Eksperimenter med materialer, farver og form. Mere viden om den mad, vi spiser. Masser af sang og obligatorisk undervisning i hjertemassage og kunstigt åndedræt. Det er nogle af de ændringer, der følger af Undervisningsministeriets forslag til nye Fælles Mål for de praktisk/musisk/kunstneriske fag og obligatoriske emner i folkeskolen, som nu er i høring.
De seneste år er der investeret flere timer i at forbedre elevernes basale færdigheder som at læse, skrive og regne. Nu er turen kommet til de praktiske fag billedkunst, musik, hjemkundskab, håndarbejde og sløjd samt de obligatoriske emner færdselslære, sundheds- og seksualundervisning og familiekundskab, dansk som andetsprog, modersmålsundervisning og børnehaveklassen. Disse fag skal nu moderniseres.
Moderniseringen går blandt andet ud på, at børnene skal blive bedre til at cykle og mestre færdselsreglerne for at bevæge sig i trafikken. De skal lære, hvordan de undgår de negative konsekvenser ved seksualitet, og så skal livsstil og adfærd kobles sammen med en forståelse for økonomi, arbejde og boligforhold.
Undervisningsminister Bertel Haarder ser frem til, at målene bliver taget i brug i folkeskolen.
â€De praktisk/musisk-kunstneriske fag skal styrkes pÃ¥ samme mÃ¥de, som folkeskolens øvrige fag er blevet styrket. Erfaring med og erkendelse af sig selv og omverden sker pÃ¥ mange mÃ¥der og med alle sanser. De forskellige sansers udtryksformer varetages af de kunstneriske, kulturbærende og hÃ¥ndværksbaserede fag. Derfor udgør disse fag en væsentlig del af en skole, der indskriver sig i en humanistisk og demokratisk tradition,†siger han.
Hvor fagene dansk, matematik og historie styrker elevernes faglige egenskaber, giver de praktiske musiske fag grundlag for udvikling og dannelse af en alsidig personlighed, således at alle potentialer hos den enkelte elev får mulighed for at udfoldes sig.
En undervisning i skolen, som lægger vægt på fagligheden i både humanistiske, matematisk-naturfaglige og praktiske musiske fag, er nødvendig, hvis Danmark fortsat skal være førende inden for blandt andet arkitektur og design.
Fælles Mål er en samlet betegnelse for undervisningen i folkeskolen og omfatter formål, slutmål og trinmål. De er bindende for, hvad undervisningen skal lede frem mod og skal sikre, at eleverne tilegner sig kundskaber og færdigheder i fagene på bestemte klassetrin.
Undervisningsministeriets forslag er i høring hos en række interessenter på skoleområdet. Efter høring skal de nye Fælles Mål forelægges folkeskolens forligskreds.
Fra hvert fag kan følgende fremhæves
Teksten er generelt blevet forenklet og opdateret til et nutidigt sprogbrug. Betegnelsen billeder er eksempelvis blevet udvidet med betegnelsen visuelle udtryk. Teksten er desuden blevet mere kulturelt orienteret tonet fra det mere private og personlige til det mere fælles og samfundsrelevante.
Aspekter fra omgivelserne er blevet inddraget, og arkitektur og design har på den måde fået en mere fremtrædende plads.
Der bliver lagt mere vægt på en naturfaglig tilgang til fagets teoridel. Eleverne skal nu have mere fokus på emner som energibehov og ernæringsmæssig betydning. Desuden skal elverne have en større forståelse for sund kost og motion, samt forskellige kulturers tilgange til tilberedning af fødevarer.
Ligeledes skal eleverne gøres opmærksomme på, hvordan de som forbrugere kan tage stilling til markedsføring og brugen af ny teknologi, og hvordan dette påvirker belastningen af miljøet. Der skal sættes fokus på principperne om bæredygtig husholdning.
Sløjd og håndarbejde har mange lighedspunkter, og derfor er formuleringerne om fagmål og slutmål fælles.
Eleverne skal lære håndværksmæssige metoder på højt fagligt niveau i begge fag. Der er derfor lagt vægt på, at eleverne skal eksperimentere med materialer, teknikker, farver, form og funktion i deres tilgang til designprocessen. Evalueringsprocessen er blevet fremhævet.
Derudover er der sket en styrkelse af kravet til elevernes stillingtagen til ressourceudnyttelse og bæredygtighed, både i forbindelse med den håndværksmæssige fremstillingsfase og i et større samfundsmæssigt perspektiv.
Sang er nævnt udtrykkeligt i fagformålet. Teksten er generelt blevet forenklet og opdateret til et nutidigt sprogbrug. En del af trinmålene er blevet gjort kortere og klarere ved en opstramning af teksten. Andre er udeladt.
Begrebet notation anvendes blandt andet for nodeskrivning og anden gengivelse af et melodi/musikforløb.
Førstehjælp har hidtil kun været beskrevet i læseplanen. Nu er der med justering af trinmålene sket en markant styrkelse af undervisningen i førstehjælp til tilskadekomne i trafikken.
Trinmålene er også blevet styrket, når det handler om elevernes evner og færdigheder på cykel, samt deres viden om de færdselsregler, der knytter sig til at være cyklist og bevæge sig i trafikken.
Undervisning i førstehjælp er tilføjet målene, så det kan medtænkes i langt flere sammenhænge end før.
Generelt skal undervisningen i faget bygge på et bredt sundhedsbegreb, således at sundhed forstås som samspillet mellem på den ene side livsstil og levevilkår og på den anden side livskvalitet og helbred.
Eleverne skal sættes i stand til at redegøre for sammenhænge mellem udvikling af livsstil og adfærd i forhold til for eksempel økonomi, erhverv og boligområdet. Undervisningen i seksualitet er styrket med et trinmål om, hvordan negative konsekvenser ved seksualitet kan undgås.
Målene for faget er generelt styrket, og der lægges vægt på læsning, samt at undervisningen skal bidrage til, at unge tosprogede kan begynde og gennemføre en ungdomsuddannelse.
Fagets status i forhold til de øvrige fag i folkeskolen er præciseret.
De nye mål indebærer, at der lægges vægt på fagets status som sprogfag, hvor den supplerende undervisning både gives som en dimension i folkeskolens øvrige fag og som selvstændigt fag, almindeligvis uden for almindelig undervisningstid.
Formålet præciserer, at modersmålsundervisningen foruden at lette elevernes eventuelle tilbagevendelse til oprindelseslandet også skal medvirke til at udvikle elevernes forudsætninger for at indgå aktivt i skole- og samfundsliv samt forberede dem til videre uddannelse. Derudover er målene blevet præciseret.
Det obligatoriske tema Sprog og udtryksformer er blevet ændret og præciseret, så der nu lægges vægt på arbejde med begrebsudvikling og børnenes forståelse af talt og skrevet sprog.
Temaet Natur og naturfaglige fænomener er ligeledes blevet præciseret i forhold til de gældende regler, så sammenhængen med den efterfølgende fagopdelte undervisning i matematik og natur/teknik står tydeligere.
Desuden er sprogvurdering blevet obligatorisk som led i starten af børnehaveklassen. Det skal indgå i børnenes elevplaner.