Den 4.2.2009
Kære undervisningsminister Bertel Haarder, kære politikere i Folketingets uddannelsesudvalg.
Vi har i vore faglige foreninger med interesse læst EVA-rapporten af 15.1.2009 og 8. rapport af 12.1.2009 fra følgegruppen vedr. gymnasiereformen. Ikke alle sproglærerforeningerne i gymsprog har nået at reagere ift denne henvendelse, men vi ønsker aht de igangværende politiske forhandlinger om justering af gymnasiereformen at fremkomme med vore synspunkter.
Vi finder ikke, som anført i EVA-rapporten, at det uden videre kan siges at eleverne har fået mere sprog i dybden til gengæld for tabet af sprog i bredden. Det er rigtigt at nogle fag har fået elever der tidligere valgte det gamle C-niveau, og hvor eleverne nu vælger A-niveau, men generelt er overførslen begrænset eller lille og for fag som de klassiske sprog og fortsættersprogene tysk og fransk er der direkte tale om en tilbagegang også på A-niveau, jfr. bilag: http://www.uvm.dk/~/media/Files/Stat/Gym/PDF08/081908_analyse_student2009.ashx
Vi er bekendte med den fælles henvendelse af 27.1.2009 til jer fra Tysklærerforeningen og Fransklærerforeningen. Vi deler bekymringen heri for den niveausænkning som anbefalingen af muligheden for særligt matematisk-naturvidenskabeligt orienterede elever til at vælge begyndersprog på kun B-niveau, indebærer. Det forholder sig efter vores vurdering således at elever i en globaliseret verden har brug for mindst to reelt fungerende fremmedsprog, og måske i virkeligheden ikke mindst matematisk-naturvidenskabeligt orienterede elever.
Vi kan i øvrigt tilslutte os anbefalingerne i følgegruppens 8. rapport.
Med venlig hilsen
Engelsklærerforeningen
Lene Sørensen
Fransklærerforeningen
Frank Østergaard
Italiensklærerforeningen
Nina Bisgaard
Klassikerforeningen
Tove Niclasen
Russisklærerforeningen
Henny Lihn Jensen
Spansklærerforeningen
Aase Kledal
Tysklærerforeningen
Merete Vonsbæk
Kontakt til gruppen: Frank Østergaard. Mail: [email protected]