militær indgriben i SNG-området. Denøkonomiske krise vil dog forsinke gennemførel-sen af reformplanerne og de nødvendige anskaf-felser af materiel.Hovedparten af de lavt prioriterede enheder medovervejende værnepligtig bemanding vil forsvinde,og kun professionelt bemandede enheder vil blivetilbage i fuldt, permanent beredskab. Alligevel vilRusland ikke helt give afkald på en værnepligtigmobiliseringshær. Der vil således blive opretholdtto helt forskellige hære: En professionel hær medfuldt eller næsten fuldt bemandede enheder, rede tilat blive indsat med kort varsel, og en hær af værne-pligtige, der med ugers eller måneders varsel skalkunne opstille yderligere kampenheder.Rusland prioriterer evnen til at demonstreremilitær magt over lange afstande med fly- ogflådestyrker. Rusland har således siden efteråret2007 gennemført flere aktiviteter med strategiskebombefly og flådestyrker til områder langt fra lan-dets grænser. Rusland vil dermed demonstrere,at det råder over militære magtmidler, der kanunderstøtte den konfrontatoriske udenrigspolitik.Den markante aktivitet med de strategiske bombe-fly er i aftagende, fordi der ikke er det tilstrække-lige materiel til at gennemføre missionerne. Denøkonomiske krise vil også bidrage til at lægge endæmper på aktivitetsniveauet.Selv om en kernevåbenkrig også i russisk optiker usandsynlig, er besiddelsen af evnen til nuklearafskrækkelse central for Ruslands selvforståelse.Opretholdelsen af et troværdigt kernevåbenarse-nal vil derfor også i fremtiden have en høj priori-tet. I den nuværende reformperiode, der ikke kanundgå at medføre visse reduktioner i beredskabet,vil de nukleare styrker endda få tillagt en relativtstørre betydning. Alligevel er det sandsynligt, atRusland vil være nødt til at gennemføre store ned-skæringer af sine strategiske kernevåbenstyrker,fordi et stort antal af Ruslands interkontinentaleballistiske missiler er ved at være forældede, ogfordi der ikke er midler til at anskaffe missiler i etomfang som hidtil.Betydelige politiske, økonomiske og socialeproblemer forhindrer Rusland i at få magt til atudgøre en militær trussel mod USA, NATO ellerKina.

EuropaRusland og EUEU vil fortsat være afhængig af russiskeenergileverancer. Det er meget sandsynligt,at Ruslands relationer til EU også på mellem·langt og langt sigt vil bære præg af periode·vise uoverensstemmelser, bl.a. fordi Ruslandvil se bort fra den skade, dets energipolitikover for landene i SNG·området kan påføreogså dets europæiske kunder i en kortereperiode.Rusland har en stærkt stigende samhandel medEU, som er Ruslands vigtigste samhandelspartner.Især olie, gas og andre råstoffer eksporteres tilEU-landene, som eksporterer højteknologiske pro-dukter til Rusland. Også investeringerne mellemEU og Rusland er stigende. EU vil i de kommendeårtier få en faldende produktion af naturgas, menstigende efterspørgsel. Samtidig har EU-landene etønske om mindre afhængighed af russiske natur-gasleverancer. Derfor forsøger de at mindske deresafhængighed ved at bruge andre energiformer ogenergileverandører. EU’s energipolitik forhindrer,at EU kan stå som en samlet aftager over for Rus-land. Disse forhold fører til betydelige gnidninger ienergisamhandlen mellem Rusland og EU.Det er meget sandsynligt, at Ruslands relationertil EU også på mellemlangt og langt sigt vil bærepræg af periodevise uoverensstemmelser. Overord-net vil der dog i EU’s kernelande være så stærkepolitiske og økonomiske interesser i at opretholdedialogen med Rusland, at EU ikke vil være villigtil at nedfryse relationerne over længere perioder.Rusland vil ikke lade sin indenrigs- eller uden-rigspolitik styre af krav eller protester fra EU.Rusland vil være villig til at betale de omkostnin-ger, som det kan have i begrænsede perioder ogi forhold til enkelte eller flere EU-medlemmer attrodse EU’s krav og synspunkter. Rusland vil så-ledes ikke undlade at bruge olie- og gasforsyningsom pressionsmiddel over for sine naboer i SNG-området, selv om flere EU-lande med varierendestyrke bliver ramt af forsyningsproblemer somkonsekvens heraf. Rusland råder dog ikke overgasrørledninger, der gør det muligt at sælge gas-sen til andre end europæiske kunder.28

området er Belarus afhængig af import fra Rus-land af en meget stor del af sin olie og naturgas.Til gengæld er Rusland afhængig af Belarus somtransitland til Central- og Vesteuropa.Forholdet mellem Belarus og Rusland er dogofte problematisk, fordi regeringen i Belarus for-søger at undgå russisk økonomisk og politisk do-minans. Derfor forsøger Belarus at skabe en mod-vægt til Rusland ved demonstrative kontakter tilf.eks. Venezuela og Iran og undertiden også medantydninger af interesse for samarbejde med EUog NATO.Rusland vil fortsat bruge olie- og gasforsynin-gen til at lægge pres på Belarus. Den belarussiskeregering søger at undgå fuldstændig russisk domi-nans, f.eks. ved at komplicere salg af belarussiskevirksomheder og infrastruktur til russiske stats-virksomheder.Det er sandsynligt, at den russiske ledelse øn-sker et ledelsesskifte i Belarus, men det belarussi-ske styre er i stand til at udmanøvrere potentiellekandidater, som det anser for stråmænd forMoskva. Det er sandsynligt, at det nuværendestyre vil kunne regne med Ruslands stiltiende ac-cept, så længe Rusland ikke er i stand til at findeet egnet alternativ.Det er meget sandsynligt, at en ny ledelse, derkommer til magten i Belarus på Ruslands præmis-ser, fortsat vil knytte landet meget tæt til Rusland.Det er dog i nogen grad sandsynligt, at et ledelses-skifte, især hvis det sker uden Ruslands direktestyring, kan fremkalde en sådan dynamik i detbelarussiske samfund, at et krav om en vis tilnær-melse til Europa kan vokse frem. Rusland vil imø-degå en sådan udvikling ved at udnytte sine mangekontakter i det belarussiske stats- og sikkerheds-apparat og i de belarussiske væbnede styrker til atneutralisere krav om tilnærmelse til Europa.Da den nationale identitet i Belarus er svag, ogda landets elite i vid udstrækning identificerer sigmed russiske interesser, er det sandsynligt, atBelarus på mellemlangt til langt sigt vil bevare sinprorussiske sikkerhedspolitiske orientering.

Den mangeårige splittelse i Ukraines parlamentog regering har lammet den politiske beslutnings-proces. Ukraines udenrigspolitiske orienteringer en stadig pendulbevægelse mellem Vesten ogRusland. I hvilken retning pendulet bevæger sigafhænger af, hvilke kræfter der dominerer rege-ringen. Der er et udbredt ønske om medlemskab afEU, men samtidig også en udbredt erkendelse af,at de økonomiske og politiske bånd til Ruslandenten ikke kan eller bør svækkes.Ukraine indtager en særstilling i Ruslands po-litik over for NATO og SNG-området på grundaf sin størrelse, økonomiske vægt, geografiskeplacering mellem det centrale Europa og Ruslandog ikke mindst de mange forbindelser af historiskog kulturel art mellem de to lande. Selv om storedele af den politiske elite ønsker ukrainsk med-lemskab af NATO, er den folkelige opbakning tilet NATO-medlemskab beskeden. Spørgsmålet omNATO-medlemskab vil fortsat splitte Ukraineselite og vælgerbefolkning og vil bidrage til dennæsten permanente lammelse af landets politiskebeslutningsproces. NATO-spørgsmålet har ogsåpotentiale til yderligere at uddybe de politiske ogkulturelle skel mellem Ukraines vestlige, europæ-isk orienterede dele og de østlige og sydlige russiskorienterede dele.Ruslands konflikt med Georgien i august 2008var en militær advarsel til også Ukraine om, atRusland vil modarbejde Ukraines medlemskabaf NATO. Rusland har efter konflikten med Ge-orgien i august 2008 udtalt sig kritisk og direktetruende over for Ukraine. Rusland har kritiseretUkraine for at støtte Georgien og for at levere vå-ben til det. Et direkte russisk angreb på Ukrainemed indsættelse af omfattende land-, luft- og sø-militære styrker er dog ikke sandsynligt. De po-litiske og militære omkostninger vil være alt forstore for Rusland.Det er meget sandsynligt, at Rusland vil fort-sætte med at bruge olie- og gasforsyningen til atlægge pres på Ukraine, og det kan i perioder på-virke EU-landene. Af hensyn til de vigtige euro-pæiske aftagere vil Rusland kun afbryde ellerreducere gasforsyningerne i kortere perioder adgangen for at opnå indrømmelser i prisspørgsmålog i stridigheder om ejerskab af ukrainsk energi-infrastruktur. Rusland vil også kunne bruge olie-og gasforsyningen til at minde Ukraines ledelse29

Udviklingen på Vest-BalkanDen forholdsvis rolige situation i Kosovo skyl·des overordnet, at både Kosovo og Serbienønsker et godt forhold til EU. I Serbien harregeringen i nogen grad haft succes med atnedtone Kosovos betydning på den inden·rigspolitiske dagsorden. Der vil fortsat værespændinger mellem de kosovoalbanske og dekosovoserbiske befolkningsgrupper, især i detnordlige Kosovo.På Balkan går det langsomt fremad med politiskeog økonomiske reformer. Regionen er blandt defattigste i Europa. Området fungerer som transit-region for smugling af narkotika, illegale indvan-drere og prostituerede til Vesteuropa. Problemet ermest fremtrædende i de albansk dominerede områ-der. Der er en generel tendens til, at kampen modorganiseret kriminalitet styrkes, men en effektivkontrol med den organiserede kriminalitets akti-viteter er ikke sandsynlig på mellemlangt til langtsigt. De militære styrker på Balkan er blevet orien-teret mod intern sikkerhed og nationalt forsvar.Kosovo vil på kort til mellemlangt sigt fortsatvære præget af intern politisk ustabilitet og orga-niseret kriminalitet og vil kræve det internationalesamfunds, og i særdeleshed EU’s, opmærksomhedi form af politisk og sikkerhedsmæssig stabiliseringog økonomisk støtte. Der vil fortsat være spændin-ger mellem de kosovoalbanske og de kosovoserbi-ske befolkningsgrupper, især i det nordlige Kosovo.FN’s generalsekretær lod i slutningen af 2008EU’s Politi- og Retsmission i Kosovo, EULEX,indsætte i Kosovo. Det er EULEX’ opgave atstøtte Kosovos myndigheder med at opbygge po-liti-, rets- og toldmyndigheder. EULEX er formeltunderlagt FN’s mission UNMIK, men ledes ope-rativt af EU. Indsættelsen af EULEX er forløbetuden nævneværdig modstand.Hverken kosovoalbanerne eller kosovoserbernehar viljen til at anstifte omfattende, koordineredeuroligheder. Den forholdsvis rolige situation iKosovo skyldes, at både Kosovo og Serbien øn-sker et godt forhold til det internationale samfund,ikke mindst EU. Der er dog en vedvarende trusseli form af enkeltstående hændelser, der oftest vilhave en ikke-politisk baggrund, f.eks. kriminalitet.Serbiens henvendelse til Den InternationaleDomstol (ICJ) om at komme med en vejledende

Georgien har valgt en konfrontatorisk og udfor-drende linje over for Rusland og opsagde umid-delbart efter konflikten med Rusland i august2008 sit medlemskab af SNG. Der er i Georgienstørre folkelig opbakning til ønsket om NATO-medlemskabet end i Ukraine.Georgien har gennem en målrettet indsats gjortsig næsten helt uafhængig af russiske energileve-rancer, herunder elektricitet, og dækker nu stør-stedelen af sit olie- og naturgasforbrug gennemimport fra Aserbajdsjan. Georgien fungerer somtransitland for store mængder kaspisk olie og na-turgas via rørledninger til Sortehavet og Tyrkiet.Samtidig er Georgien transitland for russisk natur-gas til Armenien.Efter konflikten med Georgien i august 2008 harRusland anlagt militærbaser i Abkhasien og Sydos-setien. Rusland har formelt anerkendt de to georgi-ske områders selvstændighed. Ingen af de øvrigeSNG-stater har hidtil fulgt Ruslands anerkendelse,og foruden Rusland har kun Nicaragua anerkendtAbkhasien og Sydossetien som selvstændige stater.Rusland vil ikke lade sin adfærd i Georgien påvirkeaf vestlige krav og fordømmelser.Præsident Mikhail Saakashvilis håndteringaf forholdet til Rusland og i særdeleshed krigeni august 2008 har givet nyt liv til oppositions-grupperne. Præsident Saakashvilis position ersvækket, men oppositionen er dog fortsat split-tet i adskillige partier. Det er derfor sandsynligt,at Saakashvili kan overleve politisk på kort sigt.Rusland vil arbejde for at få indsat et prorussiskstyre i Georgien, men det er ikke sandsynligt, atRusland iværksætter militære operationer modGeorgien med det formål fysisk at fjerne MikhailSaakashvili fra magten.30

udtalelse, om Kosovos selvstændighed er i over-ensstemmelse med folkeretten, har ført til tilba-geholdenhed hos mange lande med at anerkendeKosovo. Fem EU-lande anerkender fortsat ikkeKosovos selvstændighed, skønt de acceptererEU’s rolle i Kosovo, herunder EULEX. Det ersandsynligt, at Kosovo ikke vil blive anerkendt afvæsentligt flere end de nuværende 60 stater, førdenne udtalelse fra ICJ foreligger.Den serbiske regering er domineret af demo-kratiske og liberale kræfter, og den nationalisti-ske opposition er blevet mere splittet. Regeringenprioriterer tilnærmelse til EU højt. Markanteskridt i denne retning er Serbiens underskrivelseaf Stabiliserings, Samarbejds- og Associerings-aftalen med EU og udleveringen af den tidligerebosnisk-serbiske leder, Radovan Karadzic, tilDen Internationale Krigsforbryderdomstol i Haagi sommeren 2008.Det er den serbiske regerings politik, at kam-pen om Kosovo skal føres med diplomatiske mid-ler. Dette er et kompromis mellem EU-bestræ-belserne og det indenrigspolitiske pres omkringKosovo-spørgsmålet. Den serbiske regering hardog i nogen grad haft succes med at nedtone Ko-sovos betydning på den indenrigspolitiske dags-orden. Det er sandsynligt, at den politiske elitegradvis vil erkende, at Kosovo er tabt for Serbien,men på grund af Kosovos store symbolværdi iserbisk national identitet, vil det blive brugt tak-tisk i det indenrigspolitiske magtspil.Rusland vil forsøge at knytte Serbien tættere tilsig. Det har investeret massivt i Serbiens energi-sektor, og Serbien er forudset til at få en centralplacering i det russiske netværk af naturgasled-ninger på Balkan. På mellemlangt sigt vil Ruslanddog ikke kunne udgøre et egentligt alternativ tilEU’s økonomiske og politiske tiltrækningskraft.

Den væsentligste terrortrussel i Europa kommerfra militante sunniekstremister og især fra perso-ner, der har gennemført træning i militante sun-niekstremistiske lejre uden for Europa. Der harværet flere eksempler på, at personer har væretinvolveret i angrebsplaner mod mål i Europa efterat have gennemgået uddannelse i træningslejremed forbindelse til al-Qaida. I flere tilfælde harder været tale om planlægning, der udsprang fraal-Qaidas topledelse.Størstedelen af de europæiske militante sunni-ekstremister, der ønsker at komme i kamp ellerblive terrorister, søger mod grænseområdet mel-lem Pakistan og Afghanistan. Irak, der tidligerevar det foretrukne rejsemål, tiltrækker stadigeuropæiske sunniekstremister, selv om antallet eraftagende. Somalia tiltrækker derimod et voksen-de antal europæiske militante.Lokale celler af militante sunniekstremister iEuropa, der er inspireret af al-Qaidas ideologi, ud-gør også en terrortrussel. Det vil dog være yderstsjældent, at de på egen hånd formår at tilegne sigden fornødne operative erfaring og kapacitet.Det er sandsynligt, at militante sunniekstremi-stiske netværk bestående af nordafrikanske im-migranter har intention om og kapacitet til at gen-nemføre terrorangreb i Europa. Det gælder især ilande som Frankrig, Italien og Spanien, hvor derer betydelige nordafrikanske befolkningsgrupper.Dele af den radikale bosniske islamistiske ung-domsorganisation Aktivna Islamska Omladinaudgør en potentiel terrortrussel, fordi den har om-fattende programmer for rekruttering og radikali-sering samt kontakter i militante sunniekstremi-stiske miljøer uden for Bosnien.Den omfattende indsats for at bekæmpe terro-risme, der udføres i mange lande, herunder i Dan-mark, har betydet, at en række planlagte terroran-greb er blevet afværget, mens et antal angreb ermislykkedes. Det er meget sandsynligt, at militan-te sunniekstremister fortsat vil planlægge angreb iEuropa, og at enkelte angreb vil blive gennemført.Det kan både ske som angreb af en vis kompleksi-tet, som angrebene i Madrid og London, eller somsimple angreb, herunder angreb på fremtrædendeenkeltpersoner.

MellemøstenDe seneste årtier har islamistiske bevægel·ser vundet stadig større opbakning. Det er inogen grad sandsynligt, at nogle islamistiskebevægelser eller dele af disse vil gennemgåen radikalisering som konsekvens af fortsatpolitisk udelukkelse. Det er sandsynligt, atregeringerne vil fortsætte en forsigtig reform·kurs, hvor hovedvægten ligger på økono·miske reformer, mens politiske reformer vilvære begrænsede. Militante sunniekstremi·stiske netværk i Mellemøsten udgør en ter·rortrussel mod vestlige mål i regionen, menspiller også en rolle for terrortruslen andresteder.Landene i Mellemøsten har generelt meget storbefolkningstilvækst. Trods en lavere vækstrate ide senere år vil befolkningstallet blive fordoblet iløbet af de næste tre årtier. Sideløbende har lan-dene gennemgået en kraftig urbanisering og enmarkant forandring af erhvervsstrukturen. Detbetyder, at økonomierne er karakteriseret vedvoksende indkomstforskelle, stor fattigdom og højarbejdsløshed. Dertil kommer, at hovedparten afregionens lande ikke har formået at udvikle mo-derne økonomier, som kan give uddannelse ogbeskæftigelse til den voksende generation af unge.Mellemøstens høje befolkningstilvækst og mang-lende økonomiske fremdrift vil i de kommendeårtier forstærke de islamistiske strømninger, her-under både militante og ikke-voldelige politiskorienterede grupper.I hovedparten af Mellemøsten har de politiskesystemer begrænset folkelig opbakning. De bæ-rende statsinstitutioner er de væbnede styrker ogsikkerhedstjenesterne. Arrestation af oppositions-politikere, kritiske journalister og menneskerettig-hedsforkæmpere er udbredt.Flere af regionens regeringer har gennem deseneste år, bl.a. med henvisning til kampen modterror, slået ned på den islamistiske opposition.De har ikke skelnet mellem fredelige islamistiskebevægelser med brede politiske og sociale mål ogmindre, yderliggående grupper, som bekender sigtil terrorisme. I modsætning til den verdslige op-position har det ikke været muligt på samme måde32

at slå den islamistiske strømning ned. Det skyldesbl.a., at den med sine værdier spiller på befolknin-gernes kulturelle og historiske arv og dermed gørsig til en del af en regional identitet, som ingenmagthaver i Mellemøsten reelt vover at under-trykke.De islamistiske bevægelser, der de senesteårtier har vundet frem blandt befolkningerne iMellemøsten, tager udgangspunkt i ideologiskefortolkninger af islam. Deres mål er i mange til-fælde gennem politisk virke at indføre en isla-misk stat. På grund af myndighedernes strammekontrol er bevægelserne primært begrænset tilsociale aktiviteter. Bevægelserne appellerer til enudbredt folkelig skepsis over for de siddende rege-ringer. De islamistiske bevægelser hviler ligesomderes verdslige politiske konkurrenter ofte på etnationalt fundament og er primært nationalt ori-enterede politiske aktører. Deres mærkesager erogså typisk islamisk orienterede reformer på detsociale, uddannelsesmæssige, økonomiske og juri-diske område.På trods af de begrænsninger, som flere rege-ringer i regionen lægger på de islamiske partierspolitiske deltagelse, er den folkelige støtte til derespolitik og ideologi stadig stærk. Det er sandsyn-ligt, at den udvikling vil fortsætte. Styrerne vildog i videst muligt omfang søge at inddæmmeden udfordring, de islamistiske bevægelser udgør.Disse bevægelser vil reagere på deres begrænsedeadgang til magten på forskellig vis. Mens noglevil fortsætte deres arbejde inden for de snævrepolitiske rammer, vil andre styrke deres socialeprofil og dæmpe det politiske engagement. Deter i nogen grad sandsynligt, at nogle islamistiskebevægelser, eller dele inden for bevægelserne, vilgennemgå en radikalisering som konsekvens affortsat politisk udelukkelse.Styrerne i regionen vil forfølge en politik, sompå den ene side tilgodeser behovet for reformer ogpå den anden tilgodeser ønsket om at inddæmmeislamistisk opposition. Det er derfor sandsynligt,at styrerne vil fortsætte en forsigtig reformkurs,hvor hovedvægten ligger på økonomiske reformer,mens politiske reformer vil være begrænsede.Den israelsk-palæstinensiske konflikt har af-

Magtbalancen i MellemøstenIran har øget sin indflydelse i Mellemøsten,bl.a. gennem støtte til Hizbollah og Hamas.Dette øger modsætningsforholdet til de flestesunniarabiske lande, herunder navnlig Saudi·Arabien, Jordan og Ægypten. Saudi·Arabienforsøger at forbedre forholdet til Syrien efterarabisk splittelse i forbindelse med Gaza·konflikten i januar 2009.Irans indflydelse i Mellemøsten er øget i de senereår, bl.a. fordi Iran bruger sin støtte til Hamas ogHizbollah til at styrke sin stilling. Irans primærestatslige samarbejdspartner i regionen er Syrien,men de fleste sunniarabiske lande anført af Saudi-Arabien, Jordan og Ægypten nærer stor mistro tilIrans politiske og militære ambitioner. Det til tiderspændte forhold mellem Iran og de sunniarabiskelande er i sin kerne en kamp om magt i regionen.Hverken Iran eller de sunniarabiske lande ønskerdog en åben konfrontation, da det vil få alvorligeregionale konsekvenser.Den nye amerikanske regering prioriterer i sinMellemøst-politik håndteringen af Iran, Irak, Sy-rien og Israel-Palæstina. Det er i den forbindelsesandsynligt, at USA vil arbejde for at sikre Saudi-Arabien en fortsat position som ledende regionalaktør.Saudi-Arabien er sammen med Jordan ogÆgypten begyndt at opbløde forholdet til Syrien,der er Irans stærkeste arabiske allierede. Saudi-Arabien forsøger hermed at råde bod på den ara-biske splittelse i forbindelse med Gaza-konflikteni begyndelsen af 2009. Funktionen som samlendekraft er afgørende, hvis Saudi-Arabien vil sikresin position som ledende regional aktør.De store sunnimuslimske landes politiske linjeer ved flere lejligheder gennem de seneste år ble-vet udfordret af Qatar. Qatar har kunnet handle

Israel og nabolandeneDen israelsk·palæstinensiske fredsprocesgår trægt. Udviklingen i Det PalæstinensiskeSelvstyre er præget af magtkampen mellemFatah og Hamas. Det er usandsynligt, at Hiz·bollah på kort sigt vil give slip på sin positionsom modstandsbevægelse over for Israel. Enmilitær konflikt mellem Israel og Hizbollah erdog ikke sandsynlig på kort sigt. Samtidig sø·ger Syrien ud af sin internationale isolation.Den israelsk-palæstinensiske fredsproces er gåettrægt siden det internationale møde i Annapolisi USA i 2007. Der er udbredt mistillid mellemparterne, som kun i begrænset omfang forsøgerat efterleve de forpligtelser, de har indgået. Kri-gen mellem Israel og Hamas i Gaza 2008-2009og palæstinensisk politisk splittelse har bidragettil at sætte processen yderligere tilbage. Parternestår langt fra hinanden, og der er ikke udsigt til envarig politisk løsning eller fungerende delaftalerpå kort sigt. På langt sigt kan en permanent aftaledog blive en realitet.Premierminister Benjamin Netanyahus rege-ring vil være under internationalt pres for at gen-starte fredsforhandlingerne med palæstinenserneog opfylde Israels forpligtelser under Kørepla-nen for Fred fra 2002. En række af Netanyahusbetingelser for en to-statsløsning, herunder bl.a.afmilitarisering af De Palæstinensiske Selvstyre-områder og afvisningen af at give palæstinensernekontrol over Østjerusalem, vil dog vanskeliggøre33

fredsforhandlinger. Det er sandsynligt, at den nyeisraelske regering vil fortsætte med at udvide ek-sisterende bosættelser på Vestbredden. Den palæ-stinensiske præsident, Mahmoud Abbas, har fleregange opfordret til, at der bliver indsat en inter-national styrke for at tage ansvar for sikkerhedeni de besatte områder. Såvel flere palæstinensiskebevægelser, deriblandt Hamas, som Israel har doghidtil afvist tanken om en international styrke.Det er sandsynligt, at den israelske regeringgradvis og med visse modifikationer vil gøre byg-geriet af den fysiske barriere mellem den nord-vestlige del af Vestbredden og selve Israel færdigt.Israel vil med barrieren inddrage dele af Vestbred-den som israelsk territorium og afskære den ara-biske del af Jerusalem fra Vestbredden. Etableringaf barrieren og Israels udvidelser af bosættelserpå Vestbredden vanskeliggør forhandlinger omgrænsedragning.Udviklingen i Det Palæstinensiske Selvstyre vilvære præget af magtkampen mellem Fatah og Ha-mas. Hamas vil være uomgængelig i enhver internpalæstinensisk politisk bestræbelse, som går ud påat opnå tilslutning og folkelig legitimitet. Hamas’væbnede kamp mod Israel har udbygget bevægel-sens popularitet på Vestbredden og i Mellemøstengenerelt. Skønt Hamas tabte den militære konfliktmed Israel i Gaza, blev det forhold, at bevægelsenikke blev udslettet, udlagt som en sejr. Viljen tilat tage kampen op mod Israel og Hamas’ ry forikke at være korrupt er med til at øge popularite-ten. Hamas’ folkelige tilslutning er så omfattende,at det ikke er sandsynligt, at der kan laves enholdbar aftale om fred uden at inddrage Hamas.Samtidig er bevægelsens voksende popularitet enstadig større udfordring for både Fatah på Vest-bredden og de moderate og vestligt orienterederegeringer, herunder den ægyptiske. Det er ikkesandsynligt, at Hamas vil opgive sin reelle kontrolmed Gaza på kort sigt.Ud over Jaish al-Islams kidnapning af den bri-tiske journalist Alan Johnston i 2007 har der ikkeværet tegn på, at al-Qaida-inspirerede militantesunniekstremistiske netværk har stået bag terror-handlinger i Israel eller i de palæstinensiske om-råder. Der er dog en voksende tendens til militantsunniekstremisme i områderne.Det er sandsynligt, at militante sunniekstre-mistiske netværk vil søge at etablere sig i Israel34

og i de palæstinensiske områder, og at enkeltper-soner vil søge at opnå støtte fra operatører ellerbagmænd i militante sunniekstremistiske netværksom al-Qaida uden for Israel og de palæstinensi-ske områder.Hizbollah, Hamas og de militante palæstinen-siske grupper udgør en trussel mod Israels indresikkerhed, men kan ikke true selve Israels eksi-stens. Israel vil fortsat opfatte Irans udvikling afet program for kernevåben som den altoverskyg-gende eksistentielle trussel.Frem til 2003 var selvmordsangreb den pri-mære trussel, men truslen mod Israel kommernu primært fra raketangreb. Under krigen i Gazafra december 2008 til januar 2009 demonstreredede israelske styrker, at de havde taget ved læreaf de taktiske fejltagelser i Libanon i 2006. Menselv om styrkerne kunne operere i Gaza, uden atHamas var i stand til at påføre dem tab, lykkedesdet ikke at udslette Hamas og organisationens vå-benlagre. Raketangreb fra Gaza er fortsat hyppigtforekommende.Hizbollah har ikke angrebet Israel siden krigensluttede i 2006, men organisationen har kapacitettil at bombardere civile mål i Israel og forvoldestor skade. Derfor er truslen fra grænsen mod Li-banon fortsat central for israelsk forsvars- og sik-kerhedspolitik. Det er ikke sandsynligt, at Israelpå kort sigt kan neutralisere eller opnå fuldstændigkontrol med de asymmetriske trusler fra de væbne-de palæstinensiske grupper og Hizbollah. Israel vildog udvikle sin evne til at inddæmme og begrænsedisse trusler, f.eks. ved hjælp af luftværn.Israels militære kampagne i Libanon i som-meren 2006 forrykkede ikke afgørende den mi-litære balance mellem Hizbollah og Israel. Selvom deployeringen af en forstærket FN-styrke harlagt begrænsninger på Hizbollahs operationelleråderum i det sydlige Libanon, har Hizbollah si-den krigen genopbygget og udvidet sine militærekapaciteter i området. Det betyder, at Hizbollahfortsat kan gennemføre defensive operationer i detsydlige Libanon og udføre angreb med rakettereller specialstyrker i Israel. Det er usandsynligt,at Hizbollah på kort sigt vil opgive sin militærekapacitet eller give slip på sin position som mod-standsbevægelse over for Israel.Det israelske forsvars evne til at gennemføreoffensive operationer med samvirke mellem alle

værn og våbenarter er blevet genopbygget. Des-uden har Israel lanceret en ny doktrin i tilfældeaf en krig med Hizbollah, der vil medføre størreødelæggelser i Libanon, end tilfældet var i 2006.Begge forhold gør, at Hizbollah må forudse, atomkostningerne ved en ny krig med Israel vilblive meget større end i 2006 for både organisatio-nen og det libanesiske samfund. Derfor er en for-nyet militær konflikt mellem Israel og Hizbollahikke sandsynlig på kort sigt på trods af Hizbollahsaggressive retorik.I Libanon gav parlamentsvalget den 7. juni2009 umiddelbart en klar sejr til den vestligt ori-enterede 14. Marts-Koalition. Alligevel er detsandsynligt, at Libanon endnu en gang vil få enbred samlingsregering. Det skyldes bl.a. den etni-ske og religiøse mangfoldighed, det parlamentari-ske dødvande fra 2006 til 2008 og særligt urolig-hederne i maj 2008, hvor Libanon var på kantenaf endnu en borgerkrig. Som deltager i en sam-lingsregering vil Hizbollahs primære mål være atbevare bevægelsens væbnede gren og ikke mindstkontrollen med den. En frivillig eller ufrivilligafvæbning af Hizbollah er usandsynlig, selv pålangt sigt. I forlængelse heraf vil Hizbollah ogsåbruge sin indflydelse til at modsætte sig ethverttilløb til en libanesisk fredsslutning med Israel.De libanesiske myndigheder har de seneste århaft en vis succes over for de militante sunnieks-tremistiske netværks aktiviteter i landet. Myn-dighederne har både været i stand til at forhindreflere alvorlige angreb og optrævle celler, somplanlagde aktioner mod bl.a. vestlige og libanesi-ske mål og organiserede træning og rejser for mu-jahediner til kampene i Irak.De palæstinensiske flygtningelejre i Libanonfungerer dog stadig som fristed for forskellige mi-litante sunniekstremistiske grupper og enkeltper-soner, som har forbindelse til al-Qaida. Enkeltper-sonerne indgår ofte i løse netværk og grupper medskiftende navne. Den største og ældste gruppeer Asbat al-Ansar. Gruppen Fatah al-Islam, der i2007 havde en betydelig tilstedeværelse i Liba-non, findes stadig, selv om den konstant udsættesfor pres fra myndighedernes side. Såvel gruppernesom de løsere netværk har det erklærede mål atbekæmpe Israel og det, de opfatter som vantroindflydelse, og oprette en islamisk stat.Militante sunniekstremister har gennemført

angreb mod vestlige interesser i Libanon, og deter sandsynligt, at sådanne personer fortsat har ka-pacitet til at udføre terrorangreb. Hidtidige angrebhar først og fremmest været bilbombeangreb modvestlige interesser og raketangreb mod Israel samtangreb på FN’s midlertidige styrke i Libanon,UNIFIL.Syriens greb om Libanon er betydeligt svæk-ket siden 2005, men Syrien har stadig nogenindflydelse gennem politiske og økonomiske for-bindelser. Forholdet mellem de to lande er dogblevet yderligere normaliseret gennem oprettelseaf diplomatiske forbindelser i 2008. Den inden-rigspolitiske sikkerhedssituation vil på trods af etgenerelt polariseret politisk klima overordnet setvære forholdsvis stabil. Mindre sammenstød mel-lem forskellige grupper vil dog forekomme medjævne mellemrum.En eventuel israelsk-palæstinensisk fredsaftaleopfattes af Syrien som en trussel, der vil svækkedets forhandlingsposition over for Israel. Syrienhar tidligere ved flere lejligheder signaleret viljetil uden forhåndsbetingelser at indgå i fredsfor-handlinger med Israels regering. Hvis fredsfor-handlinger mellem Israel og Syrien genoptages, erdet sandsynligt, at Syrien vil fastholde et krav omtilbagelevering af strækningen ved bredden af Ti-berias-søen. Det er usandsynligt, at Israel vil imø-dekomme dette krav fra Syrien. Derfor er det ikkesandsynligt, at der opnås en aftale på kort sigt.Syrien vil ønske at drage fordel af den åbning,som den nye amerikanske administration repræ-senterer, og søge at bryde ud af sin internationaleisolation. Det vil mindske landets afhængighed afden strategiske alliance med Iran.Syrien er fortsat et centralt transitland for mi-litante sunniekstremister, som skal til Irak. Sidenmidten af 2007 har aktivitetsniveauet dog væretfor nedadgående. Det er sandsynligt, at de syriskemyndigheders faste greb om sikkerhedssituatio-nen betyder, at terrorangreb vil være sjældne ogikke omfattende.Der har ikke været udført terrorangreb modmål i Jordan siden 2005, og ”Al-Qaida i Irak” harinteresseret sig mindre for landet, siden grup-pens daværende leder, jordaneren Abu Musab al-Zarqawi, døde i 2006. Det er dog sandsynligt, atmilitante sunniekstremister fortsat har intentionerom at ramme mål i Jordan. Dette skyldes regerin-35

gens forbindelser til Israel, dens provestlige po-litik, tilstedeværelsen af amerikanske baser samtde jordanske sikkerhedstjenesters intensive jagtpå de sunniekstremistiske netværk. Af de sammegrunde er der også fortsat grobund for militantsunniekstremisme i Jordan.Ægypten vil fortsat spille en central regionalrolle i bestræbelserne på at opnå en løsning på denisraelsk-palæstinensiske konflikt. Det indebærerbl.a., at Ægypten vil fortsætte sine bestræbelser forat forsone de stridende palæstinensiske fraktionerog få en våbenhvile i stand mellem Hamas og Isra-el og på længere sigt en aftale i stand mellem Israelog Det Palæstinensiske Selvstyre. I lyset af Israelsoverlegne militære styrke og Ægyptens behov foramerikansk bistand og velvilje vil Ægyptens nu-værende ledelse fastholde et stabilt og pragmatiskforhold til Israel trods hjemlig kritik.Fra 2006 til 2008 blev der ikke udført terroran-greb mod vestlige mål i Ægypten. I februar 2009detonerede en mindre bombe blandt en gruppeturister i det gamle Kairo. Det er sandsynligt, atmilitante sunniekstremister stod bag, og at sun-niekstremistiske netværk fortsat har kapacitet tilat udføre terrorangreb. Al-Qaida er ikke til stedei Ægypten, men har dog i løbet af 2007 og 2008vist en vis interesse for landet i indlæg på sunni-ekstremistiske internetfora.

og skiftende alliancer mellem forskellige konser-vative fraktioner. Reformisterne har reelt ståetuden indflydelse. I de konservative magtkampehar Den Øverste Åndelige Leder, ayatollah AliKhamenei, hidtil balanceret mellem fraktionerne.Præsident Mahmoud Ahmadinejads genvalg,håndteringen af valget og de efterfølgende urolig-heder har ikke kun fremkaldt kritik fra reformi-sterne, men også fra både pragmatiske og traditio-nelle konservative. Khamenei selv er blevet en delaf magtkampen, hvilket svækker hans autoritet oger med til at undergrave fundamentet for Den Isla-miske Republik. Det er sandsynligt, at den internemagtkamp medfører, at styret fremover vil byggepå et mere spinkelt og på langt sigt skrøbeligtmagtgrundlag. Den Islamiske Republik står dogikke over for et snarligt sammenbrud. Magtkam-pen foregår stadig inden for styret, og hovedak-tørerne ønsker ikke at ændre på grundvilkårene iDen Islamiske Republik. Styret har vist, at det erparat til omfattende voldsanvendelse for at sikresin overlevelse. Samtidig har sikkerhedsstyrkernevist sig udpræget loyale over for styret.Den iranske økonomi lider under store struk-turelle problemer i form af korruption, massivetilskud til varer som brød og brændstof, stærk af-hængighed af olieindtægter og en underudvikletfinansiel sektor. Inflationen var i 2008 ca. 25 % ogarbejdsløsheden ca. 12 %. Præsident Ahmadine-jads regering har strammet den centrale styringaf økonomien og ført en ekspansiv finanspolitikfinansieret af de store olieindtægter. På grund afolieprisens fald og regeringens økonomiske politikkan de sanktioner, som Iran er underlagt, mærkestydeligere. De mærkes kraftigst i den finansiellesektor, energisektoren og udenrigshandlen. Det ermeget sandsynligt, at den iranske befolkning vilopleve et fald i levestandarden som følge af lavereolieindtægter og virkningerne af den hidtidigeøkonomiske politik.Store dele af den iranske ledelse ser kernevå-ben som et middel til at styrke Irans status somregional stormagt, udenrigspolitiske handlefrihedog indenrigspolitiske opbakning. Iran hævder, atlandets nukleare program er fredeligt, men nægterstadig det internationale samfund adgang til vissedele af programmet. I løbet af 2008-2009 har Irangjort betydelige fremskridt i evnen til at berigeuran. Visse af de iranske nukleare anlæg, der en-

ten er blevet eller er ved at blive konstrueret, vilogså sætte Iran i stand til at kunne producere detafgørende element i en kernesprængladning, fis-silt (spaltbart) materiale af våben kvalitet. Iran harendvidere et ambitiøst program til udvikling afballistiske missiler.Det er sandsynligt, at Iran vil modstå interna-tionalt pres i atomsagen, herunder skærpede FN-sanktioner og udbygget finansiel boykot. Det er inogen grad sandsynligt, at atomsagen har poten-tiale til at udvikle sig til en egentlig konfrontationmellem Iran og USA eller andre af regionens stor-magter, f.eks. Israel.Irans indflydelse i Mellemøsten er øget i desenere år. Forholdet mellem Iran og de sunniara-biske naboer veksler mellem høfligt diplomatiog jævnlige politiske sammenstød. En åben sun-nitisk-shiitisk konflikt er ikke i Irans interesse,da det bl.a. vil underminere Irans ambition omat være den muslimske verdens leder og beskyt-ter. Iran bruger sin indflydelse blandt parterne iMellemøstens konflikter, herunder i Libanon ogblandt palæstinenserne, til at konsolidere og styr-ke sin regionale stilling. Dette er med til at øgemodsætningsforholdet mellem Iran og de sun-niarabiske lande. Det er dog sandsynligt, at deniranske ledelse også ser behov for arabisk opbak-ning som modvægt til det vestlige pres i atomsa-gen. Iran vil derfor arbejde aktivt på de diploma-tiske linjer for at undgå en åben sunnitisk-shiitiskkonflikt. Det er sandsynligt, at Iran ser USA somden primære forhindring for Irans muligheder forat øge sin regionale indflydelse.Militante sunniekstremister bruger Iran somtransitland og opholdsted. Det er sandsynligt, atmilitante sunniekstremister på kort sigt vil priori-tere at bruge Iran på denne måde frem for at fore-tage angreb i landet. Der er dog også visse lokalemilitante sunniekstremistiske grupper, der udfø-rer angreb mod interne iranske mål.

der visse steder i de sunniarabiske områder afIrak. Yemen er et fristed for militante sunnieks·tremister, og terrortruslen i landet er øget.Den 31. januar 2009 blev der gennemført lokalevalg til provinsrådene i 14 af de 18 irakiske pro-vinser. Der blev ikke gennemført valg i de trekurdiske provinser, da disse følger særlige regler.I provinsen Tamin blev valget ikke gennemført pågrund af de uløste problemer med byen Kirkuksstatus. Valget var alligevel en milepæl i udviklin-gen af det nye demokratiske Irak. Det blev en storsejr for premierminister Nuri al-Maliki og hanscentralistiske politik. Maliki har dermed lagt af-stand til sit parlamentariske grundlag beståendeaf det shiitiske parti ”Det Øverste Islamiske Råd iIrak” (ISCI) og den kurdiske alliance.Den 30. januar 2010 er der valg til det irakiskeparlament. Det er sandsynligt, at premierministerMaliki vil fortsætte valgsuccesen fra provinsval-get og blive genvalgt som premierminister. Trodshans øgede popularitet er det sandsynligt, at rege-ringsdannelsen bliver mere kompliceret end eftersidste valg. Det skyldes, at der er vigende tilslut-ning til partiet ISCI, som er en del af det parla-mentariske grundlag. Desuden er det sandsynligt,at der vil komme øget sunniarabisk valgdelta-gelse, og at modsætningsforholdet mellem Malikiog de kurdiske ledere tager til, i takt med at pres-set øges for at finde en løsning på Kirkuks status.Det er derfor sandsynligt, at Maliki må finde etalternativt parlamentarisk grundlag for sin rege-ring efter valget.Der er på kort sigt ikke udsigt til reel politiskforsoning i Irak. Også forholdet mellem centralre-geringen og de enkelte regioner og provinser ud-gør et potentielt konfliktområde. Det er sandsyn-ligt, at forholdet mellem Bagdad og den kurdiskeregion vil blive forværret som konsekvens af enrække uafklarede politiske spørgsmål, herunderKirkuks status, beføjelserne mellem centralmagtog provinser samt kontrollen med olieressourcer-ne. Det er i nogen grad sandsynligt, at konfliktenmellem arabere og kurdere spidser til og udviklersig til det nye Iraks største problem med væbnetkonflikt til følge.Den 24. juni 2009 vedtog parlamentet i DenKurdiske Region at sende et udkast til forfatningfor regionen til folkeafstemning. Forslaget er me-37

get kontroversielt i forhold til centralregeringen,da det fastslår, at Den Kurdiske Region ud overdet nuværende område skal omfatte dele af pro-vinserne Tamin, Ninawa og Diyala, og at områ-dets naturressourcer tilhører regionen. Parlamen-tet presser på, for at folkeafstemningen afholdesinden udgangen af 2009. Det er sandsynligt, atforslaget vil være med til at forværre forholdet tilcentralregeringen i Bagdad.Sikkerhedssituationen i Irak er betydeligt for-bedret. Efter at de amerikanske militære styrkerer blevet trukket væk fra de irakiske byer medudgangen af juni måned 2009, er der imidlertidsket en forøgelse af voldsniveauet især omkringbyen Mosul og i Bagdad. Det er sandsynligt, atvoldsniveauet vil stige i en kortere periode ogderefter aftage, efterhånden som de irakiske sik-kerhedsstyrkers kapacitet yderligere forbedres.Det er sandsynligt, at angrebene i Mosul, derprimært er rettet mod forskellige etniske og reli-giøse minoriteter, gennemføres med det formål atforøge spændingerne mellem kurdere og araberei de omstridte områder syd for det kurdiske selv-styreområde, hvorimod angrebene i Bagdad pri-mært gennemføres for at intimidere den irakiskeregering efter USA’s militære tilbagetrækning frade irakiske byer. Det er ikke sandsynligt, at detvil være muligt at genoplive den etniske væbnedekonflikt mellem de to befolkningsgrupper på trodsaf spændinger mellem shiitter og sunnitter. Hertilkom mer de problemer, der vil opstå, hvis det ikkelykkes den irakiske regering at integrere de sun-niarabiske vækkelsesråd i sikkerhedsstyrkerne el-ler den irakiske administration.De fleste terrorangreb i Irak gennemføres af demilitante sunniekstremistiske grupper ”Al-Qaidai Irak” og Ansar al-Islam. Begge grupper trækkerpå støttenetværk uden for Irak. De gennemførerangreb mod vestlige mål, herunder koalitions-styrkerne, den irakiske regering og den irakiskecivilbefolkning, i et forsøg på at destabilisere lan-det, eskalere konflikten og tvinge koalitionen udaf Irak.Den øgede væbnede modstand mod ”Al-Qaidai Irak” fra den sunniarabiske civilbefolkninghar sammen med de irakiske sikkerhedsstyrkersøgede kapaciteter betydet, at gruppen har fået be-grænset sine muligheder for at operere i områder,hvor den tidligere har haft en vis operationsfrihed,38

f.eks. i provinserne al-Anbar, Bagdad, Diyala ogNinawa. Siden hyppigheden af angreb udført afmilitante sunniekstremister kulminerede med 10-20 daglige angreb i første halvdel af 2007, er denfaldet markant. Militante sunniekstremister gen-nemfører dog stadig dagligt angreb i Irak, hvilketer udtryk for en betydelig kapacitet.Så længe koalitionsstyrken i Irak opretholdespå det nuværende niveau, er det ikke sandsynligt,at militante sunniekstremister vil kunne etablerevarige fristeder. På baggrund af den planlagtereduktion i koalitionens tilstedeværelse er det inogen grad sandsynligt, at militante sunniekstre-mister i løbet af 2010 og årene derefter kan etab-lere midlertidige fristeder visse steder i de sunni-arabiske områder af Irak. Udviklingen afhængerdog af, hvor godt de irakiske sikkerhedsstyrkerer i stand til at håndtere den ændrede sikkerheds-situation.Truslen fra de militante sunniekstremister i Irakvil fortsætte, uafhængigt af den videre politiskeproces. Disse grupper har en fuldkommen kom-promisløs indstilling til oprørskampen i Irak, hvoralle, der ikke deler den totale afvisning af den poli-tiske proces, kan blive mål for angreb. De militantesunniekstremister i Irak udgør derfor en alvorligdestabiliserende trussel mod udviklingen i landet.I Saudi-Arabien vidner de seneste politiske ro-kader om, at kongen har erkendt, at der er behovfor forandring. Det er dog ikke sandsynligt, at derbliver gennemført omfattende reformer på kortsigt. Det saudisk-syriske forhold er under opblød-ning. Det er sandsynligt, at Saudi-Arabien medden nye amerikanske regering i ryggen i højeregrad vil søge at undgå politiske konfrontationermed Syrien og i stedet profilere sig som ledendenation for en samlet arabisk verden.Terrorgruppen ”Al-Qaida på Den ArabiskeHalvø” gennemførte talrige terrorangreb i Saudi-Arabien i 2003-2006, men de organiserede grup-per af militante sunniekstremister er i 2009 stortset nedkæmpet. Der findes stadig en række løserenetværk af militante sunniekstremister i landet,hvorfra der er forbindelser til terrorgrupper i bl.a.Yemen og Irak. Desuden vil det saudiske samfundfortsat danne grobund for radikal sunniekstremis-me. Det er derfor sandsynligt, at der lejlighedsvisvil blive udført terrorangreb i Saudi-Arabien.Situationen i Yemen er gennem det seneste år

Afghanistan og PakistanMilitante islamistiske bevægelser har haft godevækstbetingelser i både Afghanistan og Pakistan.I begge lande fører de oprørskamp mod regerin-gerne, og konflikterne i de to lande forstærkerhinanden. Oprørskampen i Afghanistan får så-ledes næring af den store ustabilitet i Pakistan.I stigende grad signalerer stormagter og andreinternationale aktører, at konflikterne i Sydasienhænger sammen, og at forsøg på at løse dem skalinvolvere alle parter.rørsgrupperne. Trods presset har oprørsgruppernegennemført flere angreb på lokale civile myn-digheder, afghanske sikkerhedsstyrker og ISAF-enheder i 2008 og første halvdel af 2009. Især erder sket en stigning i antallet af angreb med im-proviserede vejsidebomber. Det er sandsynligt, atantallet af angreb fortsat vil stige i anden halvdelaf 2009 og i 2010.Oprørskampen i Afghanistan får næring af denvoksende ustabilitet i Pakistan. Store områder idet vestlige Pakistan er reelt uden for regeringenskontrol. Fra disse områder organiserer Taliban ogandre oprørsgrupper oprørskampen i Afghanistan.Taliban er den største af en række oprørsgrup-per, som bekæmper den internationale koalitionog den afghanske regering. Netværkene i Talibanog de øvrige oprørsgrupper er typisk baseret pånære personlige og familiemæssige relationer.Der er ofte rivalisering mellem lederne af de for-skellige netværk på grund af personlige magt-kampe, uklare kommandoveje, uenighed omfordeling af narkopenge og religiøse skatter samtstammetilhørsforhold.Taliban og andre oprørsgrupper har i store deleaf Afghanistan et solidt greb om lokalbefolknin-gen. Dette er primært baseret på intimidering,f.eks. trusler om vold mod de lokale indbyggere.Et væsentligt aspekt er også Talibans rolle somreel magthaver i disse områder. Kontrollen medlokalbefolkningen er en væsentlig forudsætningfor at finansiere oprørskampen.Såvel Taliban som oprørs- og terrorgrupperneHizb-e Islami Gulbuddin og Haqqani-netværketbruger terrorangreb som middel i deres kamp.Disse gruppers operative samarbejde styrker deresevne til at udføre større og mere komplekse ter-rorangreb i hele Afghanistan. Oprørs- og terror-grupperne vil fortsætte med også at vælge vestligecivile som mål for både kidnapninger og angreb.Det er i nogen grad sandsynligt, at splittel-serne inden for Taliban gør det muligt at indgåfredsaftaler med enkelte oprørsnetværk. Sådanneaftaler vil dog kun have en begrænset effekt påoprørskampen. Det er ikke sandsynligt, at leder-ne af den samlede Taliban-bevægelse indgår enfredsaftale med den afghanske regering, eller at

AfghanistanDen internationale militære styrke, ISAF, hargennemført et øget antal operationer modTaliban og de øvrige oprørsgrupper i Afgha·nistan. Det øgede pres har været med til atskabe uenighed i Talibans øverste ledelse omden fremtidige kurs. ISAF har dog ikke afgø·rende svækket oprørsgrupperne, som dragerfordel af fristeder i det ustabile Pakistan. Istore dele af Afghanistan har oprørerne etsolidt greb om befolkningen, og det går kunlangsomt fremad med opbygningen af denafghanske stat.Der ikke er nogen egentlig frontlinje i konflikteni Afghanistan, og derfor er det vigtigt at beherskeså store geografiske områder som muligt. Kontrol-len med befolkningen er af væsentlig betydningfor finansieringen af oprørsgrupperne og rekrut-tering af nye oprørere. Desuden er kontrollen medlokalområderne vigtig for den afghanske regeringsevne til at fastslå sin autoritet og vinde befolknin-gen over på sin side. Kampen om kontrollen medlokalområder afspejler sig i konfliktniveauet, derer højest de steder, hvor kontrollen med områder-ne er omstridt.Den internationale militære styrke, ISAF, hargennemført et øget antal operationer mod Talibanog de øvrige oprørsgrupper. Operationstempoeter navnlig gået op efter tilførsel af væsentligtflere amerikanske tropper til ISAF. Operationernehar øget presset på oprørsgrupperne og har væ-ret med til at skabe uenighed om den fremtidigekurs. ISAF har dog ikke afgørende svækket op-40

det officielle afghanske forsoningsprogram alenekan danne grundlag for mærkbare freds- og for-soningsinitiativer.Opbygningen af den afghanske stat og densevne til at nå ud til lokalbefolkningen er afgø-rende for at bekæmpe oprørerne. De formelleinstitutioner og rammer for statens virke er påplads, men statens institutioner savner for stør-stedelens vedkommende indhold og legitimitet ibefolkningen. Det er vanskeligt både på kort ogmellemlangt sigt at opnå dette. Centralregeringensforsøg på at udbrede sin magt til provinserne skri-der kun langsomt frem. Mangel på kvalificeret ar-bejdskraft, korruption og modstand fra etableredelokale magtstrukturer vil også fremover hæmmeopbygningen af statsmagten i provinserne og der-med centralregeringens muligheder for at sættesig igennem over for lokalsamfundene.Den afghanske hær har gjort fremskridt medhensyn til rekruttering, uddannelse og bekæmpelseaf oprør. Det er sandsynligt, at hærens evne til atgennemføre operationer vil stige. Det afghanskepoliti er i langt højere grad end den afghanske hærplaget af ineffektivitet og korruption. Generelt seter det ikke sandsynligt, at den afghanske hær ogdet afghanske politi bliver i stand til at operereselvstændigt på mellemlangt sigt.I Helmand-provinsen kontrollerer ISAF og deafghanske sikkerhedsstyrker de største befolk-ningscentre, mens Taliban kontrollerer de flesteaf landdistrikterne. Helmands guvernør, GulabMangal, har styrket sin position og opbygget envis lokal støtte.Trods visse fremskridt i bekæmpelsen af nar-kotika er der ikke udsigt til, at narkotikaindustrienfor alvor bliver svækket i Helmand. Narkotikain-dustrien er en vigtig finansieringskilde for Tali-ban, og den er forbundet med en omfattende kor-ruption. Det er i nogen grad sandsynligt, at denforstærkede indsats i bekæmpelsen af narkotikamedfører flere angreb på bl.a. ISAF fra narkobaro-ner, bønder og Taliban.ISAF’s og de afghanske sikkerhedsstyrkersoperationer har medført en vis svækkelse af op-rørsgrupperne i Helmand-provinsen. Taliban hari 2008 og 2009 mistet flere fremtrædende ledere.Det er dog sandsynligt, at denne svækkelse kun ibegrænset omfang har påvirket oprørsgruppernesmoral. De har således været i stand til at øge an-

PakistanPakistan er præget af interne magtkampe,men en magtbalance modvirker, at landet en·tydigt udvikler sig til et demokrati, en islamiskstat eller et permanent militærdiktatur. Hærenog den politiske ledelse viser nu større vilje tilat gribe militært ind over for islamiske grup·per, der truer landets sikkerhed. Men det erikke sandsynligt, at hæren vil sætte effektivtind mod afghansk Taliban i grænseprovin·serne og deres infiltration fra Pakistan ind iAfghanistan. Det er sandsynligt, at grænse·området op mod Afghanistan på kort og mel·lemlangt sigt fortsat vil spille en afgørenderolle som et fristed, hvor al·Qaida og andremilitante sunniekstremister kan træne og ud·vikle nye operationsmåder.Det er sandsynligt, at Pakistan også på langt sigtvil være præget af interne magtkampe. På den eneside står civile og militære ledere og en splittetopposition i form af liberale demokrater. På denanden side står islamistiske kræfter. Hæren sersig selv som opretholder af den pakistanske statog er villig til at tage magten, hvis den skønner,at det er nødvendigt for landets sikkerhed. Denkomplicerede magtbalance modvirker, at Pakistanentydigt udvikler sig til et demokrati, en islamiskstat eller et permanent militærdiktatur.Pakistan spiller en nøglerolle i konflikten modterror i Afghanistan. Afghansk Taliban er veletab-leret i de pakistanske grænseområder mod Afgha-nistan, hvor store områder reelt er uden for regerin-gens kontrol. Det er meget sandsynligt, at afghanskTalibans fristeder i Pakistan er et udslag af de pa-kistanske myndigheders magtesløshed og tolerance41

over for afghansk Talibans tilstedeværelse.Pakistans historiske rivaliseren med Indien be-tyder, at det ikke ønsker et tæt forhold mellem re-geringerne i Kabul og Delhi, fordi det ville pressePakistan fra to sider. Pakistan har derfor en inte-resse i at modarbejde ethvert styre i Kabul, somplejer gode relationer til Indien og ser afghanskTaliban som et redskab, der kan modvirke indiskindflydelse i Afghanistan. Pakistansk Taliban ogde pashtunske stammer i de nordvestlige græn-seområder har imidlertid udviklet sig til en trus-sel mod den pakistanske stats sikkerhed, ligesomgrupper med forbindelse til al-Qaida længe hargjort det.Den pakistanske hærs indsats over for paki-stanske talibangrupper i Swat-distriktet og Wazi-ristan i forsommeren 2009 viser, at hæren og detpolitiske etablissement er blevet mere villig til mi-litært at bekæmpe de grupper, som truer Pakistansinterne stabilitet. Det er dog ikke sandsynligt, athæren vil sætte effektivt ind mod afghansk Tali-ban i grænseprovinserne og deres infiltration fraPakistan ind i Afghanistan.Til trods for Pakistans voksende interne usta-bilitet er de pakistanske væbnede styrkers strategilåst fast på Indien som den primære trussel modPakistans eksistens. Der vil ske forbedringer afhærens og de paramilitære styrkers evne til at be-kæmpe oprør, men det pakistanske forsvar vil be-vare sin overordnede orientering mod en potentielkonflikt med Indien.Det er meget sandsynligt, at de pakistanskemilitære kontrolsystemer med landets kernevåbener effektive, og at de pakistanske kernevåben ikkevil falde i hænderne på terrorgrupper.

Pakistans forhold til USA er båret af gensidignødvendighed snarere end enighed og forståelse.Pakistan er afhængig af amerikansk økonomiskstøtte og amerikansk forståelse for Pakistans pro-blematiske forhold til Indien. Der er i Pakistan engenerel mistillid til USA, som også gør sig gæl-dende i dele af den pakistanske hær. For USA vilPakistan fortsat være en vigtig, men ustabil ogupålidelig partner i bekæmpelsen af Taliban og istøtten til operationerne i Afghanistan.Der er, også på langt sigt, en række militantesunniekstremistiske terrorgrupper, herunder al-Qaida, til stede i Pakistan. Nogle af disse retterderes angreb mod religiøse mindretal, mens andrefokuserer på konflikten i Kashmir, i Afghanistaneller konflikter andre steder. Det er meget sand-synligt, at en stor del af de militante sunnieks-tremistiske grupper i Pakistan fortsat vil havetilknytning til al-Qaida og udgøre en trussel modpakistanske og vestlige mål i Pakistan.Det er sandsynligt, at grænseområdet op modAfghanistan på kort og mellemlangt sigt fortsatvil spille en afgørende rolle som et fristed, hvoral-Qaida og andre militante sunniekstremister kantræne og udvikle nye operationsmåder.Fortsatte amerikanske luftangreb på især cen-trale personer fra al-Qaida og deres nære allieredebegrænser midlertidigt de militante sunniekstre-misters muligheder for at kommunikere og be-væge sig frit.Pakistanske terrororganisationer udfører ogsåangreb i Indien, herunder angreb mod vesterlæn-dinge, i et forsøg på at destabilisere den indiskestat og oprette en islamisk stat i dele af Indien.

AsienDen Koreanske HalvøI Nordkorea vanskeliggør det uløste generati·onsskifte i den øverste ledelse nordkoreanskeindrømmelser i sagen om landets nukleareprogram. Nordkoreas anden kerneprøve·sprængning gør, at det ikke er sandsynligt,at landet vil genoptage sekspartsforhandlin·gerne under de hidtidige betingelser. Det kanføre til flere nordkoreanske initiativer, primærti form af missilaffyringer og andre militæreprovokationer mod fortrinsvis Sydkorea.Nordkorea afbrød i 2008 sekspartsforhandlin-gerne (Nord- og Sydkorea, Kina, USA, Ruslandog Japan) om landets nukleare program. I april2009 udviste Nordkorea inspektørerne fra detDet Internationale Atomenergi Agentur (IAEA),og den 25. maj 2009 gennemførte Nordkorea sinanden nukleare prøvesprængning. Afbrydelsen afsekspartsforhandlingerne og den seneste nukleareprøvesprængning gør det sandsynligt, at det nu erNordkoreas langsigtede mål at opnå en kernevå-benkapacitet og udvikle fremføringsmidler, derkan udgøre en trussel mod nabolandene.Nordkorea har hidtil brugt trusler om afbry-delse af sekspartsforhandlingerne, prøveafskyd-ning af missiler og den første nukleare prøve-sprængning i oktober 2006 til at så splittelseiblandt deltagerne i sekspartsforhandlingerne ogtil at opnå indrømmelser fra nabolandene ogprimært fra USA.Nordkorea står over for et generationsskifte iden øverste ledelse. Det er sandsynligt, at Nord-koreas leder Kim Jong-il er svækket, men haner ikke sat ud af spillet. Regimet har flere gangefremhævet Kim Jong-ils yngste søn, Kim Jong-un, som arvtageren i familiedynastiet, men KimJong-un har ikke fået de officielle fremtrædendepositioner, som der har været lagt op til, og gene-rationsskiftet er fortsat uløst. Det er sandsynligt,at en intern magtkamp i regimet er en del af bag-grunden for, at Nordkorea afbrød sekspartsfor-handlingerne og gennemførte sin anden nuklearesprængning. Det uløste generationsskifte er medtil at fastlåse situationen og vanskeliggør indrøm-melser fra nordkoreansk side.Efter den anden nukleare prøvesprængningvedtog FN’s Sikkerhedsråd resolution 1874, derstrammer sanktionerne i den tidligere resolution(1718), hvad angår våbenembargo, inspektion ogfinansielle tiltag. På grundlag af resolution 1874vil USA forsøge at tvinge Nordkorea tilbage tilsekspartsforhandlingerne ved at tydeliggøre denegative konsekvenser for Nordkorea, hvis detfortsætter sin nuværende kurs.Kina indtager nøglerollen i sekspartsforhand-lingerne og det internationale pres mod Nord-korea. Kina demonstrerede sin utilfredshed medNordkoreas adfærd ved at stemme for resolution1874. Kina ønsker ikke et nukleart bevæbnetNordkorea, men Kina vil nødigt have ændringer iden strategiske situation på Den Koreanske Halvø.For Kina kan ændringer på Den Koreanske Halvøhave vidtrækkende og ukendte konsekvenser, deri sidste ende kan påvirke Kinas KommunistiskePartis evne til at holde på magten. Kinas politik iNordkorea-spørgsmålet er derfor forsigtig og af-ventende.Det er ikke sandsynligt, at Nordkorea vil gen-optage sekspartsforhandlingerne under de hid-tidige betingelser. Det kan føre til flere aggressivenordkoreanske initiativer, primært i form af mis-silaffyringer og andre militære provokationer modfortrinsvis Sydkorea.

AfrikaDen globale økonomiske krise rammer enrække afrikanske lande hårdt. De afrikanskekonflikter inddrager ikke direkte stormagterne.Den Afrikanske Union og medlemslandene vilselv på langt sigt have behov for yderligereressourcer til at håndtere kriser i Afrika.Den globale økonomiske krise rammer en rækkeafrikanske lande hårdt. En periode med høj efter-spørgsel efter råvarer bliver nu afløst af lavere ef-terspørgsel og dermed udsigt til lavere økonomiskvækst. For kontinentets mest skrøbelige stater erdet sandsynligt, at udviklingen vil føre til socialuro. Den økonomiske krise vil især ramme energi-og råvareeksporterende lande. De energiimporte-rende lande, som sidste år led hårdt under de højeoliepriser, får nu et pusterum, men på mellem-langt sigt vil også disse lande blive svækket.Konflikterne i Afrika syd for Sahara er hoved-sageligt interne. De har væsentlige grænseover-skridende elementer, men inddrager ikke stormag-terne. Det er ikke sandsynligt, at der vil ske storeændringer i dette konfliktmønster på kort sigt.Erfaringerne med Den Afrikanske Unionsfredsbevarende missioner i Burundi, Darfur ogSomalia viser, at der er lang vej, før unionen harkapacitet til at planlægge, lede og opretholde enfredsstøttende operation med et robust mandati en længere periode. FN vil fortsat have behovfor veluddannede enheder, herunder afrikanske,for at kunne udfylde sine mandater i Afrika. DenAfrikanske Union, de afrikanske regionale orga-nisationer og de enkelte afrikanske lande vil ogsåpå langt sigt have behov for at opbygge yderligerekapacitet til at håndtere kriserne.kompleksitet, såsom flere samtidige bombe·sprængninger, i Europa.De nordafrikanske lande er præget af sociale ogøkonomiske problemer trods relativt høj økono-misk vækst. Den høje befolkningstilvækst opvejerstore dele af den økonomiske vækst, og struktu-relle problemer forhindrer især de olie- og natur-gaseksporterende lande i at udnytte de stigendeeksportindtægter. Der er behov for yderligereøkonomiske reformer, herunder nedskæringer i destatslige budgetter og prisliberalisering. Det kanpå kort sigt forringe levestandarden for store deleaf befolkningen og dermed skabe grobund forsocial uro og øget tilslutning til ekstreme grupper.De nordafrikanske regeringers store udfordring erførst og fremmest at gennemføre sociale og økono-miske reformer i det rette tempo og dermed levereumiddelbare, positive resultater til befolkningerne.Ophævelsen af sanktionerne mod Libyenresulterede hurtigt i kontrakter med både ame-rikanske, russiske og europæiske firmaer indenfor den attraktive energisektor. Samarbejdet medVesten inden for energisektoren vil fortsat bliveøget. Præsident Muammar Ghadaffi vil forsøge atåbne økonomien yderligere og tiltrække udenland-ske investeringer til andre sektorer. Især turist-industrien kan blive vigtig for Libyen. På kort tilmellemlangt sigt vil økonomien dog være stærktpræget af statsmonopoler.Ghadaffis diktatoriske regime sidder tungt påmagten, og der er ingen tegn på, at reelle demo-kratiske reformer er på vej. En række begivenhe-der, herunder sagen om de bulgarske sygeplejer-sker, tyder dog på, at Ghadaffis magt over eliten,især i havnebyen Benghazi, er begrænset. Det er inogen grad sandsynligt, at Ghadaffi vil overdragemere magt til sin søn Saif al-Islam, som er blevetbetydeligt mere synlig i det politiske liv i de sene-ste år. Ghadaffi blev i februar 2009 valgt til for-mand for Den Afrikanske Union.Algeriets præsident, Abdelaziz Bouteflika, blevden 9. april 2009 genvalgt til en tredje valgperio-de. Valget fandt sted efter en forfatningsændring,som fjernede begrænsningen på to valgperioder itræk. Bouteflikas valgløfter indebærer en fortsæt-45

telse af forsoningspolitikken over for islamister ogen fortsat ekspansiv finanspolitik. Bouteflika hargivet løfter om at bruge 150 milliarder USD påudvikling af landet over de næste fem år. Præsi-dentens helbred har været genstand for spekulatio-ner siden 2005, hvor han blev fløjet til Frankrig forat blive behandlet, men ingen arvtager er endnutrådt klart frem.Der er stadig behov for økonomiske reformer iAlgeriet. Hertil kommer, at militante islamistiskegrupper skaber uro og sammen med den stagne-rende privatisering af erhvervs- og finanssektorenbidrager til at hæmme udenlandske investeringer.Den rekordlave valgdeltagelse ved parlaments-valget i Marokko i september 2007 var en fiaskofor den marokkanske konge, Muhammed VI, somkraftigt havde opfordret sin befolkning til at stem-me. Den nuværende regerings demokratiske legi-timitet er derfor begrænset, og en forøgelse af re-geringens folkelige opbakning afhænger i høj gradaf, om den er i stand til på egen hånd at gennem-føre reformer og initiativer, der hæver levestandar-den i Marokko og sænker arbejdsløsheden.Uafhængighedspartiet er tro mod kongemagten,og partiets sejr var i sig selv en succes for kongen,som kunne udnævne det vindende partis leder tilny premierminister. Det er i nogen grad sandsyn-ligt, at kongen vil give regeringen friere tøjler ogdermed øge befolkningens tiltro til de demokrati-ske institutioner. Politiske reformer afhænger dogisær af, i hvor høj grad kongen føler sig truet afyderliggående islamistiske grupper. Kampen modde islamister, der vil det nuværende politiske sy-stem til livs, vejer tungt, og reelle demokratiskereformer er ikke sandsynlige på kort sigt.Det islamistiske parti Retfærdighed og Ud-vikling fik en andenplads ved parlamentsvalget i2007. Det er i nogen grad sandsynligt, at partiet vilforetage en mere radikal drejning i lyset af neder-laget, og der kan opstå et samarbejde mellem detteparti og Al-Adl Wal-Ihsan, som ellers traditionelthar været modstandere på en række områder. Enindikation på dette kunne være et magtskifte i par-tiet til den fremtrædende Mustafa al-Ramid, somefter parlamentsvalget var en af de stærkeste for-talere for at forblive i opposition i modsætning tilandre fraktioner i partiet, som ønskede at deltage iet nyt regeringssamarbejde.Den brede støtte, bl.a. fra USA, til den marok-46

kanske plan om autonomi for Vestsahara øgerpresset på Vestsaharas selvstændighedsbevægelse,Polisario. Bevægelsen er hidtil gået ind for for-handlinger, men har samtidig holdt mulighedenåben for at genoptage den væbnede konflikt. Enny krig er ikke sandsynlig på kort sigt. Det sti-gende pres på Polisario betyder dog, at en væbnetkonflikt i Vestsahara med lav intensitet i nogengrad er sandsynlig.Nordafrika er præget af en markant militantsunniekstremistisk tilstedeværelse, især i Algerietog Marokko. ”Al-Qaida i de Islamiske Maghreb-lande” (AQIM) udgør en betydelig trussel modbåde de lokale myndigheder og vestlige mål i Al-geriet. Der er også stor aktivitet blandt lokale sun-niekstremistiske grupper i Marokko.AQIM har siden efteråret 2008 haft en vis til-bagegang i sit centrale tilholdssted i det nordøst-lige Algeriet. Samtidig har AQIM’s aktiviteter iSahel-området syd for Algeriet med basis i detnordlige Mali været i fremgang. Det er derforsandsynligt, at AQIM’s komplekse operationer påkort sigt vil flytte til Sahel-området. Dette omfat-ter både større bilbombeangreb og kidnapning afvestlige statsborgere. Det er på mellemlangt sigt inogen grad sandsynligt, at en del af ledelsen ogsåvil flytte til Sahel, særligt det nordlige Mali, hvisden nuværende udvikling fortsætter. Det vigtigstefor AQIM vil dog stadig være kampen mod myn-dighederne i Algeriet, og AQIM vil fortsat gen-nemføre angreb med håndvåben og hjemmelavedebomber mod algeriske sikkerhedsstyrker.Det er sandsynligt, at AQIM fortsat også vilanvende operationsmetoder, der er typiske for al-Qaida, bl.a. selvmordsbomber og flere samtidigebombesprængninger.AQIM’s netværk i de øvrige nordafrikanskelande er af væsentlig betydning for organisatio-nen og dens udvidelsesmuligheder. De algeriskenetværk i Europa er fortrinsvis af betydning pådet økonomiske område, hvorimod træningslejre iMali spiller en central rolle for AQIM’s mulighe-der for at uddanne kommende hellige krigere. Deter sandsynligt, at AQIM på kort og mellemlangtsigt vil opretholde træningslejre i både Algerietog Mali. Det er endvidere sandsynligt, at AQIMpå mellemlangt og langt sigt vil forsøge at udvidesine støttenetværk i regionen og gøre nogle af demtil aktive terrornetværk for dermed at udvide sit

og gruppen bruger fredsprocessen i Qatar til atetablere sig som den dominerende bevægelse iDarfur. Andre oprørsbevægelser som Abd al Wa-hid Nur-fraktionen af Sudan Liberation Movement(SLM-AW) deltager ikke i fredsprocessen, mennyder betydelig opbakning blandt især Fur-stam-men. Det er ikke sandsynligt, at en fredsproces,der ikke omfatter flere aktører, vil få succes.FN og AU’s fælles styrke i Darfur, UNAMID,tæller ca. 15.000 mand ud af de 26.000, som man-datet giver mulighed for. Styrkerne er primærtafrikanske. Flere afrikanske lande har været me-get kritiske over for ICC’s arrestordre mod præ-sident al-Bashir, og derfor er det sandsynligt, atvanskelighederne med at skaffe yderligere trop-per bliver større. Samtidig er det sandsynligt, atSudans regering vil lægge hindringer i vejen foryderligere deployering. Det er sandsynligt, atUNAMID’s enheder heller ikke i løbet af 2009får tilstrækkelig kvantitet og kvalitet til at udfyldemandatet.Forholdet mellem Sudan og Tchad er af afgø-rende betydning for konflikten i Darfur. Tchadiskeoprørere angreb Tchads hovedstad, N’Djamena,i februar 2008 fra Sudan, mens JEM angreb Su-dans hovedstad, Khartoum, i maj 2008 fra Tchad.Forholdet er stadig meget spændt, og der har i maj2009 igen været angreb på tværs af grænsen. BådeSudan og Tchad vil fortsætte med at støtte oprørs-grupper på modpartens territorium. Det er ikkesandsynligt, at der på kort sigt findes en løsningpå striden mellem Sudan og Tchad.Fredsprocessen mellem Nord- og Sydsudaner inde i en kritisk fase. Fredsaftalen bliver kunlangsomt gennemført, og mistilliden mellemparterne er stor. Begge parter i konflikten øn-konfliktensker fred, men på egne betingelser. Striden omgrænsedragning i det olierige Abyei-område eret nøglepunkt i fredsaftalen. I juli 2009 offentlig-gjorde Den Permanente Voldgiftsdomstol i Haagsin afgørelse, men parterne er uenige om, hvor-dan den skal fortolkes, og væsentlige stridspunk-ter om oliefelter og politiske rettigheder udestårderfor stadig. Selv om afgørelsen er bindende forde involverede parter, er det kun i nogen gradsandsynligt, at den vil blive gennemført. Grænse-dragningen mellem Nord- og Sydsudan vil derforfortsat være en kilde til spænding mellem Nord-og Sydsudan.47

Det er sandsynligt, at det vil komme til lokalekonfrontationer i forbindelse med forberedelsentil valget i april 2010 og folkeafstemningen omSydsudans selvstændighed i 2011. Både Nord- ogSydsudan har interesse i at gennemføre dele affredsaftalen og undgå fornyet konflikt. Derfor erdet ikke sandsynligt, at problemerne med at gen-nemføre fredsaftalen vil få den til at kollapse påkort sigt.Det er ikke sandsynligt, at overgangsrege-ringen i Somalia vil få kontrol over hele landetsterritorium i 2009. Mens den militante opposi-tion er blevet styrket, er overgangsregeringensstyrker svækket. Oprørene er nu i stand til atfastholde områder og i stigende grad modsættesig regeringsstyrkernes angreb. I Mogadishu erovergangsregeringen og den Afrikanske Unionsfredsbevarende styrker (African Union Mission inSomalia (AMISOM)) reelt belejret, og det er sand-synligt, at oprørerne vil gennemføre nye offensi-ver på kort sigt. Situationen er yderst tilspidset, ogpræsident Sheikh Sharif Sheikh Ahmed har bedtdet internationale samfund om at intervenere forat standse oprørsgrupperne.Siden præsident Sharif kom til magten, har hanforsøgt at forsone sig med alle dele af oppositio-nen. Overgangsregeringen har bl.a. vedtaget atindføre sharia-lovgivning i Somalia. Forsonings-bestræbelserne resulterede indledningsvis i op-bakning fra en række militser, men oppositionener ikke blevet afgørende svækket. De militanteekstremister i al-Shabaab og Hizbul Islam er medderes militære sejre blevet styrket i troen på, at dekan tvinge præsident Sharif til at træde tilbage ogAMISOM til at trække sig ud. Uden en effektivsikkerhedsstyrke til at forbedre sikkerhedssitua-tionen er det derfor kun i nogen grad sandsynligt,at overgangsregeringen vil få den folkelige opbak-ning, som er nødvendig for at forsone Somaliasmange stridende fraktioner.Det er sandsynligt, at al-Shabaab fortsat vilstyrke sin tekniske og taktiske kapacitet. Selv omal-Shabaab og Hizbul Islam forenes i deres kampmod overgangsregeringen og AMISOM, er derdog stadig betydelige uoverensstemmelser interntog mellem grupperne. Det er ikke sandsynligt,at de somaliske oprørsgrupper kan samles om enpolitisk dagsorden og et alternativ til præsidentSharif. Der vil fortsat være spredte grupper, som48

giver nationalistiske og islamistiske synspunkterforskellig betoning.Overgangsregeringen vil fortsætte sine forso-ningsbestræbelser på kort sigt, men det er ikkesandsynligt, at strategien kan dæmpe oprøret. Denmilitante opposition har vist, at de går efter enmilitær løsning snarere end en forhandlet politiskløsning. Hverken regering, militant opposition el-ler klanmilitser er stærke nok til at dominere So-malia med magt. Det er sandsynligt, at opdelingenaf landet mellem de enkelte aktører vil forsætte påkort sigt.Al-Qaida-netværket i Østafrika er kraftigt re-duceret i forhold til 1990’erne, men den somaliskeoprørs- og terrorgruppe al-Shabaab har siden 2007haft fremgang. Al-Shabaab kontrollerer landom-råder og en række vigtige byer i det sydlige So-malia og er desuden styrket af sine forbindelser tilEuropa, Mellemøsten og Asien. I løbet af 2008 og2009 har al-Shabaab nærmet sig al-Qaida i Øst-afrika og bejlet til al-Qaidas topledelse i Pakistan.Det er sandsynligt, at al-Shabaab vil fortsætte sineterrorangreb på både lokale og internationale måli Somalia samt sine bestræbelser på at fusioneremed al-Qaida. Al-Shabaab og personer fra al-Qaida i Østafrika styrer desuden træningslejre forudenlandske sunniekstremister i Somalia.Det er sandsynligt, at al-Shabaab også er tilstede i Kenya og har intention om og en vis kapa-citet til at gennemføre terrorangreb i landet.Selv om den sudanesiske regering ikke som iførste halvdel af 1990’erne støtter militante sun-niekstremister, er der en vis tilstedeværelse af mi-litante sunniekstremister i det nordlige og centraleSudan. Dette udgør en trussel mod udenlandskeinteresser. Det er i nogen grad sandsynligt, at derer træningslejre for militante sunniekstremister idet nordlige og centrale Sudan.Militante sunniekstremister er også i mindreomfang til stede i Eritrea, Djibouti og Tanzania,men de har ikke kapacitet til at gennemføre ter-rorangreb. I Etiopien har sunniekstremister, her-under al-Shabaab, i kraft af gruppens stamme- ogklanforbindelser en vis kapacitet til og intentionom at gennemføre terrorangreb.

SahelOgså på langt sigt er det sandsynligt, atSahel·landene lige syd for de nordafrikan·ske lande vil blive brugt som opholdsstederfor terrorister og som transitlande for f.eks.våben·, narko· og menneskesmugling fraVestafrika til Europa. Det er i nogen gradsandsynligt, at AQIM på kort sigt vil flytte sinekomplekse operationer til Sahel·området. Detvigtigste for AQIM vil dog stadig være kampeni Algeriet.Landene i Sahel-området, Mauretanien, Mali,Niger og Tchad, er svage og grænserne i regio-nen porøse. Selv på langt sigt er det sandsynligt,at landene vil blive brugt som opholdssteder forterrorister og som transitlande for f.eks. våben-,narko- og menneskesmugling fra Vestafrika tilEuropa.Befolkningen i Sahel består i stort omfang afstammer med forbindelser på tværs af de formellegrænser mellem landene. Særligt nomadegruppersom tuaregerne bevæger sig på tværs af græn-serne og har begrænset loyalitet over for opholds-landet. I både Niger og Mali har der været væbnetkonflikt mellem landenes regeringer og tuareg-grupper. Konflikterne ligger i øjeblikket i dvale,men de underliggende spændinger mellem dissebefolkningsgrupper og landenes regeringer eksi-sterer fortsat.Sahel-landene rangerer blandt verdens fattigste,og deres økonomier er domineret af råvareeksportog landbrug. Den globale økonomiske krise sæt-ter landene under stigende pres. Mauretanien er

særligt hårdt ramt som følge af de sanktioner, derer indført mod landet efter statskuppet i august2008. Landenes økonomiske problemer betydersammen med eksisterende etniske spændinger ogpolitisk ustabilitet, at konflikter kan blusse op medkort varsel.Den algeriske militante sunniekstremistiskegruppe AQIM udgør den største terrortrussel iSahel-landene. Det gælder især Mauretanien, Maliog Niger.Mauretanien, Mali, Niger og Nigeria udgør etpotentielt vækstområde for militante sunnieks-tremistiske netværk. Befolkningerne er ikke somhelhed særlig modtagelige for sunniekstremistiskebudskaber, men fattigdom og politisk marginali-serede muslimske befolkningsgrupper betyder, atden yngre generation kan blive tiltrukket af sun-niekstremistiske budskaber. Det er særligt tilfæl-det i Mauretanien, hvor AQIM har et omfattendestøttenetværk og siden december 2007 har optrap-pet sine operationer. Det nordlige Mali spiller enmeget central rolle som fristed for AQIM, til trodsfor at Malis regering har vist en stigende viljetil at gribe ind. Her kan gruppen stadig operereuhindret, og der er træningslejre for militante sun-niekstremister, hvor den træner rekrutter i kampmed håndvåben og sprængstoffer.Mens AQIM er blevet svækket i det nordøst-lige Algeriet, er gruppen blevet mærkbart styrketi Sahel gennem det seneste år. Det er i nogen gradsandsynligt, at AQIM på kort sigt vil flytte sinekomplekse operationer til Sahel-området. Detvigtigste for AQIM vil dog stadig være kampen iAlgeriet.