Retsudvalget 2008-09, Sundhedsudvalget 2008-09
REU Alm.del Bilag 530, SUU Alm.del Bilag 460
Offentligt
Til medlemmerne af Folketingets Sundhedsudvalg,Socialudvalg og RetsudvalgUndertegnede medlem af bestyrelserne f LAP Region Hovedstaden,LAP Nordsjælland, LAP repræsentant i Gennembruds Projektets styregruppe ogFilipine Projektet Region Hovedstaden.Bo Steen Jensen[email protected]Ønsker hermed at fremsende, til Deres venlige orientering, følgendememorandum på baggrund af bl.a. udtalelser i Ekstra Bladet.Det er med nogen bestyrtelse jeg registrere forskellige ordførers udtalelserne tilEB, i forbindelse med Sophie Lôhder’s tanker til kommende forslag omkringbegrebet ” Frivillig Tvang”Jeg vil i første omgang helt forbigå at begrebet er en etymologisk anakronisme,idet to hinanden modstridende begreber ikke ved sammensætning opnår en nybetydning, men ophæver sine respektive betydninger.Derimod vil jeg henvise til:Ad 1 Der findes faktisk allerede de fornødne redskaber i lovgivningen. Men dekommer ikke i relevant funktion grundet mangler i samspil.En ting som blandt andet Filipine projektet er et udtryk for. Et projekt der netophar fokus på ovennævnte mangler i kommunikationsfladerne mellem deinvolverede personalegrupper.Indsætter et citat fra Region Hovedstadens visions hefte ”Personer med psykisksygdom der begår kriminalitet”. I afsnittetSamarbejde og sammenhængskrivesfølgende:” Regionerne er på baggrund af havarirapporterne blevet kritiseret for, at derudarbejdes for få udskrivningsaftaler/koordinationsplaner.• Regionerne vil udarbejde udskrivningsaftaler/ koordinationsplaner foralle retspsykiatriske patienter, der har begået personfarlig kriminalitet ogfor de patienter, hvor det skønnes hensigtsmæssigt.
Som det fremgår af regelsættet omkring udskrivningsaftaler, er der tale om etsamarbejde mellem mange aktører. Uheldigvis oplever medarbejderne på depsykiatriske afdelinger gang på gang at måtte bruge uforholdsmæssig meget tid påat arrangere og afholde møder med andre involverede myndigheder/aktører. I vissetilfælde oplever man, at repræsentanterne for kommunerne møder op udenfornøden kompetence til at træffe beslutning omkring visitation og anden form foropfølgende indsats i socialt regiI andre tilfælde oplever man, at de kommunale repræsentanter helt udebliver framøderne.De psykiatriske afdelinger oplever derfor processen omkring udskrivningsaftalernesom bøvlet, og nogen gange endda spild af personaleressourcer. Der synes atmangle en klar sammenhæng mellem de psykiatriske afdelingers ansvar forplanernes tilblivelse og det tilsvarende indhold i planerne. Som konsekvensundlader man ofte at udarbejde udskrivningsaftaler i situationer, hvor patientensbehov ellers tilsiger en aftale.En anden konsekvens er, at færdigbehandlede patienter ikke kan udskrivesrettidigt.For at kvalitetssikre arbejdet med udskrivningsaftaler/koordinationsplaner er derbehov for at etablere en organisatorisk ramme inden for psykiatrien, der kan sikregod og rettidig inddragelse af alle relevante parter og myndigheder.Heri indgår en styrkelse af de administrative og sagsbehandlende funktioner ipsykiatrien.• Der skal tilføres økonomiske ressourcer til udarbejdelse af flereudskrivningsaftalerog etablering af det nødvendige organisatoriske set-upDesværre ser ud som om at de fornødne, og for brugeren nødvendige, samspilmellem behandlingspsykiatrien og de socialpsykiatriske og andre i servicelovennedfældede omsorgstiltag ikke fungere efter loven ånd, for ikke at sige bogstav.Dette er muligvis baggrund for at Servicestyrelsen for tiden er ved at kortlæggekommunernes udmøntning af berørte lovområder. En kortlægning der erfremkaldt af oplevelsen af, at for mange kommunerne alt for ofte bruger hvadman desværre nærmest må kalde discount opfyldelse af deres lovbestemteforpligtelser.Ad 2 Følgende citat må også forundre:”Der er også en sundhedsfaglig argumentation for at sørge for, at patienterne fårderes medicin, fordi det ødelægger hjernen, når man får psykoser, siger DF-sundhedsordfører Liselotte Blixt.”ikke mindst fordi der findes mindst lige så mange videnskabelige belæg, såvelnationale som internationale, for, at medicinen ødelægger ikke bare hjernen, i sigselv slemt nok, men også giver op til flere livstruende somatiske og fysiurgiskebivirknings skader.Ad 3 Brugerorganisationen LAP har i årevis ønsket en relevant og adækvatforskning i årsagskæderne bag påstanden ” Patienterne ophører med at deres
medicin fordi de mangler sygdomsforståelse”. I mine øjne et postulat der stadigtsavner videnskabeligt grundlag. Et postulat bliver ikke et bevis udelukkende viagentagelse, samt forkorter livet.Der er ikke tvivl om at bl.a. den manglende politiske vilje til at sørge for enøkonomisk ansvarlig basis bære en del, for ikke at sige en meget stor del afskylden for, at de tragiske svigt opstår. Konstante sparrekrav giver ikke optimaleforhold for udvikling af det sikkerhedsnet som kan være fornødent.Derfor syntes det mig dybt problematisk, at man fra flere partiers side mener atudvidelse af muligheden for tvangsanvendelse skulle være en brugbar vej.Det er tankevækkende, at man i Italien og Frankrig kan klare den psykiatriskebehandling alene ad frivillighedsvej. Det skyldes formentlig, at man aldrig harhaft muligheder for tvangsindgreb. Og man derfor har været tvunget til at udvikleredskaber, som fungerede på disse vilkår.For mig at se er vejen frem mod en større sikkerhed, både for de mennesker derrammes af psykiske ubalancer (sygdomme) og for samfundet som sådan, kunnoget der højere grad kan opnås, når og hvis de fornødne økonomiske rammer ertil stede, og ikke mindst når og hvis de nødvendige paradigmeskift ipersonalegrupperne, som i fællesskab bære ansvaret for denne sikkerhed,udmønter sig i samarbejde/samspil.Se venligst også nedenstående linkhttp://politiken.dk/indland/article707634.eceBo Steen JensenProvst Bentzons vej 25 I. mf.2860 Søborg39 69 33 88[email protected]