Billigere at læse til meritlærer og meritpædagog

06.11.2008Deltagerbetalingen til at læse til meritlærer og meritpædagog skal sættes ned. Der vil på Finansloven 2009 til 2012 blive afsat 38,5 millioner kroner til formålet.

PRESSEMEDDELELSE


I dag koster det knap 30.000 kroner i deltagerbetaling at læse til meritlærer under Åben uddannelse. Med det nye tilskud bliver det muligt at sænke deltagerbetalingen til under 20.000 kroner årligt. Meritpædagoger betaler i dag cirka 16.000 kroner, og fremover skal betalingen reduceres til knap 14.000 kroner årligt.

Det har været en mærkesag for undervisningsminister Bertel Haarder at gøre det nemmere og mere attraktivt at læse til pædagog eller lærer under åben uddannelse.

”Vi får brug for flere pædagoger og lærere de kommende år. Derfor skal vi gøre det nemt og billigt at videreuddanne sig inden for disse områder. Jeg ser det som en stor ressource for daginstitutioner og skoler, at der kommer flere uddannede med forskellige erfaringer og baggrunde i bagagen,” siger Bertel Haarder.

Mange arbejder i dag som ufaglærte inden for de pædagogiske fag. En del af disse kan med fordel uddanne sig sideløbende med arbejdet under Åben uddannelse. Uddannelserne kan både gennemføres på fuld tid og som deltidsstudium ved siden af fuldtidsbeskæftigelse på arbejdsmarkedet.

I 2007 var der godt 1.000 årselever på meritpædagoguddannelsen og godt 600 årselever på meritlæreruddannelsen. Det skønnes forsigtigt, at knap 25 procent af deltagerne på uddannelsen til meritpædagog finansierer deltagerbetalingen selv, mens det samme skønnes at gælde for cirka 75 procent af deltagerne på uddannelsen til meritlærer.

Nu forhøjes tilskuddet til uddannelserne med cirka 40 procent i 2009, hvilket vil indebære, at deltagerbetalingen forventes at blive reduceret med lidt over 30 procent. Hvor meget uddannelsen koster varierer fra sted til sted. På meritpædagoguddannelsen foreslås taksten forhøjet med cirka 10 procent i 2009, hvilket indebærer, at deltagerbetalingen kan reduceres tilsvarende.

Uddannelsen til meritlærer er blevet ændret med virkning fra 1. august 2008. Det faglige niveau på meritlæreruddannelsen er blevet hævet, og samtidigt er der åbnet for, at mange flere kan søge om at blive meritlærere.

Den nye meritlæreruddannelse og billigere deltagerbetaling skal være med til at sikre uddannede lærere i folkeskolen. For at få flest muligt kvalificerede og motiverede ansøgere til at foretage et ’sporskifte’ til undervisning i folkeskolen gennem meritlæreruddannelsen, er optagelseskravene justeret.

Fremover kan alle ansøgere med afsluttet bachelor-, kandidat- eller professionsbacheloruddannelse optages på uddannelsen. Også ansøgere over 25 år med en erhvervsuddannelse og mindst to års erhvervserfaring samt enten erhvervsuddannelse eller gymnasial uddannelse kan optages.

Interesserede kan henvende sig til deres lokale seminarium og høre mere.

Økonomi

Tabel 1. Nedsættelse af deltagerbetaling på uddannelsen til meritlærer og meritpædagog.

Millioner kroner 2009 pl.

2009

2010

2011

2012

Nedsættelse af deltagerbetalingen til meritlærer/pæd.

8,5

10,0

10,0

10,0

I alt

8,5

10,0

10,0

10,0