25. oktober 2008

 

 

 

Til medlemmerne af Folketingets sundhedsudvalg

 

Jeg henvender mig til udvalget på grund af den truende hospitalsskandale i Nordvestjylland.

Vi nordvestjyder har imidlertid nu med glæde noteret os folketingets interesse for sagen.

Jeg har i juli 2008 i et brev henvendt mig til sundhedsministeren om sagen. Brevet vedlægges i kopi.

 

Som bekendt har Region Midt for 750.000 kr. hos Cowi Consult fået udfærdiget en rapport, der objektivt og sagligt skulle fastslå den bedste placering af et nyt Regionshospital Vest. Rapporten blev udarbejdet med geografisk udgangspunkt i det tidligere Ringkøbing amt.

 

Cowi rapporten fastslog bl.a.:

 

I) At den bedste placering med hensyn til den kortest mulige køretid i rækkefølge var:

 

1) Aulum                              (63% kan nå hospitalet på 30 minutter, 96% på 60 minutter)

2) Holstebro Syd                 (54% kan nå hospitalet på 30 minutter, 96% på 60 minutter)

3) Gødstrup                         (53% kan nå hospitalet på 30 minutter, 90% på 60 minutter)

Dvs.10 % af befolkningen eller ca. 30.000 mennesker vil have over 1 times transport til Gødstrup.

 

II) At bedste bynære placering er Holstebro Syd.

 

Men på trods af de objektive kendsgerninger blev det politiske valg Gødstrup placeringen, dog med det mindst mulige flertal.

 

For at retfærdiggøre Gødstrup som centralt placeret har nogle regionspolitikere argumenteret for, at hospitalet også skal dække den vestlige del af Silkeborgområdet.

Men denne begrundelse hviler på et falsum, idet Viborg, Skejby og sydpå Horsens er gode alternativer, der kan nås lige så hurtig eller hurtigere end man kan nå til Gødstrup, (der er detaljeret begrundelse herfor i brevet til sundhedsministeren).

Befolkningen i det nordvestlige Jylland og de mange turister der, har absolut ingen alternativer.

 

Det er komplet uacceptabelt, at Nordvestjyllands befolkning stilles ringere på det sundhedspolitiske område end den øvrige befolkning, og et demokratisk problem at mere end 100.000 mennesker protest og nødråb overhovedet ikke bliver hørt.

 

Det er endnu mere uacceptabelt, at beslutningen om hospitalsplaceringen, med hensyn til den mest centrale beliggenhed i optageområdet, hviler på et falsk grundlag.

 

Hvis ikke Nordvestjylland skal blive et sundhedsmæssigt ingenmandsland med hensyn til såvel hospital som praktiserende læger er der 2 muligheder.

 

Enten - (og helst) skal Regionshospital Vest placeres mere mod nordvest. Dvs. enten ved Holstebro Syd eller ved Aulum.

Eller også må der på grund af de lokale forhold dispenseres fra sundhedsstyrelsens krav til akutsygehuse, så det meget velfungerende Holstebro sygehus kan bevares med sine akutfunktioner intakt.

 

Jeg skal i øvrigt henvise til redegørelsen i brevet til sundhedsministeren.

 

Jeg skal hermed anmode om, at sundhedsudvalget og folketingsmedlemmerne i øvrigt, inden for de muligheder der nu engang er, kommer Nordvestjyllands befolkning til undsætning.

Jeg vil samtidig udtrykke min tak til de folketingsmedlemmer, der allerede har udtrykt forståelse for den truende hospitalsmangel Nordvestjyllands, og talt vores sag.

 

 

Med venlig hilsen

 

Anders Krogh – (forhenværende praktiserende læge i Holstebro)

Havrevænget 22, 7500 Holstebro. Mail: [email protected]

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Sendes også til forsvarsminister Søren Gade

Partiformand Pia Kjærsgård, og folketingsmedlemmerne Christian H. Hansen og Per Ørum Jørgensen.