Fra:Bolette Rottbøll [mailto:[email protected]]Sendt:27. januar 2009 16:02Til:Anne-Mette W. Christiansen; Christine Antorini; Martin Henriksen; Pernille Vigsø Bagge; CharlotteDyremose; Marianne Jelved; Johanne Schmidt-Nielsen; Villum Christensen; [email protected]Emne:Et uddannelsespolitisk opråb/ en kronik.Til tingets undervisningspolitiske ordførere og til undervisningsministeren.Jeg sender vedhæftede fil og beder jer, folkevalgte, om at tage jer tid til at læse mit indlæg.Som det vil fremgå er jeg - en af folket - seminarielektor i musik og tættere på en fyring end jeg nogensindehar været før. Jeg vil håbe at mit indlæg vil blive taget ind i den debat dermåforegå mellem jer, nemlig deder har særlig indsigt i og interesse for uddannelse.Mit indlæg er ligeledes sendt til medierne i håb om at de, der har indflydelse på hvilken debat der bliver ført,kan se hvilke fundamentale værdier der er på spil.Med venlig hilsen fraBolette RottbøllSeminarielektor i musik.I.H. Mundtsvej 122830 VirumTlf 4585-9075

Den Ufattelige Visdom

eller: Hvor mange bjørnetjenester kan der sidde mellem to stole?Når jeg nu sætter mig ved tastaturet er jeg fuldt bevidst om at jeg somfyringstruet seminarielektor - eller potentielt ”overtallig”, som det hedderpå post-Orwellsk - er i overhængende fare for at blive stemplet som entudekiks, der måske blot ønsker at mele sin egen kage.Jeg har alligevel lyst til at vove pelsen ved at artikulere et par overtalligesandheder på falderebet. Jeg vil omtale et par af de bjørnetjenester som vier i fuld gang med at påføre den næste generation af danskere - vores egnebørn. Jeg vil fatte mig i korthed og kommer måske derfor til at glemme etpar nuanceringer hist og her, men når man tager min personlige stilling ibetragtning, kan jeg måske håbe på en vis overbærenhed.Sagen er, som jeg ser det, at vi endnu en gang er i færd medindirekteatvanrøgte Danmarks råstof - vores egne børn og unge. Dette sker for tidengennem den igangværende reorganisering af dels de mellemlangevideregående uddannelsesinstitutioner, dels af lærer- ogpædagoguddannelsen. Mit indlæg drejer sig ifølge sagens natur omsidstnævnte. De organisatoriske, ressourcemæssige og indholdsmæssigeforandringer, som vi er i fuld gang med, har efter min mening katastrofalekonsekvenser - i første omgang for pædagogseminarierne, deres lærere ogstuderende. Umiddelbart herefter vil følgevirkningerne forplante sig til depædagogiske institutioner, hvor Danmarks råstof - vores egne børn ogbørnebørn - tilbringer så uendelig mange timer.Absurditeten lyser mig i møde når jeg nu på min cykel svinger om hjørnetpå Grundtvigsvej og ind i gården bag rødstensbygningerne på verdensældste og internationalt estimerede pædagogseminarium.Denne - for kort tid siden - velfungerende arbejdsplads havde sitrenommé som en grundfæstet musisk og internationalt højt ansetuddannelses-institution. Denne - for kort tid siden - selvejende institutionejede sine egne bygninger og havde økonomien i orden. De studerende

stod i kø fordi søgningen var langt større end lærerkapaciteten - så vihavde rigtig mange velmotiverede studerende, som havde fået dereshøjeste studieønske opfyldt.Når jeg i morgen igen svinger om hjørnet, som jeg har gjort detgennem de sidste tretten år, er alt imidlertid forandret: Verdens ældsteseminarium – en af Danmarks tunge kulturbærende institutioner - er nunedlagt, og levningerne er opslugt af et misfoster af en mega-organisation,kaldet ”University College Capital”. Vi ejer ikke længere vores bygninger;den velafbalancerede økonomi er nu opsuget af UCC’s sorte hul. Voresressourcemæssigt veltilpassede lærerstab skal nu levere kandidater til enkollektiv fyringsrunde. De uheldige ofre blandt lærerne bliver ”udvalgt” tildet som med UCC´s menneskefremmede terminologi - kaldes”bruttogruppen”. En del af ”de udvalgte” kan se frem til at blive fyret udennogen forudgående kompetence-afklaring og uden kendte kriterier – intetaf dette er udmeldt i skrivende stund – her 9 dage inden fyringerne. Detteer sikkert bekvemt for ledelsen, men helt uantageligt for os medarbejdere,der har passet vores arbejde her gennem mange år.Hvorstort et preslærergruppen har været udsat for de sidste mange måneder var tydeligt ataflæse i den uformulerede lettelse hos de heldige som ikke blev ”udvalgt”til bruttogruppen. Som ”udvalgt”, mærkede jeg det tydeligt, da vi spistefælles frokost på lærerværelset.Jeg spørger mig selv hvordan nogen – læs regeringen ogundervisningsministeren, kan forsvare at splitte min førhen såvelfungerende arbejdsplads ad? At påtvinge den et samarbejde med enrække andre institutioner, som – af mange forskellige årsager – ikke harformået at tiltrække studerende i samme grad, hvis økonomi haltede, oghvis medarbejdere nu kan se frem til at blivegenplaceretpå Grundtvigsvej- i de stillinger, som bliver ledige når jeg eller mine kolleger bliver fyretuden forudgående kvalitetsbedømmelse. Lærere flyttes rundt som kvægfordi UCC´s ledelse, argumenterer med at ”vi skal bære smertenkollektivt”. De arbejder energisk for fusionen og siger den vil bringe bådeoptimering og skabe synergieffekt!Dereside om ”at bære smertenkollektivt” er at fyre 75 % (af den ”samlede overtallighed i afdelingen”)fraetaf pædagoguddannelsens liniefag, nemlig Udtryk, musik og drama.Hvilken ufattelig visdom står bag denne konstruktion?

Når jeg så igen svinger om hjørnet på min cykel for at køre hjem fraarbejde tænker jeg over hvad det er vi tilbyder den nye generation afpædagoger - de mennesker som, om få år, får medansvar for blandt andetat danne Danmarks børn og unge – Danmarks råstof.Som jeg ser det, har undervisningsministeren med den nyepædagoguddannelse, givet seminarierne besked på at sætte sig mellem tostole - resultatet af dét er mindst lige så hasarderet som min cykelturgennem Københavns trafik. Set i min optik er ønsket om en styrkelse afden teoretiske og til dels den videnskabelige fundering af voresmellemlange videregående uddannelser forståelig. Kvalificeret refleksionover praksis er uden tvivl nødvendigt! Problemet er blot at selvsammeminister lægger stadig flere akademiske krav ind i pædagoguddannelsen,samtidig med at uddannelsens praktiske fag – liniefagene – bliver beskåretmed op mod halvdelen. Hermed foretager ministeren et tydeligt valg. Gadvide om de ansvarlige er klar over, at med 3½ studieår er det for mangestuderende endogmeget sværtat lære sig tilstrækkeligt, til andet end atblive halvstuderede røvere og usikre praktikere, den dag de kan kalde sigpædagoger.Baggrunden for denne problematik ligger i hvilke værdierregeringen ipraksislægger vægt på. Nøglen til en reel forholden sig til dilemmaetligger selvfølgelig i de ressourcemæssige rammer for studierne, men også inogle klare udmeldinger i forhold til hvad vivilmed vorespædagoguddannelse. For, ærlig talt, hvordan skulle det overhovedet væremuligt for andre end de allermest velfunderede studerende at nå en lødigtilegnelse af både teori og praksis, når tiden og ressourcerne samtidig er såknappe? Lad mig give et enkelt eksempel på den, i ordets egentligebetydning, ufattelige visdom der stikker retningen ud forpædagoguddannelsen.Vores undervisningsminister synger gerne morgensang, og ansersangen for at være en central del af vores kulturarv og et vigtigtdannelseselement. Som seminarielektor i musik, kunne jeg ikke være mereenig! Vi ved begge at det musiske er til stor gavn og glæde og som et afmenneskets store udviklingspotentialer grundlægges sangglæden og denkulturelle dannelse i de helt unge år – hjemme hos mor og far og ivuggestuen. Så mon ikke vi også er enige om at vuggesangen og

sanglegene i vuggestuen og børnehaven ville være oplagte arnesteder fordenne kulturens olympiske ild? Men er det ikke ufatteligt atundervisningsministeren har formet pædagoguddannelsen så de selvsammestuderende, der om få år står for en stor del af den tidligste kulturelledannelse af vores børn, knap nok har tid til at slå en tone an under deresuddannelse? Musikfaget er nemlig nedlagt og dets afløser - liniefagetUdtryk, musik og drama er skåret ned til ukendelighed. Hvis det er udtrykfor visdom, må jeg erkende at jeg ikke fatter en brik af det!Vel hjemme i min hyggelige stue med en nylavet kop te i hånden, tænkerjeg på den morgenstund om 9 dage, hvor jeg, ligesom de af mine kollegerder af ledelsen på UCC, er blevet instrueret om at sidde ved telefonen forat modtage fyringen mundtligt. Den morgen vil måneders uvished afløsesaf den sikre viden om, at her dømmes og eksekveres uden rettergang. Hvadenten det er min egen telefon som ringer den 5. februar kl. 9, eller om detbliver mine kollegers, så må der, i overført betydning, ringe advarendeklokker. Ved blot at se stiltiende til pådrager vi os kollektivt ansvar fornoget jeg sagtens kan se som en rituel menneskeofring. Selvom ordet hørertil i en fjern fortid, er fremgangsmåden den samme. Og da det netop er os,de musiske kolleger, som skal ofres i denne fyringsrunde kan vi også væresikre på, at der fremover vil blive sunget endnu færre sange, spillet mindrepå tromme og leget færre sanglege med børnene i Danmarks vuggestuer ogbørnehaver.Det er da ufattelig visdom!