OVERSIGT

 

over

 

høringssvar vedrørende Europa-Kommissionens forslag til Europa-Parlamentets og Rådets beslutning om ændring af Rådets beslutning 2001/470/EF om oprettelse af et europæisk retligt netværk på det civil- og handelsretlige område (KOM(2008) 380 endelig)

 

1. Hørte myndigheder og organisationer mv.

 

Kommissionens forslag har været sendt til høring hos:

 

Østre Landsret, Vestre Landsret, samtlige byretter, Domstolsstyrelsen, Procesbevillingsnævnet, Dommerforeningen, Dommerfuldmægtigforeningen, Domstolenes Tjenestemandsforening, Datatilsynet, HK Landsklubben Danmarks Domstole, Advokatrådet, Foreningen Danske Inkassoadvokater, Retspolitisk Forening, Retssikkerhedsfonden, Institut for Menneskerettigheder, Danske Regioner, Kommunernes Landsforening, Forbrugerombudsmanden, Forbrugerrådet, Forsikring & Pension, Dansk Inkasso Brancheforening og Liberale Erhvervs Råd.

 

2. Ingen bemærkninger

 

Østre Landsret, Vestre Landsret, samtlige byretter, Domstolsstyrelsen, Datatilsynet, Institut for Menneskerettigheder, HK Landsklubben Danmarks Domstole, Advokatrådet, Forbrugerombudsmanden og Forsikring & Pension har oplyst, at de ikke har bemærkninger til forslaget.

 

3. Bemærkninger

 

Retspolitisk Forening er som udgangspunkt positivt indstillet over for ethvert tiltag, der betyder, at borgerne får lettere adgang til domstolssystemet, eller i det mindste får en mere effektiv information om mulighederne herfor. Foreningen mener endvidere, at det er fornuftigt, at branchefolk deltager i netværkets arbejde, samt at Danmark får observatørstatus, indtil en fuld deltagelse i netværket på et senere tidspunkt eventuelt vil kunne opnås. Foreningen har endelig anført, at det retlige forbehold bevirker, at netværket kun indirekte hjælper personer bosat i Danmark, som involveres i en grænseoverskridende tvist. Foreningen henstiller derfor til, at styrkelsen af borgernes adgang til og viden om muligheden for domstolsadgang i internationale tvister søges gennemført på andre måder.

 

Forbrugerrådet har tilkendegivet, at rådet finder, at det er naturligt og sagligt begrundet at have et europæisk netværk på det civil- og handelsretlige område. Til forslaget om, at netværket åbnes for ”faglige sammenslutninger, der på nationalt plan repræsenterer de juridiske erhverv”, har Forbrugerrådet påpeget, at der også uden for Advokatsamfundet er mange jurister, som ville kunne drage samme nytte af netværket som advokater. Forbrugerrådet har anmodet om, at det overvejes, hvorledes et sådant behov kan opfyldes, henholdsvis om kredsen kan foreslås udvidet. Forbrugerrådet har endelig bemærket, at såfremt der skal være noget formål med forslagets sigte om, at de nationale kontaktpunkter skal informere offentligheden om relevante fællesskabsinstrumenter, er det nødvendigt, at informationerne nøje målrettes de interesserede parter.

 

Retssikkerhedsfonden har oplyst, at fonden kan tiltræde forslagets formål, som fonden finder væsentligt. Ifølge Retssikkerhedsfonden er der imidlertid behov for at inddrage andre former for gældende ret end retsakter og konventioner i samarbejdet, navnlig afgørelser truffet af EF-domstolen. Retssikkerhedsfonden har i den forbindelse anført, at det for dommere og andre jurister er af væsentlig betydning, at det sikres, at vigtige domme kommunikeres effektivt. Retssikkerhedsfonden henstiller derfor til, at det undersøges, om det er praktisk muligt at inddrage en orientering om EF-domstolens afgørelser i det europæiske retlige netværk på det civil- og handelsretlige område.

 

 

Â