29. januar 2009
PRESSEMEDDELELSE
Åbent samråd om piloter og luftfartssikkerhed
Folketingets Trafikudvalg har kaldt transportminister Lars Barfoed i samråd om luftfartssikkerhed og piloters arbejdstids- og helbredsforhold.
Samrådet er åbent for alle og finder sted torsdag den 5. februar 2009 kl. 10.30 i vær. 2-080 på Christiansborg.
Udvalget har bedt transportministeren om at gennemgå en rapport, som Det Europæiske Luftfartssikkerhedsagentur (EASA) skal aflevere til EU–kommissionen om reglerne for piloters flyve- og hviletid. Desuden har udvalget bedt ministeren om at orientere om situationen med lægekontrol af piloter mellem 45 og 60 år, om Statens Luftfartsvæsen (SLV)´s kontrol med praktiserende flyvelæger og om det rejsehold, der rejser til Sverige og Norge for at kontrollere kabinepersonale. Endelig har udvalget spurgt, om ministeren finder det rimeligt, at SLV ikke har svaret på en række spørgsmål, som Danish Air Line Pilots Association (DALPA) har stillet i november 2008.
Samrådsspørgsmålene kan læses her:
http://www.ft.dk/Samling/20081/almdel/TRU/samspm/M/index.htm
http://www.ft.dk/Samling/20081/almdel/TRU/samspm/N/index.htm
http://www.ft.dk/Samling/20081/almdel/TRU/samspm/O/index.htm
http://www.ft.dk/Samling/20081/almdel/TRU/samspm/P/index.htm
http://www.ft.dk/Samling/20081/almdel/TRU/samspm/AA/index.htm
Samrådsspørgsmålene er stillet efter ønske fra Jens Chr. Lund (S).
Samrådet er åbent for alle, men der vil være et begrænset antal tilhørerpladser. Enkelte er forbeholdt pressen. De øvrige pladser går efter først til mølle-princippet. Hvis man ønsker at overvære det åbne samråd, kontaktes udvalgets sekretariat senest onsdag den 4. februar 2009 kl. 12.00 på tlf. 33 37 55 48 eller på e-mail [email protected]. For gæster, der kommer udefra, må der beregnes ekstra tid på grund af sikkerhedstjek ved besøgsindgangen.
Det er tilladt at fotografere og optage lyd og tv m.v., hvis det kan ske med tv-kameraer på stativ uden at anbringe mikrofoner på bordene og uden at forstyrre samrådets afvikling i øvrigt.
En cd med lydoptagelse af det åbne samråd vil senere kunne fås i Folketingets Oplysning, tlf. 33 37 33 38.
Yderligere oplysninger:
Udvalgssekretær Jesper Thinghuus, tlf. 33 37 55 14