Besvarelse af spørgsmål nr. 1 ad KOM (2008) 0725 om EU-Kommissionens grønbog om sundhedspersonale i Europa

 

Dato:            27. februar 2009

Kontor:        Sundhedspolitisk kt.

J.nr.:              0901019

Sagsbeh.:     lybh


 

Spørgsmål nr. 1

”Ministeren bedes oplyse, om det i forbindelse med EU-Kommissionens forestående forslag til regulering af sundhedspersoners forhold, jf. Grønbog om sundhedspersonale i EU, KOM (2008) 0725, vil blive indskærpet, at en sådan regulering kun kan og må finde sted, hvis medlemslandene ikke selv kan. Ministeren bedes oversende en liste over, hvilke felter indenfor ”det aldrende sundhedspersonale”, ministeren finder, at Danmark ikke selv kan løse problemet?”

 

Svar

Først og fremmest vil jeg gerne understrege, at EU Kommissionen endnu ikke har taget stilling til, hvorvidt grønbogen skal udmøntes i konkrete forslag til regulering af medlemslandenes uddannelse, rekruttering og fastholdelse af sundhedspersonale mv.

 

Sigtet med grønbogen er at skabe synlighed om de fælles udfordringer, som de europæiske sundhedsvæsener står overfor med fokus på sundhedspersonalet, samt at igangsætte en debat om, hvordan disse udfordringer kan imødegås på en effektiv måde nationalt og på EU-plan, uden at det får negative konsekvenser for lande uden for EU.

 

Grønbogen er sendt i offentlig høring med frist den 31. marts 2009, hvorefter Kommissionen på baggrund heraf vil overveje, om der er behov for yderligere tiltag på EU-plan.

 

Såfremt grønbogen resulterer i konkrete forslag fra Kommissionen vil Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse skulle foretage en vurdering af nærhedsprincippet. I tilfælde af, at det her skulle blive vurderet, at eventuelle forslag fra Kommissionen ikke overholder nærhedsprincippet, vil disse følgelig ikke kunne støttes.

 

Hvad angår det konkrete indhold i grønbogen, bør det tages i betragtning, at de europæiske sundhedsvæsener organisatorisk, lovgivningsmæssigt og kulturelt er forskellige. I lyset heraf vil de indsatsområder, som grønbogen peger på, antageligt være af varierende relevans for de enkelte medlemslande. Det er derfor regeringens umiddelbare vurdering, at indsatsen for at imødegå udfordringerne med en aldrende befolkning, faldende arbejdsstyrke mv. som udgangspunkt må ske på nationalt plan.

 

Dog støtter regeringen, at der findes fælles løsninger på EU-plan, hvor dette er hensigtsmæssigt. Det gælder f.eks. i spørgsmålene om fælles retningslinjer for etisk forsvarlig rekruttering fra udviklingslande samt tilvejebringelsen af ajourførte og sammenlignelige data på tværs af EU-landene.