Ministeren, Holmens Kanal 22, 1060 København K
Tlf. 3392 9300, Fax. 3393 2518, E-mail [email protected]
________________________________________________________________
Orientering om redegørelse for 2007 vedrørende kommunernes samarbejde med frivillige sociale organisationer, jf. § 18 i lov om social service.
Vedlagt fremsender jeg § 18-redegørelsen for 2007 om kommunernes samarbejde med frivillige sociale organisationer, jf. servicelovens § 18. Redegørelsen giver et landsdækkende billede af samarbejdet i en kvantitativ del, ligesom der foretages en tematisk og kvalitativ analyse af det lokale samarbejde på baggrund af udvalgte cases.
I forbindelse med arbejdet har der været nedsat en følgegruppe bestående af repræsentanter fra Frivilligrådet, KL og Velfærdsministeriet, som har været overordnet ansvarlig for redegørelsens tilblivelse.
To leverandører, henholdsvis Ankestyrelsen og Center for Socialt Entreprenørskab, Roskilde Universitetscenter, har stået for udarbejdelsen af årets § 18 redegørelse.
Ankestyrelsen har udarbejdet den kvantitative del af § 18 redegørelsen, som viser fordelingen af kommunernes udbetaling af § 18 støtten samt tal for samarbejdet mellem kommuner og frivillige foreninger.
Â
Center for Socialt Entreprenørskab, Roskilde Universitetscenter, har udarbejdet den kvalitative del af redegørelsen, som belyser hvordan samarbejdet mellem kommunerne og civilsamfundet kan fungere, når de frivillige sociale organisationer inddrages i et strategisk samarbejde i kommunens overordnede indsatser rettet mod socialt udsatte grupper. Det er belyst med afsæt i det syn en række kommunalpolitikere, kommunale embedsmænd og frivillige fra tre udvalgte cases har på, hvordan samarbejdet mellem kommunerne og det frivillige sociale arbejde foregår.
I Danmark er der en lang tradition for, at den civile sektor spiller en væsentlig rolle i løsningen af de sociale udfordringer. Det er derfor vigtigt, at det offentlige og de frivillige sociale organisationer har et godt samarbejde i forhold til disse udfordringer. Jeg synes, at redegørelsen viser en række gode eksempler på, hvordan dette kan lade sig gøre. Redegørelsen kan derfor være med til at understøtte den spændende udvikling, der er i gang på området, hvor kommuner, frivillige organisationer og andre i stigende grad går sammen om at skabe nye løsninger på samfundsmæssige problemer.
Med venlig hilsen