Føns den 3. december 2008
Til Folketingets Trafikudvalg
Indsigelse mod en 3. forbindelse over Lillebælt syd for Middelfart
Vi ved, at regions- og kommunalpolitikere fra Region Syd tidligere har haft foretræde for Folketingets Trafikudvalg og, at de atter har foretræde for Trafikudvalget den 4. december blandt andet for at fremme ønsket om en 3. forbindelse over Lillebælt syd for Middelfart.
Det er vor opfattelse, at vore lokalpolitikere negligerer den kendsgerning, at Lillebælt syd for Middelfart er et af Danmarks mest fredede områder. Det er omfattet af Natura 2000 lovgivningen, som er EU’s overordnede målsætning om at stoppe forringelser af biodiversiteten senest i 2010.
35.000 hektar natur, som er fuglebeskyttelses-, habitat-, og ramsarområder, ønskes anvendt til en infrastrukturudvikling, som vi ikke forstår baggrunden for.
Vi ønsker, at Trafikudvalget tager følgende indsigelser mod etableringen af en 3. forbindelse i dette område med i sine overvejelser, da vi ikke mener, at vore lokalpolitikere har taget hensyn til:
1. Ødelæggelsen af et helt uvurderligt naturområde med tilhørende bagland på begge sider af bæltet.
2. De nyeste politiske målsætninger for bæredygtighed, naturbeskyttelse i forbindelse med infrastrukturinvesteringer.
3. Konsekvensen af en intensiveret udbygning af ITS og den kollektive trafik
4. Adfærdsregulerende afgifter.
Desuden finder vi det besynderligt, at man i hele analyseprocessen (Vejdirektoratets analyser) arbejder med fremskrivning af trafikken med over 3,5 % frem til år 2017, når kendsgerningen er, at det tænkte projekt, hvis det gennemføres, vil stå færdigt senere end 2020. Her begynder befolkningstilvæksten at aftage. Danmarks Statistiks materialer viser, at der år i 2040 kun vil være 3,6 millioner personer under 65 år (gruppen af pendlere) mod 5,1 millioner i 2007.
Lige så undrende er vi over for det postulat, at den sydlige broforbindelse skal løse trængselsproblemerne på motorvejen mellem Skærup og Randers. Området har og vil få den største befolkningstilvækst i Danmark. Derfor finder vi det ulogisk, at en del af trafikken, som relaterer sig til dette område, skal tvinges til at køre en omvej uden om Kolding. Omveje er CO2 belastende.
Det skal oplyses, at Interessegruppen mod en sydlig forbindelse har fået foretræde for Trafikudvalget den 22. januar 2009, hvor vi vil uddybe vore synspunkter.
Vi vil i øvrigt benytte lejligheden til at henvise til vores hjemmeside, som vi løbende opdaterer med materiale i sagen: http://foens.dk/nybro/
Med venlig hilsen
Interessegruppen mod en sydlig forbindelse
På gruppens vegne Poul Kristensen, Fønsvej 32, 5580 Nørre Aaby – tlf. 6538 3502