Patientforeningen Danmark

Postboks 1238

5100 Odense C

 

Att.: Karsten Skawbo-Jensen

[email protected]

 


 

Slotsholmsgade 10-12

DK-1216 København K

Tlf. +45 7226 9000

Fax. +45 7226 9001

E-mail [email protected]

Hjemmeside www.sum.dk

 

 

København, den 25. november 2008

J.nr.: 2008-1651-40


Kære Karsten Skawbo-Jensen

 

Tak for din henvendelse af 24. september 2008 om kravene til patientinformation.

 

I henvendelsen foreslår Patientforeningen Danmark en ændring af reglerne om informeret samtykke. Patientforeningen foreslår konkret, at det skærpede oplysningskrav, der er gældende for medicinske forsøg og på plastikkirurgiens område, udstrækkes til at gælde for alle sygdomsområder, således at der altid forud for patientens afgivelse af informeret samtykke skal gives både mundtlig og skriftlig information.

 

Set med faglige briller er det ikke hensigtsmæssigt at få Sundhedsstyrelsen til at standardisere skriftlig information til patienter til brug for aktuelle behandlingsforløb, som jo af gode grunde vil være individuelle. Der er vigtigt, at informationen i videst muligt omfang målrettes den enkelte patients forudsætninger og behov - og derfor vil en standardinformation kun i de færreste tilfælde være anvendelig.

 

Samtidig vil det være meget ressourcekrævende - og praktisk umuligt - at pålægge lægerne at udarbejde individuel skriftlig information til hver patient. De samme informationer kan ofte uden problemer gives mundtligt og danne grundlag for en dialog mellem patienten og lægen. En dialog, som kan sikre, at patientens spørgsmål hurtigt besvares.

 

Reglerne om informeret samtykke har det udgangspunkt, at information skal gives mundtligt og bør suppleres med skriftligt informationsmateriale ved større indgreb og komplicerede behandlinger. Jeg finder, at denne regel fint udtrykker den afvejning, som sundhedspersonen skal foretage i forhold til omfanget og formen af information, når patienten skal give sit informerede samtykke til behandling.

 

Efter min opfattelse sikrer de eksisterende regler rammerne for, at patienterne får de nødvendige og tilstrækkelige oplysninger og på den mest hensigtsmæssige måde. Jeg finder derfor ikke grundlag for at ændre loven.

 

Med venlig hilsen

 

 

 

Jakob Axel Nielsen