Kære Karen Ellemann

Som familieplejeorganisation har vi med stor interesse læst “Regeringensudspil tilBarnets Reform”, ligesom vi i høj grad følger debatten om anbringelser af børn i famili-epleje og forholdene for deres plejefamilier, som pågår og har pågået intensivt de seneremåneder - en yderst relevant debat.Selv har vi i organisationen bl.a. bidraget ved at være medinitiativtager til rapporten“Evaluering af tilsynet med plejebørn” gennemført af Teori- og Metodecenteret vedforskningsleder Bo Ertmann og offentliggjort i juni 2009. Undersøgelsen, som er fremsendttil Ministeren den 4. juni 2009, omhandler ca. 200 plejefamiliers oplevelse af de tilsyn, somde modtager - dels i egenskab af at være godkendt plejefamilie (det generelle tilsyn) ogdels som led i, at et barn er anbragt i familiepleje (det specifikke tilsyn med barnet). Vifinder, at rapporten underbygger nødvendigheden af, at der iværksættes initiativer påområdet på en helt anden måde end de, der finder sted på nuværende tidspunkt.Særligt, med udgangspunkt i vore erfaringer, glæder vi os over, at der i udspillet fraRegeringen er nævnt......”samt at der støttes mere massivt op om plejefamilierne i forholdtil supervision og uddannelse. Opprioriteringen af familieplejeområdet må med andre ordikke ske på bekostning af børnenes eventuelle behov for specialiseret behandling”.Formand Peter Aalbæk, Børns Vilkår, udtrykte behovet meget klart i Berlingske Tidendeden 23. august under overskriften “Plejefamilier skal uddannes”, “En anbringelse er endynamisk proces, så når man hører eksempler på kommuner, der ikke har haft kontaktmed en plejefamilie i tre år, kan man godt blive bekymret” og fortsætter ”Der er stadigmeget stor forskel på, hvordan de enkelte kommuner håndterer opgaven. Og hvem skalsikre, at kommunerne holder det tilsyn med en anbringelse, som er påkrævet”?

Senest har vi netop i dag lyttet til P1 og kan kun være helt enig med dig i, at det erhensynet til barnet, der skal være i fokus - man kommer langt med at støtte op, når dertages udgangspunkt i

kontinuitet

og i

relation

for ad denne vej at bygge

tryghed

tillid

op - og det gælder hele vejen rundt - for barnet, for forældrene, for plejefamilien og i sidsteende så absolut også for det offentlige.Vi har gennem de seneste 4-5 år oplevet, hvordan den ene kommune efter den anden haretableret egen familieplejeafdeling, som anbefalet af KL, som et besparelsesobjekt.Desværre hører vi alt ofte fra plejefamilier, der ikke modtager tilsyn til barnet og hørerogså om familier, der er på vej til at give op, da de står alene om opgaven. Manglen påstøtte, rådgivning og vejledning samt muligheden for supervision angives som årsagen,udsagn der er underbygget i ovennævnte rapport.Vores mangeårige erfaringer med anbringelser af børn i familiepleje tilsiger, at dekommunale enheder generelt er for små til at kunne udvikle og fastholde et højt fagligtniveau. Det kan være modsætningsfyldt at få rådgivning, vejledning, støtte og supervisionfra sin kommunale arbejdsgiver indenfor et arbejdsfelt, hvor man arbejder så meget medfølelsesmæssig involvering både i forhold til sig selv, sin egen familie og ligeledes medbarnets familie.I forlængelse af Evalueringsrapporten og vor indgående erfaring med det specifikke tilsyn,tillader vi os at gentage vort forslag om, at man opdeler det specifikke tilsyn i ”det lovpligti-ge (kontrollerende) tilsyn” og ”det støttende tilsyn” ud fra viden om, at de støttefunktioner,som tilsynet indeholder – herunder rådgivning, vejledning, supervision og børnesamtalermm. generelt langt fra finder sted i et omfang, som i tilstrækkelig grad tilgodeser detanbragte barn. Vi foreslår således, at den anbringende kommune varetager opgaverneomkring beslutningen af anbringelsen, økonomi i anbringelsen, det kontrollerende tilsyn ogeventuelt den kontrollerende samtale med barnet.Det specifikke tilsyn i øvrigt finder vi skal føres af en af den kommunale kontrollerendeinstans uafhængig enhed, hvis opgave det bør være at varetage de øvrige funktioner,herunder støtte, rådgivning, vejledning og supervision til plejefamilien. Varetage opgavenmed løbende at have samtaler med barnet, hvilket er en nødvendig kontinuerlig procesfor, at der skabes den afgørende tryghed mellem barnet og den tilsynsførende. Gennem-føre samarbejdssamtaler mellem barnets forældre og plejefamilien i forbindelse medplejeforholdets start og derefter have tæt kontakt med begge parter under hele anbringel-sen. Da barnet lever i to familier, skal de oplevelser barnet har i begge familier implemen-teres i dets liv og gøres til brugbare erfaringer for barnet. Den anbringende kommune skalselvfølgelig løbende holdes orienteret.Når familiepleje skal prioriteres ved anbringelser, bør der tages højde for, at der i løbet afkort tid opstår problemer med rekruttering af plejefamilier og til matchning af barn/ung ogplejefamilie. De enkelte kommuner vil ikke råde over et tilstrækkeligt varieret udbud afplejefamilier til at kunne matche barnet/den unge og deres familier på en kvalificeret måde- ligeledes er det vigtigt, at enhederne har en størrelse, hvor det er muligt at yde en 24timers telefondækning, som de implicerede parter kan anvende i akutte situationer.

Att.: Indenrigs- og Socialminister Karen Ellemann

Kære Karen Ellemann

kontinuitet

relation

tryghed

tillid