København d. 10. marts 2009
Kære medlem af Uddannelsesudvalget
Vedlagt finder du en kopi af det åbne brev, jeg dags dato har sendt til undervisningsminister Bertel Haarder.
Brevet er skrevet, fordi jeg er stærkt bekymret for udviklingen inden for specialundervisningen af børn med kommunikative forstyrrelser – for eksempel børn, der stammer, har mangelfuld sprogudvikling eller hørenedsættelse.
Konkret betyder en de facto-nedlæggelse af min arbejdsplads, BørneCentret ved THI KompetenceCenter, et drastisk kompetencetab. Samme tendens ses desværre flere steder i landet.
Børn og unge har hos os på BørneCentret fået en hjælp, der kan sikre dem et godt liv på trods af deres store kommunikative vanskeligheder. En hjælp, der også har været rettet mod deres familier og de pædagoger og lærere, der har med dem at gøre i det daglige.
Selvom de kommunalt ansatte talepædagoger, der nu skal varetage tilbuddene til disse børn, gør et rigtig godt stykke arbejde, har de ikke mulighed for at yde den meget specialiserede indsats, som vi indtil nu har kunnet tilbyde.
Det store spørgsmål er derfor: Hvordan kan vi sikre, at disse børn og deres familier også fremover kan få ’det rigtige tilbud’ og bevarelsen af et specialiseret beredskab?
Det spørger jeg ministeren om, og det håber jeg, at du vil være med til at sikre, at vi får et ordentligt svar på.
Venlig hilsen
Gudrun Østergaard
audiologopæd