Kommunerne og den offentlige service til tælling: Beretning fra hverdagen

De danske kommuner er tvunget i knæ og der udkæmpes en dårligt maskeret mudderkastning omhvem der står for tur for næste besparelser. Børnene? De unge? De ældre? En ting er sikkert. Detbliver de svageste, der står i forreste række. Derfor er det så umådeligt vigtigt, at vores politikere fårkendskab til, hvor hårdt det mærkes!Som illustration af de forværrede vilkår berettes her fra dagligdagen i daginstitutionen BørnehusetMøllervangen i Nyborg by, hvor undertegnede har to børn. Institutionen indeholder 3børnehavegrupper, 1 vuggestuegruppe og 1 specialgruppe. Nyborg kommune åbnede budgettet midtover sommeren i 2009 og beskar det med 40 millioner. Bl.a. fordi specialgrupperne ogvuggestuerne blev kraftigt beskåret ramte det ekstra hårdt i Møllervangen. I 2010 skalMøllervangen således spare 744.000 kr., 15 % af budgettet, hvilket inkluderer ca. 80 pædagogtimerugentligt. Hertil kommer et underskud fra 2009 på ca. 200.000 kr. Hvilke konsekvenser har det? Isidste uge var der flere dage, hvor der kun var 2 voksne per 20 børnehavebørn, vel og mærke fra kl.9 til 13. Resten af tiden var der til tider 1 voksen til 20 børn. 20 børn per voksen!? Det kan man vistikke forestille sig, hvis man ikke har prøvet det. I specialgruppen, som på grund af besparelserne erøget fra 6 til 9 børn, kan de også være op til 6 børn per voksen. Vel og mærke til børn der til tiderkræver mandsopdækning, og børn fra familier, der i forvejen er presset til det yderste.Vuggestuebørn betaler 2800 kr. månedligt men skal selv medbringe bleer og frokost. Der berettesom børn, der sidder længe på WC, og forgæves råber på en voksen for at blive tørret. Der er ikkeråd til mælk, ture, maddage eller nyindkøb. Børnene beretter dagligt om forandringerne og det stårklart, at besparelserne opleves af børnene som afsavn. Det er afsavn man som voksen med enknugende fornemmelse i maven ser grænser til omsorgssvigt. Pædagogerne slides op, og processener selvforstærkende, da der ikke er penge til vikarer. I skrivende stund forhandles nye spareforslag,der lægger op til at reducere åbningstiden fra 51 til 48 timer ugentligt, og øge antallet af lukkedagefra 20 til 23 dage årligt. Det vil give en åbningstid fra fx kl. 6.10 til 16.10 mandag til torsdag samtfra 6.10 til 14.10 fredag. Der er rigtigt mange familier, hvor det bare ikke er muligt. Lukkedagenevil betyde enten en familiemæssig fastlåsning af næsten hele ferien eller familieopdeling i ferierne.Men det er blot det umiddelbare, for mindre åbent betyder også dårligere normering i åbningstidenog det vil fx i Møllervangen øge pædagogtimetabet til ca. 90 timer ugentligt.Hvor længe mon der skal gå før der sker ulykker eller sker større omsorgssvigt? Her behøverjournalister i alt fald ikke skjult kamera til en ny ”Strandvænget” - værsgo og se hvad vi byderbørnene.Jeg tror, at det er meget dyre besparelser. Der tales allerede blandt nogle forældre om at gå pådeltid, brug af privat (sort?) pasning, der frygtes for sygemeldinger blandt pædagoger, ogkommunen kan vel se frem til færre tilflyttere og på længere sigt flere utilpassede børn.Kommunens økonomiske problemer er bl.a. forårsaget af en stigning i anbringelser af børn oghandikappede voksne samt et fald i antal tilflyttere. Den tendens ser ikke ligefrem ud til at blivevendt med besparelserne. Det er efter min bedste overbevisning ikke fair overfor børnene og ikke i

hverken børnenes eller kommunens interesse, at der skal bruges grønthøstermetode ligeligt overforbørn og andre. Børnene kan ikke vente på bedre tider; da er deres barndom forbi. Imens råber vi adhinanden i kommunerne, selvom vi alle sammen godt ved hvor en stor del af ansvaret ligger: Hoslandspolitikerne. Kommunerne har overtaget kæmpe byrder fra amterne (jf. hvor udgifterne stiger)uden tilstrækkeligt medfølgende midler, samtidig med at de holdes i tommelskruer og ikke kanjustere skatten. Det virker absurd, at vi alle får skattelettelser i år og næste år, mens den offentligevelfærd forringes så voldsomt. Det virker absurd på daginstitutionsområdet at bruge millioner påudsigtsløse madordninger, som der hverken er dokumenteret behov for eller ønske om. Men mest afalt virker det absurd at regeringen (og dens støtteparti) kan se til fra sidelinjen uden at reagere. Suk!