Jesper Møller-Andersen

Ved Hegnet 12

3210 Vejby

48706104

[email protected]

 

                                                                                                                                   27. februar 2009

 

Kære Lars Barfoed

 

Der er lagt op til, at du midt i marts måned skal træffe nogle historiske beslutninger om placering af metrostationerne. Og dit bagland har klædt dig på til det, så du må mene, at du er klædt godt på. Du har Metroselskabet og Borgerrepræsentationen bag dig, så det er sådan set en ren ekspeditionssag, sådan må man gå ud fra du ser det, for sådan er det fremlagt for dig.

 

Og det skal være nu, for Metroselskabet skubber på for at komme i gang.

 

Men der er lus i skindpelsen. Spillets regler er ikke fulgt, og der er ikke foretaget fornødne undersøgelser.

 

Et anlæg af den størrelsesorden kræver en lokalplan. Det ved kommunerne, og det har man også lavet på Frederiksberg, men ikke i København. Nu kan det måske synes mindre vigtigt, om spillets regler er fulgt, hvis bare man når frem til den rigtige løsning. Men der er stor risiko for, at man ikke når den rigtige løsning.

Når man ikke følger spillets regler og laver lokalplan, som man skal, skyldes det – det kan man næsten tage for givet – at man er bange for at følge dem.

Et lokalplansforslag skal i offentlig høring, og det åbner for saglige argumenter og politiske argumenter (der behøver ikke være forskel på disse). Og der er ingen anden begrundelse for at vedtage at lade være med at lave en lokalplan end angst for, hvad en sådan åben debat måtte kunne medføre.

 

Kommunens afgørelse, om ikke at lave lokalplan er påklaget til Naturklagenævnet, og der ligger den til afgørelse i øjeblikket. Det vil være at spille hasard med sagkundskaben – og det vil være foragt for demokratiet – at træffe en afgørelse hen over hovedet på Naturklagenævnet og kommunens borgere. Din afgørelse bør selvfølgelig afvente Naturklagenævnets afgørelse og den lokalplan, som venteligt må følge deraf.

 

En placering af en station på en strækning i en metrocityring kræver analyser af passagertal og beregninger af behov og påvirkninger af miljøet, i København altså det specielle bymiljø. Det betyder, at alle mulige placeringer bør tages i overvejelse og undersøges. For så vidt angår placeringen af en station ved Frederiks Kirke/Marmorkirken er valget uden egentlige overvejelser faldet på den vestlige del af kirkepladsen. Og man har ikke undersøgt andre mulige placeringer.

En enkelt umulig placering er undersøgt (ved Dronningens Tværgade), og det tyder desværre på samme tanke bag projektet: man er bange for sagligheden og har ikke ønsket at bringe et reelt alternativ i spil. Kritik har det alligevel ikke skortet på. Fagfolk har påvist risiko for kirken, især byggeteknisk, men også æstetisk. Borgere har påvist det trafikpolitisk uheldige, nemlig blandt andet at placeringen kun er 500 meter fra Kongens Nytorv og ikke tilnærmelsesvis på midten af strækningen til Østerport. Og påvist det underlige i, at man lader linjen foretage et knæk og ikke fører den den direkte vej, nemlig over Borgergade med station mellem Klerkegade og Sølvgade.

 

Det er påfaldende, at Metroselskabet har koncentreret sig om at argumentere med, at det ikke forventer skader på Kirken. Det er en rent hypotetisk diskussion, og en velegnet afledningsmanøvre.

Og var det så endda så vel, at man inden man har bedt om din afgørelse, rent faktisk havde foretaget de – formodet – nødvendige undersøgelser ved kirken. Men af de folk, der har foretaget boringer ved kirken, har man kunnet få oplyst, at kun under 20% af boringerne på nuværende tidspunkt er gennemført.

 

Der er foregået en høringsproces, en såkaldt VVM-høring vedrørende miljøvirkninger, og der er kommet indsigelser i den forbindelse. Men her er reglerne heller ikke overholdt. Den placering ved Marmorkirken, der danner grundlaget for høringen, blev midt under høringsprocessen ændret. Og netop på sidste dato for mulige indsigelser, blev placeringen igen ændret. Altså er der hørt på baggrund af urigtige oplysninger, og placeringen er foreslået flyttet uden hensyn til høringen.  

 

Den behandling, der har fundet sted i Borgerrepræsentationen, viser, at der var tale om et politisk forlig. Mange argumenterede imod placeringen ved Marmorkirken, men alle stemte for. Selvfølgelig er det ikke Transportministerens opgave at drage det kommunale styres beslutningsret i tvivl. Men du kan – og synes det indlysende bør – ved din beslutning, tage i betragtning, at der ikke ligger saglige, men partipolitiske motiver bag Købehavns Kommunes beslutning.

 

Forarbejdet er ikke gjort godt nok, faktisk har det ikke fulgt lovgivningen, og det store pres for at få taget en endelig beslutning nu tyder på, at dit bagland er bange for at få ryddet op i tingene og åbnet for den saglige debat, det har afskåret borgere og sagkundskab fra.

 

Træffer du midt i marts måned den historiske beslutning om stationsplacering på milliardprojektet metrocityring, har du efter alt at dømme taget første spadestik til noget, der kan blive århundredets skandalesag.

 

Dit bagland har ikke klædt dig ordentligt på; det har ikke ønsket at skaffe dig de oplysninger, du skal bruge.

 

 

 

Med venlig hilsen

 

Jesper Møller-Andersen                    

lektor. cand. jur.