Folketingets Sundhedsudvalg

 

 

 

 

 

 

 

Slotsholmsgade 10-12

DK-1216 København K

Tlf. +45 7226 9000

Fax. +45 7226 9001

E-mail [email protected]

Hjemmeside www.sum.dk

 

 

Dato:  22. oktober 2008

Kontor:  Regional sundhed

J.nr.:  2003-12141-5

 

 

 

 

. / .


Sundhedsstyrelsen nedsatte i 2002 en opfølgningsgruppe, som har til formål at overvåge udviklingen i børne- og ungdomspsykiatrien og udgive en årlig statusrapport herom. Opfølgningsgruppens statusrapport for 2008 fremsendes hermed til Sundhedsudvalgets orientering.

 

Det fremgår af statusrapporten, at der fra 1996-2007 er sket en betydelig aktivitetsstigning i børne- og ungdomspsykiatrien.

 

Partierne bag psykiatriaftalen 2007-2010 var enige om, at Sundhedsstyrelsens opfølgningsgruppe også skulle beskrive den sociale indsats over for psykisk syge børn og unge. Statusrapporten indeholder derfor et afsnit specifikt om indsatsen i den sociale sektor, blandt andet med en beskrivelse af initiativer og ressourcer, der er afsat til styrkelse af indsatsen her. Det fremgår heraf bl.a., at 26 projekter på området har tilvejebragt en kvalitativ bedre indsats over for specifikt afgrænsede målgrupper.

 

Opfølgningsgruppen konkluderer i forhold til spiseforstyrrelser, at der er igangsat en styrkelse af indsatsen på dette område i overensstemmelse med Sundhedsstyrelsens anbefalinger. Ventetiderne for patienter med spiseforstyrrelser er generelt kortere end for de børne- og ungdomspsykiatriske patienter i øvrigt, men også her ses en stigning i antallet af henviste, hvilket dog ikke har affødt større ventelister. Især på dette område modtager børne- og ungdomspsykiatrien også patienter over 18 år. Det må forventes, at etableringen af mere specifikt målrettede tilbud på området vil medføre en positiv udvikling af kvaliteten på dette vanskelige felt.

 

Opfølgningsgruppen konkluderer, at det fortsat er meget vigtigt og nødvendigt at fastholde og intensivere den målrettede indsats og udbygning i den kommende årrække, hvilket i øvrigt er i overensstemmelse med tilkendegivelserne i psykiatriaftalen for 2007-2010 og muliggjort ved tilførslen af yderligere midler til området.

 

Det er forventningen, at de tiltag, der er foretaget på området i form af tilførte midler og udvidelse af rettighederne til udredning og behandling, vil intensivere udbygningsindsatsen.

 

 

Med venlig hilsen

 

 

 

 

Jakob Axel Nielsen   /   Susanne Beck Petersen