Høringssvar fra Danske Handicaporganisationer (DH) over ud-kast til bekendtgørelse om udmåling af tilskud til BPA efterservicelovens §§ 95 og 96Generelle forhold om udmålingDH er bekymret for, at der kan udmåles Borgerstyret Personlig Assistance efter både § 95og § 96. Det er to forskellige bestemmelser med hvert sit sigte. Selvom denne bekendtgørel-se alene omhandler beregning af tilskuddets størrelse i kroner og øre, og ikke selve udmå-lingen af timer, er der risiko for sammenblanding, når de står nævnt sammen.Det fremgår af § 3, stk. 3, at de samlede omkostninger pr. time makismalt kan udgøre etbeløb, der svarer til de gennemsnitlige langsigtede omkostninger ved levering af hjemme-hjælp efter servicelovens § 83, ledsagelse efter § 97 og afløsning og aflastning efter service-lovens § 84. Denne formulering medfører risiko for, at kommunerne også vil udmåle selvetimetallet efter disse bestemmelser.Hjælp efter servicelovens § 95 baserer sig på en udmåling af behovet for hjælp i hjemmet,det vil sige hjemmehjælp. Hjælp efter servicelovens § 96 baserer sig på, at personer medbetydelig og varigt nedsat funktionsevne kan leve så almindeligt som muligt og bl.a. deltagei aktiviteter på samme måde som andre borgere. Behovet nødvendiggør en ganske særligstøtte.I praksis erfarer DH, at nogle kommuner blander reglerne sammen. Det vil sige, de anven-der de samme udmålingskriterier, hvad enten de skal udmåle hjælp i hjemmet efter §§ 83 og95 eller hjælp til BPA efter § 96. Det er katastrofalt. Hjælp i hjemmet er nemlig væsentligforskellig fra den særlige støtte til BPA, der er indeholdt i servicelovens § 96.Det eneste de to bestemmelser har til fælles er, at man i begge tilfælde kan beslutte at vide-regive tilskuddet til en nærtstående, en forening eller en privat virksomhed, der herefter erarbejdsgiver.Når bestemmelserne blandes sammen i denne udmålingsbekendtgørelse, jf. § 1, er DHstærkt bekymret for, at kommunerne i praksis vælger at udmåle både timer og tilskuddetsstørrelse efter de kriterier, der anvendes til udmåling af hjemmehjælp.

Udmåling af tilskud til ansættelse af hjælpereFor DH er det afgørende, at der i bekendtgørelsen står, at der skal tages udgangspunkt i løn-nen for handicaphjælpere frem for den nuværende formulering i bekendtgørelsens § 5, stk.1. Heraf fremgår det, at der skal tages udgangspunkt i lønnen for sammenlignelige faggrup-per.Hvis man henviser til lønniveauet for sammenlignelige faggrupper, vil der opstå forvirringom, hvem de er. Derfor er det langt mere præcist at henvise til ’handicaphjælpere’, derfremover i langt højere grad bliver en profession. Det er for upræcist at henvise til sammen-lignelige faggrupper, hvilket vil medføre, at kommunerne fortsat anvender forskellige løn-niveauer til udmåling af tilskuddet. Det gør de allerede i dag, og det vil de med stor sand-synlighed også gøre i fremtiden.DH mener ikke, man skal henvise til en bestemt overenskomst, men derimod skal man hen-vise til lønniveauet for handicaphjælpere.Borgeren er nødsaget til at have en garanti for, at lønniveauet rammer så præcist, at tilskud-det rækker til at dække lønniveauet hos de arbejdsgivere, der har indgået overenskomst forhandicaphjælpere. Ellers er det frie valg, af hvem der skal varetage arbejdsgiveransvaret forhjælperne, en illusion.I det omfang, der er behov for at ansætte særligt uddannede faggrupper som handicaphjæl-pere, er det naturligvis lønniveauet for deres faggrupper, der skal anvendes. Men som ud-gangspunkt er der tale om handicaphjælpere. Det er vigtigt også at anerkende, at handicap-hjælpere er en profession, der varetager en vigtig opgave. Samtidig er det vigtigt, at borge-rens udmåling gør det muligt at betale for den hjælp, borgeren skal have hos en virksomhedeller en organisation.

Risikoen er, med andre ord, at tilskuddet enten udmåles for stort eller for småt, hvilket inde-bærer, at borgeren konstant skal ansøge om at få udmålt et rigtigt tilskud.Problemet opstår, fordi en lang række faktorer er variable og uforudsigelige. Det gælder fxomfanget af sygdom hos hjælperne, hjælpernes anciennitet, barsel, arbejdsskader m.v.Hvordan kan der tages højde for disse store udsving i de enkelte ordninger ved en gennem-snitsberegning? Der vil fx være borgere med BPA, der har 15 – 20 ansættelsesforhold årligt,hvilke hver især kan give anledning til at skulle revurdere bevillingens størrelse på grund afforskellig anciennitet, sygdom, arbejdsskade m.v.I dag er det primært sådan, at ekstra omkostninger, der opstår fx ved langtidssygdom hoshjælperne, dækkes løbende af kommunerne efter regning. Herved rammer man præcis detrigtige udgiftsniveau. Samtidig behøver borgeren ikke være nervøs for, om det beregnedetilskud dækker, og borgeren slipper for at rende kommunen på døren med nedværdigendeansøgninger.Meningen med at kunne overdrage tilskuddet til en nærtstående, en organisation eller enprivat virksomhed skulle netop være en administrativ lettelse for alle parter. Derfor er detnødvendigt at anvende mere fleksible måder at beregne tilskuddets størrelse på.DH foreslår derfor, at tilskuddet deles i to dele, hvor en del er fast, mens andet er efter reg-ning. Eksempelvis bør der være hjemmel til, at vikardækning bevilges efter regning, fordibehovet er stærkt varierende og uforudsigeligt. Ingen skal kunne tjene på timeudmålingen,men til gengæld skal ingen heller komme til at hænge på et underskud. Konsekvensen herafvil være, at det frie valg af arbejdsgiver bliver illusorisk.Generelt vil konsekvensen af at påføre arbejdsgiveren udgifter, der ikke er specifikt dækket,være, at der i alle sager skal udmåles en overhead, som kun i nogle af sagerne vil vise sig atvære nødvendig, hvorved den kommunale udgift bliver unødvendig stor.

RådighedstimerDH finder, at rådighedstimer skal høre til sjældenhederne og kun skal bevilges, når ganskesærlige forhold taler for det. Der må ikke opstå risiko for, at man generelt aflønner med rå-dighedstimer i forbindelse med fx BPA om natten. Det er DH´s vurdering, at den nuværendeformulering er for åben i forhold til at forebygge en uhensigtsmæssig anvendelse af rådig-hedstimer.Konkret foreslår DH, at der i § 5, stk. 3, i sætningen: ”….Ved rådighedstimer forstås ti-mer……spredt hjælpebehov”

kommer til at stå ”for eksempel”

i stedet for ”herunder”.

Udmåling af tilskud til arbejdsgiveropgaver og lønadministrationDet er meget vigtigt, at udmålingen af tilskuddet, gør det realistisk muligt for borgeren atvideregive arbejdsgiveransvaret til en forening eller en privat virksomhed. Ellers er det frievalg af arbejdsgiver en illusion. Foreningen eller virksomheden kan pådrage sig forskelligeforpligtelser som følge af overtagelse af arbejdsgiveransvaret, der ikke handler om deresevne til at drive virksomhed, og som derfor skal kunne finansieres via en generel overhead.Det gælder for eksempel udgifter til nødvendige arbejdsredskaber til sikring af arbejdsmiljøfor de ansatte. Der er ikke taget højde herfor i bekendtgørelsen.

Andre udgifter forbundet med borgerstyret personlig assistanceDH mener, at anden halvdel af sætningen i bekendtgørelsens § 9 er dybt kritisabel og påkant med loven. Det fremgår, at kommunalbestyrelsen udmåler et tilskud til borgeren tildækning af de direkte og indirekte omkostninger, der er forbundet med at ansætte hjælpere iog udenfor hjemmet, i det omfang borgerens udgifter ikke dækkes efter § 16 i lov om høje-ste, mellemste, forhøjet almindelig eller almindelig førtidspension mv.Konsekvensen er, at borgere, der er tilkendt henholdsvis bistands- eller plejetillæg, ikke kanfå udmålt tilskud til dækning af udgifter forbundet med at have hjælpere ansat.Bistands- og plejetillæg tilkendes efter en anden lovgivning, der administreres af Beskæfti-gelsesministeriet. Tillæggene er funktionsbestemte og ikke udgiftsbestemte. Der skal ikkeaflægges regnskab for anvendelsen af tillæggene. Set i lyset heraf stiller DH spørgsmålstegnved lovligheden af, om man i en bekendtgørelse kan bestemme over anvendelsen af bi-stands- og plejetillægget, der har rod i en anden lovgivning, udbetalt til et helt andet formålog på et andet grundlag. Konsekvensen er nemlig, at denne bekendtgørelse afgør, at bi-stands- og plejetillæg skal anvendes til dækning af udgifter for hjælperne.

ReguleringGenerelt skal spørgsmålet om regulering ses i sammenhæng med DH´s forslag om en meresmidig udmåling af tilskuddet, så en del af tilskuddet bliver variabelt og løbende reguleresefter regning.Såfremt denne smidighed ikke indbygges i bekendtgørelsen, bliver formuleringen i § 12også problematisk. Denne bestemmelse omhandler de situationer, hvor borgeren selv, elleren nærtstående, er arbejdsgiver. Her fremgår det, at der kun skal foretages en ny beregning,når forudsætningerne for udmålingeni væsentlig gradafviger fra grundlaget for den oprin-delige umåling. Da DH forudser, det kan være yderst vanskeligt at ramme det rigtige tilskudmed et gennemsnitligt beløb, skal borgeren have lettere adgang til at få foretaget reguleringheraf, end den nuværende formulering ”i væsentlig grad” giver mulighed for.Endvidere fremgår det ikke, hvordan reguleringen skal ske, såfremt tilskuddet er overdragettil en organisation eller en privat virksomhed.

Af bekendtgørelsen kan DH heller ikke se, hvordan der tages højde for de løbende lønregu-leringer på arbejdsmarkedet som følge af overenskomstmæssige aftaler. Hvordan sikres det?Skal enhver regulering være baseret på en dialog med borgeren, hvis den skyldes ændringeri overenskomsten?I forhold til bekendtgørelsens § 14, stk. 2, om at overføre uforbrugte timer til det efterføl-gende regnskabsår, efter aftale med kommunalbestyrelsen, mener DH, der er behov for enformel mulighed for at opspare timer til et andet tidspunkt.I forhold til bekendtgørelsens § 16 er DH forundret over, at kommunalbestyrelsens forplig-telse til at sikre udbetaling af løn m.v. til hjælpere ved opsigelse på grund af dødsfald, kungælder i forhold til borgere, der selv er arbejdsgivere. Kommunen må da også skulle betaleløn til hjælperne ved dødsfald, når man har overdraget tilskuddet til en nærtstående, en or-ganisation eller en privat virksomhed.Såfremt der ikke bliver ændret på denne bestemmelse, skal der som minimum ske en tilfø-jelse til bekendtgørelsens § 7, så det i opremsningen, af hvilke opgaver tilskuddet skal ud-måles til, også fremgår, at der skal sikres løn mv. til hjælperne i forbindelse med dødsfald.

AfslutningDH vender tilbage til formålet med ændringen af lovgivningen, så det bliver muligt at over-gå til BPA. For det første skulle flere svage borgere med handicap få mulighed for en mereindividuel livsførelse. For det andet skulle der skabes ro omkring løn- og ansættelsesvilkårfor handicaphjælpere. For det tredje skulle BPA fremover ikke ende i Folketinget hvert an-det øjeblik, når der opstår tvivl hos den enkelte borger/ansatte/kommune på baggrund afuklare regler. Det er desværre vores vurdering, at resultatet er blevet for bureaukratisk sam-tidig med, at det skaber vanskeligheder for de svageste borgere med BPA. Såfremt reglernebliver for besværlige, er der endvidere fortsat risiko for uro på området.DH´s kritik handler naturligvis ikke om at udsætte beslutningen af L 136, men alene om atsikre, at bekendtgørelsen efterfølgende bliver så kvalificeret som muligt.