TRU, Alm.del - 2008-09 - Bilag 466: Meddelelse om materiale udleveret af Schiller Instituttet ved foretrædet den 2. april 2009

Tale af Tom Gillesberg til Schiller Instituttets foretræde for Folketingets Trafikudvalgden 2. april 2009Goddag, jeg er Tom Gillesberg, formand for Schiller Instituttet i Danmark. Tak fordivi måtte komme.Den 12. april 2007 havde vi foretræde for dette udvalg og forklarede de store fordeleved at bygge en bro over Kattegat, der mere direkte ville forbinde Danmarks tostørste byer. Samtidig foreslog vi, at denne nye faste forbindelse skulle forsynes medmagnettog og være begyndelsen på anlæggelsen af et dansk magnettognet. Dette nyemagnettog med en hastighed på over 500 km/t ville reducere rejsetiden mellemKøbenhavn og Århus til 25 minutter, og Aalborg ville kunne nås på tre kvarter. I løbetaf de kommende årtier kunne vi så få opbygget et komplet dansk magnettognet, derville bringe København inden for en times afstand af alle de større danske byer, ogved en forlængelse til de omgivende storbyer Hamborg, Berlin, Stockholm og Oslobringe dem alle inden for fem kvarters afstand til København. Vort forslag blevefterfølgende af den daværende trafikminister betegnet som urealistisk, da det villekoste op mod 200 milliarder kr.Nu står vi i den største finansielle og økonomiske krise i moderne tid. For mangekom denne krise som et chok, men ikke for Schiller Instituttet. Den amerikanskeøkonom og statsmand Lyndon LaRouche har i årevis udtrykkeligt advaret imod denform for sammenbrudskrise, vi har set siden sommeren 2007, og Schiller Instituttethar gengivet disse advarsler herhjemme. I 2005 under valgsloganet: ”Når boblenbrister… Et nyt Bretton Woods” og i forbindelse med folketingsvalget i efteråret2007, hvor jeg stillede op sammen med tre andre kandidater under sloganet: ”Efterfinanskrakket – Magnettog over Kattegat”.De selvsamme inkompetente økonomer, hvis rådgivning har bragt verden i dennuværende finansielle og økonomiske krise, vil påstå, at der ikke er penge til denslags visionære projekter, for alle resurser må bruges til at redde de finansiellestrukturer. Insolvente banker og et bundløst globalt derivatmarked behøver tusinder afmilliarder af dollars for at undgå bankerot. I virkeligheden må vi tænke lige modsat.Lyndon LaRouche har rådet til, at man, ligesom præsident Franklin Roosevelt i30’erne, sætter finanssystemet og de insolvente banker under konkursbehandling,afskriver de opskruede spekulative værdier og lader bankerne genopstå i en udgaverenset for spekulation. Så kan vi i stedet bruge vore penge på at investere i denfysiske infrastruktur og den realøkonomi, der skal sikre vores fremtidige ve og vel.Penge, der bliver investeret i fysiske infrastrukturprojekter, er nemlig ikke penge udaf vinduet, som de nuværende hjælpepakker til insolvente banker og bankerottespekulanter er det. En motorvej, en ny bro eller endnu mere spændende – etmagnettognet, der dramatisk reducerer rejsetiden og gør det muligt for den kollektivetrafik at udkonkurrere bil og lastvognstrafik – er en stor udskrivning her og nu, menbevirker en stigning i hele økonomiens fremtidige produktivitet, og tjenes derforefterfølgende ind mange gange om. Som vi f.eks. så det med den oprindeligeetablering af jernbaner og veje eller efter åbningen af Storebæltsbroen.1

Den danske økonomi behøver ikke stimulering gennem skattelettelser eller udbetalingaf indefrosne pensioner, der blot vil fortsætte de seneste årtiers stigende privatforbrugbaseret på en voksende gældsætning med en voksende servicesektor til følge, menbehøver de positive økonomiske effekter, der følger af investeringer i samfundetsgrundlæggende økonomiske infrastruktur. Spørgsmålet er derfor ikke, hvor lidt vi kanslippe af sted med at bruge på infrastrukturen – som har været holdningen hos dennuværende regering de seneste otte år – men hvor mange penge vi på fornuftig viskan investere i den. Det er fint at Femern Bælt-forbindelsen langt om længe sættes igang i 2012, menvi skal sætte langt mere i gang langt hurtigere,hvis vi ønsker atundgå et totalt sammenbrud af den danske økonomi med skyhøj arbejdsløshed tilfølge.Lad os omgående sætte turbo på alle de offentlige infrastrukturprojekter, der erfærdigudarbejdede, men som blot er blevet udskudt på grund af manglendefinansiering, og lad os fremrykke Femern Bælt-forbindelsen mest muligt. Lad osiværksætte en omgående undersøgelse af den bedste udarbejdning af en Kattegat-forbindelse med den første del af det kommende danske magnettognet. Samtidigt børvi i samarbejde med Sverige undersøge, hvordan vi bedst udformer og bygger en fastforbindelse mellem Helsingør og Helsingborg.De faste forbindelser kan opføres med statslig kreditgaranti og finansieres gennembrugerbetaling, som det har været tilfældet med Storebælts- og Øresundsbroen. Detdanske magnettognet må derimod ligesom jernbane- og vejnettet bygges for statsligepenge, der kan sikre en maksimal udnyttelse i fremtiden. Staten betaler for bygningenog vedligeholdelsen af vejnettet, mens bilisterne nøjes med at betale deres egnedriftsomkostninger. På samme vis skal brugen af magnettognettet være gratis for etkommende driftsselskab, så der sker en overflyttelse af person- og godstransport tilmagnettognettet, og vi dermed får en stor samfundsmæssig besparelse i form af deinvesteringer, vi ellers måtte foretage for at udvide kapaciteten på det danskemotorvejsnet.I sine store projekter i 30’erne ansatte Roosevelt halvdelen af de daværendearbejdsløse, og gjorde det muligt for USA at genrejse sig fra krisen og efterfølgendevinde 2. Verdenskrig. Selv i Danmark satte vi projekter i gang som bygningen afLillebælts- og Storstrømsbroen.En ambitiøs investering i infrastruktur i den kommende tid vil lægge fundamentet forden fremtidige danske økonomi og være et værn imod den akutte truendemassearbejdsløshed. Men det vil kun finde sted, hvis staten lever op til sit ansvar ogsætter projekterne i gang og finansierer dem, gennem direkte investeringer og densuccesrige statslige model, som vi benyttede ved Storebælts- og Øresundsbroen. Desåkaldte OPP-projekter (Offentligt-Privat-Partnerskabs-projekter), der netop nufaldbydes af finansielle aktører, har kun til formål at berige private interessenter påbekostning af staten og det almene vel. Om nødvendigt kan staten i stedet selv skabekreditter gennem Nationalbanken.Men hvis staten blot trykker penge og anvender dem på offentlige investeringer, vil2

det så ikke føre til stigende inflation? Jo, hvis man som i de nylige bank- oghjælpepakker blot pumper penge ind til de spekulanter, der har ruineret verdensfinanssystem og økonomi i de seneste årtier. Ingen nye værdier bliver skabt, fordistaten pumper penge ind i en bankerot Roskilde Bank, og går man amok medhjælpepakker til billionbeløb, som den britiske og amerikanske regering gør det netopnu, lægger man grunden til hyperinflation. Skaber en stat derimod kreditter tilinvesteringer i den offentlige infrastruktur, eller udlåner penge gennem en statsligbank til virksomheders produktive investeringer, øges produktiviteten og den fysiskeværdiskabelse, og dermed sikres den fremtidige værdi af landets valuta og statenskreditværdighed.Mens vi taler her i dag er verdens ledende nationer samlet til et G20-topmøde iLondon om den globale finansielle krise. Der er alle tegn på, at det vil lykkes for denbritiske regering at forhindre den etablering af et nyt Bretton Woods-finanssystemmed faste valutakurser og kreditter til produktive investeringer, der er den eneste vejud af krisen. I stedet vil man fortsætte kursen imod hyperinflation og kaos. Vidanskere er heldigvis en suveræn nation med vort eget Folketing og vor egen valuta.Lad os vise vejen gennem at undsige spekulanterne og etablere et ambitiøst rednings-og opbygningsprogram for den danske økonomi. Så vil de andre nationer følge trop, itakt med at hjælpepakkerne til spekulanterne spiller fallit.Vi har det i vore egne hænder at påbegynde bygningen af en Kattegatbro og et danskmagnettognet, der ikke blot vil reducere rejsetiden mellem Århus og København til25 minutter, men som med tiden vil køre videre med 500 km/t over Berlin til Kina ogRusland, og via en tunnel under Beringstrædet til Nord- og Sydamerika. Og der vilkomme en tid, hvor vi med latter vil sige: ”Hvordan kunne nogle politikere nogensinde tro, at det var vigtigere at lave hjælpepakker for at redde spekulanter end atinvestere i den fysiske infrastruktur?”.Tak for ordet.