Europaudvalget
EU-konsulenten
Dato:	18. september 2008

 

Kriterier for vurdering af subsidiaritetsprincippet (nærhedsprincippet)  

 

Europaudvalget bad i forbindelse med sit møde den 12. september 2008 EU-konsulenten om at udarbejde et notat om, hvilke kriterier der er relevante at lægge til grund, når man skal foretage en vurdering af, om nye forslag fra Kommissionen overholder subsidiaritetsprincippet.

 

Subsidiaritetsprincippet (nærhedsprincippet)

 

Formålet med subsidiaritetsprincippet er at sikre, at beslutningerne i EU træffes så nært på borgerne som muligt[1].  

Det er dog vigtigt at slå fast, at subsidiaritetsprincippet ikke er et magtdelingsprincip, som afgrænser EU’s og medlemsstaternes respektive beføjelser. Princippet tjener som rettesnor for EU’s anvendelse af de beføjelser, som medlemsstaterne har tillagt Unionen gennem traktaterne (TEU og TEF)[2].

Subsidiaritetsprincippet finder dog kun anvendelse på områder, hvor EU og medlemsstaterne deler kompetencen, og således ikke på områder hvor EU har enekompetence, idet medlemsstaterne her ikke længere har beføjelser til at handle, uanset om EU har udstedt regler eller ej[3].

 

Det nærmere indhold af subsidiaritetsprincippet er fastlagt i TEF artikel 5, stk. 2, samt i Protokol nr. 30 til Amsterdamtraktaten[4], som udstikker en række kriterier eller retningslinjer for subsidiaritetsprincippets anvendelse i praksis.

Ifølge TEF artikel 5 betyder subsidiaritetsprincippet, ”at EU kun skal handle i det omfang målene for den påtænkte handling ikke i tilstrækkelig grad kan opfyldes af medlemsstaterne, og derfor på grund af handlingens omfang eller virkninger bedre kan gennemføres på EU-plan”[5].

 

For at vurdere hvorvidt en handling fra EU’s side er berettiget i forhold til subsidiaritetsprincippet, skal EU-institutionerne ifølge protokol nr. 30 undersøge om følgende betingelser er opfyldt:

 

1)       Det pÃ¥gældende spørgsmÃ¥l skal have tværnationale aspekter, som ikke pÃ¥ tilfredsstillende vis kan reguleres ved en handling fra medlemsstaternes side.

2)       Handling fra medlemsstaternes side eller manglende handling fra EU’s side vil være i konflikt med traktatens krav[6].

3)       Handling fra medlemsstaternes side eller manglende handling fra EU’s side vil alvorligt skade medlemsstaternes interesser.

4)       Handling pÃ¥ EU-plan vil have klare fordele pÃ¥ grund af omfanget eller virkningerne heraf i sammenligning med en handling fra medlemsstaternes side.

 

Anvendelsen af subsidiaritetsprincippet indebærer således i praksis udøvelsen af et ganske vanskeligt politisk og økonomisk skøn, som i dag normalt varetages af Kommissionen, Rådet og Europa-Parlamentet[7].

 

For at gøre et sådant skøn muligt skal Kommissionen ifølge Protokol nr. 30 foretage omfattende konsultationer, før den foreslår lovgivning, samt begrunde forslagenes overholdelse af subsidiaritetsprincippet.

Om fornødent skal Kommissionens begrundelse indeholde detaljerede oplysninger om dette spørgsmål samt underbygges af såvel kvalitative som kvantitative indikatorer.

Kommissionen skal desuden tage hensyn til behovet for, at enhver byrde af finansiel eller administrativ art, der pålægges EU, nationale regeringer, lokale myndigheder, erhvervsdrivende og borgere begrænses mest muligt og står i et rimeligt forhold til det mål, som skal nås.

 

Bl.a. derfor udarbejder Kommissionen i dag systematisk konsekvensanalyser, som gør nøje rede for forslagets økonomiske, sociale, miljømæssige og lovgivningsmæssige konsekvenser og dermed sikrer, at EU træffer beslutninger på et velinformeret grundlag i alle faser af lovgivningsforløbet.

 

EU’s beføjelser?

 

Før man kan påbegynde den egentlige prøvelse af, hvorvidt et forslag overholder subsidiaritetsprincippet, skal man dog først undersøge, om forslaget opfylder to centrale betingelser[8]:

 

1)       Ligger det inden for de beføjelser, som EU er tildelt af medlemsstaterne gennem TEF og TEU?

2)       Ligger det uden for EU’s enekompetenceomrÃ¥de, hvor medlemsstaterne ikke længere har beføjelser til at handle?

 

Hvis der kan svares bekræftende på begge spørgsmål, kan man gå i gang med sin subsidiaritetsprøvelse.

 

Klage over manglende overholdelse af subsidiaritetsprincippet

 

Traktaternes krav om overholdelse af subsidiaritetsprincippet er retligt bindende for EU’s institutioner.

Hvis en EU-retsakt derfor ikke overholder subsidiaritetsprincippet, vil det indebære, at den kan blive annulleret af EF-domstolen.

En sådan sag kan indbringes for EF-domstolen af enhver medlemsstat eller af Rådet, Europa-Parlamentet og Kommissionen jf. EF-traktatens artikel 230.

Med Lissabontraktaten får desuden EU-landenes nationale parlamenter mulighed for via deres regeringer at indbringe EU-retsakter for EF-domstolen, hvis de vurderes at være i strid med subsidiaritetsprincippet.

 

 

 

Med venlig hilsen,

 

Morten Knudsen (Tlf. 3695)