SOU, Alm.del - 2008-09 - Bilag 466: Henvendelse af 3/9-09 fra Hanne Schmidt vedr. madordninger i daginstitutioner

Brev om madordning til alle børnNu nærmer sig den oprindelige deadline for søsætning af madordningen, hvor alle bøm sikres etsundt måltid via deres daginstitution.Efterhånden som både Københavns Kommune, som jeg arbejder i, og Ballerup Kommune, som jegbor i, er ved at have styr på hvordan ordningen skal fungere, føler jeg behov for at skrive minetanker og meninger om ordningen ned.Jeg er mor til 3 bøm på 8, 4 og 3 år. Jeg er uddannet pædagog og arbejder i en integreret institutionog brænder for mine børn og mit arbejde.Jeg kan godt se, at princippet om at alle bøm skal sikres et sundt måltid er en god idé. Jeg er bareikke sikker på, at dette er den rigtige måde at løse det på.Det er svært for mig som borger at se, hvor min personlige frihed blev af i forhold til mine børn. Ja,der er hensyn at tage i forhold til børns generelle sundhed og den efterfølgende mindre udgift forsundhedssektoren, men på denne måde?Fagligt så jeg hellere at pengene blev brugt til at styrke arbejdet med de svage bøm i institutionerne,at styrke arbejdet med inklusion, at hjælpe med at vende den negative sociale arv - i det hele tagetat udmønte de fine principper i socialreformen. Når jeg tænker på hvor svært det er at få tildelt enstøttepædagog...Jeg synes som hovedpunkt ikke, at de mange millioner, der postes i denne ordning, kan stå mål meddet resultat det vil give. Jeg nægter at tro på, at hoveddelen af landets børn i daginstitutionerne haren dårlig madpakke med - og hvis de har, nægter jeg at tro, at pædagogerne ikke er professionellenok til at handle på det. Jeg vil nyde ikke at skulle smøre madpakker til mine unger, men minpersonlige magelighed står ikke mål med de ressourcer der skal bruges i den enkelte daginstitutionpå at få serveret og tilberedt dette sunde måltid til børnene.Prisstigningen er heldigvis heller ikke et stort problem for min familie. Jeg er dog overbevist om, atjeg for stigningen selv ville kunne arrangere og bekoste flere frokoster end daginstitutionen. Jegskal jo heller ikke have løn for mit arbejde.Men min magelighed kæmper i øjeblikket med mit moderlige hjerte. Jeg vil savne ikke at kunnegive mine bøm en personlig hilsen i form af deres madpakke. At de ikke skal have en frikadellemed fra middagsmaden i går eller have skrevet en hilsen på servietten. At vide lige præcis hvad

mine børn allerbedst kan lide at have med og tage individuelle hensyn. At den ene får tomat, denanden ostestænger mm.Ja, rent pædagogisk er der en social sammenhæng ved at spise den samme mad sammen medpersonalet i institutionen og blive introduceret for nye madvarer. Jeg kan dog ikke lade være med atføle, at jeg er blevet frataget ansvaret for at mine bøm får en sund og nærende kost. Det får mig tilat tænke på en institution, der på et tidspunkt tilbød Take-away, vasketøj sordninger mm. Jeg følernok at det mere er en umyndiggørelse og fratagelse af mit ansvar som forælder end det er en hjælp.Det er ikke nogen hemmelighed, at det er svært at få forældre til at holde ferie sammen med deresbøm. Daginstitutioners budgetter er udregnet efter en forestilling om at alle bøm holder 6 ugersferie om året sammen med deres forældre og det er denne madordning også - men det gør forældredesværre ikke. Så det vil være meget svært for den enkelte daginstitution at overholdeforplejningsbudgettet og så er der den store procentdel af beløbet den enkelte institution i forvejenskal finde på eksisterende budgetter. Hvad er det vi skal lade være med at gøre for børnenesudvikling, når de nu skal have mad for pengene i stedet for?Har man i regeringen ved vedtagelsen taget højde for, hvor mange familier der nu vil nøjes medkold mad til aften? At familierne ikke længere behøver tænke så meget over resten af dagens kost -for det sørger institutionen for. Hvis vi i familierne slækker lidt på sundheden og korrekt ernæring,så går det nok!Tanken om lokal produktion af mad, så der dufter i institutionen, lyder helt fantastisk. Der er ikkenoget der pirrer sanserne og sulten mere end duften af mad. Men her kommer de små institutionertil kort, da det er for dyrt at indrette de små køkkener og kræver en del personaleressourcer og iførste omgang er det dem, der skal have mad leveret. Ja, der bliver ikke længere etableret småinstitutioner, som ellers har mulighed for at give nogle af de sensitive, fysisk eller psykisksyge/udviklingshæmmede bøm optimale udviklingsbetingelser, men det er en helt anden diskussion- selvom det hele hænger sammen i min pædagogiske bevidsthed.Jeg tænker meget på, at jeg synes at det er brand-ærgerligt, at bøm og personale bliver bundet ideres aktiviteter af den ny madordning. Mange institutioner har retningslinjer, hvor børnene selvbestemmer hvomår de vil spise og ofte sammen med deres bedste venner. Andre institutioner harbøm, der valfarter til køleskabet både formiddag og eftermiddag for at tage sig en enkelt mad ellersnack, fordi de er lidt små-sultne eller fordi de skaber et fællesskab sammen med nogle af de andrebøm, der også var lidt sultne. Hvordan tager man højde for det i den ny madordning?Både personligt og fagligt synes jeg at det er surt, at bøm og personales frihed til at forvalte derestid sammen fjernes fordi der er frokost kl. 11 - ellers bliver suppen kold... Det er dejligt atpædagogerne venter med samling og frokost fordi gmppen er i gang med en aktivitet - entenspontan eller planlagt - der imødekommer mange af temaerne i læreplaneme. At den lille tur ud inærmiljøet ikke afkortes på grund af klokkeslættet og køkkenet. At man i dag kan tage med en lillegruppe bøm på en længere tur uden at skulle cleare med køkkenet om der kan smøres madpakker -eller er maden forberedt osv. At pædagogerne bare griber unger, madpakker og rygsække på en dag,hvor nogle af børnene desværre er syge, andre holder en uventet fridag og man benytter lejlighedentil tæt samvær mellem færre bøm og de sædvanlige voksne via nogle specielle oplevelser, dernormalt ikke kan lade sig gøre. Det er noget af det, der virkelig rykker for alle parter!Som mor ser jeg hellere at mine bøm sammen med kammerater og personale får nogle godeoplevelser, der udvikler dem som mennesker, end jeg værdsætter et sundt måltid om dagen. I de

familier hvor kosten ikke er optimal, er udviklingen det heller ikke altid - så hvad skal vi somsamfund vægte?Som pædagog arbejder man i et politisk styret system, hvilket nogle gange får mig til at tænke pålivet som jeg forestiller mig det sammen med en teenager. Det, der er vigtigt i dag - eller i går, kanman ikke helt huske i morgen - og slet ikke hvorfor det var så vigtigt...Jeg føler mig som del af en faggruppe, der har ry for at brokke os over alle ændringer - og ja, detkan der nok være noget om. Se bare på års- og læreplaneme, som vi næste alle hadede som pesten,da de blev indført, men som størstedelen af faggruppen er glade for i dag. Det bunder nok mest i, atnår vi skal indføre noget nyt, så er det sjældent kun en opgave ad gangen. Både regeringen ogkommunerne "blander" sig i vores arbejde - og selvfølgelig med rette. Vi efterlyser oftest tid ogpersonale til at implementere de nye tiltag. Og ikke mindst tiden til at det bundfælder inden vi skal igang med næste tiltag. Andre gange føler vi os angrebet på vores faglighed - hvorfor skal vidokumentere og bevise alt vi laver? Er det virkelig nødvendigt at styre hele det pædagogiskeområde efter mindste fællesnævner? Kan vi ikke tro på, at tilsynet, som de pædagogiske konsulenterudfører, afdækker de institutioner, hvor arbejdet ikke udføres godt nok? Nu kommer institutioner ogkommuner jo oven i købet på kontraktstyring - så burde det da være muligt at kontrollere endnu engang.Selvfølgelig skal der være tilsyn og en vis mængde af dokumentation - hvor mange borgere meldervarer at deklarere ved grænsen? Vil man snyde, så kan man snyde - her kommer tilsynet viakommunerne ind. (Brug pengene dér!)Jeg har ingen forhåbninger om at kunne ændre madordningerne som mor og borger, og fagligtarbejder jeg på højtryk for at få det til at fungere så optimalt som muligt på min arbejdsplads, menjeg synes ikke at jeg kunne blive ved med at gå og være utilfreds uden at fortælle om det - j e gmener nemlig ikke at man kan tillade sig at brokke sig, hvis ikke man har serveret klagen det rettested først.