Forord

Statsministerens redegørelse i henhold til Grundlovens § 38 afgives i en mundtlig og en skriftlig del.

I denne skriftlige del af redegørelsen gives en kortfattet omtale af de lovforslag og forslag til folketingsbeslutning, som regeringen ved begyndelsen af det nye folketingsår forventer at fremsætte i løbet af folketingsåret. Denne del af redegørelsen indeholder endvidere oplysninger om ministerredegørelser til Folketinget.

xxx

Regeringens lovprogram for 2008/2009 indeholder i forlængelse af lovinitiativerne i 2. samling 2007/2008 bl.a. en lang række forslag, der udmønter regeringsgrundlaget ”Mulighedernes samfund” fra november 2007.

Lovprogrammet indeholder også – især på velfærdsministerens område – en række forslag, der udmønter regeringens kvalitetsreform ”Bedre velfærd og større arbejdsglæde – regeringens strategi for høj kvalitet i den offentlige service” fra august 2007.

Regeringen fremlægger i det kommende folketingsår også en række ambitiøse udspil på arbejdsmarkeds-, miljø-, skat- og transportområderne. Udspillene vil blive forhandlet med de politiske partier, og der vil på denne baggrund blive fremsat lovforslag på områderne. Lovgivningen som opfølgning på udspillet på miljøområdet forventes først fremlagt i folketingsåret 2009/2010.

xxx

Jeg ser frem til et godt samarbejde med Folketingets partier om det kommende folketingsårs lovgivning.



Anders Fogh Rasmussen
Statsminister

 


 

 

 

Skatteministeren

Lov om indgåelse af protokol om ændring af overenskomst mellem de nordiske lande til undgåelse af dobbeltbeskatning for så vidt angår indkomst- og formueskatter (Okt I)

Lov om indgåelse af tillægsaftale til den dansk-grønlandske dobbeltbeskatningsaftale (Okt I)

Ændring af ligningsloven, lov om vægtafgift af motorkøretøjer m.v. og registreringsafgiftsloven (Smidiggørelse af 60-dages reglen, dagsafgift for privat benyttelse af varebiler og afgiftsfritagelse for visse ledsagebiler) (Okt I)

Forslaget vedrører administrative forenklinger af 60-dages reglen om erhvervsmæssig kørsel mellem sædvanlig bopæl og arbejdsplads, mulighed for at betale afgift m.v. for varebiler dag for dag samt etablering af faste brikse i ledsagebiler uden afgiftsopkrævning. Forslaget følger op på regeringens aftale med S, DF, SF, RV og LA om initiativer vedrørende gulpladebiler.

Ændring af lov om registrering af køretøjer, færdselsloven, registreringsafgiftsloven og andre love (Justeringer vedrørende digital motorregistrering, registreringsafgift af motorcykler, godtgørelse af afgift ved eksport af køretøjer, kontrol af registreringsafgift samt krav om syn ved eksport af køretøjer) (Okt I)

Forslaget vedrører en række justeringer af lovgivningen om registrering af køretøjer og registreringsafgift bl.a. om adgang til oplysninger i Køretøjsregistret, godtgørelse til nummerpladeoperatører, registreringsafgift af motorcykler, respekt af tinglyst ret ved udbetaling af godtgørelse af registreringsafgift, prisen for papegøje-nummerplader, politibistand og syn ved eksport af køretøjer.

Ændring af selskabsskatteloven, fusionsskatteloven og forskellige andre love (Justering af rentefradragsbegrænsningsreglerne m.v.) (Okt I)

Formålet med forslaget er at justere de omfattende ændringer af selskabsbeskatningen, som Folketinget vedtog i foråret 2007, og som bl.a. medførte nye regler om begrænsning af selskabers adgang til fradrag for nettofinansieringsudgifter og udvidede CFC-beskatningen til at omfatte alle finansielle datterselskaber.

Lov om inddrivelse af gæld til det offentlige (Okt I)

Forslaget indebærer, at reglerne om inddrivelse, der i dag er spredt i en lang række love, samles i én lov.

Ændring af forskellige love (Konsekvensændringer som følge af Lov om inddrivelse af gæld til det offentlige) (Okt I)

Forslaget vedrører konsekvensændringer som følge af Lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, jf. ovenfor.

Ændring af ejendomsværdiskatteloven og ligningsloven (Justeringer som følge af Jäger-dommen m.v.) (Okt II)

Formålet med forslaget er at bringe ejendomsværdibeskatningen af udenlandske ejendomme i overensstemmelse med EU-retten.

Ændring af pensionsafkastbeskatningsloven og pensionsbeskatningsloven (Justeringer) (Okt II)

Lovforslaget har til formål at foretage en række justeringer og præciseringer af de regler om omlægning af pensionsbeskatningssystemet, som blev gennemført i folketingsåret 2006/2007.

Ændring af skatteforvaltningsloven, registreringsafgiftsloven og tonnageskatteloven (Ændringer vedrørende skatte-, vurderings- og motorankenævn m.v.) (Okt II)

Forslaget vedrører udnævnelsesreglerne m.v. for skatte- vurderings- og motorankenævn, herunder samling af alle regler om ankenævn i skatteforvaltningsloven, samt en række mindre ændringer af sagsbehandlingsreglerne i skatteforvaltningsloven.

Ændring af registreringsafgiftsloven (Udenlandske firmabiler og leasede biler) (Nov I)

Forslaget vedrører ændringer af lovens bestemmelser om betaling af den forholdsmæssige registreringsafgift for udenlandske firmabiler og leasingkøretøjer på baggrund af EU-retten.

Ændring af affalds- og råstofafgiftsloven, kulafgiftsloven og forskellige andre love (Omlægning af affaldsforbrændingsafgiften) (Nov I)

Formålet med forslaget er at omlægge affaldsforbrændingsafgiften, så affald i energiafgiftslovene m.v. afgiftsmæssigt bliver behandlet ligesom andre fossile brændsler. Omlægningen vil sikre en mere hensigtsmæssig incitamentsstruktur til håndtering af affald.

Ændring af skattekontrolloven, momsloven, opkrævningsloven og forskellige andre love (Indsats mod skatte- og afgiftsunddragelse – Fairplay III) (Nov II)

Lovforslaget – der er et led i regeringens samlede fairplay-indsats bestående af kampagner, øget kontrol og skærpelser af lovgivningen – indeholder en række initiativer til bekæmpelse af sort arbejde og anden form for skatte- og afgiftssnyd. Forslaget indgår i regeringsgrundlaget ”Mulighedernes samfund” fra november 2007.

Ændring af aktieavancebeskatningsloven, skattekontrolloven og andre skattelove (Ændring af sondringen mellem børsnoterede og unoterede aktier) (Nov II)

Der er tale om en uændret genfremsættelse af L 86 fra folketingsåret 2007/2008.

Ændring af etableringskontoloven (Fuld fradragsret for indskud) (Nov II)

Formålet med forslaget er at forbedre opsparingsmulighederne for iværksættere ved at give fuld fradragsret for indskud på etableringskonto. Forslaget er et led i aftalen om udmøntning af globaliseringspuljen.

Lov om indgåelse af skatteaftaler mellem Danmark og henholdsvis Jersey og Guernsey (Dec I)

Ændring af momsloven (EU-begrundet momslovgivning) (Feb II)

Forslaget vedrører bl.a. gennemførelse af EU’s momspakke fra februar 2008.

Ændring af lov om energiafgift af mineralolieprodukter m.v., lov om afgift af spiritus m.m., lov om tobaksafgifter og lov om afgift af øl, vin og frugtvin (Gennemførelse af cirkulationsdirektivet) (Feb II)

Lovforslaget vedrører gennemførelsen af et nyt generelt punktafgiftsdirektiv og indførelse af et elektronisk kontrolsystem (EMCS) for transport af punktafgiftspligtige varer under afgiftssuspension.

Ændring af personskatteloven (Justeringer af grænsen for mellem- og topskat) (Apr II)

Forslaget vedrører en forhøjelse af progressionsgrænsen for mellem- og topskat på baggrund af stigningen i antallet af topskatteydere fra 2007 til 2008 samt fastsættelse af den videre regulering af progressionsgrænsen med henblik på fortsat at hindre en stigning i antallet af topskatteydere i forhold til niveauet i 2007. Forslaget er en opfølgning af aftalen mellem regeringen og DF fra september 2007 om lavere skat på arbejde.

Lovgivning som opfølgning på Skattekommissionens betænkning

Regeringen har nedsat en Skattekommission med henblik på at gennemføre en reform af skattesystemet. Det forventes, at kommissionen vil aflevere sin betænkning primo 2009. Det er regeringens hensigt at fremlægge et forslag til skattereform, som vil blive forhandlet med Folketingets partier med henblik på en politisk aftale inden sommerferien 2009. En skattereform kan så træde i kraft fra 1. januar 2010. Forslaget indgår i regeringsgrundlaget ”Mulighedernes samfund” fra november 2007.