|
||
|
Dato            3. februar 2009 Dok.id       J. nr.          359-11 Â
|
|
Notat vedr. godkendt udsættelsesanmodning i henhold til Ottawa-konventionen for minerydning på Skallingen i Vestjylland.
Som følge af aftalen om finansloven for 2006 mellem V, K og DF blev der afsat 86 mio. kr. i perioden 2006-2008 til at rydde de befærdede områder af Skallingen i Vestjylland for miner fra den tyske besættelsestid, så det igen blev muligt for lokalbefolkning og turister at benytte strand og klitområderne. I forbindelse med ændringsforslag til finansloven for 2007 mellem V, K og DF blev der yderligere afsat en merbevilling på i alt 32 mio. kr. i 2007-2008, da minerydningen efter gennemførelsen af første fase og projekteringen af anden fase viste sig dyrere end oprindeligt antaget.
Minerydningen af Skallingen sker i henhold til Ottawa-konventionen (FN-regi), der blev ratificeret af Danmark i 1998. Herefter skal Danmark afslutte rydningen af personelminer på dansk område senest den 1. marts 2009. Konventionen rummer dog mulighed for udsættelse frem til 2019.
Området, der ejes af Kystdirektoratet, blev inddelt i 3 mindre områder med klit, strand og marskområde, som kunne ryddes hver for sig og dermed fungere som særskilte minerydningsfaser.
De befærdede dele udgjorde hhv. område 1 og område 2, og disse er nu blevet ryddet. Område 1 blev ryddet i 2006, mens område 2 blev frigivet medio 2008. Den ubefærdede del, område 3, er endnu ikke blevet ryddet. Stillingtagen til tidspunkt og metode for rydningen af område 3 skulle ske på baggrund af erfaringerne ved rydningen af område 1 og 2.
Område 3 adskiller sig fra område 1 og 2. Det består primært af marsk og omfatter ca. 120 ha og er afspærret af sikkerhedshensyn. Der er stort set ikke klit og strandarealer i område 3, som det er tilfældet for de allerede ryddede områder. Derudover er området omfattet af en række naturbeskyttelsesbestemmelser, herunder udpeget som såkaldt RAMSAR-område, der har til hensigt at beskytte vådområder og dyreliv. Oversvømmelser af området og yngleområderne besværliggør en evt. rydning. Således har Kystdirektoratet oplyst, at det udelukkende vil være muligt at rydde i ca. 8 mdr. om året. Rydningen forventes desuden at kræve en forudgående gennemførelse af en VVM-undersøgelse i samarbejde med miljømyndighederne.
./.
Da det ikke ville være muligt at overholde fristen 1.
marts 2009 for rydningen af område 3, fremsendte Danmark i sommeren 2008 i
FN-regi en ansøgning om udsættelse af Ottawa-konventionens frist. Udsættelsesanmodningen
lyder på, at der senest den 1. januar 2011 skal foreligge en endelig tids- og
rydningsplan for område 3.
./.
Det følger af udsættelsesanmodningen, at Danmark skal
tilvejebringe nærmere information om minernes tilstand, rydningsmetode og
fremsættelse af en rydningsplan, jf. vedlagte præsentation fra mødet i FN
november 2008. Disse informationer er nødvendige i forbindelse med den endelige
udsættelsesanmodning, der skal fremlægges og behandles i FN-regi inden udgangen
af 2010. Danmark skal således medio 2010 fremsende en endelig tidsplan for
rydningen af område 3 til FN og fremlægge den på et møde i FN ultimo 2010. Når
rydningen er afsluttet, vil Danmark have efterlevet sine FN-forpligtelser for
så vidt angår rydning af personelminer på dansk territorium.
Danmarks udsættelsesanmodning er enstemmigt vedtaget af medlemsstaterne.