Frivilligcentre – knudepunkter i den lokale velfærdsarkitektur? Tredjedelrapport vedrørende evaluering af puljen til oprettelse af nye ogstyrkelse af eksisterende frivilligcentre i DanmarkAalborg Universitet, Institut for Sociologi, Socialt Arbejde ogOrganisation, Kroghstræde 7, 9220 Aalborg Ø2008978-87-90261-07-8Kirsten Buhl Mathiasen, Institut for Sociologi, Socialt Arbejde ogOrganisation, Aalborg UniversitetLars Skov Henriksen, Institut for Sociologi, Socialt Arbejde ogOrganisation, Aalborg UniversitetRapporten kan frit downloades påwww.social.dksamtwww.frise.dkRapporten er tredje delrapport fra projekt ”Evaluering af puljen tiloprettelse af nye og styrkelse af eksisterende frivilligcentre iDanmark”. Puljen administreres af Velfærdsministeriet (tidl.Socialministeriet). Aalborg Universitet, Institut for Sociologi, SocialtArbejde og Organisation er ansvarlig for evalueringen. AalborgUniversitet er underleverandør af evalueringsydelsen til SocialtUdviklingscenter SUS.

1. Forord og undersøgelsens formål .................................................................................72. Undersøgelsens metoder ................................................................................................93. Organisationsmodeller og opgaver .............................................................................134. Kommunernes vurdering af frivilligcentrene ............................................................455. Foreningernes vurdering af frivilligcentrene – en kvalitativ analyse .....................616. Foreningernes vurdering af frivilligcentrene – en kvantitativ analyse ...................77Af Stine Christensen og Lars Skov Henriksen7. Konklusion. Frivilligcentre – knudepunkter i den lokale velfærdsarkitektur? .....89Litteratur .............................................................................................................................95Appendiks A: Oversigt over informanter ......................................................................97

Denne rapport er tredje led i en evaluering af ’Puljen til oprettelse af nye og styr-kelse af eksisterende frivilligcentre i Danmark’. Frivilligcentrepuljen er en del afsatspuljeaftalen 2005, hvor Folketinget besluttede at afsætte 49 millioner kr. til enstyrkelse og udvikling af frivilligcentrenes arbejde. Det overordnede mål med puljener at gøre det lettere for flere mennesker at finde adgang til et frivilligt engagement,ved at gøre frivilligcentrene mere kendte blandt borgerne, ved at skabe nye og flereaktiviteter og ved at forbedre det lokale samspil omkring centrene. Frivilligcentre-puljen administreres af Velfærdsministeriet.Velfærdsministeriet har ønsket, at udmøntningen af frivilligcentrepuljen følgesaf en evaluering. Det endelige mål med evalueringen er at bidrage til en vurderingaf, om de mål, der er opstillet i forbindelse med satspuljebevillingen, opnås vedudgangen af projektperioden i 2008. Det vil blandt andet sige: Har frivilligcentrenefået det kvalitative løft, som er baggrunden for og ønsket med bevillingen? Eradgangen til det frivillige engagement blevet lettere? Er det lokale samspil blevetforbedret? Er der kommet nye aktiviteter, eller er der sket en anden prioritering afaktiviteterne?Nærværende rapport omfatter teknisk set tredje og fjerde delrapport. Ifølgeevalueringsplanen skal tredje delrapport omfatte en række kvalitative casestudier afudvalgte frivilligcentre mens fjerde delrapport skal omfatte en ’interessentvurdering’af frivilligcentrene. Disse to delrapporter er samlet og sammenskrevet i dennerapport. Evalueringen søger grundlæggende svar på to hovedspørgsmål: For detførste hvordan arbejdet i frivilligcentrene er organiseret, hvilke opgaver der læggesvægt på og prioriteres, hvordan frivilligcentrene spiller sammen med kommunenssocialpolitik og frivilligpolitik samt hvilken betydning udviklingspuljen har haft forfrivilligcentrenes virksomhed. For det andet hvordan centrale aktører ifrivilligcentrenes omverden vurderer og bedømmer centrenes arbejde og betydning.Dette belyses dels fra en kommunal vinkel, dels fra en foreningsvinkel.

Evalueringen gennemføres af Institut for Sociologi, Socialt Arbejde ogOrganisation ved Aalborg Universitet. Ansvarlig for evalueringen er lektor LarsSkov Henriksen, der også har udarbejdet den foreliggende delrapport. Dog erkapitel 6 skrevet af cand.scient. soc. Stine Christensen i samarbejde med Lars SkovHenriksen.En stor tak skal lyde til de frivilligcentre, kommuner og foreninger, der vel-villigt stillede sig til rådighed for besøg, interview og samtaler. Også tak til SussiMaack, FriSe, Bernhard Jensen, SUS, og Anna Jin Rolfgaard, Velfærdsministeriet,og for gode råd, ideer og kommentarer i forbindelse med udarbejdelsen af rap-porten.Aalborg, oktober 2008Lars Skov Henriksen

Den følgende evalueringsrapport bygger i hovedsagen på interviewmateriale, der erindsamlet i forbindelse med en besøgsrunde til en række udvalgte frivilligcentre imaj og juni måned 2008. Interviewene er suppleret med frivilligcentrenes egnematerialer i form af eksempelvis evalueringsrapporter, nyhedsbreve, aktivitets-oversigter, tilgængelig korrespondance, hjemmesider mv.I alt syv frivilligcentre blev udvalgt til interview og alle accepterede at med-virke. Centrene blev udvalgt ud fra en række kriterier, der skulle gøre det muligt atopnå indsigt i den variation af arbejdsmetoder og fokusområder, som karakterisererfeltet. Der blev således udvalgt både etablerede og nystartede centre; centrebeliggende i storbyer og centre i tyndere befolkede områder; centre med et bredtfokus og centre med et mere snævert indsatsfokus; centre med særlige indsats-områder som fx integration og sundhedsfremme og centre uden sådanne; centremed en tæt integration i forhold til den lokale kommune og mere fritstående centre.Fem af stederne blev der foretaget interview med først repræsentanter forfrivilligcentret, typisk den daglige leder eller lederen af udviklingsprojektet og i vissetilfælde suppleret med en bestyrelsesformand. Disse interview havde typisk envarighed på ca. to timer. Dernæst blev der foretaget interview med en repræsentantfra den samarbejdende kommune, typisk med en frivilligkoordinator eller leder afden forvaltning, som har ansvaret for frivilligområdet. Disse interview havde typisken varighed på ca. en til halvanden time. Det sjette og syvende sted, nemligJammerbugt og Randers, blev der foretaget et fælles interview med ansatte ifrivilligcentret og repræsentanter fra de respektive kommuner. Det skyldes, at disseto frivilligcentre er kommunale. Opdelingen mellem frivilligcenter og kommunegiver derfor ikke samme mening.Endelig blev der seks af stederne foretaget fokusgruppeinterview med 4 – 6repræsentanter fra de lokale sociale foreninger og organisationer, som har kontaktmed eller benytter frivilligcentret. Samtaler med foreningsrepræsentanter blevforetaget som fokusgruppeinterview, hvor brugen af og oplevelsen af frivillig-centrets arbejde var i centrum. Fokusgruppeinterviewene havde typisk en varighed

på ca. halvanden time. Fokusgruppedeltagerne blev kontaktet af den daglige lederaf frivilligcentret men var udvalgt i samarbejde med mig med henblik på atsammensætte en gruppe, der repræsenterede forskellige typer af foreninger. I altmedvirkede repræsentanter fra 28 forskellige frivillige foreninger i fokusgruppe-interviewene. Det syvende sted, nemlig Randers, vurderede jeg, at interview medforeningsrepræsentanter ville være mindre relevant, idet der er tale om en heltnystartet center.De steder, som blev besøgt var følgende:-------Frivilligcenter & Selvhjælp Odense samt Odense KommuneGuldborgsund Frivilligcenter samt Guldborgsund KommuneFrivilligcenter Hillerød samt Hillerød KommuneFrivillighuset i Jammerbugt, Jammerbugt KommuneNetværksCaféen, De Frivilliges Hus i Holstebro samt Holstebro Kom-muneVindrosen, De Frivilliges Hus i Esbjerg samt Esbjerg KommuneFrivilligværket – de frivilliges servicecenter Randers, Randers Kommune

En samlet oversigt over informanterne fremgår af appendiks A.De interviewguides, der blev benyttet som udgangspunkt for samtalerne, blevca. en uge før besøget fremsendt til frivilligcentret og kommunen. Hver interview-guide blev tilpasset det enkelte frivilligcenters særlige profil ud fra tilgængeligtmateriale (typisk hjemmesider samt det selvevalueringsmateriale, der var grundlagetfor delrapport II (se Henriksen 2008)), og i det omfang informationer vartilgængelige, også kommunes politik på frivilligområdet. Interviewguides blev ikkefremsendt til foreningsrepræsentanterne på forhånd, idet der her var tale om enmindre detaljeret og mere generel samtale om brugen af frivilligcentret. Interesse-rede kan rekvirere eksempler på benyttede interviewguides hos undertegnede.Alle interviews blev optaget på digitale lydfiler og senere gennemlyttet ogsammenskrevet til et fyldigt notat for hvert enkelt interview. Det er disse noter, derligger til grund for analysen. Særligt illustrative eller væsentlige passager i materialetblev transskriberet i sin fulde ordlyd. Det er disse interviewcitater, der benyttes ianalysen som eksempler på informanternes holdninger, tilkendegivelser og vurde-ringer. For at gøre citaterne tilgængelige og forståelige, også på skrift, har jeg i visse10

tilfælde indsat en klamme […], der angiver, at der i citatet er indsat eller udeladtenkelte ord for at sikre, at citatet kan forstås også uden for den samtale-kontekst,hvori det er formuleret. Jeg er naturligvis alene ansvarlig for denne sprogligeredaktion. For at sikre maksimal information fra den kvalitative analyse er alleinterviewcitater endvidere anonymiseret, sådan at det kun fremgår hvilken typerespondent, der udtaler sig (fx frivilligcenterrepræsentant, forvaltningschef,socialudvalgsformand, foreningsrepræsentant). I visse af interviewcitaterne indgårmit spørgsmål til informanterne som en del af dialogen – det er i så fald markeretmed et ”I” (for ”interviewer”). I andre citater supplerer flere respondenterhinanden – dette er i så fald markeret med ”R1” og ”R2” (for ”respondent 1” og”respondent 2” henholdsvis).Til grund for denne rapport ligger altså et omfattede kvalitativt datamateriale.Det enkelte frivilligcenters virke er forsøgt belyst ud fra såvel frivilligcentrets egneansatte og ansvarlige, de centrale aktører i den samarbejdende kommune samt deforeninger, der benytter sig af frivilligcentrets ydelser.I foreningernes vurdering af frivilligcentrenes arbejde kombineres det kvali-tative materiale med oplysninger fra en spørgeskemaundersøgelse, som medarbej-der ved ’Frivilligcentre & Selvhjælp Danmark’ (herefter FriSe), cand.scient.soc.Stine Christensen, gennemførte i 2007/2008 (Christensen 2008). Formålet meddenne undersøgelse var at få indblik i hvilke foreninger, der benytterfrivilligcentrene, samt hvad de benytter dem til. Fokus i undersøgelsen varaktiviteter og tilbud rettet mod de lokale frivillige sociale foreninger, der er denprimære målgruppe for hovedparten af frivilligcentrene. Fra denne undersøgelseforeligger svar fra 644 frivillige foreninger, der vurderes at afspejle det lokalefrivillige sociale organisationslandskab nogenlunde repræsentativt (for en nærmerediskussion af dette se kapitel 6). Til brug for nærværende rapport har StineChristensen foretaget yderligere analyser af materialet, der afrapporteres i kapitel 6,som et supplement til de kvalitative fund. Undertegnede har fungeret somkonsulent på såvel udarbejdelse af spørgsmål, tilrettelæggelse af dataindsamlingsamt dataanalyse. Undersøgelsen blev til på initiativ af landsforeningen ’Frivillig-centre & Selvhjælp Danmark’ (FriSe), der ønskede en dokumentation affrivilligcentrenes arbejde. På baggrund heraf var vurderingen, at det ville væredobbelt arbejde og en unødig forstyrrelse af frivilligcentrene, hvis der også fraevaluators side blev fremsendt spørgeskemaer til foreningerne.

I de følgende kapitler præsenteres analyser, der bygger på ovenståendematerialer, og som søger svar på denne delrapports to hovedspørgsmål: For detførste hvordan arbejdet i frivilligcentrene er organiseret, hvilke opgaver der læggesvægt på og prioriteres, hvordan frivilligcentrene spiller sammen med kommunenssocialpolitik og frivilligpolitik, samt hvilken betydning udviklingspuljen har haft forfrivilligcentrene. For det andet hvordan centrale aktører i frivilligcentrenes omver-den vurderer og bedømmer centrenes arbejde og betydning. Dette belyses dels fraen kommunal vinkel, dels fra en foreningsvinkel.

Dette kapitel indledes med en kort oversigt over de fremherskende måder atorganisere frivilligcentrene på. Herefter følger et afsnit om centrenes finansieringog ressourcesituation. Et kort afsnit om organiseringen af tildelingen af § 18-midlerog endelig et lidt længere afsnit om samarbejdsaftaler og frivilligpolitikker.Frivilligcentrenes organiseringFlertallet af de frivilligcentre, der indgår i denne rapports case-materiale, er fritstå-ende og uafhængige organisationer, der er organiseret som en selvejende institutioneller en forening med en selvstændig bestyrelse (Hillerød, Holstebro, Odense,Guldborgsund, Esbjerg). Et frivilligcenter (Jammerbugt) er indlejret som en del afden kommunale forvaltningsstruktur, men har også i dette tilfælde en bestyrelsemed flertal af repræsentanter fra de frivillige foreninger bag sig. Modellen lignerderfor i praksis nærmere en selvejende institution med driftsaftale med kommunen.I Randers er der tale om et kommunalt frivilligcenter, der er ejet og drevet alene afkommunen og uden en bestyrelse eller lignende med frivillig repræsentation. Der eren tendens til, at nyetablerede frivilligcentre i større udstrækning er tættere på denkommunale forvaltning end de ældre centre med flere år på bagen.Bestyrelsen – hvad enten det drejer sig om en forening eller en selvejendeinstitution – vælges som regel på en årlig generalforsamling, hvor delegerede frafrivilligcentrets medlemskreds typisk har stemmeret. På denne måde sikres det, atbestyrelsen afspejler det lokale frivillige sociale foreningsliv, enten ved at der vælgesrepræsentanter fra forskellige foreningsområder (som fx i Esbjerg, hvor forenin-gerne er organiseret i følgende valggrupper: børn og unge, sygdom, handicap ogførtidspension, ældre, væresteder, andre, etniske minoriteter, netværksgrupper) ellerved at bestyrelsesmedlemmerne vælges fra geografiske områder. Det sidste gælderisær de steder, hvor frivilligcentret skal dække geografiske områder, der er lagtsammen eller ind under en kommune i forbindelse med kommunalreformen.

Flertallet af de frivilligcentre, jeg har besøgt, har de lokale frivillige foreningerpå det sociale og sundhedsmæssige (og tilgrænsende) område som primær med-lemskreds. Mange steder har frivilligcentrene en omfattende opbakning, idet de kanmønstre medlemstal fra ca. 40 og helt op til over 100 medlemsforeninger. Detsvarer nogle steder til en medlemsandel på 70–80 pct. af de lokale foreninger påsocial- og sundhedsområdet. Medlemsforeningerne varierer fra lokalafdelinger aflandsorganisationer til meget små lokale foreninger og sammenslutninger. Med-lemsforeningerne dækker typisk et meget bredt spektrum af foreninger på detsociale og sundhedsmæssige område som fx Natteravnene, Børns Voksenvenner,Ventilen, Ordblindeforeningen, Hjernesagen, Scleroseforeningen, Gigtforeningen,Diabetesforeningen, SIND, Spastikerforeningen, Angstlinjen, LEV, Dansk Blinde-samfund, Foreningen af førtidspensionister, Ældre Sagen, andre lokale pensionist-foreninger, Ældre Hjælper Ældre, krisecentre, varmestuer, genbrugsbutikker, Offer-rådgivningen, Frelsens Hær, Kirkens Korshær, KFUMs Sociale Arbejde, DanskRøde Kors, beboerforeninger, etniske foreninger, kulturelle venskabsforeninger,efterlønsforeninger, Foreningen Far, Depressionsforeningen, Autismeforeningen,Bedre Psykiatri, Børn og unge i sorg og mange, mange flere. At bladre igennemfrivilligcentrenes medlemslister er en fantastisk guide til den mangfoldighed afforeninger og organiseringer, der findes lokalt. Antallet af medlemsforeninger ogbredden i medlemskredsen må siges at dokumentere en betydelig lokal støtte tilfrivilligcentrenes arbejde.

Finansiering og ressourcesituationGenerelt er frivilligcentrene på nuværende tidspunkt meget afhængige af offentligstøtte og finansiering fra primært stat og kommuner. Typisk får frivilligcentrenemellem en kvart og halvdelen af deres finansiering fra den lokale § 18-pulje, mensresten af de kontante tilskud kommer fra statslige puljer, primært satspuljemidlerneog PUF-puljen til selvhjælpsdelen. Udviklingspuljen har – for de nystartede centre –typisk betydet, at man har kunnet ansætte en fuldtidsmedarbejder for disse midler. Ide nye centre er det typisk den eneste fuldtidsansatte. Denne kombineres ofte meden fleksjobber eller lignende. I de etablerede centre har udviklingspuljen betydet, atman har kunnet ansætte en ekstra medarbejder på fuld tid. Denne varetagerspecifikke opgaver relateret til udviklingsprojektet – fx opbygning af lokale

satellitter eller mødesteder (Holstebro, Esbjerg), en særlig indsats i forhold tiletniske foreninger (Odense, Holstebro, Esbjerg) eller opbygning af foreningsserviceeller –netværk (Odense). Derudover indgår denne medarbejder på lige fod medandre ansatte, og dette har tilført ressourcer, som har muliggjort en mere rationelarbejdsdeling mellem de ansatte i frivilligcentret og en aflastning af den tidligereofte eneste ansatte, der skulle tage sig af alt fra bordopstilling over konsulent-bistand, personlige samtaler og IT til regnskabsføring og strategiudvikling. Mangeaf de ansatte beskriver en sådan ’blæksprutte-funktion’ som stærkt belastende ogogså som uhensigtsmæssig, fordi der går meget tid med små praktiske gøremål. Herhar udviklingspuljen altså bidraget til bedre arbejdsbetingelser, der faktisk harmuliggjort, at frivilligcentret har kunnet fokusere på udviklingsarbejdet.Flere af de nyetablerede centre, der er startet fra bunden med en medarbejder(Hillerød, Jammerbugt fx), oplever dog stadig en situation, hvor der er meget prespå en enkelt ansat, der ikke bare skal agere blæksprutte, men som også skal havemultiple kompetencer:”Det er virkelig mange ting, du skal vide noget om. Jamen vi læneros op ad en tradition og nogle erfaringer. På den anden side så fårvi også lynhurtigt mange ambitioner, fordi vi vil det hele på ingentid. Vi sammenligner os ikke med dem, der lige er kommet til.”(Frivilligcenterrepr.)

Det er tydeligt, at de nyetablerede centre generelt orienterer sig i forhold til FriSe’smindstegrundlag og bedst praksis anbefalinger som den ’legitime organisations-opskrift’, det vil sige som det et frivilligcenter bør indeholde og være. I modsætninghertil kan de etablerede frivilligcentres udvikling i højere grad beskrives som enslags ’knopskydning’, hvor der over tid er føjet nye opgaver til (i takt med udvidedefinansieringsmuligheder) og langsomt ændret prioriteringer (i takt med ændrededagsordener og ændrede støttemuligheder og -betingelser). Det gør, at man skalvære varsom med at sammenligne etablerede og nye frivilligcentres præstationer.De har meget forskellige udgangspunkter, og generelt kan man sige, at det tager tidat etablere det kendskab og den kontakt til den lokale frivillige sektor, der erforudsætningen for et velfungerende frivilligcenter.De lønnede ressourcer suppleres i flere frivilligcentre med frivillige, der vare-tager mange forskellige opgaver lige fra at passe cafe og telefoner til at tage samtalermed borgere samt organisere selvhjælpsgrupper mv. Ældre og veletablerede fri-

villigcentre som Odense, Esbjerg og Holstebro har helt op til 15 og 20 frivillige, derkontinuerligt løser opgaver i huset. Det viser sig også, at de nyetablerede frivillig-centre (som fx Jammerbugt og Hillerød) hurtigt får engageret en (i udgangspunktetmindre) stab af frivillige til at løse praktiske opgaver i huset. De frivillige ressourcerudgør således et betydeligt tilskud til frivilligcentrenes drift. En af fordelene ved atorganisere frivilligcentrene som fritstående og uafhængige organisationer er, at dettelettere lader sig gøre end i en kommunal organisation.De fleste frivilligcentre modtager også indirekte støtte og support fra hjem-kommunen. Det er fx almindeligt, at kommunen betaler frivilligcentrets husleje.Mange frivilligcentre har endvidere en form for driftsaftale med kommunen(Hillerød, Guldborgsund fx), hvor man fx kan trække på regnskabsafdelingen tilrevidering af regnskaber eller en IT-afdeling til support i forbindelse medhjemmesider eller lignende.I udgangspunktet ser det ud til, at de indlejrede frivilligcentre lettere kan høstenogle af de fordele, der kan være forbundet med at være en del af en ressourcestærkkommunal organisation. Det gælder ikke kun teknisk og økonomisk support, detgælder også nærheden til faglige miljøer og ressourcepersoner, som kan trækkes indi projektsamarbejder og lignende. Dette bliver blandt andet trukket frem som etargument for at etablere et frivilligcenter i kommunalt regi:”Det var ret vigtigt, at det blev til noget. At det fik et godt funda-ment. Hvis det blev funderet på kommunen, kunne man leverenoget ’manpower’.”(Socialudvalgsformand)

Ulemperne kan måske være en mindre fleksibel administration, og at man mister’armslængdeprincippet’, der kan være en forudsætning for at fungere som talerør ogrepræsentant for den frivillige verden over for kommunerne og mere generelt detoffentlige. En af frivilligcentrenes styrker er, at de ikke opfattes som en offentligorganisation men netop som en integreret del af den frivillige sektor. Dette ernaturligvis alt andet lige vanskeligere for de indlejrede frivilligcentre, der formelt erkommunale. Vurderet ud fra de cases, jeg har kendskab til, ser det dog ud til, at deti praksis kan lykkes at være kommunalt ejet og alligevel ikke blive opfattet somkommunen. Blandt andet ved fysisk at placere frivilligcentrene i ”neutrale” lokaler,der ikke identificeres med kommunen, og ved at frivilligcentrene har deres eget

logo frem for kommunens, sådan at der”ikke står kommunen ret mange steder”,som enkommunal repræsentant udtrykte det.Frivilligcentrenes formelle ’ejerskabsforhold’ kan altså gå fra helt fritståendeog uafhængige organisationer til rene kommunale organisationer og med en hel delblandingsformer der imellem. Uanset den formelle ejer-struktur er frivilligcentreneorganisationer, der bygger bro og trækker på ressourcer fra både den offentlige ogden frivillige sektor – og i enkelte tilfælde også den private, kommercielle sektormen dette er mindre udbredt (selv om ambitionerne om at udbygge dette eksi-sterer). De er således ’hybride’ organisationer, der kombinerer elementer, fx økono-miske, menneskelige, politiske og administrative ressourcer, som ikke normaltforbindes med hinanden inden for den samme organisation (Evers 2008:279).Dette gælder uanset ejerskabsforholdene. For de fritstående frivilligcentre gælderdet således, at de skal etablere forbindelser og tiltrække ressourcer og opbakning frabåde de frivillige foreninger og mere bredt det civile samfund og samtidig fra deoffentlige politiske og administrative organer. For de kommunale frivilligcentregælder det omvendt, at de fra deres indlejrede position i de politiske og admini-strative strukturer skal bygge bro til de civile strukturer og frivillige foreninger ogderes ressourcer. Hybride organisationer kombinerer altså forskellige typer afressourcerfra forskellige kilder. De kombinerer også forskelligestyringsmekanismer,idetde til dels (og i varierende omfang) er underlagt de hierarkiske styringsprincipper,der gælder i en kommunal sammenhæng, samtidig med at de via dialog medforeninger og initiativtagere forsøger at skabe mere slagkraftige, kollektive organise-ringer blandt de frivillige foreninger, blandt andet med henblik på at få indflydelsepå det politiske system og dets beslutninger. Endelig kan frivilligcentrene forfølgeog kombinere forskelligemålsom fx bedre og bredere servicetilbud til borgerne(noget kommunen og borgerne er interesseret i) og varetagelse af foreningernesinteresser overfor det offentlige (noget foreningerne er interesseret i).Frivilligcentrene agerer altså i et landskab med mange aktører og med mangeforskellige interesser, mål og værdier. Den kontinuerlige dialog mellem de forskel-lige interessenter er således vigtig, og det forekommer væsentligt, at en del af denkompleksitet, der findes på dette felt, forsøges reduceret ved at formalisere dialogenog samspillet ved at formulere frivilligpolitikker, nedsætte frivilligråd og oprettepositioner (fx kommunalt ansatte konsulenter og/eller kontaktpersoner), der eransvarlige for denne dialog og har kompetencer til at følge op på den (mere omdenne problemstilling følger i kapitel 2).17

Organisering af tildeling af § 18 og frivilligcentrenes rolle heriEn særlig problemstilling knytter sig til den måde, tildelingen af § 181er organiseretpå i de forskellige kommuner og den rolle, som frivilligcentrene spiller heri. Der erher store variationer, som har forskellige konsekvenser for den rolle, frivilligcen-trene spiller og den indflydelse, som det lokale foreningsliv har på tildelingen afdisse midler.Én model er, at et politisk udvalg (typisk social- og sundhedsudvalget ellerlignende) træffer afgørelse på baggrund af indstilling fra enten et embedsmands-udvalg eller et sekretariat i forvaltningen med det frivillige sociale arbejde somansvarsområde (Esbjerg, Guldborgsund, Odense). I denne model harfrivilligcentret kun en konsultativ rolle, idet frivilligcentret kan blive spurgt omforskellige forhold i foreningerne i forbindelse med behandlingen af de indkomneansøgninger.En anden model, som ikke er så udbredt, men som repræsenterer en modpoltil den første model, er, at frivilligcentret enten som administrativt organ laver ind-stillingen til det politiske udvalg (Randers), eller at frivilligcentrets bestyrelse laverindstillingen (Jammerbugt). I denne model har frivilligcentret i samarbejde med defrivillige foreninger en administrativ rolle og relativ stor indflydelse på tildelingen af§ 18-midler.En mellemform findes i en del kommuner, hvor et tildelingsudvalg (§ 17 stk.4-udvalg) eller et frivillighedsråd med både kommunale og frivillige repræsentanter(Holstebro, Hillerød) laver indstillingen til det politiske udvalg. Frivilligcentret har ivisse tilfælde, men ikke nødvendigvis, en rolle i forbindelse med tildelingsudvalget,fx ved at frivilligcentrets bestyrelse er sikret en plads i tildelingsudvalget. I en sådanmodel må frivilligcentrets rolle også siges at være konsultativ, mens foreningslivethar indflydelse på indstillingen og dermed indirekte på beslutningen om tildeling af§ 18-midler.Der er forskellige holdninger til organiseringen af tildelingen af § 18-midlerne.Det mest udbredte synspunkt er, at frivilligcentret skal være varsom med ikke atkomme for tæt på de egentlige indstillinger og beslutninger omkring tildeling afmidler, fordi frivilligcentret i så fald kan komme i en uheldig dobbeltrolle, hvorman både skal rådgive de lokale foreninger i forhold til projekter og ansøgninger og1

samtidig være med til at træffe beslutning om de samme ansøgningers videreskæbne. Det kan give grobund for konflikter i forhold til foreningslivet, fordi frivil-ligcentret kan blive opfattet som part i sagen. Vurderingen er således, at frivillig-centrene har bedre muligheder for at vinde opbakning og legitimitet blandt forenin-gerne, hvis de holder sig neutral i forhold til tildeling af midler.Derudover findes blandt kommunalpolitikere og embedsmænd det argument,at tildeling af § 18-midler er en politisk opgave, hvorfor det bør være folkevalgte,der tager ansvaret i stedet for skyde det over på foreningsrepræsentanter:”Man skal passe på med ikke at tage de frivillige som gidsler. I detøjeblik, vi havde to eller fire fra frivillighedsområdet, der var medog vurderede de midler, så var det jo let for os som politikere atsige: ’Det må du snakke med dem om’. Der synes jeg, det erpolitikernes ansvar. Det kan vi ikke lægge over på de andre.”(Socialudvalgsformand)

Andre peger på, at man skal være påpasselig med ikke at fastholde de eksisterendeinteressestrukturer, i og med at der efter kommunalreformen er kommet mangeflere foreninger til og også mange flere forskellige foreninger (primært fra områdersom kommunerne tidligere ikke havde ansvar for – som fx handicap, psykiatri,sygdom og sundhedsfremme). En embedsmand siger således om en tænkt situation,hvor repræsentanter for frivillige foreninger skulle have ansvaret for tildelingen:”Hvem finder man til det, som ikke på en eller anden måde harinteresser i det? Får man så nogen, der sidder og dominerer ogsom får overvægt? […] Jeg synes det er en svær opgave at sættefolk på, hvis man oplever, der ikke er nok penge.”(Kommunal embedsmand)

Det er bemærkelsesværdigt, at dette argument først og fremmest dukker op i de fri-villigcentre, der er indlejret i de kommunale strukturer. Her finder man i højeregrad styringsambitioner, hvor frivilligcentret tiltænkes en strategisk rolle i udvælgel-sen af de projekter og foreninger, der skal støttes:”Der er noget andet jordnært praktisk. Hvis nu nogen kommer ogsiger: ’Vi har en god ide’. Hvis vi nu har et godt kendskab til det,der foregår, så kan vi jo koble helt praktisk. Jo bedre vores kend-skab er, jo mere kan vi generere af den slags. I stedet for at detbliver til en skriftlig ansøgning nede ved kommunen, så kan vi sige:’Gå du hen og snak med dem, det kunne være, I kunne finde ud afat gå sammen’. Og så kan vi nogle gange være frække nok til atsige, at så lægger vi to ansøgninger sammen. […] Det krævernemlig overblik at kunne gøre det.”(Forvaltningschef)

I interviewmaterialet er der kun få eksempler på lokale konflikter, der udspringer aftildelingen af § 18-midler. De fleste steder rapporterer man da også om, at der ikkeer noget voldsomt pres på midlerne. Det er med andre ord ikke sådan, at der søgesom mange flere penge, end der findes til uddeling. Man kan imidlertid forestille sig,at dette vil ændre sig i takt med, at § 18-midlerne bliver mere kendte i de nyekommuner og i takt med, at flere foreninger (blandt andet takket være frivillig-centrenes oplysningsarbejde) bliver opmærksomme på dem. Hvis konkurrencen ommidlerne bliver mere intens, så vil konflikterne alt andet lige også blive meresandsynlige. I en sådan situation må det vurderes at være en fordel (for såvelforeninger som frivilligcentre og kommuner), hvis frivilligcentrene forholder signeutrale og uddelingen reelt er et politisk ansvar.En anden problemstilling knytter sig til det forhold, at mange kommuner harvalgt at finansiere en del af frivilligcentret gennem en § 18-bevilling. Frivillig-centrene er selv opmærksomme på den potentielle konflikt, der kan ligge i dette irelation til de lokale foreninger, hvis frivilligcentrets andel af § 18-midlerne bliverfor stor eller opleves som ude af proportioner. Nogle frivilligcentre nævner dette

Det er en reel – i det mindste principiel - problemstilling, at frivilligcentrene kanopleves som værende i konkurrence med de lokale foreninger, som de samtidig skalrådgive – blandt andet om ansøgninger til de lokale § 18-puljer. Som ovenståendecitat antyder, så bør en fremtidig finansieringsstruktur derfor sikre, at frivillig-centrene ikke gør større indhug i § 18-midlerne, end at de til stadighed haropbakning og legitimitet fra foreningerne.Ingen af frivilligcentrene (og heller ikke kommunerne) nævner, at dette ipraksis har givet anledning til skepsis, modstand eller konflikt. Der er kun antyd-ninger af, at den andel, frivilligcentrene modtager, ikke må blive større, end den erpå nuværende tidspunkt. Med den generelt pressede finansieringssituation, sommange kommuner ved dette efterårs (2008) budgetforhandlinger befinder sig i, kanman imidlertid ikke afvise, at nogle kommuner kunne være fristet til at øgefrivilligcentrets andel af § 18-midlerne for fortsat at finde penge til driften af etfrivilligcenter.Samarbejdsaftaler, partnerskaber og frivilligpolitikAlle frivilligcentre, jeg har talt med, har en samarbejdsaftale eller lignende med denlokale kommune. Ofte er aftalen indskrevet i en frivilligpolitik, hvor frivilligcentretsmission og opgaver er nævnt. Såvel frivilligcentre som kommuner lægger vægt pådenne skriftlige kontrakt. Det er der flere grunde til. For det første er den med til atafstemme forventningerne mellem frivilligcentret og de lokale foreninger på denene side og kommunen på den anden. For det andet er det med til at binde parternetil hinanden i en form for gensidig kontrakt, der af frivilligcentrene og foreningerneopleves som en anerkendelse af deres arbejde. For det tredje udgør frivilligpoli-tikken en konkretisering af samarbejdet og de gensidige forventninger, som der kanhenvises til, hvis der opstår uenigheder om politikker eller prioriteringer. Det ople-ves som en form for tryghed af frivilligcentrene, at man har dette stykke papir athenvise til. Man kan sammenfatte frivilligpolitikkens funktioner i følgende tre lidt21

overordnede og abstrakte punkter: For det første har frivilligpolitikken en regule-rende eller retningsgivende funktion, idet spillereglerne for samspillet mellem detoffentlige og de frivillige foreninger fastlægges. For det andet kan frivilligpolitikkenfungere som et prioriteringsinstrument, idet kriterier for tildeling af materielle(penge, lokaler mv.) og ikke-materielle (konsulentbistand, kontaktpersoner mv.)ressourcer kan fastlægges – og løbende revideres. For det tredje har frivilligpoli-tikken en symbolsk funktion, idet den markerer en anerkendelse af det frivilligesociale arbejde.De fleste steder er frivilligpolitikken blevet til i en dialog mellem de frivilligeforeninger og kommunen, hvor frivilligcentrene mange steder har været en driv-ende kraft i denne proces. Typisk har der været indkaldt til indledende stormødemed foreningerne, hvorefter der er nedsat arbejdsgrupper, der har fremkommetmed forslag, der løbende er blevet diskuteret og revideret fx i en styregruppe.Processen har mange steder strakt sig over det meste af et år til halvvandet, før denendelige politiske godkendelse i byrådet. Enkelte steder har kommunen været dendrivende kraft, og foreningerne og frivilligcentret har i højere grad oplevet sig selvsom en høringspart. Det gælder fx i Odense, hvor lederen af frivilligcentret dogigennem flere år har presset på for at få kommunen til at tage sagen på dags-ordenen. Det endelige initiativ kom imidlertid fra kommunen selv, ligesom udkastettil formulering af en frivilligpolitik kom fra kommunen selv.I forlængelse af frivilligpolitikkerne er der flere steder etableret frivilligråd,samarbejdsforum eller lignende (Odense og Holstebro fx), der fungerer som etforum for dialog mellem kommunen og den lokale frivillige sektor. Et sådantforum kan typisk have medlemmer fra forskellige repræsentationsområder af denfrivillige sektor (som børn og unge, ældre, handicappede, patientforeninger, etniskeforeninger og lignende) på den ene side og politiske repræsentanter på den anden.Desuden sidder der typisk en kommunal embedsmand (frivilligkonsulent eller lig-nende) samt lederen af frivilligcentret. Opgaverne består typisk i at være et formeltforum for dialog, der kan tage principielle spørgsmål op til debat, der kan udvikleden lokale frivillighedspolitik samt rammerne og retningslinjerne for samspilletmellem kommunen og de frivillige foreninger. I Holstebro har frivillighedsrådetogså den opgave at indstille fordelingen af § 18-midlerne. Hvis der ikke er nedsat etfrivillighedsråd eller lignende, har man nogle steder (fx i Esbjerg) valgt at afholde etårligt dialogmøde mellem kommunens socialudvalg og de lokale foreninger.

Selv om man kan sige, at der er et element af ’symbolpolitik’ over mange af denedskrevne frivilligpolitikker med relativt løse formuleringer og mange hensigts-erklæringer, så er det opløftende set fra den frivillige sektors side, at kommunernepå denne måde anerkender det frivillige sociale arbejde og også i mange tilfældesætter handling bag ordene. Frivilligcentrene er ret entydige i deres positive vurde-ring af betydningen af dette instrument:”Det er lidt en måde at holde politikerne fast på. Det er vigtigt athave. […] Er nogen i tvivl, kan man kigge efter, nå ja, det står joher.”(Frivilligcenterrepr.)”Det var vigtigt at få lavet et papir, der forpligter politisk ogforpligter foreningerne til et samarbejde. Det skaber mere fokus oginteresse. […] Det er også rart nok at kunne bruge over for de nyekommuner, der er kommet ind. Og også de nye politikere. […] Derer meget politisk fokus på frivilligt socialt arbejde, og det var dermåske ikke kommet, hvis man ikke havde sat sig ned og formulereten frivillighedspolitik. […] Især nu hvor der er økonomisklavvande, så er det et af de steder, man kunne spare, så det ervirkelig vigtigt, at den er der.”(Frivilligcenterrepr.)”Frivilligpolitikken kan definere klare rammer for samarbejdet ogindgangene til kommunen. Det er vigtigt, at det er en politik, somman føler ejerskab til i kommunen.”(Frivilligcenterrepr.)”De [kommunen] har svært ved at komme uden om os nu, fordi vier så mange, og vi har frivilligpolitikken. Den er alfa og omega.Det er det eneste dokument, vi kan hive frem, det står her, og detmå I [kommunen] efterleve, og hvis I ikke gør det, hvad vil I sågøre? Det har gjort det meget nemmere at have en rolle i det[politiske] spil.”(Frivilligcenterrepr.)

Udover frivilligpolitikken indgår frivilligcentrene i flere konkrete samarbejds-flader med kommunerne. Det kan fx være i relation til sundhedsfremme ogforebyggelsesinitiativer – i Jammerbugt har frivilligcentret fx hjulpet kommunenmed etablering af en patientuddannelse. Det kan være i relation til etniske minori-teter og deres foreninger, hvor frivilligcentret fx kan indgå i tæt samspil med kom-munens integrationskonsulent (Esbjerg) eller indgå i konkrete samarbejdsprojekterom særlige målgrupper som ældre etniske minoriteter eller grønlændere. Eller i rela-tion til aktiverende tiltag for de svageste grupper uden for arbejdsmarkedet (match-gruppe 4 og 5) som i Holstebro, hvor frivilligcentret hjælper kommunens sags-behandlere med at finde aktiveringstilbud (ofte i frivilligt regi) til kontanthjælps-modtagere. I Guldborgsund har frivilligcentret hjulpet kommunen med at finde fri-villige til ældremotion på plejehjem. Og i Hillerød har frivilligcentret på kommu-nens opfordring søgt at etablere netværksgrupper for unge mødre og fædre.I nogle tilfælde foregår dette som en projektbevilling, hvor frivilligcentret somentreprenør modtager en ekstra pose penge for at løse en specifik opgave. I andretilfælde indgår det som en del af det løbende samarbejde. I de fleste tilfældeforløber dette uproblematisk, men set fra frivilligcentrenes side er dette en balance,der handler om at bevare sin uafhængighed og ikke i for høj grad blive opfattet somet sted, hvor kommunen kan henvende sig for at få tilført frivillige ressourcer tilløsning af specifikke opgaver:”Skal kommunen kunne bestille en selvhjælpsgruppe, eksem-pelvis?”,som en centerleder formulerede det. Man ønsker ikke at blive en officielarbejdsformidling for frivillig arbejdskraft, som der kan kalkuleres med. For megetaf den slags vil også betyde, at mange initiativer ikke vil gro nede fra men vil værebestemt oven fra. I så fald vil frivilligcentrene ikke styrke det civile samfund, menalene den frivillige ’arbejdsstyrke’.Hovedindtrykket er altså, at frivilligcentrene i langt de fleste tilfælde indgår ipositive og velfungerende politiske og praktiske samspil med kommunerne, og deter de færreste steder, der opleves modsætninger mellem kommune og frivilligcen-ter. Velviljen viser sig ikke kun i mundtlig opbakning og støtte til frivilligcentrene,men også i konkrete handlinger og beslutninger som fx formulering af frivilligpoli-tik, nedsættelse af frivilligråd, ansættelse af medarbejdere som frivilligkonsulentereller kontaktpersoner til foreningerne, direkte økonomisk støtte og indirekte støtte.Der er dog også eksempler på, at de gode intentioner ikke altid omsættes i dehandlinger, som frivilligcentret eller de frivillige foreninger var stillet i udsigt. Frivil-ligcentrene kan også blive fanget i politiske spil, hvor de har minimal indflydelse,24

hvor de politiske beslutninger trækker ud, og hvor foreningerne efterlades desillu-sionerede. Frivilligt socialt arbejde er ikke kommunal ’storpolitik’, og frivilligcen-trene har sjældent en position, hvor de kan påvirke beslutningsprocessen, hvis tun-gere politiske interesser pludselig kommer på banen. På den måde er frivilligcen-trene stadig afhængig af de gode viljer, og generelt kan de ikke tillade sig at kritiserekommunerne for hårdt, fordi de i stor udstrækning er afhængig af den positivedialog og konkrete støtte. Som en siger:”Foreningerne er afhængige af kommunens interesser. Vi kan ikkekritisere det sønder og sammen. Vi skal forhandle med dem. Vi erbundet til dialogen. Vi kan ikke sige, nu er det nok. Man saver ikkeden gren over, man sidder på. Hvis vi kun var foreningernestalerør, så havde vi gjort det. Men det er vi ikke kun.”(Frivilligcenterrepr.)

Selv om frivilligcentrene principielt og i mange tilfælde også reelt fungerer som’talerør’ eller ’advokat’ for de lokale foreninger, så er kritik ikke omkostningsfri, ogloyaliteten i forhold til det kommunale bagland må i visse tilfælde strækkes længere,end man har lyst til. Man er ikke kun foreningernes talerør, som det udtrykkes icitatet. Frivilligcentrene er en ’hybrid’, der må forene modsatrettede interesser ogsynspunkter (jf. tdl.) og agere strategisk i forhold til en sådan mellemposition.Det eneste reelle ’magtmiddel’, frivilligcentrene råder over eller har adgang til,er den vælgerbase, som foreningerne repræsenterer. Hvis frivilligcentrene er organi-seret som en medlemsorganisation, så er det klart, at de kan repræsentere et ganskestort antal vælgere – og dermed potentielle stemmer. Det, kombineret med atfrivilligt socialt arbejde rummer mange positive historier om hjælp, omsorg ogstøtte til udsatte grupper, der relativt nemt kan kommunikeres i pressen, giver trodsalt frivilligcentrene, og de foreninger de repræsenterer, en vis form for indflydelseog position:”Jeg tror ikke man kan holde til politisk at neddrosle det herområde”. […] ”Der er mange stemmer i det. Der er xx medlems-organisationer. Og de har rigtig, rigtig mange medlemmer. Alenemedlemsskaren er et politisk incitament.”(Forvaltningschef)

Frivilligcentrenes opgaveorienteringDette afsnit belyser frivilligcentrenes opgaveorientering i forhold til tre dimen-sioner, som interviewene har afdækket, er af særlig betydning. Den første dimen-sion går på, hvor bredt eller snævert frivilligcentrene er orienteret i forhold sektor-områder og dermed også i forhold til de lokale foreninger. Den anden dimensiongår på frivilligcentrenes orientering mod geografiske yderområder i forhold til eteller flere bycentre. Den tredje dimension går på orienteringen mod den enkeltebruger og/eller frivillige i forhold til orienteringen mod foreninger.Bredde versus dybdeHovedindtrykket er, at frivilligcentrene primært er rettet mod social- og sundheds-området. Dette fremgår tydeligt af mange frivilligcentres medlemsoversigter samtaktivitetskataloger og af den sammensætning, som bestyrelserne har rundt omkring.Det fremgår endvidere tydeligt af de frivilligpolitikker, som er formuleret mangesteder. Hovedparten af disse er formuleret og godkendt i regi af de lokale social-og/eller sundhedspolitiske udvalg (eller borgerudvalg), og i mange nævnes deteksplicit, at der er tale om en frivillighedspolitik for det frivillige sociale arbejde,som det blandt andet fremgår af følgende uddrag:”Frivilligpolitikken markerer, at Esbjerg Kommune anser detfrivillige sociale arbejde for et værdifuldt supplement til den offent-lige indsats på det sociale område.”(Frivillighedspolitik i Esbjerg Kommune, s. 3)”Frivillighedspolitikken er således et signal om og en anerken-delse af, at det frivillige sociale arbejde bidrager til udviklingen afden lokale velfærd.”(Frivillighedspolitik for det frivillige sociale arbejde, Guldborg-sund Kommune, s. 1)”Frivillighedspolitikken for Holstebro Kommune fastsætter mål ogretningslinjer for samspillet mellem det frivillige sociale arbejdeog kommunen.”(Frivillighedspolitik for Holstebro Kommune, s. 1)

Det er hovedsageligt for så vidt angår de etniske foreninger (venskabsforeninger ogkulturelle foreninger), at frivilligcentrene rækker ind mod kulturområdet, og det erkun for så vidt angår visse samarbejdsprojekter på forebyggelses- og sundheds-fremmeområdet, at de rækker ind mod idræts- og fritidsområdet. Flere ledere affrivilligcentrene understreger da også denne fokuserede opgaveorientering i inter-viewene.Kun Hillerød har en decideret bred tilgang til foreningslivet, hvor også idræt-ten tænkes med ind som en mulig samarbejdspartner. Det har til dels noget at gøremed, at frivilligcentret i denne kommune refererer til både social- og sundhedsfor-valtningen samt kultur- og fritidsforvaltningen, hvorimod man de fleste andresteder som nævnt alene refererer til en social- og/eller sundhedsforvaltning. Tilgan-gen i Hillerød er således lidt anderledes, idet man her har inddraget idrættens orga-nisationer i diskussionerne om, hvordan et frivilligcenter udnyttes. Her har man fxdiskuteret, om idrætten kunne medinddrages i tilbud til grupper, som normalt harvanskeligt ved at finde ind i ordinære idrætstilbud (det kunne dreje sig omsvømning eller ridning for handicappede, lektiehjælp før fodboldtræning, idræt forsindslidende osv.). Man kan forestille sig mange sådanne eksempler, og i Hillerød eropfattelsen, at idrættens organisationer har en interesse i at få anerkendelse af, atman reelt laver meget socialt arbejde, og at der er større muligheder for at lavesamarbejde på tværs, end man ofte forestiller sig. Det er klart, at der på forebyggel-ses- og sundhedsfremmeområdet ligeledes kan tænkes mange mulige samarbejderomkring idræt, motion, kost og bevægelse, hvor idrætsforeningerne kan inddrages itilbuddene. De frivilligcentre, der har nær tilknytning til et sundhedscenter - entenorganisatorisk eller gennem lokalefællesskab - (Jammerbugt, Randers, Holstebroblandt andre) tænker allerede i disse baner, men de foreninger, der samarbejdesmed, er i højere grad patient- og interesseorganisationer end idrætsforeningerne.Motion for overvægtige, patientuddannelse, selvhjælpsgrupper er eksempler påsådanne aktiviteter.

Selv om der således kan tænkes mere bredde ind i frivilligcentrenes opgave-orientering, så går de fleste eksempler primært på at udvide kredsen af foreninger,man samarbejder med. Hovedsigtet er stadig, hvordan man via samspil med defrivillige foreninger understøtter og udvikler aktiviteter til gavn for den lokalesocial- og sundhedspolitiske indsats. I det omfang der samarbejdes med idræts- ellerkulturforeninger, så er det altså stadig med henblik på at realisere social- og sund-hedspolitiske målsætninger (se også Dugstad og Lorentzen 2008:83).De danske frivilligcentre har i denne sammenhæng en væsentlig mere foku-seret tilgang end fx de norske ’frivilligsentraler’, der i en nylig Stortingmelding (nr.39, 2006-2007) benævnes ’nærmiljøsentraler’. Ved dette forstår man (idealtypisk) enkoordinerende instans, der arbejder ’sektorovergribende’, det vil sige:”… et virke som foregår på tvers av forvaltningens sektorer (somhelse/sosial, kultur, idrett, fritid, miljø, utdanning med mer). Ensektorovergripende sentral vil bevege sig på tvers av ulike felt,eller formidle kontakt mellom frivillige og/eller offentlige aktører iulike sfærer.”(Dugstand og Lorentzen 2008:52)

Set fra et evalueringssynspunkt, der har frivilligcentrenes præstationer som encentral problemstilling, forekommer den mere fokuserede tilgang at rumme vissefordele. For det første har frivilligcentrene, som tidligere vist, begrænsederessourcer. En fokuseret tilgang giver tydeligere retningsanvisninger for centrenesarbejde, hvilket gør det nemmere for de ansatte og frivillige at prioriterearbejdsindsatsen og samarbejdet med foreninger og kommuner. Hvis man har sommål at samarbejde med alle og forsøger at favne hele det civile samfund, så risikererman at kunne gøre meget lidt mange steder. Der vil være alt for mange mulighederat arbejde på, og man vil fortabe sig i alt for mange forskellige aktiviteter. For detandet gør en fokuseret tilgang det nemmere for omgivelserne at afkode, hvadfrivilligcentret er for en størrelse. Noget man ikke skal undervurdere betydningenaf, når det kommer til at vinde legitimitet, opbakning og støtte i omgivelserne.Støtten – specielt den finansielle - vil meget ofte (og sandsynligvis i stigende grad)afhænge af, at man er i stand til at overbevise om, at man leverer noget for pen-gene. I en oversigtsartikel, der belyser frivilligcentrenes virksomhed i flere lande,peges der blandt andet på, at det ofte er et problem, at frivilligcentrene er ufoku-serede i deres indsats, og at det …”often not [is] clear what the volunteer centres exactly doand how effective they are”(Hoorn, Bos, Meijs, Brudney 2005:18). I denne sammen-28

hæng forekommer de danske frivilligcentre at stå i en relativt god position, fordi dei løbet af udviklingspuljens periode er blevet stadig mere tydelige i forhold til, hvadder er deres fokus og kerneopgaver. Nogle vil muligvis mene, at risikoen er, atfrivilligcentrene mister deres lokale særpræg og bliver for ens. Det skal ikke afvises,at der forekommer sådanne homogeniserende tendenser. Her overser man imidler-tid en tredje fordel, nemlig at en tydeligere fokus medfører, at der ikke opstår alt forforskellige forventninger fra stat, kommuner og lokale foreninger. Det fremgår afden norske rapport ”Alle til lags” (Dugstad og Lorentzen 2008:80), at de norskefrivilligsentraler i betydeligt omfang oplever modstridende forventninger til, hvadcentralerne skal fokusere på. Mens de statslige udmeldinger går i retning af atudvikle frivilligsentralerne som koordinerende instanser for hele den lokale frivillig-sektor (med andre ord fungere sektorovergribende), så forventer mange kommunerkonkrete sociale hjælpetjenester fra de frivillige. Med andre ord: jo højere grad afkonsensus om hvad et frivilligcenter er, jo mindre er krydspresset, og jo nemmerebliver det at leve op til forventningerne, hvorved også handlefriheden og –kapa-citeten inden for virkefeltet øges.Ulempen ved et mere snævert fokus kan være, at det bliver vanskeligere atløse opgaver på tværs af sektorer – fx integrationsopgaver, der skal løses på tværs afkultur- og socialområdet. Specielt i store kommuner med meget specialiserede ogkomplekse organisationer kan det være et problem.Central versus decentral orienteringFor hovedparten af de frivilligcentre, jeg har besøgt, er det væsentligt at kommehelt ud i lokalområderne – det gælder især der, hvor kommunalreformen har gjortkommunen meget udstrakt som i Jammerbugt, Holstebro, Guldborgsund ogEsbjerg kommuner. Alle steder er det en prioritet at undgå at centralisere aktivite-terne. Tingene skal foregå og fungere ude i lokalområderne og ude i foreningerne.En del af dette er særligt fremtrædende i de nyoprettede frivilligcentre i de nyestorkommuner, hvor det har været vigtigt, at det nye frivilligcenter ikke kun blev etmødested for foreningerne i de gamle bycentre (Nykøbing Falster for Guldborg-sund Kommunes vedkommende og Åbybro for Jammerbugt Kommunes vedkom-mende) men for hele den nye storkommune. Det at frivilligcentret opstod samtidigtmed kommunalreformen betød nemlig, at en vigtig dagsorden var, at centret skulleblive et mødested for foreningerne i hele den nye storkommune. Dette er særlig29

tydeligt i Guldborgsund, hvor foreningerne var nervøse for, at de skulle rejse tilNykøbing Falster, hvis de skulle fortsætte. Derfor har det været vigtigt at etablerelokale satellitter for at imødekomme lokalområdernes ønsker og behov. Behovetfor satellitter varierer dog med kommunernes størrelse. Kommuner med en betyde-lig geografisk udstrækning har et stort behov for at komme ud i alle hjørner, mensdet samme ikke er tilfældet i fx Odense eller Hillerød, hvor kommunerne entenikke er vokset eller kun er det i beskeden grad. Satellitter eller lokale arbejds-stationer kan have varierende åbningstider (alt fra en gang om ugen til hverformiddag) men fælles er, at de er bemandet med lokale frivillige støttet afpersonale fra frivilligcentret, og at stederne kan fungere som møde- og aktivitets-steder samt have kontor og IT-faciliteter, så foreningerne kan kommunikere,annoncere mv. Det gælder fx i Esbjerg og Guldborgsund. Andre steder ersatellitterne blevet erstattet af et udvidet samarbejde med lokale mødesteder(biblioteker fx) om infostandere, aktiviteter eller kurser efter lokalområdernesønsker og behov (Holstebro). I Jammerbugt forsøgte man at bemande satellitterne iafgrænsede tidsrum med den ansatte leder, men tidsforbruget var alt for stort iforhold til det, der kom ud af det. Derfor har man nu erstattet satellitterne medjævnlige ’frivilligmøder’, hvor lederen af frivilligcentret afholder møder medforeningsledere i de lokale bysamfund, der ønsker det.Bruger- og omsorgsorientering versus foreningsorientering – frivilligcentrenes organisationelleidentitetAlle frivilligcentre overvejer balancen mellem bruger- og omsorgsorientering påden ene side og foreningsorientering på den anden. De nye steder (Guldborgsund,Jammerbugt, Hillerød) er i udgangspunktet mindre brugerorienterede, mindre indi-vidorienterede, mindre omsorgsorienterede og mere foreningsorienterede. Om-vendt har nogle af de veletablerede centre betydelig mere organisationel identitet,der stammer fra hjælpe- og omsorgsaktiviteter for den enkelte bruger eller frivillige.Igen er der tale om en dimension med betydelig variation mellem yderpunk-terne. Guldborgsund adskiller sig fra de øvrige frivilligcentre ved helt entydigt atprioritere at være et foreningsorienteret knudepunkt og ikke et socialt mødested.Som det eneste sted har man ikke en åben cafe eller lignende, der inviterer borgereind fra gaden. Andre steder har man i højere grad en dobbeltstrategi eller arbejderpå to ben. I Holstebro siger man fx, at der skal være tid til både at være orienteret30

mod den enkelte borger/bruger/frivillige og de lokale foreninger, og i Hillerød vilman meget gerne arbejde mere med at gøre foreningerne til omdrejningspunkterfor den direkte borgerkontakt i frivilligcentret. Argumenterne for en sådan dobbelt-strategi handler blandt andet om, at de borgere og initiativtagere, der henvender sigpå frivilligcentrene, oftere end det er tilfældet på andre frivilligområder, er karak-teriseret ved at være mindre ressourcestærke.Vi ved fra blandt andet Johns Hopkins undersøgelserne, at det frivillige socialearbejde, sammenlignet med andre områder af den frivillige sektor, har en megetbred rekrutteringsbase. Det vil blandt andet sige, at social- og sundhedsområdetrummer større andele af frivillige uden eller med korte uddannelser, og som haringen eller kun perifer tilknytning til arbejdsmarkedet. Dette er ofte blevet tolketsådan, at der er en skæv rekruttering til frivilligt socialt arbejde. Men det er faktiskikke tilfældet. Fx er andelen af forskellige uddannelsesgrupper, der laver frivilligtsocialt arbejde nogenlunde ens, idet 7 pct. af dem med en lang uddannelse gør det,ligesom vi finder 7 pct. af dem med en mellemlang uddannelse, 6 pct. af dem meden kort uddannelse, og 7 pct. af dem uden uddannelse. Kun dem med en fagliguddannelse skiller sig ud, idet andelen på 4 pct. er lidt lavere sammenlignet med deøvrige grupper (Koch-Nielsen, Henriksen, Fridberg & Rosdahl 2005:33). Denmeget brede og jævne fordeling blandt uddannelsesgrupperne afspejler sand-synligvis det frivillige sociale arbejdes mission og de organisationer, der findes pådette område. I modsætning til den øvrige del af den frivillige sektor, hvor man kankarakterisere den frivillige indsats som et overskudsfænomen, der leveres af de mestressourcestærke grupper i samfundet, så samles man i de frivillige sociale organisa-tioner og foreninger i meget højere grad om at støtte op om og afhjælpe problemerfor de grupper i samfundet, der har de vanskeligste vilkår. Derfor finder man ogsåen større rekruttering af frivillige og brugere til organisationerne, som har personligerfaring med de problemområder, som organisationerne forsøger at afhjælpe –enten i kraft af egne levede erfaringer eller i kraft af erfaringer med pårørende.Fordelen ved en sådan bred sammensætning af skaren af frivillige er, at den er medtil at sikre, at den erfaringsbaserede hjælp og omsorg er til stede. Omvendt kræverdet givetvis, at organisationerne afsætter mere tid til ’frivilligpleje’ samtidig med at’hjælpekapaciteten’ blandt nogle af de frivillige kan være begrænset. De kan måskekun arbejde nogle få timer om ugen, eller de kan måske kun påtage sig bestemtetyper af opgaver. Det er den virkelighed, som frivilligcentrene står over for, når deformidler frivillige eller forsøger at engagere flere borgere til det frivillige sociale31

arbejde. Men det er samtidig den virkelighed, de prøver at respektere, når de giversig tid til at også mindre ressourcestærke borgere skal have en mulighed for atengagere sig frivilligt – eller blive støttet i en netværks- eller selvhjælpsgruppe.Frivilligcentrene bliver således også brugt som mødested og indgangsportal tilfrivilligt socialt arbejde – hvad enten man kommer som bruger, frivillig eller i gang-sætter. Frivilligcentrene er derfor stadigvæk de fleste steder organiseret som etåbent mødested for borgere, der kan gå ind fra gaden og høre om mulighederne forat lave frivilligt arbejde. I tilknytning til cafefunktionen opstår der brugerorienteredeaktiviteter som madklubber, kortspil, rejseforedrag, sangeftermiddage, motions-arrangementer osv. Langt de fleste har også permanente brugergrupper i form afforeninger eller netværksgrupper, der bruger huset som møde- og aktivitetssted.Det kan fx dreje sig om Børns Voksenvenner, Ventilen, mindre patientforeningerog lignende. Endelig har en del frivilligcentre tilbud til borgere om fx gratis juridiskrådgivning eller socialrådgivning. Et enkelt af de steder, jeg har besøgt (Esbjerg), erdenne rådgivning etableret i samarbejde med Den sociale højskole, hvor socialråd-giverstuderende under vejledning af erfarne lærere, giver råd til borgere. I parentesbemærket er jeg stødt på relativt få af sådanne strategiske samarbejder med uddan-nelsesinstitutioner, og det forekommer at være et område, hvor der kunne igang-sættes flere forsøg.I interviewene gives der udtryk for, at målet er at skabe selvorganiseredebruger- eller foreningsaktiviteter, som frivilligcentrets ansatte ikke er ansvarlig for.Indtrykket fra interviewene er, at det lykkes mange steder. Det er klart, at der erfysiske begrænsninger på, hvor mange sådanne grupper et frivilligcenter med oftebeskedne mødefaciliteter kan rumme. Flere ledere af frivilligcentrene giver ogsåudtryk for at for mange ’in house’-aktiviteter trækker opmærksomheden og kræf-terne fra de mere koordinerende og netværksopbyggende funktioner. Så længe derer tale om bruger- og foreningsdrevne aktiviteter er der imidlertid også noglefordele ved at have sådanne grupper i huset (ud over at foreningerne får lokalerstillet til rådighed). Dels møder foreningerne andre foreninger og organisationer ihuset, og der kan opstå netværk mellem dem. Dels fungerer huset som en informa-tionscentral, hvor man kan holde sig a jour med arrangementer, møder, politiskebeslutninger etc. Noget bliver med andre ord muligt, som ikke ville have væretmuligt uden disse netværk – hvilket faktisk er essensen i det efterhånden populærebegreb om social kapital (Coleman 1988).

Spørgsmålet og udfordringen for flere frivilligcentre er, hvordan man får etfrugtbart samspil mellem den interne brugerorienterede del af huset på den ene sideog den del af frivilligcentret, der retter sin aktivitet ud ad mod foreningerne på denanden. Og i tillæg hertil, hvordan man får foreningerne til at tage et større ansvarfor de aktiviteter, der skal være i frivilligcentret for at give det liv – men uden at deansatte bruger deres kræfter på praktiske gøremål alene.Denne problemstilling er tæt koblet til, at flere frivilligcentre giver udtryk for,at deres prioritering i stigende grad går i retning af at opbygge kompetencer ogkapacitet hos foreningerne. På den måde når man mange flere borgere, frem for atfrivilligcentret opbygger et parallelt tilbud til borgere, der har et problem eller somønsker et tilbud. Borgernes problemer skal ikke løses af frivilligcentrene.For nogle frivilligcentre har denne omstilling været mere vanskelig end andre– det gælder specifikt de frivilligcentre, der er vokset ud af en selvhjælpsgruppe-organisering. Deres situation er, at de skal gå fra det, man kunne kalde en mono- tilen poly-orientering. De skal gå fra fokusering på én opgave til at have fokus påmange opgaver samtidigt. Det kræver en anden indstilling og sikkert også andrekompetencer af lederen og øvrige ansatte, der først og fremmest skal kunneopbygge netværk og være katalysator – og ikke kun være omsorgsfuld og lyttende,selv om dette også stadig er en kernekompetence.Men ikke kun i de gamle selvhjælpsprojekter har man skullet lave denneændring. Også i en del bestyrelser har der været diskussioner om, hvad etfrivilligcenter var og skulle være. En del bestyrelsesmedlemmer har skullet ændrederes forventninger, fx i forbindelse med oprettelse af nye frivilligcentre, idet detroede, at et frivilligcenter var et aktivitetshus:”… det var en proces, vi skulle igennem. Det var ikke tydeligt ibestyrelsen, der var nogen, der troede, at de skulle ind og laveaktiviteter. […] Maling, kort, pentaque. Det er også værdifuldt,men det er de diskussioner, vi har haft, hvordan kan vi understøttedet.”(Frivilligcenterrepræsentant)

Mere generelt drejer denne proces sig om at ændre frivilligcentrenes identitet – fraat være et brugerorienteret mødested og aktivitetssted til at være et lokalt center forforeningsservice og konsulentstøtte til initiativtagere og foreningsfolk. Dette erselvsagt en vanskelig proces, men det er tydeligt, at Udviklingspuljen har bidragetbetydeligt til at realisere denne ide. Det er ikke længere urealistisk at forestille sig, atfrivilligcentrene kan blive knudepunkter i den lokale velfærdsarkitektur (for enuddybet diskussion af dette se kapitel 7).Prioritering blandt kerneopgaverSom det fremgik af ovenstående afsnit, så er frivilligcentrenes organisationelleidentitet under forandring. Denne pointe understreges og uddybes, når man bederfrivilligcentrenes ledere og bestyrelser om at prioritere blandt deres kerneopgaver.Dette kapitel belyser prioriteringsdiskussionen med udgangspunkt i de kerne-funktioner, som et fuldt udrustet frivilligcenter forventes at rumme. Først disku-teres foreningsservice, projektvugge, netværk og borgerinformation. Derefterbelyses i et selvstændigt afsnit formidling af frivilligt arbejde.Foreningsservice, projektvugge, netværk og borgerinformationSom antydet er der meget i det indsamlede kvalitative materiale, der antyder, at deter frivilligcentrenes arbejde i relation til det lokale frivillige foreningsliv, man ønskerat prioritere højst. Mange vurderer også, at det tidsmæssigt er den opgave, der nubruges flest ressourcer på. Da vi lavede den første kortlægning af området i2005/2006 (Henriksen & Marthedal 2006) var dette ikke tilfældet. De fleste centrehavde på daværende tidspunkt foreningsservice og projektvugge med som en afderes ydelser, men det var ikke mere end ca. en tredjedel af centrene, der pådaværende tidspunkt vurderede, at det var en af de tre opgaver, de brugte mest tidpå (Henriksen & Marthedal 2006:64). Det skal derfor blive spændende at se, omdette billede har ændret sig, når vi i efteråret 2008 igen udsender spørgeskemaer tilsamtlige frivilligcentre og undersøger deres prioritering af arbejdsopgaver.

Ud fra de kvalitative interview er der ingen tvivl om, at lederne af frivillig-centrene og deres bestyrelsesformænd vurderer, at det er støtten og indsatsen iforhold til de lokale foreninger, der bør have den højeste prioritet:”Fremover vil det nok være foreningsservice og projektvugge. Ognetværksdannelse. Det synes kommunen også er vigtigt […] Det atvi kan samle det frivillige sociale arbejde, for det har de[kommunen] ingen mulighed for, og så den service i forholdforeningerne. Der ville måske være nogen [foreninger], der villemiste pusten. […] Og i forhold til den almene borger skal dergøres opmærksom på, at der findes alle de her steder, hvor mankan gå hen. Så det letter synligheden og dermed tilgængelig-heden.”(Frivilligcenterrepræsentant)”Helt klart, så er det foreningsservice, der har første prioritet. Deter også det, vi primært gør hernede. De får nogle lokaler, de kanbruge, de får sekretariatsbistand. […] Hele vores opsøgendearbejde har været rettet mod foreningerne, ikke borgerne. Det harværet meget foreningsrettet.”(Frivilligcenterrepræsentant)

Vurderingen er, at man når flere borgere ved at skabe kontakten til de frivilligeforeninger og initiativer og støtte disse i at kvalificere og inspirere deres arbejde ogydelser i forhold til de forskellige målgrupper. Når det forholder sig sådan, så er detfordi hovedparten af de frivillige organisationer – især hovedparten af dem, derfindes lokalt – på det sociale område er relativt små målt i medlemstal, relativtdårligt bemandende, idet langt hovedparten virker udelukkende ved hjælp af frivilligarbejdskraft og relativt dårligt udrustede, hvad angår administrative og kommunika-tive kompetencer og kapaciteter (Ibsen 2006; Henriksen 2006; Henriksen et al2008) Den velfærdsarkitektur, der findes på det sociale og sundhedsmæssigeområde i Danmark, betyder med andre ord, at vi har relativt mange små og sårbarefrivillige foreninger, som har brug for støtte og hjælp, hvis de skal spille en rolle iforhold til borgerne lokalt og i forhold til de kommunale ønsker om at styrke denfrivillige løsningskapacitet. Dertil kommer, at mange af dem drives af borgere, derhar en kronisk sygdom, en sindslidelse eller et andet personligt eller socialtproblem, som i et eller andet omfang begrænser deres handlemuligheder.Frivilligcentrene lægger meget vægt på at udvikle metoder og redskaber, sådisse foreninger får lettere ved at realisere deres mål, hvad enten det drejer sig om

at advokere for en sag, tilbyde en service til en bestemt målgruppe eller etablere enaktivitet for medlemskredsen. En balance i denne sammenhæng er, at ikke alleforeninger har de ressourcer (menneskelige, økonomiske o.a.) der skal til for atrealisere de ambitioner, som andre kan have på deres vegne:”Vi kan se nogle muligheder og potentialer i de foreninger, mendet kræver også en proces i mange foreninger at blive gearet til atspille den rolle med de mennesker, der sidder der. Det at tro på sigselv, det at være andet end en forening for sig selv.”(Frivilligcenterrepræsentant)

Frivilligcentrene hjælper i stort omfang foreningerne med praktiske opgaver. Detkan dreje sig om hjælp til at skrive og trykke en folder, en plakat eller enpressemeddelelse, det kan dreje sig om at fotokopiere referatet fra det seneste mødei bestyrelsen, eller det kan dreje sig om hjælp til at formulere eller ændreforeningens vedtægter. Frivilligcentrene fungerer som foreningernes fælles sekreta-riat, der kan hjælpe med alle hånde praktiske opgaver. Mange steder får foreningereller organisationer som medlemmer af frivilligcentret udleveret nøgler til møde-lokaler og adgang til gratis kopiering og opkobling til Internettet. Foreningerne kanfå hjælp og bistand til at opstille budget og lave regnskab. Som det fremgår af flereinterview, kan foreningerne få hjælp til stort set alt på frivilligcentret:”Foreningerne kan komme her og få alt lavet.”(Forvaltningschef)”Mange foreninger får den hjælp, de efterspørger, og som de ikkeoplevede at få på kommunen” […] Og så oplever de, at der altid ertid til en snak.”(Frivilligcenterrepræsentant)”Jeg tror, de [foreningerne] havde forventet mindre, end deegentlig har fået. Det der med at, jamen, kan du hjælpe med det, ogvil du det, og kan man bare komme her og få det? Ingen tvivl om atde nye foreninger bruger os mest. Og de gamle kommer til efter-hånden, for de har været vant til at klare sig selv. Og det kan godtvære, at de ikke har klaret sig særlig godt. Få hjælp til at kommeud over rampen, få nye medlemmer.”(Frivilligcenterrepræsentant)

imødekommenhed og hjælp de modtager fra frivilligcentrene (se kapitel 5 for enudvidet diskussion af foreningernes oplevelse af frivilligcentrenes foreningsservice).Flere af de etablerede frivilligcentre fremhæver, at behovet for denne typepraktisk hjælp til foreningerne er øget efter kommunalreformen. Det skyldes dels,at kommunerne er blevet større, dels at de i mange tilfælde er kommet længere vækfra borgerne i de lokalområder, der ligger længst væk fra rådhusene. Visse kommu-ner er geografisk blevet betydeligt større, hvorfor det er naturligt, at foreningerneoplever, at de er kommet længere væk fra de politikere og embedsmænd, de måsketidligere havde et tættere forhold til. Flere kommuner har også ændret de admini-strative procedurer i forhold til foreningslivet efter kommunalreformen, hvilketnogle foreninger har oplevet som en barriere. Det kan fx dreje sig om kommuner,der kræver, at foreningerne skal oprette et CVR-nummer for at kunne modtagestøtte fra § 18. En del foreninger har også erfaret, at kravene til ansøgninger ogmere generelt støtte fra kommunen er blevet formaliseret eller harmoniseret iforbindelse med kommunesammenlægningen. Af disse grunde er der et stigendebehov for, at foreningerne kan henvende sig et sted, hvor de kan få overblik overkommunen og finde den rette indgang til forvaltningen. Af interviewene med dekommunale repræsentanter fremgår det ligeledes, at kommunen oplever det som enstor hjælp og aflastning, at frivilligcentret kan fungere som et medierende ledmellem foreningerne og kommunen (se kapitel 4 for en uddybning og dokumenta-tion af denne problemstilling).Frivilligcentrene fungerer også som det sted, hvor nye initiativer kan hjælpes igang. Ved at tilbyde kontorfaciliteter og husly kombineret med faglig hjælp kan nyeinitiativer hjælpes i gang, som ville have haft vanskelige vilkår på egen hånd.Eksemplerne i interviewmaterialet på sådanne nye initiativer er mangfoldige menomfatter blandt andet netværksgrupper for førtidspensionister, dansk-etniske ven-skabsforeninger, sorggrupper for børn og unge, hundeslædeprojekt for handi-cappede, etablering af nye patientforeninger, netværk for ældre ensomme mænd, ogmeget mere. Mange borgere har gode ideer men ikke nødvendigvis de redskaber,der skal til for at afgrænse og beskrive et projekt:”Det er der faktisk mange, der ikke er i stand til.”(Frivilligcenterrepræsentant)

helt afgørende, fordi mange etniske grupper dels har sproglige problemer delsmangler kendskab til den danske foreningstradition og de begreber, der knytter sighertil (begreber som ’forening’ eller ’vedtægt’ er ikke selvindlysende men kultureltbetingede). Denne form for hjælp er meget vigtig, ikke mindst i de mange tilfælde,hvor det drejer sig om at søge midler fra fonde og puljer til nye foreninger ogprojekter:”Vedtægter og især ansøgninger. I forhold til de etniske foreningerer der også sproglige problemer, som gør, at de har vanskeligt vedat lave sådan en. […] Det gælder også de etablerede foreninger.Tit kan de ikke overskue at lave en § 18-ansøgning eller enfondsansøgning. Så har de ikke nogen til at gøre det. Og så er detnemmere at komme herned og får det gjort.”(Frivilligcenterrepræsentant)

Ligeledes kan frivilligcentret hjælpe med at kontakte ressourcepersoner eller sættenye initiativer i kontakt med hinanden, så der kan udveksles erfaringer på tværs.Frivilligcentrene tilbyder også andre former for hjælp og støtte, fx konsulent-bistand internt i foreningen, hvis der opstår tvister eller konflikter i foreningen, ellerhvis bestyrelsen er i tvivl om sit ansvar eller kompetencer. Et frivilligcenter harsåledes hjulpet med at forbedre kommunikationen internt i en forening, og et andethar hjulpet en mindre organisering for unge mødre med at etablere et projekt i enstørre landsdækkende organisation, hvor de var stødt på modstand.Der arrangeres også kurser, temadage, foredrag mv. i frivilligcentrene. Det kanfx dreje sig om kurser vedrørende regnskabsføring, den gode bestyrelse, pr ogpressekontakt, fundraising, bisidderfunktion eller kurser for frivillige, der arbejdermed integration og etniske foreninger. Der arrangeres også bredere temadage ellerseminarer om fx synliggørelse af det frivillige arbejde eller rekruttering og fast-holdelse af frivillige. Frivilligcentrenes erfaringer er, at der er meget brug for denslags kurser på et ’lavpraktisk’ niveau, og der er meget brug for, at de er billige oglettilgængelige lokalt. Frivilligcentrene arbejder i visse tilfælde sammen medhinanden om at udbyde kurser (fx Lolland og Guldborgsund samt Hillerød ogGræsted), og de benytter de kompetencer som Center for Frivilligt Socialt Arbejde iOdense eller FriSe råder over. Fx ved at invitere kursusholdere herfra eller ved atbenytte de redskaber som disse organisationer udvikler, fx FriSes såkaldte’værktøjskasser’. Dette forekommer at være en mere rationel og omkostnings-besparende måde at etablere kurser på frem for at sende få frivillige på kurser andre38

steder. Mange foreninger har ikke råd til dette, og desuden opstår der ikke lokalenetværk.Mange frivilligcentre lægger meget vægt på, at foreningerne skal inspirere oglære af hinandens erfaringer, hvorfor der satses en del på at bringe foreninger, derhar overlappende målgrupper eller arbejder med parallelle problemstillinger sam-men. Det kan fx dreje sig om at lave erfaringsudveksling på tværs af besøgsvenne-tjenester, på tværs af foreninger for forskellige patientgrupper med kroniske syg-domme, på tværs af foreninger på psykiatriområdet eller foreninger, der arbejdermed etniske minoriteter. I Holstebro resulterede et sådant netværksarbejde forforeninger på psykiatriområdet i, at der blev etableret en frivillig organiseret led-sageordning for sindslidende, andre steder har besøgsvennetjenesterne fået enfælles pjece, der gør det lettere for ældre medborgere at overskue de forskelligetilbud fra ældreforeningerne. I Odense har frivilligcentret etableret supervision påtværs af foreninger på baggrund af et netværksarbejde mellem ungdomsforeningersom Ventilen, Ungdommens Røde Kors og Åbent Sind. I andre tilfælde har manforsøgt at etablere samarbejde mellem foreninger med henblik på at opnå bestemtemål – fx forsøgte frivilligcentret i Holstebro at etablere et samarbejde mellemDiabetesforeningen og Arabisk Dansk Venskabsforening for at oplyse omsukkersyge, ernæring og motion. Forsøget lykkedes ikke til fulde, men ideen om atparre vidt forskellige civile organiseringer med henblik på at afhjælpe og forebyggesygdomme (eller for den sags skyld andre sociale problemer) forekommer indly-sende og rigtig.Endelig arbejder frivilligcentrene systematisk med at synliggøre de socialeforeninger og det frivillige sociale arbejde generelt ved at arrangere markedsdage,frivilligfestivaler og deltage på messer og lignende. Det skaber opmærksomhed,som regel en mulighed for at blive omtalt i den lokale presse (som de flestefrivilligcentre ser ud til at have et positivt samspil med), og det giver foreningernemulighed for at blive set af borgerne i lokalområdet. Frivilligcentrene synliggørnaturligvis også foreningerne og deres tilbud i vejvisere og på nettet. En del frivil-ligcentre har efterhånden oversigter på nettet med direkte links til foreningernemed information om kontaktpersoner og aktiviteter. En problemstilling i dennesammenhæng drejer sig om at udvikle mere brugervenlige og interaktive hjemme-sider, der er mindre præsentationsorienterede (i betydningen en præsentation affrivilligcentret) og mere brugerorienterede (i betydningen indrettet på at borgere og

Formidling af frivilligt arbejdeFormidling af frivillige til andre lokale foreninger og organisationer er nok denenkeltaktivitet, der idealtypisk kommer tættest på at definere den rolle, etfrivilligcenter oprindeligt var tiltænkt. Også i Udviklingspuljens udbudsmaterialeblev der lagt vægt på denne aktivitet som en af kerneopgaverne, ligesom derinternationalt har været fokus på antallet af formidlinger som et succeskriterium forfrivilligcentrene (Horn, Bos, Meijs, Brudney 2005:10).Alle frivilligcentrene har da også denne aktivitet med og vurderer det som etvigtigt tilbud, hvilket følgende citat illustrerer:”Formidling af frivilligt arbejde, det er en præsent del af det her –vi er dem man ringer til, hvis man gerne vil lave frivilligt arbejde.[…] Jeg kan ikke huske, hvor mange vi formidler videre, men viformidler en del til vores foreninger.”(Frivilligcenterrepræsentant)

Når frivilligcentrene bliver bedt om at prioritere mellem kerneopgaverne, er detimidlertid karakteristisk, at formidlingsopgaven prioriteres lavt:”Den, der er mindst vigtig, tror jeg, også på sigt, det er den derformidling.”(Frivilligcenterrepræsentant)”Formidlingsdelen, det er ikke det, vi har gjort så meget i. Vi laveropslag, og vi vil gerne lave det sammen med foreningerne. […]Men de var ikke der, hvor de kom med deciderede job ret mange afdem.”(Frivilligcenterrepræsentant)”Den der job, den har vi ikke vægtet så højt. Men den har væretmed i baghovedet, vi oplyser hvad der er. Men den der ligesom etjobcenter, den klinger ikke, det er at binde frivillige, der er lidt formeget arbejde i det, lidt for meget cv-præget.”(Fivilligcenterrepr.)”Formidling, det er stadig noget af det, vi bliver målt på, og det ernoget af det, jeg protesterer vildt imod. Jeg tror, vi havde 16 af den40

Interviewcitaterne mere end antyder, at formidling af frivilligt arbejde ikke vurderessom den vigtigste måde at styrke det frivillige engagement på. Ingen af de steder,jeg har besøgt, har da heller en omfattende formidling af frivillige målt i antal for-midlinger pr. måned. Det indtryk stemmer godt overens med, at den første del-rapport i denne evaluering fandt, at langt de fleste frivilligcentre havde formidlingaf frivilligt arbejde med som en blandt flere aktiviteter (Henriksen & Marthedal2006), mens den anden delrapport (Henriksen 2008) fandt, at mange af udviklings-projekterne vurderede det som vanskeligt at realisere formidling af frivilligt arbejdei stor skala.Casestudierne, der ligger til grund for nærværende rapport, afdækker flereproblemstillinger omkring formidling af frivilligt arbejde, som til dels også fremgikaf den anden delrapport (Henriksen 2008:27-29). For det første er der spørgsmåletom den elektroniske formidling af frivillige job på dels centrenes egne hjemmesiderdels den landsdækkende portalwww.frivilligjob.dk.Det er ikke alle de centre, jeghar besøgt, der konsekvent bruger deres egen hjemmeside og den landsdækkendeportal. Der synes til dels stadig at være problemer med koordinationen mellem denlandsdækkende portal og de lokale frivilligcentre. Dette kan til dels skyldes, at ikkealle frivilligcentre har den fornødne kapacitet og IT-kompetence.For det andet er der en problemstilling om, hvorvidt den landsdækkendeportal kan erstatte den lokale formidling. Her er den udbredte holdning, at detteikke er tilfældet, og at der til stadighed er brug for begge dele. Mange formidlingergår over den landsdækkende portal og uden om frivilligcentrene, og dette vurderessom positivt. Visse frivilligcentre vurderer endvidere, at der er et stigende antalformidlinger, der går over den landsdækkende portal. Men indtrykket, som ogsåbekræftes af jobportalens egne statistikker, er, at der er forskelle mellem genera-tionerne. Mens de unge i stor udstrækning finder det frivillige engagement vianettet, så gælder dette ikke for den midaldrende og ældre generation, som de lokalefrivilligcentre i høj har kontakt til (jf. første delrapports bruger- og frivilligprofil,Henriksen & Marthedal 2006:47,48). Her spiller de trykte medier (som fx ugeaviser)og frivilligcentrenes mapper og opslagstavler stadig en rolle.For det tredje går en del af formidlingerne uden om de elektroniske sider ogde opslåede jobs. Ifølge lederne af frivilligcentrene kan formidlingerne lige så godt41

foregå ved, at en borger henvender sig på frivilligcentret uden nogen præcisforudgående forestilling om, hvilken type af frivilligt arbejde vedkommende kunnetænke sig, ligesom mange kommer i gang som frivillige, fordi de deltager i møderog arrangementer, der fungerer som anledninger til at opfordre folk til at blivefrivillige. Den, som tager samtalen med den potentielle frivillige, kan søge at guiderundt i de frivillige organisationer og de målgrupper, de dækker, for at matche denfrivillige med en organisation. Hvis det lykkes, kan man så efterfølgende henvendesig til organisationen for at se, om der skulle være brug for en frivillig. I mangetilfælde skal der en meget mere ihærdig indsats til, der også skal følges op medbesøg hos den frivillige organisation og samtaler med den frivillige for at afstemmeforventninger og vurdere den frivilliges potentialer. I den forbindelse påpeges detofte, at ikke alle borgere, der henvender sig vedrørende frivilligt arbejde, har depersonlige og sociale ressourcer, der skal til for at indgå i en frivillig organisationsarbejde. Måske har vedkommende, når det kommer til stykket, mere brug for ennetværksgruppe eller en selvhjælpsgruppe. Den ideelle forestilling om frivilligtsocialt arbejde som et marked, der kan reguleres via de frivillige organisationersudbud af frivillige job og borgernes efterspørgsel efter disse, med frivilligcentrenesom formidlingsled, holder altså ikke.For det fjerde påpeger flere af de interviewede ledere af frivilligcentrene etproblem vedrørende kvaliteten af formidlingen af frivillige jobs. Hvis man forensidigt holder antallet af formidlede jobs som en indikator på frivilligcentrenessucces, så overser man, at ingen ved, hvor mange af de foretagne formidlinger, derfaktisk fører til en kontinuerlig frivillig indsats. Man kan sagtens forestille sig, at detfrivillige engagement stopper efter kort tid. Ingen kender heller kvaliteten af denfrivillige indsats, som en registreret formidling fører til:”Selve formidlingen er tidskrævende, langvarig og den har ringeeffekt i forhold til de resultater, der kommer ud af det. Match-ningen går ikke altid efter hensigten. […] Det er vanskeligt at sige,hvad kvaliteten er af en formidling. Jeg kan formidle og sætte etkryds, men der er ingen der ved, om han bliver en god frivillig ellersmutter efter halvanden måned.”(Frivilligcenterrepræsentant)

centrene en slags arbejdsformidling for frivilligt arbejde, hvilket vil flytte fokus fradet civile engagement til de frivillige som en ekstra arbejdskraft. Blandt lederne affrivilligcentrene finder man en del modstand mod dette perspektiv:”Hvis man tror man kan sige, at vi mangler 10 frivillige. Det erden forkerte vej rundt. Så begynder man at kalkulere med defrivillige. Det er ikke godt. Man skal gøre det, fordi man synes deter sjovt og vigtigt.”(Frivilligcenterrepræsentant)”Jeg kan godt mærke det med Rådet for frivilligt socialt arbejde,som har igangsat nogle aktiviteter for at få etniske minoriteter ind iforeningslivet. Der har de meget travlt. Der synes jeg næsten deten gang imellem kan blive lidt krampagtigt, fordi det kan man ikkeforcere. Man kan oplyse og forsøge at lære de etniske minoriteterat kende og så på den måde langsomt fortælle dem hvilkemuligheder, der er i frivilligt socialt arbejde. Man kan ikke bare gåud og hverve.”(Frivilligcenterrepræsentant)

Der er ingen af de danske frivilligcentre, der faktisk arbejder på denne måde, menhvis man fx går til USA, fungerer en del frivilligcentre (såkaldte ’Hands onNetworks’ organisationer) på den måde (Brudney et al. 2008:10). Her kan et frivil-ligcenter være en organisation, der har ansvaret for at skaffe fx de 40 frivillige ommåneden, der skal til for at holde et projekt om gratis udbringning af mad ifattigkvarterer kørende.Sammenfattende påpeges det af flere af de interviewede, at der har været formeget og for ensidig fokus på formidling som et succeskriterium for frivillig-centrenes arbejde. Succesfuld formidling af frivillige er tidkrævende, og det er ikkerealistisk på området for frivilligt socialt arbejde at forestille sig et meget højt antalmånedlige formidlinger. Det betyder ikke, at formidling af frivilligt arbejde ikke skalvære en af de ydelser, frivilligcentrene tilbyder. Det er alle enige om, at det skal. Detskal blot være én af opgaverne, og det er ikke nødvendigvis den, der skal have denhøjeste prioritet. Som vi skal se i næste kapitel ser der også blandt de interviewederepræsentanter for kommunerne ud til at være konsensus om denne holdning.

Dette kapitel tager primært udgangspunkt i de interview, der er lavet med dekommunale repræsentanter. Kapitlet indledes med nogle overvejelser over kommu-nalreformens betydning, hvorefter der gås mere i dybden med kommunernesvurderinger af frivilligcentrenes betydning for det lokale frivillige sociale arbejde ogsocial- og sundhedspolitikken mere generelt.Kommunalreformens betydningUdviklingspuljen faldt tidsmæssigt sammen med strukturreformens implementering1. januar 2007. Dette sammenfald udgør en vigtig kontekst for at forstå i hvert falden del af de argumenter, som kommunerne trækker frem i forhold til frivillig-centrenes rolle og betydning.Fra frivilligcentrenes side har der indimellem været fremført kritiske røster afstrukturreformen, fordi den vanskeliggjorde kontakten til de kommunale forvalt-ninger og politikere i perioden op til kommunesammenlægningen og i periodenefter – den samme periode, hvor udviklingspuljen skulle medvirke til blandt andetat styrke det lokale samspil mellem den offentlige og den frivillige indsats. Det vilsige store dele af 2006, hvor reformens implementering for alvor blev forberedt ogstore dele af 2007, hvor de nye kommunale organisationer skulle sættes i drift. Deter uden tvivl korrekt, at frivilligcentrene i denne periode generelt kan have følt, atandre dagsordener havde højere prioritet. Det kan have været vanskeligt at kommeind i politiske og faglige drøftelse på grund af tidspres i kommunerne. Og det kanhave været vanskeligt at finde de rette ansvarlige at henvende sig til, fordi de nyekommunale organisationer – både politisk og administrativt – ikke var faldet påplads.I sommeren 2008, hvor interviewene til denne rapport med både ledere affrivilligcentrene samt repræsentanter fra kommunerne fandt sted, er denne kritik afstrukturreformen vanskelig at genfinde. Den dukkede en smule op i pressen i efter-sommeren 2008 i forbindelse med kommunernes budgetlægning og den fremtidigefinansiering af frivilligcentrene, hvor de generelt pressede kommunale budgetter

visse steder har vanskeliggjort en videreførelse. Men i de kommuner, jeg har besøgt,er der ingen tvivl om, at der er en tæt kobling mellem strukturreformen og denkommunale holdning til frivilligcentrene. Det er der flere grunde til. Jeg skal herkoncentrere mig om de vigtigste.Kommunalreformen har betydet, at langt de fleste kommuner nu har enstørrelse, der sikrer et tilstrækkeligt befolkningsunderlag for et frivilligcenter. Detvar i mindre grad tilfældet tidligere, især i helt små kommuner på fx 15–20.000indbyggere. Den tidligere kommunalstruktur gav frivilligcentre i sådanne mindrekommuner flere problemer. For det første kunne det være vanskeligt at koordineretiltag på tværs af kommunegrænser, noget som imidlertid ofte var nødvendigt for atsikre et tilstrækkeligt befolknings- og foreningsunderlag. For det andet var for-eningslivet i den enkelte kommune domineret af ældreorganisationer og pensionist-foreninger, hvilket gav en skævhed i den kommunale opfattelse af hvilke organisa-tioner og målgrupper, frivilligcentrene skulle rette deres indsats imod. Endelighavde en del mindre kommuner problemer med at være gearet i forhold til at støttetilstrækkeligt op om det frivillige sociale arbejde. Fx med hensyn til at afsætte ogprioritere de lovbundne § 18-midler. Dette strukturelle ’mismatch’ er med kommu-nalreformen blevet løst, og det har samtidig medvirket til, at frivilligcentrene, ikommunernes optik, i større omfang anskues som aktører, der kan medvirke til atløse en række problemstillinger, som de nye kommuner står over for. Hvilkeuddybes i det følgende.For det første betyder kommunalreformen mange steder, at kommunerne ikkebare befolkningsmæssigt men også geografisk er blevet større. I nogle tilfælde erkommunerne også kulturelt set blevet mere sammensatte eller heterogene, fx derhvor én større by er blevet lagt sammen med flere landkommuner, eller der hvorflere kommuner med forskellige traditioner for foreningsarbejde og frivilligtengagement er blevet lagt sammen. I disse tilfælde ser kommunerne frivillig-centrene som en mulig brobygger mellem tidligere adskilte områder. En kommu-nalpolitiker siger således om en af begrundelserne for at oprette et frivilligcenter ien kommune, hvor en større by med typisk arbejderklassekultur er blevet lagtsammen med flere landkommuner med en ’grundtvigiansk’ kultur:

En kommunal embedsmand fra en anden kommune peger på en parallel problem-stilling i relation til formuleringen af en fælles frivilligpolitik for den ny storkommu-ne, som også har været et element til sammenbinding af tidligere adskilte kommu-ner:”Der har været forskellige måder at tilgodese foreningerne pårundt omkring. [...] Derfor var frivilligpolitikken god at tage fat itil at starte med, så vi kunne få et fælles udgangspunkt for den nystorkommune. Og det fik vi heldigvis på plads til 1. januar 2007.Så man fik blik for, at det var tre kommuner, der skulle rummes idet her […] Det er klart, at X-købing Kommune har nok væretlængere fremme på organiseringen, end de andre kommuner, mender har vi lagt vægt på, at det skulle så vidt muligt være det sammetilbud – at der var et sted i de enkelte større byer, men somsatellitter af [frivilligcentret]. Det er de tre bycentre vi har, de haren identitet, der gør, at det er relevant, at der er noget, og der erogså nogle geografiske afstande. […] Vi kan ikke forvente, atforeningslivet i X-købing vil tage toget til Y-købing for at mødes,når det er lokale foreningsaktiviteter.”(Kommunal embedsmand)

På samme måde som frivilligcentrene selv lægger vægt på at komme ud i alle hjør-ner af de nye kommuner (jf. kapitel 3), så ser også kommunerne frivilligcentrenesom et af de elementer, der kan bidrage til at skabe mere helhed og sammenhæng ide nye kommunestrukturer. Dette handler også om, at man i kommunerne eropmærksomme på det, man kunne kalde ’storebror-syndromet’, det vil sige, at enstor kommune, der får flere mindre kommuner lagt ind under sig, ikke ønsker atfremstå som den, der dikterer politikken over for de mindre kommuner. I tilfældetmed frivilligcentrene gælder det altså om at få bredt tilbuddene til de frivillige ogforeningerne ud i hele den nye kommune:

For det andet har kommunerne i kraft af den opgavereform, som kommunal-reformen også indeholdt, fået en række nye opgaver på sundhedsfremme og fore-byggelsesområdet samt i relation til udsatte grupper og handicapområdet, somamterne tidligere var ansvarlig for. Det er ikke alle steder, dette spiller en lige frem-trædende rolle, men visse steder er der tænkt en meget tæt sammenhæng mellem denye opgaver og frivilligcentrenes opgaver.En embedsmand siger fx om den kommunale interesse for at oprette etfrivilligcenter i kommunalt regi:”Det her handler også om, at vi har et byråd, eller i hvert fald etsocialudvalg, der siger, vi er faktisk interesseret, vi ønsker atstyrke indsatsen, vi har også nogle ideer om hvordan, og det erikke nødvendigvis sammenfaldende med 27 forskellige foreninger,for de er jo præget af det, de laver. Hvor vi også har nogle ønsker iforhold til lidt mere specielle grupperinger […] Inden forpsykiatrien har vi fx snakket om, kunne man lave et pårørende-system, hvor vi som kommune har et ønske om at få etableret noglenye funktioner inden for det her frivilligområde. […] Vi valgteogså bevidst at placere det [frivilligcentret] her [i et sundhedshus].Her kommer mange af patientforeningerne. Her indgår man ifællesskab, så der vil være nogle naturlige måder at lavesamarbejde på.”(Forvaltningschef)

En forvaltningschef fra en anden kommune siger tilsvarende:”Ideen blev født i og med at vi har haft nogle sundhedsaftaler meddet gamle amt, hvor der i tre af [de tidligere] kommuner var SundBy butikker og på den måde et samspil med enkeltpersoner ogfrivillige foreninger i forhold til sundhedsfremme og forebyggelse.På et tidspunkt da vi var omkring kommunesammenlægningen i2006 kom vi til at diskutere, at der var nogle forsøgsmidler til atlave et frivilligcenter. Når vi så på folkeoplysningsdelen i kommu-nen, så kunne vi se, at der var et stort og aktivt foreningsliv. Og såkunne vi se, at i de fire gamle kommuner brugte vi et antalhundrede tusinde kroner til frivilligt socialt arbejde af § 115midler. […] Sundhedskoordinatoren fik ideen, og hun fik foretrædefor socialcheferne, og så inddrog vi lederne af Sund By butikkerne,48

Orienteringen mod sundhedsfremme og forebyggelse mærkes især der, hvor ny-etablerede frivilligcentre er opstået i samarbejde med eller i tilknytning til et sund-hedscenter (Jammerbugt, Randers). Men også i nogle af de kommuner, hvor derfindes etablerede frivilligcentre, har man benyttet kommunalreformen til at knytteforebyggelses- og sundhedsfremmearbejdet til den frivillige indsats. I Holstebro harfrivilligcentret således været medvirkende til dannelsen af et nyt kommunalt sund-hedscenter. I alle tilfælde er argumentet, at det er oplagt at tænke de frivilligeressourcer ind i forhold til sundhedscentrene, og især kontakten til patient-foreningerne er i denne sammenhæng central. Aktiviteter som patientuddannelse,selvhjælpsgrupper, foredrag og oplysningsaktiviteter nævnes i denne sammenhængsom eksempler på det, der kan komme ud af samspillet mellem frivilligcentre,sundhedscentre og frivillige foreninger på sundhedsområdet.Denne udvidelse af kommunernes opgaveportefølje medfører for det tredje,at kommunerne i dag står over for en væsentlig mere heterogen og sammensatfrivillig sektor, end det var tilfældet før kommunalreformen. I forhold til opgavernepå forebyggelses- og sundhedsfremmeområdet er patientforeningerne kommet tæt-tere på kommunerne og i forhold til opgaverne på området for udsatte grupper eren række af de kirkelige organisationer kommet tættere på. Endelig har opgavernepå handicapområdet betydet, at interesseorganisationerne på dette område meldersig på den kommunale bane.Strukturreformen – og især opgavereformen – har således betydet, at det fri-villige sociale arbejde er blevet tydeligt for kommunerne i hele sin mangfoldighed.Man kan sige det på den måde, at strukturreformen (uintenderet) har ændret detorganisationslandskab, som kommunerne skal forholde sig til – også i relation til §18, hvor patientforeninger og handicapforeninger, der tidligere hørte til den amts-49

lige struktur, nu er kommet ind i den kommunale struktur. Fra helt entydigt at væredomineret af ældreorganisationer som Ældre Sagen, Ældremobiliseringen, besøgs-venner, pensionistforeninger, vennekredse til plejehjem etc., så er der nu en betyde-lig mere varieret sammensætning af frivillige foreninger i kommunerne. Der er entendens til, at det især er i de mindre (af de nye) kommuner, man mærker denneændring tydeligst, fordi man her står over for opgaver, som er helt nye. Størrekommuner, som fx Odense, der hele tiden har haft opgaver på disse områder,mærker ændringerne i mindre grad.En større og mere sammensat frivillig social sektor medfører endvidere, atkommunerne får et behov for at kunne håndtere denne øgede mangfoldighed. Herser kommunerne frivilligcentrene som en måde at ’rationalisere’ indgangen til defrivillige foreninger. Dette udtrykkes blandt andet på følgende måder:R: ”Møder med det frivillige sociale arbejde bør være i sam-arbejde med frivilligcentret, så vi får dem til at være samlingspunktfor prioritering af ønsker til det kommunale system”I: ”Så du ser frivilligcentret som kommunens indgang til detfrivillige sociale arbejde?”R: ”Ja, det bliver lettere – der har man et talerør, de harmailsystem, hjemmesider, det er det, foreningerne orienterer sigimod. Det har været en klar kommunal holdning, at det varnødvendigt med et samlingspunkt, som foreningerne kan se, og somvi kan se.”(Kommunal embedsmand)”Ja, det er klart, det har en gavnlig funktion for kommunen, at viikke skal tale med 100 foreninger. Det er klart, det koordinerer, atde [frivilligcentret] kan blive interesseorganisation eller talerør.Sådan tænker man det i kommunen, at det er et talerør – det ernemmere at tale med én gruppe.”(Kommunal embedsmand)

Flere hænder!Et grundlæggende argument for kommunernes interesse for frivilligcentreneknytter sig til de forventede problemer med at rekruttere tilstrækkelig med arbejds-kraft til fremtidens omsorgsopgaver. Det er dog ikke sådan, at kommunerneargumenterer for, at de frivillige skal overtage de ansattes opgaver. Men de frivilligehænder kan være den ressource, der gør, at de ansatte får frigjort tid til at fokuserepå kerneopgaverne.Argumentet om de manglende hænder går igen i mange af interviewene medde kommunale repræsentanter. Det kan fx lyde på følgende måder:”Og så ved vi godt, at i løbet af få år så kommer vi i mangel påhænder […], og hvis vi skulle gøre en kraftig indsats for, at denher by havde nogle mennesker at trække på i forhold til de herspecielle opgaver i omsorgs- og støttedelen, så var det vigtigt, atder var frivillige hænder – for at give et bedre liv til de borgere,der havde det svært.”(Socialudvalgsformand)”Vi har alle sammen brug for at udvikle det frivillige socialearbejde, fordi der ikke er hænder nok til de opgaver, der skal løses.[…] Man har en forventning om, at flere vil engagere sig, og derer det vigtigt, man har nogle rammer. Så jeg tror, man har enforventning om, at det er et område i vækst, samtidig med at vi haren trængt offentlig sektor. Det er en ordentlig behovspukkel, vi stårover for på ældreområdet, handicapområdet.”(Kommunal embedsmand)”Jamen, det er det, der er hele øvelsen. Vi har lige lavet noglebesparelser, men det frivillige rører vi ikke ved. For havde vi baretaget 100.000 dér, det var nok til at man havde sagt, så nu støtterde heller ikke det frivillige arbejde længere. Bare det signal, er jegsikker på, var nok til, at nogle ville sige, nu kan de rende os et viststed. Derfor valgte vi at holde det helt fri for besparelser. Der eringen tvivl om, at det med de professionelle hænder, det bliver etproblem. Og det, der er øvelsen, er at få sådan nogle ung-pensionister som mig til at gå ind og lave et stykke frivilligtarbejde i stedet for kun at tænke på at underholde sig selv.”(Socialudvalgsformand)

Ønsket om at sikre den fremtidige omsorg drejer sig imidlertid ikke kun omarbejdskraftens mængde eller volumen – altså om der vil være hænder nok. Detdrejer sig også om at sikre de rigtige hænder til de vanskelige opgaver, eller til deopgaver, som er vanskelige at løse for kommunerne. Her vurderes de frivilligeorganisationer at have en særlig mulighed for at nå de grupper i samfundet, som deoffentlige systemer har svært ved at nå:R: ”Folk som har svært ved at begå sig i samfundet, de har brugfor støtte og opbakning. Der gør de frivillige en kæmpe indsats.[…] De udfylder mange roller, som fx Natteravnene. Som vi ikkekan betale os fra. De kan kun eksistere, hvis nogen går ind i det.Det er vigtigt, for at samfundet generelt fungerer godt.I: ”Er det en investering?”R: ”Det er noget af min tankegang, at investeringen her, det er enstor forebyggende faktor og en investering i et generelt bedresamfund.”(Socialudvalgsformand)”Jeg tror de [politikerne] ser, at det her område løser en del af deproblemer, som vi ellers skulle sidde med som kommunal arbejds-giver.”(Forvaltningschef)”De frivillige kan aldrig gå ind og lave det arbejde, som kommu-nen er forpligtet på. De er et supplement. De er gode til at rummede borgere, som den kommunale virksomhed har svært ved; dender ustyrlighed.”(Frivilligcenterrepr.)”Sundhedsfremme, fx med patientuddannelse. Der er patient-foreningerne også med, igen i samarbejde med frivilligcentret. Derkan politikerne se de klare fordele. Vi kan ikke komme helt der ud.Man kan rekruttere og følge op i patientforeningerne. Det kanpolitikerne se, at der er en masse opgaver, hvor vi må stoppe voresaktiviteter. Hvor vi ikke kan komme længere ud i civilsamfundet.Hvor kommunens aktivitet stopper. Der kan frivillige foreningervære en sonde ind i forhold til det enkelte menneske.”(Kommunal embedsmand)

det er nødvendigt at investere i strukturer, der kan understøtte udviklingen af detfrivillige sociale arbejde. Det formuleres fx på denne måde:”Jeg tror, når man har et sted, hvor der er en bestyrelse, og hvorfolk snakker sammen, så opstår der nogle ting på egne præmisser,som ikke er reagerende på kommunens ønsker. Det udelukker ikke,at kommunen kan ønske. Fx integration, der har vi et formuleretpolitisk ønske om, at der skal være et større samarbejde med defrivillige foreninger.”(Kommunal embedsmand)”Fra min position er det vigtigste, at der er nogen, der servicererforeningerne. Med at understøtte, at de fungerer. En del kan væreat hjælpe med rekruttering. Men det kan også være at hjælpe medfondsansøgninger. Have viden om hvor søger man. Hvad gør man,når bestyrelsen ikke virker. […] Hvis man vil, at foreningerne skaludvikle sig, så synes jeg, eksperimentet med frivilligcentret har vistsig at være en vigtig faktor.”(Kommunal embedsmand)

Kommunerne lægger altså vægt på, at frivilligcentrene skal være en støtte for denenkelte forening, og et samlingssted for foreningerne på tværs. De skal være med tilat tiltrække flere til det frivillige sociale arbejde, og de skal være med til at skabemuligheder for de frivillige og deres organisationer. Man kan således sige, at der ergod overensstemmelse mellem de forventninger, kommunerne har til frivillig-centrene og de opgaver, som frivilligcentrene selv synes at prioritere (jf. kapitel 3).Der er ikke noget tydeligt krydspres i forhold til prioriteringen af opgaver.Foreningsservice, netværksdannelse, projektvugge, kurser prioriteres højt – af såvelkommuner som frivilligcentre.Der, hvor krydspresset kan forekomme, er i relation til, hvor stor indflydelsekommunen skal have på hvilke opgaveområder, frivilligcentrene skal arbejde med.Skal kommunerne kunne ønske særlige indsatser i forhold til sundhedsfremme,integration, udsatte grupper osv., eller skal det være op til frivilligcentrene og defrivillige foreninger selv at sætte dagsordenen? Fra kommunernes side synes derikke på nuværende tidspunkt at være noget stærkt ønske om at binde frivillig-centrene til bestemte indsatsområder. Fire forskellige repræsentanter fra kommu-nerne siger fx:

”Vi har en formuleret forskel på, hvad vi gør hver især. Myndig-hedsopgaver det er en kommunal opgave. Vi giver ikke ordrer. Det,vi kan gøre, er at fremme bestemte ansøgningstyper, hvis der måttevise sig et behov for det. Men ellers har vi stor tiltro til, at der er etblomstrende foreningsliv. […] Det at vi har det samlet i etfrivilligcenter gør, at man der kan opnå noget synergi og brugehinandens faciliteter og have fælles arrangementer, og så må detvære en ret og en pligt for de frivillige at formulere, hvad de synes,der skal være en udvikling. Vi har ikke nogen stærk kommunalprægning af, hvad man kaster sig over.”(Kommunal embedsmand)”Frivilligt socialt arbejde skal spire nede fra. Og frivilligcentretskal være med til at give dem så gode forhold som muligt.”(Socialudvalgsformand)”Noget af det vigtigste er, at vi er klar på vores roller: hvad ervores kompetencer, hvad er vores ansvar. Der kan et samarbejds-forum [mellem kommunen og de frivillige organisationer] være envagthund i forhold til, hvad der sker.”(Kommunal embedsmand)”Den her diskussion om personligt ansvar, den kører ind over dether område. Den forstærkes af budgetpresset. Hvis frivilligt arbej-de ender med at ligne kommunen, så har vi vundet en Pyrrhus-sejr– det skal være fordi, det har nogle andre kvaliteter. Hvis vikommer til at overstyre på de frivillige organisationers selvstyre,så står man tilbage med en, der ligner sig selv.”(Kommunal embedsmand)

Som det sidste citat antyder, så er det klart, at stigende budgetpres på kommunernekan gøre det vanskeligere at opretholde de klare grænser mellem, hvad der eroffentlige, og hvad der er frivillige opgaver. Alene det, at frivilligcentrene somhybride organisationer opererer i grænsefeltet og tilskynder til grænseoverskridendesamarbejdsprojekter kan bidrage til, at risikoen - alt andet lige – for uklare grænserog strategisk udnyttelse af de frivillige ressourcer øges. Det er imidlertid ikkeindtrykket fra denne evaluering, at dette ligger som et intenderet ønske. Risikoen ersnarere, at det sker som en uintenderet konsekvens.

Bredde vs. fokusI forlængelse af diskussionen om flere hænder til fremtidens velfærd markerer defleste kommuner også en interesse i, at frivilligcentrene ikke bliver for brede ogufokuserede i deres indsats. Det er først og fremmest i forhold til omsorgsopgaverog sociale hjælpeindsatser, at kommunerne ser et behov for en øget og bedrekoordineret indsats. På samme måde som frivilligcentrene de fleste stederprioriterer opgaver på social- og sundhedsområdet, så er også kommunerne for deflestes vedkommende primært fokuseret på dette område. Man udelukker ikkesektorovergribende samarbejder – og visse steder, som fx i Hillerød, ønsker mangenerelt at tilskynde til det - men målsætningerne for frivilligcentrenes arbejdeknytter sig primært til at udvikle indsatsen på det social- og sundhedspolitiske felt.Argumenterne for denne fokusering går i to retninger. For det første risikererfrivilligcentrenes arbejdsfelt at blive for bredt, hvis man skal række ind over andreområder. En embedsmand siger fx på spørgsmålet, om frivilligcentret primært skalarbejde på det sociale område, eller om det også skal relatere sig til andre områder:”Nej, det gør jeg ikke i hvert fald. Så bliver det for bredt. Det erstort nok i forvejen. Jeg tror, der er i nærheden af 100 foreninger.Hvis de også skulle til at komme rundt med idrætsforeninger. Detbetyder jo ikke, at de ikke kan beskæftige sig med integration afsocialt belastede i idræt fx, det kunne jo godt være. Menalmindelige idrætsforeninger og kulturelle foreninger, det tror jegikke på. […] Vi er jo en by med arbejderkultur og sociale proble-mer af en vis størrelse, så der er nok at tage fat på.”(Kommunal embedsmand)

For det andet argumenterer kommunerne for, at foreningerne på kultur- og fritids-området allerede har en god lokal forankring og bedre finansieringsmulighedersamtidig med, at de er bedre integreret i den kommunale forvaltning i kraft affolkeoplysningsloven. Således siger en kommunalpolitiker og en forvaltningschef:R1: ”Der hvor vi gør indsatsen, det er på det frivillige socialearbejde. Grunden til, at frivilligcentret er lagt på det her område,er, at det andet område har meget lettere ved at få penge fraprivate fonde og er mere lokal funderet, og der er et langt størreantal. Og de har også folkeoplysningen. Det er helt bevidst, at dether fokus er lagt.”

Flere af kommunerne har således blik for, at den koordination, der i mange kom-muner har været på kultur- og fritidsområdet med lokale idrætssamvirker og kultu-relle sammenslutninger, nu også bør findes på det sociale område. Der er behov foren samlet synliggørelse af området, og her kan frivilligcentrene – sammen medvedtagelsen af en frivilligpolitik og eventuelt oprettelsen af et frivilligråd ellerlignende – bidrage væsentligt. Følgende afsluttende citat illustrerer tankegangenmeget godt:”Før har området været meget usynligt. Det har ligget i tre for-skellige forvaltninger. Nu er der en politik. Der er en hjemmeside,hvor du kan se, hvem har fået, hvad er reglerne. Der er en heltanden gennemsigtighed. Det er det, politikerne har ønsket, at få engennemsigtighed for at styrke samarbejdet.”(Kommunal embedsmand)

Kommunernes vurdering af frivilligcentrenes præstationerDet sidste punkt, der skal berøres i dette kapitel, er kommunernes vurdering af denindsats, som frivilligcentrene gør. Det er klart, at dette punkt først og fremmestknytter sig til de etablerede centre, mens det i mindre grad er relevant for de nystar-tede centre, der ikke har været i gang så længe.Generelt forekommer der i interviewene med de kommunale repræsentantermeget få kritiske bemærkninger om frivilligcentrenes arbejde og virke. De få kritik-punkter, der rejses, drejer sig i hovedsagen om to forhold. For det første, at enkeltefrivilligcentre har haft et ’branding’ problem, der har medført, at foreningerne harværet skeptiske i forhold til hvilken nytte, de kunne få af et frivilligcenter. Det erdog kommunernes vurdering, at udviklingspuljen og Frises arbejde med fælles logo,mindstegrundlag osv. har bidraget til at afhjælpe dette problem.Det andet hovedproblem drejer sig om ’den lille misundelse’ som et succes-fuldt frivilligcenter i enkelte tilfælde kan rejse blandt de øvrige foreninger. Men somdet også fremgår af nedenstående er hovedindtrykket, at der ikke er tale om nogetstort problem:

”Der hvor jeg hører noget, det er, at frivilligcentret de har såmange projekter, og de får så mange penge, og vi [foreningerne]har svært ved at få dem. Men det er sjældent, jeg hører det.”(Kommunal embedsmand)”Der er ikke meget brok over frivilligcentret. Der er fuld opbak-ning, alle er glade for dem. Men der kan være lidt små-murren omde bevillinger. Det vil der altid være. Det kommer man ikke udenom.”(Kommunal embedsmand)I: ”Er der konkurrence, rivalisering mellem foreningerne ogfrivilligcentret om midler. Er det fremtrædende?”R: ”Nej, det er det ikke. Det er nok ikke, fordi man oplever, at defår for meget, men mere at der er for få midler. Man søger måskeom 30.000, og så får man 17.000. Jeg fornemmer ikke nogen vold-somme konflikter. […] Det kan være, når vi har et møde, så kander være nogen, der spørger.”(Kommunal embedsmand)

Alle kommunale repræsentanter, der har været interviewet, fremhæver i langt højeregrad de positive tilkendegivelser, de møder fra foreninger og andre. Følgendeinterviewuddrag er eksempler på dette:”Jeg hører kun de positive ting. […] At frivilligcentret har hjulpetdem med at få kontakt med andre foreninger, de kurser de harlavet, de bliver hjulpet til at skrive den ansøgning, og de vidsteikke, at der var den pulje, og adgangen til lokalerne.”(Kommunal embedsmand)I: ”Oplever I som kommune, at det er blevet lettere for forenin-gerne at drive med deres tilbud efter, at frivilligcentret er kommettil?”R: ”Jeg tror, de har haft stor gavn af det – der er noget hjælp at få,vejledning og teknik man kan benytte sig af. […] Der er da af og tili forbindelse med de årlige uddelinger af penge nogle røster om, atdet var da mange penge, de skal have ud af det samlede. Det er jostort set en fjerdedel, de får, ud af det samlede § 18-beløb. Plus atde sidder huslejefrit. Men det har været en klar kommunal hold-ning, at det er nødvendigt med et samlingspunkt, som vi kan se, ogsom foreningerne kan se.”I: ”Det handler også om synlighed?”

R: ”Det gør det i højeste grad. Det at man har et sted, man kan se,som er pænt, et sted man kan bruge, hvor der sker noget. Det ermed til at højne interessen for, at man melder sig til forskellige tingog sager. […] Generelt har vi meget fornuftigt samarbejde medfrivilligcentret. […] Jeg synes, de har løst opgaven, helt klart, ogde går videre selv.I: Du siger, at de har løst opgaven – mange har haft svært ved atse, hvad der var opgaven?R: Opgaven, som jeg ser det, er at få skabt en fælles identitet, etfælles sted og en paraply over det, der foregår. Det synes jeg, dehar løst. Det er ikke sådan, at vi har sagt, at den halve million villevil hellere bruge et andet sted.(Kommunal embedsmand)”Jeg er ikke i tvivl om, at det frivillige sociale arbejde er blevetmeget mere synliggjort, og det har noget med frivilligcentret atgøre. […] Jeg synes, vi har fået meget valuta for pengene.”(Socialudvalgsformand)

Kommunernes vurdering er, at frivilligcentrene kan noget, som kommunen ikkeselv kan. Centrene bidrager til en kapacitetsopbygning hos foreningerne, de bidra-ger til at binde foreningerne sammen på tværs, og de bidrager til at skabe mereaktivitet og synlighed.”Der synes jeg, frivilligcentret er rigtig vigtigt, fordi den sparringville de aldrig kunne få på kommunen. Hvor skulle de henvendesig? Der bliver efterhånden flere krav. […] Der hvorfrivilligcentret virkelig gør en forskel, det er ved at støtte småforeninger og så ved at hjælpe nye foreninger på vej.”(Kommunal embedsmand)”Alle i det frivillige ved, hvem de skal kontakte. Det er svært atkomme ind på rådhuset i dag, hvis man ikke lige kender en. Herved borgerne, hvem de skal gå til. Og lederen ved, hvor hun skalgå hen. De ved, hvem de skal kontakte, og så bliver det klaret.”(Socialudvalgsformand)

Samlet vurderingDe kommuner, jeg har besøgt, vurderer samlet, at frivilligcentrene er vigtige lokaleaktører. Dette gælder både de etablerede centre og de nystartede. Ingen anser frivil-ligcentrene for at være en fejlinvestering. Tværtimod ser man det som en væsentliginvestering i fremtidens lokale velfærd – ikke mindst i lyset af det forventede øgedepres på såvel økonomiske som menneskelige ressourcer.For det første er det frivillige sociale arbejde vigtigt, fordi det løser en rækkeopgaver der, hvor det offentlige ikke kan nå ud, eller der hvor man ikke råder overde rette kompetencer. Frivilligcentrene skal her bidrage til kapacitetsopbygning ogaktivering af de frivillige ressourcer. For det andet ser kommunerne frivilligcentrenesom en indgang eller portal til en stadig større og mere mangfoldig frivillig socialsektor. Kommunerne kan i stigende grad henvise alt, hvad der drejer sig omfrivilligt socialt arbejde til frivilligcentret, der fungerer som et medierende ledmellem foreningerne på den ene side og de politiske og administrative systemer påden anden.Der er med andre ord et element af rationalisering og institutionalisering isatsningen på frivilligcentrene. Frivilligcentrene er en hybrid organisationsform, dersikrer kommunerne en mere entydig og tydelig indgang til den frivillige verden.Samtidig er det en organisationsform, der i kraft af sin position mellem det offent-lige og det frivillige, potentielt kan tiltrække flere ressourcer til de frivillige forenin-ger og samtidig skabe grobund for flere partnerskaber mellem offentlige aktører ogcivile organiseringer. Således er frivilligcentrene som organisationsform i tråd medønsket fra offentlig side om at aktivere flere og mere kvalificerede frivilligeressourcer. Kommunerne har en klar interesse i dette, hvilket tydeligt er kommetfrem i de interview, der ligger til grund for denne analyse. Og kommunerne menerogså, at frivilligcentrene løser denne opgave.

IntroduktionI dette og det følgende kapitel beskrives foreningernes vurdering af frivilligcen-trene. Vurderingen baserer sig på to typer af kilder. For det første de interviewsmed repræsentanter for forskellige foreninger på det social- og sundhedspolitiskeområde, som jeg har interviewet på min besøgsrunde hos de syv frivilligcentre. Allesteder er et antal foreningsrepræsentanter blevet samlet til et fokusgruppeinterviewaf en varighed på mellem en time og halvanden. Samtalen har drejet sig om, hvadforeningerne bruger frivilligcentrene til, deres udbytte af frivilligcentret og deresvurdering af frivilligcentrets betydning. Til hvert fokusgruppeinterview har derdeltaget en repræsentant fra 4 – 6 forskellige foreninger. Hvilke foreninger detdrejer sig om, kan ses i appendiks A. I alt er der interviewet 28 forenings-repræsentanter fra en bred vifte af foreninger på området. Kun i Randers blev derikke foretaget fokusgruppeinterview, idet frivilligcentret her er helt nystartet.Den anden kilde drejer sig, som nævnt i metodekapitlet, om en spørgeskema-undersøgelse, som FriSe foretog blandt frivilligcentrenes medlemsorganisationer i2007/2008. Formålet med denne undersøgelse var at få indblik i hvilke foreninger,der benytter frivilligcentrene, samt hvad de benytter dem til. Fokus i undersøgelsenvar aktiviteter og tilbud rettet mod de lokale frivillige sociale foreninger, der er denprimære målgruppe for hovedparten af frivilligcentrene. Hovedresultater fra denneundersøgelse fremstilles i det næstfølgende kapitel 6.I dette kapitels kvalitative analyse af fokusgruppeinterviewene diskuteres førstfrivilligcentrenes arbejdsmetoder. Herefter følger afsnit om centrenes ydelser tilforeningerne, centrenes betydning for foreningernes relationer til kommunernesamt foreningernes vurderinger af frivilligcentrenes status blandt øvrige lokaleforeninger.

Frivilligcentrenes arbejdsmetoderForeningerne lægger meget vægt på, at frivilligcentrene er imødekommende i deresarbejdsmåde. Det har vi også set i kapitel 3, at ledere og medarbejdere i frivillig-centrene selv lægger vægt på. Fra frivilligcentrenes synspunkt giver det sig udtryk i,at man skal kunne holde mange bolde i luften samtidig, og man skal være parat til atpåtage sig mange forskellige opgaver – fra de helt praktiske til de mest overordnedepolitiske og strategiske. Nogle af lederne og medarbejderne i frivilligcentrene hargivet udtryk for, at en sådan blækspruttefunktion kan være ganske opslidende iperioder. Også fordi man i et hus, der er til for de frivillige, naturligvis forventes atstå til rådighed for de frivillige.Set fra foreningernes perspektiv er der ingen tvivl om, at de oplever frivillig-centrene som åbne og lyttende og indstillede på at komme foreningerne i møde påderes præmisser. Foreningerne oplever, at frivilligcentrene anerkender deres indsatsog forsøger at være opmærksomme på, hvilke behov de har.Mange af foreningsrepræsentanterne giver udtryk for og lægger vægt på, atfrivilligcentret er et sted, hvor dørene altid er åbne, og hvor man altid kan kommeog få et godt råd eller hjælp til både små og store problemer. Et typisk udsagn lydersåledes:”Man føler sig velkommen. De tager sig altid tid til at snakke. Oghvis man har behov for hjælp, så er der også tid til det. Det er ikkesådan, at de afviser én, fordi de har noget andet, de skal nå.”(Foreningsrepræsentant 18)

Noget andet, der karakteriserer frivilligcentrenes arbejdsmåde, ifølge forenin-gerne, er, at de er opsøgende og igangsættende. Frivilligcentrene sender nyheds-breve og oplysninger til medlemmerne, og de ringer eller sender en mail til bestem-te foreninger, hvis de bliver opmærksomme på noget, som en forening kunne haveinteresse i.”De kommer med mange ideer og kaster mange forslag op i luften, uden at værefrembrusende”,som en foreningsrepræsentant (1) udtrykte det. Mens en anden siger:”Når de så har noget, så sender de en mail: ’Er det noget for Jer?’, hilsen frivilligcentret”(Foreningsrepræsentant 26).Det opsøgende består også i, at frivilligcentrene gerne tager på besøg hosforeningerne og husker at komme til deres mærkedage, receptioner og lignende.Der er ingen tvivl om, at foreningerne oplever den slags opmærksomhed som enanerkendelse af deres indsats, hvilket er med til at fastholde og forstærke engage-mentet.Endelig er det sociale aspekt ved at komme i huset vigtigt for mange frivillige.Som diskuteret i kapitel 3, så har frivillige på social- og sundhedsområdet oftesærlige udfordringer eller vanskelige vilkår (fx sygdom, handicap, nedsat arbejds-evne eller lignende). Også af den grund er det vigtigt, at frivilligcentrene er rumme-lige og værdsættende:”Og så må man ikke glemme det sociale i det. Vi er jo alle sammeude af arbejdsmarkedet, desværre, qua en ulykke eller hvad der nuer sket, og det vil sige, at vi har alle sammen brug for nogle socialerelationer. Og der kan man sige at komme herned, der bliver manværdsat som menneske.”(Foreningsrepræsentant 3)

visitkort, foreningsblade, bestyrelsesreferater etc. og i øvrigt have adgang til facili-teter som kopimaskine, pc, printer osv.”Vores administration er afhængig affrivilligcentret”,som en foreningsrepræsentant (24) udtrykte det.Betydningen af en sådan praktisk hjælp skal næppe undervurderes. I forholdtil især mindre foreninger med få frivillige og små midler kan det være den støtte ihverdagen, som kan gøre det praktiske og administrative foreningsarbejde lettere athåndtere og samtidig være med til at holde modet oppe.Frivilligcentrene understøtter også foreningernes arbejde med at gøre op-mærksom på sig selv, fx ved at hjælpe med at skrive pressemeddelelser. Og dehjælper, hvilket understreges af rigtig mange foreninger, med at gøre opmærksompå forskellige økonomiske støttemuligheder og fonde. Dermed understøtter frivil-ligcentrene foreningernes daglige drift, ligesom nye projekttiltag muliggøres:”De har også været behjælpelige med at finde en masse fonde. Jeger ny på det her område, så jeg stod sådan lidt, hvor skal jegstarte? Der sendte de en bunke.”(Foreningsrepræsentant 18)”Vi har skrevet adskillige ansøgninger. Der har vi hende [denansatte i frivilligcentret] til at snuse dem op, hvilke vi kan bruge,det har hun helt styr på.”(Foreningsrepræsentant 2)”Fx da vi skulle søge X-fonden, da sagde hun: ’’X-fonden’ vil helsthave, at det er én samlet ansøgning for alle foreninger’. Det er dameget sandsynligt, at det var grunden til, at vi fik noget, netop athun sad der og lavede den samlede og sendte alle foreningernesansøgninger ind.”(Foreningsrepræsentant 2)”… hvis man nu ikke ved, hvordan man skal formulere det rigtigt,så har man én siddende, der kan formulere det rigtigt, så kvalitetenaf det, der kommer frem til den, der skal bevilge, er højere, og detgiver også lidt mere respekt.”(Foreningsrepræsentant 6)

SynlighedDen praktiske hjælp og støtte til foreningernes daglige drift og fortsatte udviklingretter sig imidlertid ikke kun til den enkelte forening. Frivilligcentrene støtter opom og igangsætter kollektive arrangementer, hvor foreningerne og mere bredt detlokale frivillige sociale arbejde kan gøre opmærksom på sig selv.Typiske arrangementer er frivilligmarkeder, torvedage, festivaler og lignende,der giver foreningerne mulighed for at markedsføre sig selv og måske rekrutterenye frivillige og hverve nye medlemmer. Sådanne kollektive arrangementer villeikke kunne lade sig gøre uden frivilligcentrenes mellemkomst. Hver for sig er fore-ningerne for små til at løfte en sådan opgave og uden frivilligcentret sommedierende led, ville foreningerne have vanskeligt ved at koordinere en sådan ind-sats:”Nu fx den frivilligfestival vi skal have til august. Det ville aldrigkunne lade sige gøre uden, at der var et frivilligcenter, der sagde,vi er faktisk 86 foreninger, skulle vi ikke kunne lave en gladfestival? Og der vil vi jo møde hinanden på kryds og tværs og ståved siden af hinanden og sige: ’Kunne du ikke lige give mig ditkort, fordi det ser ud til, at der noget, vi kan lave sammen bag-efter’. Når man sidder hjemme som lille forening, så er det nogetsvært at sidde via telefonbogen og finde frem til alle de andrerundt omkring. Der er det guld værd det her.”(Foreningsrepræsentant 6)

Samarbejde, støtte og netværk foreningerne imellemSynligheden drejer sig imidlertid ikke kun om at gøre foreningerne mere synligeover for omverdenen, men også om at gøre foreningerne mere synlige for hinandenog derigennem muliggøre samarbejde og netværksdannelse. På denne måde kanforeningerne støtte hinanden og trække på hinandens ressourcer.Samarbejdet, som frivilligcentrene formidler mellem foreningerne, kan groftsagt inddeles i tre hovedtyper. For det første er der hjælp, støtte og sparring i for-bindelse med konkrete samarbejdsprojekter som fx fælles møder eller arrange-menter. Ofte er foreningerne for små, hvad angår såvel medlemstal som økono-miske ressourcer, til at de fx kan honorere en ekstern foredragsholder. Men hvisforeningerne slår sig sammen om et tema, så har de både flere medlemmer attrække på som frivillige, og der er en større kreds at henvende sig til. På den mådekan foreningerne sammen få mere til at lykkes ved frivilligcentrets mellemkomst.For det andet kan frivilligcentrene koordinere aktiviteter, som udbydes af flereforeninger samtidig. Et eksempel er koordinering af ældreforeningernes besøgstje-nester, fx ved at lave en fælles folder eller en oversigt på hjemmesiden. Forenin-gerne er glade for den slags initiativer, fordi det er med til at synliggøre forskelligemuligheder for brugerne og højne kvaliteten af det materiale, der formidles.For det tredje kan foreningerne gennem samarbejde og netværk lære af hinan-dens erfaringer. Frivilligcentrene tager fx initiativ til, at foreninger, der haroverlappende målgrupper (unge, etniske minoriteter, patientforeninger etc.), kanmødes og udveksle erfaringer. Visse steder tilbyder frivilligcentrene også super-vision til foreningsledere.Foreningerne vurderer sådanne aktiviteter og tiltag meget positivt. For detførste – og måske også vigtigst – så giver muligheden for at mødes og være sam-men med andre foreninger en oplevelse af, at man ikke er alene om de problemer,som altid vil opstå i foreningsarbejdet:”Det der med, at det bliver synligt, at vi er mange, der arbejder pådet samme område, det er rart at føle, derfor er det rart at kommeher. Man roder sådan lidt rundt i sin egen lille sø. Og så er derbare en masse kræfter alligevel. Det er rart at mærke, man bliveren del af.”(Foreningsrepræsentant 18)

For det andet giver foreningerne udtryk for, at man i samarbejde med andreforeninger har mulighed for at realisere initiativer og projekter, som man ellers ikkeville være kommet på:”Det mest givtige er, at de er så fantastisk gode til at få folk gjortopmærksomme på hinanden. De lader os ikke være os selvnærmest. De er gode til at sige, ved du hvad, I har altså nogen, dergør det samme som jer, kunne I ikke have lyst til at arbejdesammen?”(Foreningsrepræsentant 3)”Vi blev inviteret [af frivilligcentret] til at holde oplæg forsomaliske kvinder. Der kom 18. Det er næsten flere, end derkommer til vores egne arrangementer. Det var en fantastiskoplevelse. De var meget videbegærlige. Og jeg fandt ud af, hvordårlige de var fysisk. De havde alle problemer med led, knæ ogryg. Vi vil gentage succesen senere og have andre [foreninger]med ind over.”(Foreningsrepræsentant 26)”Så ringede lederen til mig og sagde: ’Du kender x, ikke?’. ’Ja, detgør jeg’. ’Han trænger til at have nogen at støtte sig op af. Kunnedu ikke prøve at tale med ham, det kunne være I kunne finde ud afnoget’. […] Ugen efter ringede lederen og sagde: ’Der er én mere,der gerne vil være med, hvad siger du til Kræftens Bekæmpelse’?’Det er okay, bare giv mig hendes nummer’. Og så mødtes vi trehernede, og sådan kom cafeen op at stå. Nu blev vi pludselig envifte. Nu er vi her en gang om måneden, fx med foredrag som alletre foreninger kan være interesserede i.”(Foreningsrepræsentant 6)

Erfaringsudvekslingen kan imidlertid også ske mere spontant og uplanlagt, nårforeningerne bruger frivilligcentret som mødelokale, bibliotek, sekretariat, projekt-vugge eller lignende. I en del frivilligcentre har mange foreninger deres faste gang ihuset, og det giver naturligvis anledning til mange ikke planlagte møder:”Jeg får noget ud af det som projektleder. Vi snakker sammen, nårvi laver kaffe: ’Hvem er det nu lige, I er og fortæl lidt mere omdet’. Vi finder noget fælles, som ens foreninger har. Især det medens brugergruppe, men jeg synes også sådan noget som problemermed at få fat i frivillige, eller hvordan får man lov til at komme udpå folkeskolerne og gøre opmærksom på, at der er børn, der erensomme eller børn, der har en forældre, der er alkoholiseret, somen anden forening arbejder med.”(Foreningsrepræsentant 24)

Frivilligcentrene er altså også lokale mødesteder, hvor grænseoverskridende aktivi-teter og samarbejdsprojekter kan opstå. Frivilligcentrene åbner foreningernes hori-sont – både helt konkret når foreninger opdager, at der er andre, der ligner demselv og arbejder med parallelle målgrupper eller bokser med de samme problemer.Men også i mere abstrakt eller overført betydning når foreningerne opdager, at tingkan gøres på en anden måde, end de har været vant til.Konsulentbistand og projektvuggeFrivilligcentrene er også foreningernes og initiativtagernes lokale mulighed for at fåstøtte og konsulentbistand. Dette kan fx være i form af hjælp, støtte og sparring tilopstart af nye projekter, hvor mange frivilligcentre tilbyder kontorfaciliteter ogkonsulentbistand:”Der dukker nye problemer op, ældre der mister modet fx. Somingen har taget sig af. Nogle er meget aktive, når de bliver ældre,og så er der dem, der sidder med rebet. I den øvre ende så kommerfolk selv. Men dem, som ikke er patienter i gængs forstand oghænger derude, der er der måske kun præsten. Der er et behov.Hvordan kommer man i kontakt med dem, og hvordan kunne man

FormidlingDe færreste foreningsrepræsentanter har modtaget frivillige fra frivilligcentret inoget større omfang. Der er enkelte eksempler på det, men langt de flesteforeninger understreger, at de ofte selv finder de frivillige, de skal bruge – ofte ikraft af personlige bekendtskaber og netværk. Omvendt mener de fleste, at der måvære et potentiale for at rekruttere flere til det frivillige arbejde gennem frivillig-centret, og flere foreninger nævner eksempler på initiativer og projekter, hvor man isamarbejde med frivilligcentret prøver at finde frivillige til særlige opgaver.Lokale organisationer og landsorganisationerI alle fokusgruppeinterview har der deltaget repræsentanter fra såvel lokalafdelingeraf landsdækkende organisationer (fx patientforeninger) som helt selvstændige lokaleforeninger. Forventningen var, at de selvstændige foreninger i større omfang villehave brug for et frivilligcenter, fordi de ikke har en landsorganisation i ryggen. Deter imidlertid ikke det indtryk, som fokusgruppeinterviewene har efterladt. Dels erder stor forskel på, hvor mange ressourcer landsforeningerne har, dels er der for-skel på den type hjælp og støtte, man eventuelt kan hente i en landsforening. Det ersåledes ikke indtrykket, at det er størrelsen af foreningen eller omfanget af ressour-

cer, der er afgørende for, om en forening benytter og har gavn af et frivilligcenter.Forskellene mellem de to typer af foreninger har været overraskende små i detmateriale, jeg har indsamlet.Fx kan alle foreninger uanset størrelse have gavn af frivilligcentrenes lokalenetværk og medlemslister, der kan bruges til hurtigt og effektivt at kommunikere etlokalt arrangement. Ligeledes betoner alle, at frivilligcentret er en slags lokalambassadør for foreningerne og det frivillige sociale arbejde. De kender folk påkommunen, de kender andre foreninger, og de ved ’hvilke knapper, der skal trykkespå’, som det udtrykkes af en af informanterne neden for:”Vores er en landsdækkende organisation med 49 lokalforeninger.Derfor er det alligevel rart lokalt set at have sådan et center, hvorman kommer ned – vi har alle nok at gøre med at få vores lilleandedam til at fungere. Der er det rart, at der er nogen her, derhar det forkromede overblik og kan sige, hvad man kunne havegodt af og hjælpe med at kæde folk sammen.”(Foreningsrepræsentant 3)”Jeg har også en stor og stærk forening i ryggen, men det er ikkealle ting, det er hensigtsmæssigt at skulle hente hjælp til i Valby.”(Foreningsrepræsentant 14)”Vi har vores landsforening i Århus, og der kan vi hente meget.Men det her er jo lokalt. De kender området og ved hvilke knapper,der skal trykkes på.”(Foreningsrepræsentant 26)”Det er lidt anderledes for os. Vores organisation har storsammenhængskraft på tværs. Vi mødes til weekender og hargrundkurser. Vores sekretariat er meget lidt hierarkisk, der ermeget telefon og mailkorrespondance. Mange ting får vi bedrehjælp af vores landsorganisation til, fordi de ved noget om,hvordan målretter man noget, så man får flere unge frivillige,hvordan vækker man politikerne. Det kan vores organisation bedreend frivilligcentret. Men frivilligcentret kan alt det lokale, netvær-ket. Det er fint, at landsforeningen kan én ting, og frivilligcentretkan noget andet.”(Foreningsrepræsentant 24)

Hovedindtrykket er således, at landsorganisationerne fortrinsvis arbejder politisk ogorganisationsmæssigt på det nationale niveau, mens der ikke altid er meget hjælp athente lokalt. Frivilligcentrenes styrke er omvendt, at de med udgangspunkt i lokalebehov og interesser kan hjælpe og støtte målrettet.Foreningernes forhold til kommunenEt af de områder, hvor frivilligcentrene kan yde en helt anden hjælp og bistand endforeningernes egne landsorganisationer (i fald de har en), er i forholdet til de lokalekommuner, som både er medspillere og modspillere for foreningerne.Først og fremmest er det væsentligt for foreningerne, at frivilligcentret kansamle de lokale tråde og tale på vegne af det lokale organisationssamfund. Frivillig-centrene fungerer som en paraply for de lokale foreninger og kan tale deres sag:”De kan meget bedre samle trådene og få lavet nogle godeformuleringer. Der har de et bedre overblik og kan lave noglebedre formuleringer på alles vegne. Og det, synes jeg, er enkæmpestyrke. Det ville jeg aldrig selv kunne gøre. Det ville barevære sådan et lille pip.”(Foreningsrepræsentant 18)

Det er imidlertid vigtigt at understrege, også for foreningerne selv, at frivilligcentretikke taler den enkelte forenings sag. Rollen er i højere grad at være en fællesstemme for det frivillige sociale arbejde som sådan. Fx i forhold til at debattere degenerelle vilkår for foreningslivet i en given kommune eller skabe mere opmærk-somhed og anerkendelse af det frivillige sociale arbejde:”Du kan godt kalde frivilligcentret en spydspids, en fællesorganisation for alle foreninger, for de tegner billedet udadtil. Mende går ikke ud og slås for den enkelte lille forening, dér vejlederde.”(Foreningsrepræsentant 27)”Jeg synes, frivilligcentret har sat frivilligheden på landkortet ellerbykortet. Både politisk men også rent anerkendelsesmæssigt. Jegtror, det er anderledes at være frivillig i dag i en by som X-købingend tidligere.”(Foreningsrepræsentant 24)

Nogle foreninger lægger vægt på, at en sådan funktion er blevet vigtigere efterkommunalreformen, fordi foreningerne i mange tilfælde er kommet længere vækfra rådhusene og også i mange tilfælde har mistet den kontakt, de tidligere havde tillokale politikere, der samtidig kendte de lokale foreninger godt. På spørgsmålet omfrivilligcentrene er blevet vigtigere efter kommunalreformen, svarer en informantsåledes:”Ja, det tror jeg, især for os så langt ude. At de [frivilligcentret]passer på os, det synes jeg, jeg har oplevet. Vi har jo haft voresegen kommune i den by, hvor vi bor, og vi har kendt dem, der harværet på kommunen, og de har også været frivillige. Jeg har haftmeget stærk kontakt til den gamle kommune. Så for os er det vig-tigt, at de er vores ansigt, at de kender os.”(Foreningsrepræsentant 18)

Her giver mange mindre foreninger udtryk for, at de finder god hjælp og støtte hosfrivilligcentret. Ofte har de få ressourcer, der alt andet lige gør det vanskeligere atindfri stigende krav. Samtidig dækker de mere specialiserede foreninger på social-og sundhedsområdet ofte et større geografisk område (evt. flere kommuner), dergør det vanskeligere at have kontakten og kendskabet til de relevante dele afforvaltningen.Nogle (men langt fra et flertal) af de foreningsrepræsentanter, jeg harinterviewet, har endvidere deltaget i de lokale diskussioner, møder og udvalg, dervisse steder har været nedsat i forbindelse med formulering af kommunale frivillig-politikker og evt. oprettelse af frivilligråd eller lignende. Det karakteriseres genereltaf foreningerne som interessante og gode initiativer, men det er mit indtryk, at detikke er den slags, der for alvor engagerer foreningsrepræsentanterne. De er primært

optaget af deres foreninger og de sager eller problemområder, de arbejde med.Derfor værdsætter de frivilligcentrenes forsøg på at synliggøre det frivillige arbejdeog forbedre foreningernes vilkår. Frivilligcentrene udgør en mulighed for at løftesager frem, som foreningerne ikke ville have mulighed for hver for sig.Foreningsskepsis?I kapitel 4 om kommunernes vurdering af frivilligcentrene gav flere kommunaleinformanter udtryk for, at man til tider kunne møde kritiske repræsentanter forfrivillige foreninger, der mente, at frivilligcentret fik en lidt for rigelig andel af delokale § 18 midler. Denne kritik har jeg derfor også forsøgt at efterspore hosforeningsrepræsentanterne, men meget få giver udtryk for den. Enkelte refererer, atder blandt nogle foreninger eksisterer en skepsis, der til dels knytter sig tilukendskab og usikkerhed om, hvad nytte et frivilligcenter kan gøre:”Halvdelen af min bestyrelse er imod frivilligcentret. Nu ikke såmeget, men de har været. De synes, det er noget pjat. Foreningernehar kunnet køre hver for sig i de her små grupper, der holderkortene ind til kroppen. Nu skal frivilligcentret så pludselig kommeog sige, nu skal vi være under en paraply. Men hvad skal vi brugedet til? Det er meget den, jeg møder”.(Foreningsrepræsentant 6)

Det er imidlertid det helt entydige billede, blandt dem jeg har interviewet, at frivil-ligcentrene nyder stor opbakning og legitimitet, og ingen føler sig kaldet til atkritisere hverken frivilligcentrene som sådan eller fordelingen af midler. Forenings-repræsentanterne mener generelt, at § 18 midlerne til frivilligcentrene er godt givetud og i mange tilfælde også bedre, end hvis de gik til de lokale foreningersaktiviteter. Denne støtte og opbakning, som viser en hel del om den legitimitetfrivilligcentrene har i det lokale foreningsliv, forklares med, at den service ogsupport, foreningerne modtager, er til større gavn for deres aktiviteter end derelativt små beløb, de fleste foreninger modtager fra de kommunale § 18-puljer.Det dokumenteres til overflod i de følgende interviewuddrag:I: ”Fra foreningerne kunne man se sådan på det, at det er noget,der går fra foreningerne?R1: Det kunne man godt, ja. Men jeg tror ikke, det er til det dår-ligere.

R2: Jeg synes ikke, det går fra os, det går til os. Det kan godt være,at når vi får § 18 midler, så får vi lidt mindre, end vi har regnetmed, fordi de skal have en lille smule mere herovre, men hvad gørdet? For de penge, der ligger her, dem bruger vi jo så.I: Man kan sige, I har en trækningsret på dem?R2: Ja, det kan man sige”.(R1: Foreningsrepræsentant 7. R2: Foreningsrepræsentant 6)”For mit vedkommende der vil jeg sige, at de penge, der går hertilaf § 18, jeg tror, de er uvurderlige. Jeg tror den hjælp er uvur-derlig.”(Foreningsrepræsentant 18)”Jeg har ingen ønsker om at gøre indhug i de midler, de får, forjeg tror ikke de kan bruges bedre.”(Foreningsrepræsentant 14)”Jeg tror, det er en vanvittig god investering for kommunen, ogogså for os andre, at have det her koordinerende led her. Det villejo være frygteligt, hvis vi skulle sidde med 98 foreninger. Husetsikrer alle informationer, binder folk sammen, sparker os lidt,motiverer os på en anden måde – meget af det ville smuldre, hvisdet skulle køre udelukkende på frivillighedens vej.”(Foreningsrepræsentant 1)”Hvis vi ikke havde et hus, så havde vi 4000,- kr. til vores forening,og de penge ville jeg da meget gerne betale for at have et hus.”(Foreningsrepræsentant 1)

Foreningernes vurdering af frivilligcentrenes betydning understøtter på mangemåder det indtryk, som også er fremgået af kapitel 3 og 4. Frivilligcentrene fungerersom de lokale foreningers sekretariat og samlingssted, der støtter og letter deresarbejde. De binder foreningerne tættere til hinanden, og de letter foreningernes syn-lighed i forhold til borgerne. Dermed letter de også tilgængeligheden for borgernesengagement i det frivillige sociale arbejde og forbedrer foreningernes mulighed forat komme ud med deres budskab. Frivilligcentrene løfter dermed de enkelte fore-ninger ind i en kollektiv ramme, der både gør det lettere at være forening, og som

samtidig skaber mere opmærksomhed og anerkendelse af det frivillige sociale arbej-de i de enkelte kommuner.Man kunne forestille sig, at det positive billede, der her er tegnet, kunneskyldes en skævhed i udvælgelsen af informanter til interviewene. Idet frivilligcen-trene i samarbejde med evaluator har peget på informanter til fokusgrupperne, erdette en rimelig indvending. Hvis jeg selv skulle have udvalgt informanter uden omfrivilligcentret, ville der imidlertid være en betydelig risiko for at udtrække forenin-ger, hvis kendskab til og samarbejde med frivilligcentrene var minimalt. Informa-tionsværdien af et sådant interview ville således være ringe. Derfor valgte jeg istedet at bede lederne af frivilligcentrene om at pege på foreningsrepræsentanter,der (efter ledernes vurdering) havde forskellige erfaringer med og relationer tilfrivilligcentret. Således kunne jeg opnå større variation i erfaringerne med at benyttefrivilligcentrene og forskellige vurderinger af deres betydning. Det mener jeg erlykkedes. Men det er klart, at udvælgelsesproceduren rummer en indbygget risikofor at overvurdere frivilligcentrenes betydning og tegne et for positivt billede.For at balancere og validere indtrykket fra den kvalitative analyse supplerer viderfor i det følgende kapitel med analyser, der bygger på en spørgeskema-undersøgelse, hvor der foreligger svar fra et stort antal foreninger på det socialeområde om frivilligcentrenes virksomhed.

DatagrundlagUndersøgelsens datagrundlag er et spørgeskema, der blev udsendt til de 50 frivillig-centre, der på indsamlingstidspunktet i efteråret 2007 var medlemmer af FriSe.Frivilligcentrene blev bedt om at videresende spørgeskemaet til de frivillige socialeforeninger, som frivilligcentrene havde opført i deres database eller adressekartotek.Foreninger, der ikke var medlemmer af et frivilligcenter, eller som falder udenforsocial- og sundhedsområdet, har således ikke haft mulighed for at svare på skemaet.26 frivilligcentre valgte at udsende spørgeskemaet til deres medlemsforeninger og644 foreninger besvarede skemaet. De fleste foreninger besvarede skemaet igen-nem et elektronisk link.De 26 frivilligcentre, der udsendte skemaet til deres medlemmer, fordeler sigjævnt med hensyn til alder, urbaniseringsgrad (storby, større by, lille by), befolk-ningsunderlag og antallet af medlemsforeninger. Vi har således en begrundetformodning om, at der ikke er skævheder med hensyn til, at det er en bestemt typefrivilligcenter, der har udsendt skemaet til deres medlemsforeninger. Dette er heltafgørende for undersøgelsens pålidelighed.Afgørende for pålideligheden er endvidere, hvilke foreninger, der efter at havemodtaget spørgeskemaet fra de respektive frivilligcentre, har besvaret det. Mankunne på forhånd have forventet, at især foreninger med et godt kendskab og nærtsamarbejde med frivilligcentret ville have besvaret skemaet. Denne bekymring visersig dog at være ubegrundet. Eksempelvis har over en tredjedel af de foreninger, derLars Skov Henriksen har fungeret som konsulent på såvel udarbejdelse af spørgsmål, tilrettelæggelse afdataindsamling samt dataanalyse. Undersøgelsen blev til på initiativ af FriSe, der ønskede en dokumentation affrivilligcentrenes arbejde. På baggrund heraf var det vurderingen, at det ville være dobbelt arbejde og en unødigforstyrrelse af frivilligcentrene, hvis der også fra evaluators side blev fremsendt spørgeskemaer til foreningerne.Til brug for nærværende rapport har Stine Christensen foretaget yderligere analyser af materialet, somfremlægges og diskuteres i dette kapitel. For en fuldstændig dokumentation og afrapportering af undersøgelsense Stine Christensen (2008).2

besvarede skemaet, ikke benyttet sig af nogen former for foreningsservice, og lidtunder en tredjedel har angivet, at de kun har lidt eller intet kendskab til frivilligcen-trets arbejde. Der foreligger altså besvarelser fra en rimelig andel af de foreninger,der ikke er særlig tæt knyttet til frivilligcentret, hvilket øger undersøgelsens trovær-dighed. Ligeledes er der en jævn fordeling med hensyn til besvarelser fra foreninger,der er tilknyttet et frivilligcenter i henholdsvis en storby, en større by og en mindreby (ca. en tredjedel fra hver). Derimod er der en skævhed med hensyn til svar fraforeninger i forhold til frivilligcentrenes befolkningsunderlag. Der er relativt fleresvar fra foreninger, der er tilknyttet et frivilligcenter med et befolkningsunderlagover 60.000. Dette er imidlertid forventeligt, idet frivilligcentre med et stortbefolkningsunderlag også har et større antal medlemsforeninger.Også med hensyn til andre foreningskarakteristika så som alder og størrelse erder en sådan spredning blandt de foreninger, der har besvaret skemaet, at vi menerde afspejler foreningerne på social- og sundhedsområdet mere generelt. Det kan vivide, fordi vi kan sammenligne foreningerne i denne stikprøve med kortlægningenaf de lokale foreninger på social- og sundhedsområdet, der blev gennemført iforbindelse med den danske frivillighedsundersøgelse (Ibsen 2006). Fra denne kort-lægning ved vi, at foreningerne på social- og sundhedsområdet er relativt unge oghar relativt få medlemmer. Dette gælder også foreningerne i denne stikprøve. Doger der en tendens til, at de foreninger, der har besvaret vores skema i endnu højeregrad er karakteriseret ved at være oprettet inden for de senere år. Således er om-kring halvdelen oprettet mellem 1990 og 2004, mens omkring 15 pct. er oprettetefter 2005.Endelig er der en god spredning med hensyn til de forskellige målgrupper,som de deltagende foreninger, dækker. Det fremgår af nedenstående figur 1.

De svar, som den følgende analyse bygger på, kommer således ikke fra foreninger,der især arbejder med én bestemt målgruppe. Ganske vist er foreninger med ældresom målgruppe topscorer sammen med sygdomsforeninger, men det afspejlersandsynligvis, at disse to foreningstyper dominerer det lokale organisationsland-skab. Det er også det indtryk, som den kvalitative analyse har givet.Frivilligcentrenes vigtigste opgaverForeningerne blev først bedt om at vælge hvilke tre opgaver ud af otte, de mener,det er vigtigst, at frivilligcentret udfører. Svarfordelingen fremgår af nedenståendetabel 1.

Tabel 1. Foreningernes valg af opgaver, som de finder vigtigst, at frivilligcentret udfø-rer. Absolutte tal og procent.OpgaveAntal (procent)1. Synliggørelse af foreningerne348 (60,7 %)2. Være bindeled mellem kommunen og 296 (51,7 %)foreningerne3. Afholde arrangementer, hvor229 (40 %)foreningerne møder hinanden4. Udlån af lokaler, computer og204 (35,6 %)lignende5. Yde service i forbindelse med at finde 189 (33 %)frivillige6. Yde service i forbindelse med160 (27,9 %)ansøgninger og lignende7. Yde service i forbindelse med opstart 144 (25,1 %)af nye projekter8. Yde service i forbindelse med63 (11 %)planlægning arrangementerN=573Kilde: Frivilligcentre og Selvhjælp Danmark 2008

Ud af de otte forskellige opgaver har omkring 60 pct. af foreningerne valgt synlig-gørelse af foreningerne som en af de tre vigtigste opgaver for frivilligcentret. Detteer i overensstemmelse med den vægt foreningerne i den kvalitative analyse lagde påsynlighed. Omkring halvdelen har betonet frivilligcentrets opgave med at værebindeled mellem de lokale foreninger og kommunen som en af de tre vigtigsteopgaver. Det kan skyldes, at det opfattes som vigtigt at have god kontakt tilkommunen, bl.a. for at kunne påvirke rammerne for frivilligheden i kommunen.Dette er også i overensstemmelse med den kvalitative analyse, hvor frivillig-centrenes rolle som en fælles stemme for foreningerne blev understreget. Endelighar omkring 40 pct. peget på betydningen af afholdelse af arrangementer, hvorforeningerne møder hinanden. Også dette er i overensstemmelse med den kvali-tative analyses påpegning af frivilligcentrenes rolle som netværksskaber.Også praktiske opgaver som lån af lokaler, hjælp til ansøgninger og start afnye projekter trækkes frem af flere foreninger, men måske ikke så mange som mankunne forvente ud fra den vægt, som foreningerne i den kvalitative del lagde pådenne type hjælp. Det skyldes sandsynligvis, at foreningerne i spørgeskemaet erblevet bedt om at prioritere blandt opgaverne. Og her får de aktiviteter, der under-støtter den lokale frivillighed og den kollektive organisering, altså topprioritet. Detbetyder derfor næppe, at foreningerne ikke lægger vægt på den praktiske hjælp men80

nok snarere, at de især finder frivilligcentret vigtigt som en institution, der skalsamle de lokale foreninger.Foreningernes brug af frivilligcentreneI de følgende afsnit præsenterer vi foreningernes svar på de spørgsmål i spørge-skemaet, der omhandler de aktiviteter og tilbud, som de fleste frivilligcentre tilbyderde frivillige sociale foreninger. Det er for eksempel hjælp til at starte foreningen opog foreningsservice i form af lokaleudlån og faglig rådgivning. Vi starter med at sepå hvor mange, der har fået hjælp til at starte en ny forening eller et nyt projektinden for en forening op.

Støtte til nye foreninger og projekter (projektvugge)117 (19 pct. af 615) foreninger har svaret, at de har modtaget støtte til oprettelsenaf et nyt projekt, og 47 (8 pct. af 580) at de har modtaget støtte til oprettelse afselve foreningen. 24 foreninger har afkrydset begge muligheder. I alt er der således140 foreninger, der har modtaget en eller anden form for støtte, hvilket svarer tilgodt 20 pct. af de 644 foreninger, der har deltaget i undersøgelsen.De foreninger, der har modtaget denne hjælp, er alle enten ’meget tilfredse’(ca. 69 pct.) eller ’tilfredse’ (ca. 27 pct.). Kun fire er hverken tilfredse eller utilfredse,mens en enkelt er meget utilfreds.Støtte til nye foreninger og projekter er en af de opgaver, der også i denkvalitative del blev vurderet som meget betydningsfuld. Resultatet fra den kvantita-tive undersøgelse viser i overensstemmelse hermed, at de foreninger, der harmodtaget en sådan form for støtte, har sat pris på den.Formidling og mobilisering af frivilligeSom tidligere nævnt er formidling af frivillige en af de opgaver, der traditionelt harværet vigtig for frivilligcentrene. I det følgende undersøger vi, hvor mange af de644 foreninger, der har benyttet sig af denne ydelse.70 pct. af foreningerne har fået nye frivillige inden for det seneste år, og 180foreninger (svarende til knap 30 pct.) har svaret, at de har søgt frivillige gennemfrivilligcentret. Ud af disse 180 foreninger har 80 (svarende til ca. 45 pct.) modtaget81

frivillige, der har fundet foreningen gennem frivilligcentret, mens nogenlundesamme andel (ca. 42 pct.) ikke har fået frivillige gennem frivilligcentret. Det er altsået mindretal af det samlede antal foreninger, der inden for det seneste år harmodtaget nye frivillige gennem frivilligcentret. Det svarer til indtrykket fra dekvalitative analyser, men det er dog værd at hæfte sig ved, at et substantielt antalforeninger faktisk har fået formidlet frivillige. Tilfredsheden med formidlingen erogså høj, idet omkring 70 pct. af de foreninger, der har søgt frivillige gennemfrivilligcentret, er enten ’tilfredse’ eller ’meget tilfredse’ med den service, de har fåetfra frivilligcentret.ForeningsserviceForeningsservice er en betegnelse, der dækker over de tilbud, som frivilligcentrenehar til den enkelte forening. I undersøgelsen er der spurgt specifikt til følgende firetyper foreningsservice: udlån af kontorartikler (fx computer, kopimaskine osv.),udlån af lokaler, faglig rådgivning og sparring samt kurser. Tabel 2 viser, hvormange foreninger, der har benyttet de enkelte tilbud.Tabel 2. Foreninger der har benyttet en eller flere typer foreningsservice. Absolutte talog andele i procent.Typer af foreningsserviceLån af kontorartiklerLån af lokalerFaglig rådgivning og sparringKurserAndetHar ikke modtagetforeningsserviceTotalAntalforeninger1502311551461022401024*Andel af alleforeninger24,0 %36,9 %24,8 %23,3 %16,3 %38,3 %163,6 %*

Ud af de 626 foreninger er der godt 60 pct., der har benyttet sig af en eller fleretyper foreningsservice. Fordelingen på de forskellige typer service er forholdsvisjævn. Topscoreren er lån af lokaler, som mange foreninger i den kvalitative del ogsåfremhævede som vigtig. Lån af kontorfaciliteter, faglig rådgivning og sparring samtkurser benyttes af ca. en fjerdedel af foreningerne.372 foreninger har svaret på, hvor tilfredse de har været med den forenings-service, de har modtaget. Som det ses af nedenstående tabel 3, er over halvdelen’meget tilfredse’, og mere end hver tredje er ’tilfredse’. Kun ni er utilfredse ellermeget utilfredse, og 33 foreninger (ca. 9 pct.) er hverken tilfredse eller utilfredse.Tabel 3. Foreningernes tilfredshed med frivilligcentrets foreningsservice. Absolutte talog procent.TilfredshedMeget utilfredsUtilfredsHverken tilfreds ellerutilfredsTilfredsMeget tilfredsTotalAntal foreninger3633138192372Procent0,8 %1,6 %8,9 %37,1 %51,6 %100 %

Som det fremgik af tabel 2, var der 240 foreninger, der ikke havde benyttet sig afnogen af frivilligcentrenes typer af foreningsservice. I spørgeskemaet indgik derspørgsmål om begrundelsen for dette. Omkring 45 pct. af disse foreninger begrun-der deres fravalg af foreningsservice med, at de ’får tilstrækkelig bistand fra deresegen organisation’. Der kan her være tale om lokalafdelinger af landsorganisationermed et mindre behov for foreningsservice – også selv om den kvalitative del ikkeviste nogen forskel her. Andre 20 pct. vælger som begrundelse, at de er en lillegruppe, der ikke har behov for ret meget assistance. Derudover har yderligere ca.17 pct. svaret, at de ikke var bevidste om, at frivilligcentret tilbyder de nævnte typerservice, mens ca. lige så mange svarer, at frivilligcentret ikke har relevante tilbud tilforeningen.Det er værd at bemærke, at negative begrundelser, som fx at foreningen ikkehar nogen interesse i frivilligcentret, at beliggenheden er for dårlig, eller at fore-ningen aldrig har hørt om frivilligcentret, kun vælges af relativt få foreninger. Det er

også positivt, at ca. 50 pct. af de foreninger, der ikke har benyttet frivilligcentret,svarer, at de godt kunne forestille sig, at de i fremtiden vil benytte frivilligcentret.Deltagelse i frivilligcentrets arrangementerEn anden hovedtype af aktivitet i frivilligcentrene er afholdelse af forskellige typeraf arrangementer. Det fremgik af den kvalitative analyse, at mange foreninger lagdevægt på synliggørende aktiviteter som frivilligmarkeder og netværksskabendearrangementer som temadage, kurser og foredrag. Tabel 4 giver en oversigt over,hvor mange foreninger, der har deltaget i forskellige typer arrangementer. Spørgs-målet måler kun, hvorvidt foreningerne har deltaget eller ej og kan således ikke sigenoget om, hvor mange gange eller hvor ofte foreningen har deltaget i et givetarrangement.Tabel 4. Foreningernes deltagelse i frivilligcentrenes arrangementer. Absolutte tal ogprocent.ArrangementerFrivilligmarkedKurser og foredragTemadageNetværksarrangementerMøder med kommunenSociale arrangementerIngen deltagelseTotalAntal foreninger2911871751751801631851356*Procent45,2 %29,0 %27,2 %27,2 %28,0 %25,3 %28,7 %210,6 %*

Knap 30 pct. angiver ikke at have deltaget i noget arrangement afholdt af frivillig-centret. Til gengæld har omkring 45 pct. deltaget ved et frivilligmarked, og mellem25 og 30 pct. har deltaget i kurser, temadage, netværksarrangementer, møder medkommunen og sociale arrangementer. I alt har 459 foreninger (svarende til godt 70pct.) deltaget i en eller flere arrangementstyper. Det må siges at være en ganske storandel.Et af formålene med spørgsmålet om, hvilke arrangementer foreningerne hardeltaget i, var at undersøge, om deltagelsen har en netværksskabende effekt. Atskabe netværk mellem de frivillige sociale foreninger er en af de aktiviteter i frivil-84

ligcentrene, der er vokset og blevet vigtigere med årene, og blandt andet derfor erdet relevant at vide, hvordan foreningerne ser på dette. De foreninger, der havdeangivet at have deltaget i et eller flere arrangementer, blev derfor spurgt, om dettehavde øget kendskabet til andre foreninger, øget samarbejdet med andre foreningerog generelt hvilken betydning, det har, at frivilligcentret afholder sådanne arrange-menter.Her viser svarene, at foreningerne i høj grad mener, at arrangementerne ermed til at øge kendskabet til andre foreninger. Således svarer ca. 25 pct., atdeltagelsen i diverse arrangementer i høj grad har skabt øget kendskab til andreforeninger, mens godt 40 pct. mener, at det i nogen grad skabt øget kendskab. Derer dog også omkring 20 pct., der mener, at det kun i mindre grad har øgetkendskabet, mens ca. 6 pct. mener, at det slet ikke er tilfældet.Derimod mener foreningerne ikke generelt, at arrangementerne bidrager tilmere samarbejde med andre foreninger. Kun ca. 6 pct. af foreningerne mener, atarrangementerne i høj grad har skabt mere samarbejde, mens godt 20 pct. svarer, atdet i nogen grad er tilfældet. Omvendt mener godt 25 pct., at det i mindre grad harskabt øget samarbejde, mens den største andel, nemlig ca. 32 pct., mener at det sletikke har skabt mere samarbejde. Baseret på foreningernes vurdering opstårsamarbejde altså ikke i stort omfang ved blot at bringe foreningerne sammen. Dettebetyder imidlertid ikke, at foreningerne ikke mener, at arrangementerne er vigtige.Tværtimod svarer godt 20 pct. at det har stor betydning, mens den største andel,nemlig ca. 38 pct., mener, det har nogen betydning. Ca. 25 pct. mener, det harmindre betydning, og ca. 13 pct. mener ikke, det har nogen betydning.Foreningernes holdninger til frivilligcentreneFor yderligere at få indsigt i foreningernes syn på frivilligcentrene, blev forenin-gerne bedt om at tage stilling til en række negative og positive udsagn. Foreninger-ne kunne vælge mellem svarkategorierne ’meget enig’, ’enig’, ’hverken enig elleruenig’ ’uenig’ og ’meget uenig’.Generelt viser svarene, at foreningerne er meget positivt indstillede over forfrivilligcentrene. Foreninger, der vælger ikke at udtrykke en positiv holdning,placerer sig i højere grad i den neutrale midterkategori end i en kategori, derudtrykker en negativ indstilling. Generelt er der mellem en fjerdedel og en tredjedelaf de foreninger, der har svaret på udsagnene, der placerer sig i midterkategorien.85

En placering i midterkategorien kan være udtryk for, at man ikke føler sig i stand tilat vurdere udsagnet, eksempelvis fordi man ikke har nok kendskab til frivillig-centrenes virksomhed.Foreningernes svar på de forskellige udsagn fremgår af tabel 5 neden for.Tabel 5. Foreningernes holdninger til frivilligcentrene. Absolutte tal. Procent i parentes.Uenig ellermeget uenigPositive udsagn:Spiller nyttig rolle som bindeledBidrager til øget synlighed forforeningerneGodt sted at få service og bistandBidrager til større fællesskabBidrager til kvaliteten af detfrivillige sociale arbejdeNegative udsagn:Arbejder for meget sammen medkommunenOvertager foreningernes arbejdeVaretager i højere grad egneinteresser end foreningernesEr skyld i, at der er færre midlertil foreningerne22 (3,9 %)68 (12 %)15 (2,7 %)18 (3,2 %)17 (3 %)Hverken enigeller uenig165 (29,3 %)168 (29,6 %)134 (23,7 %)147 (26,1 %)143 (25,4 %)Enig ellermeget enig377 (66,8 %)332 (58,5 %)417 (73,7 %)399 (70,7 %)402 (71,5 %)N

Overordnet set bekræfter svarmønstrene det indtryk, som den kvalitative analyseefterlod. Foreningerne vurderer, at frivilligcentrene kan bidrage til at højne kvali-teten af det frivillige sociale arbejde, øge synligheden samt levere service og bistandtil foreningerne. Meget små andele af foreningerne er uenige i disse udsagn. Det erdog bemærkelsesværdigt, at udsagnet om at frivilligcentrene bidrager til foreninger-nes synlighed er det udsagn, der modtager den største andel negative svar (12 pct.er uenige eller meget uenige). En del foreninger er tilsyneladende af den opfattelse,at frivilligcentrene kunne gøre mere for at synliggøre dem.I forlængelse heraf er meget få foreninger decideret kritiske over for frivillig-centrene, for så vidt angår de negative udsagn om, at frivilligcentrene skulle væreskyld i, at der er færre midler til foreningerne, eller at de overtager foreningernesarbejde eller varetager egne interesser.Udsagnet ”Frivilligcentret arbejder for meget sammen med kommunen”skiller sig ud ved, at en stor andel (56,9 pct.) har svaret ’hverken enig eller uenig’.

Det er en noget højere andel end i de andre udsagn. Forklaringen kan være, atforeningerne ikke ved nok om frivilligcentrets relationer til kommunen og derforvælger ikke at tage stilling.Den positive indstilling rækker dog ikke til, at foreningerne også mener, atfrivilligcentret har den helt store indflydelse på foreningernes eget arbejde. Dettehar vi forsøgt at fange i et spørgsmål med følgende ordlyd: ”I hvilken grad harfrivilligcentret inden for det seneste år haft betydning for, at Jeres forening kunnegennemføre aktiviteter på en bedre måde, end det ellers ville have været muligt?”Foreningernes svar fremgår af tabel 6 neden for.Tabel 6. Har frivilligcentret haft indflydelse på foreningens arbejde?Absolutte tal og procent.Antalforeninger891089425944594Procent15,0 %18,2 %15,8 %43,6 %7,4 %100 %

Hovedparten, nemlig knap 45 pct., mener, at frivilligcentret slet ikke har haftindflydelse på kvaliteten af foreningens arbejde. Der er dog også ca. en tredjedel afforeningerne, der har svaret, at frivilligcentret i høj grad eller i nogen grad har haftindflydelse på arbejdet. Svarmønsteret dækker formentlig over, at mange af forenin-gerne i denne stikprøve ikke har så tætte bånd til frivilligcentret, at det påvirker detdaglige arbejde - endnu. Det er dog også muligt, at svarmønsteret indikerer, at fore-ningerne først og fremmest vurderer, at frivilligcentrenes indsats og betydningligger i at tage initiativer til gavn for foreningerne på tværs og forsøge at forbedreforeningslivets vilkår mere generelt. Visse af svarene, der fremgik af tabel 5, kunnetolkes i den retning.

Samlet vurderingIndtrykket fra den kvantitative analyse støtter konklusionerne fra den kvalitativeanalyse. Foreningerne støtter frivilligcentrene og finder dem nyttige. Især deforeninger, der kender frivilligcentrene, og som har fået hjælp hos dem, vurdererderes indsats som vigtig. Mange foreninger har deltaget i frivilligcentrenesarrangementer og finder dem vigtige – her er foreningerne dog mere forsigtige medat pege på den konkrete værdi, hvilket også gælder for foreningernes vurdering affrivilligcentrenes betydning for kvaliteten af foreningernes arbejde. Kun et absolutfåtal af foreningerne er decideret kritiske over for frivilligcentrene. Det store flertalvurderer, at frivilligcentrene kan bidrage til at højne kvaliteten af det frivilligesociale arbejde, øge synligheden samt levere service og bistand til foreningerne

Vi ved fra den danske frivillighedsundersøgelse, at de frivillige organisationer påsocial- og sundhedsområdet har nogle bestemte karakteristika. Hvad angår delokaleforeningerpå social- og sundhedsområdet, så udgør de for det første en relativt lilleandel af den samlede population. Kun ca. 9 pct. af samtlige lokale foreninger findespå social- og sundhedsområdet (Ibsen 2006:46). Også kun ca. 10 pct. af det samledeantal frivillige timer, der lægges i hele den frivillige sektor, lægges på social- ogsundhedsområdet. Et andet karakteristisk træk er, at organisationerne i storudstrækning baserer sig på frivillig indsats. Ca. 87 pct. af de lokale sociale ogsygdomsbekæmpende foreninger benytter således udelukkende frivillig arbejdskraft(Ibsen 2006:67). Samlet set er det karakteristisk, at de lokale foreninger i storudstrækning lever af den frivillige indsats og kun i meget få tilfælde har ansatte.Professionaliseringsgraden er således lille.Et tredje karakteristisk træk er, at de lokale foreninger ofte er rettet mod énbestemt målgruppe, fx ældre, handicappede, kronisk syge, ensomme unge ellerlignende. Lidt afhængig af hvilket problemområde en given forening har i fokus, såkan man sige, at den ofte henvender sig til en snæver kreds. Bortset fra ældre- ogpensionistforeninger, som udgør en relativt stor andel af foreningerne på detteområde, er det således karakteristisk, at foreningerne har få medlemmer og en lillebase at rekruttere frivillige fra. Samtidig kan man sige, at foreningerne ofte erorienteret mod deres egne målgrupper, interesser og medlemmer og sjældent modopgaver, der ligger uden for medlemskredsens interesser og behov (Ibsen, Boje ogFrederiksen 2008:149).Det lokale foreningsliv, som frivilligcentrene primært retter deres indsats mod,er således karakteriseret ved at have få menneskelige og økonomiske ressourcer ogdermed tilsvarende lille løsningskapacitet3samtidig med, at de ofte har en lilleberøringsflade med andre foreninger og initiativer.Det er klart, at billedet på social- og sundhedsområdet ændrer sig, hvis man inddrager de selvejende institu-tioner og de store landsdækkende organisationer i det samlede billede. Eftersom frivilligcentrene kun i mindreomfang har disse organisationer som sine målgrupper udelades dette imidlertid her. For en udvidet diskussion afdet generelle velfærdspotentiale i den frivillige sektor henvises til Henriksen 2006; Henriksen et al. 2008; Ibsen,Boje og Frederiksen 2008.3

Hvis man fra offentlig side ønsker at styrke det lokale frivillige engagement ogudvide omfanget af frivilligt socialt arbejde, sådan som det fx fremgår af rege-ringens debatoplæg til en kvalitetsreform,4så kræver det givetvis, at man også inve-sterer i institutioner og strukturer, der kan støtte og lette det lokale arbejde. Medden foreningsstruktur, der findes lokalt, er det ikke realistisk, at lokale foreninger ogfrivillige uden videre løfter flere og større opgaver, end de allerede gør.Det er næppe heller realistisk, at kommunerne selv danner sig det nødvendigeoverblik over det frivillige organisationslandskab, idet kommunerne er blevetbetydeligt større geografiske og administrative enheder efter kommunalreformen ogsamtidig har fået tilført nye opgaver på sundhedsfremme- og forebyggelsesområdet.Mange lokale foreninger er kommet længere væk fra kommunen, og de nyekommunale opgaver har betydet, at kommunerne står over for en betydelig merevarieret og sammensat frivillig sektor end tidligere.De erfaringer, der er dokumenteret i denne delrapport, viser, at frivillig-centrene, når de fungerer godt, kan have en sådan lokal støttefunktion. De kanfungere som et lokalt knudepunkt med flere forskellige integrerende og støttendefunktioner, idet de blandt andet kan:- koordinere initiativer og aktiviteter på tværs af frivillige initiativer- koordinere initiativer og aktiviteter på tværs af offentlige og frivillige initia-tiver- øge kendskabet til og synligheden af frivilligt socialt arbejde – og dermedlette tilgængeligheden for borgerne- øge kvaliteten af de lokale foreningers arbejde – og dermed forbedremulighederne for at rekruttere og fastholde medlemmer og frivillige- øge kendskabet og netværkene mellem de lokale foreninger og dermedlette foreningernes muligheder for at sætte nye initiativer i gang- hjælpe nye initiativer i gang- opfange lokale behov og kanalisere dem ud til øvrige foreninger samt opadtil kommunen og offentligheden

- opfange nye muligheder og prioriteringer (kommunale og statslige) oppefra og kanalisere dem ud til foreningerne- lette foreningernes indgang til det offentlige, så de sjældnere møder barri-erer og forhindringer- lette det offentliges indgang til det frivillige sociale arbejde, sådan atkontakten lettere etableres og udbygges- styrke partnerskaber mellem frivillige organisationer på den ene side oguddannelsesinstitutioner, kommuner m.fl. på den anden- medvirke til at formulere frivilligpolitikker, der anerkender det frivilligesociale arbejde og fastlægger rammer for samspillet mellem det offentligeog de frivillige foreningerTo hovedkonklusioner står tilbage efter denne delrapport. For det første at frivillig-centrenes organisationelle identitet er under forandring. Man kan her tale om treidealtypiske identiteter. Frivilligcentrene opstod i slutningen af 1980erne som etsvar på et problem om at skabe meningsfuld aktivitet på andre arenaer end detofficielle arbejdsmarked. I en tid med høj arbejdsløshed blev frivilligcentrene setsom en’formidlingscentral’for frivilligt arbejde. Denne ide er stadig bærende for endel af frivilligcentrenes arbejde, og i Udviklingspuljens udbudsmateriale blev derlagt vægt på denne aktivitet som en af kerneopgaverne. Formidling af frivilligtarbejde har imidlertid vist sig at være vanskeligt at realisere i stor målestok. Måskeisær i en dansk (og nordisk) kontekst, hvor frivilligt arbejde i stor udstrækning erkoblet til medlemskabet af en forening.Mange frivilligcentre opbyggede i lyset af vanskelighederne med at realisereformidlingsaktiviteter i stedet brugerorienterede aktiviteter i huset. Ofte fordifrivilligcentrene ikke kun bliver brugt som indgangsportal til det frivillige arbejde(der hvor man henvender sig, hvis man gerne vil yde en indsats), men også sommødested og aktivitetssted for borgere, brugere og frivillige. En sådan identitet som’mødested’er også stadig betydningsfuld for mange frivilligcentre.Det materiale, der er indsamlet til denne delrapport, tyder imidlertid på, at entredje identitet, nemlig den vi har kaldt’knudepunkt’,er ved at vinde indpas.Frivilligcentrene prioriterer og bruger en større del af deres ressourcer på at støttedet lokale foreningsliv – og de initiativer, der kan blive til foreninger på sigt. Og debruger færre ressourcer på selv at igangsætte omsorgs- og brugeraktiviteter.Frivilligcentrene retter med andre ord i stigende grad deres indsats mod foreninger91

og sammenslutninger (altså de kollektive sammenhænge) – frem for mod individer.De ekstra midler, som udviklingspuljen har stillet til rådighed for frivilligcentrenesarbejde, har muliggjort, at man har kunnet udvikle og prioritere denne indsats.Vurderingen er, at man når flere borgere ved at skabe kontakten til de frivilligeforeninger og initiativer og støtte disse i at kvalificere og inspirere deres arbejde ogydelser i forhold til de forskellige målgrupper. Frivilligcentrene lægger meget vægtpå at udvikle metoder og redskaber, så foreningerne får lettere ved at realisere deresmål, hvad enten det drejer sig om at advokere for en sag, tilbyde en service til enbestemt målgruppe eller etablere en aktivitet for medlemskredsen.Den anden hovedkonklusion er, at frivilligcentrenes indsats primært er rettetmod foreninger og organisationer på social- og sundhedsområdet. Dette fremgårtydeligt af mange frivilligcentres medlemsoversigter samt aktivitetskataloger og afden sammensætning, som bestyrelserne har rundt omkring. Det fremgår endvideretydeligt af de frivilligpolitikker, som er formuleret mange steder. Hovedparten afdisse er formuleret og godkendt i regi af de lokale social- og/eller sundhedspolitiskeudvalg (eller borgerudvalg), og i mange nævnes det eksplicit, at der er tale om enfrivillighedspolitik for det frivillige sociale arbejde.Frivilligcentrene har således udviklet en fokuseret indsats, der, set fra et evalu-eringssynspunkt, der har frivilligcentrenes præstationer som en central problem-stilling, forekommer fornuftig. Af tre grunde.Frivilligcentrene har for det første begrænsede ressourcer. En fokuserettilgang giver tydeligere retningsanvisninger for centrenes arbejde, hvilket gør detnemmere for de ansatte og frivillige, at prioritere arbejdsindsatsen og samarbejdetmed foreninger og kommuner. Hvis man har som mål at samarbejde med alle ogforsøger at favne hele det civile samfund, så risikerer man, at kunne gøre meget lidtmange steder.For det andet gør en fokuseret tilgang det nemmere for omgivelserne atafkode, hvad frivilligcentret er for en størrelse. Noget man ikke skal undervurderebetydningen af, når det kommer til at vinde legitimitet, opbakning og støtte iomgivelserne. Støtten – specielt den finansielle - vil meget ofte (og sandsynligvis istigende grad) afhænge af, at man er i stand til at overbevise om, at man leverernoget for pengene. Ofte har det været et problem, at frivilligcentrene er forufokuserede og uklare i deres indsats. Udviklingspuljen har her bidraget til, atfrivilligcentrene er blevet stadig mere tydelige i forhold til, hvad der er deres fokusog kerneopgaver.92

Den tredje fordel er, at en tydeligere fokus medfører, at der ikke opstår alt forforskellige forventninger fra stat, kommuner og lokale foreninger, der kan resulterei krydspres, der kan være svære at håndtere. Det materiale, som denne rapportbygger på, indikerer, at der er opbygget en høj grad af konsensus om, hvad et frivil-ligcenter er.Selv om der er lokale variationer og forskelle i organisering og prioritering afindsatsen, så er forskellene således overraskende små på tværs af de frivilligcentre,der har været belyst i denne rapport. Det er for så vidt overraskende, fordi udvæl-gelsen af casene netop baserede sig på et ’most different case design’. Det vil sige,at de frivilligcentre, der blev udvalgt til nærmere undersøgelse, i udgangspunktethavde meget forskellige betingelser og skabelsesberetninger. Nogle havde mange årpå bagen, andre var nystartede. Nogle var uafhængige og fritstående organisationer,andre var indlejret i den kommunale forvaltningsstruktur. Nogle havde en selv-hjælpsgruppeorganisering som historisk baggrund, andre havde en frivillighedsfor-midling som erfaringsbagage. Nogle havde en storby som arbejdsområde, andrefungerede primært i mere tyndtbefolkede landområder. Nogle skulle forholde sig tilomfattende organisatoriske ændringer efter kommunalreformen (udvidelser ogsammenlægninger), mens kommunalreformen for andre kun medførte minimaleændringer.5På trods af betydelige forskelle i udgangspunktet, så er min vurdering, at lig-hederne, når det gælder forventninger til frivilligcentrenes rolle og opgavepriorite-ring samt deres konkrete aktiviteter og indsatser, er lettere at få øje på end forskel-lene. Min tolkning af dette mønster vil være, at der er opbygget en relativt stor gradaf homogenitet og konsensus omkring opfattelsen af, hvad der udgør et ’godtfrivilligcenter’, eller med andre ord, hvad der er den ’legitime organisationsopskrift’.Det vil sige, at frivilligcentrene efterhånden udgør et felt karakteriseret ved fællesopfattelser og forventninger. Frivilligcentrene har efterhånden en tydelig profil –rettet mod social- og sundhedsområdet - og der er efterspørgsel efter deres ydelserog tjenester. Fra både kommuner og foreningers side. Det sidste er helt afgørende.Frivilligcentrene opstod i sin tid som en ’løsning, der var på udkig efterproblemer’ - søgende, ufokuseret og ikke tydelig profileret. Det er min vurdering, at5

denne situation er forandret. Frivilligcentrene har fundet en identitet og profil, dergiver mening, på et tidspunkt hvor det offentlige efterspørger mere frivillig indsatsog flere ’hænder’. Så vidt jeg kan vurdere processen, er dette et resultat af etsammentræf af flere omstændigheder. For det første har Udviklingspuljen udgjorten ’ressourcestreng’, som har muliggjort, at flere og mere målrettede initiativer harkunnet igangsættes i større skala. Ministeriets udbudsmateriale, som alle udviklings-projekter har måttet forholde sig til og indrette ansøgninger og prioriteringer efter,har også bidraget til dette. For det andet er der næppe heller tvivl om, at FriSe’sproces- og dialogorienterede arbejde med medlemsforeningerne har været vigtig forat samle feltet og hæve ambitionsniveauet. Det giver mange af de interviewederepræsentanter fra såvel frivilligcentre som kommuner og foreninger udtryk for.For det tredje har kommunalreformen udgjort en anledning til at reorganiserefrivilligcentrene i forhold til en geografisk skala og et befolkningsunderlag, der kansikre frivilligcentrene en tilstrækkelig volumen. Kommunalreformens opgavereformhar endvidere bidraget til, at foreningerne på hele det social- og sundhedspolitiskefelt har fået fælles interesser og i stigende grad retter deres opmærksomhed mod énoffentlig aktør, nemlig kommunerne. Det gør det lettere for organisationerne atsamle sig på tværs af målgrupper og sager, hvilket styrker mulighederne forkollektivt at organisere den frivillige sociale sektors interesser i forhold tilkommunerne og det offentlige generelt. Dette er en uintenderet konsekvens afkommunalreformen, men for frivilligcentrene betyder det, at de lettere kan spille enrolle som samlende figur eller ’knudepunkt’ i den lokale velfærdsarkitektur ogdermed også lettere kan markere sig i det nye kommunale landskab.

LitteraturBrudney, Jeffrey et al. (2008): Measuring the Impact of the Affiliated Organizations of the Pointsof Light & Hands on Network. Paper presented at the ‘International Conference on VolunteerCenters’, April 24-25, 2008, Rotterdam, the Netherlands.Christensen, Stine (2008):Lokale foreningers syn på de danske frivilligcentre.Rapport. Frivilligcentre &Selvhjælp Danmark.Coleman, James (1988): Social Capital in the Creation of Human Capital.American Journal ofSociology.Vol. 94, supplement.Dugstad, Line og Håkon Lorentzen (2008):Alle til lags. Frivillighetssentralene i nærmiljøet.Rapport.Institutt for samfunnsforskning. Oslo.Evers, Adalbert (2008): Hybrid organisations. Background, concepts, challenges. In: Stephen P.Osborne (Ed.):The Third Sector in Europe. Prospects and Challenges.Routledge.Henriksen, Lars Skov (2006): Velfærdsarkitektur og frivillig løsningskapacitet. ISocial Årsrapport2006.Socialpolitisk Forening og Center for Alternativ Samfundsanalyse.Henriksen, Lars Skov (2008):Udviklingsmål for og selvevaluering af frivilligcentre.Aalborg Universitet.Institut for Sociologi, Socialt Arbejde og OrganisationHenriksen, Lars Skov og Anders Brogaard Marthedal (2006):En kortlægning af organisationerne iDanmark på området for frivilligformidling og selvhjælp.Aalborg Universitet. Institut for Sociologi,Socialt Arbejde og OrganisationHenriksen, Lars Skov et al. (2008): Welfare architecture and voluntarism. Or why ‘changing thewelfare mix’ means different things in different contexts. In: Stephen P. Osborne (Ed.):The ThirdSector in Europe. Prospects and Challenges.Routledge.Horn, Esther Ten, Cees van den Bos, Lucas Meijs, Jeff Brudney (2005): Volunteer centers, whatwe do and don’t know. Paper presented at the 7thResearch Day ‘Voluntary work in theNetherlands and Vlaanderen’, April 7th2005, Erasmus University Rotterdam, the Netherlands.Ibsen, Bjarne (2006): Foreningerne og de frivillige organisationer. I Boje, Thomas P., TorbenFridberg og Bjarne Ibsen (red.):Den frivillige sektor i Danmark – Omfang og betydning.Socialforskningsinstituttet 06:19Ibsen, Bjarne, Thomas P. Boje og Morten Frederiksen (2008): Den frivillige sektorsvelfærdspotentiale. Sammenligning af det sociale og kulturelle område. I Ibsen, Bjarne, ThomasP. Boje og Torben Fridberg (red.):Det frivillige Danmark.Syddansk Universitetsforlag.Koch-Nielsen, Inger, Lars Skov Henriksen, Torben Fridberg og David Rosdahl (2005):Frivilligtarbejde. Den frivillige indsats i Danmark.Socialforskningsinstituttet 05:20Kultur- og Kirkedepartementet (2006-2007): Stortingsmelding nr. 39:Frivillighet for alle.Regeringen (2006):Frit valg, brugerinddragelse og personligt ansvar. Regeringens debatoplæg til møde omkvalitetsreform.30. november 2006. Sekretariatet for ministerudvalget.

Oversigt over informanter

Informanter fra

frivilligcentret

Holstebro- Leder- Bestyrelsesformand- Satspuljemedarbejder

Informanter fra

kommunen

- Koordinator ogkontaktperson tildet frivilligeområde

Informanter fra

lokale foreninger

1) Sclerose-foreningen2) Unge for Ligeværd3) ASFBesøgstjenesten4) Arabisk-DanskVenskabsforening5) Solskinsklubben(for yngreførtidspensionister)6) KFUMs SocialeArbejde (værested)1) JammerbugtenTværkulturelleVenskabsforening2) Ældre Sagen3) Ordblinde-klubben4) AktiveFørtidspensionister5) Hjerteforeningenog patientuddannelse1) Handicapskole2) Ventilen3) Kvinfo’smentornetværk4) Osteoporoseforeningen5) Parkinsonforeningen1) LAFS (landsforen.af fleks- ogskånejobbere)2) Beboerhus-forening3) Foreningen afførtidspensionister4) Iranskkulturforening