Geografiske afstande til behandlingsstederne vil begrænse muligheder for biologisk behandling til patientermed psoriasis og psoriasisgigt –et unødvendigt tilbageskridt.
Sundhedsstyrelsens forslag og målsætning – beskrevet i brev af 29. maj 2009 til Danmarks Psoriasis Forening- om at borgere/patienter skal sikres den bedste og i øvrigt ensartede behandling uanset tid og sted, er godog forståelig. Tanken om ”at øvelse gør mester” kan vanskeligt modsiges.Alt dog under den forudsætning,
at patienten kommer frem til behandlingsstedet. Om patienten gør detafhænger bl.a. af den geografiske afstand mellem patientens bopæl og behandlingsstedet.Efter Sundhedsstyrelsens forslag vil behandlingsstederne (udenfor Hovedstadsområdet) være placeret iRoskilde, Odense og Århus, hvilket betyder at en række patienter med psoriasis og psoriasisgigt har bopæl,der ligger 50-100 km fra behandlingsstedet.Den afstand enten afholder patienten fra behandling eller belaster patienten voldsomt og ofte i dagligdagen.Skal dette undgås, så skal behandling ispecialpraksis fortsat og fra start af
indgå i den overordnedeplanlægning.DPF ønsker, at muligheden for biologisk behandling til patienter med psoriasis og psoriasisgigt fastholdes ispecialpraksis-sektoren – specielt i Regionernes randområder, f.eks. i Vestjylland, Syd- og Sydvestjylland,Vest – og Sydsjælland (inkl. Lolland, Falster og Bornholm) og i hele Nordjylland.Også i specialpraksis vil ”øvelse gøre mester” på dette felt. Det er allerede dokumenteret i den nuværendemodel. I specialpraksis kender lægen sin patients sygdomsforløb før biologisk behandling kommer på tale.Såfremt specialpraksis-sektoren ikke fortsat kan anvende biologiske behandlinger, så vil det overordnedemål ”at samle specialet” få konsekvenser, som erunødvendige, uhensigtsmæssige og uheldige.
Med venlig hilsen
