ANBRAGTE BØRN OG UNGE. EN FORSKNINGSOVERSIGTAfdelingsleder: Anne-Dorthe HestbækAfdelingen for børn og ungeISSN: 1396-1810ISBN: 978-87-7487-951-0Layout: Hedda BankOplag: 800Tryk: Schultz Grafisk A/S� 2009 SFI -- Det Nationale Forskningscenter for Velfærd-SFI -- Det Nationale Forskningscenter for Velfærd-Herluf Trolles Gade 111052 København K33 48 08 00[email protected]www.sfi.dkSFI’s publikationer kan frit citeres med tydelig angivelse af kilden.Skrifter, der omtaler, anmelder, henviser til eller gengiver SFI’spublikationer, bedes sendt til centret.

Denne forskningsoversigt om anbragte børn og unge er udarbejdet påforanledning af Velfærdsministeriet, som også har finansieret udarbejdel-sen.I 2003 udgav SFI den første forskningsoversigt om anbringel-sesområdet,Anbringelse af børn og unge uden for hjemmet.Det er den forsk-ningsoversigt, der nu opdateres med nyere dansk, nordisk og engelskforskning om anbringelse uden for hjemmet fra årene 2003-2008. I den-ne nye forskningsoversigt forfølges de samme aspekter af anbringelsensom i den tidligere oversigt, således at læserne får mulighed for at ajour-føre deres viden om de væsentligste temaer vedrørende anbringelse afbørn og unge uden for eget hjem.Vi har bygget forskningsoversigten op, så den både kan læses isin helhed og anvendes som opslagsbog omkring de emner, den enkeltelæser er særligt interesseret i.Det er vores håb, at forskningsoversigten kan komme til at fun-gere både som inspiration og som arbejdsredskab for centrale og lokalesocialpolitikere, personale og ledelser, der arbejder med udsatte børn ogunge, og studerende ved sociale og socialpædagogiske uddannelser.

Denne forskningsoversigt om anbringelse af børn og unge uden forhjemmet er en opfølgning på forskningsoversigten om samme tema, somTine Egelund og Anne-Dorthe Hestbæk udgav på SFI i 2003 (Egelund& Hestbæk, 2003).Der er gået ca. seks år, siden den forrige forskningsoversigt omanbringelse uden for hjemmet kom på gaden, og den hast, hvormedvidenskabelig kundskab på anbringelsesområdet opdateres, tilsiger enopfølgning, hvor de resultater, der er kommet til siden forskningsover-sigten fra 2003, præsenteres. Den specifikke anledning til opdateringen afforskningsoversigten er imidlertid forberedelsen af reformer af Service-lovens regler om børn og unge med særlige behov. Velfærdsministeriet(nu Indenrigs- og Socialministeriet) fremlægger fra slutningen af 2008 ogop igennem 2009 lovforslag, der indgår i den såkaldte ’Barnets reform’,og ønsker i denne sammenhæng, at den nyeste forskning på områdetgøres alment tilgængelig.Vi har bestræbt os på at udforme forskningsoversigten, så denogså kan tjene andre formål end det lovforberedende, herunder ikkemindst indgå i sociale uddannelser og yde en oversigtlig viden om an-bringelsesområdet til praktikere og socialpolitikere på alle niveauer.

Forskningsoversigten dækker forskning fra årene 2003-2008 (begge årinklusive), som er publiceret på dansk, svensk og norsk. Forskning publi-ceret på engelsk medtages kun, for så vidt forskningsresultaterne vedrø-rer europæiske forhold. Det vil sige, at forskning produceret om bl.a.amerikanske og australske forhold ikke indgår. Begrundelsen for denneafgrænsning er først og fremmest pragmatisk i lyset af det yderst begræn-sede tidsrum, Velfærdsministeriet (nu Indenrigs- og Socialministeriet) harsat for opgavens løsning. Det vil fremgå nedenfor, at selv med denne retstramme afgrænsning er forskningsvoluminen stor. Valget af afgrænsningbaseres imidlertid også på, at forskning fra nogenlunde sammenligneligesamfund er at foretrække. Hvis de sociale problemers karakter eller desocialpolitiske systemer adskiller sig alt for drastisk fra danske forhold,opstår ’oversættelsesproblemer’ i forbindelse med forskningsresultater-nes anvendelse her.Indholdet er grundlæggende det samme som i forskningsoversig-ten fra 2003. Det vil sige, at vi belyser en række centrale og varieredeaspekter af anbringelsesfænomenet, som forskningen har beskæftiget sigmed. Det er for eksempel forskning om anbragte børns skolegang, omgraden af stabilitet i deres anbringelsesforløb og om effekterne af an-bringelse uden for hjemmet. Enkelte emner blev dog ikke behandlet i2003, fortrinsvis af den simple grund, at forskningen om dem var yderstsparsom. I det omfang, der nu foreligger forskningsresultater, tages disseemner op. Det gælder fx forskning om anbragte børns helbred.Den gennemgående skabelon for hvert af forskningsoversigtenskapitler vil være, at vi kort resumerer hovedresultaterne fra den tidligereforskningsoversigt fra 2003. Det vil sige, at forskningsindsigter fra 1980-2002 (som var den periode, den tidligere litteratursøgning dækkede)sammenfattes kort, før vi mere udførligt præsenterer de seks års forsk-ning om kapitlernes temaer, som er kommet til siden 2003. I forhold tilenkelte kapitler i den tidligere forskningsoversigt har Velfærdsministerietbedt om, at vi kun opdaterer med ny forskning, for så vidt den er dansk.Det gælder kapitlerne om anbragte børns sociale baggrund, børns egetsyn på anbringelsen, anbragte børns kontakt med forældre, søskende ogandre slægtninge. Også dette begrundes pragmatisk i en kort tidsfrist forarbejdet. Det gælder for eksempel kapitlet om anbragte børns socialebaggrund. Det vil fremgå af hvert enkelt kapitel, om opdateringen kun

Der er foretaget en omfattende systematisk litteratursøgning inden forforskning om anbringelse af børn og unge uden for hjemmet. Formåletmed litteratursøgningen har været at indfange al relevant litteratur fraDanmark, Sverige, Norge og Europa om anbragte børn og unge. Kriteri-erne for, om en given publikation er relevant at inddrage i forsknings-oversigten, er følgende:––Publikationer udgivet mellem 2003 og 2008 medtages (begge år in-klusive).Publikationer, der er forskningsbaserede, medtages. Dermed eksklu-deres følgende publikationer: lovstof, håndbøger, pjecer, simple ud-redninger, teorigennemgange, bacheloropgaver eller specialer og ar-tikler, der ikke er bedømt af en referee.Publikationerne kan hvile på både kvantitative og kvalitative meto-der, men må opfylde visse kvalitetskrav for at blive medtaget. Ek-sempelvis må der være en rimelig klarlægning af det metodiskegrundlag for publikationens resultater.Publikationer udgivet af danske, svenske, norske eller engelskspro-gede europæiske forfattere/forskere medtages. Amerikanske, austral-ske og andre engelsksprogede udgivelser udelukkes.Publikationer, der omfatter børn i alderen 0-17 år, som er anbragtuden for hjemmet, medtages. Publikationer om børn, der periodiskanbringes i aflastning, medtages ikke.Der medtages kun primærstudier. Det vil sige, at forskningsoversig-ter, der sammenfatter undersøgelser, ikke indgår.

peer-bedømte tidsskrifter.1Desuden er afhandlinger på de nordiskesprog søgt via universitetsinstitutters publikationsserier i Danmark, Nor-ge og Sverige.På engelsk er søgt i British Library og i peer-bedømte tidsskrif-ters artikler. Der er søgt artikler i databaserne Ebsco (Socindex og EJS),Web of Science, Pubmed og Social Care Online.Søgeordene har i en avanceret søgning bestået af en kombinati-on af en række forskellige udtryk for ’barn’ og ’ung’ på den ene side ogfor forskellige anbringelsesformer (familiepleje, døgninstitution, social-pædagogiske opholdssteder mv.) på den anden side. Søgeordene er na-turligvis tilpasset de korrekte termer på de sprog, der er søgt på.2Ved søgningen fremkom 7.289 publikationer/hits, heraf 741danske, 1.400 svenske, 648 norske og 4.500 engelske.Materialet er screenet for opfyldelse af ovennævnte kriterier i fle-re omgange. Først en grov screening med henblik på, hvilke titler derskulle bestilles hjem (eller bedømmes videre elektronisk), og hvilke derumiddelbart faldt uden for kriterierne (fx på grund af engelsksprogedeforskeres ikke-europæiske nationalitet). Dernæst en mere finkæmmendescreening, hvor de bestilte titler er blevet gennemlæst med sigte på atfastlægge, hvilke der skulle indgå i forskningsoversigten. Endelig er en-kelte titler blevet frasorteret ved den sidste detaljerede læsning og anno-tering af de inkluderede titler. Via disse screeningsprocesser er de oprin-delige 7.289 hits reduceret til 141 anvendte publikationer i forsknings-oversigten.Hver af de inkluderede publikationer er læst og relativt detaljeretrefereret (annoteret) for så vidt angår deres metodologiske design (ogeventuelle mangler heri) og deres hovedresultater. Desuden er hver pub-likation tilføjet et eller flere nøgleord, der forbinder publikationens ind-hold med de temaer, som forskningsoversigten omfatter.Ved bearbejdningen af materialet er alle publikationer ved hjælpaf Reference Manager sorteret efter nøgleordene, således at der er skabtoverblik over den samlede mængde ny forskning om et givet tema (fxanbragte børns sundhed).

I flere af kapitlerne i denne forskningsoversigt bliver det klart, atden emnemæssige spredning – selv inden for en relativ entydig overskriftpå kapitlet – er stor. Der kan således godt være relativt mange publikati-oner om et givent tema, men alligevel store huller i dækningen af alletemaets aspekter. Vi har søgt at strukturere kapitlerne så stramt, at detfremgår, om hvilke temaer og lande der er en nogenlunde tilstrække-lig/utilstrækkelig forskningsmæssig dækning.Der er i analysen lagt vægt på at fremhæve nuancer og forskelle iforskningsresultaterne. Det har således ikke været et mål at fremlægge etsamlet facit for de forskellige aspekter af anbringelsen, med mindreforskningsresultaterne er ganske entydige. Målet har været at præsentereden eksisterende viden med de huller, tvetydigheder eller uenigheder, derer. Sagt på en anden måde anser vi det for lige så væsentligt at pege på,hvad man ved, som på, hvad man slet ikke ved, hvad man er usikker på,eller hvad man har modsætningsfuld viden om.

I dette kapitel opdaterer vi temaet om anbragte børns sociale baggrund iforhold til dansk forskning i perioden 2003-2008. Begrundelsen for detteer, at man i undersøgelse efter undersøgelse igennem mange år bådeherhjemme og i andre lande har påvist, at anbragte børn som gruppe harrod i samfundets dårligst stillede grupper socioøkonomisk, demografiskog psykosocialt. Vi har derfor ikke fundet, at en bred international belys-ning af temaet er nødvendig i denne opdatering af forskningsoversigten,og har i stedet valgt kun at referere til ny dansk forskning om emnet.Udgangspunktet for dette kapitel er den danskeforløbsundersøgelseaf anbragte børn.Siden 2003 er anbragte børns sociale vilkår først ogfremmest belyst via denne undersøgelse, hvis første dataindsamling i2003 (Egelund et al., 2004) og anden i 2007 (Egelund et al., 2008) beggefokuserede på børnenes sociale baggrund.3

I forskningsoversigten fra 2003 (Egelund & Hestbæk, 2003) kom forfat-terne på baggrund af den dengang eksisterende videnskabelige kundskabtil følgende konklusioner:–Anbragte børns familier er overvejende enlige forsørgeres familier.Enlige mødre er stærkt overrepræsenteret blandt anbragte børnsforældre.Anbragte børns familier er større end jævnaldrendes familier. Mød-rene til anbragte børn får og tager vare på flere børn.Anbragte børns mødre er yngre end de jævnaldrendes mødre, når defår deres første barn.Anbragte børns forældre har et dårligere uddannelsesniveau endjævnaldrendes forældre i form af flere, der kun har grundskolen (ellerderunder), og flere, der ikke har erhvervsuddannelse.Anbragte børns forældre er i højere grad marginaliseret på eller eks-kluderet fra arbejdsmarkedet end jævnaldrenes forældre. Ifølge flereundersøgelser er det majoriteten af de anbragte børns forældre, derernærer sig via overførselsindkomster.Anbragte børns forældre er som konsekvens af de andre forholdfattige eller har begrænsede ressourcer.Anbragte børns forældre har selv i uforholdsmæssig høj grad væretanbragt uden for hjemmet som børn.

Forløbsundersøgelse af anbragte børnvedrører samtlige børn født i 1995, der iløbet af deres opvækst har været, er eller senere vil blive anbragt uden forhjemmet. I undersøgelsen følges der op på de anbragte børn ca. hverttredje år gennem deres barndom, ungdom og unge voksne liv med hen-blik på at analysere, hvilke mønstre af risiko- og beskyttelsesfaktorer derskaber henholdsvis gunstige og ugunstige udviklingsforløb for dem påkort og på lang sigt. De anbragte børn sammenlignes i undersøgelsenmed alle børn i 1995-årgangen og med en socialt dårligt stillet gruppe iårgangen, der dog ikke har været anbragt uden for hjemmet. Hvad derher præsenteres om anbragte børns nuværende sociale baggrund, refere-rer til Forløbsundersøgelsens anden dataindsamling fra 2007 (ibid).Til grund for Forløbsundersøgelsens resultater om sociale for-hold ligger registerdata om samtlige tidligere og nuværende anbragtebørn fra 1995-årgangen og deres forældre (N=1.072). De anbragte børnssociale baggrund sammenlignes med to andre grupper af børn:–Jævnaldrende danske børn i befolkningen, dvs. alle børn i 1995-kohorten, der hverken har været anbragt eller har modtaget andreforanstaltninger efter Servicelovens børneregler (N=71.321). I tabel2.1 benævnes gruppen ’almengruppen’.Jævnaldrende børn, der har modtaget hjælp i form af enten fast kon-taktperson, personlig rådgiver eller aflastningsordning,4men aldrighar været anbragt uden for hjemmet (N=1.457). I tabel 2.1 benævnesgruppen ’sammenligningsgruppen’.

TABEL 2.1Demografiske forhold. Procenter eller gennemsnit.11-årigeanbragtebørnMorenBor i DanmarkUdvandret(bor i udlandet)DødManglendeoplysningerEn eller beggeforældre dødeMor og fargift/samlevendeMor og ny mandMor enligManglendeoplysningerMor teenager vedbarnets fødselAntal hel-søskendeAntal halv-søskendepå mors sideAntal halv-søskendepå fars side93,1 %1,4 %5,2 %0,3 %Sammen-lignings-gruppen96,6 %1,3 %1,8 %0,3 %**7,0 %**28,1 %18,5 %50,2 %3,1 %**5,0 %**1,1**0,8**0,6**1.457Almen-gruppen95,9 %3,5 %0,4 %0,2 %**1,5 %**64,2 %14,1 %17,7 %4,0 %**2,0 %**1,3**0,3**0,2**71.321

fra Sverige, at 26 pct. af anbragte børn ved 18-års alderen har mistetmindst en af deres forældre, for 18-årige i den almindelige befolkninggælder det 4 pct. Også fra Norge foreligger tilsvarende fund om overdø-delighed blandt anbragte børns forældre (Havik, 1996, 2007). Det vilsige, at unge tidligere anbragte børn – ud over de mange andre proble-mer, de har at slås med – ofte ikke har forældre, der kan yde støtte ogudgøre et selvfølgeligt netværk.15 pct. af de anbragte børn har forældre, der er gift eller samle-vende. Til sammenligning har to tredjedele af de jævnaldrende i ’almen-gruppen’ samlevende eller gifte forældre. Det almindeligste for anbragtebørns mødre er, at de er enlige (57 pct.), mens det samme gælder 18 pct.af mødrene til ’almengruppen’. Norske resultater tyder ligeledes på enoverhyppighed af enligt forældreskab blandt anbragte børns forældre(Andenæs, 2004).De anbragte børn er oftere født af teenagemødre end børnene ide to andre grupper. 10 pct. af de anbragte børn er født af en teenagermod 2 pct. af børnene i ’almengruppen’. De socialt dårligt stillede børn isammenligningsgruppen, der dog ikke har været anbragt, befinder sig i enmidterposition, idet 5 pct. af dem har en mor, der var teenager på fød-selstidspunktet. De anbragte børns mødre er desuden i gennemsnit yngreend mødrene til de andre grupper af børn. De anbragte børns mødre varved børnenes fødsel i gennemsnit godt et år yngre end sammenlignings-gruppens mødre og godt to år yngre end ’almengruppens’ mødre.Anbragte børn har flere søskende (2,94 søskende) end de socialtdårligt stillede børn i sammenligningsgruppen (2,52), der igen har fleresøskende end jævnaldrende i ’almengruppen’ (1,78 søskende). Specielthar anbragte børn flere halvsøskende end børnene i de andre grupper.Anbragte børn har 2,1 halvsøskende, mod 1,46 halvsøskende blandtsammenligningsbørnene og 0,5 blandt de jævnaldrende i ’almengruppen’.Anbragte børns søskendeprofil afspejler demografiske forhold, som ogsåkendetegner deres familier, fx mødrenes unge alder ved første fødsel ogflere partnerskift, som for de anbragte børn fører til en mere kompleksfamiliesituation med mange forskelligartede relationer.Der ersammenfattendeen række risikofaktorer, der slår igennem ianbragte børns demografiske profil:–En relativt høj andel af anbragte børn har fædre, der er så fraværen-de, at der ikke findes statistiske oplysninger om dem.

Tabel 2.2 nedenfor giver et overblik over de anbragte børns mødressocioøkonomiske baggrund sammenlignet med de andre børnegruppers.Tabellen viser, at de anbragte børns mødre er uddannelsesmæs-sigt markant dårligere stillet end mødrene til jævnaldrende i befolkningensom helhed. De socialt dårligt stillede børns mødre i sammenlignings-gruppen udgør en midtergruppe mellem de to andre grupper. 10 pct. afde anbragte børns mødre har en uddannelse under folkeskolens afgangs-prøve, dvs. at de er droppet ud af folkeskolen i en tidligere alder end 15-16 år, som unge som regel er i 9. klasse.59 pct. af mødrene til anbragte børn har folkeskolens afgangsek-samen, men ikke yderligere skolegang eller uddannelse. Det vil sige, at 70pct. af mødrene højst har en 9. klasses prøve. Sammenlignet med foræl-dre i befolkningen som helhed springer det lave uddannelsesniveau dra-matisk i øjnene, idet kun 19 pct. af mødrene dér har afsluttet deres ud-dannelseskarriere med 9. klasses eksamen som højeste niveau.Ser man omvendt på antallet af forældre, der har uddannelse, erdet 17 pct. af anbragte børns mødre, der har en eller anden form forerhvervsfaglig eller videregående uddannelse. Til sammenligning har 68pct. af mødrene i ’almengruppen’ lignende uddannelsesniveauer. Sam-menligningsgruppen, hvor børnene ikke har været anbragt uden forhjemmet, placerer sig stort set midt i mellem de to andre grupper, idet 43pct. af mødrene har en eller anden form for erhvervsfaglig eller videregå-ende uddannelse.Når beskæftigelse er i fokus, er kun 18 pct. af anbragte børnsmødre forsørget ved eget erhvervsarbejde sammenlignet med 77 pct. afmødrene i ’almengruppen’. Mødrene til sammenligningsgruppen placerersig nærmere de anbragte børns mødre, hvad selvforsørgelse angår, idet etmindretal af mødrene (38 pct.) lever af egen indkomst.

TABEL 2.2Socioøkonomiske forhold. Procenter eller gennemsnit.11-årigeanbragtebørnUddannelse,morenMindre end 9. klasseKun folkeskolens afgangs-prøveKun gymnasial udd. (gym.,HF, HH)Erhvervsfaglig uddannelseKVUMVULVUManglende oplysningerUden for arbejdsmarkedetFørtidspensionistKontanthjælpArbejdsløsAndre lønmodtagereSelvstændigLønmodtager på grund-niveauLønmodtager på mellem-niveauLønmodtager på højt/toplederniveauManglende oplysningerIndkomst,morenAndel afmødreshusstande,der er fattigeGennemsnitlig disponibelindkomst i 2005Andel af fattige1(50 % afmedianen af den ækvi-valenskorrigerede di-sponible husstandsind-komst i 2005).4,7 %20,4 %44,0 %7,8 %6,3 %0,6 %7,6 %2,2 %1,0 %5,4 %6,3 %12,0 %26,8 %8,7 %10,8 %1,2 %21,3 %7,3 %2,8 %3,0 %**170.076 kr.**5,9 %1,7 %7,0 %4,9 %11,0 %3,8 %30,7 %20,1 %11,2 %3,7 %**193.303 kr.**10,4 %59,3 %3,3 %13,0 %0,8 %2,8 %0,6 %9,9 %Sammen-lignings-gruppen6,0 %41,5 %5,0 %30,6 %2,8 %8,2 %1,3 %4,7 %**Almen-gruppen

Anm.: Antal børn i hver kategori er opgjort pr. 31.12.2005. 73.850 børn i alt født i 1995.*** p < 0,001, ** p < 0,01 og * p < 0,05. Chi2-test er anvendt til sammenligning af fordelingerne.T-test er anvendt til sammenligning af gennemsnittene. Testene refererer udelukkende tilgruppen af anbragte børn i forhold til de to andre børnegrupper.1. Opgjort efter Finansministeriets og Arbejderbevægelsens Erhvervsråds model. Den benytte-de ækvivalens-skala er (antal voksne + antal børn). Fattigdomsgrænsen er opgjort som50 % af medianen af den ækvivalens-skalerede disponible husstandsindkomst i 2005 forkvinder, der har født et barn i 1995, hvilket ikke svarer til den fattigdomsgrænse, der villeblive beregnet for alle kvinders husstande i Danmark i 2005. Vi forventer derfor, at vores be-

Tabellen viser endvidere, at 77 pct. af de anbragte børns mødre er udenfor arbejdsmarkedet eller forsørget ved førtidspension, kontanthjælp ogarbejdsløshedsdagpenge. Heraf er 64 pct. på enten førtidspension ellerkontanthjælp, hvilket signalerer en høj grad af marginalisering på ar-bejdsmarkedet. Blandt mødre i ’almengruppen’ er det 19 pct., der eruden for arbejdsmarkedet eller forsørget ved førtidspension, kontant-hjælp og arbejdsløshedsdagpenge, heraf er 9 pct. forsørget af henholdsvisførtidspension eller kontanthjælp. I sammenligningsgruppen er 39 pct. afmødrene forsørget ved førtidspension eller kontanthjælp, hvilket placererdem lidt nærmere mødrene til de anbragte børn end mødrene til andrejævnaldrende. Tilsvarende forskningsresultater findes også i Norge(Kristofersen & Clausen, 2008).Gennemsnitlig disponibel indkomst for anbragte børns mødre er– ikke overraskende – lav. Det samme gælder for sammenligningsgrup-pens mødre, selvom de har et lidt højere indkomstniveau. Anbragtebørns mødre har en gennemsnitlig disponibel indkomst på 70 pct. afmødres i ’almengruppen’, mens sammenligningsgruppens mødre lever afen indkomst på 88 pct. af jævnaldrende børns mødres indkomst. I lysetaf at så mange anbragte børn og børn fra sammenligningsgruppen har enenlig mor, er oplysningerne om indkomst grelle, idet anbragte børnsmødre skal forsørge (en familie) for i gennemsnit ca. 135.000 kr. nettoom året.I overensstemmelse med de lave indkomster viser tallene enoverforekomst af fattigdom blandt de anbragte børns mødre. Ca. 15 pct.af de anbragte børn har en fattig mor, dvs. at ca. hvert syvende barnoplever et hjem med stærk materiel knaphed. For børnene i sammenlig-ningsgruppen er hyppigheden af fattigdom den samme, 14 pct. af børne-nes mødre er fattige. I ’almengruppen’ er 5 pct. af børnenes mødre præ-get af fattigdom.Der er sammenfattende tale om, at anbragte børns socioøkono-miske baggrund er ressourcefattig sammenlignet med andre jævnaldren-de børns:

En majoritet af deres forældre har en så ringe uddannelsesbaggrund,at det vil kræve en betydelig og langvarig indsats, hvis de skal kunnekomme ud af en marginaliseret position på arbejdsmarkedet.Der er hos de anbragte børn en betydelig overforekomst af socialtekskluderede mødre, der permanent er førtidspensionerede og udenfor det sædvanlige arbejdsliv.En stor majoritet af anbragte børns mødre forsørges via overførsels-indkomster, hvilket indebærer, at børnene oplever forældre, der ikkegår på arbejde og ikke er selvforsørgende.Mødre til anbragte børn har disponible indkomster på et yderst lavtniveau, hvilket forstærkes af, at mange af familierne kun har én ind-komst.Fattigdommen blandt anbragte børns mødre er markant højere endfor de to andre gruppers mødre. 15 pct. af de anbragte børns mødreer berørt af fattigdom.

I nedenstående tabel 2.3 sammenfattes, i hvor høj grad forældre til hen-holdsvis anbragte børn, dårligt stillede børn (sammenligningsgruppen) ogde resterende børn på årgangen er karakteriseret af klassiske psykosocialeproblemer som psykiatrisk sygdom, misbrug, kriminalitet og opvækst,hvor de selv har været anbragte uden for hjemmetI tabel 2.3 opgøres psykiatrisk sygdom på den måde, at mødreog fædre, der har en psykiatrisk diagnose – uanset hvilken – i det psykia-triske forskningsregister, er registreret i tabellen med en psykiatrisk syg-dom. Personer, der ikke findes i dette register, opføres som ikke havendeen psykisk lidelse. Det betyder, at mennesker med psykiske symptomer,gener mv., der ikke er optaget i registret, fordi de ikke har været i kontaktmed behandlingssystemet, ikke betragtes som psykiatriske patienter. Detvil også sige, at de anførte tal sandsynligvis underrapporterer omfanget afpsykiske lidelser, fordi det må formodes, at der er mange psykiske gener,der forbliver ukendte i behandlingssystemerne.Mødrene til de anbragte børn har en høj psykiatrisk oversygelig-hed, de har syv gange så høj forekomst af psykisk sygdom som mødre i’almengruppen’. Også sammenligningsgruppens mødre har en høj fore-komst af psykiske lidelser (26 pct.) sammenlignet med mødre i ’almen-gruppen’ (7 pct.). Fædrene til de anbragte børn har ligeledes en overfore-komst af psykiatrisk lidelse, idet over en fjerdedel (28 pct.) har en psykia-

trisk diagnose sammenlignet med knap 6 pct. af fædrene i ’almengrup-pen’. Deres sandsynlighed for at have en psykisk lidelse er fem gange såhøj som de ’almindelige’ fædres. Også fædrene til sammenligningsgrup-pens børn har en høj hyppighed af psykiatriske lidelser (20 pct.) med engodt tre gange så høj sandsynlighed for psykiatrisk lidelse som fædre iden brede befolkning. Når man betragter de anbragte børns forældreunder ét, er det ca. hvert syvende barn (15 pct.), der har forældre, derbegge har en psykiatrisk diagnose. Det samme gælder for ca. 1 ud af 100(1 pct.) jævnaldrende fra ’almengruppen’.

Det fremgår af forskningen, at forældres sindslidelse indebærer en risikofor, at børnene både i barndommen og senere i livet selv udvikler psykia-triske symptomer eller egentlig sygdom (fx Smith, 2004). Det fremgårimidlertid også, at risikoen er størst, når forældres sindslidelse følges afandre problemer, ikke mindst tilstedeværelsen af disharmoni i familien,eller at forældrene søger at inddrage børnene i deres sindslidelses symp-tomer.Borgere i Danmark registreres i misbrugsregistret, hvis de erkendte i behandlingssystemet. Der er derfor igen tale om et forsigtigt –og formentlig optimistisk – skøn over omfanget afmisbrug,idet en delmennesker har en eller anden grad af misbrug, som ikke er kendt af no-gen behandlende instans.Hvad alkohol- og stofmisbrug angår, skiller de anbragte børnsmødre og fædre sig klart ud fra både sammenligningsgruppen og fra’almengruppen’, om end sammenligningsgruppens forældre også har etlidt højere misbrug end ’almengruppen’. 14 pct. af anbragte børns mødreog 10 pct. af deres fædre er registreret i misbrugsregistret. Det sammegælder næsten ingen af de jævnaldrendes mødre og knap 1 pct. af deresfædre. Anbragte børn har således 96 gange så høj sandsynlighed for athave en misbrugende mor og 21 gange så høj sandsynlighed for at haveen misbrugende far end børn i ’almengruppen’. Når man sammenlignerde anbragte børn med sammenligningsgruppens børn er der tale om, atde anbragte har henholdvis otte gange og 10 gange så høj sandsynlighedfor at have en misbrugende henholdsvis mor og far som ’sammenlig-ningsgruppen’.Med hensyn til straffelovsovertrædelser afspejler tabel 2.3 alene,omfængslinghar eller ikke har fundet sted, og ikke fx hvor længe fængs-lingen har varet eller hvor alvorlige overtrædelser, der er tale om. 8 pct.af de anbragte børn har mødre, der på et eller andet tidspunkt har siddeti fængsel, sammenlignet med 1 pct. af børnene i sammenligningsgruppenog næsten ingen af ’almengruppens’ børn. Det er en tredjedel (32 pct.) afde anbragte børns fædre, der har siddet i fængsel mod 6 pct. af fædrenetil de jævnaldrende i ’almengruppen’ og 18 pct. af sammenligningsbørne-nes fædre. Specielt er de anbragte børns mødre påfaldende i denne sam-menhæng, idet de anbragte børn har 32 gange højere sandsynlighed forat have en mor, der har været i fængsel, end deres jævnaldrende i ’almen-gruppen’. For fædrenes vedkommende er der tale om en seks gange hø-jere sandsynlighed.

En høj andel af anbragte børn (34 pct.) har mødre, der selv harværet anbragt uden for hjemmet. For fædrenes vedkommende er der taleom 17 pct. Op i mod halvdelen (43 pct.) af de anbragte børn har mindstén forælder, der har været anbragt uden for hjemmet. Omvendt fremgårdet, at de fleste af de 11-årige anbragte børn har forældre, derikkeharværet anbragt uden for hjemmet.Forekomsten af børn med forældre, der har været anbragt udenfor hjemmet er også høj blandt sammenligningsbørnene, henholdsvis 18pct. af mødrene og 11 pct. af fædrene har været anbragt. Blandt forældrei ’almengruppen’ er tallene 4 pct. for mødre og 3 pct. for fædre.Sammenfattende eksponeres anbragte børn på 11 år for en ræk-ke psykosociale problemer hos forældrene:–Knap hvert andet anbragt barn (45 pct.) har en mor med en psykia-trisk diagnose, godt hvert fjerde (28 pct.) har en far med en psykia-trisk diagnose, og ca. hvert syvende barn (15 pct.) har forældre, derbegge er psykiatrisk syge.De anbragte børn har en næsten 100 gange så høj sandsynlighed forat have en mor, der er registreret i misbrugsregistret end de jævnald-rende børn i ’almengruppen’.Også fædrene til de anbragte børn er hyppigere registreret for mis-brug end fædrene i de andre grupper.Anbragte børn har en meget højere sandsynlighed end børn fra deandre to grupper for at have forældre, der er eller har været fængsletpå grund af straffelovsovertrædelser.Specielt de anbragte børns mødre adskiller sig fra jævnaldrendesmødre ved at have oplevet en – for kvinder – høj frekvens af fængs-linger.Der er en stor andel af anbragte børn, der har forældre, der selv harværet anbragt uden for hjemmet som børn, og for mødrenes ved-kommende er det en tredjedel, der selv har været anbragt uden forhjemmet.

Dette afsnit handler om, hvilke forandringer der er sket for forældrene tilde anbragte 11-årige gennem den 4-års periode, i hvilken børnene harværet anbragt uden for hjemmet. Tabel 2.4 vedrører alene de børn, der eranbragt forud for d. 31.12.2002, dvs. var anbragte ved den første data-indsamling i 2003. Deres situation i 2003 sammenlignes med situationeni 2007.Det fremgår af nedenstående tabel 2.4, at der ikke forekommersignifikante forskelle på, hvordan familierne til børn, der er anbragt før2003, har det i henholdsvis 2003 og 2007.Forældrene er en anelse bedre uddannet, hvilket er forventeligt ilyset af, at der er gået lidt tid siden 2003, men de er ikke markant bedreuddannet.Omvendt er flere mødre overgået til en yderst marginaliseret po-sition på arbejdsmarkedet i form af førtidspension, men forskellene ibeskæftigelsessituationen er heller ikke signifikante.Mødrenes disponible indkomst er faldet en smule fra 2003,mens fædrenes er steget, men heller ikke disse ændringer er signifikante.Endelig har en lidt større andel af både mødre og fædre en fæng-selsdom i 2007.Tallene tyder sammenfattende på, at anbragte børns forældressociale situation ikke ændres nævneværdigt under børnenes anbringelse.Derved ser udsigterne til hjemgivelse af børnene ikke ud til at blive lysereover tid.

TABEL 2.4Sammenligning af forældrenes situation i 2003 og 2007 for børnanbragt før 2003. Procent og gennemsnit.Forældre2003Uddannelse, morenMindre end 9. klasseKun folkeskolens afgangsprøveKun gymnasial udd. (gym., HF, HH)Erhvervsfaglig uddannelseKVUMVULVUManglende oplysningerMindre end 9. klasseKun folkeskolens afgangsprøveKun gymnasial udd. (gym, HF, HH)Erhvervsfaglig uddannelseKVUMVULVUManglende oplysningerUden for arbejdsmarkedet(herunder kontanthjælp)FørtidspensionistArbejdsløsAndre lønmodtagereSelvstændigLønmodtager på grundniveauLønmodtager på mellemniveauLønmodtager på højt/toplederniveauManglende oplysningerUden for arbejdsmarkedet(herunder kontanthjælp)FørtidspensionistArbejdsløsAndre lønmodtagereSelvstændigLønmodtager på grundniveauLønmodtager på mellemniveauLønmodtager på højt/toplederniveauManglende oplysningerGennemsnitlig disponibel indkomstGennemsnitlig disponibel indkomstMor har været indsat i fængselFar har været indsat i fængsel11,55 %64,37 %3,44 %11,79 %1,11 %2,46 %0,25 %5,04 %15,48 %32,6 %1,60 %16,46 %1,97 %1,11 %0,98 %30,35 %61,79 %16,95 %2,21 %5,04 %0,98 %7,74 %1,72 %0,61 %2,95 %26,54 %10,07 %2,95 %15,60 %2,95 %14,86 %0,98 %1,60 %24,45 %141.198 kr.117.626 kr.7,37 %31,20 %814Forældre200711,43 %62,78 %3,81 %13,14 %0,98 %2,83 %0,37 %4,67 %14,62 %30,34 %1,84 %16,58 %2,09 %1,11 %0,98 %32,43 %46,19 %23,22 %7,86 %6,39 %0,61 %6,76 %2,09 %0,98 %5,90 %23,21 %11,43 %6,02 %14,99 %2,21 %10,93 %1,23 %2,09 %27,89 %136.515 kr.135.106 kr.9,34 %34,03 %814

Der er ikke tvivl om, at de anbragte børn og deres forældre som ud-gangspunkt har særdeles dårlige kår og livsvilkår i øvrigt, uanset hvilkevariable man studerer. Det vil sige, at næsten samtlige risikable opvækst-faktorer forekommer i børnenes hjemmemiljø.–11-årige anbragte børns familier er demografisk kendetegnet vedfaktorer, som gør forældreopgaven vanskeligere og børnenes situati-on mere udsat end sædvanligt, herunder unge forældreskaber, ene-forældreskaber, omskiftelig familiesammensætning mv. Hertil kom-mer forældres dødsfald.Socioøkonomisk har familierne en markant overforekomst af margi-nalisering og fattigdom. Forældrene er tabt i uddannelsessystemet sålangt bagud, at der desuden skal ganske store anstrengelser til atændre ved den sociale eksklusion.En stor andel af de anbragte børns forældre har diagnoser, der måantages at forringe deres overskud til at være forældre. En overfore-komst af misbrug inden for forældregruppen reducerer også mulig-hederne for at passe på børnene og organisere et acceptabelt hver-dagsliv for dem.Der er en betydelig overforekomst af forældre som er/har været ifængsel, hvilket både betyder fravær af forældre og sandsynligvis på-virkning af børnene med antisociale normer.Der er en stor gruppe af anbragte børns forældre, der selv som børnhar været anbragt uden for hjemmet og som konsekvens heraf for-modentlig har færre forbilleder for deres forældreskab, når de selvbliver forældre.Børn, der blev anbragt før 2003-dataindsamlingen, har ikke en an-derledes familiebaggrund i 2007. Det betyder, at deres familiebag-grund ikke har udviklet sig positivt i de år, barnet har været anbragtuden for hjemmet.

Et grundlæggende spørgsmål i forbindelse med anbringelse uden forhjemmet er, om foranstaltningen har positive, negative eller ingen virk-ninger for det anbragte barn. Dette spørgsmål blev stillet i såvel arbejdetmed forskningsoversigten fra 2003 (Egelund & Hestbæk, 2003) som iarbejdsprocessen med denne forskningsoversigt.Efterspørgslen efter troværdig dokumentation af virkningerne afsociale indsatser er i de senere år steget markant, og der er generelt etøget fokus på evidensbaseret viden (Bergmark & Lundstrøm, 2006). Somfølge heraf anvendes termen ’effekt’ ganske hyppigt – og i mange ogforskelligartede sammenhænge.Når vi ønsker at evaluere sociale foranstaltninger som fx anbrin-gelser, er det imidlertid væsentligt at forhold sig til, hvorledes ’effekter’defineres, samt hvilke typer af forskningsdesign, der rent faktisk kananvendes til at måle effekter. Vi har derfor indledningsvist valgt at rede-gøre kort for de mest gængse typer af effektmålingsmetoder, da vi me-ner, at dette er en grundlæggende forudsætning for at kunne forholde sigtil kvaliteten af de studier, som vi har vurderet som egnet til at indgå idette kapitel. Bagefter følger et kort resume af resultaterne fra forsk-ningsoversigten fra 2003, hvorefter vi vil præsentere effektstudier fraperioden 2003-2008. Kapitlet rundes af med en sammenfatning af resul-taterne samt nogle refleksioner over udviklingen (eller manglen på sam-me) af effektstudier på anbringelsesområdet.

Vi kan ikke tale om effekter uafhængigt af årsager og kausalitet. Når viønsker at måle effekter af sociale interventioner som fx anbringelse af etbarn/ung uden for hjemmet, forsøger vi direkte eller indirekte at sand-synliggøre et kausalt forhold mellem årsagen/årsagerne til en given virk-ning. Et kausalt forhold kan sandsynliggøres, når følgende forudsætnin-ger gør sig gældende: årsagen kommer før effekten i tid, årsagen er rela-teret til (korreleret med) effekten, der ikke eksisterer nogen plausibelalternativ forklaring på effekten andet end årsagen (Shadish et al.,2002:6).Effektmålingsmetoder bygger grundlæggende på tankegangenom den kontrafaktiske situation. I et eksperiment observerer vi fx, hvadder sker, når en person modtager en behandling (treatment). Den kontra-faktiske situation er, hvad der ville have været sket med den pågældendeperson, hvis vedkommende simultantikkehavde modtaget behandlin-gen. Når vi taler om en ’effekt’, er det således forskellen på, hvad derskete, og hvad der kunne have været sket (ibid., 5). Det er denne snævredefinition af ’effekter’, som vi anvender i dette kapitel. Vil man måleeffekten af en foranstaltning, er det derfor nødvendigt, at der anvendesen tilfredsstillende måde til at måle den kontrafaktiske situation. Dettemål anvendes således i sammenligningen med det observerede resultat afden pågældende foranstaltning. Det er indlysende, at vi ikke fysisk kanobservere den kontrafaktiske situation, derfor er den centrale opgave atskabe en rimelig tilnærmelse til denne (Nielsen et al., 2007:7-8).Effektmålingsmetoder kan groft sagt inddeles i eksperimentelleog ikke-eksperimentelle metoder. De eksperimentelle metoder omfatterblandt andet randomiserede eksperimenter, som inden for den medicin-ske forskning er det dominerende forskningsdesign, når man vil skaffesig viden om virkningerne af en behandling. ’Randomisering’ vil sige, atder trækkes tilfældigt lod mellem en relevant gruppe af personer i forholdtil, om de skal modtage behandling eller ej. Formålet med randomiserin-gen er, at man teoretisk set undgår, at der er forskel mellem grupperne,idet de forskelle, der er mellem mennesker, bliver udlignet, hvis grupper-ne er store nok. Hvis randomiseringen udføres korrekt, bliver der såledesskabt to eller flere grupper, som er gennemsnitligt ens. Som følge herafvil enhver forskel i udfald, som kan observeres mellem grupperne, kunneantages at skyldes den pågældende behandling, eftersom at der ikke var

nogen forskel mellem grupperne i udgangspunktet. Dette er baggrundenfor, at der ofte refereres til randomiserede eksperimenter som ’guldstan-darden’ inden for de eksperimentelle metoder (Shadish et al., 2002:13)(Nielsen et al., 2007:7-8).Det har imidlertid vist sig, at der også kan være problemer for-bundet med at gennemføre randomiserede forsøg.5Samtidig kan det ofterent praktisk være meget vanskeligt eller umuligt at gennemføre rando-miserede eksperimenter inden for social- og samfundsvidenskaberne.Derfor anvendes ofte kvasi-eksperimenter, som netop er defineret vedikke-randomisering. Deltagerne i et kvasi-eksperiment bliver i stedetfordelt i de pågældende grupper på baggrund af en naturlig variation, vedselv-selektion eller ved en administreret/styret allokering (Shadish et al.,2002). I de kvasi-eksperimentelle studier er der således ikke samme sik-kerhed for, at grupperne er ens.Til forskel fra de eksperimentelle metoder udnytter de ikke-eksperimentelle metoder derimod de tekniske færdigheder, der eksistererinden for de kvantitative metoder med henblik på at konstruere denkontrafaktiske situation. Ikke-eksperimentelle metoder omfatter ’regres-sion’, ’matching’ og ’instrumentvariabel estimation’ (Nielsen et al.,2007:9). I det følgende skitseres metoderne kort.6Ved ’regression’ prøver man at estimere sammenhængen mellemen behandling (intervention) og et givet udfald som fx uddannelseslæng-de. For at undgå selektionsproblemet forsøger man at tilvejebringe in-formation om oberserverbare karakteristika (fx køn, alder, civilstand,indkomst etc.), der kan korrigere for systematiske forskelle i uddannel-seslængden for henholdsvis behandlingsgruppen og ikke-behandlings-gruppen (ibid., 40-44).En anden mulighed, hvor der også korrigeres for selektions-skævheden, er ’matching’. Tilgangen her er lidt anderledes. Med ud-gangspunkt i observerbare karakteristika sørges der ved matching for, athver person i behandlingsgruppen ’parres’ med en tilsvarende person iikke-behandlingsgruppen. Det kontrafaktiske resultat fremkommer her-

efter på baggrund af resultaterne i ikke-behandlingsgruppen. Forskellenpå matching og regression er, at der ved matching beregnes estimeredeeffekter for de ekelte individer i stedet for, at de individuelle effekterbliver sammenvejet i et estimeret parameter (ibid., 44-46).7Et tredje alternativ er ’instrumentvariabel estimation’. Til forskelfra regressionsmetoden, hvor det blev antaget, at det var muligt at findeobserverbare karakteristika til at korrigere for udeladt information, kanIV-metoden benyttes, hvis den udeladte information ikke er observerbar.Grundidéen i IV-metoden er at finde et instrument (en variabel), der såvidt muligt korrelerer med behandlingsvariablen uden at være korreleretmed udfaldet (ibid., 47-50).Alle de ovenstående metoder kan indgå i det, der kaldes longitu-dinelle studier – dvs. studier, der behandler data over tid. Longitudinelleanalysetilgange omfatter: gentagen tværsnitsdataanalyse, paneldataanaly-se, kohortestudier, varighedsanalyse og tidsserieanalyse. I mange af destudier, som ønsker at måle effekter på anbringelsesområdet, anvendesder longitudinelle designs. I disse studier følges anbragte børn fra et givettidspunkt og frem gennem barndom, ungdom og måske også voksenal-der. I dette kapitel defineres longitudinelle studier – i lighed med i forsk-ningsoversigten fra 2003 – som undersøgelser, hvor der har fundet ellervil finde mindst tre selvstændige dataindsamlinger sted over tid. En så-dan fortløbende kortlægning gennem børnenes opvækst giver mulighedfor at analysere, hvilke komplekse samspil mellem forskellige faktorer derskaber forskellige udviklingsmuligheder for børnene. Longitudinelleprospektive undersøgelser kan i bedste fald sandsynliggøre effekter afindsatser over tid, dvs. danne grundlag for kausale hypoteser.Vi ser imidlertid i lighed med forskningsoversigten fra 2003, atde fleste studier, som ønsker at undersøge effekter af børns anbringelse,er efterundersøgelser (opfølgningsstudier). Størstedelen af efterundersøgel-serne i denne forskningsoversigt har den karakter, at der foreligger datafra et tidligere tidspunkt i de anbragte børn/unges liv, og at der følges oppå disse børn/unge på et senere tidspunkt i deres liv med henblik på atkortlægge, hvordan det er gået dem.

Motivationen bag effektmålinger er som sagt ønsket om at dokumentereeffekten af et givet tiltag. Virker det og i så fald hvordan?Den fremherskende metode til dokumentation af effekter af til-tag på det sociale område har i mange år været kvalitative interview, evt.kombineret med spørgeskemaundersøgelser. Kvalitative evalueringer kanvære særdeles indsigtsgivende i forhold til at få viden om bruger-ne/klienternes situation og dermed opnå en forståelse for specifikkeproblematikker på det sociale område. Kvalitative evalueringer egner sigimidlertid ikke til at lave effektvurderinger af bredspektrede eller ’broge-de’ sociale programmer (Kristensen, 2003:4). Fra et effektmålingsper-spektiv er det problematiske ved den kvalitative tilgang, at man følgerbestemte individer/grupper, men at den kontrafaktiske situation typiskikke konstrueres (Nielsen et al., 2007:86).De eksperimentelle effektmålingsmetoder er imidlertid endnuikke særligt udbredte på det sociale område, og metoderne er for så vidtstadig omdiskuterede både blandt praktikere og forskere. Den grundlæg-gende kritik af effektmålingsmetoderne tager sit udgangspunkt i det pro-blematiske ved at kvantificere komplekse sociale fænomener.8Spørgsmå-let er, i hvilken udstrækning dette overhovedet er meningsfuldt. Kristen-sen (2003) problematiserer i et indlæg om effekten af døgninstitutionerfor børn og unge netop anvendeligheden af den eksperimentelle evalue-ring på det sociale område. Kristensen anfører, at logikken bag det ran-domiserede eksperiment grundlæggende er enkel og let forståelig. Nården mest effektive behandling er fundet på baggrund af et eksperiment,kan behandlingen anbefales til andre med samme type af vanskeligheder.Imidlertid stiller Kristensen spørgsmålstegn ved en lang række af følger-ne af ovenstående logik. Kan sociale problemer defineres entydigt? Laderdet sig gøre at afgrænse alle relevante faktorer og identificere personermed samme type vanskeligheder? Er de professionelle i stand til rationeltat afgøre om en person, der henvender sig, tilhører en bestemt kategori,som skal have en særlig behandling? Opfatter alle professionelle densamme klient på den samme måde? (Kristensen, 2003:16). Hele tanke-gangen i den eksperimentelle måling af effekter kan således problemati-seres på en række punkter.

De metodologisk velgennemførte effektstudier vedrørte ved den tidligeredataindsamling ofte langvarige anbringelser. I disse i realiteten næstenpermanente anbringelser må man forvente, at barnet har været udsat forvæsentlige belastninger før anbringelsen. Man må også konstatere, at derhar været lang tid til via en samfundsindsats at skabe bedre udviklings-chancer for barnet. Langtidsanbringelsernes påvirkning af barnet formårimidlertid ikke at bringe disse børn på niveau med deres jævnaldrende.Snarere bliver langvarigt anbragte børn bragt på linje med de få procentaf børnebefolkningen, der er socialt dårligst stillet. Dette er ikke et til-fredsstillende resultat af en langvarig samfundsindsats, der både er ind-gribende over for barnet og dets familie, og som samtidig er stærkt res-sourcekrævende samfundsmæssigt. Omvendt er fraværet af klare ogmålbare resultater naturligvis ikke i sig selv er et argument for, at anbrin-gelser kun helt undtagelsesvist bør finde sted. Vi tolkede i 2003 de be-

Der forelå på undersøgelsestidspunktet i 2003 ikke megen forskning omlukkede/sikrede institutioner. Den begrænsede forskning pegede imidler-tid på, at lukkede institutioners succes ikke kan måles på deres behand-lingsresultater, men kun på deres evne til at fastholde barnet/den unge ianbringelsen. Der var forskning, som sandsynliggjorde, at virkningen afanbringelse på lukkede institutionspladser er negativ i den forstand, atunge, der ikke har svære antisociale problemer ved anbringelsen, lærerantisocialitet via anbringelsen. Det var således en påfaldende høj andel afde unge, der efter udskrivningen havde misbrugs- og kriminalitetspro-blemer, heraf også nogle, som ikke havde haft den slags problemer førindskrivningen.SPECIFIKKE VELEVALUEREDE ANBRINGELSESFORMER

I lighed med den tidligere forskningsoversigt har vi ikke fundet nogenrandomiserede kontrollerede studier, ej heller kvasi-eksperimentelle stu-dier, der behandler virkningerne af anbringelse. Dette skyldes givetvis, atanbringelse er en så indgribende og alvorlig foranstaltning, at det kanvære svært etisk at forsvare at lave en lodtrækning om, fx hvilke børn derskal anbringes, og hvilke der skal blive hjemme. Der eksisterer en rækkesvenske undersøgelser af forebyggende foranstaltninger som fx MST,som anvender randomiserede eksprimentelle designs, (blandt andet Ols-son, 2008; Sundell et al., 2006; Sundell m.fl, 2006). I øjeblikket er det

første randomiserede studie af to forbyggende foranstaltninger: ’Praktisk,pædagogisk eller anden støtte i hjemmet’ (§ 52, stk. 3.2 i Serviceloven) og’Familiebehandling eller behandling af barnets eller den unges problemer’(§ 52, stk. 3.3 i Serviceloven) i sin opstartsfase på SFI. Ingen af disseundersøgelser belyser imidlertid effekter som følge af anbringelse, menderimod effekter af foranstaltninger, der har til hensigt at forebygge fejl-udviklinger ved de pågældende børn. Vi har derfor valgt ikke at medtagedisse undersøgelser i indeværende sammenhæng.Udvælgelsen af studier til dette kapitel har ikke været ligetil, idetdet er få af de studier, vi har identificeret, som kan siges at konstruereden kontrafaktiske situation på en tilfredsstillende måde. Vores kriterierved udvælgelsen har således ikke været om studiet i en snæver forstandkan siges at være et effektmålingsstudie af en type, som indledningsvistblev beskrevet. Vi har derimod medtaget alle studier, som har anvendt ensammenligningsgruppe, også selvom denne ikke er konstrueret på ensådan måde, at den danner grundlag for en kontrafaktisk situation. End-videre har vi inkluderet studier, der evaluerer specifikke metoder i an-bringelsesarbejdet. I vores udvælgelse af studier har vi også været interes-seret i at inkludere kvalitative undersøgelser, som ville have kunnet giveos en indsigt i virkninger af foranstaltninger ud fra et brugerperspektiv.Vi har imidlertid ikke stødt på sådanne undersøgelser i vores søgnings-proces.Vi ser således, at udbredelsen af effektmålinger med eksperimen-telle eller avanceret statistisk design stadig er meget sparsom på anbrin-gelsesområdet, på trods af den stigende efterspørgsel på sådanne under-søgelser. Dette kan blandt andet skyldes de metodiske og praktiske pro-blemer, der kan være forbundet med gennemførelsen af effektmålinger,herunder måske også en modvilje eller skepsis over for nytteværdien afdenne type studier på anbringelsesområdet.

årgang.9I rapporten anvendes både registerdata og surveydata, idet bådeanbringelsessteder, børnene selv og sagsbehandlere er blevet interviewet.Der anvendes også tværsnitsdataanalyse i analyserne, hvor børnenesammenlignes over tid.Holdt op mod de to sammenligningsgrupper ser vi, at de an-bragte børn særligt i sammenligning med ’almengruppen’ klarer sig væ-sentligt dårligere i en lang række henseender. De 11-årige anbragte børnhar hyppigeresymptomer på psykiske og sociale problemer,adfærdsvanskelig-heder, emotionelle problemer, hyperaktivitet, kammeratskabsproblemerog problemer med prosocial adfærd.De anbragte børn har også enmarkant oversygelighed, en vanskeligereskolesituationogdeltager væsentligt mindre i fritidsaktiviteterend andre børn.Endvidere oplever en væsentlig del af de anbragte børn et betydeligttabaf slægtninge og netværk,idet de enten ikke har kontakt med forældre, sø-skende eller anden familie. Anbragte børn oplever også oftere at blivemobbetend deres jævnaldrende.Konstruktionen af en sammenligningsgruppe af andre socialtudsatte børn er det tætteste, vi kan komme på en vurdering af, hvorledesdet det ville have gået de anbragte børn, hvis de ikke var blevet anbragt.Alligevel viser der sig forskelle mellem de anbragte børn og de ikke-anbragte socialt dårligt stillede børn. Rapporten peger på, at det ikke ertilfældigt, hvilke børn der befinder i de forskellige grupper, og at det erde mest belastede børn, der bliver anbragt. Generelt er sammenlignings-gruppen af socialt udsatte en smule bedre stillet end de anbragte, bortsetfra at sammenligningsgruppen faktisk viser sig at have en oversygelighed(jf. kapitel 6). Analysemetoderne anvendt i rapporten giver ikke mulighedfor at tale om decideret effekter af forskellige anbringelsesformer, mendokumenterer en lang række af sammenhænge mellem anbringelse ognegative udfald. Om det er selve anbringelsen eller de problemer, der hargivet anledning til børnenes anbringelse – eller begge dele – der afføderde negative resultater, kan imidlertid ikke afgøres på baggrund af under-søgelsen.

I et svensk longitudinelt kohortestudie fra 2006 undersøger BoVinnerljung, Anders Hjern og Frank Lindblad tidligere børneklientersrisiko for selvmordsforsøg.10Undersøgelsen anvender ti fødselskohorterfra 1972-1983 (registerdata), hvor børneklienter, som har modtaget so-ciale interventioner inden teenagealderen (N=22.305), dels sammenlignesmed jævnaldrende i befolkningen som helhed (N=955.326), dels svenskeadopterede børn (N=12.240).11De afhængige variable i analyserne varselvmordsforsøg, psykiatriske forstyrrelser, psykose og depression.Tidligere børneklienter havde 4 til 5 gange så stor sandsynlighedfor at blive indlagt for selvmordsforsøg end deres jævnaldrende i befolk-ningen som helhed. De havde endvidere 5 til 8 gange større sandsynlig-hed for at blive indlagt med alvorlige psykiatriske forstyrrelser som teen-agere og 4 til 6 gange så høj risiko som unge voksne. Der blev også fun-det forhøjet risiko for psykoser og depression. Unge som havde væretlangtidsanbragt tenderede til at have de mest negative prognoser.Resultaterne tyder således på, at tidligere børneklienter har enforhøjet risiko for selvmordsforsøg og alvorlige psykiske sygdomme.I et svensk longitudinelt kohortestudie af Vinnerljung, Franzén& Danielsson fra 2007 undersøges forekomsten af og odds’ene for teen-agegraviditeter blandt tidligere børneklienter.12Undersøgelsen baserer sigpå svenske registerdata for alle børn født i Sverige i 1972-1983(N=1.178.207) inklusiv 48.582 børn, som har modtaget forskellige socia-le interventioner. Studiet anvender logistisk regression med kontrol fordemografiske, socioøkonomiske og familiebaggrundsvariable. Blandt deunge, som første gang modtog foranstaltninger i teenageårene, blev 16-19 pct. af pigerne og 5-6 pct. af drengene forældre som teenagere sam-menlignet med 3 pct. af pigerne og 0,7 pct. af drengene i befolkningensom helhed. For de resterende ’børneklienter’, som fx børn, der har fåetforanstaltninger tidligere i livet, var odds’ene henholdsvis 9-12 pct. forpigerne og 2-4 pct. for drengene.Forskernes overordnede konklusion er, at unge af begge køn,som modtager sociale interventioner i teenageårene, er i en højrisiko-

gruppe for teenageforældreskab. Samtidig er det også væsentligt at væreopmærksom på den resterende gruppe af børneklienter, da disse også haren forhøjet risiko for teenageforældreskab.I et svensk opfølgningsstudiestudie af Vinnerljung & Sallnäs fra2008 belyses situationen for 700 tidligere teenageanbragte antisocialeunge, når de er 25 år. Studiet baserer sig på registerdata, hvoraf 70 pct. afalle 1.110 13-16-årige, som blev anbragt i 1991, er inkluderet.13Der bliveri studiet fulgt op på de unge som 25-årige, hvor de langsigtede psykoso-ciale udfald undersøges. Samtidig undersøges det, hvilke individuellebaggrundsfaktorer og omsorgsoplevelser, der er relateret til disse udfald.I undersøgelsen sammenlignes de tidligere anbragte unge med jævnald-rende i befolkningen som helhed.Vinnerljung & Sallnäs (ibid.) finder, at der er en skillelinje mel-lem de unge, der er anbragt som følge af adfærdsproblemer, og de unge,som er anbragt på grund af andre årsager. Bivariate analyser viser, at deunge kvinder og mænd i den første gruppe i sammenligning med deresjævnaldrende havde en høj forekomst af for tidlig død, alvorlig kriminali-tet, hospitalsophold som følge af mentale problemer, teenageforældre-skab, manglende selvforsørgelse og ringe grad af uddannelse. Unge, an-bragt som følge af andre årsager end adfærdsproblemer, klarede sig væ-sentligt bedre, men stadig dårligere end de jævnaldrende i befolkningensom helhed, som ikke havde været anbragt. I en logistisk regressionsana-lyse undersøges de tidligere anbragte børn i forhold til, om de har fået endom for kriminalitet i alderen 20-24 år, har været indlagt for mentaleproblemer i alderen 20-24 år, er blevet forældre som teenagere, har mod-taget kontanthjælp som 25-årige eller kun har en grundskoleuddannelsesom 25-årige. Analysen viser, at køn har en stor indflydelse på tre ud-faldsmål. Sammenlignet med piger har drenge syv gange så stor sandsyn-lighed (OR=6,8) for at få en dom, mens det derimod var mindre sand-synligt, at de var blevet forældre som teenagere (OR=0,3). Endvidere varder moderat større sandsynlighed for, at drengene kun havde en grund-skoleuddannelse som 25-årige (OR=1,6). Jo ældre de unge havde væretved anbringelsen, jo større var sandsynligheden for, at de ikke havde fået

en dom for straffeovertrædelse og at havde opnået mere end en folke-skoleuddannelse (OR var mindre end 1,0 for hvert år). Var den unge i sinbarndom blevet udsat for mishandling/vanrøgt øgede dette risikoen forat være blevet dømt for kriminalitet (OR=2,0) og i nogen grad også forat have været indlagt med mentale problemer (OR=1,5). I lighed med debivariate analyser viser den logistiske regressionsanalyse, at de unge, somvar blevet anbragt som følge af adfærdsproblemer, havde større risikofor dårlige udfald som 25-årige end unge, der var blevet anbragt af andreårsager. Særligt i forhold til at være blevet dømt for kriminalitet i alderen20-24 år var sandsynligheden højere (OR=3,9), mens den viste sig knapså høj i forhold til indlæggelse for mentale problemer samt ringe uddan-nelse (OR=1,8 i begge tilfælde). Analysen viser også, at unge, som havdeværet anbragt på institution, havde større sandsynlighed for at have væretindlagt for mentale problemer, selvforsørgelsesproblemer og ringe ud-dannelse (OR=1,6-2,0) sammenlignet med unge, som havde været an-bragt i plejefamilier. De unge, som havde været anbragt på sikrede enhe-der, havde en stærkt forhøjet risiko i forhold til alle risikoudfald(OR=2,0-5,0) undtagen teenageforældreskab. Det sidste hænger givetvissammen med, at teenageforældreskab generelt er sjældent forekommen-de blandt drenge, samt at meget få piger bliver anbragt på sikrede enhe-der. Længden på anbringelsen var kun relateret til uddannelse, hvor an-bringelse i mere end i to år reducerede risikoen for kun at have en grund-skoleuddannelse (OR=0,7). Sammenbrud i anbringelsen betød forøgetsandsynlighed i alle udfald undtagen teenageforældreskab. Endelig un-dersøges teenageforældreskab som uafhængig variabel i forhold til socialstøtte og uddannelse som 25-årig (også logistisk regression). Havde manfået børn som teenager, var sandsynligheden for, at man kun havde engrunduddannelse ikke overraskende væsentligt større (OR=2,7).På trods af, at undersøgelsen ikke er en evaluering eller effekt-målingsundersøgelse, og at vi således ikke kan tale om deciderede effek-ter af anbringelse, indikerer den, at unge tidligere anbragte klarer sig væ-sentligt dårligere på en lang række parametre som 25-årige end deresjævnaldrende, og at unge anbragt på grund af antisocialitet klarer sigsærligt dårligt.I et norsk studie fra 2005 har Kristofersen undersøgt anbragtebørns sundhed i perioden 1990-2002. Studiet ligger i forlængelse af fleretidligere undersøgelser af de longitudinelle nationale børneforsorgsdataved Norsk institutt for by- og regionforskning (NIBR). Kristofersen

(ibid.) analyserer blandt andet mortaliteten både blandt børnene, de ungeog deres forældre. De unge sammenlignes med børn og unge ibefolkningen generelt. Undersøgelsen anvender nationale individdata forbørn i børneforsorgen i perioden 1990-2002. Kilden er Statistiks sentral-byrå (SSB).Kristoffersen (ibid.) analyserer, hvilke dødsårsager der ligger tilgrund for de ca. 700 dødsfald, som har ramt børneforsorgsbørnene iperioden 1990-2001. Ud af de 93.000 børn og unge, som har været ibørneforsorgsforanstaltninger i perioden 1990-2001, døde 702 personer.Flere drenge end piger døde i perioden (1 pct. af drengene og 0,5 pct. afpigerne). Alder spillede også en rolle. Den største andel af de tidligerebørneforsorgsbørn, som døde, var over 18 år i dødsåret (næste 65 pct. afgruppen af døde). Det er børn med norsk baggrund, som bidrager til denhøjere dødelighed blandt børnene i børneforsorgsbørn. Sammenlignesbørneforsorgsbørnene med den almindelige jævnaldrende befolkning,observeres der en klar overdødelighed blandt børneforsorgsbørnene. I2001 døde 0,17 promille af den almindelige børnepopulation til sammen-ligning døde 0,76 af børneforsorgsbørnene i perioden 1990-2001. Detteer en væsentlig forskel, selv når der tages højde for, at børneforsorgsbør-nenes dødstal er målt over en længere periode.Særlige såkaldte voldsomme dødsfald (trafik- og andre ulykker,selvmord og drab) var udbredt. 21 pct. af dødsfaldene skyldtes selvmord.Dette betyder en væsentligt højere selvmordsdødelighed i børne-forsorgsgruppen (16 per 10.000) end i den almindelige børnepopulation(2 per 10.000) i perioden. Børn i børneforsorgstiltag døde også af syg-domme, særligt af kræft, sygdomme i nervesystemet og sanseorganer,medfødte misdannelser og psykiske lidelser, men børnene døde blandtandet også af forgiftning i forbindelse med stofmisbrug.Kristofersen (ibid.) konkluderer, at børneforsorgsbørnene synesat være en endnu mere såbar gruppe, end man hidtil har antaget, og atdet sundhedsmæssige arbejde derfor bør opprioriteres væsentligt i denvelfærdspolitik, som føres over for børneforsorgsbørn og deres familier.Clausen & Kristofersen (2008) præsenterer resultaterne fra ana-lyser af registerdata om børn, der har modtaget interventioner fra dennorske børneforsorg i perioden 1993-2005.14Rapportens overordnede

problemstilling er, hvordan det går med disse børn som voksne, sam-menlignet med personer, som ikke har været i kontakt med børneforsor-gen.Clausen og Kristofersen (ibid.) har i flere år arbejdet med et stortlongitudinelt datamateriale med registerdata fra perioden 1990-2005. Detomfatter 120.986 personer, som har modtaget tiltag fra den norskebørneforsorg. En gruppe på 112.412 personer, som ikke har fåetbørneforsorgstiltag, bruges som sammenligning.I undersøgelsen studeres de børn og unge, som har modtaget in-terventioner fra børneforsorgen i perioden 1993-1999. Af disse følges fordet første de, som var 18 år eller mere i år 2000. Dette udgør i alt 21.133personer, som følges gennem perioden 2000-2005 med hensyn til kon-tanthjælp og arbejdsløshed. For det andet studeres de klienter, som i2000 er 21 år eller mere med hensyn til indtægt og uddannelse i hen-holdsvis 2004 og 2005.Clausen & Kristofersen (ibid.) finder, at der er store forskelle,når det gælderuddannelse, indtægt, kontanthjælpogarbejdsløshed.Tidligereklienter har endvidere større sundhedsproblemer end befolkningen iøvrigt.34 pct. af de tidligere børneforsorgsklienter har enuddannelseud-over det 12. klassetrin. Til sammenligning har 80 pct. af sammenlig-ningsgruppen en uddannelse af længere varighed end dette trin. Forskel-len er således meget stor mellem børneforsorgsklienterne og sammenlig-ningsgruppen. Der er imidlertid også forskelle inden for gruppen af tidli-gere børneforsorgsklienter, hvor dem, der har mindst uddannelse, harværet anbragt på børne-/ungdomshjem eller andre typer af institutioner.77 pct. af disse har kun et uddannelsesniveau på enten 7.-10. klassetrineller 11.-12. klassetrin.. De tidligere børneforsorgsklienter, som har væretanbragt i familie- eller slægspleje, udgør den gruppe, der klarer sig bedstuddannelsesmæssigt. 9 pct. af disse har en uddannelse fra højskole15elleruniversitetet, og 34 pct. har en uddannelse, som svarer til 13-14. trin.Årsagen til at flere tidligere plejebørn får en højere uddannelse end fxbørn og unge, som har været anbragt på institution, er, at de har haftmindre alvorlige problembelastninger, og at mange får en god og stabilplejefamilie.

På tværs af anbringelsestyper finder Clausen & Kristofersen(ibid.), at pigerne generelt får en højere uddannelse end drengene. Enregressionsanalyse viser endvidere, at kvinder, som har været i kontaktmed børneforsorgen, har 63 pct. større chance for at få en høj uddannel-se end mænd, som har været i børneforsorgen. Endelig viser resultaterne,at de tidligere klienter, der har modtaget efterværn, næsten har 50 pct.større chance for at opnå en længere uddannelse.I forlængelse af de store uddannelsesforskelle mellem børnefor-sorgsklienterne og sammenligningsgruppen viser rapporten også, at dererstore indtægtsforskellemellem grupperne. 55 pct. af de tidligere børnefor-sorgsklienter har en bruttoindtægt, som er lavere end 200.000 kr., hvilketkun gælder for 35 pct. af sammenligningsgruppen. Igen er der også storeforskelle inden for gruppen, idet kun 10 pct. af dem, som har været an-bragt i institutioner eller forstærket plejefamilie,16har en indtægt på over300.000 kr. Det er igen de tidligere børneforsorgsklienter, som har væretanbragt i plejefamilie eller slægtspleje, som har den højeste indtægt. Serman på årsagerne til, at tidligere klienter modtog foranstaltninger, finderClausen & Kristofersen (ibid.), at det er tidligere klienter med tre typer afsagsgrunde, som har de laveste indtægter. Det gælder særligt forfunkti-onshæmmede,hvor over 80 pct. havde en bruttoindtægt på under 200.000kr.. Det samme var tilfældet for godt 60 pct. af de klienter, hvor sags-grundlaget havde været henholdsvisadfærdsproblemerogmisbrugsproblemer.De børn, som indtægtsmæssigt havde klaret sig bedst som voksne, vardem, som var i børneforsorgen på grund af, at deres forældre var døde.Over halvdelen af disse havde en indtægt på over 200.000 kr.66 pct. af de tidligere børneforsorgsklienter har modtagetkon-tanthjælpén eller flere gange, hvilket kun gælder for 15 pct. af sammenlig-ningsgruppen. Igen viser analyserne, at der er en overvægt af langtids-modtagere af socialhjælp blandt dem, som tidligere har været anbragt påinstitutioner og på børne- og ungdomshjem.I forhold tilarbejdsløshedviser rapporten, at næsten 70 pct. af detidligere børneforsorgsklienter har været registeret som arbejdsløse, efterde er fyldt 18 år, sammenlignet med 40 pct. i kontrolgruppen. Og også

her er det de tidligere institutionsbørn, der udgør den største andel. Enlogistisk regressionsanalyse viser, at kvinderne har mindre risiko endmændene for at blive arbejdsløse. Endelig viser analysen, at risikoen forarbejdsløshed er mindre for dem, der har fået efterværn.Clausen & Kristofersen (ibid.) pointerer, at grunden til, at detgår væsentligt dårligere med gruppen af børneforsorgsklienter, er, at deer en selekteret gruppe, som har et meget dårligere udgangspunkt endbefolkningen som helhed. Samtidig nævner de også, at tallene tyder på, atbørneforsorgen gør et godt arbejde i forhold til at opfange de svageststillede i samfundet. Heroverfor kan der omvendt indvendes, at de storeforskelle understreger, at børneforsorgen reelt har vanskeligt ved atkompensere denne gruppe tilstrækkeligt.Undersøgelsens hovedkonklusion er, at personer med en fortidsom børneforsorgsklienter i en lang række henseender er stillet dårligereend resten af befolkningen. Igen kan man ikke med undersøgelsen somgrundlag afgøre, om dette er effekten af at være børneforsorgsklient, ellerom det er de baggrundsvilkår, der var med til at motivere anbringelsen,som slår igennem – eller om der er tale om en kombination.I en norsk undersøgelse (Helgeland, 2007) følges 85 unge medalvorlige adfærdsvanskeligheder, som har modtaget forskellige former forforanstaltninger, herunder været anbragt. De antisociale unge, der havdefået anbringelsesforanstaltninger, kan således sammenlignes med andreantisociale unge, som modtog andre typer af interventioner. De unge varalle en del af det norske Buskurudprojekt, og de er blevet fulgt, fra de var15 år, til de blev 30 år. Studiet baserer sig på kvalitative interview,registerdata og surveydata. Undersøgelsen beskæftiger sig med, påhvilken måde man kan hjælpe og støtte unge med alvorligeadfærdsvanskeligheder over i et nyt og positivt spor, og hvilke forhold,der har betydning for udviklingen. Afhandlingen beskriver de ungeslivsforløb og situation som 30-årige.Som 30-årige er det 56 pct. af de 86 personer (tre fjerdedele afkvinderne og ca. halvdelen af mændene), som lever et tilfredsstillende liv.Dvs. at de lever et ’normalt’ liv uden kriminalitet og misbrug, med ven-ner og familie, som ikke er en del af misbrugs- og kriminalitetsmiljøet, ogmed fast bolig. De får indtægter til livets ophold gennem lønnet arbejde,men også via ’trygd’ (blandt andet overgangsstøtte for enlige forældre) ogsocialhjælp. Der er 12 pct., som lever i en situation, hvor de vurderes athave en fod i hver lejr. Endvidere blev 19 pct. vurderet at være en inte-

greret del af misbrugs- og kriminalitetsmiljøet. Der er 13 pct., som erdøde; to kvinder og ni mænd. Bortset fra en enkelt kvinde har dødsårsa-gen været knyttet til misbrug, overdosis eller selvmord, og samtlige afdø-de personer havde haft betydelige problemer med illegale rusmidler,kriminalitet og/eller psykiske vanskeligheder før dødsfaldet.Omkring en fjerdedel af gruppen (næsten alle mænd) viser sigfortsat at have problemer med lovovertrædelser, vagabondering og mis-brug som et tilbagevendende livsmønster. Lægger vi dertil de personer,som er døde, er det gået dårligt for en tredjedel af gruppen. Sammenlig-net med undersøgelser af unge med lignende problemer, har de unge iBuskerudprosjektet klaret sig relativt godt.Helgeland (ibid.) forsøger samtidig at afdække de forhold, somhar haft betydning for de unges udvikling, herunder at udpege faktorer ide unges liv, som har givet dem en øget chance for at overkomme van-skeligheder og leve et almindeligt liv? En logistisk regressionsanalyseviser at køn, misbrug hos en eller begge forældre under opvæksten ogtidspunktet for starten på skoleproblemer er blandt de faktorer, der præ-dicerer personernes livssituation i 1997-98. Spørgsmålet er imidlertid, omde tiltag, som de unge har været i, har haft en selvstændig betydning forderes livssituation som 30-årige. Variablen ‘tiltag’ blev også inkluderet ianalysen, som peger på, at ‘forstærket plejefamilie’ og ‘rusmiddelkollek-tiv’ har givet øget chance for en resocialisering (kontrolleret for op-vækstbelastninger i hjemmet, tidlig problemadfærd i skolen og køn).De unge, som har været anbragt på institution, har gennemgåen-de klaret sig dårligst. De unge, som har været anbragt i forstærket pleje-familie og rusmiddelkollektiv klarer sig derimod langt bedre, også bedreend de, som har fået ‘lokale tiltag’, til trods for at baggrundsbelastningenog problemadfærden i førstnævnte gruppe var større. De unge, hvorprojektet kun har ydet rådgivning til hjælpeapparatet i kommunerne, harklaret sig bedst, men disse har også i gennemsnit haft en mindre grad afproblemadfærd som14-15-årige.Det kvalitative materiale tyder endvidere på, at fire betydnings-fulde forhold gælder i forhold til tiltagene: signifikante andre, dvs. betyd-ningen af gode relationer; træning i hverdagslivets gøremål og fritidsakti-viteter; miljøskifte (at blive flyttet væk fra et miljø præget af misbrug ogkriminalitet); samt opfølgning efter det 18. år.

I vores litteratursøgning har vi fundet en del efterundersøgelser udensammenligningsgruppe, som forsøger at måle effekter af anbringelse(Dixon & Stein, 2005; Sinclair et al.,2006; Schofield & Beek, 2004). Vihar imidlertid valgt at undlade at præsentere disse studier som følge afmanglen på sammenligningsgrupper, da dette betyder, at den kontrafakti-ske situation ikke er forsøgt konstrueret. Vi har dog gjort enkelte undta-gelser i de tilfælde, hvor der er tale om evalueringer af specifikke metoderi anbringelsesarbejdet, da vi mener, at det er relevant at beskrive delsudviklingen i anvendelsen af disse metoder, og dels hvilke indikationerpå virkninger, evalueringerne trods alt har peget på.

I arbejdet med anbragte børn og unge findes der i dag en lang række afspecifikke metoder, som sigter på at forbedre børnene og de unges ud-fald både under og efter anbringelsen. Studier af denne type præsenteresi det nedenstående.I et dansk studie fra 2006 undersøger Nissen & Hansen om psy-kodynamisk miljøterapeutisk døgnbehandling af børn med tidlige, sværetraumatiseringer og omfattende relationsforstyrrelser virker. Undersøgel-sen er en prospektiv før og efter-undersøgelse.Undersøgelsen er en evaluering af, hvordan anbragte børn påbehandlingshjem udvikler sig under anbringelsen, og om institutionernesegen generelle vurdering af børnegruppens positive udvikling er forank-ret i personlighedsstrukturen eller alene er et udtryk for skintilpasning.Børn på tre behandlingshjem i Danmark er gennem flere år blevet fulgtmed henblik på at vurdere, hvordan de har udviklet sig. De tre behand-lingshjems målgrupper er normaltbegavede, ikke-psykotiske eller hjerne-skadede børn med tidlige svære traumatiseringer og omfattende relati-onsforstyrrelser, børnene er i alderen 6-12 år. I en 2-årig periode blevnyindskrevne børn, der ikke var fyldt 11 år, inkluderet i studiet.Prætestningen blev foretaget tidligst to måneder efter indskriv-ningen og posttestninger 2-2½ år efter. Data er indsamlet ved et semi-struktureret spørgeskema, som er blevet udfyldt af institutionens social-rådgivere. Alle børn er ved ind- og udskrivning blevet testet med forskel-lige screeningsredskaber.Resultaterne af undersøgelsen viser, at de 24 børn på de tre be-handlingshjem, som samlet gruppe har fået det bedre på en række områ-

der. Børnene er blevet bedre til at bruge deres evner konstruktivt, de erblevet mindre psykisk forstyrrede, de har fået mere selvtillid og er be-gyndt at reflektere over deres egen situation. De har endvidere fået merepositive forventninger til andre mennesker og har lært at indgå i genuinerelationer med andre mennesker.Undersøgelsen er ikke et randomiseret kontrolleret eksperiment,og de indsigelser om fx fraværet af kontrolgruppe, som kan indvendesover for det pågældende design, gør sig også gældende i indeværendesammenhæng. Med disse forbehold er den overordnede konklusion påundersøgelsen, at den miljøterapeutiske behandling har bragt børneneind i en udvikling, der er langt mere positiv end ved prætestningen. Dehar efter behandlingen på behandlingshjemmet fået bedre mulighed forat tage mod relevant kontakt- og identifikationstilbud, som er mindrespecialiserede, hvis sådanne tilbydes børnene i fremtiden.I et svensk studie fra 2008 undersøger Kyhle-Westermark,Hansson & Vinnerljung virkningerne af behandlingsprogrammet Multi-dimensional Treatment Foster Care (MTFC). I studiet undersøges detblandt andet, om MTFC er et mere effektivt redskab end traditionelleanbringelsesformer som plejefamilier og institutioner. To grupper afantisociale unge sammenlignes i studiet: en stikprøve af svenske unge,der deltog i et svensk MTFC-program, og stikprøve fra en kohorte afsvenske anbragte unge i traditionelle anbringelsesformer. I studiet an-vendes bivariate analyser og den relative sammenbrudsrisiko er endvidereestimeret. Kundskabsinteressen omhandler således først og fremmestsammenbrudsfrekvensen som udfaldsmål.Undersøgelsen finder, at sammenbrudsfrekvensen inden for deførste seks måneder er signifikant lavere for MTFC end for anbringelse iplejefamilie, hvor der er 2,7 gange så stor sandsynlighed for sammen-brud. En tredjedel af pigerne i de traditionelle anbringelsesformer ople-vede sammenbrud i anbringelsen inden for det første halve år, hvilket er4,7 gange højere relativ risiko end for MTFC. Efter 12 måneder varsandsynligheden for sammenbrud i traditionel pleje mellem 1,7 og 8,0gange større (RR=1,7-8,0) end ved MTFC, og mere end hver anden pige(57 pct.) i plejefamilie havde oplevet sammenbrud. Sandsynligheden var8 gange større sammenlignet med MTFC.Overordnet peger undersøgelsen på, at det svenske MTFC-program har et godt potentiale for at fastholde de unge i deres anbringel-

Som ovenstående gennemgang har vist, findes der fortsat ingenradomiserede kotrollerede studier eller kvasi-eksperimenter, somvedrører anbringelse af børn uden for hjemmet. Vi har derimod fundeten række af logitudinelle studier, én efterundesøgelse samt et parevalueringer af specifikke metoder i anbringelsesarbejdet. I forhold tilkarakteren af studierne samt de emner, som behandles, kan følgendekonkluderes:–Størstedelen af studierne anvender sammenligningsgrupper, men påtrods af dette kan ingen af studierne siges at konstruere den kontra-faktiske situation på en sådan måde, at vi af resultaterne kan slutte, atder er tale om ‘effekter’. I bedste fald tilvejebringer ovenståendestudier resultater, hvoraf vi kan udlede kausale hypoteser.På trods af det øgede fokus på effektmåling de senere år, ser visåledes ikke nogen særlig udvikling i forhold til anvendelsen afoptimale effektmålingsmetoder, ej heller studier, der anvenderavanceret statististiske metoder. Vi kan således ikke medudgangspunkt i de beskrevne studier i dette kapitel tilnærme osentydige svar på, om de pågældende anbringelser har positive,negative eller ingen virkninger.Studierne i dette kapitel bekæftiger sig med en lang række af udfaldfor de anbragte børn. Det gælder bekæftigelse, indtægt, uddannelse,socialhjælp, kriminalitet, teenageforældreskab, for tidlig død,psykiske forstyrrelser og risiko for selvmordsforsøg.Det generelle billede, som disse studier fra 2003-2009 tegner, er i tætoverensstemmelse med den foregående forskningsoversigt. Deanbragte børn klarer sig ringere i forhold til stort set alle deovennævnte udfald, både når de sammenlignes med befolkningensom helhed, men også når de sammenlignes med ikke-anbragte børn,som er vokset op under lignende livsbetingelser.Studierne peger samlet på, at virkningerne af deanbringelsesforanstaltninger, der tilbydes børn i både Norden og i

Slægtsanbringelse er et forholdsvist nyt område inden for forskningenom anbragte børn og unge. I forskningsoversigten fra 2003 (Egelund &Hestbæk, 2003) blev slægtspleje ikke særskilt behandlet, idet forskningenherom var relativt sparsom. Der var dog et afsnit om effekter specifikt afslægtspleje, der pegede på, at slægtspleje som anbringelsesform gav an-ledning til en vis optimisme, fordi børnene udviklede sig som andre an-bragte børn under denne anbringelsesform, de havde mindre sandsynlig-hed for at opleve sammenbrud i anbringelsen, og de bevarede ofterekontakten med deres biologiske familie.

rådet sammenligner ofte slægtsanbringelser med andre former for an-bringelser, især med ikke-beslægtede ordinære plejefamilier, med henblikpå at få mere viden om, hvad der er særskilt for slægtsanbringelsen. Dermangler dog endnu viden på flere områder, der kan belyse baggrundenfor slægtsanbringelser og uddybe de vilkår, der knytter sig hertil, og somsamtidig også kan nuancere kundskaben om børnenes udviklingsudfaldsom følge af slægtsanbringelserne.Forskningen i slægtsanbringelser har karakter af, at denne formfor anbringelse endnu er nyt forskningsområde, der skal indkredses ogbeskrives. Temaerne i forskningen fordeler sig på områderne:––––Frekvenser for anbringelse i slægtspleje.Social baggrund og vilkår for slægtsplejeforældre og karakteristikafor børn anbragt i slægtspleje.Stabilitet og kvalitet i slægtsanbringelser.De særlige familierelationer, der følger af anbringelse hos barnetsegne slægtninge.

Forskningen i slægtsanbringelser i de forskellige lande søger blandt andetat opgøre andelen af slægtsanbringelser, barnets alder på anbringelses-tidspunktet samt varigheden af anbringelsen.En pilotundersøgelse fra SFI (Lindemann & Hestbæk, 2004)skønner, at 5 pct. af alle anbringelser i Danmark er slægtsanbringelser.I SFI’s forløbsundersøgelse af anbragte børn født i 1995 (Ege-lund et al., 2008) oplyser anbringelsesstederne til de aktuelt anbragtebørn, at 14 pct. af dem er anbragt i slægts- eller netværkspleje. Undersø-gelsen sammenligner børn anbragt i henholdsvis slægts- og netværksplejeog almindelig pleje og finder en række forskelle de to grupper imellem, fxat de slægtsanbragte børn anbringes i en senere alder, har været anbragt ikortere tid samt oplevet færre anbringelsessteder og omsorgsmiljøer endde øvrige grupper.En svensk afhandling om slægtsanbringelse (Linderot, 2006), derer baseret på kvalitative interview med socialarbejdere og journalstudier,viser, at 15 pct. af alle anbringelser i Sverige i 2003 var slægtskabsanbrin-gelser. Slægtsanbringelsernes andel af det samlede antal anbringelser harværet relativt stabil siden 1998. Afhandlingen viser også, at selvom soci-alarbejdere generelt er positive over for slægtsanbringelser, bliver denne

mulighed ikke altid overvejet i praksis. En grund til dette kan være, atinformationen om barnets familienetværk ofte er utilstrækkeligt beskre-vet i journaler, og socialarbejderne mangler viden herom. Halvdelen afde interviewede socialarbejdere var end ikke klar over, at de var forplig-tede til at overveje anbringelsesformen, når et barn skal anbringes.En sammenlignende statistisk undersøgelse af anbragte børn fraEngland, Wales og Skotland (Ford et al., 2007) viser, at omtrent 40 pct.af de slægtsanbragte børn er blevet anbragt før de fyldte 5 år, hvilket kungælder for 16 pct. af de institutionsanbragte børn. Institutionsanbragtebørn bliver derimod langt hyppigere end slægtsanbragte børn (13 pct.)anbragt som 11-15-årige (knap 40 pct.).En britisk undersøgelse baseret på et tilfældigt udvalg af børn ogunge anbragt i henholdsvis ordinær plejefamilie og slægtspleje interview-er børn og plejeforældre (Farmer, 2009. Undersøgelsen viser, at slægts-anbragte børn i gennemsnit har været anbragt lidt længere tid end ikke-slægtsanbragte børn og generelt har færre anbringelser bag sig end deandre anbragte. I lighed med resultaterne fra Sverige (Linderot, 2006)viser også denne undersøgelse, at socialarbejdere i mindre grad overveje-de slægtsanbringelse, og at denne i almindelighed fandt sted, fordislægtsplejeforældrene selv gjorde opmærksom på muligheden.Samlet set viser de forskellige undersøgelser af anbringelsesfre-kvenser blandt slægtsanbragte, at der er relativt få af denne type anbrin-gelser. De slægtsanbragte børn har generelt oplevet færre skift i anbrin-gelsessteder. De forskellige lande opviser forskellige resultater med hen-syn til barnets alder ved anbringelsen. I Danmark forekommer slægtsan-bringelser senere end i fx Storbritannien.

Det er væsentligt at få viden om den særlige sociale baggrund, der karak-teriserer familer, hvor slægtsanbringelse finder sted. Desuden er det vig-tigt at kortlægge de særlige vilkår, der tilbydes slægtsplejeforældre i for-bindelse med deres varetagelse af opgaven. Forskningen giver nogenindsigt i slægtsanbragtes familiers sociale baggrund og vilkår, om enddette område savner systematisk behandling.Lindemann & Hestbæk (2004) viser, at halvdelen af de slægtsan-bragte børn er anbragt hos familien på deres mors side. 63 pct. er an-bragt uden eksisterende søskende.

SFI’s forløbsundersøgelse af anbragte børn (Egelund et al.,2008) viser, at de slægtsanbragtes mødre oftere har lidt bedre socialeforhold end mødre til børn anbragt i andre plejefamilier.En større norsk sammenlignende undersøgelse om anbragtebørn i slægtspleje og familiepleje (Holtan, 2004) er baseret på kvalitativeinterview med børn, forældre og plejeforældre samt en spørgeskemaun-dersøgelse med plejeforældre som respondenter. I lighed med resultater-ne fra Danmark påviser undersøgelsen, at slægtsplejeforældre oftest varslægtningene på moderens side (73 pct.), herudover viser undersøgelsen,at slægtsplejeforældre typisk er bedsteforældre (48 pct.), tanter og onkeler(44 pct.) eller i sjældnere tilfælde fjernere slægtninge (8 pct.). Sammenlig-net med andre plejeforældre var slægtsplejeforældrene lavere uddannedeog oftere enlige. Slægtsplejeforældrene fik på trods heraf sjældnere op-følgning og støtte fra børneværnet, og i gennemsnit fik de lavere øko-nomisk kompensation; nogle af dem fik ingen økonomisk støtte.En anden norsk spørgeskemaundersøgelse om forskellige typerplejefamiliers opfattelse af børneforsorgens arbejde (Havik, 2007) viserimidlertid, at slægtsplejeforældre er lige så tilfredse som andre plejeforæl-dre med børneforsorgens samarbejde og opfølgning.Farmer & Moyers (2008) viser i lighed med resultaterne fraDanmark og Norge, at det oftest var bedsteforældre, der tog børnene islægtspleje. Disse var mest hyppigt bedstemødre, men også bedstefædretog forholdsvist ofte slægtsbørn i pleje. Tanter og onkler var de slægtnin-ge, der næsthyppigst tog børn fra slægten i pleje. Derudover viser under-søgelsen, at et stort antal af naboer, venner af familien, lærere og social-arbejdere har taget børn i netværkspleje. Sammenlignet med andre pleje-forældre var slægtsplejeforældrene hyppigere enlige. De havde også ofte-re helbredsmæssige problemer, hvilket dog skal ses i sammenhæng med,at mange af slægtsplejeforældrene – som bedsteforældre til barnet – varældre end andre plejeforældre. Desuden viser undersøgelsen i lighed medresultaterne fra Norge (Holtan, 2004), at slægtsplejeforældrene oftere endandre plejeforældre var økonomisk dårligt stillede og boede på mindreplads. Samlet set var slægtsplejeforældrene i undersøgelsen markant dår-ligere stillet på en række parametre end andre plejeforældre.Farmer & Moyers(2008) søger endvidere at indkredse de særligekarakteristika for børn i slægtsanbringelse. Undersøgelsen viser, at børn ihenholdsvis plejefamilie og slægtspleje lignede hinanden med hensyn tilkøn, alder og forekomsten af anbringelse sammen med søskende. De var

desuden generelt set anbragt af samme årsager. Undersøgelsen viser, atdet i højere grad er etniske majoritetsbørn frem for etniske minoritets-børn, der bliver slægtsanbragt. Desuden var slægtsplejeanbragte børnhyppigere enebørn sammenlignet med børn anbragt i anden familiepleje.Endvidere var der den forskel, at børn med omfattende helbredsproble-mer ofte blev anbragt i familiepleje uden for slægten. Hvad angår børne-nes adfærd og emotionelle tilstand ved anbringelsen, viser undersøgelsenmeget få forskelle på børn anbragt i slægtspleje og børn anbragt i almin-delig familiepleje. De mindre forskelle, der dog kunne spores, omhandle-de emotionelle problemer og tristhed, som forekom en anelse sjældnerehos børn i slægtspleje end hos børn i anden familiepleje.Især de britiske undersøgelser belyser, at slægtsplejeforældre hardårligere vilkår for plejeopgaven end andre plejeforældre. Farmer (ibid.)viser, at der føres mindre tilsyn med slægtspleje. Samtidig havde slægts-plejeforældre ikke samme adgang som andre plejeforældre til kurser,supervision og diskussionsgrupper om at have et barn i anbringelse.En kvantitativ og kvalitativ undersøgelse om praksis i slægtsan-bringelsessager hos 32 lokale myndigheder i Skotland (Aldgate & McIn-tosh, 2006) viser, at selvom slægtsplejeforældre er motiverede for anbrin-gelsen, så har plejesituationen en negativ betydning for deres økonomi-ske situation. Plejeforældrene ønskede mere hjælp fra myndighederne,bedre økonomisk støtte og en højere anerkendelse af deres arbejde somplejeforældre.Den foreliggende forskning om slægtsplejefamiliers sociale bag-grund og vilkår viser sammenfattende temmelig konsistente resultater.Slægtsanbringelser forekommer hyppigst hos bedsteforældre på mode-rens side, ofte hos en enlig mormor. Slægtsplejeforældre er generelt soci-alt ringere stillede and andre plejeforældre. De har lavere uddannelse ogringere økonomi, har dårligere helbred og får mindre kommunal støtte iform af tilsyn, supervision og økonomiske ydelser. Børn anbragt islægtspleje adskiller sig fra andre anbragte børn især ved, at de hyppigt erenebørn og ikke har fysiske eller psykiske helbredsproblemer.

Ifølge Lindemann & Hestbæk (2004) klarede de slægtsanbragtebørn sig efter sagsbehandlernes vurdering bedre udviklingsmæssigt endbørn i andre anbringelsesformer. Hverken køn, alder, etnicitet eller an-bringelsesårsagerne havde en signifikant sammenhæng med, hvor godtbørnene efter sagsbehandlernes vurdering klarede sig. Undersøgelsenpeger på, at slægtsanbragte børn havde færre problemer end børn i andreanbringelsesformer. Således havde færre slægtsanbragte børn psykiske ogadfærdsmæssige problemer. En forklaring kan være, at kommunerne kunanvender slægtsanbringelse til børn, der har knap så tunge problemer.Undersøgelsen viser også, at slægtsanbringelser sjældnere bryder sammenend andre typer af anbringelsesformer. Dog påpeges det, at det er etusikkert resultat, fordi besvarelserne af spørgeskemaerne tyder på, atkommunerne ikke altid opgør antallet af sammenbrud.Egelund et al. (2008) påpeger desuden, at der kun er få forskellemellem de børn, der bliver anbragt i henholdsvis slægtspleje og alminde-lig familiepleje, hvilket kan betyde at børn i disse former for anbringelsehar nogenlunde identiske opvækstvilkår. En signifikant større andel afbørn i familiepleje har dog en mor uden uddannelse og med en fængsels-dom for straffelovsovertrædelser. De børn, der var anbragt i ordinærfamiliepleje har oftere selv en psykiatrisk diagnose, uden at denne ten-dens er signifikant.I et norsk studie fra 2004 (Holtan et al.) baseret på tværsnitsdatasammenlignes børn psykiatriske problemer og karakteristika for hen-holdsvis børn i slægtspleje og børn i almindelig familiepleje. I alt deltog214 børn mellem 4 og 13 år i studiet, og gruppen af børn i slægtsplejebestod af 124 børn, mens gruppen af børn i almindelig familiepleje ud-gjorde 89 børn. De to grupper, der blev sammenlignet, var ikke statistiskforskellige i forhold til køn, alder, anbringelsesvarighed eller alder vedførste anbringelse. Resultaterne af undersøgelsen viste, at der var enstørre andel (51,8 pct.) af børnene i almindelig pleje, som lå i den dårligeende på det anvendte psykiatriske screeningsredskab ’The Child Beha-vioral Checklist’17end andelen af børn, der var i slægtspleje (35,8 pct.).Undersøgelsen pegede endvidere på, at børnene i slægtspleje havde færretidligere anbringelser, oftere forblev i deres lokale miljø og oftere havdekontakt med deres biologiske forældre. Som følge af at studiet baserer sigpå tværsnitsdata er det ikke muligt at sige noget om effekten af slægtsple-

je i forhold til børnenes psykiske helbred. På baggrund af undersøgelsensresultater konkluderes det imidlertid, at slægtspleje bør overvejes som enanbringelsesmulighed.(Holtan, 2004) påpeger, at slægtspleje er en relativt stabil anbrin-gelsesform. Afhandlingen viser, at færre børn i slægtspleje (36 pct.) endbørn i andre plejetilbud (54 pct.) har oplevet tidligere anbringelser udenfor hjemmet. En lidt højere andel af børn i slægtspleje (48 pct.) end børnanbragt i almindelig familiepleje (44 pct.) forbliver i den oprindeligekommune ved flytning fra hjemmet til slægtsplejen, ligesom en størreandel af børnene i slægtspleje kan fortsætte i samme børnehave ellerskole ved flytningen. Det gælder for henholdsvist 27 pct. af slægtsan-bragte børn, at de kan blive i samme børnehave eller skole. Tallet forandre børn i familiepleje er 12 pct. For mange børn, der flytter til enslægtspleje, opleves bruddet i det sociale liv som mindre dramatisk endfor børn, der flyttede til ukendte plejefamilier, hvis omgangskreds oghverdagsliv de ikke kendte til.Torill (2007) viser, at norske slægtsplejeforældre noget oftereend andre plejeforældre mener, at barnet har færre og mildere problemerpå anbringelsestidspunktet og aktuelt. Slægtsplejeforældre har nogetsjældnere modtaget et økonomisk vederlag for plejeopgaven. Slægtspleje-forældre mener sjældnere end andre plejeforældre, at barnets samværmed forældre er en belastning for dem, og de har sjældnere overvejet atopsige plejeaftalen.Svensk forskning (Linderot, 2006) viser, at socialarbejdere vur-derede slægtsanbringelser positivt, idet de finder, at børn i disse anbrin-gelser har færre problemer med at tilpasse sig et allerede kendt familie-miljø end et fremmed. Socialarbejderne vurderede, at slægtsanbringelsergav barnet bedre muligheder for kontinuitet.Et hollandsk studie fra 2003 (Strijker, Zandberg & van der Meu-len) peger imidlertid på, at der ikke er nogen forskel på outcomes forbørn anbragt i henholdsvis slægtspleje og almindelig pleje. Studiet erbaseret på surveys af 129 plejefamilier (43 pct. var almindelige plejefor-ældre, mens 57 pct. var slægtsplejeforældre). Grupperne var ikke signifi-kant forskellige fra hinanden i forhold til udvalgte demografiske og socia-le baggrundsvariable. Udover plejeforældre blev sagsbehandlerne til fa-milierne også interviewet. Studiet blev foretaget i provinsen Zuid-Holland og sammenlignede de to grupper i forhold til 11 skalaer. Skala-erne til plejeforældrene målte: tilknytning, sagsbehandlerens holdning og

støtte, bevidsthed om rollen som plejeforældre, arbejdsbyrden, kontaktenmellem plejebarn og plejeforældrenes egne børn, holdningen til barnetsbiologiske forældre, barnets netværks holdning til anbringelsen og scree-ningsredskabet ’The Child Behavioral Checklist’. Skalaerne til sagsbe-handlerne var: ’Foster Placement Evaluation Scale’, ’Quality of SocialInteraction and Dicipline’ og ’Multi Attribute Utility Technology’. Un-dersøgelsens resultater pegede på, at der ikke er nogle fordele ved slægts-pleje frem for almindelig familiepleje i forhold til de førnævnte målered-skaber.Størstedelen af forskningen om stabilitet og kvalitet i slægtsan-bringelser er engelsk. Ford et al. (2007) viser i lighed med de danske ogsvenske resultater, at britiske slægtsplejebørn oplever langt færre skift ideres anbringelsesforløb end institutionsanbragte børn. Således har 45pct. af institutionsanbragte børn oplevet mindst to skift i deres anbrin-gelsesforløb, hvilket gjaldt for kun 11 pct. af de slægtsanbragte børn.Desuden har lidt over halvdelen af de institutionsanbragte børn boet påden pågældende institution i mindre end et år, hvilket gælder for kun enfjerdel af børnene i slægtspleje. Godt en tredjedel af de slægtsanbragtebørn har boet samme sted i mere end fire år, hvilket kun gælder for om-kring 7 pct. af de institutionsanbragte børn.Også Farmer & Moyers(2008) viser, at slægtsanbragte børn harfærre anbringelser bag sig end børn anbragt i familiepleje. For de slægts-anbragte børn, der allerede tidligere har været anbragt, har anbringelsenhyppigere end for andre børn også været en slægtsanbringelse, blandtandet hos den samme person som på undersøgelsestidspunktet. Deslægtsanbragte børn har i det hele taget oftere tilbragt tid hos familie ogvenner forud for anbringelsen.En større britisk undersøgelse om fordele ved og udfordringer islægtsanbringelser (Hunt, Waterhouse & Lutman, 2008) kombinererkvantitative og kvalitative analyser af statistik, journaler, interview medsocialarbejdere, plejeforældre, biologiske forældre og plejebørn, somsammenlignes med en kontrolgruppe af børn i ikke-beslægtede plejefa-milier. Forskerne udvikler et samlet mål for kvaliteten af slægtsplejean-bringelser bestående af fire elementer. Målet viser, at 23 pct. af anbrin-gelserne scorede positivt på alle fire elementer i det sammensatte mål, 21pct. af anbringelserne scorede positivt på tre mål, 23 pct. scorede positivtpå to mål, og 17 pct. havde ingen positive angivelser. Forfatterne identi-ficerer 11 signifikante faktorer for positiv kvalitet i slægtsanbringelser:

at børnene er yngre ved anbringelsesstartat børnene tidligere er blevet fuldtidspasset af de nuværende pleje-forældreat plejeforældrene er barnets bedsteforældreat plejeforældrene er enligeat plejeforældrene er blevet vurderet egnede inden anbringelsenat plejeforældrenes forældreevne er blevet vurderet positivtat barnet er accepteret af slægtsplejeforældreneat der ikke er andre børn i husholdningen ud over søskendeat uenighed om placeringen af barnet er bearbejdet gennem sagsar-bejdetat slægtsanbringelsen sker på opfordring fra plejeforældreneat graden af vanskeligheder hos barnet er lav før anbringelsen.

Undersøgelsen viser, at i jo højere grad disse forhold gør sig gældende,desto større chancer er der for kvalitet i anbringelsen.Aldgate & McIntosh (2006) belyser gennem interview med 30slægtsanbragte børn, at børnene fandt stabilitet, ro og grænser i deresanbringelse. De udviste tegn på dybe følelsesmæssige, gensidige forholdtil deres slægtsplejeforældre. Store dele af børnenes liv var normale ogpositive.Lernihan & Kelly (2006) har sammenlignet børn i henholdsvisslægtspleje og almindelig familiepleje i Nordirland ved hjælp af bådekvantitativ og kvalitativ metode. Forfatterne konkluderer, at slægtsplejener overlegen, hvad anbringelsernes stabilitet angår. Børn i slægtspleje harhøjere sandsynlighed end familieplejeanbragte børn for at opleve perma-nens i deres anbringelse, der mange gange antager karakter af en pseudo-adoption. De fleste fik i realiteten ‘en familie for livet’ i slægtsplejefamili-en.En stor kvantitativ og kvalitativ undersøgelse af børn i det briti-ske hjælpesystem undersøger blandt andet anbragte børns bevægelser indog ud af anbringelsessystemet (Sinclair et al., 2007). Undersøgelsen viser,at sagsbehandlere ser slægtspleje som værende af lavere kvalitet end al-mindelig familiepleje. Sagsbehandlerne anser dog resultaterne af slægts-pleje for at være mere tilfredsstillende i de længerevarende anbringelser.Forskningen viser, at børn i slægtspleje ser ud til at have færreproblemer og klare sig bedre end børn i andre anbringelsesformer. Omslægtsanbringelsen i sig selv har en positiv effekt på barnets udvikling er

Et andet tema, som forskningen om slægtsanbringelser har fokus på, erde forskellige dimensioner af familierelationer, der er på spil i denneform for anbringelse. Det er klart, at en slægtsanbringelse potentielt in-deholder komplekse familierelationer, fx i kontakten med den biologiskefamilie og de dilemmaer, der potentielt kan knytte sig hertil.Lindemann & Hestbæk (2004) viser, at slægtsanbragte børn ofte-re bevarer kontakten til den ene eller begge biologiske forældre end børni andre anbringelsesformer. Dette stemmer overens med andre undersø-gelser (Aldgate & McIntosh, 2006), der påviser, at slægtsanbragte børn ihøj grad ønsker kontakt med deres biologiske forældre.Norge har omfattende forskning om familierelationer i slægtsan-bringelser. I lighed med øvrige undersøgelser viser Holtan (2004), atbørn i slægtspleje har hyppigere kontakt med deres biologiske forældre,særligt med moderen, end børn i andre former for familiepleje. Undersø-gelsen viser, at godt halvdelen af børnene i slægtspleje (53 pct.) er sam-men med deres mor en gang om måneden eller oftere, hvilket gælder forlidt færre børn i almindelige plejefamilier (40 pct.) En indvending fra dennorske børneforsorg mod slægtspleje har været, at slægtsplejeforældre ermere loyale over for de biologiske forældre end over for barnet. I Hol-tans (ibid.) undersøgelse er der ikke belæg for denne antagelse, om endforfatteren efterlyser mere viden på området. Undersøgelsen påpeger, atbiologiske forældres og slægtsplejeforældres fælles netværk og relationerkan være en gevinst for barnet og familien, men omvendt også kan væregrobund for konflikt og splid i familien. Der er flere følelsesmæssigeaspekter på spil for alle parter i forbindelse med slægtsplejeanbringelser.Blandt andet kan det være vanskeligt for barnet at sige fra over forslægtsplejeforældre, såfremt de i virkeligheden hellere vil være anbragtandetsteds.I en kvalitativ undersøgelse af børn i slægtspleje, deres biologiskeforældre og plejeforældre har Holtan (2008) også analyseret slægtsan-

bragte børns familieopfattelser. Hun udvikler en typologi over forholde-ne mellem plejeforældre, biologiske forældre og slægtsanbragte børn.Hun påviser fire familietyper, som illustrerer den interne variation i fami-lieopfattelserne:–En udvidet familie:Denne opfattelse gælder primært anbringelse hosbedsteforældre. Barnet anser både biologiske forældre og plejeforæl-dre for at være familie. Plejeforældre og biologiske forældre samar-bejder og anser anbringelsen for at være et fælles projekt.En flerkernet familie:Barnet oplever at have sin nære familie i forskelli-ge husstande. Der er høj grad af solidaritet mellem plejeforældre ogbiologiske forældre.En monopoliserende familie:Både forældre og plejeforældre ser sig selvsom centrum i barnets liv. Der er lav grad af solidaritet og mangekonflikter mellem de forskellige parter.En ødelagt familie:Barnet forstår sine plejeforældre som sin familie.Der er lav grad af solidaritet mellem forældre og plejeforældre, ogden nuværende situation er et resultat af langvarige konflikter mel-lem dem.

Svensk forskning (Linderot, 2006) viser, at socialarbejdere udtrykkerbekymring for, at slægtsanbringelser rummer nedarvede skadelige fami-liemønstre. Sagsbehandlerne påpeger, at slægtsanbringelsen kan medvir-ke til dårligere relationer mellem slægtsplejeforældre og barnets biologi-ske forældre. Det fremgår dog ikke, hvilket belæg sagsbehandlere har forderes vurderinger.Også britisk forskning beskæftiger sig med de dilemmaer, derkan være ved slægtsanbringelse. Lernihan & Kelly (2006) peger ligesomLinderot (2006) på, at nogle plejeforældre (særligt bedsteforældre) gen-nem opdragelsen af egne børn har bidraget til deres efterfølgende ueg-nethed som forældre. Desuden påpeger Lernihan & Kelly (2006), atslægtspleje stresser familiesystemet ved at ændre og redefinere familiere-lationerne. Der kan opstå spændinger mellem slægtsplejefamilien og denbiologiske forælder, som ikke er i familie med slægtsplejeforældrene.En anden britisk undersøgelse belyser nogle dilemmaer, som eridentificeret i terapiforløb med familier med børn i slægtspleje (Zimi-niski, 2007). Undersøgelsen er kvalitativ. Forfatteren peger på fire former

for dilemmaer, som børn og plejeforældre står overfor, når de forsøger atkonstruere en ny familieenhed på baggrund af anbringelsen:–Dilemmaer om autonomi og autoritet:Dilemmaerne opstår især i anbrin-gelser, hvor barnet er teenager og ønsker at være uafhængig, mensplejeforældrene forsøger at etablere autoritet.Dilemmaer om valg og ansvarlighed:Dilemmaet handler om børneneskontakt med de biologiske forældre, hvis det er svært for børnene atvælge, hvilken kontakt med forældrene de ønsker, og hvis plejefor-ældrene har svært ved at afgøre, hvor meget ansvar de skal give tilbørnene i den sammenhæng.Dilemmaer om tab og ret:Nogle plejeforældre balancerer mellem bar-nets sorg over at have mistet sine forældre og etableringen af en nyfamilieenhed. Børnene kan protestere mod tilknytningen til plejefor-ældrene og fremhæve forbindelsen til forældrene. Det er sværere forbørnene at balancere disse hensyn, når der er kontakt med de biolo-giske forældre. Børn, hvis forældre er afdøde, oplever ikke dilemma-et i samme omfang.Dilemmaer om familietilhørsforhold og identitet:Dilemmaet opstår, når endel af familien ønsker at afskrive en anden del af familien. Dettepresser barnets identitet, idet det er knyttet til begge dele af familien.Udfordringen består i at konstruere en familieenhed, som er tilstræk-kelig sammenhængende.

ældrene, stabilitet og kvalitet i anbringelsen og de særlige familierelatio-ner, der kan opstå i slægtsplejeforholdet.Om anbringelsesfrekvenser er hovedresultatet, at slægtsanbragtebørn oplever færre skift i anbringelsen, herunder er der færre sammen-brud i anbringelsen.Om social baggrund og vilkår for slægtsplejeforældrene og ombørnenes karakteristika er der følgende hovedresultater:–Børn anbragt i slægtspleje adskiller sig fra andre anbragte børn isærved, at de hyppigt er enebørn og ikke har fysiske eller psykiske hel-bredsproblemer.Slægtsanbringelser forekommer hyppigst hos bedsteforældre på mo-derens side, ofte hos en enlig mormor.Slægtsplejeforældre er generelt socialt ringere stillet end andre pleje-forældre. De har en lavere uddannelse, ringere økonomi og dårligerehelbred.Desuden får de mindre støtte end andre plejeforældre, herunderkommunalt tilsyn, supervision og dårligere økonomisk kompensati-on for deres indsats.

Undersøgelserne om stabilitet og kvalitet i slægtsanbringelser har følgen-de hovedresultater:––Børn anbragt i slægtspleje har færre problemer end andre plejebørn.Børnene ser i flere, men ikke alle, undersøgelser ud til at klare sigbedre end børn i andre anbringelsesformer. Dette kan måske forkla-res ved, at de som udgangspunkt har færre problemer.Slægtsplejeforældre er mere positive over for anbringelsen end andreplejeforældre.Slægtsanbringelse ser ud til at være en relativt stabil anbringelses-form.Der sjældnere er tale om sammenbrud i slægtsanbringelser end iandre former for anbringelser.

På tidspunktet for dataindsamlingen i 2003 fandtes der kun begrænsetforskning, som specifikt omhandlede døgninstitutioners hverdag og vil-kår, og de eksisterende studier var tematisk meget forskelligartede. Påden baggrund valgte vi ikke at behandle døgninstitutionsanbringelsersærskilt med undtagelse af en kort gennemgang af forskningen om sikre-de eller lukkede institutioner for børn og unge. Denne særlige instituti-onsform har gennem en årrække har været genstand for en vis forsk-ningsmæssig interesse, men derudover er der således ikke for dette emnetidligere samlede resultater at vise tilbage til.

tel, således er en interesse for at forstå døgninstitutionenspraksis– hvor-dan og hvorfor hverdagslivet for børn, unge og personale får den ud-formning, som tilfældet er – så synes de aktuelle resultater at pege i ret-ning af i det mindste to forskellige forskningsmæssige traditioner medhver deres analytiske interesser eller opmærksomhedspunkter.Den ene traditionvedrører døgninstitutionens ’indre liv’ og be-skæftiger sig med den sociale dynamik, der opstår inden for gruppen afanbragte børn og mellem børn og professionelle voksne. Interessen ret-ter sig i disse tilfælde typisk mod, hvordan institutionen udgør et socialtmikrokosmos, hvor aktører med forskellige roller, muligheder og kompe-tencer interagerer og skaber betydning. Udviklingen af dette forsknings-område må forstås i sammenhæng med det fokus på vigtigheden af athøre og give vægt til ’barnets stemme’ i undersøgelser på børneområdetgenerelt, som har karakteriseret det seneste årti (jf. kapitel 10). Dissestudier tegner grundlæggende et billede af anbragte børn og unge somaktive og reflekterende aktører, og det sker ofte gennem en udforskningaf, hvordan børn og unge – også inden for døgninstitutionens kontekst –gennem forskellige handlingsstrategier skaber mening og retning i daglig-livet.Den anden traditionindlejrer i højere grad døgninstitutionens prak-sis i de mulighedsbetingelser, som der samfundsmæssigt – historisk, poli-tisk, organisatorisk – er blevet og kontinuerligt bliver skabt for dennetype indsats over for børneværnets klienter. Fokus er således også i den-ne type forskning rettet mod det hverdagsliv, som døgninstitutionenskaber grundlag for. Men mere end at se på aktørernes forhandlinger,strategier og hierarkier, retter den analytiske interesse sig mod de struktu-relle eller samfundsmæssige faktorer, som er med til at påvirke institutio-nernes praksis. Dette involverer i særlig grad en opmærksomhed overfor, hvordan professionelle begreber og redskaber indvirker på eller’modellerer’ hverdagslivet. Men det inkluderer også studier af, hvordaninstitutionens praksis må udfoldes inden for en modsætningsfuld struk-tur, hvor samfundsmæssige forestillinger om ’den gode barndom’ og’den vellykkede familie’ står som idealer for en omsorgsvirksomhed, der imange tilfælde er præget af mangel på tid, ressourcer og uddannet perso-nale.Det er værd at notere, at studierne på dette felt overvejende erkvalitative (eventuelt koblet med survey- eller registerdata, fx om de an-bragte børn og unges sociale baggrund). Dette virker logisk i betragtning

af, at ambitionen i undersøgelserne er at komme tæt på og begribe præ-misserne for det hverdagsliv, som leves på institutionerne. Det betyder,at disse studier i mindre grad forholder sig til udbredelsen af de under-søgte fænomener, om end resultaterne samlet set synes at give grundlagfor visse generelle konklusioner om døgninstitutioners hverdag og vilkår.Nedenfor gennemgås resultaterne fra de senere års forskningmed afsæt i de to nævnte perspektiver, henholdsvis under overskriften’Døgninstitutionens indre liv’ og ’Døgninstitutionens modsætningsfyldtevilkår’.

Der findes fortsat kun et begrænset antal studier, som tilbyder indgåendeportrætter af, hvad det vil sige at være anbragt barn eller ung – eller ansatvoksen – i forskellige døgninstitutionsmiljøer. De eksisterende undersø-gelser bidrager imidlertid med vigtig viden om de relationer og den socia-le dynamik, som kendetegner tilværelsen på døgninstitution. Fælles forstudierne er således en opmærksom på, hvordan børn og unge agererinden for og håndterer et pr. definition gruppebaseret liv, som er organi-seret og – til en vis grad – kontrolleret af professionelle omsorgsgivere.Resultaterne af disse nærportrætter af døgninstitutionens indre liv gårogså i samme retning i den forstand, at betydningen afbørnegruppenogden enkeltes tilhørsforhold til denne fremhæves som en afgørende faktorfor, hvordan hverdagslivet former sig. Afhængig af analysetemaet er derimidlertid forskel på, om dette forhold fortrinsvis anskues som en positiveller en negativ social dynamik i institutionslivet.I dansk forskning er det først og fremmest Stokholm (2006a),der har bidraget med et særskilt ’børneperspektiv’ på døgninstitutionenshverdagsliv. Forfatterens arbejde bygger på indgående etnografiske un-dersøgelser af to døgninstitutioner med behandlingssigte, hvor hun erkommet tæt på børnenes hverdagsliv gennem langvarig deltagerobserva-tion (jf. kapitel 10 for en uddybet gennemgang af studiet). Der er tale ombørn i skolealderen. Stokholm demonstrerer, hvordan børnefællesskabetudgør et helt centralt omdrejningspunkt for tilværelsen på institutioner-ne, hvor det at ’finde sin plads’ i gruppen fremstår som uhyre vigtigt forbørnene (se også Stokholm, 2006b, 2006c). Faktisk er tilhørsforholdet såafgørende en faktor for børnenes velbefindende, at dette ifølge Stok-holms analyse bliver kontraproduktivt i forhold til institutionens pæda-gogiske og behandlingsmæssige målsætninger. Først når barnet har etab-

leret sig i en nogenlunde sikker og ønskværdig position i det interne sta-tushierarki – og dermed er blevet en anerkendt deltager i det sociale bør-nefællesskab – begynder det at give mening for den enkelte at forholdesig til stedets pædagogiske dagsorden.I den britiske litteratur udgør Emond (2004) en klar parallel tilStokholms danske studie. Emond beskæftiger sig ganske vist med unge,men har ligeledes gennemført intensive etnografiske studier på to (skot-ske) døgninstitutioner, og hun udforsker tilsvarende spørgsmålet om,hvad gruppen betyder for den enkeltes oplevelse af at være anbragt.Emond flyttede ind på den ene institution og boede der i et halvt år, påden anden institution var der tale om ugelange besøg som beboer, ligele-des gennem et halvt år. I sin analyse fokuserer hun på, hvordan maninden for ungegruppen organiserer sig, og hvilke former for adfærd ogforståelser der tillægges værdi. Emond demonstrerer, at en række ’socialevalutaer’ findes blandt de anbragte unge, herunder ’støtte og rådgivning’(til andre unge i gruppen), ’viden om systemet’, ’humoristisk sans’ og’rygning’. Disse værdier er ikke statiske, og de indbefatter ikke bestemteroller, som skal indlæres. Der er nærmere tale om en vifte af kompeten-cer, som opøves gennem hverdagens praksis, og som får deres virkning ikonkrete situationer. Det handler for de unge om, at de ved at anvendekompetencerne i den rette sociale sammenhæng kan opnå individuelmagt og status inden for gruppen.Emond peger på, at gruppens kultur har afgørende betydningfor, hvilken adfærd og hvilke værdier der tillægges værdi af de anbragtebørn og unge, og hun ser her et stort uudnyttet potentiale i døgninstitu-tionens arbejde. Ved at bygge på de positive værdier, som findes i unge-fællesskabet (fx værdien af at støtte og hjælpe kammerater), åbnes der forfærre modsætninger mellem personalet og de anbragte børn og unge.Det kræver imidlertid, påpeger hun, at opmærksomheden flyttes væk fraindividet og rettes mere mod gruppen, ikke som en trussel, men som etafsæt for en mere positiv hverdagskultur.Mens Emond primært har fokus på de muligheder og potentia-ler, der ligger i døgninstitutionens gruppedynamikker, udforsker Barter etal. (2004) et helt andet aspekt af døgninstitutionens indre liv, nemliganbragte børn og unges erfaringer med voldelig adfærd inden for børne-/ungegruppen. Mens perspektivet således også her retter sig mod grup-pens betydning for det hverdagsliv, som anbragte børn og unge lever, erdet i udgangspunktet de negative konsekvenser af dette forhold, som er i

fokus. Undersøgelsen omfattede interview med 71 børn og unge i alde-ren 6-17 år samt med 71 medarbejdere fra i alt 14 døgninstitutioner iEngland. Undersøgelsens fokus på voldelig adfærd blev ikke præsenteretfor deltagerne, da deres egne definitioner af fænomenet var en del afgenstandsfeltet for studiet. I stedet blev de anbragte børn og unge bedtom at beskrive både positive og negative aspekter af deres relationer medde øvrige beboere. Alligevel gjaldt det i stort set samtlige interview, atforskellige former for fjendtlighed fra de andre beboere hurtigt blev ud-peget som et væsentligt problem i forhold til det fælles hverdagsliv. Ianalysen forstås ’vold’ som et kontinuum af handlinger, som kan invol-vere både fysisk, følelsesmæssigt, verbalt og seksuelt magtmisbrug. Den-ne spændvidde viste sig nødvendig for at dække over de mange typer afovergreb, som deltagerne kunne beskrive. Undersøgelsen giver ikke no-get samlet billede af omfanget af den voldelige adfærd, men sigter i høje-re grad mod at vise, i hvilke sammenhænge bestemte typer vold fore-kommer, og hvilken betydning den voldelige adfærd tillægges af de in-volverede.Grundlæggende afslører studiet, at vold i forskellige afskygningerer en integreret del af hverdagslivet for børn og unge, som er anbragt pådøgninstitution. Gruppetilhørsforholdet viser sig også i denne undersø-gelse at være afgørende for den enkelte anbragte, men i modsætning tilEmonds og til dels Stokholms undersøgelse er det bagsiden af de stærkekræfter, som ligger i børnefællesskabet, der træder frem. Mens det typisker hos de andre beboere (frem for hos de voksne), at den enkelte hen-vender sig til for at få støtte og hjælp i vanskelige situationer, så er detogså inden for gruppen – og i kampen om social positionering – at vol-den opstår. Dette bliver særlig tydeligt i udtalelser fra børn og unge, somenten ikke ’passer ind’ i gruppen eller har lavstatus, fx på grund af alder(de yngste børn har ofte yderst vanskelige betingelser), udseende ellermanglende ’street cred’ – eller hvad Emond ville kalde ’social valuta’.Forfatterne understreger, at den voldelige adfærd, som de finderinden for døgninstitutionens rammer, på mange måder ligner det, somkendes fra en række andre sammenhænge, hvor børn og unges bringessammen – i skoler, ungdomsklubber, osv. I det øjeblik mere ’almindelige’former for konflikt forflyttes til døgninstitutionen, får de imidlertid enanden og mere koncentreret form. Det skyldes flere forhold, blandt an-det den påtvungne tæthed, når man skal leve sit dagligliv med personer,der i udgangspunktet er fremmede; de mange konflikter, som de anbrag-

te børn og unge hver bringer med sig fra deres komplicerede forhistorie;og den kortvarige og ’transit-prægede’ karakter, som mange anbringelserhar, hvilket afføder megen turbulens i gruppen af beboere. Alle dissetræk kan hver for sig genfindes i andre institutionelle sammenhænge.Men kun i døgninstitutionen, påpeger forfatterne, optræder de alle påsamme tid, hvilket skaber særlige vækstbetingelser for en voldelig hver-dagskultur.Egelund, Jakobsen & Hammen (2009) viser i en interviewunder-søgelse med unge, at voldstemaet heller ikke er uvæsentligt i en dansksammenhæng. Studiet fokuserer særligt på sammenbrud i anbringelser oginddrager interview med i alt 10 unge samt de personer, som de ungeselv udpeger som betydningsfulde for anbringelsesforløbet, herundersagsbehandlere, personale på anbringelsessteder, kontaktpersoner ogforældre. Undersøgelsen viser, at volden mellem de anbragte unge ofteforegår i et institutionelt parallelunivers og dermed ofte er usynlig for deprofessionelle voksne. Undersøgelsen demonstrerer endvidere, at voldeni flere tilfælde bliver en anledning til sammenbrud i anbringelsen, når denunge ikke længere magter at kæmpe mod de dominerende kræfter i grup-pehierarkiet.En tilsvarende konklusion om voldens tilstedeværelse kan dra-ges, hvis det metodiske fokus ændres fra interview til deltagerobservationaf hverdagsliv i en række døgninstitutionsmiljøer. I Egelund & Jakobsen(2009a) afrapporteres der fra en undersøgelse, hvor en gruppe forskerehar fulgt hverdagen gennem flere måneder på i alt ni danske døgninstitu-tioner og opholdssteder. Ingen af institutionerne er præget af en udtaltvoldskultur blandt børn og unge, og personalet er generelt stærkt optagetaf at forebygge og gribe ind over for adfærd, der kan skabe uro og æng-stelse blandt gruppen af børn og unge, og som eventuelt kan eskalere tilfysiske voldshandlinger. Ikke desto mindre viser hverdagsbeskrivelserne,at der opstår mange situationer på institutionerne, der rangerer som vold– fra mindre drillerier og nedgørende ord til lussinger, spark og regulæreslagsmål. Som hos Barter et al. (2004) kan det fastslås, at voldshandlin-gerne formentlig ikke adskiller sig principielt fra det, man kan finde iandre sammenhænge, hvor børn og unge bringes sammen, men at vol-den alligevel får en kvalitativt anden karakter på døgninstitutionen, hvorbørnene ikke bare står mere alene (og derfor er tilsvarende mere afhæn-gige af gruppens accept), men også har færre muligheder for at undslippevolden.

Mens det er en nyere udvikling, at forskningen retter blikket mod børnog unges oplevelse af døgninstitutionens hverdagsliv, kan der spores enlængere tradition for forskning i de samfundsmæssige vilkår, døgninstitu-tionen fungerer under, og de aftryk, som disse forhold sætter på praksis.Tidligere har forskningen imidlertid været tematisk meget spredt, og deter først inden for de senere år, at en række undersøgelsestemaer medklare fællestræk er begyndt at tage form. Studierne deler en interesse i atforstå døgninstitutionens praksis, typisk med afsæt i nogle af de grund-læggende modsætninger og krydspres, som præger virksomheden. Derviser sig dog også at være væsentlige forskelle inden for disse studier,hvilket til dels afspejler varierende kundskabsinteresser, men som ogsåhar gøre mednationaleforskelle i institutionslandskabet, dvs. at døgninsti-tutionsområdet indtager forskellige roller i de enkelte lande.

Den danske forskning har især fokuseret på, hvordan forskellige formerfor professionelle begreber og metoder indvirker på døgninstitutionenshverdagsliv. Professionsperspektivet på organisatorisk praksis kan imid-lertid vinkles på mange måder, hvilket illustreres fint af de studier, somer fremkommet gennem de senere år.Schwartz (2007) har gennem deltagerobservation fulgt det pæda-gogiske arbejde med ni børn på en nærmiljøinstitution over mere end toår. Schwartz tager udgangspunkt i, at børnelivet på institutionen er betin-get af den omsorgspraksis, som pædagogerne organiserer for børnene.Professionelle forstår børns (og deres forældres) livsproblemer på be-stemte måder, og disse problemforståelser har indflydelse på, hvordanden pædagogiske indsats udformes. Med afsæt i et aktionsforskningsper-spektiv peger Schwartz på, hvordan der inden for døgninstitutionensrammer kan skabes gunstige vilkår for børns udvikling, hvis indsatsentilrettelægges ud fra et kontekstuelt frem for individuelt syn på barnet ogdets problemer. Anbragte børns livsproblemer findes ikke i et vakuum,men må forstås som knyttet til deres deltagelse i og på tværs af socialepraksisser, der igen er relateret til bredere, samfundsmæssige strukturer.For at anbragte børn kan gives gode udviklingsmuligheder, må man såle-des, fremhæver Schwartz, i det pædagogiske arbejde fokusere på børne-nes adgang til, inddragelse i og deltagelsesmuligheder i sociale praksisser.

Schwartz viser med sit studie, hvordan dette deltagelsesoriente-rede perspektiv fungerer i praksis på den undersøgte institution – menogså, at udviklingspotentialerne vanskeliggøres, når det pædagogiskefokus flyttes mod det individuelle barn som entydigt ’problematisk’ (seogså Schwarz, 2006). I forlængelse heraf peger Schwartz på, at bestemtefaglige forståelsesmåder – typisk dem, der har afsæt i voksen-barn-relationens eksklusive betydning – kan hæmme arbejdet med børn påinstitution, fordi det gør de professionelle blinde for andre relationersvigtighed, herunder betydningen af børnenes relationer til hinanden. Envigtig pointe hos Schwartz er således, at fællesskabet i børnegruppensåvel som relationer på tværs af sociale arenaer altid vil være vigtige fak-torer i institutionsbørnenes tilværelse – men at det samtidig er den pro-fessionelle organisering af døgninstitutionens hverdagsliv, der bliverafgørende for, hvilke deltagelses- og udviklingsmuligheder børnene får.Andersen (2004) diskuterer ligeledes de handlemuligheder, sombørn har på døgninstitution, og hvorledes disse muligheder kan blive etspringbræt for udvikling eller en form for ’mønsterbrud’. Grundlaget forstudiet er deltagerobservation på en døgninstitution for børn i alderen 6-12 år, og Andersen benytter sig af videooptagelser af situationer frahverdagslivet, fx måltider, som hun efterfølgende viser for og diskuterermed børnene. En vigtig pointe er, at børnene er meget opmærksommepå regler for samværet med andre børn og voksne, og at deres mulighe-der for at udvikle selvregulering – dvs. en evne til at være en selvstændigog aktiv medspiller i sit eget liv – er betinget af professionelle tilgange iarbejdet med børnene. Voksenstyret regelfokusering ser således ud til atfastholde barnets negative adfærdsmønstre og skabe ’instrumentalitet’,hvor barnet handler, ikke fordi det har en værdi i sig selv, men kun for atopnå noget (fx opmærksomhed fra den voksne). Undersøgelsen viser, atbørnene godt kender til alternative handleformer, men at de ikke formårat gøre brug af dem i institutionslivets regelbundne univers.Jakobsen (2006) fremhæver med et andet fagligt udgangspunktogså den betydning, som professionelle forståelsesmåder har for hver-dagslivets indretning, når børn og unge anbringes på institution. Ud-gangspunktet er en etnografisk undersøgelse af det pædagogiske arbejde,som finder sted i et kollektivistisk opholdssted for en gruppe børn ogunge i skolealderen. Analysen er del af et større forskningsprojekt omdøgninstitutioners hverdag og vilkår, hvor i alt ni døgninstitutioner ogsocialpædagogiske opholdssteder har deltaget, og hvor en gruppe forske-

re har gennemført deltagerobservation og interview med børn, unge ogpersonale. Det kollektivistiske opholdssted udgør en ganske særlig formfor døgninstitution, både fordi de professionelle voksne bor på stedet –og dermed lever i en form for storfamilie med børnene – og fordi denpædagogiske strategi udgør et meget ’diskret’ element i hverdagslivet.Filosofien er, at børnene (der som hovedregel er langtidsanbragt) udvik-ler sig ved at indgå i et tæt leve- og arbejdsfællesskab med en fast gruppevoksne, som ikke er deres forældre, men heller ikke ’blot’ pædagoger, daman fører en fælles tilværelse på matriklen, hvor børn og voksne også erfølelsesmæssigt engageret i hinanden. Jakobsen demonstrerer nogle af devæsentlige muligheder og potentialer, der ligger i denne organiserings-form, men peger samtidig på, at bo-kollektivet – som enhver anden typedøgninstitution – rummer et behandlerblik, der også udgør en ‘udeluk-kelsesmekanisme’. Det er således ikke alle børn, der kan finde deres pladsinden for institutionens rammer, og i bo-kollektivets tilfælde er det navn-lig de børn, der har vanskeligt ved at indgå i nære følelsesmæssige relati-oner med andre mennesker, der falder udenfor.I Egelund & Jakobsen (2009a) afrapporteres der samlet fraovennævnte forskningsprojekt om døgninstitutioners hverdag og vilkår,og det undersøges her eksplicit, hvordan forskellige professionelle tan-kemodeller, begreber og metoder sætter sig aftryk i døgninstitutionenspraksis. Det empiriske materiale hentes fra en række meget forskelligeinstitutioner – fra børnehjem og opholdssteder til behandlingshjem, bo-kollektivet og den sikrede institution for unge. Forfatterne påpeger,hvordan institutioner med vidt forskellige målgrupper og mandater serud til at arbejde ud fra nogenlunde enslydende målsætninger eller ’prak-sisbegreber’. Disse professionelle begreber udpeger centrale indsatsom-råder i institutionsarbejdet med udsatte børn og unge, fx at skabe ’tryg-hed og forudsigelighed’, at ’se det enkelte barn’ og at tilbyde ’relationer tiltroværdige voksne’. Gennem beskrivelser af institutionernes hverdags-praksis vises det, at de enslydende pædagogiske målsætninger omsættespå meget forskellig vis, og at de således ikke fortæller meget om dentilværelse, som anbragte børn og unge fører.Forfatterne argumenterer for, at hverdagslivets udformning af-hænger af, hvordan de professionelle håndterer de ofte modsætningsfyld-te krav og forventninger, som indrammer døgninstitutionens virksomhed(se også Egelund & Jakobsen 2009b). Hvordan løser man fx dilemmaetmed at skabe tryghed og forudsigelighed for de anbragte børn i en orga-

nisatorisk struktur præget af vagtplaner, hyppig personaleudskiftning ogbegrænsede mandskabsressourcer? Hvordan kan indsatsen individualise-res med henblik på at ’se’ det enkelte barn, når den gruppebaserede ind-sats ofte kræver en høj grad af standardisering? Svarene er på ingen mådeentydige, og forfatterne understreger, at uagtet relevansen af at et børne-perspektiv og en forståelse for børnenes egen betydningsproduktion, såudgør døgninstitutionerbehandlingssystemer,hvor professionelle voksne såat sige ’bygger’ den sociale virkelighed fra grunden (se også Jakobsen,2009).Det fremgår af ovennævnte studie, at døgninstitutionens virke istørre eller mindre udstrækning bygger på en ’familiemodel’, dvs. at deværdier, der fremhæves som centrale i arbejdet med anbragte børn påinstitution, også er de kvaliteter, man i al væsentlig mener at finde i den’almindelige’ eller vellykkede familie. Højlund (2006) foretager en ekspli-cit undersøgelse af dette fænomen med sit studie af de såkaldte ’mi-niinstitutioner’ i Århus, dvs. døgninstitutioner med et relativt begrænsetantal børn og voksne og med en beliggenhed og indretning, der i højeregrad signalerer hjem end institution. Det særlige ved miniinstitutionerneer da også, at ’hjemlighed’ formuleres som en egentlig pædagogisk strate-gi, og Højlund undersøger, hvordan denne målsætning udmøntes i prak-sis. Hun inddrager i alt fem institutioner og bygger sin analyse på delta-gerobservation og interview med børn, pædagoger og ledere.Analysen påviser, at der er en række paradokser og dilemmaerindlejret i begrebet ’hjem’ anvendt som pædagogisk praksis. Fx viser detsig vanskeligt på institutionerne at skabe relationer som dem, der findes iet hjem. Uanset hvor fine personlige forhold, der opstår mellem børn ogvoksne, og uanset hvor konfliktfyldte familieforhold børnene har med ibagagen, så forbliver der ifølge aktørerne selv tale om relationer mellemanbragte børn og professionelle voksne. Det viste sig også vanskeligt atskabe hjemlighed i form af den autentiske privathed, som almindeligvisforbindes med hjemmet. Døgninstitutionen kan vanskeligt være et sted,hvor man ’bare er sig selv’, og det skyldes både befolkningstætheden ogde mange regelsystemer, som uvægerligt er en del af institutionens hver-dagsliv. Døgninstitutionens hjemlighed repræsenterer ikke en illusion iHøjlunds analyse, men den udgør netop en særlig institutionaliseret formfor hjemlighed, der har andre kendetegn end det private domæne, sommetaforen hjem almindeligvis refererer til.

Mens miniinstitutionernetilnærmersig det hjemlige, i hvert faldpå det programmatiske plan, forholder det sig nærmest modsat med desikrede institutioner. Hér anbringes nogle af de mest truede – og truende– børn og unge under fængselsagtige betingelser. Interesse for disse insti-tutioner har været stigende gennem de senere år, blandt andet fordi bru-gen af sikret forvaring af børn og unge er øget markant, men forsk-ningsmæssigt findes der stadig begrænset viden om karakteren af dennetype institutionsvirksomhed i et hverdagslivsperspektiv. Egelund & Ja-kobsen (2009a) udforsker dog de lukkede institutioner og beskriverhverdagen på to sikrede afdelinger. Studiet viser en interessant parallel tilHøjlund (2006), da man også bag de høje mure forsøger at igangsættesocialpædagogiske indsatser med afsæt i en form for hjemlig hygge. Destærkt modsætningsfyldte betingelser, som disse institutioner fungererunder – hvoraf den væsentligste er sammenblandingen af social hjælpe-foranstaltning og strafferetlig intervention – sætter sig imidlertid tydeligespor i hverdagens praksis og vanskeliggør intentionen om at skabegrundlag for udvikling og positiv forandring for de anbragte børn ogunge. Selvom visse uddannelses- og beskæftigelsestilbud således står tilrådighed på de sikrede afdelinger, befinder de anbragte børn og unge sigi så eksistentielt vanskelige situationer, at mulighederne for et positivtudbytte er begrænsede.Samtidig viser studiet, at der i den lukkede institution sker en ak-kumulering af nogle af de indbyggede spændinger og modsætninger, sompræger døgninstitutionsområdet generelt. Det gælder fx i forhold til denstore personalegennemstrømning og vanskelighederne med at tiltrækkepersonale med uddannelse og erfaring til et krævende, lidet prestigefuldtog til tider farligt arbejde. En konsekvens er, at udviklingsambitionerne iforhold til de anbragte børn og unge nedtones til fordel for en merejordnær målsætning om at skabe et sikkert miljø for alle samt at givedrengene (som der helt overvejende er tale om) ’en god tid’, som detgerne formuleres af personalet..

formålstjenstlighed, som har været en fremherskende diskurs i Norge idet nye årtusinde (jf. Bengtsson & Jakobsen, under udgivelse).Falck (2006) har gennemgået 142 sager med unge, som er blevettvangsanbragt efter loven om alvorlige adfærdsvanskeligheder. Målet varat kortlægge de unges baggrund samt at undersøge, hvad samfundet gørmed eller for disse unge. Falck påpeger det i udgangspunktet modsæt-ningsfyldte forhold, at hovedparten af de unge giver udtryk for, at an-bringelsen er en straf, mens myndighederne fastholder, at der er tale omet behandlingstiltag. Med hensyn til de unges hverdagsliv på døgninstitu-tionerne demonstrerer sagsmaterialet, at forskellige negative socialise-ringsmekanismer træder i kraft. Ungegruppen er som hovedregel deteneste stabile holdepunkt for de anbragte. De er fælles om at være blevetudstødt fra samfundslivet, men de døjer hver især med store og megetforskelligartede konflikter, som forstærkes i institutionsmiljøet. Der er enrække eksempler på, at de unge tidligere har været anbragt på andre insti-tutioner, hvor de er blevet involveret i en negativ ungdomskultur medoplæring i stofmisbrug og opmuntring til kriminalitet og prostitution.Falck viser, at dette imidlertid ikke forhindrer de unge i at blive genan-bragt på andre og lignende – eller sågar de samme – institutioner.Tjelflaat & Ulset (2008) diskuterer betydningen af regler og ru-tiner på døgninstitutioner i forhold til børn og unges medbestemmelse.Datagrundlaget er en kvalitativ undersøgelse, hvor 17 børn og unge frafem forskellige institutioner er blevet interviewet. Forfatterne påpeger, atregler og rutiner typisk bliver begrundet fagligt i hensynet til at skabe etmønster af tryghed og forudsigelighed i hverdagen for de anbragte børnog unge. Når man spørger børnene og de unge selv, opfattes den rutine-prægede og voksenstyrede hverdag imidlertid som et voldsomt indgreb ideres personlige råderum og som en begrænsning af deres handlemulig-heder i det daglige. De anbragte børn og unge betragter ikke reglernesom meningsfulde. Tværtimod fortæller flere, at de ikke forstår, at insti-tutionerne skal være præget så stærkt af skemalagte rutiner, og de stillerspørgsmålstegn ved sammenhængen mellem regelbrud og straffeforan-staltninger – fx fratagelse af lommepenge. Nogle vælger derfor af taktiskegrunde i hverdagen at undertrykke negative meninger om institutionensregler og stiltiende acceptere tingenes tilstand for ikke at stille sig selv ien endnu ringere situation.Tjelflaat & Ulset (ibid.) peger på, at man dermed kun på overfla-den har nået et mål med de anbragte børn og unge. Beboerne er medgør-

lige, men adfærden repræsenterer en skintilpasning, som ikke kan betrag-tes som et holdbart fundament for udvikling. Forfatterne konkluderer, atman i stedet har fået skabt en situation, hvor de voksne og de anbragtebørn og unge lever i to forskellige institutionelle verdner. De voksnearbejder loyalt i tråd med faglige præmisser ud fra hensigten om at bidra-ge til en positiv udvikling hos den enkelte beboer. Beboerne, derimod,ser hverken mål eller mening med deres hverdag, og de strenge rutinerog sanktioner ved regelovertrædelse bliver associeret med et unormalt livpå randen af samfundet – ikke som et hjælpemiddel med henblik påpositive adfærdsændringer.En række tilsvarende modsætninger ved institutionslivet frem-hæves af Tjelflaat (2003), som også bygger på interview, men med etretrospektivt blik på anbringelsen, da datamaterialet består af samtalermed 27 unge udskrevet fra deres anbringelse i perioden 1993-1998. Erfa-ringerne er ikke kun negative; nogle af de tidligere anbragte understregerbetydningen af tilknytning til enkeltpersoner blandt de ansatte, ture ogaktiviteter uden for institutionen samt at der blev sat nogle grænser forden enkelte. Omvendt understreger en del af de unge, at det har været ensærdeles krævende oplevelse at bo på institution. Især påpeges den storeproblemophobning i ungegruppen som en væsentlig, negativ faktor, der imange tilfælde har været med til at skabe uhensigtsmæssige normer påinstitutionerne. Flere af de unge beskriver institutionen som et kunstigtmiljø, hvor de ikke bare var nødt til at agere i forhold til andre unge medproblemer hele tiden, men hvor de også måtte forholde sig til en stadigstrøm af professionelle voksne, som vanskeliggjorde kontinuerlig dialogog en grad af forudsigelighed i relationen til de voksne.

Sverige har generelt en omfattende børneværnsforskning, men antallet afstudier, som fokuserer specifikt på døgninstitutioners hverdag og vilkårhar været relativt begrænset i de år, som nærværende forskningsoversigtdækker. Dog er der under Statens institutionsstyrelse (SiS) gennemførten række undersøgelser, som beskæftiger sig med døgninstitutionen, menhovedparten anlægger et juridisk perspektiv og berører kun i begrænsetomfang institutionernes hverdagspraksis. Derudover findes et mindreantal studier, som især behandler forskelle mellem forskellige anbringel-sestyper, ikke mindst hvad der kendetegner henholdsvis familiepleje ogdøgninstitution.

Hermodsson & Hansson (2005) har interviewet i alt 92 unge,anbragt på ’særskilte ungdomshjem’ (§12-hjem), om deres muligheder formedinddragelse i egen behandling. De fleste unge, som placeres på disseinstitutioner, er tvangsanbragt, selvom frivillige anbringelser også fore-kommer. De særskilte ungdomshjem er ikke permanent lukkede, men’låsbare’, dvs. at dele af institutionen – eller visse unge – i perioder kanvære låst inde. Blandt deltagerne var både tvangsanbragte og frivilligtanbragte, men alle var placeret med henblik på behandling. Undersøgel-sen viser, at de unge som hovedregel oplever, at de kun i ringe grad kankommunikere med personalet, og at institutionens behandlingsarbejdesom følge deraf ikke forekommer dem særligt vedkommende. De ungeved ofte ikke, hvad der står i deres behandlingsplan, og det er ikke dereserfaring, at målet med opholdet bliver genstand for megen diskussion.Ganske vist tillader klimaet på institutionerne ifølge de unge, at man kanbede om hjælp hos personalet og give udtryk for sine ønsker og menin-ger. Det modsvares imidlertid ikke af en generel villighed fra personaletsside til at komme de unge i møde; de oplever ikke, at personalet i til-strækkelig grad informerer dem om behandlingen, hører på dem, spørgertil deres synspunkter eller tager hensyn til dem. Forfatterne anlægger etrettighedsperspektiv og konkluderer, at institutionerne i bekymrendegrad lider af et ‘demokratisk underskud’. I et institutionelt hverdagslivs-perspektiv kunne konklusionen lyde, at unge og personale agerer i toparalleluniverser, som kun sporadisk synes at berøre hinanden.Laanemets & Kristiansen (2008) har undersøgt en række af desamme institutioner med specifikt fokus på, hvordan køn spiller ind påbehandlingsarbejdet, når unge (piger og drenge) anbringes under tvang.Studiet omfatter syv afdelinger for unge,18heraf to akutafdelinger (en forpiger og en for drenge). De øvrige afdelinger var udrednings-/behandlingsafdelinger eller rene behandlingsafdelinger. Én af disseafdelinger var både for drenge og piger, de øvrige rettede sig kun moddet ene køn. Undersøgelsen bygger fortrinsvis på observationer fra deenkelte afdelinger, men omfatter også interview med personalet. Over-ordnet konkluderes det, at piger og drenge behandles ganske forskelligtpå institutionerne, og at forskellene ikke blot kan forklares ud fra deunges problembilleder og anbringelsesårsager. Observationerne af insti-

tutionernes behandlingspraksis viser, at pigerne tildeles et væsentlig stør-re råderum end drengene i forhold til acceptable adfærds- og udtryksmå-der. Drengene får blandt andet ikke mulighed for at vise sig som urolige,usikre eller kede af det. Behandlingsmiljøet præges i stedet af, at de skallære at være stærke, ansvarsfulde og rationelle mænd, der ikke viser deresfølelser. Pigerne, derimod, kan i langt højere grad opvise forskellige følel-sesmæssige udtryk, og deres individuelle handlemuligheder er mere om-fattende. Konkret fremgår dette ved, at tolerancen over for pigerne erstørre, hvilket bliver særlig tydeligt ved regelbrud og efterfølgende sank-tioner. Forfatterne konkluderer, at institutionerne på mange måder frem-stiller stereotype billeder af det mandlige og kvindelige og dermed er medtil at forstærke et traditionelt kønsrollemønster blandt de anbragte pigerog drenge.Fastman (2004) har af flere omgange interviewet 14 unge i alde-ren 17-22 år, som har været anbragt i forskellige foranstaltninger gennemderes ungdomsliv. Undersøgelsen viser, at unge med erfaringer fra bådefamiliepleje og døgninstitution oplever, at opholdet i plejefamilie harværet langt det bedste for dem. De fleste af de unge, som kom fra insti-tution til familiepleje, var således glade for flytningen. Hverdagen pådøgninstitution bar ifølge de unge ofte præg af manglende frihed ogvoksenstøtte, og disse behov kunne i højere grad imødekommes i enplejefamilie. Omvendt var erfaringerne fra familieplejen ikke entydigtpositive. De unge beskriver, hvordan det var svært at indordne sig, nårfamilien begyndte at stille krav om deltagelse i husarbejde mv., og hvor-dan det ikke har været uproblematisk at finde en naturlig plads i en alle-rede tæt sammenvævet familiestruktur.Andersson (2008) beskæftiger sig ligeledes indirekte med døgn-institutionen i sit longitudinelle studie af 26 anbragte børn, som er blevetfulgt i perioden 1982-2003. Fælles for børnene er, at de var anbragt på etudvalgt børnehjem inden for en toårs periode i starten af 1980’erne, og atde var mellem 0 og 4 år ved anbringelsen. Andersson undersøger jævnligtbørnegruppen over de følgende årtier, hvilket har resulteret i en mængdepublikationer. I den aktuelle udgivelse er emnet stabilitet i anbringelsensamt de anbragte børn og unges erfaringer med anbringelsen. De flesteaf børnene har kun erfaringer med familiepleje, men for dem, der ogsåhar været anbragt på institution, bærer udsagnene præg af en række nega-tive beskrivelser af anbringelsens karakter. Især pointeres – på linje medstudiet ovenfor og flere af de norske undersøgelser – ungdomsinstitutio-

nens ’smittefare’ i forhold til udvikling af normbrydende og krimineladfærd. ”Hvis man ikke allerede er ude i noget skidt, så kommer mandet”, som en af drengene i undersøgelsen konstaterer.Barnombudsmannen (2004) redegør i en rapport for instituti-onsanbragte børn og unges oplevelse af deres ret til at blive hørt og imø-dekommet af anbringelsesstederne. I undersøgelsen deltog i alt 73 børnog unge mellem 11 og 18 år fra 18 forskellige døgninstitutioner, særskilteungdomshjem og behandlingshjem. Formålet var ikke at gå tæt på insti-tutionernes praksis, men de unges udsagn giver alligevel indsigt i livet påinstitutionerne. Der er betragtelig variation i de unges erfaringer. Noglefinder fx, at institutionen er det bedste hjem, de har haft. Omvendt fin-der mange, at deres indflydelse på egen situation er yderst begrænset.Over halvdelen af de unge angiver således, at de sjældent eller aldrigbliver taget med på råd i forhold til anbringelsesstedets husregler. Desu-den beskrives relationen til institutionspersonalet som præget af en visoverfladiskhed eller mangel på interesse fra de voksnes side. Eksempelvissvarer hver tredje unge, at personalet sjældent spørger til deres skole-gang, og ifølge 4 ud af 10 unge spørger personalet sjældent til deres fri-tidsliv.Sallnäs (2006) gør opmærksom på, at skellet mellem døgninstitu-tion og familiepleje ikke længere er entydigt, og at der i spændingsfeltetmellem det institutionelle og det hjemlige er opstået hybrider, som inde-holder elementer fra begge anbringelsesformer. Hendes undersøgelseudgør et observations- og interviewbaseret casestudie af to sådanne insti-tutionshjem, som er ’familiære’ i kraft af fastboende voksne og et be-grænset antal anbragte børn, men ’institutionelle’ i kraft af den professi-onelle organisering af indsatsen. Sallnäs viser, at man på begge institutio-ner er stærkt optaget af at være ‘familielignende’ enheder og dermednoget andet end den traditionelle børneværnsinstitution. Analogien kandog ikke overføres direkte til praksis, blandt andet fordi anbringelsernepr. definition er midlertidige (børnene bor på institutionshjemmene iflere år, men det er et grundlæggende princip i det svenske barneværn, atanbringelser er tidsbegrænsede, og at muligheden for hjemgivelse løben-de skal vurderes). Det familielignende kan desuden fortolkes på mangemåder, og hverken de enkelte børn eller børn og voksne er enige om,hvad begrebet indebærer, fx i hvor høj grad de voksne skal indtræde irollen som stedfortrædende forældre.

Studiet viser imidlertid, at organiseringsformen skaber andre mu-ligheder end den traditionelle institution, ikke mindst i forhold til konti-nuiteten og dybden af kontakten mellem børn og voksne. Dette værdsæt-tes særligt af de børn, som har erfaringer med større institutionsmiljøer,hvor personalegennemstrømningen har været anderledes markant. Sall-näs konkluderer, at institutionshjemmet ser ud til at kunne kombinere debedste elementer fra den uformelle familiepleje og den traditionelle insti-tutionsomsorg. Samtidig påpeger hun, at der med denne konstruktion eren vis fare for, at det anbragte barn hverken tilbydes de tætte relationer,som forventes i familieplejen, eller den systematiske behandling, somforventes fra den professionelle omsorgsinstitution.

I den britiske forskningslitteratur har der i de seneste år været et øgetfokus på de vanskelige betingelser, som døgninstitutionen er underlagt,og som gør det svært for personalet at udføre det arbejde, som forventesaf dem fra omgivelsernes side. Vanskelighederne beskrives blandt andetsom udtryk for, at hele institutionsområdet er kommet i miskredit somfølge af en række sager om misrøgt af og overgreb på børn og unge, ogat døgninstitutionerne efterhånden fungerer som ‘en sidste udvej’ formyndighederne, når alt andet er afprøvet og har fejlet (jf. Emond, 2004).Antallet af institutionspladser er reduceret kraftigt gennem en årrække,og den politiske vilje til at understøtte området finansielt og give detform af et positivt tilvalg synes begrænset. Bekymringerne for områdetslår også igennem i forskningslitteraturen, hvor det ikke kun er vilkårenefor de anbragte børn og unge, men også personalets muligheder for atskabe fornuftige rammer for anbragtes hverdagsliv, der gøres til genstandfor undersøgelse og diskussion.Heron & Chakrabarti (2003) fastslår, at selvom det er veldoku-menteret, at institutionspersonalet generelt har et lavt kvalifikationsni-veau, og at hele døgninstitutionssystemet udgør en ‘vedvarende fiasko’,så ved man stadig ikke meget om, hvordan personalet betragter de an-bragte børn og unge. Dette er, påpeger forfatterne, overraskende i lysetaf, at sådanne opfattelser må formodes at være afgørende for en forståel-se af, hvad der faktisk foregår på døgninstitutionerne. Set i sammenhængmed, at de anbragte børn over en årrække er blevet ældre og mere tyngetaf alvorlige forstyrrelser og afvigelser, rejser det spørgsmålet om, hvor-dan opgaven løftes af et personale, der ofte er overanstrengt, underbe-

talt, har begrænset indflydelse på vigtige beslutningsprocesser i arbejdetog mangler anerkendte professionelle kvalifikationer. Undersøgelsenbygger på et omfangsrigt kvalitativt materiale. 30 medarbejdere fra syvdøgninstitutioner (children’s homes) indgik i undersøgelsen og blev in-terviewet af flere omgange, således at der i alt blev gennemført 109 inter-view.Studiet bekræfter, at institutionspersonalet har store vanskelig-heder med at yde de anbragte børn og unge den hjælp og støtte, de åben-lyst har behov for. I visse tilfælde resulterer det i apati over for den op-gave, personalet er konfronteret med, og resultatet er en bekymrendemangel på engagement over for nogle af børneværnets mest sårbare ogudsatte børn. Blot at garantere disse børns basale sikkerhed i hverdagenkan være problematisk, fx i forhold til overgreb fra andre børn. Persona-let beskriver, at de føler sig magtesløse, er udbrændte og som en konse-kvens benytter sig af en række overlevelsesstrategier – som at trække sigfra børnene og forskanse sig på kontorerne, når institutionslivet kommerud af kontrol. Forfatterne konkluderer, at studiet ikke tilbyder megenstøtte til det synspunkt, at livet på denne form for døgninstitution kanudgøre et positivt tilvalg for børn med voldsomme følelsesmæssige ogadfærdsmæssige vanskeligheder.Den samme konklusion synes at kunne drages af Taylor (2006),som er en retrospektiv engelsk interviewundersøgelse med tidligere an-bragte unge. I alt 39 unge deltog i undersøgelsen, som havde til formål atafdække sammenhængen mellem anbringelser og kriminel adfærd. Blandtdeltagerne havde en del erfaringer med varetægtsfængsel, mens andre afde tidligere anbragte unge ikke havde været fængslet. Et gennemgåendetema i interviewene er den kriminelle subkultur, som allerede findes, nården unge ankommer til døgninstitutionen. Omkring to tredjedele af deinterviewede fortæller således, at de har været involveret i lovovertrædel-ser under opholdet, og for en stor dels vedkommende et det først i for-bindelse med anbringelsesforløbet, at de kommer i kontakt med politietog straffesystemet.McPheat et al. (2007) afrapporterer fra to studier, som har af-dækket nogle af de centrale forhold omkring den kommunale anbringel-sesplanlægning, der får betydning for døgninstitutionernes hverdag. Stu-dierne bygger på kvantitative opgørelser fra 22 institutioner med i alt 151pladser i seks forskellige kommuner. Resultaterne viser, at institutionsan-bringelse kun i begrænset omfang bliver brugt som en målrettet foran-

staltning med forventning om et bestemt udbytte for den enkelte. Ofterepræsenterer anbringelsesbeslutningen i stedet en sidste desperat udvejfor myndighederne, og forfatternes pointe er, at den manglende planlæg-ning i alvorlig grad præger institutionerne og dermed den tilværelse, somde pågældende børn og unge kan føre. De væsentligste konklusioner frade to studier er, at institutionerne typisk huser børn og unge inden for etbredt aldersspektrum og med meget varierende problemer, at anbringel-ser for en stor dels vedkommende er uplanlagte og af meget kort varig-hed, og at søskende, som bliver anbragt, i mange tilfælde bliver skilt frahinanden. Konsekvensen er, fastslår forfatterne, at personalet på institu-tionerne står over for at skulle løse en forskelligartet vifte af opgavermed et bredt spektrum af børn og unge.Mens ovennævnte undersøgelse tegner en del af den kontekst,som døgninstitutionerne opererer i, giver Stevens (2006) et billede af,hvordan skotske unge selv oplever hverdagen på døgninstitution. Studietudspringer af et statsligt kvalitetssikringsprogram, hvor 24 15-19-årigeunge fra døgninstitutioner forskellige steder i landet har videregivet erfa-ringer med anbringelsen via fokusgruppeinterview. Resultaterne bekræf-ter, at de strukturelle problemer på området, der påpeges af McPheat etal. (2007), ligeledes slår igennem i de unges hverdagsliv. De unge pegerblandt andet på, at institutionerne er underbemandede; at personaletoptræder som fængselsbetjente – og i visse tilfældeertidligere fængsels-betjente – og ikke har de fornødne kvalifikationer til at arbejde med børnog unge; og at graden af, hvor velfungerende ungegruppen er, er afgø-rende for de unges velbefindende, hvilket gør de mange akutte og uplan-lagte anbringelser til et konkret problem i de unges hverdag.

forankring i de kvalitative metoder, da undersøgelser af praksis på døgn-institutioner fortrinsvis må bero på feltstudier, observationer, interview,fokusgrupper, mv.Døgninstitutionsforskningen følger forskellige interessemæssigespor, og en væsentlig skillelinje er, om opmærksomheden retter sig insti-tutionens indre liv (sociale identiteter og relationer, forhandlinger, dyna-mikker, hierarkier, osv.), eller mod institutionens forankring i bredere –og ofte modsætningsfyldte – vilkår og strukturer (affødt af områdetsprofessionalisering, institutionalisering, politisering, osv.).Gennemgangen af forskningslitteraturen omdøgninstitutionens in-dre livviser, at der er al mulig grund til at være opmærksom på en rækkeaf de relationer og dynamikker, som opstår på det sociale mikroplaninden for institutionens ramme:–Børnegruppen fremtræder – på godt og ondt – som det helt afgø-rende tilhørsforhold for anbragte børn og unge. Det er børn og un-ge, som bebor døgninstitutionerne, mens de voksne som udgangs-punkt er – eller opleves som – forbipasserende og på gennemrejse.Børnefællesskabet kan være en vigtig integrerende kraft for børn i eneksistentielt vanskelig situation og dermed også en væsentlig faktorfor anbragte børns deltagelsesmuligheder og sociale læreprocesser.De stærke sociale kræfter i gruppens fortløbende forhandling, hie-rarkisering og rivalisering betyder imidlertid også, at gruppen bliverarnested for social marginalisering, mobning og voldshandlinger iforskellige afskygninger.Døgninstitutionens børnekultur kan derved også komme til at stå imodsætning til personalets behandlings- eller udviklingsmæssigehensigter.Studierne viser samlet set, at man næppe kan væreforopmærksom pågruppen som socialt fænomen, når det drejer sig om at forstå – ogeventuelt forandre – døgninstitutionernes hverdagspraksis.

En række (navnlig danske) studier beskæftiger sig med, hvordanprofessionelle begreber og metoder indvirker på døgninstitutionenspraksis. Et gennemgående træk i disse studier er, at arbejdet udsprin-ger af en ’familiemodel’ og forestillinger om ’hjemlighed’, men atpraksis altid giver en anden og institutionaliseret form af disse be-greber. Samtidig ser det ud til, at henholdsvis voksne professionelleog anbragte børn og unge oplever disse modeller så forskelligt, atman næsten kan tale om, at parterne lever i forskellige verdener.En del studier viser, hvordan omfattende regelværker og en udbredtbrug af rutiner er et integreret element af hverdagslivet på en døgn-institution, hvilket ses særlig tydeligt på de sikrede, lukkede eller ’lås-bare’ institutioner. En hverdag i faste rammer kan godt være en delaf behandlingsplanen, men lige så ofte er der nærmere tale om enutilsigtet konsekvens af selve institutionaliseringen. Studierne de-monstrerer, hvordan de indbyggede regler og rutiner gør det vanske-ligt at efterleve officielle servicemål for indsatsen, fx medinddragelseaf den unge i behandlingsarbejdet eller omsorg med blik for indivi-duelle behov og præferencer.Det voksende antal undersøgelser om døgninstitutioners hverdag ogvilkår viser samtidig, at ’institutionsanbringelse’ i dag er et vidt be-greb, som kan dække over en række meget forskellige interventions-former. Mens der således i de fleste lande findes ganske repressiveinstitutioner (særligt henvendt til unge med varierende former for’adfærdsproblemer’), optræder der på samme tid forskellige ’hybri-der’ mellem den traditionelle døgninstitution og familieplejen. Sidst-nævnte institutionstyper synes at åbne nye døre i et hverdagslivsper-spektiv, hvor anbragte børn og unge gives mulighed for at føre entilværelse, der i højere grad ligner deres jævnaldrendes, uden dog heltat kunne slippe nogle af døgninstitutionens indbyggede modsætnin-ger og dilemmaer.

At være sund og rask er et vigtigt udgangspunkt for at kunne begå sig iskolen, indgå i sociale relationer og dyrke fritidsinteresser. Sundhed spil-ler således ind på en række øvrige livsområder. Som det vil fremgå afforskningsgennemgangen nedenfor, er anbragte børn og unge imidlertidgenerelt langt dårligere stillet helbredsmæssigt end deres jævnaldrende.Når vi taler om sundhed og helbred er det vigtigt at understrege,at begreberne definitorisk dækker over mere og andet end fravær af syg-dom. Sundhed drejer sig også om kapaciteten til at indgå i og realisere deopgaver, værdier og mål, har betydning i en given kontekst (Borup &Holstein, 2006; Due, som Rasmussen, & Holstein, 2000). I den interna-tionale HBSC-undersøgelse (Health Behaviour in School-aged Children),der omhandler skolebørns trivsel og sundhedsadfærd, defineres sundhedud fra følgende fire dimensioner (Rasmussen & Due, 2007):1.2.3.4.Et godt helbred uden symptomer, skader eller alvorlig sygdom.En god evne til at fungere i relation til familie, skole og venner.En god trivsel i skole, nære omgivelser og livet i det hele taget.En god sundhedsadfærd.

Forskning om anbragte børns sundhedstilstand og behov for sundheds-ydelser var i 2003 spredt og mangelfuld. Der eksisterede kun få uden-landske undersøgelser om emnet, og de viste, at børnene havde både enringere sundhedstilstand og modtog færre sundhedsydelser end de ikke-anbragte børn, man kunne sammenligne med (fx Berridge, 1997). Vifandt derfor, at der ikke var forskningsresultater nok til at behandle an-bragte børns sundhed og sygdom særskilt. I stedet fremhævede vi detteforskningsfelt som et område, der i særlig grad var underbelyst og kunnebruge yderligere forskning.Siden 2003 er fokus på sundhed blandt anbragte børn og ungeøget kraftigt, blandt andet i takt med, at der generelt har været en stigen-de samfundsmæssig interesse for sundhed. Især inden for engelsk forsk-ning (og ikke mindst amerikansk samt australsk forskning, som dog ikkeindgår i denne forskningsoversigt), er antallet af publikationer om sund-hed hos anbragte børn og unge steget markant. I Danmark og blandtvores nordiske naboer har især nogle få unikke forløbsundersøgelser,kohortestudier og registerbaserede analyser givet anledning til forsk-ningspublikationer.

Fysisk sundhed er en tilstand, hvor alt i kroppen fungerer uden proble-mer. Tilstanden er bl.a. betinget af den enkeltes genetiske arvemateriale,hvor nogle børn fx fødes med en diagnose eller overdisponering forbestemte sygdomme, med et handicap eller en misdannelse. Men fysisksundhed er i høj grad også livsstilsbetinget og forbundet med psykisksundhed. Immunforsvaret svækkes, såfremt man fører en særlig usundlivsstil eller er psykisk ude af balance, hvilket fysisk kommer til udtryk ihyppige sygdomsperioder, overforekomst af mavesmerter og hovedpine,anormale vægtforhold osv. Disse forskellige aspekter af fysisk sundhedafspejler sig i større eller mindre grad i forskningen omkring anbragtebørn og vil blive gennemgået her i kapitlet, som indledes med den side affysisk helbred, der er medfødt.PRÆDISPONERING FOR FYSISKE HELBREDSPROBLEMER

Anbragte børn har tit allerede ved fødslen en dårligere fysisk sundhedend andre børn. Det viser blandt andre Egelund m.l. (2008) i forbindelsemed forløbsundersøgelsen af anbragte børn født i 1995, hvor forfatternehar anvendt registeroplysninger i analyserne af børnenes fysiske sundhed.Analyserne viser, at 23 pct. af de anbragte børn har fået konstateret syg-domme, der er opstået i perinatalperioden, og 12 pct. af børnene harmedfødte misdannelser og/eller kromosomanomalier. Hvis man benytterjævnaldrende børn, der er socialt udsatte, menikkeanbragt uden forhjemmet, som sammenligningsgruppe, er det blandt sidstnævnte kunhalvt så mange (11 pct.), der har fået konstateret perinatale sygdomme.

Udover at de anbragte børn og unge kan have medfødte fysiske sund-hedsskader eller risici, kan det tænkes, at børnene også lider af andrefysiske helbredsproblemer, som ikke nødvendigvis kan tilskrives de bio-logiske forældre og neonatale forhold. Her tænkes på helbredsproblemersåsom astma, udslæt og vægtproblemer eller lignende fysiske symptomer.Spørgsmålet er, om de anbragte børn også er mere udsatte end andrebørn i forhold til sådanne fysiske helbredsforhold.I Egelund et al. (2008) konstateres det på baggrund af registerda-ta fra Danmarks Statistik over børn født i 1995, at der blandt anbragtebørn er en overhyppighed af en række diagnosticerede fysiske sygdom-me. Det drejer sig blandt andet om følgende:–––––sygdomme i ører og øjnesygdomme i fordøjelsesorganersygdomme i åndedrætsorganersygdomme i nervesystemetinfektiøse/parasitære sygdomme.

19. Forfatterne anvender i analyserne en specielt konstrueret sammenligningsgruppe, der indbefatterjævnaldrende børn, der ikke har været og ikke er anbragte, men som modtager en række fore-byggende foranstaltninger og støtte fra kommunen, hvilket indikerer, at gruppen er ’særligt udsat’om end ikke anbragt. Når de anbragte børns medfødte fysiske sundhedsproblemer sammenlig-nes med denne gruppe af særligt udsatte ikke-anbragte børn viser det sig, at forskellene på peri-natale sygdomme udlignes en anelse, men at de anbragte børn fortsat er hårdest ramt på dettesundhedsmål (procenterne er henholdsvis 23 pct. for de anbragte børn og 19 pct. for sammen-ligningsgruppen). Hvad angår medfødte misdannelser og kromosomfejl viser det sig imidlertid,at gruppen af særligt udsatte ikke-anbragte børn er mere udsatte på dette fysiske sundhedsmål(17 pct. i sammenligningsgruppen har medfødte misdannelser, mens det samme tal for de an-bragte børn var 12 pct.).

For blot at nævne nogle eksempler har således 17 pct. af de anbragtebørn en form for øresygdom, mens det samme gælder for 9 pct. af deikke-anbragte børn i normalbefolkningen. 12 pct. af de anbragte børnlider af sygdomme i fordøjelsesorganer, mens det gælder 8 pct. af deikke-anbragte jævnaldrende. 33 pct. af de anbragte børn mod 23 pct. afde ikke-anbragte børn har sygdomme i åndedrætsorganer.Ved at inddrage sammenligningsgruppen af udsatte, men ikke-anbragte jævnaldrende, viser det sig, at sammenligningsgruppen er endnudårligere stillet, hvad angår forekomsten af samtlige af de nævnte diagno-ser, end de anbragte børn. Det kan således konkluderes, at anbragte børnog ikke-anbragte udsatte børn generelt har markant hyppigere fysiskehelbredsskader og sygdomme end ikke-anbragte jævnaldrende.I forløbsundersøgelsen af anbragte børn anvendes ikke alene re-gisterdata, men også surveydata som udgøres af spørgeskemabesvarelserfra blandt andet anbringelsesstederne til årgang 1995-børnene. Resulta-terne fra surveydelen af forløbsundersøgelsen viser anderledes merepositive resultater vedrørende de anbragte børns fysiske sundhed, idetbørnene ifølge de 446 anbringelsessteder i undersøgelsen kun sjældentlider af blandt andet hoste, mavesmerter, hovedpine eller anormal vægt.Sammenlignet med besvarelser fra jævnaldrende ikke-anbragte børnsmødre, både til ’udsattegruppen’ og andre børn generelt, optræder dissesymptomerikkeoftere hos de anbragte børn, ligesom de anbragte børnifølge surveybesvarelserneikkehar flere eller længere sygdomsperioderend deres jævnaldrende ikke-anbragte. Snarere tværtimod, idet 47 pct. afde anbragte børn i løbet af 12 mdr. har haft sygdomsperioder, mens detsamme gør sig gældende for 56 pct. af de ikke-anbragte jævnaldrende.Også Ottosen & Christensen (2008) har analyseret surveydata fra for-løbsundersøgelsen og når frem til samme resultat. Det skal imidlertidbemærkes, at resultaterne er baseret på omgivelsernes ’andenhåndsvurde-ringer’ af mindre infektiøse og psykosomatiske symptomer, modsat deegentlige lægefaglige diagnoser. De anbragte 11-12-årige har således fak-tuelt set ifølge registeroplysninger en overforekomst af fysiske diagnoser,men børnene opleves af anbringelsesstederne trods dette ikke som meresyge end andre børn opfattes af deres mødre.Vender vi blikket mod internationale forskningsresultater under-støttes de positive resultater fra anbringelsesstedernes besvarelser ikke,snarere bekræftes de registerbaserede faktuelle oplysninger om overhyp-pighed af fysiske skavanker og sygdomme hos de anbragte børn. En

engelsk repræsentativ undersøgelse (Broad, 2005) af 2.500 anbragte børnog unge i alderen 11-17 år viser således, at 66 pct. lider af mindst én affølgende fysiske lidelser: astma, syns- eller taleproblemer, problemer medinkontinens eller motoriske problemerEt endnu større omfang af fysiske skavanker hos anbragte børnfindes i en anden engelsk undersøgelse (The Residential Care HealthProject Team, 2004) af 105 6-18-årige anbragte børn og unge, med engennemsnitsalder på 14 år, hvor 82 pct. oplever mindst én af følgendefysiske skavanker: astma, mavesmerter, hovedpine, syns- eller talepro-blemer. Derudover havde 71 pct. i undersøgelsesgruppen nedsat immun-forsvar ifølge fysiske tests.De præsenterede undersøgelser viser således ikke samstemmen-de resultater. Hvad angår resultaternes sammenlignelighed skal det imid-lertid påpeges, at undersøgelsesgrupperne var aldersmæssigt forskelligtfordelt (henholdsvis 11-12 år i den danske forløbsundersøgelse, og hen-holdsvis 11-17-år samt 6-18-år i de engelske undersøgelser), og at der eranvendt forskellige metodiske tilgange i de respektive undersøgelser.20Det kan tænkes, at disse aldersmæssige og metodiske variationer mellemstudierne kan forklare noget af forskellen på resultaterne.

Vi har i det foregående afsnit set, at anbragte børn har en overforekomstaf en række fysiske diagnoser og sygdomme. De sundhedsproblemer, derfylder mest hos de anbragte børn og unge, er imidlertid psykiatriske di-agnoser, som vi skal se nærmere på i det følgende.I både Egelund et al. (2008) samt Ottosen & Christensen (2008)fremgår det af anbringelsesstedernes besvarelser, at 30 pct. af de anbragte11-12-årige har fået stillet mindst én diagnose. Blandt de ikke-anbragtejævnaldrende gælder dette for 11 pct. Diagnoserne er oftest psykiatriskediagnoser som DAMP/ADHD, psykisk udviklingshæmning mht. sprog-forståelse og begavelse samt børnepsykiatriske sygdomme, fx autisme.

20. I forbindelse med de nævnte resultater fra den danske forløbsundersøgelse var der henvist tilspørgeskemabesvarelser fra anbringelsesstederne, mens de engelske undersøgelser er baseret påhenholdsvis spørgeskemabesvarelser blandt de unge selv (Broad, 2005) og interview med børne-ne og de unge (The Residential Care Health Project Team, 2004). En indskydelse hertil er, at re-gisteroplysninger som dem, der indgår i den danske forløbsundersøgelse, alt andet lige må væreobjektivt mere pålidelige, end subjektive vurderinger af ’almindelige sygdomsperioder’, hvorforsurveybesvarelser i det hele taget må tages med dette forbehold.

Ser vi på de ikke-anbragteudsattejævnaldrende viser det sig, at noget afforskellen udlignes, idet 28 pct. af denne gruppe ifølge børnenes mødrehar fået stillet mindst én diagnose. Herved bekræftes den antagelse, atforskellen på fysiske helbredsproblemer hos henholdsvis anbragte ogikke-anbragte, men udsatte børn langt hen ad vejen udlignes, når derkontrolleres for socioøkonomiske forhold. Det er således socioøkonomi-ske forhold snarere end spørgsmålet om anbringelse eller ej, der i vidudstrækning bestemmer et barns sundhedsrisici, hvilket indikerer en visgrad af social ulighed i forhold til sundhed blandt danske børn.Egelund & Lausten (2009, under udgivelse) viser i et andet stu-die på baggrund af forløbsundersøgelsen af anbragte børn, hvor forfat-terne har analyseret registerdata, at 20 pct. af de anbragte børn i 1995-årgangen har fået stillet mindst én psykiatrisk diagnose. Resultatet vidnerom, at de psykiatriske diagnoser vejer tungest i børnenes diagnose- ogsygdomsprofil. Til sammenligning gælder det for 21 pct. af de ikke-anbragte udsatte børn fra 1995-årgangen, og blot 3 pct. af de ikke-anbragte jævnaldrende i øvrigt.Både surveydata og registeroplysninger bekræfter således, at psy-kiatriske diagnoser er hyppigst forekommende blandt anbragte børnsammenlignet med ikke-anbragte jævnaldrende. Det fremgår dog ikke afforskningen, hvorvidt diagnoserne er stillet før eller efter de respektivebørns anbringelser, og i givet fald hvor lang tid før eller efter. Dog frem-går det af forskningen, at antallet af diagnoser ikke er ændret markant iperioden fra barnet var 7 år til 11 år. Dette antyder, at børnene har diag-noserne med sig ved anbringelsen eller får diagnoserne konstateret somet led i anbringelsesproceduren eller i forbindelse med skolestart og be-søg hos skolesundhedsplejerske.Blandt andet i forbindelse med Socialministeriets KABU-projekt2002-2005 (Hansen, 2005c), er det blevet fremhævet, at anbragte børn ogunge i stigende grad har diagnoser med i bagagen, og at denne diagnose-tildeling er forbundet med et dilemma. Dilemmaet består i, at diagnosenpå den ene side afgrænser og konkretiserer problematikken omkring etbarn, der måske igennem længere tid har udvist afvigende adfærd udenforklaring, hvorved en diagnose kan være med til at gøre problematikkenomkring barnets adfærd tilgængelig. På den anden side kan diagnosenmedvirke til stigmatisering på den måde, at opmærksomheden omkringbarnets diagnose og afvigende adfærd forstærkes og fastsættes som enetikette på barnet. Og yderligere en problematik i forlængelse heraf kan

Anbragte børn har tit allerede ved fødslen en dårligere fysisk sundhedend andre. Dette vidner om, at den sociale ulighed i forhold til sundhedogså sætter sig igennem for gruppen af anbragte børn.Anbragte børn og unge lider desuden hyppigere end ikke-anbragte jævnaldrende af en række diagnosticerede fysiske sygdomme,såsom sygdomme i ører og øjne, i fordøjelsesorganer, åndedrætsorganer,nervesystemet eller infektiøse/parasitære sygdomme. Samtidig kan viimidlertid konkludere, at anbragte børn og unge ikke nødvendigvisoplevessom mere syge end andre børn på trods af diagnoserne. Forskningen erikke entydig, hvad angår spørgsmålet om, hvorvidt anbragte børn i dereshverdag forekommer mere syge end andre børn; ej heller hvad angårspørgsmålet om, hvorvidt anbragte børn hyppigere lider af mere almin-delige lidelser såsom hoste, mavesmerter, hovedpine, anormal vægt ellerandre mindre alvorlige sygdomsforløb.Derimod har vi med forskningsgennemgangen i dette afsnit på-peget, at overforekomsten af psykiatriske diagnoser hos anbragte børnog unge er stor. Det drejer sig i vid udstrækning om psykiatriske diagno-ser såsom DAMP/ADHD, psykisk udviklingshæmning og børnepsykia-triske sygdomme, fx autisme. Af en dansk registerbaseret undersøgelse(Egelund & Lausten, 2009, under udgivelse) fremgår det således, at 20pct. af anbragte 11-12-årige, mod 3 pct. af jævnaldrende ikke-anbragte,har fået stillet mindst én psykiatrisk diagnose, hvormed de psykiatriskediagnoser vejer tungest i børnenes diagnose- og sygdomsprofil.I det følgende skal vi se nærmere på anbragte børns psykiskesundhed.

Psykiske symptomer hos børn og unge måles ofte ud fra SDQ (Strenghtsand Difficulties Questionnaire). SDQ er en internationalt anerkendtstandardiseret skala, som anvendes som mål for børn og unges psykiskesundhed.21Skalaen belyser emotionelle problemer, adfærdsvanskelighe-der, hyperaktivitet, kammeratskabsproblemer og prosocial adfærd. Yder-ligere er der udviklet et samlet SDQ-mål på baggrund af de fire først-nævnte symptomer, dvs. at prosocial adfærd altså ikke indgår i det sam-lede SDQ-mål. Inden for hver problemtype skelnes der mellem, ombarnets adfærd befinder sig inden for det normale område, om dets ad-færd er uden for normalområdet, eller om det befinder sig i en midterka-tegori. Der er her tale om statistiske mål, som ikke nødvendigvis svarertil kliniske mål, idet klinisk diagnosticering kræver supplerende mål ogundersøgelser.I forbindelse med den danske forløbsundersøgelse af anbragtebørn (Egelund et al., 2008; Egelund & Lausten, 2009, under udgivelse;Ottosen & Christensen, 2008) konkluderes det, at de anbragte 11-12-årige klarer sig markant dårligere på samtlige SDQ-mål end deres ikke-anbragte jævnaldrende. Også set i forhold til sammenligningsgruppen afikke-anbragte udsatte jævnaldrende klarer de anbragte børn sig dårligere,hvad angår hyperaktivitet, adfærdsproblemer og prosocial adfærd, mensder stort set ingen forskel er på anbragte børn og udsatte ikke-anbragtebørns grad af emotionelle problemer og kammeratskabsproblemer.Navnlig er det samlede SDQ-mål bemærkelsesværdigt, idet halvdelen (50pct.) af de anbragte børn befinder sig uden for normalområdet, mens det

samme tal for de ikke-anbragte jævnaldrende er blot 5 pct., og det forsammenligningsgruppen af ikke-anbragte udsatte børn er 30 pct.I Egelund et al. (2008) påpeges det, at vanskelighederne ifølgeanbringelsesstederne i næsten alle tilfælde (96 pct.) havde stået på i mereend et år, og at godt 30 pct. af børnene var enten ret eller virkelig ulykke-lige over disse vanskeligheder. Samtidig viser undersøgelsen, at den sam-lede trivsel er stort set uændret for de anbragte børn fra de var 7-8 år ogfrem til 2007, hvor de var 11-12 år.22På grundlag af forløbsundersøgelsen af anbragte børn konklude-res det således, at anbragte 11-12-årige har det dårligere psykisk og socialtend deres ikke-anbragte jævnaldrende, også når der sammenlignes medikke-anbragte udsatte jævnaldrende, som i øvrigt antages at dele vissekarakteristika med de anbragte børn. Og samtidig konkluderes det, at derikke er sket nævneværdig udvikling i anbragte børns SDQ-mål fra de var7 år, til de var 11 år.Også de svenske anbragte børn er tilsyneladende udsatte på de-res psykiske sundhed. Andersson (2003) viser eksempelvis i et longitudi-nelt studie over 26 anbragte og tidligere anbragte unge, som er fulgt treog ni måneder efter anbringelsen, og igen 5, 10, 15, 20 og 25 år senere,23at to tredjedele af undersøgelsesgruppen oplever psykiske problemer.Problemerne omfatter indestængte aggressioner, angst, tvangstanker,frustrationer, problemer med at styre temperamentet og dårligt psykiskhelbred i det hele taget. De unge i Anderssons studie er ikke blevet testetmed SDQ-mål, hvorfor resultaterne ikke er direkte sammenlignelige medresultaterne i den danske forløbsundersøgelse.Vender vi blikket mod forskning uden for Norden, er billedetoverordnet det samme, nemlig at anbragte børn og unge er særligt udsat-te i forhold til psykiske sundhed.I Millward et al. (2006) blev samtlige anbragte børn (godt 100) ialderen 4-16 år inden for en udvalgt bydel i Skotland (West Dunbar-tonshire), deres anbringelsessteder samt børnenes skolelærere bedt om at

22. Denne analyse er naturligvis kun foretaget for den del af undersøgelsesgruppen, som både varanbragt i 2003 og 2007.23. Gennem observationer, interview og journallæsning er gruppen blevet fulgt frem til 25 år senere,uanset om barnet/den unge i mellemtiden eventuelt er blevet flyttet i familiepleje eller hjemsendtog efterfølgende er blevet udsluset i samfundet. De 26 i undersøgelsesgruppen var alle anbragtpå et udvalgt børnehjem i Sverige under en toårs-periode i starten af 1980’erne, og var mellem 0og 4 år, da undersøgelsen indledtes.

udfylde et spørgeskema omhandlende SDQ for barnet. Til studiet blevder lavet en kontrolgruppe af jævnaldrende ikke-anbragte børn, sommatcher de anbragte børn som gruppe, hvad angår køn samt socioøko-nomiske forhold. Studiet konkluderer, at anbragte børn er i langt størrerisikogruppe for at klare sig dårligt på SDQ-mål end andre børn, ogsånår der sammenlignes med kontrolgruppen. Resultatet stemmer såledesoverens med resultatet af den danske forløbsundersøgelse. Over halvde-len af de anbragte børn i Millward et al.’s undersøgelse scorede så dårligeSDQ-mål, at der er grund til at antage, at de klinisk set lider af psykiskesundhedsproblemer. Børnene var langt mere tilbøjelige end andre til athave symptomer på både adfærdsvanskeligheder, hyperaktivitet, emotio-nelle problemer (depression og nervøsitet især) samt problemer medrelationer til jævnaldrende. Særligt udtalt var problemerne med prosocialadfærd samt hyperaktivitet.I en undersøgelse fra Nordirland har Teggart & Menary (2005)indsamlet spørgeskemabesvarelser fra anbringelsesstederne til 64 anbrag-te børn og unge (4-16 år), samt spørgeskemabesvarelser fra de 33 an-bragte børn og unge, der var mindst 11 år gamle (11-16 år). Undersøgel-sen omhandler SDQ-mål, og resultaterne sammenlignes med resultaterfor børn og unge i Nordirland generelt. Det fremgår af undersøgelsen, atde anbragte børn langt oftere end andre børn ligger uden for normalom-rådet samlet set (det gælder 47 pct. mod 10 pct. af de ikke-anbragte børn)og på de enkelte SDQ-mål herunder. Mest udbredt lider de anbragtebørn uanset alder af adfærdsproblemer samt hyperaktivitet.I en engelsk undersøgelse af Ford (2007) baseret på oplysningerom 1.453 anbragte børn fra England, Wales og Skotland dokumenteresligeledes anbragte børns psykiske udsathed. Oplysningerne om de an-bragte børn sammenlignes i undersøgelsen med tilsvarende oplysningerom 10.428 ikke-anbragte børn fra samme geografiske områder, og ud afde ikke-anbragte børn er yderligere konstrueret en sammenligningsgrup-pe bestående af 761 ikke-anbragte børn fra mindre privilegerede ellerudsatte familier.Fords undersøgelse viser, at de anbragte børn oftere lider afblandt andet depression, nervøsitet, fobier, autisme og post-traumatiskstress. Forskellen mellem anbragte og ikke-anbragte børn er dog mestudtalt, hvad angår omfanget af adfærdsvanskeligheder. Mens 39 pct. afde anbragte børn ifølge undersøgelsen døjer med adfærdsvanskeligheder,

Flere studier viser, at ikke alle anbragte børn og unge er lige udsatte medhensyn til psykisk helbred og trivsel. Dels konkluderer nogle undersøgel-ser, at drenge har en dårligere psykisk sundhed end piger, blandt andetmålt ved SDQ-skalen og mentale sundhedsproblemer i øvrigt (Egelundet al., 2008; Kjeldsberg & Nygren, 2004; Kristofersen, 2005). Andre un-dersøgelser konkluderer, at institutionsanbragte børn er mere udsattepsykisk end andre anbragte børn, hvilket imidlertid kan forklares ved, atstørstedelen af anbragte børn på institutioner er drenge, dvs. at det erkønsforskellen og ikke forskellen i placeringsform, der slår ud (Ford,2007). Endelig er der undersøgelser, der peger på, at stabilitet i anbringel-sesforløbet er afgørende for anbragte børn og unges psykiske sundhed.Undersøgelserne understreger det skadelige ved konstant afbrudte til-knytninger til voksne (Stanley, 2007; Andersson & Kronvall, 2007; Beck,2006; Stanley, Riordan & Alaszewski, 2005).RISIKOBETONET ADFÆRD

Forskellige former for risikobetonet adfærd præger mange af de anbragtebørn og unges hverdag, hvilket afspejles direkte i den fysiske og psykiskesundhedstilstand.I forbindelse med den danske forløbsundersøgelse af anbragtebørn (Egelund et al., 2008) konstateres det, at dobbelt så mange 11-12-årge anbragte børn som jævnaldrende ikke-anbragte børn har prøvet atdrikke mere end én genstand mindst én gang. Sammenlignes der med deikke-anbragte udsatte 11-12-årige udlignes forskellen. Ligeledes har langtflere anbragte end ikke-anbragte børn prøvet at ryge. Her udlignes for-skellen ikke helt, når der sammenlignes med sammenligningsgruppen afikke-anbragte udsatte børn.Vinnerljung et al. (2006) har undersøgt risikoen for indlæggelsepå sygehus som følge af selvmordsforsøg blandt svenske anbragte unge

(13-27 år). Undersøgelsesgruppen bestod af godt 22.000 unge, som harværet anbragt uden for hjemmet før teenageårene, mens sammenlig-ningsgruppen udgjorde 955.000, som ikke har været anbragt eller først erblevet anbragt efter deres 13. år. Undersøgelsen viser, at risikoen for atblive indlagt med selvmordsforsøg er 4-5 gange højere for anbragte ogtidligere anbragte unge.25En tilsvarende konklusion om overhyppighed af selvmordblandt anbragte og tidligere anbragte unge fremstilles i et andet studie afsamme forfattere (Hjern et al., 2009). Også dette studie baserer sig påsvenske registerdata. Mens studiet fra 2006 viser, at unge, der har væretanbragt uden for hjemmet har dobbelt så høj risiko for selvmordsforsøgsom unge, der har levet i en adoptivfamilie, så viser studiet fra 2009, atlangtidsanbragte børn har større risiko for at gennemføre selvmord endandre anbragte børn. Desuden er gruppen af langtidsanbragte børn mereudsatte for andre former for dødsfald, fx naturlige dødsfald eller dødsom følge af vold eller misbrug. Således var der 2.170 dødsfald, svarendetil 26/10.000, i ’normalpopulationen’ blandt udvalgte kohorter, mens dervar 52 svarende til 89/10.000 blandt gruppen af langtidsanbragte børn ogunge i samme udvalgte kohorter. Dødsfald grundet sjældnere sygdommeog genetiske afvigelser var desuden fem gange så hyppig blandt anbragtebørn og unge end blandt andre børn og unge.26Også et norsk studie (Kristofersen, 2005) kommer frem til denkonklusion, at der er en væsentlig højere selvmordsdødelighed blandtanbragte og tidligere anbragte børn og unge, sammenlignet med ikke-anbragte jævnaldrende. Ifølge Kristofersen gælder det således, at 16 ud af10.000 anbragte børn og unge i løbet af et år døde af selvmord, mens detsamme tal for børnepopulationen i øvrigt var 2 ud af 10.000.Af andre nordiske studier omhandlende anbragte børn og ungesrisikobetonede adfærd kan nævnes Anderssons (2003) longitudinellestudie, som viser tydelige tegn på risikobetonet adfærd. Det gældermanglende beskyttelse ved samleje, eksperimenteren med stoffer, risiko-

betonet adfærd i trafikken og selvmordsforsøg blandt andet ved at hængesig, skære sig eller sniffe butangas. Nogle af de unge beretter om erfarin-ger med terapeuter, der har opgivet dem som patienter, fordi de var forvanskelige, og om urealistiske krav fra deres plejeforældre. Flere af deunge nævner, at de har savnet en at snakke med om deres risikobetonedeadfærd.Ser vi på engelsk forskning har en undersøgelse af Beck (2006)vist, at 27 pct. af de anbragte unge (11-18 år) tilkendegiver at have skadetsig selv inden for de seneste seks måneder. Unge, der har oplevet mangeflytninger, er langt mere tilbøjelige til at skade sig selv end andre unge, ogde har samtidig en dårligere kontakt med sundhedssystemet end andreanbragte unge.Også en anden engelsk undersøgelse vidner om risikobetonetadfærd blandt anbragte unge (The Residential Care Health Project Team,2004). Blandt unge på ungdomsinstitutioner tilkendegiver 67 pct., at deryger cigaretter, 87 pct. drikker alkohol og 61 pct. tilkendegav at forbrugeandre stoffer.

Afsnittet om psykisk sundhed har vist, at anbragte børn klarer sig mar-kant dårligere på samtlige SDQ-mål end deres ikke-anbragte jævnaldren-de. Især hyperaktivitet og adfærdsproblemer vejer tungt hos de anbragtebørn. Sammenlignes de anbragte børn med ikke-anbragte udsatte jævn-aldrende, som de deler en række socioøkonomiske baggrundsforholdmed, udlignes forskellene på SDQ-målene en del, men langt fra helt.Forskningsresultaterne indikerer desuden, at der ikke sker nogen nævne-værdig udvikling i anbragte børns SDQ-mål i løbet af børnenes anbrin-gelse.Ikke alle undersøgelser opererer med SDQ-skalaen, men beskri-ver derimod børns psykiske sundhedsproblemer med ord som angst,tvangstanker, depression, nervøsitet, fobier, problemer med at styre tem-peramentet og dårligt psykisk helbred i det hele taget. Flere studier viserdesuden, at anbragte drenge har en dårligere psykisk sundhed end an-bragte piger, og at stabilitet i anbringelsesforløbet er afgørende for, atanbragte børn og unge kan opnå en god psykisk sundhed.Som en del af den psykiske sundhed blev også risikobetonet ad-færd behandlet i afsnittet. Det blev konkluderet, at anbragte børn i højeregrad end andre børn eksperimenterer med alkohol, rygning og stoffer i

Børn og unges eget syn på deres sundhed behandles i nogle få undersø-gelser – og de undersøgelser, der findes, giver ikke et entydigt resultat iforhold til spørgsmålet om, hvorvidt de anbragte børn og unge vurdererderes situation anderledes end voksne omkring dem.I forbindelse med den danske forløbsundersøgelse af anbragtebørn (Egelund et al., 2008; Ottosen & Christensen, 2008) vurderer de11-12-årige anbragte børn generelt eget fysiske helbred som ’virkeliggodt’ eller ’godt’, hvilket stemmer overens med den vurdering ikke-anbragte jævnaldrende har af eget helbred. Dog angiver flere anbragtebørn end ikke-anbragte børn, at have dårlig trivsel og mindre grad aftilfredshed med livet. Sammenlignet med anbringelsesstedernes besvarel-ser om børnenes helbred og trivsel, er børnene selv imidlertid stadiglangt mere optimistiske.27Et lidt andet resultat vedrørende børnenes syn på eget helbredfindes i en svensk spørgeskemaundersøgelse (Andersson & Kronvall,2007) blandt 47 anbragte børn og unge. Her vurderer de unge selv, isærpigerne, i højere grad end deres plejefamilieforældre og lærere, at de er irisikogruppe på en række psykiske sundhedsmål.Et irsk studie (Whyte & Campbell, 2008) omhandlende SDQhos anbragte børn underbygger derimod resultaterne i den danske for-løbsundersøgelse om, at børnene selv vurderer eget helbred bedre endderes anbringelsessteder og lærere – og bedre end den sygdomsprofil,som registeroplysninger afslører.28Ligeledes viser et engelsk studie afTeggart & Menary (2005) stort set samme konklusion. Her vurderer 10pct. af de anbragte børn sig selv til at ligge uden for normalområdet pådet samlede SDQ-mål, mens 30 pct. af børnenes lærere deler denne vur-

dering. De anbragte børns egne SDQ-vurderinger afviger desuden ikkevæsentligt fra ikke-anbragte jævnaldrendes vurderinger.Beck (2006) når imidlertid frem til samme konklusion som An-dersson & Kronvall, nemlig at anbragte børn vurderer sig selv forholds-vist negativt. Beck viser i sit studie blandt 11-18-årige anbragte unge, atde unge selv vurderer deres problemer værre end de voksne omkringdem, og at 59 pct. af de unge i undersøgelsen giver udtryk for, at deressagsbehandler ikke er klar over deres emotionelle og adfærdsmæssigeproblemer.I et skotsk, kvalitativt studie af Blower et al. (2004), hvor 48 7-17-årige blev interviewet,29fortæller børnene og de unge om, hvordan deofte savner en at tale med om deres problemer, og om dilemmaer i for-hold til tillid. Børnene udtrykker det vanskelige i, at finde balancen mel-lem at betro sig nok til sine plejeforældre/institutionspædagoger til, at dekan hjælpe med deres behov, og samtidig ikke fortælle for meget til, atdet kan påvirke deres anbringelse dårligt eller stemple dem yderligere.Børnene oplevede kun delvist at have mulighed for at påvirke egen livssi-tuation, idet autoriteter og myndigheder omkring dem ofte bestemteuden deres indflydelse.Samme dilemma omkring tillid til voksne og ønsket om større’self-agency’ fremgår af et andet engelsk studie (Stanley, 2007) blandt 149anbragte børn og unge, hvor det samtidig påpeges, at hyppige vagtskiftblandt pædagogerne på de unges bosted medfører krav om konstantomstillingsparathed og tilpasning, hvilket kan være belastende psykisk.Også disse børn og unge forklarer, at de ofte ikke får talt om deres pro-blemer af frygt for, at det vil blive ’brugt imod dem’.

Cederblad (2005) påpeger, at der hersker problemer i samarbej-det mellem sundheds- og socialvæsen i forhold til psykisk syge og bela-stede unge, at ansvarsfordelingen er tvetydig, og at omsorgen for disseunges sundhed er mangelfuld.Ansvarlighed i forhold til anbragte børn og unges sundhedhandler også om at sørge for forebyggelse. I flere undersøgelser (Vinnerl-jung et al., 2006; Vinnerljung, 2006; Blower, 2004) efterlyses bedre fore-byggelse af sundhedsproblemer hos anbragte børn og unge, herunderobligatoriske somatiske og psykiske undersøgelser samt nemmere adgangtil kontrol og opfølgning.Også inden for engelsk forskning (Hill & Watkins, 2003)omtalesansvarlighed i forhold til anbragte børn og unges sundhed som et poten-tielt problem, idet der kan herske uklarhed om ansvarsplaceringen ogopstå kommunikationsproblemer. Det er følgelig vigtigt, påpeger forfat-terne, at de sundhedsmæssige mål og handlingsplaner bliver nedfældet påskrift. Hill & Watkins peger endvidere på, i tråd med de præsenteredenordiske studier, at der er behov for at effektivisere sundhedsindsatserneover for anbragte børn og unge og orientere de lovbestemte sundheds-undersøgelser mere mod forebyggelse frem for udelukkende som syg-domsscreening (diagnosticering). Ifølge forfatterne bør sundhedsunder-søgelser og forebyggelsesfaktorer være en integreret og komplimenteren-de del af de lokale myndigheders varetagelse og sagsbehandling af bar-nets anbringelsesforløb.Beck (2006) understreger, at sundhedsforebyggelse ikke kunhandler om lægeundersøgelser og kontroller, men at andre forhold somfritidsinteresser, nære relationer, sociale netværk, at føle en grad af uaf-hængighed og have et grundlæggende selvværd samt en vis evne til egen-omsorg alt sammen er afgørende. Det handler altså om, at samtænkesundheden hos det enkelte barn med barnets hverdagsliv, herunder selveanbringelsen.I en engelsk undersøgelse (Rodrigues, 2004) påpeges det, at obli-gatoriske og nødvendige supplerende lægeundersøgelser blandt anbragtebørn og unge for sjældent finder sted. Blandt 136 anbragte børn og ungei Rodrigues’ undersøgelse har mindst en tredjedel ikke været igennem delovpligtige undersøgelser ifølge deres journaler. Samme konklusionkommer Fleming et al. (2005) frem til, idet de via interview med irskeanbragte unge identificerer en lav grad af deltagelse i lovbestemte læge-

Forskningsresultaterne vedrørende anbragte børns fysiske og psykiskehelbredsforhold er præget af en vis tvetydighed: På den ene side fastslårflere undersøgelser, at anbragte børn langt oftere lider af både fysiske ogpsykiske helbredsproblemer sammenlignet med ikke-anbragte jævnald-rende. På den anden side er der også forskning, der peger i retning af, atdisse forskelle kan forklares ved forskelle i forældrebaggrund og socio-økonomiske forhold, alder og køn, og at sundheds- og helbredsforskellesåledes ikke har at gøre med anbringelsen. En forsigtig konklusion vilvære, at forklaringen findes midt imellem. Derervisse forskelle på hen-holdsvis anbragte og ikke-anbragte børn og unges sundhed og helbred,og uanset hvad der har foranlediget forskellene, bør de bemærkes ogtages hånd om.Hvad angårfysisk helbred og forekomsten af diagnoserhos anbragtebørn og unge kan vi på baggrund af forskningsgennemgangen konklude-re følgende:–Anbragte børn har ofte allerede fra fødslen af en dårligere fysisksundhed end andre, idet børnene hyppigere fødes med perinatalesygdomme, misdannelser eller kromosomanomalier.Anbragte børn lider hyppigere end ikke-anbragte jævnaldrende af enrække diagnosticerede fysiske sygdomme i blandt andet ører og øjne,fordøjelses- og åndedrætsorganer samt nervesystemet.Trods detteoplevesanbragte børn ikke nødvendigvis som mere sygeend andre børn, hvad angår mere almindelige sygdomsforløb.Forskningen er ikke entydig, hvad angår spørgsmålet om, hvorvidtanbragte børn i deres hverdag forekommer mere syge end andrebørn.

Psykiatriske diagnoser som DAMP/ADHD, psykisk udviklings-hæmning og børnepsykiatriske sygdomme vejer ifølge surveydatatungest i børnenes diagnose- og sygdomsprofil. Langt flere anbragtebørn end ikke-anbragte børn har fået stillet mindst én psykiatrisk di-agnose.Antallet af diagnoser ændrer sig ikke bemærkelsesværdigt i løbet afanbringelsen.Det skal bemærkes, at forskellene på anbragte og ikke-anbragtebørns sundhed i vid udstrækning udlignes, når der kontrolleres forsocioøkonomiske baggrundsforhold. Det betyder, at både anbragtebørn, men også andre udsatte ikke-anbragte børns sundhed, er truet,hvilket bør indgå i planlægningen af børnenes fremtid.

Hvad angårpsykisk ikke-diagnosticeret sundhed og trivselkan det opsamlendekonkluderes, at:–Anbragte børn klarer sig markant dårligere på SDQ-skalaen endderes ikke-anbragte jævnaldrende. Ved kontrol for socioøkonomiskebaggrundsforhold reduceres nogle af forskellene, men anbragte børnhar blandt andet stadig flere adfærdsproblemer og problemer medhyperaktivitet end sammenligningsgruppen af ikke-anbragte udsattejævnaldrende.Der findes ikke forskningsmæssige belæg for, at børnenes SDQ-målforbedres i løbet af deres anbringelse.Flere studier viser, at anbragte børn og unge ikke er lige udsatte,hvad angår deres psykiske helbred og trivsel. Drenge er mere udsatteend piger, og børn, der er anbragt på grund af ’egne problemer’ somfx adfærds- eller sygdomsproblemer, er mere udsatte end børn, derer anbragt på grund af problemer hos forældrene. Desuden er derindikationer af, at stabilitet i anbringelsen giver bedre vilkår for psy-kiske sundhed end ustabile forløb defineret ved mange skift.Risikobetonet adfærd præger mange af de anbragte unges hverdag ogskader deres fysiske og psykiske sundhed. Blandt andet er risikoenfor at blive indlagt med selvmordsforsøg 4-5 gange højere for an-bragte og tidligere anbragte unge end for andre unge.Også dødsfald som følge af vold eller misbrug er fem gange så hyp-pigt forekommende blandt anbragte børn og unge end blandt andrebørn og unge.

Kapitlet har samlet set vist, at børn typisk har sundhedsproblemer medsig ind i anbringelsen, og at der derudover opstår lidelser undervejs ibørnenes anbringelsesforløb. Det kan være lidelser, der hele tiden hareksisteret, men ikke er blevet opdaget førend i forbindelse med barnetsanbringelse eller skolestart, eller det kan være nye lidelser, barnet harpådraget sig. Generelt forbliver sundhedsproblemerne markante underanbringelsen, og fraværet af en ønsket positiv udvikling betyder altså, atanbringelsen ikke formår at kompensere for børnenes sundhedsproble-mer.Kapitlet har ligeledes vist, at ikke kun anbragte børn, men ogsåbørn fra udsatte familier har alvorlige sundhedsmæssige problemer, derbør tages hånd om. Dette vidner om en generel ulighed i sundhed i sam-fundet, som sætter børn af ressourcesvage familier i en særligt vanskeligtog udsat position.

Et vellykket skole- og uddannelsesforløb er i vores samfund den bedsteadgangsbillet til selvforsørgelse, til en økonomisk sikret tilværelse og tilen vis anerkendelse i samfundet. Skolen danner på mange måder gro-bund for børn og unges fremtid, hvorfor vi som samfund må gøre alt forat give alle børn optimale muligheder for et vellykket skoleforløb. Ensærligt udsat gruppe i skolesystemet er børn, der er anbragt uden forhjemmet. Mange børn i plejefamilier og på døgninstitutioner har et tem-melig problematisk skoleforløb, hvilket megen aktuel forskning har søgtat indkredse en dybere forståelse for. Siden 2003 er der publiceret en heldel nordisk og engelsk forskning om anbragte børns skolegang, som i detfølgende vil blive gennemgået. Først skal vi imidlertid rette blikket modresultaterne fra forskningsoversigten i 2003.

ningen af støtte til skolegang og indlæring, men i højere grad lagde vægtpå børnenes psykiske konflikter. Man havde tilsyneladende en tradition iforvaltningerne for at se børnenes problemer i en slags rangordning,hvor psykiske skader ansås for de alvorligste og dem, der først og frem-mest skulle gøres noget ved. Derved kom man til at undervurdere denafgørende betydning, det havde for børnenes fremtid, at de lærte at læseog skrive og regne. Og man undervurderede, at en god skolegang kunnevære en indgang til at kompensere for nogle af de andre problemer, bar-net måtte have at slås med.Anbringelsesstederne var heller ikke altid opmærksomme på, atindlæring er en strategisk vigtig faktor for børnenes udvikling og frem-tidschancer. Anbringelsesstederne var tilbøjelige til at fokusere på udvik-ling af sociale færdigheder frem for indlæring af skolekundskaber.Vi konkluderede, at de anbragte børns dårlige skolepræstation ogden manglende opmærksomhed herpå var problematisk af flere grunde.En ordentlig skolegang er adgangsbilletten til næsten samtlige socialegoder i voksenlivet: uddannelse, arbejde, en acceptabel økonomi m.m. Påalle disse punkter adskiller den tidligere anbragte gruppe sig negativt fraandre unge voksne.Enkelte undersøgelser tydede endog på, at en god skolegangkunne være den centrale faktor, der satte en positiv spiral i gang for detanbragte barn, gode skoleerfaringer kunne så at sige være vendepunktet ien ugunstig udvikling.

Skolen er arena for læring af faglige emner, men også af regler for socialerelationer, både mellem elever og lærere og mellem eleverne indbyrdes. Idet følgende vil forskningsresultater i perioden 2003-2008 vedrørendeanbragte børns faglighed samt sociale og trivselsmæssige forhold blivepræsenteret, ligesom også andre relevante perspektiver på skolegangsåsom anvendelse af normal- kontra specialsystemet og forældre og lære-res roller vil blive rejst. Indledningsvist gennemgår vi undersøgelser, derdokumenterer og problematiserer faktuel viden om, hvor de anbragtebørn og unge går i skole, og hvilken slags undervisning de modtager.

En væsentlig del af de anbragte børn og unge i Danmark modtager spe-cialundervisning på en almindelig folkeskole eller modtager undervisningpå en form for specialskole, frem for at være en del af normalsystemet.Dette kan ifølge flere undersøgelser være problematisk, idet børnenederved (for)bliver outsidere. I det følgende præsenteres forskningspubli-kationer omhandlende benyttelsen af henholdsvis specialskoler og speci-alundervisning, og hvilken betydning det kan have for de anbragte børn.På baggrund af den danske forløbsundersøgelse af anbragtebørn fra 1995-kohorten (Egelund et al., 2008; Ottosen & Christensen2008) kan vi konstatere, at der er betydelige forskelle mellem anbragte ogikke-anbragte børn i 11-12 års alderen med hensyn til, hvor de findes iskolesystemet, og hvordan de klarer sig i skolen fagligt set. Der er ogsåforskel på de anbragte børn og en gruppe af udsatte børn, som ikke eranbragt. Hvad angår undervisningsform viser undersøgelsen følgende:–Almindelig undervisning:Knap halvdelen (46 pct.) af de anbragte børnmodtog almindelig undervisning på en folkeskole, privat- eller fri-skole, mens samme andel for de ikke-anbragte børn var 87 pct.Blandt de ikke-anbragte udsatte børn gjaldt det for 62 pct.Specialundervisning:23 pct. af de anbragte børn modtager fuld ellerdelvis specialundervisning på en folkeskole, hvilket gælder lidt flereaf de ikke-anbragte udsatte børn i sammenligningsgruppen (36 pct.)og kun få af de ikke-anbragte børn i øvrigt (12 pct.).Vidtgående specialundervisning:28 pct. af de anbragte børn modtagerspecialundervisning på interne skoler (på anbringelsesstedet) eller påspecialskoler, hvilket kun gælder for en meget lille del af de øvrigegrupper (1 pct. i begge sammenligningsgrupper af ikke-anbragtebørn).

Barnets adfærd:Sandsynligheden for at modtage almindelig undervis-ning er mindre for børn, der er blevet anbragt på grund af adfærds-problemer frem for andre problemer.Barnets helbred:Børn med helbredsproblemer modtager oftere speci-alundervisning frem for almindelig undervisning.SDQ:Sandsynligheden for at modtage almindelig undervisning ermindre for børn, der ligger uden for normalområdet på SDQ-skalaen.Anbringelsesform:Ikke overraskende modtager børn på døgninstitutio-ner oftere specialundervisning end andre anbragte børn, hvilketimidlertid hænger sammen med, at døgninstitutionerne ofte har de-res egne interne skoler, men det kan også samtidig være børnenesproblemer, der har ført til placering på en institution med intern sko-le.

Målt på klassetrin halter de anbragte børn i forløbsundersøgelsen ligele-des bagefter, idet en stor del af de anbragte børn går på et lavere klasse-trin, end deres alder tilskriver. Som 11-12-årige bør børnene normalt gå i5. klasse. Blandt de anbragte børn gælder det, at 3 pct. går i 3. klasse ellerderunder, 41 pct. går i 4. klasse, og 57 pct. går i 5. klasse eller derover.Nogenlunde samme fordeling ser vi hos de ikke-anbragte udsatte børn isammenligningsgruppen, mens de ikke-anbragte børn i øvrigt fordeler sigmed kun 23 pct. i 4. klasse og langt de fleste, nemlig 77 pct., i 5. klasseeller derover.Den danske forløbsundersøgelse viser således samlet set, at deanbragte børn faglig set er bagud i forhold til deres jævnaldrende, og atde i stor udstrækning modtager undervisning uden for normalsystemet –i specialklasser og eventuelt specialskoler.Perthou et al. (2008) har i en dansk kvalitativ undersøgelse base-ret på interview med forskellige personalegrupper på otte anbringelses-steder for børn og unge beskrevet de forskellige anbringelsesstedersmuligheder for at integrere børnene i normalsystemet. Forfatterne kon-kluderer, at der er stor forskel på anbringelsesstedernes muligheder for atintegrere børnene i normalsystemet, alt efter hvilken tilgang de har tilbørnene og børnenes problemer. Anbringelsessteder, der fokuserer på,hvad barnet har brug for for at kunne mestre sit fremtidige liv, har bedremuligheder for at integrere børnene i normalsystemet end anbringelses-steder, der i højere grad fokuserer på barnets problemer.

I en anden dansk undersøgelse af Hansen (2005a), baseret påhenholdsvis deltagerobservation, interview med 27 børn og unge samt tocasestudier, konkluderes det, at det er muligt at øge andelen af anbragtebørn i normalsystemet. Men det kræver en målrettet indsats. Hvis derikke tages initiativ til at skabe en sammenhæng mellem det sociale systemog skolesystemet, kan adskillelsen af de to dele medføre, at systemetforstærker den udsatte position, som det anbragte barn befinder sig i. Atsamtænke det sociale system og skolesystemet kræver samtidig en indsatsfra lærerne i skolen, der må støtte op om barnet i forhold til at skaberelationer til andre. Hansen konkluderer, at det set ud fra et børneper-spektiv er karakteren af de relationer, de indgår i, som er helt afgørendefor, om børnene kan opnå succes med at befinde sig i normalsystemet.Casestudierne i undersøgelsen viser, at det gennem en målrettetog relativ kortvarig indsats kan lade sig gøre at øge rummeligheden inormalsystemet så meget, at de anbragte børn kommer til at opleve sigselv som en del af det sociale fællesskab i en normalskoleklasse.Børnene får plads i både specialdelen af skolesystemet og i nor-maldelen. Undersøgelsen peger på, at en af de faktorer, der har betydningfor om barnet får plads det ene eller andet sted, er sammenhængen mel-lem børnenes faglige og sociale evner. Især gode faglige evner banervejen, men hvis de sociale evner er meget svage, er det ikke tilstrækkeligt,men omvendt forekommer det også, at børn med svage faglige evner fårplads i normalsystemet, såfremt de socialt er kompetente. Et godt udvik-let samarbejde mellem anbringelsessted og skole kan desuden være ind-gangen til normalsystemet for et barn.INTERNE OG EKSTERNE SKOLER FOR ANBRAGTE BØRNPÅ DØGNINSTITUTIONER

Anvendelsen af interne og eksterne skoler for anbragte børn på døgnin-stitutioner har været genstand for analyse i nogle ganske få undersøgelsersiden 2003.Hansen (2005a) påpeger, at der ligger en særlig udfordring i atanvende folkeskolens fysiske rammer i højere grad, end det aktuelt ertilfældet. Mange anbragte børn går i en intern skole på anbringelsesste-det, og stedet må ofte selv bruge mange ressourcer på at få det til at fun-gere, hvis de vælger at sende barnet i en ekstern skole. På de interneskoler er det vigtigt at få skolegangen til at fungere som et særskilt ele-ment i børnenes hverdag, hvilket typisk gøres ved, at der er almindelige

fag på skemaet, mødetider og frikvarterer, der skal overholdes, og i dethele taget følges så vidt muligt et regelsæt, der ligner en almindelig folke-skole.Bryderup & Andsager (2006) har udarbejdet en undersøgelseomhandlende to døgninstitutioner samt en kommunal skole med særligetilbud. Oplysninger om målgruppe, fysiske rammer, pædagogiske meto-der mv. er blevet indhentet fra institutionerne, og i alt 28 interview medansatte og unge på de tre institutioner er gennemført. Desuden er 33børn og unge på institutionerne blevet bedt om at skrive ’fristile’ omderes oplevelse af at bo på institution og om deres hverdag bredere set.På den ene døgninstitution modtager børnene undervisning påen intern skole, mens børnene på den anden døgninstitution modtagerekstern undervisning på en nærliggende skole. Den interne og eksterneskole for de anbragte børn sammenlignes, og det konkluderes, at skoler-ne ligner hinanden på en række punkter: den fysiske indretning følger påbegge skoler samme principper som på en almindelig skole, og ligeledesopererer begge skoler med klasser, timer, frikvarterer mv. Men skolerneadskiller sig samtidig fra hinanden, fx i deres anvendelse af individuelundervisning, som anvendes hyppigere på den interne skole sammenlig-net med den eksterne skole. Desuden viste undersøgelsen, at skolerneadskiller sig i deres vægtning af undervisningens formål. På både de in-terne og eksterne institutioner lægges der vægt på et bredt undervis-ningsbegreb, forstået således, at også sociale og personlige kompetencer,udover de faglige, er i fokus i undervisningen. Men på den interne skoleblev der lagt særligt vægt på udviklingen af personlige og sociale kompe-tencer hos børnene, eksempelvis i forhold til at begå sig og koncentreresig i større gruppesammenhænge, og i lidt mindre omfang vægt på fagligekompetencer, sammenlignet med den eksterne skole.OPSAMLING

dog vist sig, at et godt udviklet samarbejde mellem anbringelsessted ogskole kan være indgangen til normalsystemet for det anbragte barn.Ser vi særskilt på døgninstitutionsanbragte børn går mange afdisse i en intern skole på anbringelsesstedet. Ved at sammenligne interneog eksterne skoler viser det sig, at begge skoleformer opererer med klas-ser, timer, frikvarterer mv., mens skolerne adskiller sig i deres anvendelseaf individuel undervisning, som anvendes hyppigere på den interne skole.Samtidig lægger den interne skole større vægt på udviklingen af personli-ge og sociale kompetencer hos børnene, og i lidt mindre omfang vægt påfaglige kompetencer, sammenlignet med den eksterne skole. Samlet setmå det konkluderes, at børnene langt hen ad vejen er bedst stillede, så-fremt de opnår integration i normalskolesystemet.Vi har ikke fundet forskningspublikationer fra hverken Sverige,Norge eller England, som specifikt omhandler problematikken omkringanbragte børns (manglende) deltagelse i normalskolesystemet. I afsnittetnedenfor om anbragte børns faglighed vil der imidlertid blive præsenteretadskillige nordiske og engelske forskningsundersøgelser.

Som det også fremgik af forskningsoversigten i 2003, er det en forsk-ningsmæssig veldokumenteret problematik, at anbragte børn fagligt setklarer sig dårligere end ikke-anbragte børn i skolen. Det gælder på demindre klassetrin i forhold til basale læse-, stave- og regnefærdigheder,men også senere i uddannelsessystemet på gymnasiale og videregåendeuddannelser, hvor (tidligere) anbragte børn er dårligt repræsenterede.Konklusionen går igen i både nordisk og engelsk forskning i perioden2003-2008, hvilket vi skal se nærmere på i det følgende.Af den danske forløbsundersøgelse af anbragte børn (Egelund etal., 2008; Ottosen & Christensen, 2008) fremgår det, at de anbragte børnklarer sig dårligere fagligt i skolen end deres ikke-anbragte jævnaldrende.Anbringelsesstederne blev i forbindelse med undersøgelsen bedt om atbeskrive, hvilket indlæringsniveau barnet svarer til klassetrinsmæssigt, ogheraf viser det sig, at de anbragte børn indlæringsmæssigt ligger langtdårligere end børn i normalbefolkningen.Ser vi på færdigheder i fag som matematik, dansk, natur & tek-nik samt engelsk viser forløbsundersøgelsen af anbragte børn, at børnenesamlet set klarer sig markant dårligere end ikke-anbragte jævnaldrende.

Sammenlignes besvarelser fra henholdsvis anbringelsesstederne til deanbragte børn og mødrene til de ikke-anbragte børn er der således underhalvt så mange af de anbragte børn, der ’i høj grad’ kan følge med idansk (30 pct. mod 67 pct.). Tilsvarende er det et mindretal af de anbrag-te børn, der ’i høj grad’ kan følge med i matematik (26 pct. mod 61 pct.).Fordelt på anbringelsesform viser det sig, at det igen især er de døgninsti-tutionsanbragte børn, der har vanskeligheder på de forskellige fagområ-der, ligesom børn med helbredsproblemer og anormale SDQ-mål halterbagud.I en norsk undersøgelse af Havik (2005) baseret på interviewmed 109 anbragte børn, som er blevet fulgt over en årrække, konklude-res det, at de fleste af de interviewede børn (75 pct.) syntes, at de klaredeskolefagene omtrent lige så godt som deres klassekammerater eller enddalidt bedre. Nogle få syntes, at de klarede sig meget bedre end de andre iklassen, hvilket de tydeligvis var glade og stolte over. Men hvert fjerdebarn mente samtidig, at de klarede sig dårligere end de andre i klassen, ogmange af disse (10 pct. af undersøgelsesgruppen) syntes de klarede sigmeget dårligere. Nogle af disse børn forklarede deres oplevede mangel-fuldhed med, at der var særlige fag, de havde problemer med, eller at denæsten ikke havde været i skole eller lige var flyttet til skolen. Nogle varfortrøstningsfulde og ikke så hårde mod sig selv omkring deres dårligeskolepræstationer, mens andre var fortvivlede.Hvert femte barn syntes, at det var vanskeligt at overholde sko-lens regler, enten fordi de var for stramme, eller fordi de oplevede reg-lerne som tvetydige – den ene dag var reglerne på én måde, den andendag på en anden måde. Børnenes udsagn kunne tyde på, at de har van-skeligt ved at forvalte fleksible regler og i det hele taget at indordne sigefter regelsæt.Vinnerljung (2006) har på baggrund af svenske registerdata overudvalgte kohorter (født 1971-1986) sammenlignet anbragte børn medikke-anbragte børn fra samme årgange. Forskellige baggrundsfaktorersåsom køn og forældres socioøkonomiske status holdes konstant.Undersøgelsen viser, at børn i samme aldersgruppe, der alle harmødre med lav uddannelse (højst 9. klasse), adskiller sig i forhold til egetuddannelsesniveau alt afhængig af, om de har været anbragt uden forhjemmet eller ej. Således har børn og unge, der har været anbragt udenfor hjemmet, 2-4 gange større risiko end andre for selv at blive lavt ud-dannet, hvis deres mor er lavt uddannet. Ved at kortlægge en række år-

ganges (personer født i 1972-1979) skole- og uddannelsesmæssige situa-tion og holde det op imod, om de har været anbragt eller ej, viser det sig,at chancerne for at opnå en gymnasial uddannelse er langt lavere hosunge, der har været anbragt, end hos andre unge. For de tidligere anbrag-te unge er det i 20-27-årsalderen langt hyppigere, at de alene har gennem-ført, hvad der svarer til 9. klasse.Vinnerljung (ibid) viser desuden, at anbragte børn langt oftereend andre børn ender med at blive teenage-forældre, hvilket kan have enindflydelse på deres (lave) uddannelsesniveau. Teenageforældreskab gørsig især gældende for pigerne og især for de unge, der er blevet anbragt,efter de er fyldt 13 år.Vinnerljung, Öman & Gunnarson (2005) undersøger uddannel-sesniveau for tidligere anbragte børn, sammenholdt med 1) uddannelses-niveau for deres respektive forældre, og 2) længde på samt form for an-bringelse i barndoms- og ungdomsårene. Artiklen er baseret på svenskeregisteroplysninger om knap 800.000 svenskfødte børn i otte kohorter –heraf 31.355 tidligere anbragte og 744.425 ikke-anbragte som sammen-ligningsgruppe. Der er anvendt logistisk regression og odds ratios i ana-lyserne. I artiklen opererer forfatterne med følgende undergrupper:1.Kort anbringelseuden for hjemmet, dvs. under 5 år, som barn.2.Kort anbringelseuden for hjemmet som 13-17-årig.3.Lang stabil anbringelseuden for hjemmet, dvs. mindst 5 år i sammefamiliepleje, inden barnet fyldte 18 år. Heraf var 95 pct. endda an-bragt stabilt i mindst 12 år.4.Lang

u

stabil anbringelseuden for hjemmet, dvs. mindst 5 år uden forhjemmet, men i skiftende anbringelsessteder.5.Andreformer for anbringelse – dvs. børn, der startede anbringelsefør teenageårene, men sluttede anbringelsen igen i løbet af de tidligeteenageår, og som evt. havde skiftende anbringelsessteder.I artiklen opererer forskerne med følgende uddannelsesniveauer:–––Grundniveau– grundskole eller mindre – dvs. 7-9 års skolegang.Mellemniveau– 2-3 års yderligere skolegang fx svarende til gymnasiet.Højniveau– uddannelse på mellemlange og lange uddannelser – fxsygeplejerske, seminarer, universitetsuddannelser.

Samlet set er grupperne af tidligere anbragte børn og unge væsentligtdårligere uddannede end deres ’ligestillede’ jævnaldrene. Med ligestilledejævnaldrene menes børn og unge født på samme tid, med samme køn ogaf forældre med samme uddannelsesmæssige samt etniske baggrund.Mellem 35 og 65 pct. havde kun en grundskoleuddannelse på analyse-tidspunktet, hvor undersøgelsesgruppen var mellem 24 og 27 år, mensdet samme tal for sammenligningsgruppen, som ikke havde været an-bragt, er 12 pct. Samtidig havde kun 3-12 pct. af de tidligere anbragte enlængerevarende uddannelse bag sig, sammenlignet med 28 pct. i denresterende del af kohorten (dem, der ikke tidligere havde været anbragte).’Bedst’ uddannede i undersøgelsesgruppen var dem, der havdeværet anbragt i en kort periode, mens de var 0-12 år, og som var blevetgenforenet med forældrene, førend de blev teenagere. Blandt dennegruppe havde 12 pct. en længerevarende uddannelse og kun 35 pct. hav-de alene grundskoleniveau. Sammenlignet med majoritetsbefolkningenvar gruppen dog stadig kun halvt så godt stillede, som andre ikke-tidligere anbragte, i forhold til at opnå en længerevarende uddannelse.Den undergruppe, der klarede sig dårligst uddannelsesmæssigt, var deunge, som var blevet anbragt efter de var fyldt 13 år, og som havde væretanbragt i en kortere tidsperiode; her var det hele 65 pct., der kun havdeen grundskoleuddannelse, og kun 3-4 pct., der havde taget en videregå-ende uddannelse. Set som en samlet gruppe havde tidligere anbragtebørn og unge 3,3 gange større sandsynlighed end andre for kun at haveen grundskoleuddannelse som 24-27-årige, selvom der kontrolleredes forbaggrundsforhold. Variationen blandt undergrupperne i forhold til bio-logiske forældres uddannelsesniveau følger variationen hos majoritetsbe-folkningen: Jo bedre uddannede forældrene er, desto bedre uddannede erbørnene selv.Der er ingen tegn på, at det ringere uddannelsesniveau blandttidligere anbragte børn/unge har udlignet sig over tid. Ved at sammen-ligne kohorter født i henholdsvis starten af 1970’erne og slutningen af1970’erne ses tværtimod en negativ udviklingstendens, idet stadig færreunge med tiden opnår et videregående uddannelsesniveau. Ligeledesviser analyserne ingen bemærkelsesværdige forskelle blandt kønnene iforhold til at opnå et højt uddannelsesniveau.I Anderssons (2008) longitudinelle studie af 26 anbragte og tidli-gere anbragte børn har halvdelen af de unge, der nu er 25-30 år, færdig-gjort grundskolens 9. klasses afgangseksamen. Halvdelen af disse har

yderligere gennemført gymnasiet, hvoraf yderligere to har læst videre påen højere læreranstalt. Fordelingen mellem køn i forhold skoleuddannel-se er jævn i Anderssons studie, mens der er en overhyppighed af pleje-familieanbragte frem for institutionsanbragte blandt dem, der klarede siggodt i skolen.Et centralt formål med at gå i skole og uddanne sig er som be-kendt at blive selvforsørgende som voksen. 4 ud af de 26 tidligere an-bragte unge i Anderssons studie har som 30-årige aldrig haft et reelt ar-bejde, men er præget af et liv med blandt andet misbrug og kriminalitet.9 ud af de 26 nu voksne unge har en arbejdssituation, der kan betegnessom usikker, og de har alle oplevet kortere eller længere perioder, hvorøkonomisk bistand har været en del af deres forsørgelseskilde. Den sid-ste halvdel af undersøgelsesgruppen har en stabil arbejdssituation og harsamlet set kun meget lidt erfaring med arbejdsløshed og sygeperioder.En anden svensk undersøgelse af Andersson & Kronvall (2007)baserer sig på kommunale oplysninger fra samtlige 47 børn og unge ialderen 7-21 år, der på noget tidspunkt i løbet af 2005 var anbragte ifamiliepleje i en udvalgt kommune, samt spørgeskemadata til 20 af dissebørn og unge. Undersøgelsen viser, at 61 pct. af de anbragte børn ogunge lever op til grundskolens målsætninger for deres respektive klasse-trin, hvad angår regning, stavning og engelsk, hvilket svarer nogenlundetil andelen af børn og unge generelt set i kommunen, men at de dogligger noget lavere end landsgennemsnittet, som er på 89 pct. Børn, deranbringes som teenagere frem for tidligere i barndommen, har vanskeli-gere ved at leve op til folkeskolens mål. Med andre ord er anbringelse iteenageårene ikke fordelagtigt for børnene i et uddannelsesperspektiv.Ligesom Vinnerljung, Öman & Gunnarson (2005) konkluderer ogsådenne rapports forfattere, at højere uddannelse hos børnenes mødresamt etnisk svensk oprindelse hos begge forældre er gunstige forhold forbørnenes skolegang.Omkring 45 pct. af de anbragte børn i undersøgelsen, somikkenår deres mål i skolen, er ikke blevet udredt af en psykolog for eventuellekognitive vanskeligheder. Psykologerne konstaterer, at der i højere gradbør udarbejdes individuelle handlingsplaner og stilles færre krav omhjemmearbejde for udsatte børn i arbejdet mod at forbedre deres mulig-heder i skolen. For de få børn, der har gået en klasse om, har dette tiltagikke bidraget til, at de efterfølgende i højere grad har nået deres skolemål.

I Clausen og Kristofersens norske longitudinelle studie (2008)konstateres det, at 34 pct. af de tidligere børneforsorgsklienter har enuddannelseudover det 12. klassetrin. Til sammenligning har 80 pct. afsammenligningsgruppen en uddannelse af længere varighed end dettetrin. Forskellen er således meget stor mellem børneforsorgsklienterne ogsammenligningsgruppen. Der er imidlertid også forskelle inden for grup-pen af tidligere børneforsorgsklienter, hvor dem, der har mindst uddan-nelse, har været anbragt på børne-/ungdomshjem eller andre typer afinstitutioner. 77 pct. af disse har kun et uddannelsesniveau på enten 7.-10. klassetrin eller 11.-12. klassetrin.. De tidligere børneforsorgsklienter,som har været anbragt i familie- eller slægtspleje, udgør den gruppe, derklarer sig bedst uddannelsesmæssigt. 9 pct. af disse har en uddannelse frahøjskole30eller universitetet, og 34 pct. har en uddannelse, som svarer til13.-14. trin. Årsagen til, at flere tidligere plejebørn får en højere uddan-nelse end fx børn og unge, som har været anbragt på institution, er, at dehar haft mindre alvorlige problembelastninger, og at mange får en god ogstabil plejefamilie.På tværs af anbringelsestyper finder Clausen & Kristofersen(ibid.), at pigerne generelt får en højere uddannelse end drengene. Enregressionsanalyse viser endvidere, at kvinder, som har været i børnefor-sorgen, har 63 pct. større chance for at få en høj uddannelse end mænd,som har været i børneforsorgen. Endelig viser resultaterne, at de tidligereklienter, der har modtaget efterværn, næsten har 50 pct. større chance forat opnå en længere uddannelse.Vender vi blikket mod engelsk forskning om anbragte børns fag-lighed i skolen, har O’Sullivan (2007) arbejdet med registerdata fra trekohorter af anbragte børn fra to forskellige lokalområder. I alt 187 børnindgik i et nationalt repræsentativt udvalg ud fra variablerne køn og etni-citet.Samlet set er der på landsplan i England sket en stigning i antal-let af anbragte børn, der opnår en afgangseksamen, idet tallet er steget fra49 pct. i år 2000 til 60 pct. i 2005. Der er dog stadig lang vej til de 96 pct.af majoritetsbefolkningen, der opnår en sådan skolegrad, og til regerin-gens fastsatte mål for 2006 om, at 90 pct. af de anbragte børn skulleopnå en sådan eksamen. Samlet set er der også sket en stigning i antallet

af anbragte børn, der klarer en udvidet afgangseksamen, hvilket gælder11 pct. i 2005 mod 7 pct. i 2000.Hayden (2005) har anvendt registerdata til at sammenligne an-bragte skolebørn i England i 2004 med populationen af skolebørn i Eng-land generelt set, og billedet ser således ud:––––––Der er 44.900 anbragte skolebørn, og 7,6 millioner skolebørn i øv-rigt.43 pct. af de anbragte skolebørn har ingen afsluttende grundskoleek-samen, hvilket kun gælder 5 pct. i øvrigt.27 pct. af de anbragte børn har behov for specialundervisning sam-menlignet med 3 pct. af andre skolebørn.57 pct. af anbragte børn er forblevet i skolegang på fuld tid efter 11år, hvilket gælder for 72 pct. af skolebørnene samlet set.23 pct. af anbragte børn er arbejdsløse efter endt skolegang, mensdet samme tal for andre børn er 7 pct.Endelig har 10 pct. af anbragte skolebørn oplevet at blive smidt udaf skolen eller at få særligt alvorlige reprimander gennem et skoleår,sammenlignet med 3 pct. af andre skolebørn.

Gennemgangen af forskning om anbragte børns faglighed har vist, atanbragte børns færdigheder i grundskolen er langt dårligere, sammenlig-net med deres ikke-anbragte jævnaldrende. Især døgninstitutionsanbragtebørn, børn med helbredsproblemer og børn med anormale SDQ-målhalter fagligt set alvorligt bagud.Desuden viser forskningsgennemgangen, at anbragte børn harlangt større risiko end andre børn for at ende som lavtuddannede ellerufaglærte som voksne, også selvom der kontrolleres for forældres ud-dannelsesniveau, køn og etnicitet. Variationen blandt undergrupperne iforhold til biologiske forældres uddannelsesniveau følger variationen hosmajoritetsbefolkningen: Jo bedre uddannede forældrene er, desto bedreuddannelsesniveau opnår børnene selv.Samlet set er tidligere anbragte børn og unge altså væsentligt dår-ligere uddannede end deres ’ligestillede’ jævnaldrene. ’Bedst’ går det fordem, der har været anbragt i en kort periode, mens de var 0-12 år, ogsom blev genforenet med forældrene, førend de blev teenagere. Gruppenvar imidlertid stadig kun halvt så godt stillede som andre ikke-tidligere

anbragte i forhold til at opnå en længerevarende uddannelse. ‘Værst’ gårdet de unge, der anbringes efter deres 13. år, og som kun er anbragtsamme sted i en kortere tidsperiode.Der er ingen tegn inden for den nordiske forskning på, at detringere uddannelsesniveau blandt tidligere anbragte børn og unge, harudlignet sig over tid, hvorimod engelsk forskning viser noget andet. Herer der samlet set sket en væsentlig stigning i andelen af anbragte børn,der opnår en afgangseksamen. Der er dog fortsat lang vej til at opnåsamme skolepræstationer og uddannelsesniveau som majoritetsbefolk-ningen.

Stabilitet i anbringelsen i form af få skift mellem anbringelsessteder ertilsyneladende med til at give bedre forudsætninger for en god skolegang,ligesom tidspunktet for første anbringelse af barnet ikke er uden betyd-ning for, hvordan skolegangen forløber.I Vinnerljungs (2006) tidligere omtalte undersøgelse, baseret påsvenske registerdata over udvalgte kohorter (født 1971-1986), hvor an-bragte børn sammenlignes med ikke-anbragte børn, påpeges stabilitet ianbringelsesforløbet som en faktor af betydning for skolegang. Ogsåalder er afgørende for, hvor udsatte de anbragte børn er skole- og ud-dannelsesmæssigt. De børn, der blev anbragt før de fyldte 13 år, havdevæsentligt bedre chancer for at klare sig godt uddannelsesmæssigt, endde børn, der blev anbragt som teenagere. Ligeledes viser et stabilt an-bringelsesforløb sig at have en positiv indflydelse på skole- og uddannel-sespræstationer hos børnene.Et andet studie af Vinnerljung, Öman & Gunnarson (2005), ba-seret på svenske registeroplysninger om knap 800.000 svenskfødte børn iotte kohorter, undersøger uddannelsesniveau for tidligere anbragte børn.Her påpeges det ligeledes, at en hovedskillelinje mellem godt og dårligtuddannelsesniveau er dels alder ved anbringelse, dels stabilitet i anbrin-gelsesforløbet. Børn, der anbringes tidligt i deres liv og genforenes medforældrene inden teenageårene klarer sig bedre uddannelsesmæssigt endbørn, der anbringes som teenagere, hvilket naturligvis også hænger sam-men selve anbringelsesårsagen. Anbringelser i teenageårene skyldes net-op ofte problemer i skolen og adfærdsproblemer i det hele taget, hvorfordenne gruppe logisk set har større uddannelsesvanskeligheder og dårlige-

re forudsætninger for at opnå højere uddannelsesniveau. Stabilitet synesat have en betydning, idet langtidsanbragte med et stabilt forløb klarer sigbedre uddannelsesmæssigt end langtidsanbragte med et ustabilt forløb.Ser vi på forskning uden for Norden om sammenhæng mellemstabilitet i anbringelsen og skoleforløb, undersøger O’Sullivan (2007)registerdata fra i alt 187 anbragte børn i England. I undersøgelsen kon-kluderes det, at lav skolepræstation hænger sammen med mange flytnin-ger og brud på anbringelsesforløbet for et barn. Forfatterens analyserviser, at blandt de børn, der havde flyttet mere end ti gange i løbet afderes anbringelsesforløb, havde kun knap 40 pct. en eksamen i de ældsteobligatoriske klasser. Forfatteren konstaterer, at der er nogle indlysendeårsager til, at ustabilitet i anbringelsen har så stor en indvirkning på børnsskolegang. At flytte bolig vil som udgangspunkt være stressende, og bør-nene har ofte oven i købet uafklarede følelsesmæssige forhold på spil.Desuden kan flytninger have en særlig negativ indvirkning, såfremt definder sted på særligt uhensigtsmæssige tidspunkter. I artiklen konstateresdet, at der findes en negativ korrelation mellem antallet af flytninger iløbet af barnets sidste skoleår – 10. og 11. skoleår – og skoleresultater.Davey & Pithouse (2008) har gennemført et longitudinelt case-studie i perioden 2002-2006, som havde til formål at undersøge, hvordananbragte børn klarer sig i skolen set i forhold til deres anbringelsesforløb(stabilitet og type af anbringelse). Undersøgelsesgruppen bestod af samt-lige anbragte børn på 9. klassetrin i South Wales i 2002, hvilket udgjorde14 unge, der skulle interviewes tre gange. Ved slutinterviewet var derimidlertid på grund af bortfald kun syv unge tilbage.Undersøgelsen konkluderer, at de børn, som klarede sig godt iskolen, samtidig er dem med det mest stabile anbringelsesforløb. Forfat-terne påpeger, at der er sammenhæng mellem stabilitet og skolepræstati-oner, og at sammenhængen så at sige går begge veje, forstået på denmåde, at stabilitet ikke alene betinger god skolegang, men en vellykketskolegang også betinger stabilitet i anbringelsen.I et skotsk studie har Dixon & Stein (2005) undersøgt skotskelokalmyndigheder og herunder 107 unge og deres primære støtteperson.En understikprøve af disse unge (N=61) deltog også i et follow-up-studie seks måneder senere.Dixon & Stein finder, at alle de unge, som kunne fremvise posi-tive uddannelsesmæssige resultater, havde oplevet stabilitet i deres sidsteanbringelse. Stabilitet og ro i anbringelsen har således betydning, også

At gå i skole handler om andet og mere end at lære at læse og skrive. Dethandler også om at uddanne sig til et ungdoms- og voksenliv, hvor detblandt andet er vigtigt at kunne begå sig socialt blandt andre mennesker,kunne skabe netværk og relationer og kunne indordne sig efter og trivesmed de forskellige regler, der måtte dominere de forskellige felter, mansom menneske bevæger sig i.På baggrund af den danske forløbsundersøgelse af anbragtebørn (Egelund et al., 2008; Ottosen & Christensen, 2008) kan det kon-kluderes, at de anbragte børn har en række problemer og konflikter medskolesystemet. Hele 84 pct. af de anbragte børn har haft et eller flereproblemer i skolen i løbet af det sidste år før undersøgelsen. Til sammen-ligning er det kun godt og vel halvt så mange af de ikke-anbragte jævn-aldrende (47 pct.), for hvem der angives det samme. Problemerne hos deanbragte børn består i følgende:––––Koncentrationsproblemerhar 66 pct. af de anbragte børn oplevet mod 23pct. af de ikke-anbragte jævnaldrende.Konflikter med kammeraterhar 61 pct. af de anbragte børn oplevet mod26 pct. af de ikke-anbragte jævnaldrende.Psykiske problemerer angivet for 48 pct. af de anbragte børn og 20 pct.af de ikke-anbragte børn.Konflikter med lærereangiver 46 pct. af anbringelsesstederne, at detanbragte barn har haft, mens det samme ifølge mødrene til de ikke-anbragte jævnaldrende gælder for 13 pct. af disse børn.Tale- og sprogproblemerhar 25 pct. af de anbragte børn og blot 3 pct. afde ikke-anbragte jævnaldrende.Mobninghar 55 pct. af de anbragte børn i forløbsundersøgelsen væretindblandet i, enten som offer eller ’mobber’, hvilket gælder for 20pct. af de ikke-anbragte børn.

gruppen. Dog har sammenligningsgruppen lidt færre konflikter medbåde lærere og andre elever, en anelse færre koncentrationsproblemer, oggruppen erogså lidt bedre stillet, hvad angår tale- og sprogproblemer.Igen viser Egelund et al. (ibid) i deres afrapportering fra forløbs-undersøgelsen af anbragte børn, at det især er drenge og børn med SDQ-mål uden for normalområdet, der er udsatte. Køn og SDQ-mål spillerbåde ind i forhold til faglige vanskeligheder og trivselsmæssige proble-mer.Også flere svenske undersøgelser konkluderer, at de anbragtebørn er udsatte, hvad angår trivsel i skolen. I Anderssons (2003) longitu-dielle studie om 26 anbragte og tidligere anbragte børn beskrives flere afpigerne i løbet af de første skoleår som usikre og stille og nogle af dren-gene som ukoncentrerede og støjende. Årene i de ældre klasser var tur-bulente for flere af de unge i Anderssons studie. Flere af dem kom dog igymnasiet og klarede sig, men det var ikke uden kamp og viljestyrke – ognogle følte sig udenfor, ikke kun fagligt, men også socialt.I en norsk undersøgelse af Havik (2005) indgår interview med109 anbragte børn, som er blevet fulgt over en årrække. Det viser sig, atvanskeligheder med sociale relationer til andre elever i en vis udstrækninghænger sammen med evnen til at mestre skolens regler. Børn, som syntesdet var vanskeligt at følge skolens regler, syntes også oftere dårligt omfrikvartererne og oplevede, at miljøet i klassen var dårligt. Overordnet setsyntes de fleste af børnene i undersøgelsen dog, at man i klassen var sødemod hinanden, men mindretallet, som ikke fandt, at man var søde modhinanden, var relativt stort (15 pct.). Havik påpeger, at det til sammenlig-ning kun var 8 pct. af 7.000 4.-7. klasse-elever i en undersøgelse af Ol-weus (2002), som fandt, at man ikke var søde mod hinanden i skolen.Samlet set oplevede hvert fjerde barn i Haviks undersøgelse, at de varholdt helt uden for fællesskabet i skolen.De fleste af de 109 anbragte børn i undersøgelsen syntes vældiggodt om deres lærere, og samtidig mente de fleste også, at lærerne gene-relt syntes om dem. Men mindretallet, som oplevede sig som ’ikke af-holdt’, usynlig eller ilde set af lærerne, var ganske stort (16 pct.), og hvertfjerde barn (25 pct.) mente ikke, at lærerne interesserede sig for deres veog vel.Samlet set følte to tredjedele af alle børnene, at de trivedes godt iskolen, mens den sidste tredjedel trivedes dårligt eller meget dårligt. Det

er interessant at bemærke, at børnene oplevede, at trivsel ingen direktesammenhæng havde med deres faglige kundskaber i skolen.I en norsk undersøgelse (Falck, 2006) af tvangsanbringelser afunge med alvorlige adfærdsvanskeligheder beskrives det, hvordan mindreend hver tiende af de unge i undersøgelsen klarede sig godt i skolen. Defleste havde både store faglige og sociale problemer, og omtrent samtligehavde flere gange skulket fra skole, for to tredjedeles vedkommende vardet ganske ofte. Skolen beskrives imidlertid sjældent som det egentligeproblem. De unge havde i høj grad problemerne med hjemmefra, og fornogle forstærkedes problemerne i skolen, men for mange andre blevskolen det første sted, hvor de blev set, og hvor nogen tog affære ogforsøgte at gøre noget for dem.Rao & Simkiss’s (2007) undersøger mobning blandt et udvalg(N=50) af 10-16-årige anbragte børn i Walsall, England. Undersøgelsenviser, at 59 pct. af børnene synes godt om at gå i skole, mens 22 pct. ikkebrød sig om at gå i skole og 19 pct. ikke brød sig om frikvartererne. Stør-stedelen havde tre eller flere gode venner (78 pct.), men samtidig udtryk-te godt en tredjedel (37 pct.), at de ind imellem eller ofte blev holdt udenfor eller mobbet af deres klassekammerater. Knap halvdelen af de 32anbragte børn i undersøgelsen svarer, at en lærer har talt med dem selveller klassen som helhed om mobning. Dem, der mobber, og dem, derbliver mobbet, deler en række karakteristika såsom symptomer på de-pression, selvmordstanker, psykiske forstyrrelser, spiseforstyrrelser og atkomme fra et hårdt hjemmemiljø, hvor de eventuelt er blevet udsat formisbrug og har uansvarlige og ikke-støttende forældre. Der er dog ogsåen del karakteristika, der adskiller mobbere og mobbeofre, som undersø-gelsen ligeledes gør rede for.I et andet engelsk studie af Morgan (2005) præsenteres resulta-terne af en stor national undersøgelse, i hvilken der blev anvendt treforskellige spørgeskemaer: et til barnet, et til plejeforældrene og et til debiologiske forældre. Alt i alt besvarede 410 anbragte børn (37 pct.), 303plejeforældre (30pct.), og kun 20 biologiske forældre (6 pct.) spørgeske-maet.Morgan konkluderer, at børnene gav udtryk for, at de størsteændringer, som anbringelsen havde betydet for deres liv, var, at der blevset bedre efter dem, at de følte sig mere trygge, og de klarede sig bedre iskolen. Nogle udtrykte omvendt, at det med anbringelsen var blevethårdere at gå i skole. Næsten en fjerdedel fortalte, at de var blevet mob-

bet, udelukkende fordi de var anbragte. Andre oplevede til gengæld min-dre mobning efter anbringelsen. En tredjedel af plejeforældrene nævnte,at plejebørnene havde brug for ekstra hjælp i forhold til skolen i form afekstraundervisning eller en mentor.Harker et al. (2003) har i forbindelse med The Taking Care ofEducation project, som er et udviklingsprojekt, der har til formål at un-derstøtte processen mod at fremme anbragte børns skolegang, udførtgentagne interview med 10-18-årige anbragte børn og unge fra tre områ-der i London. Deltagerne havde været placeret i en form for anbringelseuden for hjemmet i mindst tre måneder. Blandt disse blev et tilfældigtudtræk på 50 børn/unge foretaget, der var repræsentativt med hensyn tilalder, køn, etnicitet og anbringelsesform.45 pct. af børnene mener, at anbringelsen har haft en positiv ef-fekt på deres skoleforløb, mens 33 pct. omvendt mener, at deres skole-forløb er blevet forværret i forlængelse af anbringelsen. Endelig finder deresterende, at anbringelsen ingen nævneværdig betydning har haft i denhenseende. Af positive faktorer for skoleforløbet nævnes at have et sta-bilt og trygt hjemmemiljø, som samtidig sørger for den nødvendige op-muntring og støtte til skole/uddannelsesopgaver. Den hyppigste forkla-ring på, at anbringelsen har en negativ effekt på skoleforløbet, er oplevel-sen af ustabilitet i anbringelsen og manglende afklaring af, om anbringel-sen er midlertidig. Denne manglende klarhed og utryghed medførte kon-centrationsproblemer i skolen og bidrog desuden til, at børnene i nogletilfælde ikke blev taget ordentligt imod på en ny skole, fordi hverkenklassekammerater, lærere eller barnet selv vidste, om der kun var tale omet kort visit.

fordi der ikke altid er plads til den ekstra opmærksomhed på et enkeltbarn, som det kræver.Det kan således tænkes, at barnet har behov for støtte i skolenudover den støtte, anbringelsesstedet kan yde. I Egelund et al. (2008)konkluderes det da også, at 2 ud af 3 (69 pct.) af de anbragte børn i un-dersøgelsen modtager en eller flere former for støtte til afhjælpning afproblemer i skolen. Selvom der dermed er væsentlig flere af de anbragtebørn, der modtager støtte, end de ikke-anbragte børn (her gælder det for20 pct.), er det stadig en noget lavere andel end de 84 pct., som rapporte-redes at have haft problemer i skolen inden for det seneste år. De hyp-pigste former for støtte, der gives, er skolepsykolog, støtte fra skolensstøttecenter, særlige undervisningsmaterialer samt tekniske hjælpemidlerog lektiehjælp.Sandholt (2004) har undersøgt skolegang for 106 døgnplejean-bragte børn og unge gennem spørgeskemabesvarelser fra 65 pct. af pleje-forældrene til de 106 børn og unge samt interview med 10 børn og unge,deres plejeforældre og lærere.Generelt er de interviewede plejebørn lukkede omkring deresstatus som plejebørn over for lærere og kammerater, og på den mådebliver barnets status som plejebarn ofte usynligt i folkeskolen, hvilketbåde har fordele og ulemper. Barnet opnår at blive behandlet på lige fodmed andre, men savner i andre tilfælde den nødvendige hensyntagen ogstøtte, der kan være behov for. Undersøgelsen viser, at jo bedre samar-bejdet er mellem plejeforældre, lærere og eventuelt skolepsykolog, destobedre er barnets skolesituation i alle henseender. Ligeledes viser under-søgelsen, at børnene føler sig bedst integrerede i klassen, hvis de haropnået en tæt tilknytning til plejefamilien, dvs. er blevet anbragt i førsko-lealderen og har nået at ’falde på plads’ i familien. Børn i mindre klassersamt specialklasser føler sig også bedre integreret – her føler de sig ikkeanderledes, og de har alle en tæt kontakt til mindst én lærer.Interviewene med lærerne viser, at ingen af skolerne har en be-redskabsplan eller særlig handleplan over for nyankomne plejebørn. Vedskoleskift eller lærerskift i klassen må lærerne således selv finde ud af,hvilke faglige og sociale problematikker, der evt. gør sig gældende forbørnene. Undersøgelsen viser, at anbragte børn har svært ved at udnyttederes udviklingspotentiale, hvis tabet af deres ’tidligere liv’ ikke får lov tilat være synligt og naturligt samtaleemne i de arenaer, som børnene fær-des i, herunder skolen.

Andersson (2003) fremhæver i forbindelse med sit longitudinellestudie af 26 anbragte og tidligere anbragte børn og unge, at undersøgel-sesgruppen generelt er præget af en vanskelig skolegang. Nogle opleverikke at have fået støtte nok fra plejeforældrene. Det er iøjnefaldende,fremhæver Andersson, hvor tidligt disse unge blev udstødt og marginali-seret. Andersson rejser den problematik, at socialtjenesten, men ogsåskolen er ansvarlig for at følge bedre op på anbragte børns skolegang ogbide mærke i usunde tegn, når børnene og de unge sakker bagud, pjæk-ker, mobbes osv.I en norsk undersøgelse af Havik (2005), baseret på interviewmed 109 anbragte børn, konkluderes det, at samarbejdet mellem lærereog forældre til de anbragte børn ofte er mere anstrengt eller helt fravæ-rende sammenlignet med andre børns forældre-lærer-kontakt. Hver sjettelærer til de anbragte børn og ligeledes hver sjette forælder til undersøgel-sesgruppens børn nævnte, at de slet ikke kendte hinanden, og 2 ud af 5forældre (42 pct.) nævnte, at de aldrig deltog i forældremøder omkringbarnet. Nogle enkelte forældre følte, at de ikke blev accepterede somforældre, når beskeder om barnet gik via barnets anbringelsessted og ikkekom direkte fra skolen. Klasselærerne var klart mere utilfredse med sam-arbejdet end forældrene selv, hvor hele 77 pct. faktisk erklærede sig til-fredse. Børnenes lærere vurderede desuden børnenes skoleproblemersom væsentlig sværere, end forældrenes vurderinger lød på.I en engelsk undersøgelse af Harker (2003) indgår 50 10-18-årigeanbragte børn og unge fra London. Undersøgelsen viser, at størstedelenaf børnene (78 pct.) var i stand til at give eksempler på personer, somhavde støttet deres skole og uddannelsesforløb, mens hele 22 pct. ikkekunne nævne et eneste eksempel på en støttende person. Samtidig kunne60 pct. af børnene nævne eksempler på personer, de oplevede somhæmmende for deres skoleforløb. Resultat var således:–Positiv støtte:41 pct. nævner en eller flere lærere, 24 pct. nævner deresplejeforældre, 11 pct. nævner deres venner, 7 pct. nævner de voksnepå deres institution, 4 pct. familiemedlemmer og 4 pct. socialarbejde-re.Negativ støtte:19 pct. nævner socialarbejdere, 11 pct. lærere, 11 pct.familiemedlemmer, 9 pct. plejeforældre, 7 pct. venner og 5 pct. næv-ner de voksne på deres institution, som værende hæmmende i for-hold til deres skole/uddannelsesforløb.

Ud over at bestemte personer kan tænkes at bidrage henholdsvis positivteller negativt til børnene og de unges skolemæssige udvikling, kan detogså tænkes at forhold og faciliteter på anbringelsesstedet kan have enindflydelse. Ser vi på forskelle mellem henholdsvis plejefamilieanbringel-se og institutionsanbringelse viser det sig overordnet, at plejefamiliean-bragte børn og unge oplevelser en højere grad af støtte fra hjemmet oglangt større fremmøde til arrangementer på skolen end institutionsan-bragte børn og unge. Til gengæld rangerer institutionerne højt, når bør-nene i undersøgelsen vurderer adgangen på deres bosted til daglige avi-ser, generelle lærebøger, et stille læseværelse og økonomisk støtte til bog-indkøb.Endelig peger undersøgelsen på, hvad der ifølge børnene/deunge selv skal til for at fremme skole og uddannelsesforløb. Eksempelvisnævner en stor del af børnene, at de savner større opmuntring, bedreinformation om en række forhold inden for skolesystemet, at der bliverlyttet til dem, og at de bliver taget seriøst og ikke dømmes eller stemplespå forhånd.

Af forskningsoversigten 2003 (Egelund & Hestbæk, 2003) fremgik detsom et af hovedresultaterne, at anbragte børn og unges skolegang under-prioriteres i forbindelse med blandt andet visitering til anbringelse og iforbindelse med genanbringelser. Forskningen siden 2003 har båret prægaf samme konklusion, hvormed problematikken altså fortsat er aktuel.Hansen (2005a) understreger, at skolegang for anbragte børn le-ver en skyggetilværelse i forhold til det fokus, der er på de sociale for-hold. Dette viser sig blandt andet i de mangelfulde oplysninger, der fore-ligger om barnets skolegang forud for anbringelsen. Hansen (2005c)påpeger desuden i en anden undersøgelse, at institutionerne primærtfokuserer på børnene og de unges personlige, sociale og uddannelses-mæssige vanskeligheder – hvor især de personlig og sociale mangler er ifokus. Undersøgelsen er baseret på et opfølgningsstudie blandt 600 re-spondenter fra forskellige døgninstitutioner, som blev undersøgt bådekvantitativt og kvalitativt. Hansen påpeger, at de anbragte børn og ungeofte beskrives med termer såsom psykiatrisk diagnose, adfærdsvanskelig-heder, ADHD, koncentrationsbesvær osv. Manglen på sociale evner,manglen på empati og medfølelse og i det hele taget manglen på en ræk-ke kvalifikationer og færdigheder er ofte i fokus. Børnene beskrives som

kommende fra ressourcesvage hjem, og anbringelsen rangerer ofte højerei varetagelsen af barnet, end at skoleforholdene er i orden for barnet.Social og personlig udvikling vægtes således tungere end uddannelses-mæssig udvikling, hvilket bevirker, at børnene mangler faglige og uddan-nelsesmæssige kompetencer samt sociale kompetencer til at begå siginden for skolens rammer.Andre steder (fx Vinnerljung, Öman & Gunnarson, 2005) påpe-ges det, at der ikke er belæg for at antage, at anbragte børns dårlige sko-lepræstationer skyldes eventuelle lave uddannelsesmæssige ambitioneromkring børnene. Tværtimod har fokus gennem årtier været rettet imodudvikling af gruppens uddannelsesmuligheder og kompetencerDavey & Pithouse (2008) konkluderer på baggrund af et longi-tudinelt casestudie, at manglende ambitioner på de unges vegne delvist erårsag til det ringe skoleudfald – de unges skolepjækkeri blev slet ikkekommenteret på bostedet, hvor også andre anbragte unge havde opgivetskolen. Det konkluderes, at det er en væsentlig udfordring for systemetat opretholde ambitioner for adfærdsvanskelige og herunder anbragteunge.

Børns skolegang handler ikke alene om faglighed og standpunktsbe-dømmelser, men også om trivsel og opbygning af sociale færdigheder.Både proces og udfald bør inddrages, når et barns skolegang evalueres. Igennemgangen i dette kapitel har vi fokuseret på både faglige og socialeforhold ved anbragte børns skolegang.Samlet set kan følgende konkluderes vedrørende børnenesunder-visningsforhold:–Langt færre anbragte børn end ikke-anbragte jævnaldrende modtageralmindelig undervisning på en almindelig folkeskole. Samtidig gåranbragte børn langt oftere på et lavere klassetrin, end det deres aldertilsiger.Ser vi særskilt på døgninstitutionsanbragte børn går mange af disse ien intern skole på anbringelsesstedet.

Vedrørende anbragte børnsfaglighedkan følgende konkluderes:–Samlet set er anbragte børns faglighed langt dårligere sammenlignetmed deres ikke-anbragte jævnaldrende. Især døgninstitutionsanbrag-te børn, børn med helbredsproblemer og børn med anormale SDQ-mål sakker fagligt set bagud i skolen.Anbragte børn har endvidere langt større risiko end andre børn forat ende som lavtuddannede eller ufaglærte voksne, også selvom derkontrolleres for forældres uddannelsesniveau, køn og etnicitet.’Bedst’ går det uddannelsesmæssigt for dem, der har været anbragt ien kort periode mens, de var 0-12 år, og som blev genforenet medforældrene. førend de blev teenagere.‘Værst’ går det de unge, der anbringes efter deres 13. år, og som kuner anbragt samme sted i en kortere tidsperiode. Stabilitet i anbringel-sen er tilsyneladende med til at give bedre skoleforudsætninger.Der er ingen tegn inden for den nordiske forskning på, at det ringereuddannelsesniveau blandt tidligere anbragte børn og unge har udlig-net sig over tid, hvorimod engelsk forskning viser en væsentlig stig-ning i antallet af anbragte børn, der opnår en afgangseksamen. Derer dog fortsat lang vej til at opnå samme skolepræstationer og ud-dannelsesniveau som majoritetsbefolkningen.

Endelig har forskningsgennemgangen fokuseret påstøttei forhold tilanbragte børns skolegang:–En overhyppighed af anbragte børn modtager en eller flere formerfor støtte til afhjælpning af problemer i skolen. De hyppigste formerfor støtte, der gives, er skolepsykolog, støtte fra skolens støttecenter,særlige undervisningsmaterialer samt tekniske hjælpemidler og lek-tiehjælp.Jo bedre samarbejdet er mellem plejeforældre, lærere og eventueltskolepsykolog, desto bedre er barnets skolesituation i alle henseen-der.Lærere samt plejeforældre opleves som den største støtte af børnene,mens socialarbejdere opleves som den mest hæmmende person iforhold til deres skolegang. Det er imidlertid tvivlsomt, om dette re-sultat er repræsentativt.

Dette kapitel adskiller sig fra de øvrige kapitler ved at have fokus på enbestemt gruppe af anbragte børn og unge: De etniske minoritetsbørn og-unge. Det er vigtigt at få viden om denne gruppe af børn for at forstå desærlige vilkår og problemstillinger, der kan knytte sig til anbringelse afetniske minoritetsbørn.Etniske minoritetsbørn er en samlebetegnelse, der rummer man-ge forskellige børn, både hvad angår nationalitet og opholdstid i Dan-mark. En central metodisk problematik i forskningen om disse børnhandler derfor om, hvordan man kan definere og kategorisere disse børn.Etniske minoritetsbørn kategoriseres af Danmarks Statistik som indvan-drere, dvs. børn født i udlandet af forældre, der ikke er danske, eller somefterkommere, dvs. børn født i Danmark af indvandrere. ’Blandede’børn, dvs. børn af en dansk og en ikke-dansk forælder, registreres afDanmarks Statistik som ’øvrige’, som også omfatter etnisk ’helt’ danskebørn.Forskningen om anbragte etniske minoritetsbørn er endnu ny.Dette afspejler sig dels i uklarheden omkring klassificeringen af dissebørn. Dels viser det sig ved, at forskningstemaerne lægger op til engrundlæggende kortlægning af omfanget og karakteren af de anbragteetniske minoritetsbørns problemer. De tilbagevendende forskningstema-er er således etniske minoritetsfamiliers sociale baggrund, anbringelsesår-

Selv om et tilsyneladende så elementært fænomen som antallet af anbrag-te etniske minoritetsbørn hersker der forskningstomrum og findes i øv-rigt også modstridende resultater mellem lande.På tidspunktet for forskningsoversigten i 2003 eksisterede derviden om efterkommere og indvandrere, men ikke om børn af blandetetnisk baggrund. Indvandrere var på dette tidspunkt overrepræsenteredeblandt de unge anbragte. Det samme gjaldt ikke efterkommere. Resulta-ter fra både Norge, Sverige og UK viste på dette tidspunkt, at børn medetnisk minoritetsbaggrund generelt var overrepræsenterede i anbringel-seslandskabet.

Enkelte danske undersøgelser pegede på, at der var en tilbøjelighed til atanbringe etniske minoritetsbørn på døgninstitution i højere grad enddanske børn. Det gjaldt også mindre etniske minoritetsbørn, der – hvisde havde været danske – sandsynligvis på grund af deres alder ville væreblevet anbragt i familiepleje.Desuden eksisterede enkelte danske resultater, der pegede på, atetniske minoritetsbørn næsten uden undtagelse blev anbragt på steder,hvor der ikke fandtes personer med samme etniske baggrund som demselv. Vi konstaterede også i forskningsoversigten fra 2003, at de få da

eksisterende danske forskningsresultater pegede på, at der kunne væretale om overtrædelse af FN’s Børnekonvention, idet anbringelsesstederneikke kunne tage hensyn til barnets sprog, kultur og religion.I britisk forskning var der en del undersøgelser, der fokuseredepå netop det forhold, at mange minoritetsbørn anbragtes i pleje hosmajoritetsfamilier, men resultaterne herfra var ikke entydige. For detførste var det i flere undersøgelser ikke ganske klart, om ønsket om an-bringelse af etniske minoritetsbørn i en familie af samme kultur var dre-vet af hensynet til barnets bedste eller af etniske minoritetsgruppers be-hov for at få anerkendt deres kultur som ligeværdig med majoritetskultu-ren. For det andet varierede resultaterne med hensyn til, hvad det betødfor børn at være anbragt i en familie med henholdsvis deres egen eller enfremmed kulturbaggrund. Der var dog flere britiske undersøgelser, derpegede på, at børnene havde behov for at være anbragt et sted, hvor dervar mindst en voksen med samme minoritetsbaggrund som barnet.

Den nyere forskning går i samme tematiske spor som den tidligereforskning og bidrager hertil ved at kvalificere emnerne. Dette gælderblandt andet forskningen om anbringelsesfrekvenser og anbringelsesår-sager.Desuden bidrager den ny forskning til en belysning af, hvilkenbetydning kultur og etnicitet har i anbringelsessager. Dette fremkommerførst og fremmest ved, at undersøgelserne i højere grad end tidligereinddrager de anbragte og deres familiers syn på anbringelsen. Mødetmellem anbringelsessystemet og de etniske minoritetsfamilier er desudenblevet et mere velbeskrevet område i den nye forskning, idet der er flere

undersøgelser, som belyser interaktioner mellem familier og sagsbehand-lere.Kategorien ’etniske minoritetsbørn’ er desuden i de senere årblevet udvidet. Nye data omfatter også børn af ’blandede’ par med etniskdansk oprindelse og etnisk minoritetsoprindelse. Uledsagede asylansø-gerbørn optræder desuden som en ny gruppe for sig.I forhold til den tidligere forskningsoversigt, der påpegede enmangel på især dansk, men også anden nordisk forskning på området, erden ny forskning især repræsenteret af nordiske lande og i mindre grad afengelsk forskning.Kapitlet viser først, hvordan kategorien etniske minoritetsbørndefineres i undersøgelserne. Dernæst præsenteres de mest udbredteforskningstemaer på området:––––––etniske familiers sociale baggrundanbringelsesårsageranbringelsesfrekvensermødet mellem etniske minoritetsfamilier og anbringelsessystemetbetydningen af kultur, etnicitet og sprog for etniske minoritetsfamili-eruledsagede asylansøgerbørn.

Danmarks Statistik arbejder med tre kategorier af børn: efterkommere,indvandrere og øvrige børn, hvoraf de to første kategorier omfatter ’re-ne’ etniske minoritetsbørn, mens den sidste kategori omfatter både etniskdanske og etnisk ’blandede’ børn:–Indvandrere:personer født i udlandet af forældre, der begge (eller denene, hvis der ikke findes oplysninger om den anden) er udenlandskestatsborgere eller født i udlandet.Efterkommere:personer født i Danmark af forældre, hvoraf ingen erdanske statsborgere eller født i Danmark.Øvrige:personer, hvoraf mindst én af forældrene er dansk statsborgerog født i Danmark, uanset personens eget fødeland og statsborger-skab.

Danmarks Statistik opererer desuden fra 2007 med en ny gruppe, sombetegnes ’børn af efterkommere’, som populært kaldes ’tredjegenerati-onsindvandrere’. Denne gruppe omfatter børn, der har mindst en foræl-dre, der er efterkommer og ingen forælder med dansk oprindelse. De erdog ikke del af en herkomstdefinition og kan i princippet optræde i allede ovennævnte tre kategorier (Danmark Statistik, 2008:191).Som det blev påpeget i den tidligere forskningsoversigt, er dervisse problemer med Danmarks Statistiks opdeling. Den forholder sigkun til fødested og forældres statsborgerskab og ikke til etnisk baggrund.Det betyder, at den foreliggende landsdækkende statistik om andelen afefterkommere og indvandrerbørn ikke omfatter de personer under grup-pen af øvrige, fx ’blandede’ børn med forældre med henholdsvis etniskdansk og indvandrerbaggrund (Egelund & Hestbæk, 2003:246). Data fraSFI’s forløbsundersøgelse af anbragte børn identificerer imidlertid børnaf ’blandede’ par, dvs. børn hvor én af forældrene ikke er dansk statsbor-ger født i Danmark, med henblik på at kortlægge denne gruppes særligesituation (Egelund et al., 2008:227).Kategoriseringerne af anbragte etniske minoritetsbørn er groveog rummer børn, der er opvokset med vidt forskellige vilkår. Man kanfor eksempel skelne mellem indvandrere og flygtninge, som har megetforskellige migrationshistorier og vilkår for at integrere sig i samfundet.Flygtningebørn er fx i højere grad end familiesammenførte indvandrer-børn udsatte for traumer og tab af relationer. Norsk forskning om an-bringelser af etniske minoritetsbørn opererer netop med en sådan opde-ling af indvandrere og flygtninge (Bø, 2004a).

Tidligere forskning viser, at etniske minoritetsbørn kommer fra socialtmere forarmende familier end etniske majoritetsbørn. Der er som i andrefamilier til anbragte børn ofte tale om kvindelige eneforsørgere. Famili-erne er præget af lavt uddannelsesniveau, høj arbejdsløshed, store øko-nomiske problemer og bolignød (Egelund & Hestbæk, 2003; Skytte,2005). Den nye forskning på området uddyber etniske minoritetsbørnssærlige vilkår i forhold til familieforhold og migrationskontekst.En dansk videns- og erfaringsopsamling, der omfatter kvalitativeinterview med socialrådgivere, konsulenter og ledere på anbringelsesom-rådet over hele landet, viser, at anbringelser af især mindre etniske mino-

ritetsbørn ofte skyldes så massive problemstillinger, at samtlige søskendeanbringes (Hannemann, 2003).En norsk kvalitativ interviewundersøgelse med unge etniske mi-noritetskvinder og -mænd, der har boet på børneforsorgsinstitutioner,belyser de unges særlige baggrund og migrationskontekst. Undersøgelsenviser, at børnene har oplevet langvarige brud med medlemmer af dennære familie. Disse brud er forekommet i form af, at de unges fædreførst er udvandret fra oprindelseslandet, hvorefter de unge selv er fulgtefter og har forladt familierelationer i oprindelseslandet (Rasmussen,2004). Familiesammenføringen i Norge er enten endt i forældrenesskilsmisse eller har været en vanskelig og konfliktfyldt tilpasningsproces.I Norge har familierne været præget af dårlig økonomi, manglende sti-mulation fra forældre, mishandling samt generationsbestemte værdikon-flikter. Ved skilsmisse er det ofte moderen, der bliver alene med børne-ne, og eftersom hun ofte har været vant til hjælp fra den udvidede familiei oprindelseslandet, oplever hun det nye eneansvar som meget tungt.Den ny forskning om etniske minoritetsfamiliers sociale bag-grund bidrager til den eksisterende viden ved at belyse de særlige vilkår ietniske minoritetsfamilier, som er forbundet med selve migrationen ogfamiliens sammenføring og tilpasning til det nye samfund, der indebærermange forandringer, udfordringer og brud.

Tidligere forskning på dette område viser, at de hyppigste anbringelsesår-sager er omsorgssvigt og mishandling, der er relateret til forældrenespsykiske lidelser (Egelund & Hestbæk, 2003; Kalve, 1999; Skytte, 2005).SFI’s forløbsundersøgelse af anbragte børn viser, at anbragtebørn med etnisk eller blandet dansk og etnisk oprindelse overordnet sethar sociale og psykiske problemer i samme omfang som etnisk danskebørn (Egelund et al., 2008:243).Andre undersøgelser har fokuseret på, at anbringelsesårsager foretniske minoritetsbørn er anderledes end for etniske majoritetsbørn, i ogmed de er begrundet i familiens migrations- og integrationsprocesser imajoritetssamfundet.En norsk sammenlignende indholdsundersøgelse af i alt 200 sa-ger om børn og unge fra 12 år og derover med henholdsvis etnisk norskog indvandrer- og flygtningebaggrund (Bø, 2004b) viser, at vold i hjem-met og børnenes kriminelle handlinger oftere rapporteres som anbringel-

sesårsag blandt etniske minoritetsbørn end blandt norske børn. Norskforskning om anbringelsesårsager peger desuden på migrations- og inte-grationsprocesser, som potentielt indebærer en risiko for, at etniske mi-noritetsfamilier har dårligere vilkår for at klare sig i samfundet. For ek-sempel viser en norsk undersøgelse om tvangsanbringelser blandt etniskemajoritets- og minoritetsbørn med alvorlige adfærdsvanskeligheder(Falck, 2006), at en anbringelsesårsag blandt etniske minoritetsbørn ertraumatiske oplevelser og omsorgssvigt forbundet med familiesammen-føringen i Norge. Omsorgssvigt beskrives som et hovedproblem i dissebørns opvækst. De fleste har desuden oplevet en problematisk opvækst ihjemlandet, som erstattes af en ikke mindre problematisk situation efterfamiliesammenføringen i Norge, som viser sig ved tilpasningsproblemer iforhold til sprog, skole og venner, og som kan indebære oplevelsen afdiskrimination.Bø (2004b) viser, at generationskonflikter forekommer langthyppigere som henvendelsesårsag blandt etniske minoritetsunge endblandt norske unge.Desuden viser forskning i både Norge og Danmark, at der ersærskilte kønnede problematikker blandt etniske minoritetspiger og-drenge i pubertetsalderen (Hannemann, 2003; Rasmussen, 2004; Bø,2004; Aannestad, 2004). Drengene kommer oftest fra socialt belastede ogsåkaldt dårligt integrerede familier, har adfærdsmæssige problemer ikombination med problemer i både skole og familie (Hannemann, 2003).Pigernes problemer handler især om, at de er opvokset i familier medenlige fraskilte mødre, der ofte på grund af sygdom ikke har magtet ene-ansvaret for børnene. Pigerne har skullet fungere i en voksenrolle og harhaft et stort omsorgsansvar for yngre søskende et al. En henvendelsesår-sag er deres desperation over dette ansvar. Forskningen antyder, at den-ne anbringelsesårsag især angår den ældste søster, og at hun selv henven-der sig til børneværnet (Rasmussen, 2004; Annestad, 2004; Bø, 2004b).Andre problematikker for disse piger er generationskonflikter med fami-lien, især et opgør med familiens krav om at leve op til kulturelle normer,som undertrykker pigernes ønske om frigørelse og individualisering(Hannemann, 2003; Aanestad, 2004). Der er en tendens til, at sagsbe-handlere handler akut i disse sager, uden at de nødvendigvis har belægherfor (Hannemann, 2003; Bø, 2004b). Anbringelser kan samtidig fåomfattende konsekvenser for pigerne, idet de er særligt udsatte for atmiste kontakten til deres familier (Hannemann, 2003).

Ligesom forskning om de etniske minoritetsfamiliers socialebaggrund viser den ny forskning, at anbringelsesårsagerne ofte er relate-ret til migration, familiesammenføring og tilpasning til det ny samfund.Forskningen viser, at der er forskellige problematikker på spil for drenge,hvis anbringelsesårsager typisk er problemer med adfærd og familie, ogfor piger, hvis problemer oftest handler om, at de får tildelt et for stortansvar i familien. Der peges desuden på intergenerationelle problemermellem forældre og børn, der især for piger handler om, at familien øn-sker døtrenes loyalitet i forhold til kulturelle normer, mens døtrene selvønsker selvstændighed.

Nye tal fra SFI’s forløbsundersøgelse af anbragte børn viser i tråd medtidligere, at indvandrerbørn mellem 13-17 år har højere anbringelsesfre-kvens end efterkommere og danskere, mens indvandrerbørn mellem 6-12 år er underrepræsenteret i forhold til danske børn. Efterkommere erunderrepræsenteret i alle aldersgrupper indtil de er 18 år (Egelund et al.,2008:226). Som nævnt muliggør SFI’s registeranalyse en opdeling efteretnisk baggrund. Underrepræsentationen af de mindre indvandrerbørngælder samtlige etniske grupper med undtagelse af børn med oprindelse iAfrika, som har omtrent samme anbringelsesfrekvens som etnisk danskebørn. Anbringelse af børn med blandet dansk og etnisk minoritetsoprin-delse er omtrent den samme som for danske. Børn med oprindelse iMellemøsten og det øvrige Europa har især meget lave anbringelsesfre-kvenser.SFI’s forløbsundersøgelse af anbragte børn viser stor variation ianbringelsestidspunkt og varighed mellem de etniske grupper. I forholdtil de etnisk danske børn, er børn med oprindelse i Afrika generelt an-bragt i en yngre alder, mens børn med oprindelse i Mellemøsten ellerAsien typisk anbringes senere og kortere tid end danske børn.I tråd med tidligere undersøgelser viser også denne undersøgelse,at etniske minoritetsbørn i mindre grad end etnisk danske børn og børnmed blandet dansk og etnisk minoritetsoprindelse anbringes i plejefami-lier og i højere grad placeres i en døgninstitution. Det vurderes, at enforklaring herpå kan være, at der er færre plejefamilier med etnisk mino-ritetsbaggrund.

Forløbsundersøgelsen af anbragte børn viser endvidere, at dermarkant oftere er tale om en tvangsmæssig anbringelse blandt børn, derer indvandrere eller efterkommere end blandt etniske danske børn eller’blandede’ børn. Overhyppigheden i tvangsanbringelser gælder især børnmed oprindelse i Afrika samt i Europa uden for Norden og EU.Anbragte børn med etnisk minoritetsbaggrund har hyppigereend andre børn besøgskontakt med deres mor og søskende. De har doglangt mindre besøgskontakt med bedsteforældre, idet de ofte er helt ellerdelvist bosiddende i oprindelseslandet.En norsk undersøgelse om spørgsmålet om overrepræsentationaf anbragte etniske minoritetsbørn og -unge kommer frem til resultater,der ligner de danske (Bø, 2004a). Undersøgelsen bygger på analyser afbørneværnsstatistik om anbringelser blandt etniske minoritetsbørn og-unge mellem 10-19 år. Hvad angår forekomsten af børneværnsklienterpå børne- og ungeinstitutioner, er der tre gange flere indvandrerbørn endblandt efterkommere og etnisk norske børn. Blandt disse er der en over-repræsentation af flygtningebørn samt af børn fra ikke-vestlige lande,især flygtningelande som Somalia, Iran og Irak (Bø, 2004a). Bø (2004b)viser en overrepræsentation af drenge med etnisk minoritetsbaggrund; ogdrenge med oprindelse i Pakistan, Somalia, Iran og Vietnam er især over-repræsenteret. Undersøgelsen viser, at det generelt sjældnere er forældre-ne til etniske minoritetsbørn end forældrene til norske børn, der henven-der sig til børneforsorgen.Svensk forskning på området påpeger en sammenhæng mellemoverrepræsentation af anbragte etniske minoritetsbørn og -unge og so-cioøkonomisk status (Lundström & Sallnäs, 2003; Vinnerljung et al.,2008). Undersøgelsen af Vinnerljung et al. (2008) er baseret på svenskeregisterdata og sammenligner børn med forskellige etniske baggrunde.Undersøgelse viser, at når der korrigeres for socioøkonomiske bag-grundsfaktorer (blandt andet uddannelse og arbejde), er der ingen over-repræsentation af anbragte børn med etnisk minoritetsbaggrund mellem1-12 år og kun en moderat overrepræsentation af anbragte teenageungemed etnisk minoritetsbaggrund. Overrepræsentationen forklares såledesførst og fremmest ved lav socioøkonomisk status. Derimod forekommeren betydelig overrepræsentation blandt nogle etniske minoritetsgrupperaf unge, fx teenagere med baggrund i Asien og det sydlige Afrika.Som det fremgår, er undersøgelser om anbringelsesfrekvenserprimært af kvantitativ art. Hannemann (2003), som er en undtagelse,

viser, at det kan være svært for praktikere at skaffe et overblik over, hvil-ke børn der har etnisk minoritetsbaggrund. Undersøgelsen viser, at dedaværende amter havde problemer med at anslå såvel omfanget af an-bragte etniske minoritetsbørn og -unge som årsager til deres anbringelseog visitation (Hannemann, 2003).Forskningen i Danmark viser, at både indvandrere og efter-kommere under 13 år er underrepræsenterede i anbringelsessystemet.Hvad angår anbragte indvandrerunge (men ikke unge efterkommere),viser dansk og norsk forskning en overrepræsentation blandt dennegruppe. Den nyere forskning om anbringelsesfrekvenser bidrager til deneksisterende kundskab ved at måle anbringelsesfrekvenser i forhold tilforskellig etnisk baggrund. For de nordiske lande forekommer, at isærbørn og unge fra Afrika og Asien er repræsenteret. Svensk forskningbidrager desuden med at forklare, at denne overrepræsentation skal sespå baggrund af de etniske minoritetsfamiliers lave socioøkonomiskestatus.

I forhold til dette emne er der en del ny dansk og norsk forskning.Forskningen omhandler såvel de etniske minoritetsbørns syn på anbrin-gelsen og mødet mellem forældre og anbringelsessystem. En tilbageven-dende problemstilling i de forskellige undersøgelser er spørgsmålet omligestilling, ligebehandling og anerkendelse af kulturel identitet. Denneproblemstilling omhandler blandt andet hensynet til det anbragte barnssprog, kultur og religion, som ifølge FN’s Børnekonvention skal respek-teres.ETNISKE MINORITETSBØRNS SYN PÅ ANBRINGELSEN

En dansk kvalitativ undersøgelse, som blev udført på to døgninstitutio-ner med en overrepræsentation af børn og unge med etnisk minoritets-baggrund (Hannemann & Hansen, 2005), belyser de anbragte børnssituation gennem interview med 14 anbragte børn og unge med etniskminoritetsbaggrund mellem 10 og 20 år. Undersøgelsen drager et skelmellem de små børn, som havde behov for samvær med forældrene, ogde unge, for hvem dette behov var mindre udtalt. Fælles for de anbragtebørn og unge var dog det vilkår at være dobbeltmarginaliseret, idet deforuden deres sociale problemer også tumlede med integrationsproble-

mer knyttet til blandt andet sprog, kommunikation og identitet. De ungehavde en oplevelse af institutionen som ’dansk’ og derfor ikke som etsted, hvor det var muligt at overholde muslimske traditioner som fxramadan. Dette var noget, de unge tilsyneladende underlagde sig. Inter-viewene peger på fællestræk i de unges anbringelsesoplevelser, som ercentreret om betydningen af deres etniske baggrund. De unge havde isæroplevelser af, at pædagogerne ikke havde sat sig ind i deres etniske bag-grund og forholdene i deres oprindelseslande. De unge påpegede, at demanglede hjælp til at finde positive rollemodeller, der var funderet i deresetniske minoritetsbaggrund, og de oplevede at blive tilskyndet til at blive’fordansket’.En norsk undersøgelse om etniske minoritetsunge, der har væretanbragt, belyser andre temaer i de unges syn på anbringelsen (Rasmus-sen, 2004). Om overgangen til institutionslivet udtrykte især de ungepiger, der var vant til at tage ansvar i familierne, at de oplevede instituti-onslivet som styret af strenge regler. Af stor betydning for dem var isærde voksenkontakter, de har haft på institutionen, særligt kontakter medpersonale på ungdomshjemmet, som de oplever næsten at have familie-lignende relationer til. Familien har ofte lagt afstand til de unge på grundaf skam. Kontakten med familien brydes ofte i starten af de unges insti-tutionsophold. Institutionspersonalet har hjulpet dem med at reetablerekontakten til forældrene, og på trods af forældres svigt er denne kontaktvigtig for de unge.En britisk kvalitativ og kvantitativ undersøgelse om udslusningaf unge i alderen 16-21 år med forskellige etniske baggrunde (Barn et al.,2005) konkluderer, at unge fra blandede familier og etniske minoritets-børn i højere grad oplever stabilitet under anbringelsen end etnisk briti-ske børn. Fælles for disse blandende og etniske minoritetsunge er, at deer blevet anbragt senere i deres liv og har været tilfredse med deres skole-forløb og sagsbehandlere. Undersøgelse påpeger vigtigheden af rollemo-deller i form af, at de unge er etnisk matchet med socialarbejderne, sær-ligt i den fase, hvor den unge skal sluses ud i samfundet.ETNISKE MINORTETSFAMILIERS MØDE MED ANBRINGELSESSYESTEMET

fyldt i forhold til personalet. Forholdet til medarbejderne var præget afen asymmetri i magtforholdet, en oplevelse af ikke at blive set, hørt ellerværdsat, og af kun tilfældigt at have kontakt med døgninstitutionerne.Samtlige forældre udtrykte ønske om, at institutionen tog hensyn til fami-liens kulturelle baggrund.Møller & Skyttes (2004) kvalitative undersøgelse baseret på livs-historieinterview med 11 forældre til anbragte børn i 8-årsalderen medetnisk minoritetsbaggrund uddyber forældrenes særlige dilemmaer ogpositioner i forhold til anbringelsen. Undersøgelsen kategoriserer foræl-drene i forhold til anbringelsen og samarbejdet med sagsbehandlere oginstitutioner:–Den uforståelige anbringelse:Disse forældre har ofte få sociale netværker.De føler sig ikke anerkendte hverken som forældre eller i kontaktenmed systemet, idet de ser sig som magtesløse, ekskluderede og di-skriminerede. De oplever manglende støtte fra kommunen til atovervinde de komplekse problemstillinger, der er årsag til anbringel-sen, og opfatter anbringelsen som en overtrædelse af deres egne ogderes børns rettigheder; i det hele taget ser de anbringelsen som me-ningsløs. Disse forældre henviser ofte til kultur og etnicitet. Entenføler de, at de ansatte af kulturelle grunde underkender deres foræl-drekompetencer, eller at kulturelle træk indgår som grund til anbrin-gelsen. Disse forældre føler, at deres samvær med deres anbragtebørn er begrænset tidsmæssigt og rumligt i form af overvågning ogkrav om at tale dansk samt med hensyn til transport og fleksibilitet.Den håndterbare anbringelse:Forældrene har erfaring med kontakt til detsociale system på grund af, at der i forvejen er problemer i familien,og de fremstår selv som ‘gode nok deltidsforældre’. Nogle har opgi-vet at få deres børn hjemgivet. De arbejder for at opnå anerkendelsesom forældre af børnenes plejeforældre samt samarbejder med an-bringelsesstederne gennem forskellige, ofte hårde, forhandlinger.Også disse forældre betoner, at der tages for lidt hensyn til deresbørns etniske og kulturelle baggrund. Forældrene føler dog, at de haren god kontakt med deres anbragte børn, og ser begrænsningerneheri som en relevant beskyttelse af børnene og støtte til deres egenmulighed for at håndtere samværssituationen.Den meningsfulde anbringelse:Disse forældre forekommer afklaredeomkring deres barns anbringelse. Den meningsfulde anbringelse tol-

SFI’s forløbsundersøgelse af anbragte børn viser, at anbringelsessteder-nes vurdering af forældresamarbejdet er signifikant forskelligt afhængigtaf, om barnet har dansk eller etnisk minoritetsoprindelse (Egelund et al.,2008:236). Således mener henholdsvis 58 og 57 pct. af anbringelsesste-derne, at de har et godt eller virkelig godt samarbejde med forældrene tilbørn med dansk oprindelse eller blandet dansk og etnisk minoritetsop-rindelse, mens dette kun gør sig gældende for 30 pct. af forældre medetnisk minoritetsbaggrund.Hannemann (2003) viser, at nøglepersoner i de daværende amterudtrykte behov for udvikling af samarbejdet med de etniske minoritets-familier. Familiesamarbejdet kompliceredes især af sprogproblemer,tolkning, kommunikationsvanskeligheder, forældrenes ringe kendskab tildet danske system og modstand over for anbringelsen. Desuden gav deprofessionelles egen usikkerhed omkring deres kompetencer i arbejdetmed disse familier sig udslag i dårligt belyste anbringelsessager (ibid.: 47).De professionelle giver ligeledes udtryk for, at familiearbejdet er kom-plekst og tidkrævende. Et særligt problem i arbejdet med familierne er, atde opfattes som meget ressourcesvage. Desuden er der ofte flere samar-bejdspartnere i etniske minoritetsfamilier, fx den udvidede familie, ogderfor flere aktører, som de professionelle skal forholde sig til. Et andetproblem er usikkerhed i forhold til at vurdere samspillet i etniske minori-tetsfamilier, blandt andet kvaliteten af samværet mellem forældre ogbørn. Derudover peges på faktorer som familiernes manglende forståelsefor og enighed om årsagerne til og forløbet i anbringelsen, herunderfamiliernes lukkethed og skamfølelse omkring problemerne (ibid.: 53).Endnu en udfordring for socialarbejderne er deres egen forudindtaget-hed i mødet med anderledes værdier i opdragelsen af børn og synet påkvinder, der kan have en effekt på sagsbehandlingen. I denne forbindelse

efterlyser socialarbejderne retningslinjer, metoder, supervision og erfa-ringsudveksling kollegaer imellem (ibid.: 58).(Hannemann & Hansen, 2005) belyser medarbejdernes udfor-dringer i arbejdet med disse børn og deres forældre. Udfordringerne varfx børnenes sproglige problemer, især med at forstå komplekse danskebegreber, samt deres manglende viden om det danske samfund. I forholdtil forældrene var der ofte indbyrdes forståelsesproblemer. Tolkning erofte nødvendig, dog har mange forældre modstand heroverfor. Medar-bejderne påpeger desuden uoverensstemmelse med forældrene om, hvadder var vigtigt for barnet. Også denne undersøgelse påpeger, at forældresog børns anderledes syn på køn, især syn på kvinder, og på status ogmagthierarkier på institutionerne, udgjorde udfordringer for medarbej-derne.Et tilbagevendende forskningsspørgsmål handler om ligestillingog ligebehandling over for anerkendelse af kulturel forskellighed (Han-nemann, 2003; Skytte, 2005; Ulvik, 2005). Hannemanns (2003) undersø-gelse påviser et generelt dilemma mellem ligestilling og anerkendelse afkulturel forskellighed. De ansatte lægger vægt på det individuelle ud-gangspunkt frem for på kultur og etnicitet, hvilket betyder, at de i mindregrad anerkender etniske minoritetsbørns anderledes sproglige, etniske,kulturelle og religiøse baggrund. Anbringelsesstederne giver udtryk for, atde ikke kan lave pædagogiske særforanstaltninger over for etniske mino-riteter ud over elementære hensyn til særlige madvaner, tøj- og musikstiletc.Undersøgelsen viser endvidere, at sager om etniske minoritets-børn er dårligere oplyst end andre sager. Der er særlige problemer medvisitationen af disse børn; det er især vanskelligt at finde pladser til demeget marginaliserede unge på grund af anbringelsesstedernes modstandmod og usikkerhed over for etniske minoritetsunge.En norsk afhandling (Ulvik, 2005) påpeger, at etniske minori-tetsbørn har langt mere komplekse netværk end andre plejebørn og ihøjere grad befinder sig i et konfliktfyldt relationelt felt mellem oprindel-sesland og modtagerland. Det kræver blandt andet, at sagsbehandlere harøje for andre logikker og relationer end de tilvante i majoritetssamfundet.Det kræver større tilrettelæggelse fra barneværnets side at få øje på oginddrage de relationer, som barnet indgår i, hvis anbringelsen skal lykkes.Afhandlingen analyserer en case om en plejefamilie til en flygtninge-dreng, som, skønt han har mistet begge forældre i oprindelseslandet,

stadig har relationer til den udvidede biologiske familie og andre netvær-ker samt til sine forhenværende plejeforældre fra oprindelseslandet. Ple-jeforældrene oplever, at børneværnet ikke tager hensyn til drengens kul-turelle baggrund og behov for at holde kontakt til personer herfra. For-skeren konkluderer, at hvis børneværnet ikke er opmærksom på at for-malisere de etniske minoritetsbørns netværker, kommer plejefamilien tilat stå alene med konflikterne. En konsekvens er, at det er vanskeligt forplejeforældrene at give udviklingsstøtte til barnet, hvis de er i tvivl omhvilken retning, hans udvikling skal tage. Det handler ikke kun om atfastholde tilhørsforholdet til oprindelandet, men også om at forstå bar-nets komplekse relationer og symbolske tilhørsforhold, som har betyd-ning for barnets selvopfattelse.I forskningen om mødet mellem etniske minoritetsfamilier oganbringelsessystemet er der visse iøjnefaldende resultater. Især børnenegiver udtryk for betydningen af deres etniske minoritetsbaggrund og foroplevelsen af, at de ansatte ved anbringelsesstederne ikke har sat sig ind idisse forhold. Dette forekommer desuden at medvirke til en polariseringi børnenes oplevelse af anbringelsesstedet som ‘dansk’ og som et sted,der ikke kan rumme anderledes kulturelle og religiøse traditioner. Dettebillede modsvarer de ansattes manglende anerkendelse af de etniske mi-noritetsbørns anderledes etniske, kulturelle og religiøse baggrund.Forskning om forholdet mellem de ansatte og forældrene viser,at de ansatte efterlyser redskaber i samarbejdet med forældrene. Detteskyldes, at de forskellige parter befinder sig i et kulturmøde præget afproblemer med kommunikation, forskellige måder at forstå og håndterefamilieproblemer på, forskellige værdier og fordomme over for hinan-den. Undersøgelsen af forældrenes opfattelser af anbringelsen som hen-holdsvis ’uforståelig’, ’håndterbar’ og ’meningsfuld’ vidner dog om, at derer flere forskellige opfattelser på spil også internt blandt etniske minori-tetsforældre.

men forskellig betydning for disse forældre. Forældrene bruger kulturelleværdier, normer og praktikker til markering af distance eller nærhed iforhold til andre. Disse markeringer er betinget af relationer til bådeslægt, plejefamilie og kommunen. Forældre med familie i Danmark føleri højere grad end forældre uden familie i Danmark, at deres positione-ringsmuligheder er begrænsede. Forældrene positionerer sig som bærereaf etnisk identitet. Positioneringen handler først og fremmest om, atbørnene skal opdrages med nogle værdier og normer, som de kan ståinde for. Hermed betoner forældrene vigtigheden af, at de opnår aner-kendelse af de kulturelt betingede forudsætninger, de har for at væreforældre.Hannemann & Hansen (2005) berører desuden spørgsmålet ombetydningen af den etniske baggrund for de anbragte børn og unge. Deunge vægter deres baggrund forskelligt i deres identitetsopfattelse. Doghar de det til fælles, at etnicitet – i betydningen af at være ikke-dansk –har stor betydning for alle. Etnicitet har ikke entydig betydning for dan-nelsen af venskaber på institutionerne, men der er en tendens til at dannevenskaber ud fra det fælles vilkår, at de unge er ’udlændinge’, som desu-den opfatter danske jævnaldrende som lukkede.Sprog er et særligt dilemma for etniske minoritetsfamilier. Skytte(2005) påpeger, at de anbringende socialarbejdere ofte ikke ved, hvilketsprog der er barnets modersmål. Barnets manglende mulighed for atvidereudvikle sit modersmål kan få konsekvenser for muligheden for atbevare kontakten til forældrene, hvis forældrene ikke længere kan kom-munikere med børnene på modersmålet (Skytte, 2005). Møller og Skytte(2004) opdeler etniske minoritetsforældres sprogstrategier i tre forskelligekategorier:–En dansksproget strategiblandt de forældre, der har en risiko for ikke atfå hjemgivet deres børn og derfor heller ikke synes, at de over forkommunen skal dokumentere deres kapacitet til at kommunikeremed deres børn på modersmålet, idet dette ikke skal vurderes i for-bindelse med en hjemgivelse af barnet.De sprogbekymrede forældreer bange for, at børnenes manglende mulig-heder for at udvikle modersmålet under anbringelsen vil vanskelig-gøre deres muligheder for at kommunikere med børnene i fremti-den. Deres bekymring er relateret til, at de har stærke ønsker om atfå hjemgivet deres børn.

Forskningen om betydningen af kultur, etnicitet og sprog for anbragteetniske minoritetsbørn er endnu ny. Forskningen viser først og frem-mest, at kultur og sprog på forskellige måder har betydning for såvel deetniske minoritetsbørn som deres forældre. Dette resultat indebærer, atder er grund til at arbejde bevidst med de anbragte børns kulturelle m.v.baggrund og med den etnicitet, de definerer sig selv ved. De anbragtebørns tilbøjelighed til først og fremmest at opfatte sig som ’udlændinge’og ’ikke-danske’ vidner om et sådant arbejdes nødvendighed, hvis ikkeen polarisering skal stille sig i vejen for omsorgen for de etniske minori-tetsbørn.

Uledsagede asylansøgerbørn er et nyt område inden for forskningen omanbringelser af etniske minoritetsbørn og -unge. Den tidlige forskning påområdet (rapporteret i Hannemann, 2003) påpeger, at børnene medbrin-ger særlige problemstillinger, der knytter sig til den sorg, de traumer ogtab, som de bærer på. Børnenes efterladte eller mistede familie har så storbetydning for dem, at de kan have svært ved at få tillid til andre voksne,ligesom de ofte er forankret i forestillinger om oprindelseslandet. Børne-ne er ofte udstyret med falske identitetspapirer og historier om deresflugt og er tyngede af at fortie de reelle historier. På samme måde leverde med en uvis fremtid. I deres ophold i asylcenter og i integrationspro-cessen har de svært ved at forstå det omgivende samfund, og de er præ-get af en svag skolegang og mangel på egnede skoletilbud og udsættesdesuden for diskrimination i samfundet (ibid.: 69).SFI’s undersøgelse om uledsagede asylbørn (Christensen, 2006)er baseret på statistiske data fra Udlændingeservice og data fra social- ogsundhedsjournaler over 14 børn, der bor på Center Gribskov. De flestebørn var mellem 15-17 år, og blandt de 12 forskellige nationaliteter, dervar repræsenteret, var der flest børn fra Irak og Afghanistan. Knap totredjedele af børnene havde mistet deres far i krigen, og mange af børne-ne har kun få eller ingen familiemedlemmer i hjemlandet og har vedankomsten til centeret ingen eller kun få sociale relationer. Flere af bør-nene har aldrig gået i skole. Det fremgår af journalerne, at børnene gene-

relt med enkelte undtagelser er fysisk og psykisk sunde. De har dog van-skelligheder som følge af tab og savn af relationer til hjemlandet, enkeltehar psykiatriske diagnoser. Nogle af børnene har familie eller venner afderes familie i Danmark, som de får kontakt til. På centeret danner debørn, der taler samme sprog, relativt hurtigt relationer med hinanden.Det gælder også skabelse af relationer til andre, der taler samme sproguden for centret. De får desuden hjælp til at kontakte etniske foreninger iDanmark.En britisk undersøgelse har søgt at afdække uledsagede asylan-søgende børns oplevelser omkring flugten med henblik på at vurderebørnenes behov for støtte ved ankomsten til England (Thomas et al.,2004). Undersøgelsen består af kvalitative dybdegående interview med100 uledsagede asylansøgerbørn mellem 11-17 år og kvantitative data frajournaler og juridiske afgørelser. Undersøgelsen konkluderer, at uledsa-gede asylansøgerbørn ankommer til England med flere alvorligt trauma-tiske oplevelser. Omtrent halvdelen af disse børn har oplevet at bliveadskilt fra en eller begge forældre og/eller andre familiemedlemmer. Lidtunder halvdelen af børnene har været udsat for vold, blandt andet seksu-el vold og voldtægt. For mange af disse børn har flugten til Englanddesuden været kompliceret.Den eksisterende forskning om uledsagede asylansøgerbørn vi-ser, at disse børn udgør en særlig udsat gruppe, idet de er udsat for storetab, traumer og overgreb. Forskningen er endnu i en begyndende fase ogmangler endnu at identificere og forstå disse børns særlige og kompleksevilkår.

2003 så småt er begyndt at udfylde en del af det hidtidige forskningstom-rum.Dog har meget af den kvalitative forskning på området – især iDanmark – form af erfarings- og vidensopsamlinger, der ikke ganskelever op til forskningsmæssige krav om fx metode, teori og formidling afresultater. Også nogle af de norske kvalitative undersøgelser på områdeter baseret på et spinkelt kvalitativt materiale. Man kan derfor konstatere,at der endnu mangler mere robust kvalitativ forskning på områder somfx mødet mellem etniske minoritetsfamilier og anbringelsessystemet, somogså bør følges op af kvantitativ forskning, der kan vise omfanget af detendenser, der peges på i det kvalitative materiale.Den ny forskning giver ny indsigt i mange aspekter af anbringel-se af etniske minoritetsbørn og -unge. Forskningen viser om anbringel-sesfrekvenser, at:–––––Kategorien ’blandede’ børn på mange måder minder om etniskemajoritetsbørn.Indvandrerbørn er overrepræsenterede blandt børn, der anbringessom teenagere.Efterkommere er ikke overrepræsenteret i nogen aldersgruppe.Etniske grupper med oprindelse i Afrika og Asien er særligt overre-præsenterede blandt anbragte etniske minoritetsbørn.Svensk forskning dokumenterer, at hvis man korrigerer for socio-økonomiske forhold, reduceres overrepræsentationen af etniske mi-noritetsbørn blandt de anbragte børn.Uledsagede asylansøgerbørn er forskningsmæssigt en ny og særligtudsat gruppe af etniske minoritetsbørn.

Resultaterne fra undersøgelser af mødet mellem system og forældre teg-ner et billede af et typisk kulturmøde, der omfatter kommunikationspro-blemer, forskellige måder at forstå og håndtere familieproblemer på samtforskellige værdier og fordomme i forhold til hinanden. Resultaterneviser, at:–Forældresamarbejdet med etniske minoritetsfamilier vurderes af deansatte som langt dårligere end samarbejdet med etnisk danske og‘blandede’ familier.De ansatte efterlyser redskaber til at udvikle samarbejdet med foræl-drene.Både etniske minoritetsbørn og deres forældre efterspørger anerken-delse af kulturel forskellighed på anbringelsesstederneDenne efterspørgsel modsvarer de ansattes manglende anerkendelseaf kultur m.v. som en vigtig faktor i anbringelsenBørnene opfatter anbringelsesstedet som et ‘dansk’ sted, der ikke kanrumme anderledes kulturelle og religiøse traditioner.

Ligesom det blev konstateret i forskningsoversigten fra 2003, kan manmed disse forskningsresultater rejse det spørgsmål, om anbringelsesste-derne fuldt ud lever op til FN’s Børnekonventions krav om respekt forbørnenes sprog, etnicitet, religion og kultur, om end dokumentationenheraf endnu vedrører få undersøgelser.Netop betydningen af kultur, etnicitet og sprog for anbragte et-niske minoritetsbørn og deres familier er også inden for forskningen etnyt område. Denne forskning viser, at:––Etnicitet, kultur og sprog har betydning, men forskellige betydningfor børnene og deres forældre.Forældrenes insisteren på betydningen af etnicitet mv. handler førstog fremmest om at opnå anerkendelse af de kulturelt betingede for-udsætninger, de har for at være forældre.Børnenes identitet er ikke så meget orienteret efter et oprindelses-land, men efter tilhørsforhold til gruppen af etniske minoriteter. Dehar skabt en identitet som ’ikke-danske’ og har svært ved at komme ikontakt med danske børn.

I dette kapitel gennemgås forskning om kontakten mellem anbragte børnog deres biologiske forældre, søskende, slægt og netværk.Forældres betydning for anbragte børn har været genstand forteoretiske kontroverser.31Uenigheden går på, om det altid tjener barnetbedst at opretholde kontakten til de biologiske forældre, som barnetførst er knyttet til, eller om denne relation kan erstattes ved, at der etab-leres en relation til andre voksne. Dansk lovgivning bygger på et kontinu-itetsprincip, som betyder en tilslutning til det princip, at forældreskabikke kan overføres til andre ’psykologiske forældre’, hvis barnet først haropnået en tilknytning til de primære omsorgsgivere (som oftest de biolo-giske forældre). Det betyder også, at der eksisterer en forpligtelse til såvidt muligt at understøtte kontakten mellem det anbragte barn og detsforældre under anbringelsen.

I dette kapitel præsenteres udelukkende danske studier32af an-bragte børns kontakt med forældre, søskende, slægt og netværk. Vi harimidlertid måttet sande, at der findes meget lidt dansk forskning, derbehandler dette emne særligt detaljeret, på trods af at relationen til foræl-dre, søskende, familie og netværk ifølge børnene selv er vigtig (jf. kapitel10, som omhandler børnenes eget syn på anbringelsen). Endvidere er dermed undtagelse af i forløbsundersøgelsen af anbragte børn (Egelund etal., 2008) fortrinsvis fokus på forældrerelationen, mens især bedsteforæl-dre, søskende og anden slægt næsten ikke behandles.Vi indleder kapitlet med en kort gennemgang af resultaterne fraforskningsoversigten i 2003. Herefter beskrives de fire danske studier,som reelt undersøger de anbragte børns relationer til forældre, søskende,slægt og netværk under anbringelsen. Kapitlet afrundes med kort sam-menfatning.

Forskningsoversigten fra 2003 (Egelund & Hestbæk, 2003) gennemgåren række, primært britiske, studier, der mener at kunne påvise positiveeffekter for børnene af bevarelse af kontakten med forældre under an-bringelsen. Det drejer sig om effekter i form af fx færre sammenbrud ianbringelsen, bedre tilpasning til anbringelsesstedet og hurtigere og flerehjemgivelser. Det konkluderes imidlertid i forskningsoversigten, at man-ge tidlige undersøgelser af denne karakter er behæftet med så store me-todologiske fejl, at de ikke kan lægges til grund for sikre konklusioner omeffekterne af kontakt. På ét punkt findes et entydigt og holdbart resultat,nemlig at kontakt med forældre reducerer risikoen for sammenbrud afanbringelsen, når der er tale om større anbragte børn. I forhold til deandre undersøgte udfaldsmål konkluderede vi i 2003, at der er et forsk-ningstomrum, dvs. at der ikke findes klare resultater.

Det var veldokumenteret i en del undersøgelser, at kontakten til forældrefor anbragte børn var et ømtåleligt område. Mange anbragte børn varbekymrede for og usikre på deres tilhørsforhold til forældre og søskende,og de bruger mange kræfter på at tænke på, hvordan det går dem. Desu-den oplevede mange anbragte børn, at de var fanget i loyalitetskonfliktermellem forældre og anbringelsessted.Børnene følte sig knyttede til deres forældre, om end ind imel-lem ambivalent. Trods forældrenes eventuelle vanrøgt eller andre over-greb oplevede de anbragte børn, at ’blodets bånd’ var vigtigt for dem, ogde udtrykte et stærkt ønske om accept af forældrene fra anbringelsesste-dets side. Omvendt udtrykte specielt større børn i nogle studier, at deselv ville have indflydelse på, hvorvidt de aktuelt ville have kontakt tilforældrene.Børnenes ønske om kontakt var bredere end forældrene. Kon-taktbehovet rettede sig også mod søskende og slægtsmedlemmer, fxbedsteforældre. I forhold til begge grupper var der en tendens til, at detvar svært for de anbragte børn at holde kontakten ved lige. De da eksi-sterende resultater talte således for, at der var grund til at tænke familie-begrebet bredere end kun refererende til forældre.FORÆLDRES SYN PÅ KONTAKTEN

Forskningen om forældres syn på kontakten var med få undtagelserovervejende kvalitativ.Kvantitative undersøgelser peger på, at majoriteten af de anbrag-te forældre synes, de har for lidt kontakt med deres anbragte barn.Forældre udtrykte i kvalitative studier vanskelighed ved at afklarederes forhold til barnet, blandt andet fordi de var usikre på anbringelsensperspektiv.Desuden var følelser af degradering og fallit fremherskende hosmange forældre, specielt i anbringelsens begyndelsesfase. Flere følte og-så, at den første krises forvirring og afmægtighed af de professionelleblev betragtet som forældrenes sædvanlige problemløsningskapacitet.Endelig ville de fleste forældre helst have kontakt med deresbarn i eget hjem, fordi besøg på anbringelsesstedet af både børn og for-ældre kunne opleves som problematiske og smertefulde.

I den britiske tradition var inklusive eller eksklusive attituder over for debiologiske forældre i fokus i 2003, og der var en forskningsmæssig kon-sensus om, at en inklusiv attitude, hvor plejeforældre så positivt på kon-takten med forældre og over for barnet gav udtryk for accept af foræl-drene, var en betydelig positiv faktor for barnet i anbringelsesforløbet.Der var dog både danske og norske eksempler på forskning, derpåviste, at ca. halvdelen af plejeforældre var negative over for de biologi-ske forældres kontakt med barnet. Svensk forskning fra samme periodepegede på en generelt positiv attitude til børnenes og forældrenes kon-takt og samvær, men en samtidigt erkendelse af, at kontakten af og tilkunne volde problemer.

I den danske forløbsundersøgelse af anbragte børn (Egelund et al., 2008)undersøges omfanget af børnenes samvær med forældre, familie og net-værk.Størstedelen af (89 pct.) af de anbragte børn får ifølge anbringel-sesstederne besøg af moren og/eller faren i et eller andet omfang. 8 pct.af børnene får imidlertid hverken besøg af moren eller faren.33Rappor-ten peger endvidere på, at de 11-årige anbragte børn har jævnligere kon-takt med moren end faren, og at der er en stor gruppe af børn (28 pct.),der slet ikke har kontakt med deres far. En stor del af børnene (43 pct.)vil gerne se mere til deres far. Næsten lige så mange (37 pct.) af børnenesiger, at de gerne vil være mere sammen med deres mor. Over halvdelenaf børnene er hverken med til at bestemme, hvornår de skal se deres far(55 pct.) eller mor (57 pct.).30 pct. af børnene savner ifølge anbringelsesstederne deres for-ældre mellem samvær med dem, mens 50 pct. af børnene efter anbringel-sesstedernes vurdering ikke savner deres forældre.Udover tilknytningen til og kontakten med forældrene er til-knytningen til søskende og bedsteforældre størst, idet det er disse to

grupper, som anbringelsesstederne hyppigst angiver som besøgende udover forældrene. 35 pct. af de børn, der har en eller flere søskende, erogså anbragt sammen med den/de pågældende søskende. Af de børn,som ikke er anbragt sammen med deres søskende, er det relativt få, derofte ser deres søskende. I forlængelse heraf giver 32 pct. af børnene ud-tryk for, at de gerne vil se deres søskende oftere. Samlet tyder det såledespå, at mange anbragte børn oplever et søskendetab.I forhold til kontakten til bedsteforældrene ser lidt over halvde-len (58 pct.) af børnene mest til én enkelt af deres bedsteforældre. Der erendvidere tendens til, at børnene i højere grad har kontakt til bedstefor-ældrene på morens side end bedsteforældrene på farens side.Den overordnede konklusion på rapporten er, at en stor andel afbørnene oplever et betydeligt tab af slægt ved at være anbragt, idet deenten ikke har kontakt med søskende, bedsteforældre, fætre/kusiner ellertanter/onkler.I en dansk undersøgelse om slægtsanbragte børn (Knudsen etal., under udgivelse), der sammenligner disse børn med børn anbragt iordinær familiepleje, undersøges de slægtsanbragte og de familieplejean-bragte børns kontakt med deres mødre kvantitativt. Undersøgelsen pegerpå, at hyppigheden af kontakt afhænger af anbringelsesformen. Børn islægtspleje får oftere besøg af deres mødre end børn anbragt i almindeligfamiliepleje. Imidlertid får halvdelen af børnene uanset anbringelsestypesjældent eller aldrig besøg af deres mødre. To tredjedele af børnene islægtspleje får sjældent eller aldrig besøg af deres mor, mens dette gælderfor fire femtedele af børnene i almindelig pleje.Børns kontakt med og forhold til forældre bliver også behandletaf Thormann & Guldberg (2003). Bogen beskæftiger sig på baggrund afen dansk kvalitativ undersøgelse med den gruppe af små børn, der tidligti livet er blevet adskilt fra deres forældre. Bogens konklusioner er baseretpå en efterundersøgelse af de 40 børn, der blev udskrevet fra SkodsborgObservations- og behandlingshjem i 1986-87. I bogen beskrives det,hvordan børnene reagerer, når kontakten med forældrene udebliver.Børnene bliver utrygge og angstfulde, når de ikke ved, hvad der foregårmed deres forældre. Undersøgelsen indikerer, at flere af børnene opleverdiskontinuitet i deres kontakt med forældrene. Nogle forældre svigter ogudebliver fra flere besøg efter hinanden, fordi de har mistet kontrollenmed deres eget liv.

I TABUKA-rapporten, hvor 39 danske, tidligere anbragte børndels diskuterer erfaringer med at være anbragt, og dels kommer medforslag til forbedringer af anbringelsessystemet, fortæller flere af børne-ne, at de har oplevet adskillelsen fra forældre og søskende som svær.Mange har haft blandede følelser over for forældrene, men relationen tilforældrene har ikke desto mindre været vigtig for mange (Nielsen et al.,2005). Bruddet med forældrene bliver oplevet som alvorligt af mange afbørnene; de har oplevet bruddet som et svigt, og de har været chokeredeover, at forældrene anbragte dem og i nogle tilfælde nærmest forsvandt.De langsigtede konsekvenser af bruddet med forældre og søskende ogden øvrige familie omtales af mange. Båndene til familien er blevet alvor-ligt svækket og nogle nævner, at de er blevet ’hjemløse’ eller ’rodløse’. Ettilbagevendende tema er det svage netværk, man ofte har som voksen.Om den faktiske kontakt med forældrene fortæller mange af de nu voks-ne, men tidligere anbragte børn, at kontakten er sparsom eller megetsparsom, både som følge af forældrenes manglende evne til at opretholdekontakten, plejeforældrenes ønsker om at undgå kontakt eller i nogletilfælde barnets/den unges egne ønsker. Det generelle billede i TABU-KA-rapporten er, at de unge ønsker mere indflydelse på kontakten medforældrene, så børnene i højere grad kan se deres forældre, når de harbehov for det.I TABUKA-rapporten fremhæves forholdet til søskende somyderst betydningsfuldt og ofte også meget tæt. Det gælder ikke mindstfor søskende, der har taget sig af hinanden, fordi forældrene ikke harmagtet det. Søskende kan være en vigtig ressource både i barndommen,men også på længere sigt. Søskende kan repræsentere den eneste livslan-ge relation, et anbragt barn har. Mange fortæller, at deres kontakt til sø-skende har været sparsom, når de har været anbragt hver for sig, og detkan derfor være svært at opretholde en tæt relation, hvis ikke kontaktenmed søskende får særlig støtte.

menhæng. SFI’s forløbsundersøgelse af anbragte børn (Egelund et al.,2008) er det studie, som mest detaljeret behandler børnenes relationer tilbåde forældre, søskende, slægt og netværk. Kontakten mellem anbragtebørn og deres familie er således et aspekt af anbragte børn og unges liv,som – i dansk sammenhæng – forskningsmæssigt er underbelyst. Vi harfortsat ikke viden om effekterne af anbragte børns kontakt til forældre,søskende, slægt og netværk, hverken på kort eller lang sigt, men kankonstatere, at mange anbragte børn og unge oplever et betydeligt tab afforældre-, søskende- og slægtskontakt, når de bliver anbragt. Sammenfat-tende kan vi på baggrund af de få danske studier slutte følgende:–––At der er en relativ stor gruppe af børn, der sjældent eller aldrig serderes forældre.At det hovedsageligt er faren, som børnene mister kontakten til.At kontakthyppigheden er afhængig af anbringelsesstedet, idet fxbørn i slægtspleje oftere har kontakt med deres mor sammenlignetmed børn i almindelig familiepleje.At udover tilknytningen og kontakten med forældrene er tilknytnin-gen til søskende og bedsteforældre størst.At børn, som ikke er anbragt sammen med deres søskende, ønskermere samvær med dem. For mange børn er søskenderelationen vig-tig og måske den eneste livslange relation, som det anbragte barn får.Mange børn har kun kontakt med bedsteforældrene på morens side(mormoren).

Gennem de senere år har der været en stigende opmærksomhed i forsk-ningen omkring børns egne opfattelser af og erfaringer med at være an-bragt uden for hjemmet. Den fornyede opmærksomhed er del af en bre-dere udvikling i samfundsforskningen, hvor børn i højere grad end tidli-gere betragtes som kompetente sociale aktører, som ikke blot er passiveobjekter for voksnes handlinger, men aktivt og selvstændigt er med til atskabe den verden, de indgår i (se fx James et al., 1998; Bäck-Wiklund &Lundström, 2003; Schwartz et al., 2009). Dette forskningsperspektiv,som involverer en konsekvent inddragelse af børn og unge som aktivedeltagere i vidensproduktionen, har åbnet nye døre i anbringelsesforsk-ningen, fordi vi med en række nyere studier får en bedre forståelse af,hvordan forskellige anbringelsestiltag opfattes af de direkte involveredebørn og unge.I dette kapitel gennemgås således de nyere studier, som omhand-ler anbragte børn og unges syn på anbringelsen. Forskningsoversigtenindeholder dog kun en opdatering af dendanskeforskning i perioden2003-2008. Begrundelsen for dette er pragmatisk og skyldes den kortetidsfrist for arbejdet. Det skal dog bemærkes, at øvrig nordisk og en-gelsksproget litteratur inden for temaet er medtaget i kapitel 5, i det om-fang studierne specifikt omhandler døgninstitutioners hverdag og vilkår.

De undersøgelser, der i forskningsoversigten fra 2003 anlagde et ’bruger-perspektiv’ på anbringelser, var tematisk yderst varierede. Der var oftetale om mindre kvalitative studier, der belyste refleksioner om komplekseforhold og relationer, men som ikke repræsentativt kunne sige noget om,hvordan gruppen af børn som helhed vurderede anbringelsen. Noglehovedpunkter fra disse studier skal fremhæves her.En del undersøgelser lagde vægt på, at anbragte børn på en ræk-ke områder blev bragt i eksistentielle konflikter i forbindelse med an-bringelsen. De skulle overkomme en separation fra forældrene som pri-mære omsorgsydere; de blev ofte udsat for tab af familie; de skulle for-holde sig til nye mennesker, skikke og kulturer på anbringelsesstedet; devar utrygge over for fremtidsperspektiverne i anbringelsen, og de var oftealene og ensomme, når de skulle forholde med disse ting. De undersø-gelser, som dengang fandtes, om børns syn på deres anbringelse løftedeen flig af den mængde af konflikter, børnene blev sat i. Dybden af kon-flikterne og deres betydning for børnenes udvikling var imidlertid sjæl-dent undersøgt. Det var med andre ord et område, hvor der kunne træn-ges til mere forskning, og hvor børnenes egen stemme ville blive afgø-rende.Et ofte studeret område i de eksisterende undersøgelser viste sigat være børns og forældres syn på deres deltagelse i og magt over anbrin-gelsesprocessen. Resultaterne var ikke fuldstændigt entydige. Der varundersøgelser, hvor større børn fandt, at de var blevet lyttet til og havdehaft indflydelse fx på valg af anbringelsessted. Det overvejende antal afundersøgelser sagde imidlertid det modsatte, både hvad børn og forældreangik. Det var megen afmagt, følelse af tilsidesættelse, manglende infor-mation og manglende deltagelse i processen og i beslutninger, der blevudtrykt i ’brugerundersøgelserne’. Det overvejende perspektiv set medbørns og forældres øjne var således, at anbringelsesforløbet indebar, at

Den nyere danske forskning, som involverer anbragte børns eget syn påanbringelsen, har ikke været mindre tematisk varieret end den, som derblev redegjort for i den forrige forskningsoversigt. Studierne vedrørerforskellige anbringelsesformer (familiepleje og institutionsanbringelse),forskellige aldersgrupper (fra førskolebørn til unge), og de anlægger for-skellige tidsperspektiver og inddrager dermed forskellige grupper af in-formanter (såvel nuværende som tidligere anbragte). Et fællestræk er, atder gennemgående er tale om kvalitative studier med deltagelse af etrelativt begrænset antal anbragte, og at undersøgelserne derfor ikke kansige noget præcist om udbredelsen af de resultater, man er nået frem til.Det er imidlertid værd at bemærke, at trods variationer i data-grundlag og analyseperspektiv, er konklusionerne i disse studier overra-skende konsistente. Det skal forstås på den måde, at der på tværs af tid(inddragelse af henholdsvis tidligere og nuværende anbragte) og rum(fokus på forskellige anbringelsesformer) synes at være en betydeligoverensstemmelse mellem de elementer ved anbringelsen, som børn ogunge finder vigtige for anbringelsesforløbets kvalitet. Tilsvarende er derrelativt stor enighed om, hvilke faktorer der kan være med til at gøreanbringelsen til en mangelfuld, utilstrækkelig eller – i sjældnere tilfælde –helt uacceptabel oplevelse. Disse ’opmærksomhedspunkter’, som børnog unge fremhæver, når de selv skal give deres syn på anbringelsen, dis-kuteres i det følgende under to overskrifter, henholdsvis ’Relationer un-der anbringelsen’ og ’Et sammenhængende børne- og ungdomsliv’.

af anbragte børn og ungesrelationerunder anbringelsen på forskellig vissom et vigtigt omdrejningspunkt.Warming (2005) har undersøgt plejebørns syn på anbringelsenmed afsæt i individuelle interview og fokusgrupper med 15 børn i alderen10-13 år. I datamaterialet indgår desuden indlæg fra et debatforum påinternettet, som blev etableret på grundlag af interviewundersøgelsen.Hovedparten af de udvalgte børn blev i udgangspunktet vurderet til ‘attrives’ af deres familieplejekonsulent. En hovedkonklusion i undersøgel-sen er da også, at anbringelse i familiepleje ofte gør en positiv forskel, ogat mange børn er glade for denne anbringelsesform. Samtidig oplever enstor del af deltagerne, at livet som plejebarn på mange måder er vanske-ligt. Relationen til plejeforældrene er helt afgørende for børnenes velbe-findende. Børnene tilkendegiver et stærkt behov for, at plejeforældrenevedvarende demonstrerer, at de betyder noget særligt for dem – og ple-jebørnene er yderst sårbare over for tegn på, at det ikke forholder sigsådan.Betydningen af kvaliteten og ’ægtheden’ af denne relation bety-der ikke, at forholdet til de biologiske forældre er mindre vigtigt.Tværtimod understreges det i undersøgelsen, at forældre på godt og ondtspiller en stor rolle i de fleste plejebørns liv. Studiet viser, at de biologiskeforældre ofte udgør både en bekymring og en belastning. Men forældre-ne beskrives samtidig som vigtige ‘livsvidner’, der på trods af de vanske-lige relationer og det fysiske fravær vedbliver med at udgøre en centralemotionel faktor i børnenes liv.Endelig konkluderes det i undersøgelsen – som via netværks-dannelse og erfaringsudveksling på internettet bragte plejebørn sammenpå forskellig vis – at denne gruppe af anbragte børn har stort udbytte afkontakt med ligesindede. Selv under de bedste betingelser oplever (ellerfrygter) barnet i et vist omfang at være en ‘fremmed fugl’ i plejefamilien,og kontakten til andre plejebørn ser ud til i nogen grad at kunne styrkebørnenes selvtillid og bryde den følelse af ensomhed, som mange ople-ver.34

Stokholm (2006) følger en nogenlunde tilsvarende aldersgruppeaf børn, som er anbragt på døgninstitution. Materialet består af observa-tioner fra et 8,5 måneders langt feltarbejde på to behandlende døgninsti-tutioner (eller behandlingshjem), hvorunder der er gennemført i alt 35kvalitative interview, primært med børn, men også med institutionsper-sonale. Studiet er banebrydende i en dansk sammenhæng i kraft af detseksplicitte børneperspektiv på døgninstitutionens hverdagsliv. Som detgjaldt blandt plejebørnene opfattes relationer også for børnene på be-handlingshjem som det betydningsbærende omdrejningspunkt i hverda-gen. Det er imidlertid en anden type relationer, som er vigtige for deinstitutionsanbragte børn. Stokholm viser, at børnegruppen og densbetydningsfællesskab er det centrale orienteringspunkt på døgninstitutio-nen. Drivkraften i dette fællesskab er et udpræget ønske om at skabevenskabsrelationer og høre til i kammeratskabsgruppen. De stærke kræf-ter i det betydningsfællesskab, som børnene skaber, medfører på den eneside en stærk intern samhørighed – og på den anden side en markantsocial positionering og hierarkisering. Børnegruppen er på godt og ondtinstitutionstilværelsens omdrejningspunkt. Det er gruppen, der primærtoptager børnenes energi og opmærksomhed.Stokholms analyse rummer – sammenholdt med de fleste uden-landske studier af døgninstitutioner – vigtige nuanceringer af en rækkeinstitutionelle socialiseringsprocesser. Børnegruppens sociale dynamikfremstår ikke som entydigt ’dårlig’ i form af mobning, smittevirkninger afafvigende adfærd, osv. Den rummer nemlig også en mængde elementeraf social læring. Dette fokus på børneperspektivet sætter samtidig relati-onen til de professionelle voksne i et nyt lys. Der kan godt opstå nærerelationer mellem børn og voksne i døgninstitutionens regi, men det erikke hovedreglen ifølge denne undersøgelse. Samtidig er det en pointe, atbørnefællesskabet udgørkonteksten,også for disse sociale relationer. For-holdet til de voksne har ikke altid selvstændig betydning, men indgår som’valuta’ i børnegruppens kampe om status og indflydelse. Børnene vælgerfx at påkalde sig negativ opmærksomhed fra de voksne (ved at lave bal-lade, mv.), hvis det styrker deres position i børnefællesskabet. Men desøger også indimellem de voksnes positive opmærksomhed, hvis de der-ved kan skabe lidt mere indflydelse på deres eget liv i institutionen.En vigtig konklusion af undersøgelsen er, at personlig udviklingblandt institutionsanbragte børn ikke i første instans har afsæt i intentio-nelle pædagogiske strategier. Ud fra børnenes perspektiv er det foran-

kringen i børnegruppens betydningsfællesskab, der har forrang, og førstnår barnet har opnået en nogenlunde stabil og anerkendt position igruppen, begynder det at give mening for den enkelte at forholde sig tilanbringelsens pædagogiske formål. Teoretisk udtrykker studiet såledesogså et blik på anbragte børn, hvor udvikling og etablering af identitetførst og fremmest er et resultat af børnenes egne, aktive betydningsdan-nelse.Egelund, Jakobsen & Hammen (under udgivelse) har interviewet10 unge, som blev anbragt i 2005, og som ved anbringelsen var mellem13 og 17 år. På undersøgelsestidspunktet var de enten fortsat anbragteller havde for nylig afsluttet anbringelsesforløbet. Udover de unge selver også andre med indflydelse på anbringelsesforløbet blevet interviewet,fx sagsbehandlere, forældre, personale på anbringelsesstedet og kontakt-personer. Studiet har sammenbrud i anbringelser som primært undersø-gelsesfelt, men det giver samtidig et indgående billede af de unges syn påderes anbringelsesforløb. Relationer – eller manglen på samme – er lige-ledes et nøglebegreb i de unges beretninger. Tilværelsen bærer for ho-vedpartens vedkommende præg af en påfaldende ’netværksfattigdom’,dvs. et fravær af personer, som den unge har grundlæggende tillid til ogkan hente hjælp hos i vanskelige eller uoverskuelige situationer. Kun få afde unge har oplevet, at dette har ændret sig betydeligt under anbringel-sesforløbet, og der er sjældent skabt bæredygtige relationer til professio-nelle voksne. Når det mere undtagelsesvist sker, beskrives relationen tilden voksne til gengæld i positive vendinger, og etableringen af et tillids-bånd fremstår i disse cases som en udvikling, der har skabt store foran-dringer hos den unge, fx i forhold til selvopfattelse og mod på tilværel-sen. Forholdet til de biologiske forældre fremtræder ligeledes meget vig-tigt for denne gruppe anbragte. Selvom relationen i de fleste tilfælde erdybt kompliceret – og ofte i sig selv har givet anledning til anbringelsen –så fylder forældrene stadig meget i de unges beretninger om forløbet.Desuden udgør hjemmet, hvor typisk kun den ene forælder bor, fortsaten base for de fleste af de unge, når anbringelsen bryder sammen – omikke andet så indtil næste anbringelse iværksættes.Nielsen (2005) har med en omfattende erfaringsopsamling satfokus på tidligere anbragte børn og unges bud på kvalitet i anbringelsen(TABUKA-projektet). Undersøgelsen bygger på fokusgruppematerialefra to konferencer med deltagelse af i alt 39 tidligere anbragte (hvorafhovedparten deltog i begge konferencer). Deltagerne var mellem 18 og

60 år, mere end halvdelen var dog i aldersgruppen 18-29 år. Erfaringernefra de tidligere anbragte vedrører således vidt forskellige tidsperioder. Ettankevækkende resultat fra undersøgelsen er imidlertid, at synet på, hvaddet vil sige at være anbragt – og hvilke faktorer, der har betydning foranbringelsesforløbets kvalitet – ikke knytter sig særskilt til det tidspunkt ide rundt regnet 50 år, hvorunder de pågældende anbringelser har fundetsted.De tidligere anbragte fremhæver på lige fod med de nuværendeanbragte børn og unge betydningen af relationer – og problemet medrelationernes kvalitet under anbringelsen. Et markant udsagn fra gruppener ønsket om, at man som anbragt bliver betragtet som et aktivt og re-flekterende menneske, ikke som et passivt objekt, der blot kan flyttesrundt på. Heri ligger også en opfordring til anbringelsesområdets profes-sionelle om at sætte ord på problemerne og skabe dialog. Således beskri-ver en stor del af de tidligere anbragte, hvordan de har følt sig overseteog alene med problemerne – og dermed også, hvordan de har væretoverladt til deres egne forestillinger om problemets karakter. Dette harinvolveret mange følelser af skyld, sorg, savn og angst. Deltagerne påpe-ger i samme forbindelse, at en bedre inddragelse af barnet i dets egen sagikke strider mod, at man også får lov til at ’bare’ at være barn.I forhold til indsatsen under anbringelsen efterspørger deltager-ne en mere ‘menneskelig’ indsats, hvor systemerne i højere grad indrettespå børnenes præmisser. Deltagerne peger på, at også anbragte børn harbehov for kærlighed, og at dette på ingen måde står i modsætning tilomsorgspersonernes professionalisme. Arbejdet med anbragte børn ogunge kræver netop høj faglighed, påpeges det, i kombination med enudpræget lydhørhed over for barnet. Særskilt i forhold til anbringelse pådøgninstitution ytres der ønske om ‘mindre institution’ og mere åbenhed,ærlighed, hjertevarme og indflydelse på hverdagslivet (i forhold til mad,aktiviteter, indretning, osv.). For familieplejens vedkommende påpegesvigtigheden af, at plejebarnet accepteres fuldt ud i familien, samtidig medat tilstedeværelsen af barnets biologiske familie respekteres. Anbringelse ifamiliepleje beskrives som en relationelt meget kompleks konstruktion,der dog også har mange potentialer. Det er i forhold til relationer,, manifølge TABUKA-undersøgelsen finder de absolut bedste – og de absolutmest problematiske – anbringelseshistorier.Som en af de få undersøgelser beskæftiger TABUKA-rapportensig også med overgreb på anbragte børn og unge, og selvom det under-

Spørgsmålet om stabilitet eller kontinuitet i anbringelsessystemet somsådan – og de vanskeligheder, som er forbundet hermed – belyses andet-steds i denne forskningsoversigt (jf. kapitel 11). Alligevel er det relevantogså kort at behandle emnet her. Det skyldes først og fremmest, at etsammenhængende anbringelsesforløb, der giver mening og ’retning’ i detanbragte barns liv, fremtræder som et stort og ofte uopfyldt behov, nårbørn og unge bidrager med deres syn på anbringelsen. Desuden er emnetrelevant i denne sammenhæng, fordi et overordnet perspektiv på stabili-tet eller kontinuitet ianbringelsessystemetikke nødvendigvis svarer til, hvadder ifølge de anbragtes eget perspektiv udgør et ’sammenhængende bør-neliv’.I Warmings (2005) undersøgelse af børn i familiepleje fremhæ-ves det på den ene side, at sammenhæng i anbringelsen har at gøre med, ihvilken udstrækning plejebarnet bliver inddraget i de beslutninger, somvedrører dets liv. Børnene oplever det som et decideret svigt, når de ikkefår lov til at øve denne indflydelse, både forud for og under anbringelsen.Skabelsen af denne form for sammenhæng er ikke altid nem, blandt an-det fordi der kan være tale om beslutninger, som er meget svære forbørnene selv at tage. Men også dette forhold har børnene en veludvikletfornemmelse for og et reflekteret forhold til. På den anden side handleret sammenhængende børneliv for denne gruppe anbragte om, at de soci-ale arenaer, som de færdes på, og de relationer, de indgår i, knyttes me-ningsfuldt sammen af ansvarlige og professionelle voksne. Det gælder isærlig grad forholdet mellem plejeforældre og biologiske forældre, hvorvigtigheden af, at sidstnævnte ikke ’lukkes ude’, men kontinuerligt ind-drages i børnenes liv, bliver understreget.Egelund, Jakobsen & Hammen (under udgivelse) peger på, atdet også for de anbragte unge er afgørende, at der skabes sammenhængmellem de meget forskellige sociale arenaer, som de kontinuerligt skal

agere indenfor. I de fleste tilfælde glimrer denne form for sammenhæng iden unges liv ved sit fravær – også selvom anbringelsesforløbet formeltset fremtræder stabilt og ubrudt. Når det omvendt lykkes at skabe ensituation, der beskrives som meningsfuld af de unge, og som kan dannegrundlag for et mere sammenhængende børne- eller ungdomsliv, skyldesdet gerne en kombination af to ting. Dels en ihærdig indsats fra en sags-behandler, der kender den unge og dennes familie indgående. Dels tilste-deværelsen af en støtte-/kontaktperson, som med ekstraordinære be-stræbelser formår at blive et ’bindeled’ mellem den unges mest vitale –og i udgangspunktet ofte helt adskilte – livssfærer: hjemmet, anbringel-sesstedet, forvaltningen, uddannelsessystemet, arbejdsmarkedet, osv.Disse resultater bekræftes retrospektivt i Nielsen (2005), hvorbørne- og ungdomsliv med en graverendemangelpå sammenhæng i ud-præget grad tegner de tidligere anbragtes erfaringer. En stor del af disseberetninger handler om, at der ikke er blevet taget hensyn til, at det an-bragte barn skal agere inden for stærkt divergerende sociale arenaer, og atdenne form for tilværelse kræver en aktiv indsats fra professionelle medhenblik på at bygge bro og skabe kontinuitet mellem disse livsverdener.De tidligere anbragte efterspørger således en større respekt for – og enaktiv styrkelse af – barnets eget netværk, særligt inden for familien; enhøjere grad af stabilitet i den enkelte anbringelse, herunder færre udskift-ninger af de professionelle; samt et bedre samarbejde mellem anbringel-sessted, skole og forvaltning. Især fremhæves vigtigheden af at fastholdeog udbygge bånd til familien, fordi disse relationer i mange tilfælde harvist sig at være afgørende senere i livet, og fastholdelsen af kontaktenmellem søskende nævnes her som særligt afgørende. Konkret foreslåsdet, at der indføres en ‘barnets støtteperson’ i anbringelsessager, netopmed henblik på at sikre, at langvarig stabilitet og nærvær ikke bliver enundtagelse, men en faglig norm på området.Olsen & Dahl (2008) har specifikt fokus på anbragte børns fri-tidsliv, men også i denne undersøgelse, som bygger på interview med 27børn og unge, går ønsket om (og det hyppige fravær af) et sammenhæn-gende børneliv som en rød tråd gennem materialet. Deltagerne er mel-lem 9 og 16 år, og de modtager enten en forebyggende foranstaltning(mens de bor hjemme) eller er anbragt (i familiepleje, på opholdsstedeller døgninstitution). Undersøgelsen viser, at de anbragte børns deltagel-se i et aktivt fritidsliv – og deres syn på disse aktiviteter – hænger tætsammen både med anbringelsesformen og de voksne omsorgspersoners

evne til at skabe bindeled mellem de forskellige arenaer, som børneneshverdagsliv udspilles indenfor. De bedste eksempler på sammenhængfindes blandt børn anbragt i plejefamilie, som finder deltagelsen i fritids-aktiviteter naturlig og uproblematisk – og hvor plejeforældrene typiskbakker op om børnenes ønsker og interesser. De institutionsanbragtebørn har i mange tilfælde et tilsvarende aktivt fritidsliv (ofte væsentligmere aktivt end de børn, der modtager forebyggende foranstaltninger ihjemmet), men det beskrives af børnene i andre vendinger. De individu-elle aktiviteter skal kunne indgå i institutionens kollektive regler og ruti-ner, og det betyder på den ene side, at fritidslivet må tilrettelægges langtmere, end andre børn oplever. På den anden side ses en tendens til, atdisse børn oplever fritidsaktiviteterne som en del af det pædagogiskeprogram, som de kun har begrænset indflydelse på. Derved risikereraktiviteterne at få præg af en voksenstyret pligt, som børnene ikke be-tragter som en meningsfuld del af et sammenhængende børneliv meddeltagelse i selvvalgte udfoldelser på forskellige sociale arenaer.

enslydende konklusioner, at undersøgelserne alligevel har betydelig udsi-gelseskraft.De nyere studier peger samlet på, atrelationerudgør et særdelesvigtigt fokuspunkt, hvis man vil opnå større indsigt i børn og unges synpå og oplevelse af at være anbragt uden for hjemmet. Det gælder relatio-ner til andre anbragte børn, som særligt på døgninstitutioner spiller enafgørende rolle i barnets hverdagsliv – og for barnets udviklingsmulighe-der. Det gælder også relationer til voksne professionelle, hvor anbragtebørn og unge samstemmende efterspørger omsorg, interesse, nærvær ogkærlighed; men hvor relationer af denne krævende kaliber også udpegessom en mangelvare, både af nuværende og tidligere anbragte. Særligtudpeger anbragte børn og unge dog relationen til forældre og anden nærfamilie som afgørende for, at der kan blive tale om vellykkede anbringel-sesforløb. I forhold til forældrene er dette ønske dobbeltbundet, da rela-tionerne ofte i udgangspunktet er kendetegnet ved frustrationer, bekym-ringer og vanskeligheder. Det ændrer imidlertid ikke ved, at forældrenefylder meget i de anbragte børns bevidsthed, hvilket er tilfældet uansetaldersgruppe og anbringelsesform.De anbragte børn og unges fremhævning af, at gode anbringel-sesforløb forudsættersammenhængende børneliv,er derfor også et logiskresultat, der går som en rød tråd gennem undersøgelserne. ’Sammen-hæng’ kan imidlertid betyde mangt og meget for de anbragte børn ogunge. Formelt set handler det om at blive betragtet og behandlet som etmenneske med en selvstændig mening, der har betydning og bliver ind-draget i ens egen sag. I bredere forstand henviser det sammenhængendebørneliv til behovet for, at professionelle voksne påtager sig ansvaret forat skabe meningsfulde bindeled mellem de ofte stærkt opdelte livsverde-ner, som det anbragte barn må pendulere mellem. Det handler for barnetog den unge om, at der på trods af det eksistentielle brud, som anbringel-sen i udgangspunktet repræsenterer, fastholdes forbindelser mellem bar-net og den biologiske familie; etableres fornuftige relationer mellem ple-jefamilie/anbringelsessted og forældrene; og at der udvikles nye netværkfor barnet/den unge i forhold til venskabskreds, uddannelsessystem,arbejdsmarked.

En del forskning har i årene 2003-2008 beskæftiget sig med anbringel-sernes stabilitet eller mangel på stabilitet, men publikationerne har tema-tisk en stor spændvidde med det resultat, at hvert tema under overskrif-ten ’stabilitet/ustabilitet’ har et begrænset antal referencer.’Stabilitet’ under et anbringelsesforløb er ikke noget entydigt be-greb. Et barn har brug for stabilitet eller kontinuitet på en række områderfor at have gode udviklingschancer. Det gælder fx kontinuitet i forholdettil de primære omsorgsgivere (forældrene) og andre nære personer gen-nem stadig kontakt med dem. Men det gælder også stabile indlæringsfor-løb, og at man undgår for mange brud i skolegangen. I almindelighedfokuserer man imidlertid kun på stabilitet i selve placeringskarrieren, nårman taler om ’stabilitet’ for anbragte børn, dvs. at man har fokus på,hvor mange omsorgsmiljøer barnet oplever, efter dets anbringelseskarrie-re er startet. Det er også denne begrænsede forståelse af ’stabilitet’, der eri fokus her.Stabilitet forstået i denne forenklede forstand må ikke forvekslesmed, at barnet faktisk lever et stabilt og trygt liv. Andersson (2008) hen-viser fx til en gruppe af børn, der blev hjemgivet efter en kortvarig an-bringelse som små, og stabilt – målt på deres anbringelseskarriere deref-ter – blev hjemme gennem barndommen, uden at man af den grund kankarakterisere deres hjemmeliv som stabilt eller trygt. Den samme konklu-sion kunne man måske i visse tilfælde nå til, når børn har været anbragt

længe på samme anbringelsessted. ’Stabilitet’ i en anbringelseskarriere måsåledes ikke forstås som et entydigt og enkelt kvalitetsmål. Det er snarereen slags ’service outcome’, hvilket refererer til krav til anbringelsen, somden anbringende myndighed stiller til sig selv om, at det udsatte barn fården bedst mulige chance for at falde til på ét sted med de samme om-sorgspersoner gennem lang tid.At stabilitet i anbringelsen i form af antal anbringelsessteder,omsorgsmiljøer, sammenbrud mv. kun vedrører ét aspekt af et helheds-syn på anbringelsesstabilitet, skal ikke forstås sådan, at denne type stabili-tet er uvigtig. Det er et væsentligt mål for et anbringelsesforløb, at barnetsikres den kontinuitet i anbringelsen, som gør det muligt, at anbringelsenoverhovedet har mulighed for at påvirke børnenes udvikling i en meregunstig retning. Målet er også vigtigt, fordi ustabilitet i sig selv kan for-værre de skader, som gav anledning til anbringelse af barnet (Newton etal., 2000).’Stabilitet’ er også mangetydigt i den forstand, at der under den-ne overskrift er mange temaer, man helt relevant kan beskæftige sig med.Sammenbrud i anbringelser, hjemgivelser/genanbringelser og antallet afanbringelsessteder er alle relevante emner under overskriften ’stabilitet’.Ydermere er der ikke én sandhed om hvert af disse temaer, der er mangesandheder afhængig af, fx hvilke aldersgrupper og anbringelsesformer,der er tale om, som nedenstående gennemgang af forskningen vil vise.I kapitlet lægger vi vægten på at inddrage resultater fra undersø-gelser, der har et longitudinelt element. Ved ’longitudinelt element’ for-står vi, at der er tale om forskningsdesign, der giver mulighed for at følgebørnene over tid, enten via en enkelt eller gentagne opfølgninger på bar-nets situation, eller ved registerdata omfattende samme børns anbringel-sesstatus over tid. Normalt vil vi definere longitudinelt således, at barnetfølges op mindst tre gange. Vi bruger dog her longitudinelt i en mereliberal forstand, hvor også studier med kun to opfølgninger inddrages.Begrundelsen for at prioritere undersøgelser med et longitudinelt ele-ment er, at det er det sikreste design, når karrierer skal identificeres.

Det var en konklusion i forskningsoversigten fra 2003 (Egelund & Hest-bæk, 2003), at det var velbelyst forskningsmæssigt, at overraskende man-ge anbringelser simpelthen uplanlagt bryder sammen og ikke kan gen-nemføres. Dette gjaldt specielt for børn, der anbringes i teenagealderen.Flere undersøgelser pegede på, at op til 40-50 pct. af anbringelserne brødsammen for ungdomsgruppen. Det skyldtes enten, at barnet ikke villevære på anbringelsesstedet, eller at anbringelsesstedet ikke ville havebarnet eller syntes, at det var fejlanbragt.Dette havde dels som konsekvens, at børn blev udskrevet eller’udskrev sig selv’ af forsorg som meget unge og uden tilstrækkelig plan-lægning af, hvad der skulle ske efter anbringelsen. Dels betød det et tur-bulent anbringelsesforløb for de børn og unge, der blev anbragt igensom følge af en tidligere sammenbrudt anbringelse.Anbringelsesformen havde ifølge nogle undersøgelser væsentligindflydelse på sammenbrudsfrekvensen. I svensk forskning var det på-vist, at slægtsanbringelser og – af gode grunde – anbringelse på lukketinstitution, hvor de unge har sværere ved at slippe væk, havde lave sam-menbrudfrekvenser, mens andre anbringelsesformer havde endog megethøje sammenbrudsfrekvenser for ungdomsgruppen.For yngre børns vedkommende var sammenbrudsfrekvensenogså høj, 20 – 40 pct. (bortset fra de helt kortvarige anbringelser), dogmed store variationer fra undersøgelse til undersøgelse.

Egelund et al.(2008) dokumenterer i SFI’s longitudinelle forløbsundersø-gelse af anbragte børn,35at for børn, der blev anbragt, da de var mellem0 og 11 år gamle (N=1.070), var anbringelserne overvejende stabile. 88pct. af de anbragte børn havde siden deres første anbringelse højst væretplaceret på to anbringelsessteder. Dette defineres i undersøgelsen som etstabilt anbringelsesforløb under hensyn til, at specielt små børn ofteanbringes først på institution med henblik på observation og forberedel-se af den bedste mere permanente placering. 61 pct. af børnene var kunplaceret på ét anbringelsessted.Omvendt havde 12 pct. (N=132) af børnene oplevet ustabilitet iform af tre eller flere anbringelsessteder. 8 pct. havde været anbragt højsttre steder, 3 pct. højst fire steder og 1 pct. fem eller flere steder. Hvertbarn, der oplever et ustabilt anbringelsesforløb er selvfølgelig et for me-

Andersson (2008) har i sitsvenskelongitudinelle studie fulgt 26 børn, derblev anbragt på børnehjem som ganske små. Sidste dataindsamling fandtsted, da de tidligere anbragte var unge voksne på ca. 25 år. Hun giver etyderst nuanceret billede af stabilitet og ustabilitet i anbringelsesforløbetset med børnenes og de senere unges og voksnes øjne.Andersson (ibid.) kan udskille fire kategorier blandt børnene:1. En gruppe, der blev hjemgivet efter 3-14 måneder på børnehjemmetog ikke har været anbragt siden.2. En gruppe, der efter 2-22 måneder blev placeret hos en plejefamilieog forblev der under resten af barndommen.3. En gruppe, der blev hjemgivet efter 1-15 måneder på børnehjem,men før eller siden er blevet anbragt igen.4. En gruppe, der efter 2-14 måneder på børnehjemmet blev anbragt iplejefamilie, men senere blev hjemgivet til begge eller en enkelt for-ældre.Stabiliteten har formet sig forskelligt for grupperne. I gruppe 1 er stabili-teten efter en snæver stabilitetsdefinition høj, men det er ikke nødven-digvis ensbetydende med en tryg og rolig barndom. Gruppe 2’s børn haralle været anbragt i samme plejefamilie i mindst 13 år og har således op-levet et yderst stabilt anbringelsesforløb. Gruppe 3-børnene har alle op-levet mange skift, op til otte skift. Flere af disse børn har i realiteten ogsåoplevet perioder, hvor de ikke havde et omsorgsmiljø og fx boede pågaden. Også i gruppe 4 er ustabiliteten høj. Kun to børn forblev hjemme,mens resten blev genanbragt. Det grelleste eksempel i denne gruppe er etbarn, der oplevede 16 flytninger, før det fyldte 18 år.Clausen (2003) finder i sitnorskeregisterstudie baseret på børne-værnsstatistikken, at norske anbringelser som regel er af kort varighed.Det gælder alle typer af anbringelser uden for hjemmet. De længste an-

bringelser foregår i familiepleje. To tredjedele af børnene i familieplejehar været anbragt i 3 år eller derover. Det er blandt de mindste børn, hvisforældre fx har et alvorligt misbrug, at de langtidsanbragte børn findes.Blandt store børn, der ofte anbringes på grund af deres egne adfærds-problemer, er der også overvejende tale om korttidsanbringelser.I endnu et registerstudie fra 2008 finder Clausen og Kristofer-sen, at 36 pct. af børneværnsklienterne er langtidsklienter (bemærk, at derher er tale om både anbringelser og andre foranstaltninger), dvs. børnsom har været i børneværnets søgelys i tre år eller mere.Kristofersens (2003)norskestudie har en lidt anden karakter, idetdet beskæftiger sig med sandsynligheden for at forblive i anbringelsessy-stemet, men det supplerer den ovenstående norske undersøgelse (Clau-sen, 2003), idet Kristofersen bruger de samme registerdata over alle nor-ske børn, der har fået børneværnsydelser i årene 1991-1996/1997.Kristofersens kundskabsinteresse er at analysere, hvilke forhold der øgersandsynligheden for langtidsanbringelse uden for hjemmet. Han peger påfølgende forhold:–––Antal år man har modtaget børneværnsydelser. Jo flere år, jo størresandsynlighed for at forblive i systemet i det følgende år.De små børn og børn i skolealderen har højere sandsynlighed end deunge for at blive langtidsklienter.Enlige forældre øger sandsynligheden for langtidsklientskab, mensomvendt samlevende forældre øger sandsynligheden for børne-værnsexit.Forældre, der overvejende lever af socialhjælp, øger sandsynlighedenfor at forblive i børneværnssystemet.Det samme gælder mødre med lav uddannelse.Børn, der har været udsat for mishandling og vanrøgt eller har mis-brugende eller sindslidende forældre, har højere sandsynlighed for atforblive i systemet.Barnets adfærd, specielt kriminalitet, bidrager også til, at barnet ikkehar forladt børneværnet det følgende år.

egen adfærd som begrundelse.36Han har undersøgt 142 tvangsanbragteunges anbringelsesforløb via deres journaler, dvs. ved en kvalitativ forsk-ningsstrategi.For disse stærkt belastede unge gælder, at de er vandret fra for-anstaltning til foranstaltning og fra institution til institution, uden at dettehar ændret deres adfærd til det bedre. Det er ikke usædvanligt, at disseunge inden for de seneste år har skiftet anbringelsessted 10-15 gange.Ofte bliver de anbragt igen i institutioner, i hvilke de tidligere har væretanbragt uden held. Kriteriet for de mange flytninger er først og frem-mest, at de unge bliver anset for at være for vanskelige og derefter sendesvidere til næste institution.Hodnekvam (2004) sætter i sinnorskeundersøgelse spot på densærlige form for diskontinuitet, som består i, at midlertidige anbringelserender med at blive ikke så midlertidige endda. Det sker ved at følge 80børn i alderen 0-13 år, som i 1993 anbringes uden for hjemmet i et norskamt (fylke). Børnene følges frem til 2001. Flere børn end dem, der blevanbragt direkte i den familiepleje, der var tænkt som slutopholdsstedet,startede i midlertidige anbringelser. Kun en femtedel af disse anbringel-ser varede mindre end et halvt år. For de resterende fire femtedele vare-de midlertidigheden i seks måneder eller mere, for enkelte børn også udover et år.

Sinclair et al. (2007) følger longitudinelt gennem CIS-registret377.399anbragteengelskebørn fra 13 counties over en etårs anbringelsesperiode.Mønstre i anbringelsesforløbene er , at hjemgivelse, hvis den finder sted,som regel finder sted hurtigt (61 pct. af de hjemgivne børn kommer hjemefter mindre end 6 måneder). Børn, der ikke hjemgives, udsættes somhovedregel i starten af anbringelsesforløbet for en del turbulens, i hvilkende bliver anbragt kortvarigt forskellige steder. Først derefter opnås etmere stabilt anbringelsested. Der er således i dette store engelske studiebetydelig forskel på stabiliteten først i anbringelsesforløbet og senere.

Sinclair, Wilson & Gibbs (2005) finder i en opfølgningsundersø-gelse af ca. 600engelskebørn og unge med henblik på kortlægning afstabiliteten i deres anbringelser inden for en 14 måneders periode, at deren udpræget grad af ustabilitet i anbringelserne. Mere end halvdelen af deundersøgte børn var ikke længere på samme anbringelsessted efter de 14måneder. De peger yderligere på, at 40 pct. af børnene og de unge efter14 måneder stadig var i anbringelser, der var tænkt som midlertidige.Monteith & Cousins (2003) undersøger 395nordirskebørns an-bringelse med henblik på stabiliteten i anbringelsesforløbet. Børneneudgør samtlige børn under 5 år, som var anbragt uden for hjemmet på enbestemt dato i 2000. Der følges i undersøgelsen op på disse børn i 2002.80 pct. af disse små børn havde to år efter anbringelsen haft en stabilanbringelse defineret som højst to anbringelsessteder. En lille gruppe på9 pct. havde oplevet en turbulent anbringelse i form af tre eller flereanbringelsessteder over de to år. Forfatterne peger også på et andetaspekt ved stabilitet/ustabilitet, nemlig sagsbehandlerskift. En femtedelaf børnene havde på de to år, der er undersøgt, haft tre eller flere sags-behandlere knyttet til deres anbringelsesforløb.Schofield et al. (2009) arbejder med en registerbaseret stikprøvepå ca. 12.000engelskebørn, placeret i 24 kommuner. De 12.000 børn erca. en sjettedel af samtlige børn anbragt uden for hjemmet i England ogWales. Blandt disse børn identificeres 1.002 børn, som er i langtidspleje,hvilket defineres som anbragt uden for hjemmet i fire år og der over. Deter disse børns forløb, der er artiklens kundskabsinteresse. Her skal kunrefereres til børn anbragt i familiepleje, dels fordi de udgør langt denstørste andel af børnene, dels fordi flere af de andre anbringelseskatego-rier, der arbejdes med i undersøgelsen, er mindre relevante for danskeforhold. Der er i England en ret vid definition af stabilitet i familieplejefor langtidsanbragte børn, nemlig, at de mindst 2 år ud af de 4 år, somkonstituerer langtidspleje, skal have været i samme plejefamilie. Til trodsfor denne liberale definition af stabilitet, er det kun 43 pct. af de langtids-anbragte børn i familiepleje, der når dette stabilitetsmål. En pointe hosforfatterne er, at selv de, der efter definitionen placeres ’stabilt’, ikkenødvendigvis subjektivt oplever stabilitet (der er også kvalitative dataknyttet til undersøgelsen). Dvs. at der igen gøres opmærksom på, at sta-bilitet i en teknisk forstand ikke nødvendigvis modsvarer den nuanceringog problematisering af stabilitet, som mange kvalitative udsagn efter-spørger.

McAuley (2006) følger i et opfølgningsstudie 19 børn, der blevanbragt i 1988 og 1989 iNordirland.Børnene blev oprindeligt anbragt pågrund af mishandling og vanrøgt. På opfølgningstidspunktet, hvor 16unge deltager, er de unge fra 17 til 24 år. Forskningsinteressen er, hvor-vidt de unge havde opnået et varigt omsorgsmiljø gennem deres anbrin-gelse.38De fleste (N=12) havde oplevet et tiår af stabil anbringelse ogbetydelig integration i deres plejefamilier og nærmiljø. Fire unge, der ogsåvar de mest problembelastede, havde ikke fundet stabile omsorgsmiljøer,og havde også haft betydelige problemer med ustabilitet i deres skole-gang.Beek & Schofield (2004) følger i enengelskopfølgningsunder-søgelse over tre år 52 børn, der blev anbragt med langtidspleje som hen-sigt. De var alle under 12 år ved anbringelsestidspunktet, og efter de treår var 73 pct. af anbringelserne fortsat intakte.

Etengelskopfølgningsstudie (Sinclair, Baker, Wilson & Gibbs, 2005)følger 596 børn igennem tre års anbringelse med henblik på at finde udaf, hvilke faktorer der hænger sammen med, om barnet opnår en variganbringelse. Alder var den væsentligste faktor i opnåelsen af en varigløsning for børnenes omsorg. 82 pct. af de børn, der var blevet anbragt,før de blev 2 år havde opnået, hvad der på det tidspunkt så ud som envarig anbringelse. Stabiliteten falder imidlertid med stigende alder. Underhalvdelen af de børn, der var anbragt i alderen 10 til 14 år opnåede etvarigt omsorgsmiljø.I endnu et engelsk opfølgningsstudie af Sinclair, Wilson & Gibbs(2005) af ca. 600engelskebørn fandt forskerne, at alder spiller en storrolle i forhold til anbringelsens stabilitet. Børn, der var yngre end 11 årved første dataindsamling, og for hvem det var intentionen, at de skulle

Den stærkeste prædiktor for ustabilitet i dendanskeforløbsundersøgelseaf anbragte børn (Egelund et al., 2008) eranbringelsens varighed.Jo længerevarigheden er, jo større sandsynlighed er der for ustabilitet i anbringel-sen. Børn blandt de 11-årige anbragte, der er anbragt i førskolealderen,har fem gange så høj sandsynlighed for ustabilitet i deres anbringelsesfor-løb, som børn, der først er anbragt efter skolegangens påbegyndelse. Detvil sige, at selve det forhold, at der er en udstrækning i tid, medførerhøjere ustabilitet. Dette resultat indikerer også, at alle langtidsanbragtebørn har en relativt høj sandsynlighed for ustabilitet i anbringelsen. Detvil sikkert forekomme mange indlysende, at børn – ved længere anbrin-gelser – burde opleve større stabilitet. Det er imidlertid et faktum, der erværd at have in mente ved anbringelser, at selve anbringelsen introduce-rer ustabilitet, hvis den varer længe nok. Det er også et faktum, der hidtilkun har været fokus på i et begrænset antal undersøgelser.Det samme resultat kommer Havik (2003) til i etnorskstudie,der overvejende handler om hjemgivelser, i hvilket hun analyserer 139hjemgivelsessager fra Fylkesnævnene.39Et mindre afsnit handler ombørnenes tidligere anbringelseskarriere og dokumenterer, at sandsynlig-heden for at opleveskift i anbringelsesforløbet øges med stigende antal år underbørneværnet,dvs. at lang anbringelsestid i sig selv forøger anbringelsensustabilitet.I Sinclair et al.’s(2007) longitudinelle registerstudie over 7.399anbragteengelskebørn analyserer forskerne grundene til den høje ustabili-tet i begyndelsen af anbringelsesforløbene og finder frem til, at ustabilite-ten først og fremmest skyldessystemårsager.De kortvarige, skiftende an-bringelser i starten af forløbet skyldes fx akutte anbringelsesbehov, ob-servationsperioder på grund af usikkerhed om barnets placering, mis-match mellem barn og anbringelsessted. Mange af de børn, der har været

Af ovennævntedanskeforløbsundersøgelse af anbragte børn (ibid.) kanman se, at sandsynligheden for ustabilitet øges, når første anbringelses-sted er en døgninstitution. Dette kan formentlig forklares ved, at mangesmå børns indledende døgninstitutionsplaceringer med observationsfor-mål pr. definition forøger antallet af anbringelsessteder med ét sted medrisiko for, at det samlede antal anbringelsessteder kommer til at overstigede højst to anbringelsessteder, undersøgelsen har defineret som et stabiltforløb. Det kan dog også skyldes, at børn, der først kommer på døgnin-stitution, har et andet og alvorligere problembillede end andre anbragtebørn.Sinclair, Baker, Wilson & Gibbs (2005) finder i etengelskopfølg-ningsstudie af 596 børn, der havde været anbragt i 3 år, at det stabileste

Det er vanskeligt at drage klare og entydige konklusioner ud fra så for-skelligartede studier som de ovenfor gennemgåede. Her skal dog nævnesnogle få resultater, der i særlig grad refererer til danske og nordiske for-hold:––––En stor majoritet af børn, der anbringes som små, oplever stabilitet ideres anbringelse.Små børn, der anbringes, oplever større stabilitet i anbringelsen endstore børn.De små anbragte børn har også højere sandsynlighed for at blivelangtidsklienter.Systemfaktorer, herunder lang varighed af anbringelsen, forøgerrisikoen for ustabilitet. Dette gælder også for børn, der er anbragt ien yngre alder.Tung psykosocial belastning hos mødrene forøger sandsynlighedenfor ustabilitet i anbringelsen.Der er en tendens til, at nogle børn forbliver relativt længe i anbrin-gelser, der var tænkt som midlertidige.

Et longitudineltdanskstudie af 227 teenagere, der i løbet af 2004 blevanbragt uden for hjemmet og fulgt af forskerne i fire år, viser, at eftergodt et år havde 26 pct. af de unge oplevet mindst ét sammenbrud i de-res anbringelse (Egelund & Vitus, 2007, 2009). Hertil kom, at 15 pct. afde unge havde oplevet skift i anbringelsessted, der ikke havde karakter afsammenbrud. Omvendt havde 59 pct. af de unge oplevet et stabilt an-bringelsesforløb uden sammenbrud eller skift.Efter de fire års forløb havde billedet ændret sig. 43 pct. af deunge havde på dette tidspunkt været gennem mindst ét sammenbrud ideres anbringelse. I alt havde de 227 været igennem 367 placeringer,hvoraf de 33 pct. endte med et sammenbrud (Olsson et al., under udgi-velse; Egelund & Jakobsen, 2009).Sallnäs et al. (2004) har undersøgt etsvensknationalt repræsenta-tivt udvalg af teenagere (N=776), der blev anbragt i 1991, repræsente-rende 992 anbringelser. De unges anbringelsesforløb blev fulgt via jour-naler over en femårs periode.30-37 pct. af de unges anbringelser brødsammen (afhængigt af om der blev brugt en snæver eller en bred defini-tion af sammenbrud). Undersøgelsen fastslår, at de fleste sammenbrudblev initieret af de unge selv (44 pct.) stærkt efterfulgt af anbringelsesste-derne, som tog initiativ til 36 pct. af sammenbruddene.

I dendanskelongitudinelle undersøgelse af sammenbrud i teenageanbrin-gelser (Olsson et al., under udgivelse) fandt man efter fire års opfølgningpå de unges anbringelser kun én faktor, der signifikant øgede risikoen forsammenbrud, nemlig at der var andre unge anbragt på det samme an-bringelsessted som den undersøgte unge. Det vil sige, at unge, der varanbragt uden andre unge på samme anbringelsessted, havde en reduceretsammenbrudsrisiko.I en kvalitativ del af det samme danske studie af sammenbrud iteenageanbringelser (Egelund & Jakobsen, 2009) bliver det klart, atsammenbrud er en yderst kompleks proces, som påvirkes af mange for-hold på forskellige niveauer. Sammenbrud knytter sig ikke blot til den

unges adfærd eller problemer. Sammenbrud hænger i høj grad ogsåsammen med kvaliteten af de relationer, der opnås til anbringelsesstedetsvoksne, med organisatoriske rutiner både i forvaltningerne og på anbrin-gelsesstederne og med ’strukturelle’ faktorer knyttet til anbringelsen somsådan, fx tilstedeværelsen af mange unge sammen.I Sallnäs et al.’s (2004) undersøgelse af etsvenskrepræsentativtudvalg af teenagere (N=776), der blev anbragt i 1991, blev de ungesanbringelsesforløb fulgt via journaler over en femårs periode. I denneundersøgelse er en vigtig prædiktor for sammenbrudtypen af anbringelses-sted.Færrest sammenbrud fremkom i henholdsvis den billigste og dendyreste form for anbringelse, nemlig slægtspleje og lukkede institutionerfor unge. Her var sammenbrudsfrekvensen på henholdsvis 17 og 18 pct.I andre former for familiepleje og døgninstitutionsanbringelse var fre-kvenserne højere end gennemsnittet, fx for anbringelse i ordinære pleje-familier 41 pct.Forskerne fandt desuden, atden unges adfærdsmæssige og emotionelleproblemervar prædiktorer for sammenbrud. Det var ikke de samme pro-blemer hos de unge, der prædicerede sammenbrud i alle typer af anbrin-gelsessteder, men de unges antisociale adfærd var en vigtig prædiktor i defleste typer af anbringelse.Sinclair, Wilson & Gibbs (2005) undersøgte i en opfølgningsun-dersøgelse ca. 600engelskebørn med henblik på kortlægning af stabilite-ten i deres familieplejeanbringelser. Der blev foretaget to dataindsamlin-ger med 14 måneders mellemrum. Om sandsynligheden for sammenbrudfinder de følgende:––At jo flere tidligere anbringelser, barnet har haft, jo højere er risikoenfor sammenbrud.Jo længere et barn har været i kun én og den samme anbringelse, jolavere er sandsynligheden for sammenbrud.

Forskerne konkluderer, at ønskværdig eller ’besværlig’ adfærd hos bør-nene påvirker plejeforældrene i retning af at engagere sig mere eller min-dre i børnene. Men man kan ikke blot se plejeforældres engagement ellermanglende engagement som et spejl af barnets handlinger. Positivt enga-gerede plejeforældre formår at skabe gode udfald – i det mindste på kortsigt – også hos børn, som er ’vanskelige’. Det forekommer intuitivt ind-lysende, at ’søde’ børn har mindre sandsynlighed for sammenbrud end’besværlige’ børn, men alligevel har det jo praktiske konsekvenser, nårman skal overveje anbringelsen af et barn. Sinclair & Gibbs (ibid.) ind-skriver sig med disse resultater, der alene knytter sig til forhold hos bør-nene eller plejeforældrene, i en individualiserende tradition, som ogsåkendetegner en del af de andre nævnte undersøgelser, og som indskræn-ker undersøgelsesinteressen til faktorer hos de direkte aktører og dermedogså indskrænker kompleksiteten i sammenbrudsprocesserne ved atudelade organisatoriske og systemiske forhold, der indvirker på proces-sen.Farmer et al. (2004) undersøger anbringelsesforløbet longitudi-nelt – indtil ni måneder efter anbringelsen – for 68engelskebørn, der blevanbragt i en alder mellem 11 og 17 år. Forskerne fandt, at følgende fak-torer øgede sandsynligheden for sammenbrud i de unges anbringelser:–At plejeforældrene havde været tilbageholdne over for den ungeforud for anbringelsen eller hellere havde set et plejebarn af modsatkøn.At plejeforældrene ikke havde fået fuld eller ærlig information omden unges vanskeligheder forud for anbringelsen.At plejeforældrene ikke fik ekstraordinær hjælp til unge med antiso-ciale problemer.At plejebarnet havde en negativ indvirkning på plejefamiliens andrebørn.

Ingley & Early (2008) gennemgår journaler på 42engelskebørn mellem 3og 16 år, der havde oplevet i alt 43 skift i deres anbringelser. Af dissekunne de 31 skift karakteriseres som sammenbrud. Den hyppigst nævntebegrundelse for disse sammenbrud var, at nyplaceringen af et barn i enfamiliepleje, hvor der i forvejen var andre ’veletablerede’ plejebørn, skab-te konflikt med de allerede anbragte børn. Denne konflikt førte til, at detvar de børn, der var faldet til ro i plejefamilien – og ikke det nyanbragtebarn – hvis anbringelse blev kompliceret og brød sammen.SAMMENFATNING OM SAMMENBRUD I ANBRINGELSER

De undersøgelser, der er kommet til siden sidste forskningsoversigt blevskrevet, bekræfter, at sammenbrudsfrekvensen blandt anbragte unge erhøj. Først og fremmest findes nu danske tal, der angiver, at 43 pct. afunge 13-17-årige anbragte oplever et eller flere sammenbrud inden for enperiode af tre år. Tager man anbringelserne (der langt overstiger antalletaf unge) som enhed, er det en tredjedel af alle teenageanbringelser, derbryder sammen. Disse tal er på linje med andre nordiske undersøgelser.Vi adskiller os således i Danmark ikke nævneværdigt hverken positivteller negativt fra vore nabolande, hvad sammenbrud for de større børnangår.Hvad angår faktorer, der har indflydelse på sammenbrud, er deren vifte af forskellige resultater, blandt andet fordi undersøgelserne harhaft forskellig kundskabsinteresse. I den store svenske undersøgelse(Sallnäs et al., 2004) er den stærkeste prædiktor for sammenbrud de un-ges antisociale adfærd. De forskelligartede resultater om faktorer af be-tydning for sammenbrud afspejler imidlertid nok den realitet, at sam-menbrudsprocesser er komplekse processer, hvori mange drivkræfter påmange niveauer er på spil, som også kvalitative undersøgelser, der kanopfange større kompleksitet, vidner om (Egelund & Jakobsen, 2009).

I dendanskeforløbsundersøgelse af anbragte børn (Egelund et al., 2008)estimeres sandsynligheden for, at børn hjemgives fra deres anbringelse.En vifte af forskellige faktorer har signifikant sammenhæng med sand-synligheden for hjemgivelse:–––––At barnet er indvandrer. Indvandrerbørn har ca. fem gange så højsandsynlighed for at blive hjemgivet som andre anbragte børn.At barnet er efterkommer. Her er odds ratio ca. to gange så høj somfor andre anbragte børn.At barnets mor var teenager, da hun fødte barnet.At moren er i beskæftigelse.At faren har et registreret misbrug.

De fleste af disse faktorer er svært forklarlige. Det eneste, der intuitivtforekommer oplagt, er, at børn har større sandsynlighed for at kommehjem, når deres mor er i beskæftigelse og i den forstand lever et ’normalt’liv. Måske er det også en sandsynlig forklaring på teenagemoderskabet, atde meget unge mødre både har en højere sandsynlighed for, at deresbørn bliver anbragt, men også en højere sandsynlighed for deres hjemgi-velse, når mødrene er blevet lidt ældre, mere modne og mere etablerede.Der er derimod ikke nærliggende forklaringer på, at etniske minoritets-børn, i særlig grad indvandrerbørn, har højere sandsynlighed for hjemgi-velse end andre anbragte børn. At faren er registret som misbruger afbehandlingssystemet virker kontraintuitivt i forhold til hjemgivelse afbarnet, med mindre den misbrugende far ikke mere er en del af familien.Omvendt formindskes sandsynligheden for at blive hjemgivet,hvis barnet har været anbragt længe, hvis det selv har en psykiatrisk diag-nose, og hvis moren selv har været anbragte uden for hjemmet sombarn.Forløbsundersøgelsen dokumenterer også, at turbulens i anbrin-gelsessteder også har et sidestykke i turbulens i hjemgivelser. 58 pct. afde børn, der kun har været anbragt ét sted, har aldrig været hjemgivet.Blandt børn, der har oplevet fem eller flere anbringelsessteder, er deringen, der ikke også har været hjemgivet undervejs. Børn, der har væretplaceret seks eller flere anbringelsessteder, har også op til seks hjemgivel-

Vinnerljung et al. (2004) har ud fra et stortsvenskregistermateriale overgodt 22.000 svenske anbringelsesperioder over årene 1989-1998 under-søgt faktorer, der har indflydelse på genanbringelse. Genanbringelsedefinerer forskerne som anbringelse uden for hjemmet af et barn mindreend to år efter, at en anden anbringelsesperiode for det samme barn erafsluttet. De finder to faktorer, som har betydning for genanbringelseuden for hjemmet:––Barnets alder; jo ældre barnet er ved hjemgivelsen til forældrene, johøjere sandsynlighed er der for, at barnet genanbringes.Jo kortere anbringelsen har varet inden hjemgivelsen, jo højere sand-synlighed er der for genanbringelse.

Forskerne påpeger også, at der ikke er sket væsentlige ændringer i genan-bringelsesmønstret i den undersøgte tiårs periode.Vinnerljung (2004) følger den første artikel op med en mere ind-gående analyse af de faktorer, som påvirker genanbringelse. Hans materi-ale er registerdata over godt 12.000 afsluttede svenske anbringelsesforløbfor børn mellem 0 og 15 år, alle fra kohorterne af anbragte børn 1990-1996. Han peger for de mindre børns (0-9 år) vedkommende på:–At anbringelsestiden forud for hjemgivelsen er væsentlig, idet kortanbringelsestid (< 6 måneder) skaber dobbelt så stor risiko for gen-anbringelse som lang anbringelsestid (> 24 måneder).At risikoen for genanbringelse reduceres, hvis barnets mor er fødtuden for Sverige, dvs. at etniske minoritetsbørn sjældnere genan-bringes efter hjemgivelse.At mødre, der modtager et relativt stort årligt socialbidrag, har højererisiko for genanbringelse af deres børn.

Andersson (2008) har i sitsvenskelongitudinelle studie fulgt 26 børn, derblev anbragt på børnehjem som ganske små. Sidste dataindsamling fandtsted, da de tidligere anbragte var unge voksne på ca. 25 år. Af de 26 børnoplevede knap halvdelen genanbringelser, flere oplevede flere genanbrin-gelser. Andersson opfatter de mislykkede hjemgivelser som et resultat affor tidlig og hurtig hjemgivelse, der ikke er tilstrækkeligt velfunderet, oghun foreslår på denne baggrund ’mellempositioner’, dvs. en langsomme-re og velgennemprøvet overgang mellem anbringelse og hjem.ENGELSKE STUDIER

Farmer (2009) har studeret 321 tilfældigt udvalgteengelskehøjrisikobørnog -unge, som blev hjemgivet efter en tvangsfjernelse. Børnene og deunge er fulgt gennem to år via deres journaler med henblik på at identifi-cere faktorer, der bidrager eller ikke bidrager til en succesfuld hjemgivel-se, og at analysere, hvordan det gik børnene under hjemgivelsen.Farmer (ibid.) fandt, at der var tale om to distinkte grupper afbørn:–De unge, der var anbragt på grund af kriminalitet, skulkning eller –for pigernes vedkommende – ’moralsk fare’ (’disaffected ado-lescents’).Børn, der var anbragt på grund af mishandling eller vanrøgt (’protec-ted children’).

unge. To tredjedele af de unge recidiverede i kriminalitet, to tredjedelefulgte ikke skolen regelmæssigt, og næsten halvdelen af pigerne blevgravide i den toårige opfølgningsperiode.De mishandlede og vanrøgtede børnkom oftere hjem planlagt (50pct.). Faktorer, der påvirkede succesen af deres hjemgivelse var:––––Succes var mere sandsynlig, hvis barnet kun havde været anbragt étsted.Succes var også mere sandsynlig, hvis barnet kun havde været an-bragt en kort periode.Succes var desuden mere sandsynlig, hvis barnet blev hjemgivetførste gang og ikke havde oplevet tidligere fallerede hjemgivelser.En ændret familiesammensætning påvirkede hjemgivelsen i negativretning. Kun en tredjedel af børnene vendte tilbage til den sammefamilie, som de havde forladt. I resten af tilfældene var voksneog/eller børn forsvundet eller skiftet ud med andre.Sandsynligheden for succes var endelig højere, hvis barnet blevhjemgivet sammen med søskende, som også havde været anbragt.

En fjerdedel af alle hjemgivne børn blev mishandlet eller vanrøgtet igenunder hjemgivelsen, men kun for ganske få førte det til, at de blev gen-anbragt. Sagsbehandlerne ’tålte’ nye overgreb mod børnene i det omfang,de fandt forældrene samarbejdsvillige. For disse børn, mener Farmer(ibid.), at hjemgivelsen var ’ødelæggende’.Sinclair et al. (2007) finder i deres longitudinelle registerstudieover 7.399 anbragteengelskebørn, at visse faktorer hos barnet selv for-hindrer anbringelsesexit. Det er de specielt sårbare børn, der fastholdes isystemet, fx små, handicappede, mishandlede eller asylbørn. En sandsyn-lig forklaring er, at der for dem ofte ikke er noget acceptabelt miljø athjemgive til. Faktorer som forældres misbrug eller vold i familien hindrerderimod ikke anbringelsesexit i form af hjemgivelse, men disse børn hartil gengæld en høj sandsynlighed for genanbringelse, fordi hjemgivelsenmislykkes.SAMMENFATNING

anbringelser osv., således at disse børn totalt set får mange skiftendeomsorgsmiljøer at forholde sig til. Farmers (2009) iagttagelse fraEnglandaf, at kun et mindretal af hjemgivelser foregår til den samme familie, sombarnet forlod ved anbringelsen, kan være af betydning her, fordi hjemgi-velser ikke nødvendigvis er til en velkendt familiesammensætning forbarnet, idet familiemedlemmerne har ændret sig under anbringelsen (vived ikke, om dette resultat også holder for danske forhold).Det er sværere at være entydig omkring de faktorer, der påvirkerhjemgivelser og genanbringelser. Igen er resultaterne mange og indbyr-des modstridende. Ud fra danske og nordiske undersøgelser ser det udsom om, at i hvert fald følgende forhold spiller en rolle:–Anbringelsernes varighed. Det kan se ud, som om kort varighedpåvirker både sandsynligheden for at blive hjemgivet og sandsynlig-heden for at blive genanbragt.41Etnisk baggrund. Det kan også se ud, som om etnisk minoritetsbag-grund både forøger sandsynligheden for at blive hjemgivet og at for-blive hjemme (hvad forklaringen er, vides ikke).Mødrenes sociale forhold. Det ser ud til, at mødrenes sociale forholdspiller en rolle i den forstand, at social marginalisering både formind-sker sandsynligheden for hjemgivelse og forøger risikoen for genan-bringelse, hvis barnet er blevet hjemgivet.

Specielt det sidstnævnte punkt udgør et væsentligt forskningsmæssigttomrum.Omstabilitet/ustabilitetskal følgende resultater nævnes:––––En stor majoritet af børn, der anbringes som små, oplever stabilitet ideres anbringelse.Små børn, der anbringes, oplever større stabilitet i anbringelsen endstore børn.De små anbragte børn har også højere sandsynlighed for at blivelangtidsklienter.Systemfaktorer, herunder lang varighed af anbringelsen, forøgerrisikoen for ustabilitet. Dette gælder også for børn, der er anbragt ien yngre alder.Tung psykosocial belastning hos mødrene øger sandsynligheden forustabilitet i anbringelsen.Det kan tyde på, at nogle børn forbliver relativt længe i anbringelser,der var tænkt som midlertidige.

bringelser (der overstiger antallet af unge, idet flere anbringes fleregange), der bryder sammen.Faktorer af betydning for sammenbrud er forskellige i forskelligeundersøgelser blandt andet under hensyn til, at forskellige forhold erundersøgt.I svensk forskning er den stærkeste prædiktor for sammenbrud deunges antisociale adfærd.Også anbringelsesstedets art har betydning i Sverige, idet slægtsplejeog lukkede institutioner for unge har den laveste sammenbrudsfre-kvens.I Danmark kan det tyde på, at det forhold, at en ung anbringessammen med andre unge øger risikoen for sammenbrud.

Faktorer af betydning for hjemgivelse og genanbringelse er forskellige iforskellige undersøgelser blandt andet under hensyn til, at forskelligefaktorer er undersøgt. Dog ser nedenstående forhold ud til at have enbetydning:–Anbringelsernes varighed. Det kan se ud, som om kort varighedpåvirker både sandsynligheden for at blive hjemgivet og sandsynlig-heden for at blive genanbragt.Etnisk baggrund. Det kan også se ud, som om etnisk minoritetsbag-grund både forøger sandsynligheden for at blive hjemgivet og at for-blive hjemme.Mødrenes sociale forhold. Mødrenes sociale forhold ser ud til atspille en rolle i den forstand, at social marginalisering både formind-sker sandsynligheden for hjemgivelse og forøger risikoen for genan-bringelse, hvis barnet er blevet hjemgivet.

I forskningsoversigten fra 2003 (Egelund & Hestbæk, 2003) konkludere-de vi, at det er forskningsmæssigt veldokumenteret, at anbragte unge påudslusningstidspunktet stod med en række sociale behov, som de ikkekunne formodes at løse alene. Det drejede sig om behov for yderligereskolegang, uddannelse, bolig, penge, sundhedsydelser m.m., men ogsåom netværksskabelse og praktiske færdigheder i at organisere og mestreet hverdagsliv.42Udslusningen er et tidspunkt i anbringelsesprocessen,som udenlandske undersøgelser systematisk karakteriserer som en sårbar

tumlede og forvirrede forløb og voksne, både i det civile samfund og detoffentlige netværk, som langt fra altid var til støtte. Det kaotiske forløbblev for mange forstærket af manglende eller mangelfuld bolig og dårligøkonomi til at kunne etablere sig. De unge peger selv på, at disse vanske-lige forhold sandsynligvis er endnu vanskeligere for tidligere anbragtebørn på grund af deres forhøjede sårbarhed.De unge giver også udtryk for, at de i høj grad har brug for støt-te til at skabe netværk. Forud for anbringelsens ophør er mange gangegået konfliktfyldte år – ikke mindst i relation til plejeforældre – og de harbrug hjælp til genetablering af kontakt til fx søskende, eventuelt til foræl-dre og til etablering af andre og nye relationer.44Franzon (2009) analyserer i en nynorskafhandling om unge påungdomshjem de følelser, med hvilke de unge møder udslusningen. Derer en blanding af fremtidshåb (om frihed og ’normalitet’) og dyb ambiva-lens og uro over for, hvordan de vil klare livet efter anbringelsen. Det erfor flere af de unge en yderst dramatisk forandring at skulle være aleneefter måske i mange år at have levet mange sammen, som man uundgåe-ligt gør på en døgninstitution for unge. Fransson (ibid.) finder, at ambi-valensen og uroen til dels skyldes en langvarig følelse af at være udenforog anderledes, som bunder i både de hjemmeforhold, der gav anledningtil anbringelsen, og selve anbringelsen, som afviger fra de fleste ungesopvækstforhold.Vinnerljung, Franzén & Danielsson (2005) peger i et stortsvenskregisterstudie på, at et problem for tidligere børneforsorgsklinter er tid-ligt forældreskab i teenageårene. Registrene omfattede alle kohorter født1972-1983 (N= knap 1,2 mio., hvoraf ca. 50.000 havde været børnefor-sorgsklienter). Resultatet var, at 16-19 pct. af de piger og 5-6 pct. af dedrenge, der havde modtaget foranstaltninger i ungdommen, blev teen-ageforældre (sammenlignet med henholdsvis 3 pct. og 0,7 pct. blandtderes jævnaldrende).Vinnerljung & Sallnäss (2008) beskæftiger sig i ensvenskregister-undersøgelse af 718 nu 25-årige med behovene hos en særlig gruppe afde tidligere anbragte unge, nemlig dem, der oprindeligt blev anbragt i

teenagealderen på grund af adfærdsproblemer. Disse unge har efter an-bringelsen store og komplekse behov.Pigerne er for mere end en fjerdedels vedkommende blevetteenagemødre, hvilket gjaldt for hver syvende af de anbragte piger somhelhed. Hver femte af pigerne var involveret i kriminalitet, hvilket erekstremt sjældent forekommende hos ikke anbragte jævnaldrende piger(under 1 pct.). De anbragte antisociale piger havde desuden 30 gange såhøj sandsynlighed som deres ikke anbragte jævnaldrende for at haveværet indlagt for psykiatriske problemer.For drengenes vedkommende var tidlig død markant (5 pct.)sammenlignet med jævnaldrende drenge (hvoraf 1 ud af 270 var død).Mere end hver anden (54 pct.) havde været i fængsel sammenlignet med3 pct. af jævnaldrende drenge. Næsten hver tredje dreng (30 pct.) havdeogså været indlagt for psykiatrisk lidelse. Endelig havde også drengene enstærk overforekomst af teenageforældreskaber. For både drenge og pigergjaldt det, at de haltede efter i skolesystemet både sammenlignet medandre anbragte og især ikke-anbragte jævnaldrende.Rasmussen (2006) siger i en lillesvenskinterviewundersøgelse affem unge, at de har følt, at de løbende på anbringelsesstedet blev trænet iat varetage de opgaver, man skal stå for i et selvstændigt voksenliv, menat de alligevel oplever en ambivalens over for at skulle flytte ud. De harogså mange overvejelser om, hvorvidt de skal forblive i plejefamiliensområde og nærmiljø, eller om de skal flytte nærmere på den biologiskefamilie, som de oplever, har afgørende betydning for deres fremtidige liv.Broad (2005) har i enengelsksurvey-undersøgelse spurgt 300myndigheder, herunder 52 ’leaving care teams’, der samarbejdede medknap 7.000 unge, der stod i færd med at overgå til eget voksent liv efteren anbringelse, om de unges situation. Af de unge var 29 pct. arbejdsløseeller ikke i gang med nogen uddannelse. De har desuden dårlig økonomi;det er fx kun få unge, der har råd til at dyrke organiseret sport. De tidli-gere anbragte har en betydelig oversygelighed, specielt astma, eksem,migræne og depressioner. De anbragte har et overforbrug i forhold tilandre unge af tobak og alkohol; og 60 pct. af de unge tager stoffer, 47pct. af dem dagligt. Størstedelen af de unge oplever stress i forbindelsemed økonomi og forhold til partner og andre relationer. Vold er ligeledeset stærkt tema i de unges dagligdag både tidligere og nu. To tredjedelehar tidligere både ofte fået tæv og er blevet mobbet, og 87 pct. har ople-vet fysisk vold.

Wade (2006) finder i en andenengelskundersøgelse af 101 16-18-årige, som der følges op på henholdsvis 2-3 måneder og 9-10 månederefter deres udslusning, at den biologiske familie er yderst vigtig for dentidligere anbragte unge, specielt søskende udgør et væsentligt netværk.De unge har imidlertid også behov for at bevare kontakten til de pleje-forældre, hos hvem de har boet. Alt i alt er støttende netværk afgørendefor de unge ved udslusningen.De unge tidligere anbragte danner hurtigt par; en fjerdedel af de16-18-årige boede under opfølgningen sammen med en kæreste. De ungeunderstreger, at det reducerer ensomhed og medfører praktisk hjælp,specielt hvis kæresten også har familie, der er villig til at støtte. Pardan-nelsen medfører desuden tidligt forældreskab. Over en fjerdedel af de16-18-årige tidligere anbragte bliver gravide eller har født børn underopfølgningen. Det er de tidligere anbragte unge, der har det svagestepsykosociale fundament, der typisk bliver forældre i denne unge alder.Knight et al. (2006) finder gennem en kvalitativ undersøgelse af63 tidligere anbragteengelskeunge, der er blevet teenageforældre, at der eret betydeligt behov for, at plejeforældre får kurser i og støtte til at under-vise deres unge plejebørn om relationer, sex og undgåelse af tidlige gra-viditeter.

Det står klart, at unge, der udsluses fra anbringelse, står over for en ræk-ke svære problemer. Trods dette må man sige, at forskningen efter 2003ikke har et særligt systematisk præg i kortlægningen af de problemer, derkendetegner overgangsfasen.De unge udsluses ofte i en tidlig alder og udslusningsfasen erkendetegnet af ambivalens og for nogle også kaos.Hertil kommer, at de unge har en række objektivt vanskeligeforhold at slås med. Det gælder sygdom, dårlig uddannelse, ringe øko-nomi, kriminalitet, psykiatrisk lidelse, tidligt forældreskab og endog for-højet dødsrisiko. Mange unge, der udsluses har flere af disse forhold athåndtere.Hertil kommer for nogle af dem mangel på hverdagsfærdighedersåsom varetagelse af indkøb, madlavning, forvaltning af økonomi, udfyl-delse af skemaer og blanketter mv. Der er mange færdigheder, der skallæres som en konsekvens af anbringelsens ophør.

Espersen (2004) har udarbejdet etdanskpilotstudie på baggrund af inter-view med sagsbehandlerne til 16 unge, der udskrives af børneforsorgen, i10 kommuner. Pilotstudiet har et systemperspektiv og inddrager ikke deunges synspunkter.De 10 kommuner har alle en fast udskrivningsprocedure, når enanbringelse for en ung skal ophøre. Men organiseringen af efterværnsar-bejdet veksler fra kommune til kommune. I de 10 kommuner kan dersåledes udskilles tre forskellige organisationsmåder: 1) den unge forbliveri børneforvaltningen under efterværnsperioden, 2) den unge overgår til etsærligt efterværnsteam, og 3) den unge overføres til voksenafdelingen,således at båndene til den hidtidige sagsbehandler kappes.I alle kommuner understreges det, at samarbejde på tværs af in-stanser er et vigtigt arbejdsredskab i efterværnsarbejdet. Undersøgelsentyder dog ikke på, at der faktisk er et vidtstrakt tværfagligt og tværsekto-rielt samarbejde i disse sager.Det ydelsesrepertoire, kommunerne trækker på i efterværnssa-ger, er relativt begrænset. De fleste kommuner anvender fast kontaktper-son og i nogle tilfælde forlængelse af anbringelsen. Det mest anvendteøkonomiske virkemiddel er revalidering.TABUKA dokumenterer via de tidligere anbragte unges erfarin-ger, at udslusninger fra anbringelse sjældent forløber godt (Nielsen,2005). Flere unge ønskede ikke en udskrivning fra forsorgen på pågæl-dende tidspunkt, men følte sig presset af forvaltningen eller anbringelses-stedet. De ønskede også en eventuel udslusning støttet af andre foran-staltninger eller af et sikkerhedsnet i form af ret til at vende tilbage tilanbringelsesstedet, hvis udslusningen ikke gik godt. Disse supplerendemuligheder til udskrivningen var sjældent til rådighed.Efter anbringelsen er det en typisk erfaring for flere af de an-bragte, som udtrykkes her af en af dem: ”Systemet slipper i det øjeblik,man flytter” (ibid.: 344).

Det er også en erfaring, at man ikke er godt nok rustet ved an-bringelsens afslutning til almindelige gøremål som madlavning, varetagel-se af et budget, kontakt med myndigheder, indretning af bolig mv. Støt-ten fra systemet har været stærkt svingende for de unge. Men støtte eryderst efterspurgt af de unge. Flere af dem udtrykker det på den måde, atsystemet er blevet deres ‘familie’, som må hjælpe dem, når de ikke somandre unge, der flytter hjemmefra, har forældre, der kan hjælpe til medbåde det praktiske, det mentalhygiejniske og eventuelt det økonomiske.Hansen (2005c) finder i et lilledanskinterviewstudie af tre ungesudslusning, at rummeligheden i det normalsystem, de unge anbragte skalud i, er utilstrækkelig. En konklusion er også, at det er vigtigt at forbere-de udslusningen, ellers er risikoen for genanbringelse høj. Endelig næv-nes det, at en velforberedt udslusning indebærer aktivering af alle desfærer, i hvilke den unge skal færdes efter anbringelsen.I Rasmussens (2006) lille svenske interviewundersøgelse af femunge, mener hovedparten, at opfølgningstiden via efterværn har væretfor kort. Kontakten til forvaltningen blev afsluttet på et tidspunkt, hvorde unge gerne havde set kontakten fortsat.Af Franssons (2009) afhandling fremgår en hierarkisering af ef-terværnsindsatsen over for de unge, som bliver udskrevet af etnorskungdomshjem. Meget tyder på, at unge, der udvikler sig stabilt og erpositive over for hjælp, modtager mere efterværnsstøtte end unge, derhar færre ressourcer, eventuelt har et misbrug osv. Disse unge kæmper ihøjere grad deres kamp alene for at holde skindet på næsen og fremtrædesom ’almindelige’ unge og for ikke at havne i kategorien ’uværdigt træn-gende’ i myndighedernes øjne.I Bakketeig & Backe-Hansens (2008) NOVA-rapport kortlæggesefterværnsarbejdet med henblik på at opnå en bedre forskningsbaseretviden om efterværnsarbejdet i dag. På baggrund af den norske børnefor-sorgsstatistik koblet med en række registre, interview og spørgeskemada-ta formidles erfaringer fra de unge selv, plejeforældre, institutioner ogbørneforsorgen om den norske efterværnspraksis.De kvantitative analyser i rapporten viser, at der er et stigendeantal klienter, der modtager efterværnsforanstaltninger. Antallet af efter-værnsklienter er steget fra 550 i 1995 til næsten 2100 i 2005. Imidlertid,halveres antallet for hvert år efter det fyldte 18. år. Kun halvt så mange afde 19-årige får efterværnsforanstaltninger sammenlignet med de 18-årige.Endvidere er der lidt flere drenge blandt efterværnsklienterne end blandt

de ordinære klienter, og der er flest efterværnsklienter i de store byer.Unge med asiatisk og afrikansk baggrund er stærkt overrepræsenteret idet norske efterværn, hvilket skyldes, at de fleste af dem først kommerind i børneforsorgen, når de er 15 år eller ældre.De hyppigste former for efterværn i Norge er økonomisk støtte,plejefamilie, hjælp til bolig og støtteperson. De kvantitative analyser vi-ser, at de unge, som får efterværn, har en større chance for at klare sigbedre i voksentilværelsen end de unge, som ikke har fået en efterværns-foranstaltning. Der er imidlertid behov for forskning, som kan belyse, ihvor høj grad dette er effekten af efterværnsforanstaltningerne eller enfølge af en selektion af motiverede unge.Interviewene med de unge selv peger på, at processen for at fåefterværn kan være udfordrende. De unge beskriver en forhandlingssitu-ation, hvor de skal være kompetente og pågående. Fremstår de som forressourcestærke, risikerer de at blive vurderet til ikke at have behov forvidere opfølgning. Datamaterialet peger endvidere på, at børneforsorgeni nogle tilfælde venter med at lægge planer, fordi de unge ikke ved, hvadde vil. Dette medfører, at børneforsorgen kommer til at fremstå somreaktiv frem for proaktiv i planlægningsarbejdet. Interviewene viser også,at de unges egen medvirkning i planlægningsarbejdet er varierende. Man-ge af de unge fremhæver medvirken som vigtig, men det er ikke alle, somønsker at bestemme selv. I forlængelse heraf indikerer datamaterialetogså, at rammerne for de unges medvirken ikke nødvendigvis er tilpassetden unges behov.Rapporten viser en stor variation i børneværnets efterværnsar-bejde, og at der er behov for at kvalitetssikre arbejdet. Én af udfordrin-gerne er at sikre gode efterværnstilbud i et land med kommuner af for-skellig størrelse. De landsrepræsentative spørgeskemadata viser i denforbindelse, at der er stor variation i efterværnsarbejdet set i forhold tilbørneforsorgens størrelse og organisering. Der er mange små børnefor-sorgsenheder, hvor det kun er ganske få unge, der får efterværn. Dettemedfører en stor udfordring i forhold til at sikre tilstrækkelig kompeten-ce på feltet. Data viser også, at de hyppigste begrundelser for, at de ungefår efterværn, er, at de selv ønsker det og har behov for det. Modsat erden unges manglende ønske den hyppigste begrundelse, som børnefor-sorgen giver for, at den unge ikke modtager en efterværnsindsats. Dettebetyder, at arbejdet med at motivere de unge for videre opfølgning erhelt centralt.

Det er først og fremmest de store og private institutioner, somhar unge i efterværnsalderen. Meget tyder på, at mange af institutionerneforetager et målrettet efterværnsarbejde. To tredjedele af institutionernehar indsatser rettet mod ungdom i denne fase. Indsatserne er i de flestetilfælde forskellige former for selvstændighedstræning og egne boligtiltag.Rapporten fremhæver skræddersyede tiltag som gode eksemplerpå efterværn. En vigtig pointe er, at overgangen til voksenlivet er enproces, som tager tid, og der argumenteres derfor for at bruge tid sommetode i arbejdet. De unge har forskellige behov, hvilket systemet børtage højde for. Desuden anføres det, at plejeforældrene bør få en tydeli-gere defineret rolle i efterværnsfasen. Oplysningerne fra plejeforældrenepeger på, at der nemt bliver en uklar ansvarsfordeling mellem plejeforæl-dre og børneforsorgen i forhold til, hvem der har ansvaret for at initiereplanlægningen af efterværnsfasen.Af det store longitudinelle studie om børneværnsklienter iNorge(Clausen, 2003) fremgår, at den hyppigste efterværnshjælp er økonomisktilskud, som halvdelen af efterværnsklienterne modtog i 2005. Andreforanstaltninger var hjælp til bolig og støttekontakt. Også plejefamilieblev brugt i 30 pct. af efterværnssagerne.Bratterud & Storhaug (2008) har i ennorskundersøgelse sendtspørgeskemaer til 104 unge og interviewet 40 af dem, begge dele foreta-get på flere tidspunkter af udslusningsforløbet. De peger på, at de unge17-årige i mange tilfælde ikke ved, hvad der skal ske efter anbringelsen,og – vigtigst for de unge – hvilken kontakt de vil få med de personer,som er væsentlige for dem. De unge giver også udtryk for at stærkt be-hov for at deltage i planlægningen og være med til at bestemme, hvad derskal ske i deres efterværnsperiode. Endelig viser denne undersøgelse, atorganiseringen af efterværnsarbejdet spiller en rolle for de unges oplevel-se af kvalitet. De, der forbliver i en børn- og ungeafdeling har en oplevel-se af fleksibilitet i forhold til deres behov, mens de, der flyttes til en vok-senafdeling, finder, at deres problemer i højere grad skæres til efter deforanstaltninger, der er til rådighed for de voksne.Bratterud (2006) undersøger via spørgeskemaer til 60norskeungeog deres sagsbehandlere samt interview med en mindre gruppe af deunge (N=16) tre gange i perioden 2005-2007, hvordan overgangen tilvoksenlivet forløber for de tidligere anbragte børn. Af resultaterne frem-går, at succes i udslusningsperioden i nogen grad hænger sammen meddet anbringelsesforløb, den unge har haft forud for anbringelsens ophør.

Jo bedre en relation den unge har til plejeforældrene, og jo mere tillidhun eller han har til dem, jo større sandsynlighed er der for, at udslusnin-gen forløber godt. De unge, der har oplevet skift i anbringelsesforløbetgennem de seneste år, har et mindre godt forhold til plejeforældre og harnogen mistillid til børneværnssystemet, oplever, at deres udslusning harmindre sandsynlighed for at forløbe godt. Groft sagt ser det af disseresultater ud, som om de unge, der har haft den bedste anbringelse, ogsåhar større chance for at opleve en frugtbar udslusnings- og efterværnspe-riode.Derudover betoner alle de unge nogle kvaliteter, som efter deresopfattelse skal være til stede i efterværnsarbejde: at planerne følger deresegne ønsker og interesser, at de tages med på råd og deltager i beslutnin-ger, at de bliver taget alvorligt i deres ønsker, og at de oplever engage-ment og tæt opfølgning fra én kontinuerlig socialarbejder under efter-værnet.Af en lillenorskinterviewundersøgelse (Reime, 2008) med 13unge og tre ansatte ved ungdomsinstitutioner fremgår, at efterværnsind-satsen drejer om krumtappen misbrug. De unge, ikke-misbrugende vilgerne have hjælp efter institutionsopholdet, og de kan lettere hjælpes ogfår oftere hjælp. Omvendt føler systemet sig magtesløst over for ungemed et misbrug, der ofte afviser efterværn og heller ikke får det. Dettebekræfter i en vis forstand pointen hos Bratterud (2006) ovenfor om, atdet måske er de mest ressourcestærke unge, der får det bedste efterværn.Desuden peger undersøgelsen på behovet for tidligt at planlægge udslus-ningen, så den kan gennemføres i det tempo, som er det bedste for deunge.Tjellflaat (2003) undersøgte via registre 71 unge, der tidligerehavde været anbragt på en bestemt døgninstitution for unge, og via in-terview med 27 af de unge, hvordan det var gået de unge efter udskriv-ningen. Forskeren fandt, at det ikke gik de unge godt efter udskrivnin-gen, og at en del af dem ikke havde fået tilbud om opfølgning efter ud-skrivningen eller selv havde afslået et tilbud. Tjellflaat undrer sig over demange ressourcer, der bliver brugt til anbringelsen, og de få, der brugestil at følge den op.Sinclair, Baker, Wilson & Gibbs (2005) følger 596engelskebørnog unge over en treårig anbringelsesperiode frem til 2001. De konklude-rer, at det er en sjældenhed, at engelske unge får lov at forblive i deresanbringelse, til de fylder 18 år. Kun få af de unge forlader anbringelsen

som led i en planlagt proces, mens afslutningen og udslusningen forhovedpartens vedkommende forløber mere tilfældigt. Ofte er en grundtil afslutning, at den unge føler sig presset ud af anbringelsen som led ien uoverensstemmelse, hvilket forstærker deres fornemmelse af afvis-ning, mangel på egenkontrol, outsiderstatus og tab af relationer. Særligbørnenes plejeforældre er kritiske over for udslusningen, som, de i man-ge tilfælde synes, er for tidlig og til for tvivlsomme forhold.Dixon & Stein (2005) står for et størreskotskstudie, der falder ito dele. Den første del er en survey-undersøgelse af alle skotske lokalemyndigheder og af private serviceudbydere af efterværnsydelser. Denanden del udgøres af et survey til 107 unge og en opfølgning over ethalvt år af 61 af disse unge.Det bliver klart af undersøgelsen, at de unge ikke er ret gamle,når de forlader anbringelsen; 93 pct. af dem forlod anbringelsen, før defyldte 18 år. Mange af de unge udtrykker, at de ikke var parat til udslus-ningen, men følte sig presset af personale eller forældre. Kun få unge fiklov at blive i deres plejefamilie, til de blev 18 år, og disse unge oplevedeen bedre og mere velforberedt udslusning. Forskerne fandt en signifikantsammenhæng mellem forberedelsen af udslusningen og dens succes.Endelig peges der på, at en forudsætning for succes er en tilgængelig,kontinuerlig, pålidelig og fleksibel støtte under udslusningen. Støtten kangives både af det offentlige netværk og det civile samfund i form af fami-lie og venner.Også Taylor (2006) bekræfter i sit kvalitative studie af 39 unge,at specielt de, der havde været anbragt på institution, blev udskrevet afforsorg som meget unge, de var sjældent mere end 16 år. Familieplejean-bragte fik oftere mulighed for at opretholde anbringelsen, til de fyldte 18år.

Den her refererede forskning om efterværnsindsatsen er tematisk uensog spredt. Undersøgelserne har desuden både yderst forskellig størrelseog metodisk strategi. Den mest omfattende analyse af efterværnsindsat-sen og dens kapacitet til at støtte de unge med udslusningsperiodensmange konflikter findes i Bakketeig & Backe-Hansens rapport fra 2008,hvor den norske efterværnsindsats bliver belyst både kvantiativt og kvali-tativt. Der er imidlertid et stort behov for på dansk grund at udviklemere forskningsbaseret viden om, hvordan efterværnsindsatsen overho-

vedet ser ud både kvantitativt og kvalitativt, og i hvor høj grad den støt-ter de unge i den udvikling, som også anbringelsen skulle støtte.Alligevel kan uddrages nogle budskaber af den eksisterendeforskning:––Unge, som modtager efterværnsforanstaltninger klarer sig bedre endunge uden tiltag.De unge mener, at efterværnsindsatsen står og falder med, at den er itråd med deres egne behov og ønsker, at de deltager på lige fod iplanlægningen af, hvad der skal ske, og at de lyttes til og tages alvor-ligt i denne proces.Der er tegn på, at udslusning ikke altid forberedes grundigt, selvomdet er afgørende for forløbet efter anbringelsen, men at mange op-hør sker tilfældigt og som følge af en konflikt. Selv hvis udslusningenforberedes, er der tegn på, at de unge ikke altid er informeret om,hvad der skal ske.Der er også tegn på, at unge føler sig presset til at afslutte en anbrin-gelse på tidspunkter, hvor de ikke er parate og modne til det.Efterværnsindsatsen er ifølge de unges udsagn ikke eksisterende ellerslipper de unge for tidligt. Anbragte unge har i modsætning til andreunge, der flytter hjemmefra, ikke altid andre end det offentlige til athjælpe sig. I den forstand er det offentlige blevet ’familie’.Konsekvensen er, at udslusningen ofte opleves som en omtumlendeeller direkte kaotisk proces, hvor de unge selv tumler med en rækkesvære problemer.Der er flere nordiske resultater, der kan tyde på, at efterværnet diffe-rentieres, således at de bedst stillede unge får mere og bedre efter-værn end de dårligst stillede unge. Herunder ser det ud til, at der ikkeer fundet efterværnsmodeller over for de unge, der er helt eller del-vist afvisende over for offentlige indgreb, og som måske også erdem, der har mest behov for støtte.

før 2003, stadig eksisterer i rigt mål for unge, som udskrives af anbringel-se. Med undtagelse af Bakketeig & Backe-Hansen (2008) er den referere-de forskning omefterværnsindsatsenogså – og endnu mere – temat isk uensog spredt. Undersøgelserne om indsatsen har desuden bådyderst forskel-lig størrelse og metodisk strategi. Der er derfor et stort behov for pådansk grund at udvikle mere forskningsbaseret viden om, hvordan efter-værnsindsatsen overhovedet ser ud både kvantitativt og kvalitativt, og ihvor høj grad den støtter de unge i den udvikling, som også anbringelsenskulle støtte.Det står klart, at unge, der udsluses fra anbringelse,står over for enrække svære problemer.De unge udsluses ofte i en tidlig alder og udslus-ningsfasen er kendetegnet af ambivalens og for nogle også kaos.Hertil kommer, at de unge har en række objektivt vanskeligeforhold at slås med. Det gælder sygdom, dårlig uddannelse, ringe øko-nomi, kriminalitet, psykiatrisk lidelse, tidligt forældreskab og endog for-højet dødsrisiko. Mange unge, der udsluses har flere af disse forhold athåndtere.Yderligere mangler nogle af dem almindelige hverdagsfærdighe-der i indkøb, madlavning, forvaltning af økonomi, udfyldelse af skemaerog blanketter mv. Der er mange færdigheder, der skal læres som en kon-sekvens af anbringelsens ophør.Endelig er relationer et væsentligt tema for de unge. Ved udslus-ningen brydes relationer, samtidig med at de skal (gen)etablere en relati-on til den biologiske familie, de ikke har boet sammen med, men somforbliver vigtig for mange af dem. Og de skal finde nye relationer tilandre unge kammerater og kærester i en ’almindelig’ verden, hvor demåske oven i købet hidtil har følt sig som outsiders.Trods forskningens begrænsning og uensartethed kan der ud-drages nogle budskaber af den eksisterende forskning omefterværnsindsat-sen og dens kvalitet:––Unge i efterværn klarer sig bedre i voksentilværelsen end unge udenefterværnstiltag.De unge mener, at efterværnsindsatsen står og falder med, at den er itråd med deres egne behov og ønsker, at de deltager på lige fod iplanlægningen af, hvad der skal ske, og at de lyttes til og tages alvor-ligt i denne proces.

Der er tegn på, at udslusning ikke altid forberedes grundigt, selvomdet er afgørende for forløbet efter anbringelsen. I stedet sker mangeophør tilfældigt og som følge af en konflikt. Selv hvis udslusningenforberedes, er der tegn på, at de unge ikke altid er informeret om,hvad der skal ske.Der er også tegn på, at unge føler sig presset til at afslutte en anbrin-gelse på tidspunkter, hvor de ikke er parate og modne til det.Efterværnsindsatsen er ifølge de unges udsagn ikke eksisterende ellerslipper de unge for tidligt. Anbragte unge har i modsætning til andreunge, der flytter hjemmefra, ikke altid andre end det offentlige til athjælpe sig. I den forstand er det offentlige blevet ’familie’.Konsekvensen er, at udslusningen ofte opleves som en omtumlendeeller direkte kaotisk proces, hvor de unge selv tumler med en rækkesvære problemer.Der er flere nordiske resultater, der kan tyde på, at efterværnet diffe-rentieres, således at de bedst stillede unge får mere og bedre efter-værn end de dårligst stillede unge. Herunder ser det ud til, at der ikkeer fundet efterværnsmodeller over for de unge, der er helt eller del-vist afvisende over for offentlige indgreb, og som måske også erdem, der har støtte mest behov.Generelt tyder forskningen om efterværn på en risiko for at tabegode anbringelsesresultater på gulvet gennem et mangelfuldt efter-værn, og at efterværnet i højere grad bør stå på praksis’ såvel på omforskningens dagorden.

Kapitlet om sociale forhold refererer kun til ny dansk forskning om dettetema. Som konsekvens heraf gennemgås kun resultaterne fra én stordansk undersøgelse, hvilket giver kapitlet en lidt anden karakter end desenere kapitler. Dette skal ses i lyset af, at anbragte børns sociale forholdallerede er et veldokumenteret tema i såvel dansk som udenlandsk forsk-ning.Der er ikke tvivl om, at de anbragte børn og deres forældre somudgangspunkt har særdeles dårlige levekår og livsvilkår i øvrigt, uansethvilke variable man studerer. Det vil sige, at næsten samtlige risikableopvækstfaktorer forekommer i børnenes hjemmemiljø.–Anbragte børns familier er demografisk kendetegnet ved faktorer,som gør forældreopgaven vanskeligere og børnenes situation mereudsat end sædvanligt, herunder unge forældreskaber, ene-

forældreskaber, omskiftelig familiesammensætning, mv. Hertilkommer forældres dødsfald.Socioøkonomisk har familierne en markant overforekomst af margi-nalisering og fattigdom. Forældrene er tabt i uddannelsessystemet sålangt bagud, at der desuden skal ganske store anstrengelser til atændre på den sociale eksklusion.En stor andel af de anbragte børns forældre har psykiatriske diagno-ser, der må antages at forringe deres overskud til at være forældre.En overforekomst af misbrug inden for forældregruppen reducererogså mulighederne for at passe på børnene og organisere et accepta-belt hverdagsliv for dem.Der er en betydelig overforekomst af forældre, som er/har været ifængsel for straffelovsovertrædelser, hvilket både betyder fravær afforældre og en mulig påvirkning af børnene med antisociale normer.Der er en stor gruppe af anbragte børns forældre, der selv som børnhar været anbragt uden for hjemmet og som konsekvens heraf for-modentlig har færre forbilleder for deres forældreskab, når de selvbliver forældre.Familiernes sociale forhold udvikler sig ikke positivt, til trods forrelativt lange anbringelsesperioder for en del af børnene. Det bety-der, at der ikke ser ud til at ske en indsats over for forældrene, der ertilstrækkeligt bredspektret og vedholdende til, at deres forhold ænd-res til det bedre, sådan at de eventuelt kan blive i stand til at få bør-nene hjemgivet eller få bedre overskud til at være deltidsforældre foret anbragt barn.

Overordnet set er der relativt få studier om effekter af anbringelse sidenudgivelsen af den forrige forskningsoversigt i 2003.Forskningsgennemgangen har vist, at der fortsat ikke eksistererrandomiserede kotrollerede studier eller kvasi-eksperimenter, somvedrører effekterne af anbringelse af børn uden for hjemmet. Der erderimod fundet nogle logitudinelle studier, én efterundesøgelse samt etpar evalueringer af specifikke relativt velbeskrevne metoder ianbringelsesarbejdet. I forhold til karakteren af studierne samt de emner,som behandles, kan følgende konkluderes:

Størstedelen af studierne anvender sammenligningsgrupper, men påtrods af dette er der i ingen af studierne tale om ’effekter’ i nogenstreng betydning. Undersøgelserne kan snarere sige noget om, at deanbragte børn/unge har en vanskelig livssituation sammenlignet medandre børn/unge. Om denne livssituation skyldes anbringelsen somsådan, skader, som børnene bar med ind i anbringelsen eller beggedele, kan studierne ikke forklare. I bedste fald tilvejebringer deresultater, hvoraf vi kan udlede kausale hypoteser.På trods af det øgede fokus på effektmåling de senere år, ser visåledes ikke nogen særlig udvikling i forhold til anvendelsen afoptimale effektmålingsmetoder, herunder ej heller studier, deranvender avanceret statististiske metoder. Det er måske ikke såmærkeligt, at optimale metoder ikke anvendes, fordi anbringelseuden for hjemmet er en så indgribende intervention, at man ikkeetisk kan forsvare at trække lod om, hvem der skal og ikke skalanbringes uden for hjemmet. Det medfører imidlertid, at man måvære yderst forsigtig med at udtale sig om, hvorvidt anbringelserne isnæver mening har positive, negative eller ingen virkninger.Undersøgelserne i dette kapitel bekæftiger sig med en lang række afforskellige udfaldsmål. De omhandler udfaldsmål som: bekæftigelse,indtægt, uddannelse, socialhjælp, kriminalitet, teenageforældreskab,tidlig død, psykiske forstyrrelser og risiko for selvmordsforsøg. Dermangler således ikke viden om, at det går tidligere anbragte børndårligt sammenlignet med jævnaldrende på en lang række punkter afafgørende betydning for deres kommende levekår og livskvalitet. Vihar imidlertid ikke præcise forklaringer på denne udvikling.Det generelle billede, som disse studier fra 2003-2009 tegner, ermeget lig billedet fra den foregående forskningsoversigt. De anbragtebørn klarer sig ringere i forhold til stort set alle de ovenfornævnteudfaldsmål, både når de sammenlignes med befolkningen somhelhed, men også når de sammenlignes med ikke-anbragte børn, somer vokset op under lignende utilfredsstillende livsbetingelser.Studierne peger således samlet på, at virkningerne af de tilbud, dertilbydes anbragte børn i Norden såvel som i Storbritanien, ikke itilstrækkelig grad formår at kompensere de anbragte børn for deproblemer, der gav anledning til anbringelsen.

Forskningen i slægtsanbringelser er endnu ny, og der mangler mere sy-stematisk overblik over denne anbringelsesforms særlige karakteristika.De resultater, der foreligger, omhandler især frekvenser af an-bringelse i slægtspleje, karakteristika ved børnene, plejeforældrenes socia-le baggrund og vilkår for at varetage anbringelsen, stabilitet og kvalitet islægtsanbringelser samt de særlige familierelationer, der knytter sig tildenne anbringelsesform.Om anbringelsesfrekvenser er det gennemgående resultat, atslægtsanbragte børn oplever færre skift i anbringelsen, herunder finderfærre sammenbrud sted i deres anbringelse.Om de slægtsanbragte børn og om plejeforældrenes sociale bag-grund og vilkår for at varetage plejeopgaven er hovedresultaterne følgen-de:–Børn anbragt i slægtspleje adskiller sig fra andre anbragte børn isærved, at de hyppigt er enebørn og ikke har fysiske eller psykiske hel-bredsproblemer.Slægtsanbringelser forekommer hyppigst hos bedsteforældre på mo-derens side, ofte hos en enlig mormor.Slægtsplejeforældre er generelt socialt ringere stillede and andre ple-jeforældre. De har fx lavere uddannelse og ringere økonomi.Slægtsplejeforældre har desuden et dårligere helbred end andre pleje-forældre.Slægtsplejeforældre modtager mindre støtte til plejeopgaven endandre plejeforældre. De får mindre kommunalt tilsyn og supervisionog dårligere økonomisk kompensation for deres indsats.

Resultater fra undersøgelser om de særlige familierelationer, som kende-tegner slægtsplejen, viser, at:––Slægtsanbragte børn hyppigere har kontakt med deres biologiskefamilie end børn i andre former for anbringelse.Tilstedeværelsen af forskellige typer af kontakt til forskellige biologi-ske familiemedlemmer kan være med til at skabe komplekse familie-relationer og dertil knyttede dilemmaer.Dilemmaerne ved slægtsanbringelser kan være, at det anbragte barnoplever spændinger omkring loyalitet over for og splittelse mellemde forskellige dele af familien, dvs. de biologiske forældre og slægts-plejeforældrene.

Ved litteraturgennemgangen i 2003 blev det vurderet, at forskningen omdøgninstitutioners hverdag og vilkår var for begrænset og forskelligartettil, at det kunne berettige en særskilt behandling af emnet. Siden erforskningsindsatsen i nogen grad forøget, ikke mindst i dansk sammen-hæng. Fælles for studierne er en interesse for døgninstitutioners praksis,det vil sige, hvordan hverdagslivet formes for anbragte børn, unge ogvoksne i forskellige institutionsmiljøer. Studierne deler derfor i sagensnatur også en forankring i de kvalitative metoder, da undersøgelser afpraksis på døgninstitutioner fortrinsvis må bero på feltstudier, observati-oner, interview, fokusgrupper mv.Døgninstitutionsforskningen følger forskellige interessemæssigespor, og en væsentlig skillelinje er, om opmærksomheden retter sig modinstitutionens indre liv (sociale identiteter og relationer, forhandlinger,dynamikker, hierarkier, osv.) eller mod institutionens forankring i brede-

re – og ofte modsætningsfyldte – vilkår og strukturer (affødt af områdetsprofessionalisering, institutionalisering, politisering, osv.).Gennemgangen af forskningslitteraturen omdøgninstitutionens in-dre livviser, at der er al mulig grund til at være opmærksom på en rækkeaf de relationer og dynamikker, som opstår på det sociale mikroplaninden for institutionens ramme:–Børnegruppen fremtræder – på godt og ondt – som det helt afgø-rende tilhørsforhold for anbragte børn og unge. Det er børn og un-ge, som bebor døgninstitutionerne, mens de voksne som udgangs-punkt er – eller opleves som – forbipasserende og på gennemrejse.Børnefællesskabet kan være en vigtig integrerende kraft for børn i eneksistentielt vanskelig situation og dermed også en væsentlig faktorfor anbragte børns deltagelsesmuligheder og sociale læreprocesser.De stærke sociale kræfter i gruppens fortløbende forhandling, hie-rarkisering og rivalisering betyder imidlertid også, at gruppen bliverarnested for social marginalisering, mobning og voldshandlinger iforskellige afskygninger.Døgninstitutionens børnekultur kan derved også komme til at stå imodsætning til personalets behandlings- eller udviklingsmæssigehensigter.Studierne viser samlet set, at man næppe kan væreforopmærksom pågruppen som socialt fænomen, når det drejer sig om at forstå – ogeventuelt forandre – døgninstitutionernes hverdagspraksis.

Litteraturgennemgangen omdøgninstitutionens modsætningsfyldte vilkårviser,at praksis på institutionerne betinges af en række strukturelle forhold,som arbejder sammen – eller modvirker hinanden – på komplekse ogsvært gennemskuelige måder.–En række (navnlig danske) studier beskæftiger sig med, hvordanprofessionelle begreber og metoder indvirker på døgninstitutionenspraksis. Et gennemgående træk i disse studier er, at arbejdet udsprin-ger af en ’familiemodel’ og forestillinger om ’hjemlighed’, men atpraksis altid får en anden og institutionaliseret form af disse begre-ber. Samtidig ser det ud til, at henholdsvis voksne professionelle oganbragte børn og unge oplever disse modeller så forskelligt, at mannæsten kan tale om, at parterne lever i forskellige verdener.

En del studier viser, hvordan omfattende regelværker og en høj gradaf rutinisering er et integreret element af hverdagslivet på en døgnin-stitution, hvilket ses særlig tydeligt på de sikrede, lukkede eller ’låsba-re’ institutioner. En hverdag i faste rammer kan godt være en del afbehandlingsplanen, men lige så ofte er der snarere tale om en utilsig-tet konsekvens af selve institutionaliseringen. Studierne demonstre-rer, hvordan de indbyggede regler og rutiner gør det vanskeligt at ef-terleve officielle servicemål for indsatsen, fx medinddragelse af denunge i behandlingsarbejdet eller omsorg med blik for individuellebehov og præferencer.Det voksende antal undersøgelser om døgninstitutioners hverdag ogvilkår viser samtidig, at ’institutionsanbringelse’ i dag er et vidt be-greb, som kan dække over en række forskellige interventionsformer.Mens der således i de fleste lande findes ganske repressive institutio-ner (særligt henvendt til unge med varierende former for ’adfærds-problemer’), optræder der på samme tid forskellige ’hybrider’ mellemden traditionelle døgninstitution og familieplejen. Sidstnævnte insti-tutionstyper synes at åbne nye døre i et hverdagslivsperspektiv, hvoranbragte børn og unge gives mulighed for at føre en tilværelse, der ihøjere grad ligner deres jævnaldrendes, uden dog helt at kunne slippenogle af døgninstitutionens indbyggede modsætninger og dilemmaer.

Forskningsresultaterne vedrørende anbragte børn og unges fysiske ogpsykiske helbredsforhold er præget af en vis tvetydighed: På den ene sidefastslår flere undersøgelser, at anbragte børn langt oftere end ikke-anbragte jævnaldrende lider af både fysiske og psykiske helbredsproble-mer. På den anden side er der forskning, der peger i retning af, at for-skellene kan forklares ved forskelle i forældrenes socioøkonomiske for-hold, og at sundheds- og helbredsforskelle således ikke har at gøre medanbringelsen, men i højere grad med ulighed i sundhed. Dererimidlertidforskel på henholdsvis anbragte og ikke-anbragte børns sundhed og hel-bred, og uanset hvad der har foranlediget forskellene, bør de bemærkesog tages hånd om.

Hvad angårfysisk helbred og forekomsten af diagnoserhos anbragtebørn og unge kan vi på baggrund af forskningsgennemgangen konklude-re følgende:–Anbragte børn har ofte allerede fra fødslen af en dårligere fysisksundhed end andre, idet børnene hyppigere fødes med perinatalesygdomme, misdannelser eller kromosomanomalier.Anbragte børn lider hyppigere end ikke-anbragte jævnaldrende af enrække diagnosticerede fysiske sygdomme i blandt andet ører og øjne,fordøjelses- og åndedrætsorganer samt nervesystemet.Trods detteoplevesanbragte børn ikke nødvendigvis af deres anbrin-gelsessteder som mere syge end andre børn, hvad angår mere almin-delige sygdomsforløb (infektioner o.l.).Psykiatriske diagnoser som DAMP/ADHD, psykisk udviklings-hæmning og børnepsykiatriske sygdomme vejer ifølge surveydatatungest i børnenes diagnose- og sygdomsprofil. Langt flere anbragtebørn end ikke-anbragte børn har fået stillet mindst én psykiatrisk di-agnose.Antallet af diagnoser ændrer sig ikke bemærkelsesværdigt i løbet afanbringelsen, dvs. at der ikke ses en væsentlig bedring af helbredet iforbindelse med anbringelsen.Det skal bemærkes, at forskellene på anbragte og ikke-anbragtebørns sundhed i vid udstrækning udlignes, når der kontrolleres forsocioøkonomiske baggrundsforhold. Det betyder, at ulighed i sund-hed er en del af forklaringen på forskellen mellem anbragte og andrebørn.

Der findes ikke forskningsmæssige belæg for, at børnenes SDQ-målforbedres i løbet af deres anbringelse, dvs. at anbringelsen ikke serud til at kompensere de anbragte børn for deres psykiske skader.Flere studier viser, at alle anbragte børn og unge ikke er lige udsatte,hvad angår deres psykiske helbred og trivsel. Drenge er mere udsatteend piger, og børn, der er anbragt på grund af ’egne problemer’ somfx adfærds- eller sygdomsproblemer, er mere udsatte end børn, derer anbragt på grund af problemer hos forældrene. Desuden er derindikationer af, at børn, der oplever stabilitet i anbringelsen, er min-dre udsat for psykiske problemer end børn i ustabile anbringelsesfor-løbRisikobetonet adfærd præger mange af de anbragte unges hverdag ogskader deres fysiske og psykiske helbred. Blandt andet er risikoen forat blive indlagt med selvmordsforsøg 4-5 gange højere for anbragteog tidligere anbragte unge end for andre unge.Også dødsfald som følge af vold eller misbrug er fem gange så hyp-pigt forekommende blandt anbragte børn og unge end blandt andrebørn og unge.

Kapitlet har samlet set vist, at børn typisk har sundhedsproblemer medsig ind i anbringelsen, og at der derudover opstår lidelser undervejs ibørnenes anbringelsesforløb. Det kan være lidelser, der hele tiden hareksisteret, men ikke er blevet opdaget førend i forbindelse med barnetsanbringelse eller skolestart, eller det kan være nye lidelser, barnet harpådraget sig. Generelt vedbliver sundhedsproblemerne at være markanteunder anbringelsen, hvilket kan tyde på, at anbringelsen ikke formår atkompensere for børnenes sundhedsproblemer.Kapitlet har ligeledes vist, at ikke kun anbragte, men også udsat-te børn, der ikke er anbragt, har alvorlige sundhedsmæssige problemer,der bør tages hånd om. Dette vidner om en generel ulighed i sundhed isamfundet, som sætter børn af ressourcesvage familier i en særligt van-skeligt og udsat position.

le færdigheder. Både proces og udfald bør inddrages, når et barns skole-gang evalueres. I gennemgangen i dette kapitel har vi fokuseret på bådefaglige og sociale forhold ved anbragte børns skolegang.Samlet set kan følgende konkluderes vedrørende børnenesunder-visningsforhold:––––Langt færre anbragte børn end ikke-anbragte jævnaldrende modtageralmindelig undervisning på en almindelig folkeskole.Samtidig går anbragte børn oftere på et lavere klassetrin end det,deres alder tilsiger.Ser vi særskilt på døgninstitutionsanbragte børn går mange af disse ien intern skole på anbringelsesstedet.Interne skoler anvender sammenlignet med eksterne skoler hyppige-re individuel undervisning og lægger større vægt på udviklingen afpersonlige og sociale kompetencer hos børnene, og i lidt mindre om-fang vægt på indlæring af faglige kompetencer.

Vedrørende anbragte børnsfaglige præstationerkan følgende konkluderes:–Samlet set er anbragte børns faglige niveau langt dårligere end deresikke-anbragte jævnaldrendes. Især døgninstitutionsanbragte børn,børn med helbredsproblemer og børn med SDQ-mål uden for nor-malområdet sakker fagligt set bagud i skolenAnbragte børn har endvidere langt større risiko end andre børn forat ende som lavtuddannede eller ufaglærte som voksne, også selvomder kontrolleres for forældres uddannelsesniveau, køn og etnicitet.’Bedst’ går det uddannelsesmæssigt for dem, der har været anbragt ien kort periode, mens de var 0-12 år, og som blev genforenet medforældrene førend de blev teenagere.‘Værst’ går det de unge, der anbringes efter deres 13. år, og som kuner anbragt samme sted i en kortere tidsperiode. Stabilitet i anbringel-sen er tilsyneladende med til at give bedre skoleforudsætninger.Der er ingen tegn inden for nordisk forskning på, at det ringere ud-dannelsesniveau blandt tidligere anbragte børn og unge, er udlignetover tid, hvorimod engelsk forskning viser en væsentlig stigning i an-tallet af anbragte børn, der opnår en afgangseksamen. Der er dogfortsat lang vej til at opnå samme skolepræstationer og uddannelses-niveau som majoritetsbefolkningen.

Hvad angår børnenessociale og trivselsmæssigeforhold i skolen kan følgendekonkluderes:–Anbragte børn har flere vanskeligheder end andre med at begå sig iskolen. Det drejer sig om koncentrationsproblemer, konflikter medkammerater, psykiske problemer, konflikter med lærere, tale- ogsprogproblemer samt mobning.Forskellen på omfanget af problemer hos henholdsvis anbragte ogikke-anbragte børn udjævnes en del, men ikke helt, når der kontrolle-res for socioøkonomiske baggrundsforhold.Mest udsatte, hvad angår psykiske problemer i skolen, er drenge ogbørn med SDQ-mål uden for normalområdet.Flere anbragte børn oplever, at lærerne ikke interesserer sig for dem,ligesom mange oplever problemer med at indgå i sociale relationermed andre elever.Børns trivsel i skolen har ingen direkte sammenhæng med deresfaglige præstationer.

I forskningsoversigten fra 2003 blev det konkluderet, at vi i væsentliggrad mangler dansk forskning, som kan bidrage med indblik i anbragtebørn og unges syn på anbringelsen, herunder hvilke eksistentielle kon-flikter anbringelsen kan skabe, hvordan sådanne konflikter præger børnog unges udvikling og identitet, og hvordan professionelle omsorgsper-soner bedst hjælper barnet med at håndtere disse ting.Siden 2003 er der gennemført et mindre antal studier, som na-turligvis ikke i sig selv kan dække behovet på nogen fyldestgørende må-de, men som hver især bidrager med væsentlig viden om, hvordan børnog unge erfarer at blive anbragt uden for hjemmet. I dag findes der såle-des ’brugerperspektiver’ fra både børn og unge, fra nuværende og tidlige-re anbragte og fra forskellige anbringelsesforanstaltninger. Der er ude-lukkende tale om kvalitative studier, som bidrager med nuancerede bille-der af komplekse sammenhænge, men som siger mindre om udbredelsenaf de beskrevne erfaringer. Dog antyder de tematiske sammenfald og derelativt enslydende konklusioner, at undersøgelserne alligevel har betyde-lig udsigelseskraft.De nyere studier peger samlet på, atrelationerudgør et særdelesvigtigt fokuspunkt, hvis man vil opnå større indsigt i børn og unges synpå og oplevelse af at være anbragt uden for hjemmet. Det gælder relatio-ner til andre anbragte børn, som særligt på døgninstitutioner spiller enafgørende rolle i barnets hverdagsliv – og for barnets udviklingsmulighe-der. Det gælder også relationer til voksne professionelle, hvor anbragtebørn og unge samstemmende efterspørger omsorg, interesse, nærvær ogkærlighed; men hvor relationer af denne krævende kaliber også udpegessom en mangelvare, både af nuværende og tidligere anbragte. Særligtudpeger anbragte børn og unge dog relationen til forældre og anden nærfamilie som afgørende for, at der kan blive tale om vellykkede anbringel-sesforløb. I forhold til forældrene er dette ønske dobbeltbundet, da rela-tionerne ofte i udgangspunktet er kendetegnet ved frustrationer, bekym-ringer og vanskeligheder. Det ændrer imidlertid ikke ved, at forældrenefylder meget i de anbragte børns bevidsthed, hvilket er tilfældet uansetaldersgruppe og anbringelsesform.De anbragte børn og unges fremhævning af, at gode anbringel-sesforløb forudsættersammenhængende børneliver derfor også et logisk

resultat, der går som en rød tråd gennem undersøgelserne. ’Sammen-hæng’ kan imidlertid betyde mangt og meget for de anbragte børn ogunge. Formelt set handler det om at blive betragtet og behandlet som etmenneske med en selvstændig mening, der har betydning og bliver ind-draget i ens egen sag. I bredere forstand henviser det sammenhængendebørneliv til behovet for, at professionelle voksne påtager sig ansvaret forat skabe meningsfulde bindeled mellem de ofte stærkt opdelte livsverde-ner, som det anbragte barn må pendulere mellem. Det handler for barnetog den unge om, at der på trods af det eksistentielle brud, som anbringel-sen i udgangspunktet repræsenterer, fastholdes forbindelser mellem bar-net og den biologiske familie; etableres fornuftige relationer mellem ple-jefamilie/anbringelsessted og forældrene; og at der udvikles nye netværkfor barnet/den unge i forhold til venskabskreds, uddannelsessystem ogarbejdsmarked.

Forskningen i anbringelse af etniske minoritetsbørn var i den tidligereforskningsoversigt især repræsenteret af Storbritannien, mens de nordi-ske lande, og især Danmark, haltede bagefter. Den bedre forskningsmæs-sige belysning af området i Storbritannien kunne blandt andet ses som enkonsekvens af, at det britiske samfund på flere måder havde mere erfa-ring med etniske minoriteter, også i socialt arbejde.Som det fremgår af denne oversigt over forskning siden 2003, erde nordiske lande så småt begyndt at udfylde noget af det gab, der harværet i forskningen.Dog har meget af den kvalitative forskning på området i isærDanmark form af erfarings- og vidensopsamlinger, som måske ikke leverhelt op til forskningsmæssige krav om fx metode, teori og formidling afresultater. Også nogle af de norske kvalitative undersøgelser på områdeter baseret på et spinkelt kvalitativt materiale. Man kan derfor konstatere,at der endnu mangler kvalitativ forskning på områder som fx mødetmellem etniske minoritetsfamilier og anbringelsessystemet, som også børfølges op af kvantitativ forskning, der kan vise omfanget af de tendenser,det kvalitative materiale peger på.

Resultaterne fra undersøgelser af mødet mellem system og forældre teg-ner et billede af en typisk kulturmødesituation, der omfatter kommunika-tionsproblemer, forskellige måder at håndtere og forstå problemer i fa-milien på, forskellige værdier samt fordomme om hinanden. Resultaterneviser, at:–Forældresamarbejdet med etniske minoritetsfamilier vurderes af deprofessionelle som langt dårligere end samarbejdet med etnisk dan-ske og ‘blandede’ familier.De ansatte efterlyser redskaber til at udvikle samarbejdet med foræl-drene.Både etniske minoritetsbørn og deres forældre giver udtryk for , atde efterspørger anerkendelse af kulturel forskellighed på anbringel-sesstederne.Denne efterspørgsel ser ud til ikke at blive imødekommet af de an-satte.Børnene opfatter anbringelsesstedet som et ‘dansk’ sted, der ikke kanrumme anderledes kulturelle og religiøse traditioner.

Ligesom det blev konstateret i forskningsoversigten fra 2003, kan manmed disse forskningsresultater rejse det spørgsmål, om anbringelsesste-derne fuldt ud lever op til FN’s Børnekonventions krav om respekt forbørnenes sprog, etnicitet, religion og kultur, om end dokumentationenheraf endnu vedrører få undersøgelser.Netop betydningen af kultur, etnicitet og sprog for anbragte et-niske minoritetsbørn og deres familier er også inden for forskningen etnyt område. Denne forskning viser, at:––Etnicitet, kultur og sprog har betydning for anbragte børn og deresfamilier, men en forskellig betydning for børnene og deres forældre.Forældrenes insisteren på betydningen af etnicitet mv. handler førstog fremmest om at opnå anerkendelse af de kulturelt betingede for-udsætninger, de har for at være forældre.Børnenes identitet er ikke så meget orienteret mod et oprindelses-land, men mod at tilhøre gruppen af etniske minoriteter. Det er enidentitet, de har skabt, idet de opfatter sig som ‘udanske’ og harsvært ved at komme i kontakt med danske børn.

Vi må konstatere, at forskning om anbragte børns kontakt med forældre,søskende, slægt og netværk under anbringelsen er sparsom i en dansksammenhæng. Forløbsundersøgelsen af anbragte børn født i 1995 (Ege-lund et al., 2008) er det studie, som mest detaljeret behandler børnenesrelationer til både forældre, søskende, slægt og netværk. Der er ikke dan-ske undersøgelser om effekterne hverken på kort eller lang sigt af an-bragte børns kontakt med forældre, søskende, slægt og netværk. Ud fraforløbsundersøgelsen af anbragte børn (ibid.) kan man blot konstatere atmange anbragte børn og unge oplever et betydeligt tab af forældre-, sø-

skende- og slægtskontakt, når de bliver anbragt. Sammenfattende kan vipå baggrund af de få danske studier slutte følgende:–––At der er en relativ stor gruppe af anbragte børn, der sjældent elleraldrig ser deres forældre.At det hovedsageligt er faren, som børnene mister kontakten til.At kontakthyppigheden er afhængig af anbringelsesstedet, idet fxbørn i slægtspleje oftere har kontakt med deres mor end børn i al-mindelig familiepleje.At udover tilknytningen til og kontakten med forældrene er tilknyt-ningen til søskende og bedsteforældre størst.At børn, som ikke er anbragt sammen med deres søskende, ønskermere samvær med dem. For mange børn er søskenderelationen vig-tig, da denne tenderer til at blive en livslang relation for mange tidli-gere anbragte børn.Mange børn har kun kontakt med bedsteforældrene på morens side(mormoren).

En stor majoritet af børn, der anbringes som små, oplever stabilitet ideres anbringelse.Små børn, der anbringes, oplever større stabilitet i anbringelsen endstore børn.De små anbragte børn har også højere sandsynlighed for at blivelangtidsklienter.Systemfaktorer, herunder lang varighed af anbringelsen, forøgerrisikoen for ustabilitet. Dette gælder også for børn, der er anbragt ien yngre alder.Tung psykosocial belastning hos mødrene øger sandsynligheden forustabilitet i anbringelsen.Det kan tyde på, at nogle børn forbliver relativt længe i anbringelser,der var tænkt som midlertidige.

Undersøgelser omsammenbrud i anbringelsergiver følgende beskrivelser afdem, der anbringes som teenagere:–Sammenbrudsfrekvensen blandt anbragte unge er høj. 43 pct. afdanske unge 13-17-årige anbragte oplever et eller flere sammenbrudinden for en periode af fire år. Det er en tredjedel af alle teenagean-bringelser (der overstiger antallet af unge, idet flere anbringes fleregange), der bryder sammen.Faktorer af betydning for sammenbrud er forskellige i forskelligeundersøgelser blandt andet under hensyn til, at kundskabsinteressener forskellig i forskellige undersøgelser.I svensk forskning er den stærkeste prædiktor for sammenbrud deunges antisociale adfærd.Også anbringelsesstedets art har betydning i Sverige, idet slægtsplejeog lukkede institutioner for unge har den laveste sammenbrudsfre-kvens.I Danmark kan det tyde på, at det forhold, at en ung anbringessammen med andre unge øger risikoen for sammenbrud.

Faktorer af betydning for hjemgivelse og genanbringelse er forskellige iforskellige undersøgelser blandt andet under hensyn til varierende kund-skabsinteresser. Dog ser nedenstående forhold ud til at have en betyd-ning:–Anbringelsernes varighed. Det kan se ud, som om kort varighedpåvirker både sandsynligheden for at blive hjemgivet og sandsynlig-heden for at blive genanbragt.Etnisk baggrund. Det kan også se ud, som om etnisk minoritetsbag-grund både forøger sandsynligheden for at blive hjemgivet og at for-blive hjemme.Mødrenes sociale forhold. Mødrenes sociale forhold spiller en rolle iden forstand, at social marginalisering både formindsker sandsynlig-heden for hjemgivelse og forøger risikoen for genanbringelse, hvisbarnet er blevet hjemgivet.

Forskningen efter 2003 har ikke et særligt systematisk præg i kortlægnin-gen af deproblemer, der kendetegner overgangsfasen mellem anbringelse og selvstæn-digt voksenliv.Den bekræfter snarere, at de problemer, som specielt en-gelsk ’after care’ forskning påpegede også før 2003, stadig eksisterer i rigtmål for unge, som udskrives af anbringelse. Den refererede forskningomefterværnsindsatsener også – og endnu mere – tematisk uens og spredt.Undersøgelserne om indsatsen har desuden yderst forskellig både stør-relse og metodisk strategi. En sammenfattende analyse af efterværnsind-satsen og dens kapacitet til at støtte de unge med udslusningsperiodensmange konflikter foreligger ikke. Det er derfor et stort behov på danskgrund at udvikle mere forskningsbaseret viden om, hvordan efterværn-sindsatsen overhovedet ser ud både kvantitativt og kvalitativt, og i hvorhøj grad den støtter de unge i den udvikling, som også anbringelsen skul-le støtte.

Det står klart, at unge, der udsluses fra anbringelse,står over for enrække svære problemer.––De unge udsluses ofte i en tidlig alder, og udslusningsfasen er kende-tegnet af ambivalens og for nogle også kaos.Hertil kommer, at de unge har en række objektivt vanskelige forholdat slås med. Det gælder sygdom, dårlig uddannelse, ringe økonomi,kriminalitet, psykiatrisk lidelse, tidligt forældreskab og endog forhø-jet dødsrisiko. Mange unge, der udsluses, har flere af disse forhold athåndtere.Yderligere mangler nogle af dem almindelige hverdagsfærdigheder iindkøb, madlavning, forvaltning af økonomi, udfyldelse af skemaerog blanketter mv. Der er mange færdigheder, der skal læres som enkonsekvens af anbringelsens ophør.Endelig er relationer et væsentligt tema for de unge. Ved udslusnin-gen brydes relationer. De unge skal desuden ofte (gen)etablere en re-lation til den biologiske familie, de ikke har boet sammen med, mensom forbliver vigtig for mange af dem. Og de skal finde nye relatio-ner til andre unge kammerater og kærester i en ’almindelig’ verden,hvor de måske oven i købet hidtil har følt sig som outsiders.

Trods forskningens begrænsning og uensartethed kan der uddrages noglekonklusioner af den eksisterende forskning omefterværnsindsatsen og denskvalitet:–De unge mener, at efterværnsindsatsen står og falder med, at den er itråd med deres egne behov og ønsker, at de deltager på lige fod iplanlægningen af, hvad der skal ske, og at de lyttes til og tages alvor-ligt i denne proces.Der er tegn på, at udslusning ikke altid forberedes grundigt, selvomdet er afgørende for forløbet efter anbringelsen. Mange ophør skertilfældigt og som følge af en konflikt. Selv hvis udslusningen forbe-redes, er der tegn på, at de unge ikke altid er informeret om, hvadder skal ske.Der er også tegn på, at unge føler sig presset til at afslutte en anbrin-gelse på tidspunkter, hvor de ikke er parate og modne til det.Efterværnsindsatsen er ifølge de unges udsagn ikke eksisterende ellerslipper de unge for tidligt. Anbragte unge har i modsætning til andre

unge, der flytter hjemmefra, ikke altid andre end det offentlige til athjælpe sig. I den forstand er det offentlige blevet ’familie’.Konsekvensen er, at udslusningen ofte opleves som en omtumlendeeller direkte kaotisk proces, hvor de unge selv tumler med en rækkesvære problemer.Der er flere nordiske resultater, der kan tyde på, at efterværnet diffe-rentieres, således at de bedst stillede unge får mere og bedre efter-værn end de dårligst stillede unge. Herunder ser det ud til, at der ikkeer fundet efterværnsmodeller over for de unge, der er helt eller del-vist afvisende over for offentlige indgreb, og som måske også erdem, der har støtte mest behov.Generelt tyder forskningen om efterværn på en risiko for at tabegode anbringelsesresultater på gulvet gennem et mangelfuldt efter-værn og på et behov for i højere grad at sætte efterværnet på praksis’såvel som på forskningens dagorden.

Aannestad, N. (2004): Aktør eller offer? En intervjuundersøkelse med sjuunge innvandrerjenter i kontakt med det norske barnevernet. I:Bø, B.P., Rasmussen, M. & Aannestad, N. (red.):Barn og ungdommed innvandrervakgrunn på norske barnevernsinstitutioner – enartikelsamling.Oslo: HiO-rapport 19.Aldgate, J. & McIntosh, M. (2006):Looking after the family: a study of childrenlooked after in kinship care in Scotland.Edinburgh: Social Work In-spection Agency.Andenæs, A. (2004): Hvorfor ser vi ikke fattigdommen? Fra enundersøgelse om barn som bliver plassert utenfor hjemmet.Nordisk Sosialt Arbeid,24, 19-23.Andersen, T. (2004):Kontekst og personlighed. En undersøgelse af muligheden formønsterbrud på mikroplan med fokus på selvregulerende forhold.Serie:Anbragt på døgninstitution (7). Viborg: Forlaget PUC.Andersson, G. (2003): Utsatta barns hälsa.Socialmedicinsk tidsskrift,5.Andersson, G. (2003): Omhändertagna barn får sämre utbildning.Socialpolitik,september 2003, årgang 9.Andersson G. (2008):Utsatt barndom - olika vuxenliv - et longitudinelltforskningsprojekt om barn i samhällsvård.STIFTELSEN AllmännaBarnhuset. 2008:2.

Andersson, G. (2008):Barndomens placeringar och ungas tilbakablick.SocialVetenskaplig Tidskrift, årgang 15, 2.Andersson, J. & Kronvall, B. (2007):Barn i familjehemsvård.SödraInnerstaden.Bakketeig, E. & Backe-Hansen, E. red. (2008):Forskningskunnskap omettervern.NOVA-rapport 17/08.Barn, R., Andrew, L. & Mantovani, N. (2005):Life after Care: A Study ofYoung People from Different Ethnic Groups.Joseph RowntreeFoundation, York.Barnombudsmannen (2004):Vi har så mycket att säga!Barnombuds-mannen och Länsstyrelsen i Skåne läns raport från projektet’Barn på institution’.Barter, C., Renold, E., Berridge, D. & Cawson, P. (2004):Peer violence inchildren’s residential care.Houndmills & New York: Palgrave Mac-Millan.Beck, A. (2006): Addressing the mental health needs of looked afterchildren who move placements frequently.Adoption and Fostering,Fall.Beek, M. & Schofield, G. (2004):Providing a secure base in long-term fostercare.London: BAAF, Adoption & Fostering.Bengtson, T. & Jakobsen, T. (under udgivelse):Institutionsanbringelse afunge i Norden. En komparativ undersøgelse af lovgrundlag, institutionsfor-mer og tendenser.SFI – Det Nationale Forskningscenter for Vel-færd.Bergmark, A. & Lundström, T. (2006): Mot en evidensbaserad praktik? –Om färdriktningen i socialt arbete.Socialvetenskabeligt tidskrift,2.Berridge, D. (1997):Foster Care. A Research Review.London: HMSO.Blower, A., Addo, A., Hodgson, J., Lamington, L., & Towlson, K.(2004): Mental health of `looked after' children: A needs assess-ment.Clinical Child Psychology and Psychiatry,9(1), s. 117-129.Borup, I. & Holstein, B.E. (2006): Does poor school satisfaction inhibitpositive outcome of health promotion at school? A cross-sectional study of schoolchildren’s response to health dialogueswith school health nurses.Journal of Adolescent Health,38, s. 758-760.Bratterud, Å (2006):Ungdom med barnevernstiltak: på vei mot voksenlivet.Delrapport 1. Arbeidsrapport 18/2006 fra Barnevernetsutviklingssenter Barnevernets utviklingssenter i Trondheim.

Bratterud, Å. & Storhaug, A.S. (2008):Overgang fra barnevern til voksenliv iTrondheim: sluttrapport fra OBVIT-prosjektet.NTNU-samfuns-forskning, Barnevernets utviklingssenter i Midt-Norge.Broad, B. (2004): Kinship care for children in the UK: messages fromresearch, lessons for policy and practice.European Journal of SocialWork.7, 2, July, s. 211-227.Broad, B. (2005):Improving the health and well-being of young people leaving care.Lyme Regis: Russell House.Bryderup, I.M. & Andsager, G. (2006):Skolegang for anbragte børn og unge.Kbh.: Danmarks Pædagogiske Universitet 1. udgave.Bäck-Wiklund, M. & Lundström, T. (2003)Børns hverdag i det senmoderne.København: Hans Reitzels Forlag.Bø, B.P. (2004a): Overrepræsentation av innvandrerungdom i barnever-net – realitet eller fiksjon?. I: Bø, B.P., Rasmussen, M. & Aan-nestad, N. (red.),Barn og ungdom med innvandrervakgrunn på norskebarnevernsinstitutioner – en artikelsamling.Oslo: HiO-rapport 19.Bø, B.P. (2004b): Hva slags problemer fører til søknad om plass på enbarnevernsinstitusjon?. I: Bø, B.P., Rasmussen, M. & Aannestad,N. (red.),Barn og ungdom med innvandrervakgrunn på norskebarnevernsinstitutioner – en artikelsamling.Oslo: HiO-rapport 19.Cederblad, M. (2005):Källan till en chans: nationell handlingsplan för den socialabarn- och ungdomsvården. Kunskapsöversikt: bilaga till betänkande avSociala barn- och ungdomskommittén.Stockholm: FritzeChristensen, E. (2006):Uledsagede asylansøgerbørn.København: Social-forskningsinstituttet.Christensen, S.B. (2003):Hvor tog de hen – og hvordan gik det? Projekt Efter-værn. Den sikrede døgninstitution Koglen.Ringkøbing: RingkøbingAmt.Clausen, S-E. (2003): Plasseringer utenfor hjemmet på 1990-tallet. I:Backe-Hansen, E. (red.),Barn utenfor hjemmet: flytting i barnevernetsregi.Oslo: Gyldendal Akademisk.Clausen, S-E. & Kristofersen, L.B. (2008):Barnevernsklienter i Norge 1990-2005: en longitudinell studie.3/2008 edn. Oslo: Norsk institutt forforskning om oppvekst, velferd og aldring.Danmarks Statistik (2008):Danmark i tal.Danmarks Statistik.Davey, D. & Pithouse, A. (2008): Schooling and looked after children.Adoption & Fostering,32, 3.

De 4 Årstider (2007):De 4 Årstider – Et særligt sted. En undersøgelse af De 4Årstiders indsats og betydning for anbragte børn og unge.København:De 4 Årstider.Dixon, J. & Stein, M. (2005):Leaving Care. Throughcare and Aftercare inScotland.Jessica Kingsley Publishers.Due, P., Rasmussen, M. & Holstein, B.E. (2000):Skolebørnsundersøgelsen1998. Sundhed, sundhedsvaner og sociale forhold.København: Komite-en for Sundhedsoplysning.Egelund, T., Andersen, D., Hestbæk, A-D., Lausten, M., Knudsen, L.,Olsen, R.F. & Gerstof, F. (2008):Anbragte børns udvikling og vilkår.Resultater fra SFI’s børneforløbsundersøgelse af årgang 1995.SFI – DetNationale Forskningscenter for Velfærd 08:23.Egelund, T. & Hestbæk, A-D. (2003):Anbringelse af børn og unge uden forhjemmet. En forskningsoversigt.Socialforskningsinstituttet 03:04Egelund, T., Hestbæk, A-D. & Andersen, D. (2004):Små børn anbragt udenfor hjemmet. En forløbsundersøgelse af anbragte børn født i 1995.Kø-benhavn: Socialforskningsinstituttet 04:17.Egelund, T. & Jakobsen, T.B. (red.)(2009a):Omsorg for anbragte børn ogunge. Døgninstitutionens hverdag og vilkår.København: AkademiskForlag.Egelund, T. & Jakobsen, T.B. (2009b): Standardized individual therapy: acontradiction in terms? Professional principles and social prac-tices in Danish residential care.Childhood,16(2), s. 265-282.Egelund, T. & Jakobsen, T.B. (2009, under udgivelse):Sammenbrud i an-bringelser af unge. Erfaringer, forklaringer og årsagerne bag.København:SFI – Det Nationale Center for Velfærd.Egelund, T., Jakobsen, T.B. & Hammen, I. (2009):Sammenbrud i anbringel-ser af unge. Erfaringer, forklaringer og årsagerne bag.København: SFI –Det Nationale Forskningscenter for Velfærd.Egelund, T. & Lausten, M. (2009, under udgivelse): Prevalence of men-tal-health problems among children placed in out-of-home carein Denmark.Child and Family Social Work,14, s. 156-165.Egelund, T. & Vitus, K. (2007):Sammenbrud i anbringelser af unge. Risikofak-torer hos de unge, forældre, anbringelsessteder og i sagsbehandlingen.Kø-benhavn: SFI – Det Nationale Forskningscenter for Velfærd07:24.

Egelund, T. & Vitus K. (2009): Breakdown of care: the case of Danishteenage placements.International Journal of Social Welfare,18, 1, s.45-56.Emond, R. (2004): Rethinking our understanding of the resident groupin group care.Child & Youth Care Forum,33(3), s. 193-207.Espersen, L.D. (2004):Fra anbringelse til efterværn. En pilotundersøgelse blandtsagsbehandlere.København: Socialforskningsinstituttet 04:25.Falck, S. (2006):Mellom straff og behandling: tvangsplassering av ungdom medalvorlige atferdsvansker.Oslo: Kommuneforl.Farmer, E. (2009): Family Reunification With High Risk Children: Les-sons From Research. I: Corutney, M. & Thoburn, J. (red.),Chil-dren in State Care..Burlington: Ashgate Publishing Company, s.327-348.Farmer, E. & Moyes, S. (2008):Kinship care. Fostering Effective Family andFriends Placements.London: Jessica Kingsley.Farmer, E., Moyers, S. & Lipscombe, J. (2004):Fostering Adolescents.Lon-don: Jessica Kingsley Publishers.Fastman, Nico (2004):Fungerar familjehemsvård för ungdomar?Stockholm.Stift. Credo.Fleming, P., Bamford, D.R. & McCaughley, N. (2005): An exploration ofthe health and social wellbeing needs of looked after young peo-ple - a multi-method approach.J Interprof.Care,19, 1.Ford, T., Vostanis, P., Meltzer, H. & Goodman, R. (2007): Psychiatricdisorder among British children looked after by local authorities:comparison with children living in private households.BritishJournal of Psychiatry,190.Franzén, E. & Vinnerljung, B. (2006): Foster children as young adults:many motherless, fatherless or orphaned: a Swedish national co-hort study.Child and Family Social Work,11, s. 254-263.Franzon, E. (2009):Fortidens tyngde - om selvarbeid under opphold og utflytningfra ungdomshjem.Institut for sosiologi og samfunnsgeografi. Detsamfunnsvitenskabelige fakultet. Universitetet i Oslo.Goldstein, J., Freud, A. & Solnit, A. J. (1973):Beyond the best interest of thechild.New York: Free Press.Goodman, R. (1997): The Strength and Difficulties Questionnaire: aresearch note.Child Psychol. Psychiatry,38, s. 581-586.

Goodman, R. (1999): The extended version of the strengths and difficul-ties questionnaire as a guide to child psychiatric careness andconsequent burden,Child Psychol. Psychiatry,40, s. 791-799.Goodman, R. & Scott, S. (1999): Comparing the Strengths and Difficul-ties Questionnaire and the child behaviour checklist: is smallbeautiful?Journal of Abnormal Child Psychology,feb.Hannemann, N. (2003):Fokus på anbragte børn og unge med anden etnisk bag-grund end dansk.Hillerød: Udviklings- og Formidlingscenter forSocialt Arbejde med Unge.Hannemann, N. & Hansen, S.P. (2005):Fra udfordring til udvikling. Fokuspå kvalitets- og metodeudvikling i døgninstitutioners arbejde med børn ogunge med anden etnisk baggrund end dansk.Aabenraa: UFC Børn ogUnge.Hansen, J. (2005a):Skolegang: skolens betydning for anbragte børns fremtid.Åbenrå: UFC Børn og UngeHansen, J. (2005b):Pædagogisk arbejde: betydningen for anbragte børns udvikling.Åbenrå: UFC Børn og UngeHansen, J. (2005c):Normalsystemets rummelighed og anbringelser.UFC Børnog Unge.Harker, R.M., Dobel-Ober, D., Akhurst, S., Berridge, D. & Sinclair, R.(2004): Who Takes Care of Education 18 months on? A follow-up study of looked after children's perceptions of support foreducational progress.Child & Family Social Work,9, 3.Havik, T. (1996):Slik fosterforældre ser det. Resultat fra en kartleggingsstudie i1995.Bergen: UNIFOB, Child Protection Research Unit.Havik, T. (2003):Hjem igjen?: en analyse av fylkesnemndas vedtak etterbarnevernslovens paragraf 4-21.Bergen: BVU.Havik, T. (2005): Banrevernsbarna i skolen - hvordan har de detegentligt. Barnas oppfatninger.Norsk Fosterhjemsforening,24, 4.Havik, T. (2007):Slik fosterforældre ser det – II. Resultat fra en kartleggingsstudiei 1995.Bergen: UNIFOB, Child Protection Research Unit.Barnevernets utviklingssenter på Vestlandet, Skriftserien 1.Hayden, C. (2005): More than a piece of paper? Personal education plansand looked after children in England.Child & Family SocialWork,10, 4.Helgeland, I.M. (2007):Unge med alvorlige atferdsvansker blir voksne: hvordankommer de inn i et positivt spor? en oppfølgingsstudie over 15 år.Detutdanningsvitenskapelige fakultet, Universitetet i Oslo.

Hermodsson, A. & Hansson, C. (2005):Demokrati i det lilla? Ungdomarsdelaktighet i sin behandling.Stockholm: Statens institutionsstyrelse(SiS).Heron, G. & Chakrabarti, M. (2003): Exploring the perceptions of stafftowards children and young people living in community-basedchildren’s homes.Journal of Social Work,3(1), s. 81-98.Hill, C.M. & Watkins, J. (2003): Statutory health assessments for looked-after children: what do they achieve?Child Care Health and Devel-opment,29, 1.Hindle, D (2007): Clinical research: a psychotherapeutic assessmentmodel for siblings in care.Journal of Child Psychotherapy,33, 1, s.70 – 93.Hjern, A., Vinnerljung, B. & Lindblad, F. (2009): Avoidable mortalityamong child welfare recipients and intercountry adoptees: a na-tional cohort study.J Epidemiol Community Health,2004:58.Hodnekvam, A. (2004): Varer fosterheimsplsseringar den tida barnettreng det?Norges Barnevern,3.Holtan, A. (2004):Slektsfosterhjem. Artikkelsamling.Temahefte 17, NorskFosterhjemsforening.Holtan, A. (2008): Family types and social integration in kinship fostercare.Children and Youth Services Review,30, s. 1022-1036.Holtan, A., Rønning, J.A., Handegård, B.H. & Sourander, A. (2004): Acomparison of mental health problems in kinship and nonkin-ship foster care.European Child & Adolescent Psychiatry,2005,14:200-2007.Hunt, J., Waterhouse, S. & Lutman, E. (2008):Keeping them in the Family.Outcomes for children placed in kinship care through care proceedings.London: British Association for Adoption and Fostering(BAAF).Højlund, S. (2006) Hjemlighed som pædagogisk strategi. Et antropolo-gisk perspektiv på miniinstitutionerne. I: Kristensen, O.S. (red.):Mellem omsorg og metode. Tværfaglige studier i institutionsliv.Viborg:Forlaget PUC, s. 95-134.Ingley, G. & Early, L. (2008): One in, one out? The dilemma of havingmultiple children in foster placements.Adoption & Fostering,32,3, 73-85.Iwaniec, D. (2006):The Child’s Journey through Care: Placement Stability, CarePlanning, and Achieving Permanency.John Wiley & Sons, Ltd.

Jakobsen, T.B. (2006): Stedfortrædende forældre. Bo-kollektivets diskretebehandlerblik. I: Egelund, T. & Jakobsen, T.B. (red.):Behandling isocialt arbejde. Begreb og praksis.København: Hans Reitzels Forlag,s. 49-65.James, A.; Jenks, C. & Prout, A. (1998):Theorizing Childhood.TeachersCollege press.Johansen, K.S., Ludvigsen, K.L.B. & Nielsen, H.S. (red.) (2009):Hver-dagspraksis i socialt arbejde.København: Akademisk Forlag.Kalland, M., Sinkkonen, J., Gissler, M., Merilainen, J. & Siimes, M.A.(2006): Maternal smoking behavior, background and neonatalhealth in Finnish children subsequently placed in foster care,Child Abuse & Neglect,30, 9.Kalve, T. (1999):Innvandrerbarn i barnevernet.Oslo: Statistisk Sentral Byrå.Rapporter 99/11.Kjelsberg, E. & Nygren, P. (2004): The prevalence of emotional andbehavioural problems in institutionalized childcare clients.NordicJournal of Psychiatry,58, 4.Knight, A., Chase E. & Aggleton, P. (2006): Teenage pregnancy amongyoung people in and leaving care.Adoption & Fostering,30, 1, s.58-69.Knudsen, L., Egelund, T. & Hestbæk, A-D. (2009, under udgivelse):Foster Care in Denmark: A Comparison between Kinship Careand Family Care. I: Fernandez, E. (red.),Does Foster Care Work?International Evidence on Outcomes.Jessica Kingsley Publishers.Kristensen, O.S. (2003):Anbringelse uden for eget hjem. Et indlæg i debatten omeffekter af døgninstitutioner for børn og unge.Forlaget PUC, Viborg-Seminariet.Kristofersen, L.B. (2003): Barn og unge i fosterhjem og institutioner i1990-årene: hvorfor afsluttes tiltakene? I: Backe-Hansen, E.(red):Barn utenfor hjemmet: flytting i barnevernets regi.Oslo:Gyldendal Akademisk.Kristofersen, L.B. (2005):Barnevernbarnas helse: uførhet og dødelighet i perioden1990-2002.2005:12 edn. Oslo: Norsk institutt for by- ogregionforskning.Kristofersen, L.B. & Clausen, S-E. (2008):Barnevern og sosialhjelp.Oslo:NOVA, Notat 3/08.Kroll, B. (2004): Living with an elephant: Growing up with parental sub-stance misuse.Child and Family Social Work,9, s. 129-140.

Kyhle-Westermark, P., Hansson, K. & Vinnerljung, B. (2008): DoesMultidimensional Treatment Foster Care (MTFC) reduceplacement breakdown in foster care?.International Journal of Child& Family Welfare,11, 1.Laanemets, L. & Kristiansen, A. (2008):Kön och behandling inom tvångsvård.En studie af hur vården organisereas med avseende på genus.Stockholm:Statens institutionsstyrelse (SiS).Lernihan, U. & Kelly, Greg (2006): Kinship care as a route to permanentplacemen. I: Iwaniec, D. (red.):The child's journey through care:placement stability, care planning, and achieving permanency.John Wiley& Sons, LtdLindemann, A. & Hestbæk, A-D. (2004):Slægtsanbringelser i Danmark. Enpilotundersøgelse.Socialforskningsinstituttet 04:21.Linderot, Sofia (2006):Att placera eller inte placera i släktinghem, det är fragen.Socialhögskolan. Lund: Lunds Universitet.Lundström, Tommy & Sallnäs, Maria (2003): Klass, kön och etnicitet iden sociale barnavården.Socialvetenskaplig Tidskrift,2-3.Mahler, M., Pine, F. & Bergman, A. (1975):The psychological birth of thehuman infant.New York: Basic Books.McAuley, C. (2006): Outcomes of long-term foster care: young peoples’views. I: Iwaniec, D. (2006):The child’s journey through care: place-ment stability, care planning, and achieving permanency.Hoboken, NI: J.Wiley, s. 81-98McPheat, G., Milligan, I. & Hunter, L. (2007) What’s the use of residen-tial childcare? Findings of two studies detailing current trends inthe use of residential childcare in Scotland.Journal of Children’sservices,2(2), s. 15-25.Millward, R., Kennedy, E., Towlson, K. & Minnis, H. (2006): Reactiveattachment disorder in looked-after children.Emotional and Be-havioural Difficulties,11, 4.Monteith, M. & Cousins, W. (2003): The Importance of Stability in theLives of Looked After Children: A Study of Under Fives inNorthern Ireland.Child Care in Practice,9, 1, s. 62-72.Morgan, R. (2005): Being Fostered. A national Survey of the Views ofFoster Children, Foster carers, and Birth Parents about Fostercare.The Children's Rights Team,June.Møller, S.N. & Skytte, M. (2004):Mit barn er anbragt. Etniske minoritetsfor-ældres fortællinger.København: Socialforskningsinstituttet.

Neil, E., Beek, M. & Schofield, G. (2003): Thinking about and ManagingContact in Permanent Placements: The Differences and Similari-ties between Adoptive Parents and Foster Carers.Clinical ChildPsychology and Psychiatry,8, 3, s. 401-418Newton, R.R., Litrownik, A.J. & Landsverk, J.A. (2000): Children andyouth in foster care: Disentangling the relationship betweenproblems behaviours and number of placements.Child Abuse &Neglect,24, 20, s. 1363-1374.Nielsen, C., Dinesen, P.T., Benjaminsen, L. & Bonke, J. (2007):Effektmå-ling.Socialforskningsinstituttet 07:08.Nielsen, H.E., Andersen, D., Ankerbo, A., Ericson, N., Gunnersen, S.J.,Jensen, C., Madsen, L.F., Nielsen, B. & Rosberg, P.R. (2005):TABUKA–tidligere anbragtes bud på kvalitet i anbringelsen af børn ogunge.København: Forlaget Børn og Unge.Nissen, P. & Hansen, K.G. (2006): Virker psykodynamisk miljøterapi?.Psykolog Nyt,18.Nordkvist, C. (2004):Sä känte vi: en utvärdering om familjehemmens upplevelseav FIA, projektet Fosterbarn i Anknytning.FoU Västernorrland, 13,s. 1653-2414.Obel, C., Dalsgaard, S., Stax, H-P. & Bilenberg, N. (2003): Spørgeskemaom barnets styrker og vanskeligheder (SDQ-DAN).Ugeskrift forlæger,165/5, s. 462-465.Olsen, B.M. & Dahl, K.M. (2008):Fritidsliv i børnehøjde. Beretninger fra ud-satte børn.København: SFI – Det Nationale Forskningscenter forVelfærd.Olsson, M., Egelund, T. & Høst, A. (under udgivelse):Breakdown of teen-age placements in Danish out-of-home care.Olsson, T. (2008):Crossing the quality chasm? The short-term effectiveness andefficiency of MST in Sweden: an example of evidence-based practice appliedto social work.Lunds Univeristet.Olweus, D. (2002): Mobning blandt skolebørn – grundlæggende faktorerog et vellykket handlingsprogram. I: Helgeland, I. (red.),Forebyg-gende arbejde i skolen. Om børn med med sociale og emotionnel vanslelighe-der.O'Sullivan, A. & Westerman, R. (2007): Closing the gap. Adoption&Fostering,31, 1.

Ottosen, M.H. & Christensen, P.S. (2008):Anbragte børns skole og sundhed –udviklingen efter anbringelsesreformen.København: SFI – Det Natio-nale Forskningscenter for Velfærd.Perthou, A.S., Mortensøn, M.D. & Andersen, D. (2008):Skolegang underanbringelse.København: SFI Det Nationale Forskningscenter forVelfærd.Rao,V. & Simkiss, D. (2007): Bullying in schools: A survey of the experi-ence of looked after children.Adoption & Fostering,31/3, s. 49-57.Rasmussen, M. (2004): Innvandrerungdommens oplevelse av oppholdetpå norsk barnevernsinstitusjon – kontakt med familie, skole-prestasjoner og fremtidsplaner. I: Bø, B.P., Rasmussen, M. &Aannestad, N. (red.):Barn og ungdom med innvandrervakgrunn pånorske barnevernsinstitutioner – en artikelsamling.Oslo: HiO-rapport19.Rasmussen, B. (2006):Barnperspektiv i den sociala barnavården.Social-högskolan 2006:2Rasmussen, M. & Due, P. (red.) (2007):Skolebørnsundersøgelsen 1998 –Sundhed, sundhedsvaner og sociale forhold.Komiteen for Sundheds-oplysning.Reime, M.A. (2008):Den sårbare overgangen: om å flytte fra barneverninstitusjontil egen bolig.Kirkens sosialtjeneste.Rodrigues, V.C. (2004): Health of children looked after by the local au-thorities.Public Health,118, 5.Sallnäs, M. (2006): Omsorg utenfor hjemmet – mellom fosterhjem oginstitusjonsomsorg.Norges Barnevern,1, s, 11-22.Sallnäs, M., Vinnerljung, B. & Kyhle-Westermark, P. (2004): Breakdownof teenage placements in Swedish foster and residential care.Child and Family Social Work,9, s. 141-152.Sandholt, P.D. (2004):Fokus på plejebørn i folkeskolen: hvordan trives de?.Vanløse: Familieplejen for Børn og Unge.Schofield, G. & Beek, M. (2004):Providing a secure base in long-term fostercare.British Agencies for Adoption and Fostering, 272.Schofield, G. & Beek, M. (2005): Risk and Resilience in Long-term Fos-ter-Care.British Journal of Social Work,35, s. 1-19.Schofield, G., Thoburn, J., Howell, D. & Dickens J. (2009): The SearchFor Stability and Permanence: Modelling the Pathways of Long-stay Looked After Children. In: Courtney, M. & Thoburn, J.

(eds),Children in State Care,Burlington: Ashgate PublishingCompany, s. 473-496.Schwartz, I. (2006): Børns udvikling af social deltagelse på døgninstituti-on. I: Egelund, T. & Jakobsen, T.B. (red.), Behandlingi socialt ar-bejde. Begreb og praksis.København: Hans Reitzels Forlag, s. 67-84.Schwartz, I. (2007)Børneliv på døgninstitution. Socialpædagogik på tværs af børnslivssammenhænge.Odense: Institut for Filosofi, Pædagogik og Reli-gionsstudier, Syddansk Universitet (ph.d. afhandling).Schwartz, I., Gleerup, J., Soelmark, E., Andersen, E. & Kruse, B. (red.)(2008):Børneperspektiver på døgninstitutioner – inddragelse af og samar-bejde med børn og forældre.Odense: Syddansk Universitetsforlag.Shadish, Cook & Campbell (2002):Experimental and Quasi-ExperimentalDesigns for Generalized Causal Inference.Houghton Mifflin.Sinclair, I., Baker, C., Lee, J. & Gibbs, I. (2007):The pursuit of Permanence.A Study of the English Child Care System.London: Jessica Kingsley.Sinclair, I., Baker, C., Wilson, K. & Gibbs, I. (2005):Foster Children: WhereThey Go and How They Get On.Jessica Kingsley, 2005.Sinclair, I. & Wilson, K. (2009): Matches and Mismatches: The Contribu-tion of Carers and Children to the Success of Foster Placements.I: Courtney, M. & Thoburn, J. (red.),Children in State Care,Bur-lington: Ashgate Publishing Company, s. 147-160.Sinclair, I., Wilson, K. & Gibbs, I. (2005):Foster Placements. Why TheySucceed and Why They Fail.Jessica Kingsley Publishers.Smith, M. (2004): Parental mental health: disruptions to parenting andoutcomes for children.Child and Family Social Work,9, s. 3-11.Skytte, M. (2005): Anbringelse af etniske minortetsbørn. I: Munch, A.(red.),Forskning og socialt arbejde med udsatte børn og unge: en antologi.Aabenraa: UFC Børn og Unge og KABU.Slade, J. (2008):Contact.London: The Fostering Network.Stanley, N. (2007): Young people’s and carers’ perspectives on the men-tal health needs of looked-after adolescents.Child & Family SocialWork,12, 3.Stanley, N., Riordan, D. & Alaszewski, H. (2005): The mental health oflooked after children: matching response to need.Health & So-cial Care in the Community,13, 3.Stevens, I. (2006): Consulting youth about residential care environmentsin Scotland.Children, Youth and Enviroments,16(2), s. 52-74.

Stokholm, A. (2006a):Anbragte børn mellem kammerater og pædagoger. Enantropologisk analyse af socialitet og identitetsdannelse på døgninstitution.Aarhus: Institut for antropologi, arkæologi og lingvistik, Huma-nistisk Fakultet, Aarhus Universitet (ph.d. afhandling).Stokholm, A. (2006b): Vi er altid en stor flok: fællesskab i børnegruppenpå døgninstitution. I: Kristensen, O.S. (red.),Mellem omsorg og me-tode. Tværfaglige studier i institutionsliv.Viborg: Forlaget PUC, s.217-239.Stokholm, A. (2006c): At finde sin plads: hierarki i børnegruppen pådøgninstitution. I: Kristensen, O.S. (red.),Mellem omsorg og metode.Tværfaglige studier i institutionsliv.Viborg: Forlaget PUC, s. 240-273.Strijker, J., Zandberg, T. & van der Meulen, B.F. (2003): Kindship fostercare and foster care in the Netherlands.Children and Youth ServicesReview,Vol. 25, No. 11, pp. 843-862, 2003.Sundell, K., Hansson, K., Löfholm, C.A., Olsson, T., Gustle, L-H. &Kadesjö, C. (2006):Multisystemisk terapi för ungdomar med allvarligabeteendeproblem: resultat efter sex månader.IMS. Institutet förutveckkling av metoder i socialt arbete. Socialstyrelsen.Sundell, K., Löfholm, C.A. & Kaunitz, C. (2007):Social barnavård.Sammanfattning av aktuel kunskap.Stockholm: Forsknings- ochUtvecklingsenheten FoU.Taylor, C. (2006):Young people in care and criminal behaviour.London:Kingsley.Teggart, T. & Menary, J. (2005): An investigation of the mental healthneeds of children looked after by craigavon and banbridgehealth and social services trust.Child Care in Practice,11, 1.The Residential Care Health Project Team (2004):Forgotten children –Addressing the health needs of looked after children and young people.Astron Edinburgh.Thomas, S., Thomas, S., Nafees, B. & Bhugra, D. (2004): I Was Runningaway from Death – the pre-Flight Experiences of unaccompa-nied Asylum seeking Children in the UK.Child: Care, Health &Development,30 (2), s. 113-122.Thormann, I. & Guldberg, C. (2003):Med hjerte og forstand: de tidlige anbrin-gelser.Hans Reitzel.Tjelflaat, T. (2003)Barneverninstitusjonen – nødvendig men ikke god nok: enetterundersøkelse af institusjonsungdom fra Sør-Trøndelag.Trondheim:Barnevernets udviklingssenter i Midt. Norge.

Tjelflaat, T. & Ulset, G. (2008) Kan rutiner og regler hindre barn ogunges medvirkning i barneverninstitusjon?.Norges Barnevern,1.Ulvik, O.S. (2005):Fosterfamilie som seinmoderne omsorgsarrangement.Oslo:Universitetet i Oslo, s. 238-242.Velfærdsministeriet (2008):Bekendtgørelse af lov om social service (Serviceloven).København:Velfærdsministeriet.Vinnerljung, B. (2004): Återplacering av barn i dygnsvård (II): vad ökareller minskar risken?.Socialvetenskaplig Tidskrift,11, 1, s. 54-75Vinnerljung, B. (2006): Fosterbarn som unga vuxna.Socialmedicinsktidsskrift,1.Vinnerljung, B., Hjern, A. & Lindblad, F. (2006): Suicide attempts andsevere psychiatric morbidity among former child welfare clints –a national cohort study.Journal of Child Psychology and Psychiatry,47:7, s. 723-733.Vinnerljung, B., Franzén, E. & Danielsson, M. (2005): Teenage parent-hood among child welfare clients: A Swedish national cohortstudy of prevalence and odds.Journal of Adolescence,30, s. 97-116.Vinnerljung, B., Franzén, E. & Danielson, M. (2007): Teenage parent-hood among child welfare clients: A Swedish national cohortstudy of prevalence and odds.Journal of Adolescence,30, s. 97-116.Vinnerljung, B., Franzén, E., Gustafsson, B., Johansson, I-M. (2008):Out-of-Home Care among Immigrant Children in Sweden: a na-tional Cohort Study.International Social WellfareIV, s. 301-311.Vinnerljung, B., Öman, M. & Gunnarson, T. (2004): Återplacering avbarn i dygnsvård (I): - hur vanligt är det?Socialvetenskaplig Tid-skrift,11, 2, s. 150-170.Vinnerljung, B., Öman, M. & Gunnarson, T. (2005): Educational attain-ments of former child welfare clients - a Swedish national cohortstudy.International Journal of Social Welfare,14, 4.Vinnerljung, B. & Sallnäs (2008): Into adulthood: a follow-up study of718 young people who were placed in out-of-home care duringtheir teens.Child and Family Social Work,13, s. 144-155.Wade, J. (2006):The Ties that Bind: Support from Birth Families and SubstituteFamilies for Young People Leaving Care.British Journal of SocialWork, 38, (1), s. 39-54.Warming, H. (2005)’Har andre plejebørn det som mig?’.København: Fry-denlund.

SFI-rapporter kan købes eller downloades gratis fra www.sfi.dk. Enkelterapporter er kun udkommet som netpublikationer, hvilket vil fremgå aflisten nedenfor.08:0108:02Amilon, Anna:Danskernes forventninger til pension.151 s. ISBN:978-87-7487-885-8. Kr. 150,00.Jæger, Mads M.:Mere attraktive almene boliger? Effektevaluering afOmprioriteringsloven 2000.97 s. ISBN: 978-87-7487-886-5. Kr.100,00.Rosenstock, M., Jensen, S., Boll, J., Holt, H. & Wiese, N.:Virk-somheders sociale engagement. Årbog 2007.202 s. ISBN: 978-87-7487-887-2. Kr. 198,00.Thorgaard, C.H. & Hougaard, I.B.:Fokus på demens. Evaluering afen efteruddannelse i forebyggende hjemmebesøg.62 s. ISBN: 978-87-7487-888-9. Netpublikation.Thorgaard, C.H. & Hougaard, I.B.:Metoder til kvalitet i ældreplejen.Evaluering af et metodeudviklingsprojekt.76 s. ISBN: 978-87-7487-889-6. Kr. 80,00.Olsen, B.M. & Dahl, K.M.:Fritidsliv i børnehøjde. Beretninger fraudsatte børn.124 s. ISBN: 978-87-7487-890-2. Kr. 125,00.

Høgelund, J., Boll, J., Skou, M. & Jensen, S.:Effekter af ændringer isygedagpengeloven.178 s. ISBN: 978-87-7487-891-9. Kr. 175,00.Bach, H.B.:Livet efter en ulykke. Arbejdsliv og forsørgelse efter en ulyk-ke, som blev vurderet i arbejdsskadestyrelsen.114 s. ISBN: 978-87-7487-892-6. Kr. 100,00.Christensen, G.:Hvorfor lejere bliver sat ud af deres boliger. Og konse-kvenserne af en udsættelse.268 s. ISBN 978-87-7487-894-0. Kr.238,00.Larsen, B., Schademan, H.K. & Høgelund, J.:Handicap og beskæf-tigelse i 2006. Vilkår og betingelser for handicappede på arbejdsmarkedet.180 s. ISBN: 978-87-7487-893-3. Kr. 180,00.Jørgensen, M.:Danskernes indbetalinger til pension. Hvordan påvirkertilknytningen til arbejdsmarkedet de fremtidige pensioner?222 s. ISBN:978-87-7487-895-7. Kr. 220,00.Filges, T.:Virksomheders rekruttering.ISBN: 978-87-7487-901-5.146 s. Kr. 150,00.Bonfils, I.S., Bengtsson, S. & Olsen, L. (red.):Handicap og ligebe-handling i praksis.175 s. ISBN 978-87-7487-897-1. Kr. 180,00.Andersen, D.:Anbragte børn i tal. Kvantitative analyser af data ombørn, der er anbragt uden for hjemmet med fokus på skolegang. Delrapport1.76 s. ISBN 978-87-7487-899-5. Netpublikation.Mortensøn, M.D. & Neerbek, M.N.:Fokus på skolegang ved visitati-on til anbringelse uden for hjemmet. Delrapport 2.126 s. ISBN 978-87-7487-900-8. Kr. 125,00.Mattsson, C., Hestbæk, A-D. & Andersen, A.R.:11-årige børnshverdagsliv og trivsel. Resultater fra SFI’s forløbsundersøgelser af årgang1995.181 s. ISBN: 978-87-7487-902-2. Kr. 180,00.Bach, H.B. & Larsen, B.:300-timers-reglen. Betydningen af 300-timers-reglen for gifte kontanthjælpsmodtagere.138 s. ISBN 87-7487-903-9.Kr. 140,00.Bengtsson, S.:Handicap og samfundsdeltagelse 2006.259 s. ISBN978-87-7487-904-6. Kr. 260,00.Beer, F., Winter, S.C., Skou, M.H., Stigaard, M.V., Henriksen,A.C. & Friisberg, N.:Statslig og kommunal beskæftigelsesindsats. Im-plementering af ”Flere i arbejde” før strukturreformen.289 s. ISBN 978-87-7487-905-3. Kr. 278,00

Skou, M.H., Winter, S.C. & Beer, F.:Udlicitering af sagsbehandling.Andre aktører i beskæftigelsesindsatsen.208 s. ISBN: 978-87-7487-906-0. Kr. 210,00Ottosen, M.H. & Christensen, P.S.:Anbragte børns sundhed og sko-legang. Udviklingen efter anbringelsesreformen.129 s. ISBN 978-87-7487-907-7. Kr. 130,00.Klitgaard, C. & Damgaard, B.:Integrations- og oplæringsstillinger ikommunerne.97 s. ISBN: 978-87-7487-908-4. Kr. 100,00.Egelund, T., Andersen, D., Hestbæk, A.-D., Lausten, M., Knud-sen, L., Fuglsang Olsen, R. & Gerstoft, F.:Anbragte børns udvik-ling og vilkår. Resultater fra SFI’s Forløbsundersøgelser af årgang 1995.327 s. ISBN 978-87-7487-910-7. Kr. 298,00.Emerek, R., & Holt, H.:Lige muligheder – Frie valg? Om det kønspo-litiske arbejdsmarked gennem et årti.369 s. ISBN: 978-87-7487-911-4. Kr. 360,00.Perthou, A.S., Mortensøn, M.D. & Andersen, D.:Skolegang underanbringelse. Delrapport 3.121 s. ISBN: 978-87-7487-913-8. Kr.120,00.Andersen, D., Mortensøn, M.D., Perthou, A.S. & Neerbek,M.N.:Anbragte børns undervisning. Sammenfatning af tre delrapporter.77 s. ISBN: 978-87-7487-914-5. Kr. 70,00.Nielsen, C. & Heidemann, J.:Pengespil blandt unge. En rapport om12-17-åriges spilvaner.117 s. ISBN: 978-87-7487-915-2. Kr. 120.Deding, M. & Larsen, M.:Lønforskelle mellem mænd og kvinder1997-2006.197 s. ISBN: 978-87-7487-916-9. Kr. 190,00.Amilon, A., Bingley, P. & Nielsen T.H.:Opsat folkepension. Øgerden arbejdsudbuddet?166 s. ISBN: 978-87-7487-917-6. Kr. 170,00.Bengtsson, T.T., Knudsen, L., Nielsen, V.L.:Kortlægning af kom-munernes foranstaltninger til udsatte unge. 199s. ISBN: 978-87-7487-918-3.Wüst, M., Thorsager, L. & Bengtsson S.:Indsatsen over for børn medhandicap og træningsbehov.117 s. ISBN: 978-87-7487-919-0. Kr.120.Kløft Schademan, H., Jensen, S., Thuesen, F. & Holt, H.:Virk-somheders sociale engagement.Årbog 2008. 202 s. ISBN: 978-87-7487-920-6. Kr. 200.

Mattsson, C. & Munk, M.D.:Social uddannelsesmobilitet på kandidat-og forskeruddannelser.77 s. ISBN: 978-87-7487-921-3. Netpublika-tion.Baviskar, S. & Dahl, K.M.:11-årige børns fritid og trivsel.159 s.ISBN: 978-87-7487-922-0. Kr. 160.Christensen, E., Kristensen, L.G. & Baviskar, S.:Børn i Grønland.En kortlægning af 0-14-årige børns og familiers trivsel.145 s. ISBN978-87-7487-923-7. Kr. 150,00.Christensen, E., Kristensen, L.G. & Baviskar, S.:Kalaallitnunaanni meeqqat. Meeqqat 0-imiit 14-it ilanngullugit ukiullitilaqutariillu atugarissaarnerannik misissuineq.172 s. ISBN: 978-87-7487-924-4. Kr. 150,00.Deding, M. & Filges, T.:Danske lønmodtageres arbejdstid. Enregisteranalyse baseret på lønstatistikken.160 s. 978-87-7487-925-1.Kr. 160,00.Thuesen, F., Schademan, H.K., Jensen, S., Holt, H. & Høst, A.:A-kasserne og den aktive beskæftigelsespolitik.216 s. ISBN: 978-87-7487-928-2. Kr. 220,00.Larsen, B. & Høgelund, J.:Handicap og beskæftigelse. Udviklingenmellem 2002 og 2008.98 s. ISBN: 978-87-7487-927-5. Kr. 100,00Ellerbæk, L.S. & Graversen, B.K.:Evaluering af jobcentrenes ligestil-lingsindsats.80 s. ISBN: 978-87-7487-929-9. Kr. 80,00.Bengtsson, S. & Røgeskov, M.:At skabe netværk. En evaluering af22 socialpsykiatriske projekter i 15M-puljen.132 s. ISBN: 978-87-7487-930-5. Kr. 130,00.Andersen, D. & Järvinen, M.:Skadesreduktion i praksis. Behand-lingstilbud til opiatmisbrugere i København.214 s. ISBN: 978-87-7487-931-2. Kr. 210,00.Bengtsson, S. & Cayuelas Mateu, N.:Beskyttet beskæftigelse. Enkortlægning.118 s. ISBN: 978-87-7487-932-9. Kr. 110,00.Deding, M. & Gerstoft, F.:Børnefattigdom i Danmark 2002-2006.58 s. ISBN: 978-87-7487-933-6. Kr. 60,00.Holt, H., Hvid, H., Grosen, S.L. & Lund, H.L.:It, køn og psykiskarbejdsmiljø i administrativt arbejde.180 s. ISBN: 978-87-7487-935-0.Kr. 180,00.Bengtsson, T.T. & Jakobsen, T.B.:Institutionsanbringelse af unge iNorden, En komparativ undersøgelse af lovgrundlag, institutionsformer ogudviklingstendenser.318 s. ISBN: 978-87-7487-936-7. Kr. 300,00.

Benjaminsen, L., Andersen, D. & Sørensen, M.:Den sociale stof-misbrugsbehandling i Danmark. Hovedrapport.397 s. 978-87-7487-946-6. Kr. 400,00.Bach, H.B:Lediges motivation og forsørgelse. Lediges forsørgelse 2 år efterinterview om jobmotivation.55 s. ISBN: 978-87-7487-947-3. Kr.55,00.Larsen, B., Jonassen, A.B. & Høgelund, J.:Personer med handicap.Helbred, beskæftigelse og førtidspension 1995-2008.111 s. 978-87-7487-948-0. Kr. 110,00.Jørgensen, M.:En effektmåling af efterlønsreformen af 1999. Reformensbetydning for arbejdsudbuddet.194 s. ISBN: 978-87-7487-949-7. Kr.200,00.Deding, M. & Olsson, M.:Hverdagsliv for 11-årige børn med andenetnisk baggrund end dansk. Resultater fra SFI’s forløbsundersøgelser af år-gang 1995.105 s. ISBN: 978-87-7487-950-3. Kr. 100,00.Egelund, T., Christensen, P.S., Jakobsen, T.B., Jensen, T.G.,Olsen, R.F.:Anbragte børn og unge. En forskningsoversigt.255 s.ISBN: 978-87-7487-951-0. Kr. 250,00.Benjaminsen, L.:Hjemløshed i Danmark 2009. National kortlægning.139 s. ISBN: 978-87-7487-952-7. Kr. 140,00.

ANBRAGTE BØRN OG UNGEen forskningsoversigTdette er en opdateret version af forskningsoversigtenAnbringelse af børn og unge uden for hjemmetfra2003. rapporten sammenfatter nyere dansk, nordisk og engelsk forskning på anbringelsesområdet og giveret ajourført billede af anbragte børns og unges liv.konklusionen er ligesom i den forrige oversigt klar: anbragte børn klarer sig dårligere end ikke-anbragte børnpå stort set alle målte parametre (skolepræstation, helbred og trivsel). anbragte børn har endvidere langtstørre risiko for at ende som lavtuddannede eller ufaglærte som voksne. især de børn, der blevet anbragtsent, og hvor anbringelsen ikke har været stabil, er udsatte.slægtsanbringelser er generelt mere stabile, på trods af at plejeforældrene i denne gruppe generelt er sva-gere stillet, da de fx har lavere uddannelse, ringere økonomi eller dårligere helbred.forskningsoversigten kan læses i sin helhed, men er også velegnet som opslagsbog, da den kommer rundtom mange aspekter, bl.a. de anbragte børns baggrund, skolegang, sundhed og netværk, samt slægtsanbrin-gelser, institutionsanbringelser, stabiliteten af anbringelser, udslusning og efterværn. oversigten er bestilt ogfinansieret af velfærdsministeriet.