Kommissionen fremlagde 3. juli 2008 en grønbog om migration og mobilitet med fokus på udfordringer og muligheder for uddannelsessystemerne i EU. Kommissionen mener, at uddannelsessystemerne står over for en stor udfordring i form af, at et stort antal skolebørn med indvandrerbaggrund er i en svag socioøkonomisk position.
Kommissionen mener, at der foreligger klar og utvetydig dokumentation for, at mange indvandrerbørns uddannelsesmæssige resultater er ringere end blandt jævnaldrende fra værtslandet. Kommissionen fastslår, at ansvaret for at fastlægge uddannelsespolitikker til stadighed helt klart påhviler medlemsstaterne.
Kommissionen mener, at det vil være værdifuldt at gennemføre en høring af de berørte parter. Høringen fokuserer på de politiske udfordringer og løsninger, på EU’s rolle og på fremtiden for direktiv 77/486/EØF.
Fristen for bemærkninger til grønbogen er 31. december 2008.
Undervisningsministeriet har foretaget en høring af EU-specialudvalget for uddannelse og har modtaget høringssvar fra en række organisationer, jf. vedl. oversigt. Høringssvarene vil indgå i ministeriets videre arbejde med at besvare Kommissionens henvendelse, ligesom der vil ske inddragelse af evt. øvrige relevante interessenter og erfaringer.
Â