Foretræde for folketingets sundhedsudvalg                                          

onsdag den 28. januar 2009

v/Medarbejderrepræsentanterne i Region Hovedstadens Hovedsamarbejdsudvalg

 

 

Vedr. sundhedsvæsnets udvikling i Region Hovedstaden i.f.t. indstillingen fra Erik Juhl udvalget  

 

Vi er ikke uenige i, at der skal ske store ændringer for at føre sundhedsvæsnet ind i verdensklasse, men vi vil gerne opfordre beslutningstagerne til at tænke sig om en ekstra gang, så der ikke træffes forhastet beslutninger, der vil have negative konsekvenser for borgere og medarbejder i regionen mange år fremefter.

 

Vi vil som medarbejderrepræsentanter derfor gerne kommentere på indstillingerne til strukturændringer og udpegning af projekter fra Erik Juhl udvalget.

 

Kommenteringen gælder følgende fokusområder som vi mener, er helt essentielle, hvis vi skal skabe et sundhedsvæsen i verdensklasse:

 

·       Ansvarlige koordinerede beslutninger

·       Lige udviklingsmuligheder

·       Konsekvenser for borgernes hverdag

 

 

Ansvarlige koordinerede beslutninger

Som medarbejderrepræsentanter vil vi påpege de store omkostninger det har for regionernes ansatte, hvis ekspertpanelets anbefalinger følges. I snart 2 år har medarbejderne i Region Hovedstaden haft de store fusionsplaner for regionen tæt inde på livet, fusionsplanerne er en direkte konsekvens af implementeringen af hospitals- og psykiatriplanerne i regionen. Mange medarbejdere er allerede flyttede til nye lokaliteter, nogle som midlertidige placeringer og andre som stationære placeringer. For de ansatte, har disse fusioner meget store omkostninger, eftersom flere har måttet vælge nye specialer eller arbejdssteder mm.

 

Mange af de ansatte i regionen har hørt om Erik Juhl udvalget og dens indstillinger til en ændret sygehusstruktur og der er nu total forvirring. Vi er i fuld gang med implementeringen af regionens hospitals- og psykiatriplan, som Regionsrådet har besluttet og nu vil Folketinget ændre planen på væsentlige områder og nu er tvivlen stor, for hvem er det der leder og udvikler vores sundhedsvæsen?

 

Vi er forvirrede, for det er meget uklart, hvem der har udviklingsrollen og beslutningskompetencen for sundhedsvæsnet i regionerne. Er det regionerne eller Folketinget, det kan sundhedsudvalget måske give et svar på? Vi ønsker kun en udviklingsstrategi, så kursen er klar.

 

At der ikke koordineres mellem regionerne og Folketinget er direkte uansvarligt i udviklingen af regionerne. Regeringen og forligspartierne som vedtog kommunalreformen burde fra starten have udstukket principper og styringsmekanismer for, hvordan udviklingen af regionerne skulle varetages.   

 

 

Lige udviklingsmuligheder

Ekspertpanelet har i sin rapport udpeget en række konkrete projekter over hele landet for de første 15 af i alt 25 mia. kr. fra Kvalitetsfonden, som skal sikre den helt nødvendige investering i hele hospitalsvæsenets fremtid i Danmark.

 

Udvikling og effektivisering af Region Hovedstadens sygehusvæsen bliver ikke højt prioriteret, idet udvalget har underkendt store dele af regionens egen udviklingsplan og kun anbefaler få projekter, der alene tilgodeser Rigshospitalet, Herlev og Hvidovre hospitaler og en udbygning af Skt. Hans Hospital.

 

Regionens hospitalsvæsen står for over en tredjedel, faktisk godt 35 pct. af det samlede antal behandlinger i hele landet – også til ”udenbys” patienter på især Rigshospitalet. Men ifølge ekspertpanelet, der har rådgivet regeringen i spørgsmålet om den fremtidige struktur i landets sygehusvæsen, bør regionen kun modtage under en fjerdedel, nemlig ca. 24 pct. af de midler, der bringes i spil 1. februar.

 

Vi går ud fra, at de 25 mia. kr. fra Kvalitetsfonden skal tilgodese hele sundhedsvæsnet i Danmark og at investeringer i fremtidens sygehuse også skal ske proportionalt i Region Hovedstaden sammenlignet med resten af Danmark. At der ikke er sket en koordineret udviklingsstrategi mellem regionerne og Folketinget skal vel ikke ramme borgerne i Region Hovedstaden, for uanset hvordan man vender og drejer tallene, betyder det en skævvridning af sundhedstilbuddet til regionens 1,6 mio. borgere i de kommende år.

 

 

Konsekvenser for borgernes hverdag

For Region Hovedstadens sygehusvæsen vedkommende, bliver regionens egen udviklingsplan ikke højt prioriteret, idet panelet har underkendt store dele af denne, og kun anbefaler få projekter, der alene tilgodeser Rigshospitalet, Herlev og Hvidovre hospitaler og en udbygning af Skt. Hans Hospital.

 

Således er hverken områdehospital i Hillerød eller på Bispebjerg kommet i betragtning til ud/nybygning og modernisering, selv om Hovedstaden er både den mest befolkningstætte og mest sociodemografisk komplekse af landets fem regioner og derfor har behov for tilgængelige, velfungerende hospitalsydelser tæt på hjælpetrængende borgere.

 

En blåstempling af rapportens anbefalinger vil få alvorlige konsekvenser for borgernes hverdag på en række væsentlige områder:

 

·       Et generelt ringere alment sundhedstilbud til regionens borgere, hvor nærhedsprincippet og borgernes tryghed og trivsel nedprioriteres, bl.a. fordi Region Hovedstadens egen valgte struktur med nærhospitaler tæt pÃ¥ borgerne og direkte, uvisiteret adgang til skadestuer etc. ikke bliver anerkendt.

 

·       En nedprioritering af det nødlidende medicinske omrÃ¥de, som især rammer ældre og (ressource)svage medborgere.

 

·       En forringelse af akuttilbudet for især de nordvestsjællandske borgere, som i forvejen belastes af længst rejsetid og dÃ¥rlige trafikale forhold. Ekspertpanelet har valgt at bortprioritere regionens eget ønske om et tidssvarende akutsygehus i Hillerød til at dække det nordsjællandske omrÃ¥de, understøttet af tre nærhospitaler.

 

 

 

Med venlig hilsen

Vibeke Westh, Dansk Sygeplejeråd, næstformand i Region Hovedstadens MED-udvalg

Poul Møller, FOA, formand for Kontaktudvalget i Region Hovedstaden

 

PÃ¥ vegne af

Medarbejderrepræsentanterne i Region Hovedstadens Hovedsamarbejdsudvalg