Forlængelse af særkøreplan på Kystbanen

DSBFirst har anbefalet, at særkøreplanen, der har været anvendt på Kystbanen siden den 13. januar 2009, fortsætter i yderligere en periode, mens DSBFirst gennemfører en handlingsplan for stabilisering af trafikafviklingen. Trafikstyrelsen har på den baggrund accepteret, at særkøreplanen kan fortsætte frem til udgangen af februar 2009.

Særkøreplanen

Særkøreplanen betyder, at visse myldretidstog mellem Nivå og Helsingør kører efter en ændret køreplan:

Øresundstogene er således ikke berørt af ændringerne, og der er ingen ændringer for stationer syd for Nivå. Særkøreplanen kan ses hos DSBFirst på adressen www.dsbfirst.dk.

Handlingsplan og opfølgning

DSBFirst skal i den periode, hvor der køres efter særkøreplan, gennemføre en handlingsplan for en permanent stabilisering af trafikafviklingen. Trafikstyrelsen vil i perioden ugentligt følge op på fremdriften i handlingsplanen samt udviklingen i togenes rettidighed. Trafikstyrelsen vil desuden følge belægningen i udvalgte tog.

Hvis denne opfølgning og anbefalinger fra DSBFirst skulle pege på, at det fortsat ikke er trafikalt forsvarligt at vende tilbage til normalkøreplanen 2. marts 2009, kan det blive nødvendigt at vurdere, om en yderligere forlængelse af særkøreplanen er velbegrundet.

Den udbudte kontrakt giver DSBFirst mulighed for at etablere særkøreplaner i afgrænsede perioder. Statens betaling til DSBFirst reduceres i henhold til kontrakten, så længe DSBFirsts kørsel er reduceret som følge af særkøreplanen.