Fra: Transportministeriet [mailto:[email protected]]

Sendt: 16. januar 2009 14:54

Til: undisclosed-recipients

Emne: Abonnementbesked fra Transportministeriet - Pilotprojekt om blinde og svagsynedes transportbehov

 

Der er lagt en nyhed op på Transportministeriet hjemmeside.

 

Nyheden er blevet tildelt følgende kategorier:

 

*      Jernbaner

*      Ministeren/Departementet

*      Veje, køretøjer og trafiksikkerhed

 

Nyheden vises nedenfor:

________________________________________________

 

Pilotprojekt om blinde og svagsynedes transportbehov

 

1. januar 2009 lancerede Transportministeriet i samarbejde med Movia Flextrafik og Dansk Blindesamfund en forsøgskørselsordning for blinde og svagsynede. Transportministeriet er overordnet ansvarlig for pilotprojektet, da det realiseres via midler fra regeringens satspulje. Projektet er forankret hos Movia Flextrafik, mens Dansk Blindesamfund har stået for rekruttering af deltagere.

 

Blinde/svagsynede er i dag ikke omfattet af ordningen om individuel handicapkørsel, hvis lovgivningsmæssige rammer Transportministeriet har ansvaret for. Ordningen kan alene benyttes af stærkt bevægelseshæmmede personer og giver ret til 104 årlige ture til fritidsformål fra dør til dør for en mindre egenbetaling. Enkelte kommuner tilbyder ekstraordinært andre handicapgrupper at benytte ordningen.

 

Mange blinde, særligt senblinde, har problemer med at bruge det gængse transportsystem. Det viste sig bl.a. i en interviewanalyse foranstaltet af Transportministeriet i 2007. Hver tredje blind eller svagsynet føler sig desuden utryg ved at færdes på egen hånd i trafikken uden for nærmiljøet.

 

For at afdække netop blinde og svagsynedes behov for optagelse i den individuelle kørselsordning har Transportministeriet netop igangsat et etårigt forsøg for medlemmer af Dansk Blindesamfund bosiddende i det tidligere Vestsjællands Amt og Storstrøms Amt. Forsøgsdeltagerne vil deltage på samme vilkår som de øvrigt visiterede til ordningen.

 

Transportminister Lars Barfoed udtaler:

 

- Dette pilotprojekt er en unik mulighed for at få større indsigt i blinde og svagsynedes transportbehov. Adgangen til transport er vigtig for alle borgere for at kunne deltage i de aktiviteter, der tegner et samfund. At skabe et for alle fuldt tilgængeligt transportsystem er nok utopisk. Derfor vil der også i fremtiden være brug for individuelle ordninger. Men mere viden om konkrete transportmønstre kan være med til at pege på, hvor der er behov for at gøre en ekstra indsats for at forbedre tilgængeligheden.

 

Med venlig hilsen

Transportministeriet - http://www.trm.dk/