11.11.08

 

 

Høringssvar vedr. bekendtgørelse om uddannelsen til fodterapeut.

 

Reference: 058.707.011.

 

 

 

Jeg skal på vegne af Landsforeningen af statsaut. Fodterapeuter knytte følgende kommentarer til udkastet til bekendtgørelse.

 

Landsforeningen ser bekendtgørelsen som en nødvendig tilretning i forbindelse med den proces, der er i gang omkring tilretninger af bekendtgørelser indenfor erhvervsuddannelsesområdet. Som vi tidligere har påpeget, mener vi ikke, at uddannelsen i dag lever op til de krav, der stilles til en moderne fodterapeut. Vi ser uddannelsen som en terapeutisk uddannelse på lige fod med andre terapeutiske uddannelser som fysioterapeut og ergoterapeut. Vi ser derfor frem til at indgå i det arbejde omkring en modernisering af uddannelsen, som Bertel Haarder lægger op til i sit brev af 11.06.2008 til Folketingets Uddannelsesudvalg.

 

Med hensyn til udkastet til bekendtgørelsen har landsforeningen følgende kommentarer:

 

Vi ser positivt på, at førstehjælp inddrages i uddannelsen, men set i lyset af, at uddannelsen allerede er meget sammenpresset forventer vi, at timetallet udvides med de 12 timer, der skal medgå til førstehjælp, og at skolerne kompenseres økonomisk for dette.

 

I den tidligere bekendtgørelse er faget farmakologi medtaget. Vi finder det meget uheldigt, at dette fag ikke er medtaget i den nye bekendtgørelse. Fodterapeuter kommer i deres dagligdag i berøring med flere farmaceutiske præparater. Vi vil derfor anbefale, at ministeriet taget dette fag med i den nye bekendtgørelse.

 

Der bliver i det moderne sundhedsvæsen fokuseret mere og mere på vejledning af patienter. Vi vil derfor opfordre til, at der sættes fokus på dette emne i undervisningen fremover og dermed også i bekendtgørelsen.

 

Vi finder det uacceptabelt, at uddannelsen til fodplejer umiddelbart kan give adgang til uddannelsen til fodterapeut. Uddannelsen til fodplejer er en uddannelse, der er uden offentlig kontrol. Desuden er nogle af ”uddannelserne” pr. fjernundervisning. Der er således ingen garanti for kvaliteten af denne uddannelse. Samtidig finder vi det forunderligt, at ministeriet inddrager en sådan ”uddannelse” i en bekendtgørelse, før ministeriet er færdig med den undersøgelse af uddannelsen til fodplejer, som Folketingets Uddannelsesudvalg har bestilt. Endelig er årsagen til, at den nuværende opskolingsuddannelse ikke benyttes, at fodplejerne ikke kan leve op til de krav, der stilles for at komme på opskolingsuddannelsen.

 

Da de fleste fodterapeuter bliver selvstændige efter endt uddannelse, savner landsforeningen, at der i bekendtgørelsen inddrages et punkt om drift af selvstændig virksomhed. Vi vil gerne opfordre ministeriet til at inddrage dette i uddannelsen på lige fod med førstehjælp.

 

 

Med venlig hilsen

 

 

Mogens Andersen

Sekretariatschef