Notat

 

 

Dato             21. oktober 2008

Dok.id       

J. nr.           121-28

 

 

Referat af Rådsmødet (transport, telekommunikation og energi - transportdelen) den 9. oktober 2008 i Luxembourg

 

Dagsordenpunkt 1: Iværksættelse af udviklingsfasen for SESAR (det europæiske lufttrafikstyringssystem)

Der var enighed om en Rådsresolution om SESAR. Hovedindholdet i resolutionen er, at det understreges, at offentlige og private kræfter skal arbejde sammen for at realisere SESAR, og i den forbindelse stille de nødvendige økonomiske ressourcer til rådighed. Derudover skal Kommissionen i marts 2009 fremlægge en egentlig masterplan for arbejdet med SESAR, som Rådet vil skulle godkende.

Dagsordenpunkt 2: Ændring af forordningen om SESAR

Der var enighed om generel indstilling til forslaget, som er en institutionel ændring om forordningen om SESAR, der giver SESAR-fællesforetagendet sammen status som andre EU-organer.

Hensigten er således at sikre, at SESAR-fællesforetagendets opbygning bliver i overensstemmelse med den fremgangsmåde, der efterfølgende er vedtaget i forbindelse med oprettelsen af en række andre fællesforetagender, og som blandt andet indebærer moms- og skattefritagelse. De frigjorte midler vil fremover blive anvendt til finansiering af forsknings- og udviklingsaktiviteter i SESAR-projektet.

Dagsordenpunkt 3: Grønnere transport

Rådet nåede ikke til enighed om Rådskonklusioner om Grønnere transport. Det blev besluttet, at der skal arbejdes videre med konklusionerne med henblik på vedtagelse på Rådsmødet i december 2008.

Baggrunden for dagsordenspunktet er tre meddelelser fra Kommissionen fra juli 2008, der blev præsenteret som en del af større grøn transportpakke.

I udkastet til konklusioner noterede Rådet sig bl.a. Kommissionens overordnede tilgang til internalisering af eksterne omkostninger i alle transportformer og fremfører støtte til princippet under hensyntagen til den enkelte transportforms og det enkelte medlemslands særlige forhold.

Enkelte lande kunne ikke tilslutte sig Rådskonklusionerne, og der vil således blive arbejdet videre med teksten.

Dagsordenpunkt 4: Relationer med tredjelande inden for civil luftfart - luftfartsaftale med Libanon

Rådet vedtog at give Kommissionen mandat til at påbegynde forhandlinger med Libanon om indgåelse af en samlet aftale på luftfartsområdet.