Gennemførelse af forbrugerkreditdirektivet

Betænkning afgivet af Justitsministeriets arbejdsgruppe om gennemførel-se af det nye forbrugerkreditdirektiv.

Indholdsfortegnelse

Kapitel 1. Indledning

1.1. Arbejdsgruppens nedsættelse og kommissorium.....................1.2. Arbejdsgruppens sammensætning ...........................................

Kapitel 2. Sammenfatning

..............................................................

Kapitel 3. Generelle bemærkninger om forbrugerkreditdirektivet

3.1. Baggrund..................................................................................3.2. Forbrugerkreditdirektivets indhold ..........................................1112468

Kapitel 4. Reguleringsmæssige valg ved gennemførelse af forbruger-

kreditdirektivet

4.1. Generelle bemærkninger..........................................................4.2. Lempeligere regulering for visse organisationer .....................4.3. Lempeligere regulering af kreditaftaler om henstand ellerændret tilbagebetaling på baggrund af misligholdelse ............4.4. Angivelse af de årlige omkostninger i procent ved reklameruden angivelse af rentesats mv. ...............................................4.5. Oplysning om de årlige omkostninger i procent i forbindelsemed reklame for særlige kassekreditter ...................................4.6. Oplysninger forud for aftaleindgåelsen i forbindelsemed særlige kassekreditter.......................................................252528303133Slotsholmsgade 101216 København K.Telefon 7226 8400Telefax 3393 3510www.justitsministeriet.dk[email protected]

Kapitel 5. Anvendelse af forbrugerkreditdirektivets bestemmelser

uden for det område, som direktivet regulerer

5.1. Generelle bemærkninger..........................................................5.2. Kreditaftaler med sikkerhed i fast ejendom.............................5.3. Kreditaftaler til finansiering af erhvervelse afgrundarealer eller bygninger mv..............................................5.4. Kreditaftaler med kreditbeløb på under 200 EUReller over 75.000 EUR .............................................................5.5. Leje- eller leasingaftaler uden pligt til at købeaftalegenstanden.......................................................................5.6. Kassekreditter, hvor kreditten skal betales tilbage indenen måned ..................................................................................5.7. Kreditaftaler, hvor kreditten ydes rentefrit og udenomkostninger mv. ....................................................................5.8. Kreditaftaler, der indgås mellem arbejdsgivereog arbejdstagere .......................................................................5.9. Kreditaftaler med investeringsselskaber ellerkreditinstitutter med henblik på visse transaktioner ................5.10. Kreditaftaler, der er resultatet af et forlig indgåetfor retten mv.............................................................................5.11. Kreditaftaler, der vedrører henstand uden omkostninger ........5.12. Kreditaftaler, hvor der deponeres sikkerhed............................5.13. Lovbestemte lån med almennyttigt sigte .................................

Kapitel 6. Nødvendige ændringer af dansk ret

6.1.6.2.6.3.6.4.6.5.Direktivets anvendelsesområde ...............................................Særlige regler for visse kassekreditter .....................................Standardoplysning ved reklame...............................................Oplysninger forud for aftaleindgåelsen ...................................Kreditgivers pligt til at vurdere forbrugerenskreditværdighed .......................................................................68717378802

6.6. Adgang for kreditgivere til databaser omkreditværdighed mv. ................................................................6.7. Oplysninger i kreditaftalen ......................................................6.8. Oplysninger om debitorrenten .................................................6.9. Oplysningspligt efter aftaleindgåelsen ved kreditaftaleri form af kassekredit ................................................................6.10. Opsigelse af tidsubegrænsede aftaler.......................................6.11. Fortrydelsesret .........................................................................6.12. Adgang til at rette krav mod kreditgiver vedtilknyttede kreditaftaler............................................................6.13. Retten til førtidig indfrielse......................................................6.14. Overdragelse af fordringer.......................................................6.15. Oplysning om overtræk ...........................................................6.16. Beregning af de årlige omkostninger i procent........................6.17. Regulering af kreditgivers virksomhed....................................6.18. Udenretslig bilæggelse af tvister ..............................................6.19. Kreditgivers forpligtelser i forhold til forbrugerne..................6.20. Sanktionsbestemmelser............................................................6.21. Ikrafttrædelsesbestemmelser....................................................

Kapitel 7. Arbejdsgruppens lovudkast med bemærkninger

7.1. Arbejdsgruppens udkast til lov om ændring af lov omkreditaftaler og lov om markedsføring ....................................7.2. Arbejdsgruppens bemærkninger til lovudkastet ......................

Bilag

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/48/EF af 23. april2008 om forbrugerkreditaftaler og om ophævelse af Rådets direktiv87/102/EØF.Berigtigelse af 11. august 2009 til Europa-Parlamentets og Rådetsdirektiv 2008/48/EF af 23. april 2008 om forbrugerkreditaftaler ogom ophævelse af Rådets direktiv 87/102/EØF.Lov om kreditaftaler, jf. lovbekendtgørelse nr. 157 af 25. februar2009.Bekendtgørelse nr. 970 af 7. december 1992 om fremgangsmådenved beregning af de årlige omkostninger i procent i henhold til lovom kreditaftaler.Bekendtgørelse nr. 497 af 13. juni 1994 om undtagelser ogfravigelser fra lov om kreditaftaler.3

Kapitel 1. Indledning

1.1. Arbejdsgruppens nedsættelse og kommissorium

I januar 2009 nedsatte Justitsministeriet en arbejdsgruppe, der fik til op-gave at overveje, hvordan EU-direktivet om forbrugerkreditaftaler(2008/48/EF) bør gennemføres i dansk ret.Arbejdsgruppens kommissorium lyder således:”1. Ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv af 23. april 2008 omforbrugerkreditaftaler og om ophævelse af Rådets direktiv 87/102/EØF erder vedtaget nye fællesskabsretlige regler om forbrugerbeskyttelse i for-bindelse med markedsføring og indgåelse af kreditaftaler.Direktivet afløser direktiv 87/102/EØF af 22. december 1986 om forbru-gerkredit, som ændret ved direktiv 90/88/EØF og direktiv 98/7/EF.Formålet med det nye direktiv er at indføre en fuldt harmoniseret fælles-skabsramme for visse aspekter af medlemsstaternes regulering af forbru-gerkredit. Direktivet indeholder bl.a. regler, der skal sikre, at forbrugerekan sammenligne forskellige kreditgiveres tilbud, og at forbrugerkredit-aftaler indgås på et tilstrækkelig oplyst grundlag. Som noget nyt indføresendvidere en fortrydelsesfrist på 14 dage for forbrugeren.Direktivet skal være gennemført i national lovgivning inden den 12. maj20101.

2.

Det gældende forbrugerkreditdirektiv (87/102/EØF) samt de oven-nævnte ændringsdirektiver er i dansk ret navnlig gennemført ved lov omkreditaftaler, jf. lov nr. 398 af 13. juni 1990. Markedsføring af kreditafta-ler er reguleret i bekendtgørelser med hjemmel i markedsføringsloven oglov om finansiel virksomhed.Som følge af det nye forbrugerkreditdirektiv vil det være nødvendigt atændre kreditaftalelovens regler på flere punkter – det gælder navnlig reg-lerne om, hvilke oplysninger der skal angives i kreditaftalen. Det vil også

være nødvendigt at ændre de nugældende regler om markedsføring afkredit.Det nye direktiv er i modsætning til det gældende et totalharmoniserings-direktiv. Medlemsstaterne kan således – inden for det område, som direk-tivet regulerer – ikke indføre eller opretholde andre regler end dem, somfølger af direktivet. Uden for dette område kan medlemsstaterne derimodfrit indføre eller opretholde egne regler. Medlemsstaterne kan i den for-bindelse vælge at indføre regler svarende til direktivets.På visse punkter overlader direktivet imidlertid en vis valgfrihed til med-lemsstaterne inden for det område, som direktivets regulerer. Det gælderbl.a. det loft, som direktivet fastsætter for kreditgivers ret til kompensati-on i tilfælde af forbrugerens førtidige tilbagebetaling af kreditbeløbet, jf.artikel 16, stk. 4.Da det gældende forbrugerkreditdirektiv blev gennemført, valgte man atlade direktivets regler finde anvendelse på kreditaftaletyper, der efter di-rektivet var undtaget. Ved gennemførelsen af det nye forbrugerkreditdi-rektiv, vil der skulle tages stilling til, om også de nye regler (helt ellerdelvis) skal finde anvendelse på kreditaftaletyper, der falder uden for di-rektivets anvendelsesområde, eksempelvis kreditaftaler med sikkerhed ifast ejendom, kreditaftaler med kreditbeløb på over 75.000 euro og kre-ditaftaler, der indgås mellem arbejdsgivere og arbejdstagere.

3.

Justitsministeriet har besluttet at nedsætte en arbejdsgruppe, der skaloverveje, hvordan direktivet bør gennemføres i dansk ret.Arbejdsgruppen skal i den forbindelse:−overveje og redegøre for, hvilke ændringer af dansk ret der ernødvendige for at gennemføre direktivet,−overveje og komme med indstilling vedrørende de emner, hvordirektivet giver medlemsstaterne valgfrihed, jf. direktivets artikel26,−overveje i hvilket omfang, bestemmelserne i direktivet eller deleheraf bør gælde uden for det område, som direktivet regulerer, jf.direktivets artikel 2 og 3, eller om der bør fastsættes andre regler,samt−udarbejde lovudkast med bemærkninger.

Under hensyn til fristen for gennemførelse af direktivet anmodes ar-bejdsgruppen om at afslutte sit arbejde senest den 1. september 2009.«

1.2. Arbejdsgruppens sammensætning

Arbejdsgruppen havde ved afgivelsen af betænkningen følgende sam-mensætning:Landsdommer Jon Fridrik Kjølbro (formand)Professor, lic.jur. Lennart Lynge AndersenAdvokat Birgit Thrusholm, AdvokatsamfundetJurist Jacob Skriver Frandsen, Dansk Kredit RådAdvokat Lars Quistgaard Bay, Dansk ErhvervDirektør Christian Brandt, Finans og LeasingKontorchef Jeanne Blyt, FinansrådetØkonom Troels Hauer Holmberg, ForbrugerrådetChefjurist Steen Jul Petersen, RealkreditrådetVicekontorchef Ulla Brøns Petersen, FinanstilsynetChefkonsulent Signe Schmidt, ForbrugerstyrelsenKontorchef Lennart Houmann, JustitsministerietChefkonsulent Signe Schmidt indtrådte i arbejdsgruppen den 11. marts2009 i stedet for specialkonsulent Susanne M. Bager.Fuldmægtig Jon Bach Holm, Justitsministeriet, har været sekretær forarbejdsgruppen.Arbejdsgruppen har afholdt 12 møder i perioden fra 3. februar 2009 til24. august 2009 og afslutter sit arbejde med afgivelsen af denne betænk-ning.

Kapitel 2. Sammenfatning

Forbrugerkreditdirektivets formål er at harmonisere visse aspekter afmedlemsstaternes love og administrative bestemmelser om aftaler omforbrugerkredit. Det sker som fuldstændig harmonisering for at sikre, atalle forbrugere i EU får samme høje grad af beskyttelse af deres interes-ser og for at skabe et velfungerende indre marked for forbrugerkredit.Med direktivet sker der en udbygning af de regler, der skal sikre, at for-brugere kan sammenligne forskellige kreditgiveres tilbud. Det sker gen-nem indførelsen af nye og mere detaljerede krav til de oplysninger, somskal gives i reklamer, i kreditgiverens tilbud og i selve kreditaftalen. An-givelsen af de årlige omkostninger i procent (ÅOP) fastholdes som etcentralt instrument til sammenligning af forskellige kredittilbud, men forat sikre sammenlignelighed på tværs af landegrænserne udbygges ogpræciseres kravene til opgørelsen af ÅOP.Forbrugerbeskyttelsen øges bl.a. gennem−nye krav om kreditgiverens oplysninger til forbrugeren forud forindgåelsen af en kreditaftale, så forbrugeren har bedre mulighederfor at sammenligne tilbud fra flere kreditgivere,−nye krav til kreditgiverens vurdering af forbrugerens kreditvær-dighed,−krav om information til forbrugeren, hvis en anmodning om kre-dit afslås efter søgning i en database med kreditoplysninger,−skærpede krav til oplysning om renteændringer,−detaljerede regler om opsigelse af tidsubegrænsede kreditaftaler,−indførelse af en 14 dages fortrydelsesret for kreditaftaler,−detaljerede regler om førtidig tilbagebetaling af kreditter samt−særlige regler om overdragelse af rettigheder og kreditgivers in-formationspligt i forbindelse med overtræk.Arbejdsgruppen har udarbejdet et lovudkast på baggrund af arbejdsgrup-pens overvejelser om, hvilke ændringer af dansk ret der er nødvendigefor at gennemføre direktivet. Lovforslagets bestemmelser tager udgangs-punkt i ordlyden af direktivets tilsvarende bestemmelser.Arbejdsgruppen er endvidere på en række områder kommet med indstil-ling vedrørende implementeringen af direktivet, hvor der trods totalhar-moniseringen overlades valgmuligheder til medlemsstaterne.8

Arbejdsgruppen har således indstillet, at forbrugerkreditdirektivets be-stemmelser også skal finde anvendelse på−kreditaftaler med sikkerhed i fast ejendom, dog med modifikatio-ner i forhold til tidspunktet for kreditgivers oplysningspligt, un-derretning om ændringer i debitorrenten, fortrydelsesret, førtidigtilbagebetaling og indfrielse før forfaldstidspunktet,−kreditaftaler til finansiering af erhvervelse af grundarealer ellerbygninger mv.,−såvel særligt små som særligt store kreditaftaler,−kassekreditter, hvor kreditten skal betales tilbage inden en måned,og−kreditaftaler med investeringsselskaber eller kreditinstitutter medhenblik på visse transaktioner.Et mindretal på to af arbejdsgruppens medlemmer finder dog, at direkti-vet principielt ikke bør implementeres for så vidt angår kreditaftaler medpant i fast ejendom. Såfremt direktivet implementeres på dette område,finder disse medlemmer, at der skal gælde særlige regler for så vidt angårfortrydelsesret og oplysningspligt.Arbejdsgruppen har også indstillet, at forbrugerkreditdirektivets bestem-melser ikke skal finde anvendelse på−leje- eller leasingaftaler uden pligt til at købe aftalegenstanden,−kreditaftaler, hvor kreditten ydes rentefrit og uden omkostningermv., og−kreditaftaler, der indgås mellem arbejdsgivere og arbejdstagere,medmindre kreditten ydes som led i arbejdsgiverens erhverv.Arbejdsgruppen har endvidere bl.a. indstillet,−at der i overensstemmelse med gældende ret ikke på nuværendetidspunkt gives mulighed for en lempeligere regulering af kredit-aftaler, der udbydes af visse medlemsorganisationer,−at der ikke gives mulighed for, at kreditgiveren kan undlade at op-lyse de årlige omkostninger i procent ved bestemte former forkassekreditter,−at der ikke fastsættes en ”bagatelgrænse”, som skal være overste-get før kreditgiveren har mulighed for at kræve kompensation vedførtidig tilbagebetaling,−at der gives mulighed for, at kreditgiveren ved førtidig tilbagebe-taling kan kræve højere kompensation end direktivets grænser,9

Kapitel 3. Generelle bemærkninger om forbrugerkreditdirektivet

3.1. Baggrund

Med Rådets direktiv 87/102/EØF af 22. december 1986 om indbyrdestilnærmelse af medlemsstaternes love og administrative bestemmelserom forbrugerkredit (herefter 1987-direktivet) blev der skabt en fælles-skabsramme for forbrugerkredit. Formålet var at bidrage til oprettelsen afet indre marked på kreditområdet og at indføre fælles minimumsbestem-melser om forbrugerbeskyttelse.I 1995 fremlagde Europa-Kommissionen en beretning om gennemførel-sen af direktivet fra 1987 og foretog derefter en meget bred høring af deberørte parter. I 1996 fremlagde Europa-Kommissionen en beretning omgennemførelsen af direktiv 90/88/EØF, som vedrører anvendelsen af deårlige omkostninger i procent, og i 1997 fremlagde Europa-Kommissionen en sammenfattende rapport over reaktioner og kommen-tarer i forbindelse med beretningen fra 1995.Disse beretninger og høringer viste, at der var stor forskel på medlems-staternes lovgivning om kredit til fysiske personer i almindelighed ogforbrugerkredit i særdeleshed. Europa-Kommissionen fremsatte der-for den 11. september 2002 et forslag til direktiv om harmonisering afmedlemsstaternes love og administrative bestemmelser om forbrugerkre-dit (KOM (2002) 443 endelig).Ved udtalelse af 23. september 2003 forkastede Europa-Parlamentet Eu-ropa-Kommissionens forslag og opfordrede Europa-Kommissionen til atstille et nyt forslag. Den 2. april 2004 afgav Europa-Parlamentet endnuen udtalelse om forslaget og stillede i den forbindelse 152 ændringsfor-slag til direktivforslaget. På den baggrund fremsatte Europa-Kommissionen den 28. oktober 2004 et ændret direktivforslag, som imid-lertid blev trukket tilbage på Europa-Kommissionens eget initiativ i de-cember 2004.Den 7. oktober 2005 fremsatte Europa-Kommissionen et nyt og ændretdirektivforslag (KOM (2005) 483 endelig).I september 2007 vedtog Rådet fælles holdning til direktivforslaget, og ijanuar 2008 foreslog Europa-Parlamentet en række ændringer til den fæl-11

les holdning. På et rådsmøde den 23. april 2008 blev de fremsatte æn-dringsforslag godkendt af Rådet.Det vedtagne direktiv blev underskrevet den 23. april 2008 og offentlig-gjort i Den Europæiske Unions Tidende den 22. maj 2008. Direktivetskal efter artikel 27 være gennemført i national ret senest den 12. maj2010. Ved berigtigelse til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv2008/48/EF af 23. april 2008 om forbrugerkreditaftaler og om ophævelseaf Rådets direktiv 87/102/EØF (EU-Tidende 2009 nr. L 207, side 14) erfristen for gennemførelse af direktivet i national lovgivning berigtiget til11. juni 2010.Direktivet er udstedt med hjemmel i EF-traktaten, særlig artikel 95, efterproceduren i traktatens artikel 251 (fælles beslutningstagen).

3.2. Forbrugerkreditdirektivets indhold

3.2.1. Anvendelsesområde og definitionerDirektivets formål er at harmonisere visse aspekter af medlemsstaterneslove og administrative bestemmelser om aftaler om forbrugerkredit, jf.artikel 1. Det fremgår af præamblens betragtning 9, at fuldstændig har-monisering er nødvendig for at sikre, at alle forbrugere i Fællesskabetnyder samme høje grad af beskyttelse af deres interesser og for at skabeet ægte indre marked.Efter direktivets artikel 2, stk. 1, jf. artikel 3, litra c, er direktivets anven-delsesområde begrænset til (forbruger)kreditaftaler. Direktivets artikel 2,stk. 2, litra a-l, indeholder en negativ opregning, hvorefter bestemte typerkreditaftaler udtrykkelig undtages fra direktivets anvendelsesområde.−Efter litra a og k undtages kreditaftaler, hvor der stilles sik-kerhed i fast ejendom eller ved deponering af en genstand hoskreditgiveren.−Efter litra g og l undtages kreditaftaler, der ikke tilbydes of-fentligheden i almindelighed, herunder kreditaftaler mellemarbejdsgivere og ansatte.−Efter litra c undtages bestemte kreditaftaler med meget småeller meget store kreditbeløb.12

−Efter litra e, f og j undtages bestemte kortfristede kreditaftalerog omkostningsfri kreditaftaler.−Efter litra b, h og i undtages en række kreditaftaler, der ifølgedirektivet ikke er udtryk for sædvanlige forbrugerdispositio-ner. Det drejer sig om kreditaftaler, der skal finansiere er-hvervelsen eller bevarelsen af fast ejendom, kreditaftaler, derskal finansiere køb mv. af værdipapirer, og kreditaftaler, derindgås i forbindelse med retsforlig.−Efter litra d undtages leje- eller leasingaftaler, hvor lejer ellerlessee ikke har pligt til at købe aftalegenstanden.Efter direktivets artikel 2, stk. 3 og 4, finder direktivet kun delvis anven-delse på kortfristede kreditaftaler i form af kassekredit og kreditaftaler iform af overtræk.Efter direktivets artikel 2, stk. 5, kan medlemsstaterne bestemme, at di-rektivet kun delvis skal finde anvendelse på kreditaftaler, der indgås mel-lem visse kreditorganisationer og deres medlemmer.Efter direktivets artikel 2, stk. 6, kan medlemsstaterne bestemme, at di-rektivet kun delvis skal finde anvendelse på kreditaftaler, hvorved en de-bitor, der har misligholdt en tidligere indgået kreditaftale, gives henstandmed betalingen.Direktivets artikel 3 indeholder definitioner på direktivets centrale begre-ber.Direktivet indeholder ligesom 1987-direktivet definitioner på begreberne”forbruger”, ”kreditgiver”, ”kreditaftale”, ”samlede omkostninger i for-bindelse med forbrugerkreditaftalen” og ”årlige omkostninger i procent”.Direktivet indeholder ulig 1987-direktivet også definitioner på begreber-ne ”kassekredit”, ”overtræk”, ”kreditformidler”, ”samlet beløb, der skalbetales af forbrugeren”, ”debitorrente”, ”fast debitorrente”, ”samlet kre-ditbeløb”, ”varigt medium” og ”tilknyttet kreditaftale”.Direktivets anvendelsesområde skal fortolkes på baggrund af definitio-nerne i artikel 3.13

3.2.2. HarmoniseringsgradenModsat det eksisterende forbrugerkreditdirektiv indeholder direktivet ik-ke en minimumsklausul, hvorefter medlemsstaterne kan gennemføre elleropretholde strengere bestemmelser med henblik på beskyttelse af forbru-gerne.I præamblens betragtning 9 anføres det, at medlemsstaterne ikke børkunne bibeholde eller indføre andre bestemmelser på nationalt plan enddem, der er fastsat i direktivet. I artikel 22, stk. 1, er det fastsat, at med-lemsstaterne ikke i national ret kan bibeholde eller indføre bestemmelser,der fraviger direktivets bestemmelser – i det omfang direktivet indehol-der harmoniserede bestemmelser. Der er således tale om et totalharmoni-seringsdirektiv.Artikel 2 og 3 bestemmer tilsammen rækkevidden af direktivets harmo-nisering.3.2.3. Forbrugerkreditdirektivets materielle indholdDirektivet indeholder en række nye regler, som i forhold til 1987-direktivet, som ændret ved direktiv 90/88/EØF og direktiv 98/7/EF, in-debærer en udvidet fællesskabsretlig regulering af området for forbruger-kredit.Direktivet udvider omfanget af oplysninger, der skal tilgå forbrugerenfør, ved og efter aftaleindgåelsen.Direktivet regulerer visse aspekter af retsforholdet mellem kreditgiverenog forbrugeren, navnlig adgangen til opsigelse, førtidig indfrielse, over-dragelse af rettigheder og – som noget nyt – fortrydelse.Direktivet indeholder endvidere en række forpligtelser for medlemssta-terne. Det drejer sig navnlig om udenlandske kreditgiveres adgang til na-tionale skyldnerregistre, overvågning af kreditgiveres virksomhed, ad-gang til udenretslig bilæggelse af tvister og sanktioner for overtrædelse afbestemmelser, der gennemfører direktivet i national ret.

3.2.4. Oplysninger i reklameDirektivets artikel 4 fastsætter krav til indhold af reklamer for kreditafta-ler.Efter artikel 4, stk. 1, 1. pkt., skal reklamer, der indeholder talstørrelservedrørende omkostningerne, også angive en række standardoplysninger,jf. artikel 4, stk. 2. Bestemmelsen skal beskytte forbrugeren mod vildle-dende markedsføring.Efter artikel 4, stk. 1, 2. pkt., gælder stk. 1, 1. pkt., ikke, når national lov-givning kræver angivelse af de årlige omkostninger i procent ved rekla-me for kreditaftaler, der ikke angiver en rentesats eller talstørrelse.Efter artikel 4, stk. 3, skal omkostninger til accessoriske tjenesteydelser,navnlig forsikringspræmier, angives særskilt i reklamen, når indgåelse afaftale herom er nødvendig for at opnå kreditten på de annoncerede vilkårog betingelser. Kan sådanne omkostninger beregnes på forhånd, skal deikke angives særskilt, men derimod indgå i beregningen af de årlige om-kostninger i procent.Reglerne i artikel 4 supplerer direktivet om urimelig handelspraksis(2005/29/EF), der også omfatter reklame for kreditaftaler, jf. artikel 4,stk. 4.3.2.5. Oplysninger forud for indgåelse af kreditaftalerDirektivets artikel 5 fastlægger, hvilke oplysninger kreditgiveren ellerkreditformidleren skal give forbrugeren forud for indgåelsen af en kredit-aftale.Direktivets artikel 6 fastlægger lignende forpligtelser forud for indgåel-sen af kreditaftaler i form af kassekredit og visse specifikke kreditaftaler(forbrugerkredit tilbudt af visse kreditorganisationer og gældsomlæg-ning).Efter artikel 5, stk. 1, og artikel 6, stk. 1, skal kreditgiveren mv. ”giveforbrugeren de oplysninger, der er nødvendige for at sammenligne for-skellige tilbud, så der kan træffes en informeret beslutning om indgåelsenaf en kreditaftale”. Denne oplysningspligt kan efter begge bestemmelser15

opfyldes ved at udlevere standardformularerne i henholdsvis bilag II ogIII.Begge artikler indeholder regler, der lemper kreditgivers mv. forudgåen-de oplysningspligt, når aftalen indgås ved hjælp af taletelefoni eller an-den fjernkommunikationsteknik, der forhindrer sådan oplysning, jf. arti-kel 5, stk. 2 og 3, og artikel 6, stk. 4 og 7.Forbrugeren har efter artikel 5, stk. 4, og artikel 6, stk. 6, ret til efter an-modning gratis at modtage en kopi af kreditaftaleudkastet med de oplys-ninger, der kræves efter direktivets artikel 10. Denne ret forudsætter, atkreditgiveren vil indgå kreditaftalen med forbrugeren.Artikel 5, stk. 5, indeholder særlige bestemmelser om kreditaftaler medikke-amortiserende, kapitalopbyggende afdrag, mens artikel 6, stk. 2, 3og 5, indeholder særlige bestemmelser om oplysningspligten ved kasse-kredit, forbrugerkredit tilbudt af visse kreditorganisationer og gældsom-lægning.Kreditgivere mv. har pligt til forud for indgåelsen af almindelige kredit-aftaler at give forbrugeren fyldestgørende forklaringer, således at forbru-geren er i stand til at vurdere, om den foreslåede kreditaftale passer tilvedkommendes behov og finansielle situation, jf. artikel 5, stk. 6. Der sesikke at være en tilsvarende pligt efter artikel 6, det vil sige forud for ind-gåelsen af kreditaftaler i form af kassekredit og visse specifikke kreditaf-taler.Artikel 7 fastlægger, at artikel 5 og 6 ikke finder anvendelse på leveran-dører af varer eller tjenesteydelser, der accessorisk optræder som kredit-formidlere. Oplysningspligten påhviler i stedet den kreditgiver, hvisydelser formidles.3.2.6. KreditværdighedsvurderingEfter artikel 8, stk. 1, skal kreditgiveren vurdere forbrugerens kreditvær-dighed på grundlag af fyldestgørende oplysninger, inden kreditaftalenindgås.Disse oplysninger skal, hvor det er relevant, indhentes hos forbrugerenog, hvor det er nødvendigt, ved søgning i den relevante database.16

Efter artikel 8, stk. 2, skal kreditgiveren ajourføre sine finansielle oplys-ninger, hvis parterne efterfølgende ændrer det samlede kreditbeløb. Førenhver væsentlig forhøjelse, skal kreditgiveren foretage en fornyet vurde-ring af forbrugerens kreditværdighed.3.2.7. DatabaserBestemmelsen i artikel 9, stk. 1, pålægger medlemsstaterne at give kre-ditgivere fra andre medlemsstater adgang til databaser over dårlige beta-ler og lignende på ikke-diskriminerende vilkår.Efter artikel 9, stk. 2, har kreditgiveren en underretningspligt i forhold tilden forbruger, hvis kreditanmodning afslås på grundlag af en søgning ien sådan database.3.2.8. Oplysninger i kreditaftalenArtikel 10, stk. 1, fastlægger, at en kreditaftale skal udarbejdes på papireller på andet varigt medium, og at alle aftaleparter skal have et eksem-plar af aftalen.Kreditaftalen skal klart og koncist angive en lang række oplysninger, jf.artikel 10, stk. 2, litra a-v. Forbrugeren vil e.o., jf. litra i, også kunne stil-le krav om at modtage en amortiseringsplan, jf. artikel 10, stk. 3.Artikel 10, stk. 4 fastlægger særlige bestemmelser for kreditaftaler medikke-amortiserende, kapitalopbyggende afdrag.Artikel 10, stk. 5, litra a-i, fastlægger lignende (om end færre) indholds-krav til kreditaftaler i form af kassekredit.3.2.9. Oplysninger om ændring i debitorrentenEfter artikel 11, stk. 1, skal forbrugeren – på papir eller andet varigt me-dium – underrettes om ændring i debitorrenten. Forbrugeren skal endvi-dere oplyses om, hvilken betydning ændringen har for forbrugerens frem-tidige betalinger.Parterne kan efter artikel 11, stk. 2, aftale mere lempelige oplysnings-krav, når ændringen skyldes en ændring i en referencesats, og denne refe-rencesats er tilgængelig for offentligheden og hos kreditgiveren.17

3.2.10. Oplysninger om udnyttelsen af en kassekreditArtikel 12, stk. 1, pålægger kreditgiveren en fortsat oplysningspligt efteraftaleindgåelsen, når kreditaftalen vedrører kredit i form af kassekredit.Kreditgiveren er efter artikel 12, stk. 1, forpligtet til ved kontoudtog påpapir eller andet varigt medium jævnligt at oplyse forbrugeren om enrække nærmere opregnede forhold, jf. litra a-h.Forbrugeren skal endvidere underrettes om enhver stigning i debitorren-ten eller andre omkostninger, inden ændringen træder i kraft, jf. artikel12, stk. 2. Når ændringen skyldes en ændring i en referencesats, og dennereferencesats er tilgængelig for offentligheden og hos kreditgiveren, kanparterne dog aftale, at ændringer i debitorrenten blot oplyses ved konto-udtog efter artikel 12, stk. 1.3.2.11. Opsigelse af tidsubegrænsede kreditaftalerArtikel 13, stk. 1, fastlægger, at forbrugeren altid har ret til på standard-vilkår og gratis at opsige en tidsubegrænset kreditaftale, medmindre par-terne har aftalt en varselsperiode (der ikke må overstige en måned).Hvis det er fastsat i kreditaftalen, kan kreditgiveren opsige kreditaftalenpå standardvilkår med minimum to måneders skriftligt varsel.Efter artikel 13, stk. 2, kan kreditgiveren – hvis det er fastsat i kreditafta-len – ud fra objektivt begrundede hensyn forhindre en forbruger i at ud-nytte en kreditmulighed. Kreditgiveren har en skriftlig underretningspligti forhold til den forbruger, der rammes, men ingen pligt til at varsle.3.2.12. FortrydelsesretForbrugeren har efter artikel 14, stk. 1, en frist på 14 kalenderdage til atfortryde en kreditaftale. Fristen løber tidligst fra den dag, hvor kreditafta-len er indgået og forbrugeren har modtaget aftalevilkår og -betingelsersamt oplysningerne i henhold til artikel 10.Nationale regler om tvungen betænkningstid kan efter artikel 14, stk. 2,opretholdes og – på udtrykkelig anmodning fra forbrugeren – træde i ste-det for fortrydelsesretten. Forbrugeren kan tænkes at have en interesse18

heri, når leverandøren yder henstand med betalingen, men ikke er villigtil at levere sin ydelse, før fortrydelsesfristen er udløbet. Bestemmelsenhar kun relevans for Frankrig.Efter artikel 14, stk. 3, litra a, skal forbrugeren give meddelelse til kredit-giveren, hvis fortrydelsesretten udøves. Meddelelsen skal være skriftligog afsendt inden fristens udløb. Efter artikel 14, stk. 3, litra b, skal for-brugeren tilbagebetale hovedstol og påløbne renter senest 30 kalenderda-ge efter afsendelsen af meddelelsen.Efter artikel 14, stk. 4, medfører udøvelse af fortrydelsesretten, at forbru-geren ligeledes frigøres for eventuelle aftaler om accessoriske tjeneste-ydelser.Har forbrugeren fortrydelsesret i henhold til stk. 1, 3 og 4, finder reglerneom fortrydelsesret i henholdsvis direktivet om dørsalg (85/577/EØF) ogdirektivet om fjernsalg af finansielle tjenesteydelser (2002/65/EF) ikkeanvendelse, jf. artikel 14, stk. 5.Medlemsstaterne kan efter artikel 14, stk. 6, vælge ikke at gennemførereglerne om fortrydelsesret i forhold til kreditaftaler, som ifølge lovenskal indgås ved en notars mellemkomst.Artikel 14, stk. 7, fastlægger, at reglerne om fortrydelsesret ikke forhin-drer medlemsstaterne i at opretholde eller indføre nationale bestemmelserom tvungen betænkningstid og lignende regler, der udskyder tidspunktetfor opfyldelsen af en aftale.3.2.13. Tilknyttede kreditaftalerEn tilknyttet kreditaftale defineres i artikel 3, litra n, som en kreditaftale,der udelukkende tjener til at finansiere en aftale om levering af specifik-ke varer eller specifikke tjenesteydelser, og som sammen med denne ud-gør en kommerciel helhed. En kommerciel helhed foreligger, når leve-randøren enten selv forestår finansieringen eller overlader det til tredje-mand efter aftale. En kommerciel helhed foreligger endvidere, når denspecifikke ydelse udtrykkeligt er angivet i kreditaftalen.Efter artikel 15, stk. 1, er en forbruger, der udøver en fortrydelsesret ba-seret på fællesskabsretten, ikke længere bundet af en tilknyttet kreditafta-le.19

Artikel 15, stk. 2, fastlægger, at forbrugeren i tilfælde af leverandørensmangelfulde ydelse har ret til at tage retsmidler i anvendelse mod kredit-giveren. Medlemsstaterne bestemmer dog, i hvilket omfang og på hvilkebetingelser disse retsmidler kan iværksættes.Nationale bestemmelser om, at kreditgiver hæfter solidarisk for forbruge-rens krav mod leverandøren, berøres ikke af artikel 15, jf. stk. 3.3.2.14. Førtidig tilbagebetalingArtikel 16, stk. 1, fastlægger, at forbrugeren altid har ret til at indfri sineforpligtelser i henhold til en kreditaftale.Artikel 16, stk. 2, giver kreditgiveren ret til en rimelig og objektivt be-grundet kompensation ved forbrugerens førtidige tilbagebetaling. Hvisder er mindre end et år mellem den førtidige betaling og kreditaftalensaftalte ophørstidspunkt, må kompensationen ikke overstige 0,5 pct. af detbeløb, der tilbagebetales før tiden. Hvis der er mere end et år mellem denførtidige betaling og kreditaftalens aftalte ophørstidspunkt, må kompen-sationen ikke overstige 1 pct. af det beløb, der tilbagebetales før tidenEfter artikel 16, stk. 3, kan kompensation ikke kræves ved førtidig indfri-else af kreditaftaler med variabel rente og kreditaftaler, der har karakteraf kassekreditter, samt i tilfælde, hvor tilbagebetalingen er sket i henholdtil en forsikringsaftale, der har til formål at garantere tilbagebetalingen afkreditten.Medlemsstaterne har efter artikel 16, stk. 4, litra a og b, adgang til at fra-vige ovenstående ordning.Efter litra a kan medlemsstaterne indføre en bagatelgrænse (på højst10.000 EUR). Overstiger det førtidigt indfriede beløb ikke denne grænse,har kreditgiver ikke krav på kompensation.Efter litra b kan medlemsstaterne beslutte, at kompensationen kan gøresafhængig af kreditgiverens faktisk tab og dermed frigøres fra kompensa-tionsloftet i stk. 2.

Det absolutte loft for kreditgivers krav på kompensation er efter artikel16, stk. 5, det rentebeløb, som forbrugeren skulle have betalt efter denførtidige betaling og indtil kreditaftalens aftalte ophørstidspunkt.3.2.15. Overdragelse af rettighederArtikel 17, stk. 1, fastlægger, at forbrugeren ved kreditorskifte kan gøresamme indsigelser gældende over for en ny kreditor som over for denoprindelige kreditgiver.Efter artikel 17, stk. 2, skal forbrugeren underrettes om kreditorskiftet.3.2.16. Oplysninger om overtrækKreditaftaler med overtræksmulighed skal efter artikel 18, stk. 1, inde-holde de oplysninger, der er omhandlet i artikel 6, stk. 1, litra e, hvilketvil sige oplysning om debitorrenten og omkostninger samt betingelsernefor at ændre disse, herunder eventuelle referencesatser eller indeks. Kre-ditgiveren har endvidere pligt til regelmæssigt at give disse oplysningerskriftligt.Artikel 18, stk. 2, fastlægger en supplerende oplysningspligt for kreditgi-veren i tilfælde af væsentligt overtræk i en periode på over en måned.Forbrugeren skal i dette tilfælde underrettes skriftligt om overtrækket, detinvolverede beløb, debitorrenten og eventuel bod, omkostninger ellermorarenter.National lovgivning om, at kreditgiveren skal tilbyde en anden type kre-ditprodukt, når overtrækket er af væsentlig varighed, berøres ikke af arti-kel 18, jf. stk. 3.3.2.17. Beregning af de årlige omkostninger i procentArtikel 19, stk. 1, fastlægger, at de årlige omkostninger i procent (ÅOP)beregnes ud fra den matematiske formel i bilag I, del I.Efter artikel 19, stk. 2, skal de samlede omkostninger i forbindelse medforbrugerkreditten indgå ved beregningen af ÅOP. Bestemmelsen undta-ger dog udtrykkeligt omkostninger, der knytter sig til forbrugerens even-tuelle misligholdelse, og omkostninger i forbindelse med køb af varer21

eller tjenesteydelser, som skal betales, uanset om købet foretages kontanteller på kredit.De kort- og kontoomkostninger, der er forbundet med udnyttelse af for-brugerkreditten, skal indgå ved beregningen af ÅOP. Disse omkostningerkan udelades, hvis oprettelse og anvendelse af kort og konto er frivilligfor forbrugeren og de omkostninger, der er forbundet hermed, er klartangivet andetsteds.Beregning af ÅOP følger den antagelse, at kreditaftalen forbliver gyldig idet aftalte tidsrum, og at kreditgiveren og forbrugeren opfylder deres for-pligtelser på de vilkår og datoer, der er angivet i kreditaftalen, jf. artikel19, stk. 3. Indeholder kreditaftalen vilkår, som tillader variationer i debi-torrenten og andre omkostninger, beregnes ÅOP ud fra den antagelse, atomkostningerne er konstante fra udgangsniveauet og indtil kreditaftalenudløber, jf. artikel 19, stk. 4.De generelle antagelser i artikel 19, stk. 3 og 4, suppleres af antagelsernei direktivets bilag I, del II, jf. artikel 19, stk. 5.3.2.18. Regulering af kreditgiveres virksomhedEfter artikel 20, skal medlemsstaterne sikre, at kreditgiveres virksomhedovervåges af et organ eller en myndighed, som er uafhængig af finansie-ringsinstitutter eller er underlagt regulering.3.2.19. KreditformidlereEn kreditformidler defineres i artikel 3, litra f, som en fysisk eller juridiskperson, der ikke optræder som kreditgiver, og som mod betaling præsen-terer eller tilbyder kreditaftaler til forbrugere, bistår forbrugere ved atudføre andet forberedende arbejde eller indgår kreditaftaler med forbru-gere på kreditgiverens vegne.I tillæg til de oplysningsforpligtelser, der påhviler kreditformidlere (ogkreditgivere) i henhold til artikel 5 og 6, fastlægger artikel 21 en rækkespecifikke forpligtelser for kreditformidlere.En kreditformidler skal i forbrugervendt reklame og dokumentation gøreopmærksom på omfanget af sine beføjelser, navnlig om hvorvidt kredit-22

formidleren samarbejder med en eller flere kreditgivere eller optrædersom selvstændig mægler, jf. artikel 21, litra a.Skal forbrugeren betale et gebyr til kreditformidleren for dennes ydelse,skal dette aftales skriftligt mellem forbrugeren og kreditformidleren in-den indgåelsen af kreditaftalen, jf. artikel 21, litra b. Kreditformidlerenskal endvidere oplyse kreditgiveren om et sådant gebyr med henblik påkreditgiverens beregning af ÅOP.3.2.20. Harmonisering og ufravigelighedArtikel 22, stk. 1, fastlægger, at direktivet er et totalharmoniseringsdirek-tiv. Medlemsstaterne kan herefter som udgangspunkt ikke bibeholde ellerindføre bestemmelser i national ret, der fraviger direktivets regler.Efter artikel 22, stk. 2, er direktivets regler beskyttelsespræceptive. For-brugerne kan således ikke give afkald på de rettigheder, direktivet giverdem.Artikel 22, stk. 3 og 4, pålægger medlemsstaterne at sikre, at direktivetsregler ikke omgås ved den måde aftalerne udformes på eller ved indgåel-se af lovvalgsaftaler.3.2.21. SanktionerArtikel 23 pålægger medlemsstaterne at fastsætte sanktioner for overtræ-delse af de regler, der gennemfører direktivet i national ret. Sanktionerneskal være effektive, stå i et rimeligt forhold til overtrædelsen og have af-skrækkende virkning.3.2.22. Udenretslig bilæggelse af tvisterEfter artikel 24 skal medlemsstaterne sikre, at der er adgang til at bilæggeforbrugertvister vedrørende kreditaftaler uden at inddrage domstolene.3.2.23. Underretning af Europa-KommissionenDirektivet giver medlemsstaterne en række reguleringsmæssige valg,f.eks. muligheden for at fravige kompensationsloftet for førtidig tilbage-betaling, jf. artikel 16, stk. 4.23

Medlemsstaterne har efter artikel 26 pligt til at underrette Europa-Kommissionen, når de benytter sig af disse valgmuligheder.3.2.24. Omregning til national valuta af beløb udtrykt i EURMedlemsstater, der omregner beløb udtrykt i EUR til national valuta, skalefter artikel 28 anvende den kurs, som gjaldt på datoen for direktivetsvedtagelse. Den 23. april 2008 var kursen 746,2300 (udtrykt som DKKpr. 100 EUR).3.2.25. OvergangsforanstaltningerDirektivet finder som udgangspunkt kun anvendelse på kreditaftaler, derindgås efter de nationale gennemførelsesbestemmelsers ikrafttræden, jf.artikel 30, stk. 1.Visse bestemmelser finder dog også anvendelse på tidsubegrænsede kre-ditaftaler, der er indgået før dette tidspunkt. Det drejer sig om artikel 11(oplysninger om debitorrenten), artikel 12 (oplysninger om udnyttelsenaf en kassekredit), artikel 13 (opsigelse af tidsubegrænsede kreditaftaler),artikel 17 (overdragelse af rettigheder) samt artikel 18, stk. 1, 2. pkt., ogartikel 18, stk. 2 (kreditgivers oplysningspligt i tilfælde af forbrugerensovertræk).

Kapitel 4. Reguleringsmæssige valg ved gennemførelse af forbruger-

kreditdirektivet

4.1. Generelle bemærkninger

Forbrugerkreditdirektivet overlader på en række områder en valgfrihed tilmedlemsstaterne, og det fremgår af arbejdsgruppens kommissorium, atarbejdsgruppen skal overveje og komme med indstilling vedrørende deemner, hvor direktivet giver medlemsstaterne valgfrihed.

4.2. Lempeligere regulering for visse organisationer

4.2.1. Forbrugerkreditdirektivets artikel 2, stk. 5Efter forbrugerkreditdirektivets artikel 2, stk. 5, kan medlemsstaterne be-stemme, at der skal gælde en mere lempelig regulering af kreditaftaler,der udbydes af organisationer, der opfylder en række kriterier, som eropregnet i litra a-e.Den lempeligere regulering vil blandt andet indebære, at direktivets be-stemmelser om oplysninger forud for aftaleindgåelsen (artikel 5), omvurdering af kreditværdighed (artikel 8), om visse af kravene til oplys-ninger i kreditaftalen (artikel 10, stk. 2, litra i-k og m-v, stk. 3 og stk. 5),om de særlige forpligtelser ved kreditaftaler i form af kassekredit (artikel12), om fortrydelsesret (artikel 14) og om tilknyttede kreditaftaler (artikel15) ikke vil finde anvende på kreditaftaler, der udbydes af de pågældendeorganisationer.De kriterier, der er afgørende for, om en organisation kan omfattes af eneventuel undtagelse, fremgår af artikel 2, stk. 5, litra a-e. Der skal heref-ter være tale om en organisation, der−er oprettet til gensidig fordel for medlemmerne,−ikke skaber fortjeneste til andre end medlemmerne,−opfylder et socialt formål i henhold til national lov,−kun modtager og forvalter opsparing fra medlemmerne og kunyder kredit til medlemmerne og−har lavere ÅOP end markedet generelt eller der er underlagt etloft for ÅOP, der er fastsat ved national lov.Det er et krav, at der er et fælles bånd mellem medlemmerne, enten iform af bopæl eller beskæftigelse i et bestemt område, tilknytning til en25

bestemt arbejdsgiver (som ansat eller pensionist) eller på anden måde,der er fastsat ved national lov.Det er endvidere et krav, at værdien af den enkelte organisations eksiste-rende kreditaftaler er "ubetydelig" set i forhold til samtlige eksisterendekreditaftaler i medlemsstaten samt at værdien af alle eksisterende kredit-aftaler for alle omfattede organisationer udgør under 1 pct. af værdien afalle eksisterende kreditaftaler i medlemsstaten. Det skal hvert år vurde-res, om disse krav er opfyldt, og er det ikke længere tilfældet, skal undta-gelsen ophæves.4.2.2. Gældende retKreditaftalelovens § 53, stk. 2, bemyndiger Justitsministeren til at be-stemme, at lovens regler eller nogle af disse ikke anvendes på kreditter,der ydes til en rente, der er lavere end markedsrenten, og som ikke tilby-des offentligheden i almindelighed, eller kun anvendes på sådanne kredit-ter med de afvigelser, som tilsiges af de pågældende kreditters særligekarakter.Bemyndigelsen er ikke udnyttet.Stk. 2 tager sigte på kreditter, der ydes som led i forholdet mellem en ar-bejdsgiver og en arbejdstager, velgørenhedsarbejde og den virksomhed,der udøves af forsørgelsesforeninger, låneforeninger, forbrugerkoopera-tiver og lignende institutioner2.4.2.3. Arbejdsgruppens overvejelserDet er arbejdsgruppens vurdering, at der ikke i dag er organisationer iDanmark, som opfylder de betingelser, der fremgår af artikel 2, stk. 5,litra a-e. I den forbindelse bemærkes, at litra c, hvorefter en organisationskal opfylde et socialt formål, der kræves i henhold til lov, i praksis inde-bærer, at der kun er en meget begrænset mulighed for, at en eksisterendeorganisation vil kunne leve op til kravene.For en udnyttelse af den reguleringsmæssige valgmulighed taler, at detnetop for den type organisationer, som måtte leve op til kravene i artikel2, stk. 5, vil være særdeles relevant at være omfattet af en lempeligereregulering, da en sidestillelse med øvrige kreditgivere vil kunne virke2

særligt bebyrdende for en organisation af denne type, som typisk vil væreen mindre organisation, der samtidig ikke drives på almindelige forret-ningsmæssige vilkår.Endvidere er der ikke de samme beskyttelseshensyn i forhold til forbru-gerne, der tillige er medlemmer af organisationen, ligesom organisatio-nen vil have et socialt formål, den vil være oprettet til gensidig fordel formedlemmerne og ÅOP vil være lavere end markedets ÅOP eller fastsatved lov.Selv om der ikke på nuværende tidspunkt er organisationer, der opfylderbetingelserne, vil ovenstående kunne tale for, at muligheden for, at så-danne organisationer kan etablere sig i Danmark og blive omfattet af enlempeligere regulering, holdes åben, eventuelt gennem en tilpasning afden eksisterende bemyndigelsesbestemmelse.Mod en udnyttelse af den reguleringsmæssige valgmulighed taler, at vis-se almennyttige organisationer allerede vil falde udenfor direktivets an-vendelsesområde, fordi der ikke er taler om kreditgivning som led i ud-øvelsen af erhvervsmæssig virksomhed, ligesom visse former for lån vilkunne falde ind under artikel 2, stk. 2, litra f, og dermed ligge uden fordirektivets anvendelsesområde.Endvidere bemærkes, at hensynet til et gennemskueligt og stabilt kredit-marked med en velfungerende konkurrence taler for, at alle aktører, derudøver erhvervsmæssig virksomhed, har samme forpligtelser, ligesomder også i forbindelse med kreditprodukter fra de særlige organisationerkan være et behov for at sammenligne med andre tilbud, herunder tilbudfra tilsvarende organisationer.Oplysningspligten forud for aftaleindgåelsen, som organisationerne i gi-vet fald vil være undtaget fra, kan endvidere ikke udelukkende anses forat tjene til at sikre, at forbrugeren kan sammenligne tilbud med andre ak-tørers tilbud. Oplysningerne giver således også forbrugeren mulighed forat vurdere, om den pågældende kreditaftale er det mest fordelagtige fi-nansieringsform samt vurdere kreditaftalens indvirkning på forbrugerensøkonomiske situation.Endelig bemærkes det, at kravet i litra c, hvorefter en organisation skalopfylde et socialt formål, der kræves i henhold til lov, gør det naturligt, atmuligheden for en udnyttelse af den reguleringsmæssige valgmulighed27

overvejes i forbindelse med, at det måtte være aktuelt at fastsætte et lov-givningsmæssigt grundlag for en sådan organisation.Arbejdsgruppen indstiller på den baggrund, at muligheden for at fastsætteen mere lempelig regulering af kreditaftaler, der udbydes af visse organi-sationer, ikke udnyttes.

4.3. Lempeligere regulering af kreditaftaler om henstand eller ænd-

ret tilbagebetaling på baggrund af misligholdelse

4.3.1. Forbrugerkreditdirektivets artikel 2, stk. 6Efter forbrugerkreditdirektivets artikel 2, stk. 6, kan medlemsstaterne be-stemme, at der skal gælde en mere lempelig regulering af kreditaftaler,som er indgået på baggrund af en misligholdelse af en eksisterende kre-ditaftale. Den nye aftale kan enten bestå i henstand med betalingen elleren ny plan for tilbagebetalingen af kreditten.Forudsætningen for, at undtagelsen kan anvendes, er – udover at der ertale om misligholdelse af den oprindelige kreditaftale – at den nye kre-ditaftale kan forventes at afværge en retssag om misligholdelsen og atforbrugeren i den nye kreditaftale ikke stilles ringere end i den oprindeli-ge. En retssag må antages at omfatte enhver retlig tvist.Den lempeligere regulering indebærer blandt andet, at direktivets be-stemmelser om oplysninger forud for aftaleindgåelsen (artikel 5), omvurdering af kreditværdighed (artikel 8), om visse af kravene til oplys-ninger i kreditaftalen (artikel 10, stk. 2, litra j, k, m-q og s-v, stk. 3 og stk.5), om de særlige forpligtelser ved kreditaftaler i form af kassekredit (ar-tikel 12), om fortrydelsesret (artikel 14), om tilknyttede kreditaftaler (ar-tikel 15) og om overdragelse af rettigheder (artikel 17) ikke vil finde an-vende på disse kreditaftaler.Undtagelsen omfatter ikke kreditaftaler i form af artikel 2, stk. 3-kassekreditter, hvor kreditten skal betales tilbage på anfordring eller in-den tre måneder. Her er der i forvejen efter artikel 2, stk. 3, en mere lem-pelig regulering.

4.3.2. Gældende retDer er ikke i kreditaftaleloven en særlig regulering af den nævnte typekreditaftaler.4.3.3. Arbejdsgruppens overvejelserMod en udnyttelse af den reguleringsmæssige valgmulighed taler pri-mært, at man også i denne form for misligholdelsessituationer kan fore-stille sig, at forbrugeren har et reelt behov for at modtage oplysningerforud for aftaleindgåelsen, således at forbrugeren har mulighed for atsammenligne vilkårene i den nye kreditaftale med vilkår fra konkurre-rende kreditgivere og sammenligne med alternative finansieringsformer.Endvidere vil forbrugerens retsstilling til en vis grad blive forringet, hvisartikel 17 (om overdragelse af rettigheder) ikke finder anvendelse i for-hold til den nye kreditaftale.For en udnyttelse af den reguleringsmæssige valgmulighed taler, at for-brugeren er sikret, at den nye kreditaftale ikke indebærer, at forbrugerenstilles ringere end efter den oprindelige og nu misligholdte kreditaftale.Den nye kreditaftale kan således kun indgås på samme eller bedre vilkår,og i disse situationer må behovet for forbrugerbeskyttelse i form af f.eks.oplysninger forud for aftaleindgåelse og fortrydelsesret anses for at værebetydeligt mindre.Kravet om vurdering af kreditværdighed kan tilsvarende ikke anses for atvære centralt i forbindelse med denne type kreditaftaler, hvor kreditgiverpå grund af den bagvedliggende misligholdelse må formodes at have etindgående kendskab til forbrugerens økonomiske situation og dermedkreditværdighed.Den lempeligere regulering af disse kreditaftaler vil således gøre densamlede proces mere smidig, uden at forbrugerbeskyttelsen ses at blivevæsentligt forringet.Endelig vedrører den reguleringsmæssige valgmulighed situationer, hvorder ved indgåelse af en ny kreditaftale afværges en retssag om mislighol-delsen af den oprindelige kreditaftale, og på dette punkt taler hensynet tilforbrugeren dermed for, at valgmuligheden udnyttes.

Arbejdsgruppen indstiller på den baggrund, at muligheden for at fastsætteen mere lempelig regulering af kreditaftaler, som er indgået på baggrundaf en misligholdelse af en eksisterende kreditaftale, udnyttes.Der henvises i øvrigt til den foreslåede § 3, stk. 1, nr. 7, jf. lovudkastets§ 1, nr. 3, med tilhørende bemærkninger.

4.4. Angivelse af de årlige omkostninger i procent ved reklamer uden

angivelse af rentesats mv.

4.4.1. Forbrugerkreditdirektivets artikel 4, stk. 1Efter forbrugerkreditdirektivets artikel 4, stk. 1, gælder forpligtelsen til atangive de i artikel 4 opregnede standardoplysninger i forbindelse medreklamer, hvor der angives en rentesats eller talstørrelser vedrørende om-kostningerne, ikke, hvis der i national lovgivning kræves angivelse af deårlige omkostninger i procent (ÅOP) også i forbindelse med reklamer,der ikke angiver rentesats eller omkostninger i tal.4.4.2. Gældende retDet følger af § 8 i bekendtgørelse nr. 44 af 24. januar 2006 om informa-tion til forbrugere om priser m.v. i pengeinstitutter (prisoplysningsbe-kendtgørelsen), at hvis der i markedsføringsmaterialeoplyses om prisenpå produkter, herunder renten, afkastet af indskud på gevinstkonti ellerkreditomkostninger(fremhævet her), skal pengeinstituttet for dets almin-deligste udlånskonti og kassekredit, billån, boliglån og forbrugslån altidanføre den nominelle årlige rente samt ÅOP.Det følger tilsvarende af § 5 i bekendtgørelse nr. 193 af 1. marts 2007 ominformation til forbrugere om priser på låne- og kredittilbud og valuta-kurser (skiltningsbekendtgørelsen), at en erhvervsdrivende, der i mar-kedsføringsmaterialeoplyser om prisen på låne- eller kredittilbud, her-under renten, månedlig ydelse eller kreditomkostninger(fremhævet her),skal oplyse den nominelle årlige rente og ÅOP.4.4.3. Arbejdsgruppens overvejelserDa der ikke i dansk lovgivning er krav om angivelse af ÅOP ved rekla-mer for kreditaftaler, der ikke angiver en rentesats eller talstørrelse ved-30

rørende omkostningerne, er det arbejdsgruppens vurdering, at en udnyt-telse af den pågældende valgmulighed ikke er aktuel.

4.5. Oplysning om de årlige omkostninger i procent i forbindelse

med reklame for særlige kassekreditter

4.5.1. Forbrugerkreditdirektivets artikel 4, stk. 2, litra cEfter forbrugerkreditdirektivets artikel 4, stk. 2, litra c, kan medlemssta-terne beslutte, at de årlige omkostninger i procent (ÅOP) ikke skal oply-ses i forbindelse med reklame for artikel 2, stk. 3-kreditaftaler, d.v.s. kre-ditaftaler i form af kassekredit, hvor kreditten skal betales tilbage på an-fordring eller inden tre måneder. Der gælder for denne type kreditaftaler imedfør af artikel 2, stk. 3, i forvejen en mere lempelig regulering.Valgfriheden skal ses i sammenhæng med artikel 6, stk. 2, og artikel 10,stk. 5, litra f, hvorefter der i relation til artikel 2, stk. 3-kassekredittergælder en tilsvarende valgmulighed i forhold til oplysning om ÅOP for-ud for aftaleindgåelsen og i kreditaftalen.4.5.2. Gældende retDer skelnes efter gældende ret ikke mellem forskellige typer af kassekre-ditter.4.5.3. Arbejdsgruppens overvejelserDirektivets artikel 2, stk. 3, omfatter særlige varianter af kassekreditter,hvor der altså skal ske tilbagebetaling på anfordring eller inden tre måne-der, og arbejdsgruppen vurderer, at de pågældende varianter ikke er ud-bredte i Danmark, hvor en kreditaftale i form af en kassekredit oftest villøbe over en periode på flere år.Arbejdsgruppen bemærker i den forbindelse, at vurderingen af, omvalgmuligheden skal udnyttes, i høj grad vil afhænge af, i hvilket omfangartikel 2, stk. 3-kassekreditterne forekommer i praksis og må antages atforekomme fremover.For en udnyttelse af den reguleringsmæssige valgmulighed taler, at enmere lempelig regulering, hvor der ved reklamer for artikel 2, stk. 3-kassekreditter ikke skal oplyses om ÅOP, vil indebære en vis fordel for31

kreditgiveren, og for forbrugeren vil fraværet af ÅOP-oplysninger næppevære problematisk ved denne type kassekreditter, der grænser op til arti-kel 2, stk. 2, litra e-kassekreditter, hvor kreditten skal betales tilbage in-den en måned, og som direktivet ikke finder anvendelse på.Mod en udnyttelse af den reguleringsmæssige valgmulighed taler detoverordnede hensyn til, at forbrugeren får mulighed for at sammenligneprodukter fra forskellige kreditgivere, hvor netop ÅOP-oplysningerne måanses for at være afgørende for, at forbrugeren enkelt og hurtigt kan fore-tage en sådan sammenligning.En udnyttelse af den reguleringsmæssige valgmulighed vil endvidere in-debære en risiko for, at de almindelige regler om oplysning om ÅOPomgås ved, at kreditter oprettes som kassekreditter, hvor kreditten skalbetales tilbage på anfordring.Som nævnt under afsnit 4.5.1 ovenfor giver direktivets artikel 6, stk. 2,og artikel 10, stk. 5, litra f, en tilsvarende valgmulighed i forhold til op-lysning om ÅOP forud for aftaleindgåelsen og i kreditaftalen. Ved vurde-ringen af, om den reguleringsmæssige valgmulighed skal udnyttes, børdisse tre valgmuligheder, hvor samme argumenter for og imod gør siggældende, ses i sammenhæng. En udnyttelse af muligheden for, at derikke skal oplyses om ÅOP forud for aftaleindgåelsen, jf. afsnit 4.6 neden-for, og i kreditaftalen, jf. afsnit 4.8 nedenfor, taler således med vægt for,at der tilsvarende ikke skal oplyses om ÅOP i forbindelse med reklamer.Udnyttes den reguleringsmæssige valgmulighed i artikel 6, stk. 2, og ar-tikel 10, stk. 5, litra f, ikke, vil det omvendt være naturligt, at det sammegør sig gældende for artikel 4, stk. 2, litra c.Arbejdsgruppen indstiller på den baggrund, at muligheden for, at ÅOPikke skal oplyses i forbindelse med reklame for artikel 2, stk. 3-kreditaftaler, samt forud for aftaleindgåelsen, jf. afsnit 4.6 nedenfor, og ikreditaftalen, jf. afsnit 4.8 nedenfor, ikke udnyttes.

4.6. Oplysning om de årlige omkostninger i procent forud for aftale-

indgåelsen i forbindelse med særlige kassekreditter

4.6.1. Forbrugerkreditdirektivets artikel 6, stk. 2Valgfriheden efter forbrugerkreditdirektivets artikel 6, stk. 2, hænger tætsammen med den i afsnit 4.5 ovenfor omtalte valgfrihed efter artikel 4,stk. 2, litra c.Der er således tale om valgfrihed i relation til samme type kreditaftaler –artikel 2, stk. 3-kreditaftaler i form af kassekredit, hvor kreditten skal be-tales tilbage på anfordring eller inden tre måneder – og hvor artikel 4,stk. 2, litra c, giver mulighed for, at medlemsstaterne kan beslutte, at deårlige omkostninger i procent (ÅOP) ikke skal oplyses i reklamer, så gi-ver artikel 6, stk. 2, tilsvarende mulighed for, at medlemsstaterne kan be-slutte, at ÅOP ikke skal oplyses forud for aftaleindgåelsen.4.6.2. Gældende retDer skelnes efter gældende ret ikke mellem forskellige typer af kassekre-ditter.4.6.3. Arbejdsgruppens overvejelserDer henvises til afsnit 4.5.3 ovenfor.

4.7. Nationale regler om gyldig indgåelse af kreditaftaler i overens-

stemmelse med fællesskabsretten

Efter direktivets artikel 10, stk. 1, berører artikel 10 ikke eventuelle nati-onale regler om gyldig indgåelse af kreditaftaler, der er i overensstem-melse med fællesskabsretten.Dansk rets almindelige regler om aftaleindgåelse berøres ikke af direkti-vet, og det er derfor arbejdsgruppens vurdering, at der i forhold til danskret ikke er nogen valg at træffe i relation til artikel 10, stk. 1.

4.8. Angivelse af de årlige omkostninger i procent i kreditaftalen

I forbrugerkreditdirektivets artikel 26 fastslås, at medlemsstaterne skalunderrette Europa-Kommissionen, hvis der gøres brug af en række op-33

regnede reguleringsmæssige valg. I den forbindelse henvises også til ar-tikel 10, stk. 2, litra g, der imidlertid ikke ses at give mulighed for regule-ringsmæssige valg.Det bemærkes i den forbindelse, at direktivets artikel 10, stk. 5, litra f,ses at være indholdsmæssigt identisk med artikel 10, stk. 2, litra g, i tidli-gere udgaver af direktivet. Der henvises til fælles holdning (EF) nr.14/2007 fastlagt af Rådet den 20. september 2007 med henblik på vedta-gelse af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om forbrugerkredit ogophævelse af Rådets direktiv 87/102/EØF.Arbejdsgruppen vurderer på den baggrund, at der er tale om en fejlagtighenvisning, således at der rettelig skulle have været henvist til artikel 10,stk. 5, litra f.Det fremgår af artikel 10, stk. 5, litra f, at medlemsstaterne kan beslutte,at de årlige omkostninger i procent (ÅOP) ikke skal oplyses i kreditafta-ler vedrørende artikel 2, stk. 3-kassekreditter. Der henvises herom til af-snit 4.5.3 ovenfor.

4.9. Forkortet frist for fortrydelsesret ved national lovgivning om

frist for at stille midler til rådighed

4.9.1. Forbrugerkreditdirektivets artikel 14, stk. 2Forbrugerkreditdirektivets artikel 14 omhandler fortrydelsesret, hvor ud-gangspunktet er, at forbrugeren har en frist på 14 dage til at fortryde kre-ditaftalen.Det følger imidlertid af artikel 14, stk. 2, at fortrydelsesfristen kan for-kortes for så vidt angår artikel 3, litra n-kreditaftaler (tilknyttede kreditaf-taler), hvis det følger af national lovgivning, at midler først kan stilles tilrådighed for forbrugeren efter udløbet af en bestemt frist. I så fald kanfristen for udnyttelse af fortrydelsesretten forkortes til samme frist, menkun efter udtrykkelig anmodning fra forbrugeren.4.9.2. Gældende retDer er ikke i dansk ret særregler om tidsfrister i forbindelse med tilknyt-tede kreditaftaler.34

4.9.3. Arbejdsgruppens overvejelserDa der ikke i dansk ret er særregler om tidsfrister i forbindelse med til-knyttede kreditaftaler, vurderer arbejdsgruppen, at en udnyttelse af denreguleringsmæssige valgmulighed ikke er aktuel.

4.10. Modifikationer til førtidig tilbagebetaling

4.10.1. Forbrugerkreditdirektivets artikel 16, stk. 4Forbrugerkreditdirektivets artikel 16 omhandler førtidig tilbagebetalingog giver forbrugeren ret til helt eller delvist at indfri sine forpligtelser ihenhold til en kreditaftale. Dette kan ske til enhver tid. Hvis forbrugerenudnytter denne mulighed, har kreditgiveren på nærmere bestemte vilkårret til kompensation for eventuelle omkostninger, der er direkte forbundetmed den førtidige tilbagebetaling af kreditten.Det er en forudsætning for kompensationen, at den førtidige tilbagebeta-ling sker i en periode, hvor der er aftalt en fast debitorrente, og at kom-pensationen skal være rimelig og objektivt begrundet.Der er i artikel 16, stk. 2, fastsat en øvre grænse for kompensationen.Hvis den førtidige tilbagebetaling sker på et tidspunkt, hvor der er mereend et år tilbage af den aftalte løbetid, kan kompensationen ikke oversti-ge 1 pct. af det førtidigt tilbagebetalte kreditbeløb. Hvis den førtidige til-bagebetaling sker på et tidspunkt, hvor der er mindre end et år tilbage afden aftalte løbetid, kan kompensationen ikke overstige 0,5 pct. af det før-tidigt tilbagebetalte kreditbeløb.Det følger endvidere af artikel 16, stk. 5, at kompensationen aldrig kanoverstige det rentebeløb, som forbrugeren skulle have betalt, hvis der ik-ke var sket førtidig tilbagebetaling. Dette gælder også, hvis de regule-ringsmæssige valgmuligheder udnyttes.De reguleringsmæssige valgmuligheder følger af artikel 16, stk. 4, hvor-efter medlemsstaterne kan beslutte at indføre to forskellige modifikatio-ner til udgangspunktet om kreditgiverens ret til en rimelig og objektivtbegrundet kompensation inden for visse grænser.Den første modifikation indebærer en mulighed for at fastsætte en "baga-telgrænse" for kreditgivers mulighed for at kræve kompensation. Græn-35

sen er knyttet til det beløb, der tilbagebetales førtidigt, og ikke til om-kostningernes størrelse. Derefter vil der i national ret kunne fastsættes enbeløbsgrænse, som skal overstiges, før kreditgiveren kan kræve kompen-sation. Grænsen kan maksimalt udgøre 10.000 EUR inden for enhver pe-riode på 12 måneder. Det følger af artikel 28, at der ved omregning afbeløb i EUR skal anvendes den kurs, som var gældende på tidspunktetfor direktivets vedtagelse, og den maksimale grænse vil dermed svare til74.623 kr., jf. afsnit 3.2.24 ovenfor.Den anden modifikation indebærer en mulighed for, at kreditgiver undta-gelsesvis kan kræve en højere kompensation end de 1 pct. hhv. 0,5 pct.,hvis kreditgiveren kan bevise, at den førtidige tilbagebetaling har medførtstørre tab.Kræver kreditgiveren en kompensation, der er større end tabet, kan for-brugeren kræve en tilsvarende nedsættelse.Det fremgår endvidere af artikel 16, stk. 4, at i så tilfælde opgøres kredit-givers tab som forskellen mellem den rente, der er aftalt i kreditaftalen,og den rente, som kreditgiver kan opnå, hvis beløbet udlånes på tids-punktet for den førtidige tilbagebetaling. Der skal i den forbindelse tageshensyn til den førtidige tilbagebetalings indvirkning på de administrativeomkostninger.4.10.2. Gældende retEfter kreditaftalelovens § 26 kan forbrugeren til enhver tid betale singæld i henhold til en kreditaftale, uanset om den helt eller delvis er for-falden – dog ikke i forbindelse med pantebreve i fast ejendom. Forbruge-ren har i så fald ret til reduktion af kreditomkostningerne.Vil forbrugeren betale sin gæld, før den er forfalden, eller gør kreditgive-ren krav på betaling af beløb, som ellers ikke ville være forfaldne, ellerpå tilbagetagelse af det solgte, skal kreditomkostningerne opgøres efter§ 27, stk. 2-5.I det omfang kreditomkostningerne beregnes som en procentdel af den tilenhver tid værende restgæld eller som et gebyr pr. ydelse, kan kreditgive-ren ikke kræve kreditomkostninger for den ubenyttede del af kredittiden.

I det omfang kreditomkostningerne beregnes på andet grundlag, kan af-drag, for hvilke den i aftalen fastsatte betalingstid endnu ikke er kommet,alene kræves betalt med en så stor del, som lånebeløbet udgør af summenaf samtlige afdrag.Hvis omkostningerne ved stiftelsen af kreditten er særskilt opgjort i afta-len og ikke er urimelige, kan kreditgiveren kræve disse omkostningerbetalt uden afkortning. Omkostningerne fragår da i de afdrag, der skalafkortes.Skal der betales i afdrag, og betaler forbrugeren uden for fastsat forfalds-dag, anses den ikke udnyttede kredittid for at løbe fra den første aftalteforfaldsdag, som indtræder efter betalingen. Under tilsvarende omstæn-digheder nedsættes det første afdrag, der forfalder efter betalingen, ikke.Det kan gyldigt mellem kreditgiveren og forbrugeren aftales, at der vedforbrugerens indfrielse af et fastforrentet lån før forfaldstidspunktet beta-les markedskursen. Er markedsrenten faldet efter aftalens indgåelse, vilforbrugeren således komme til at betale mere end restgælden på indfriel-sestidspunktet, mens forbrugeren vil kunne indfri lånet ved betaling afmindre end restgælden på indfrielsestidspunktet, hvis renten er steget3.4.10.3. Arbejdsgruppens overvejelserGenerelt vurderer arbejdsgruppen, at denne reguleringsmæssige valgmu-lighed er den valgmulighed, som vil få størst praktisk betydning, hvis denudnyttes.Mod indførelsen af en bagatelgrænse taler, at kreditgiverne vil blive på-ført et egentligt tab, idet betingelsen for, at der kan opnås kompensation,hvis valgmuligheden ikke udnyttes, blot er, at der er tale om en rimeligog objektivt begrundet kompensation for omkostningerne.Udnyttelse af valgmuligheden vil dermed indebære, at disse rimeligeomkostninger i stedet skal bæres af kreditgiveren, der således dels vilskulle bære eventuelle omkostninger i forbindelse med selve tilbagebeta-lingen, dels vil skulle bære et eventuelt rentetab, hvis det ikke er muligtat udlåne beløbet igen eller ikke er muligt at udlåne til samme rente.Dermed åbnes der op for, at forbrugeren vederlagsfrit kan refinansiere3

kreditten, og det kan føre til, at mindre lån, hvor en bagatelgrænse vedførtidig tilbagebetaling vil være særlig aktuel, ikke vil blive udbudt ellerkun blive udbudt i væsentligt mindre omfang end i dag.Det kan endvidere anføres, at hvis kreditgiveren ikke kan kræve kompen-sation for omkostninger i forbindelse med førtidig indfrielse, vil de om-kostninger, som kreditgiveren har, formentlig skulle dækkes af samtligeforbrugere i form af en generelt højere rente eller højere gebyrer.Endelig kan det anføres, at der vil være tale om en videreførelse af dengældende retstilstand, hvis muligheden for at indføre en bagatelgrænseikke udnyttes.For indførelsen af en bagatelgrænse taler først og fremmest, at det vil in-debære en lettelse for forbrugerne, der således i en række tilfælde vilkunne udøve deres ret til førtidig tilbagebetaling, uden at det medføreromkostninger for dem. Samtidig vil det være en administrativ lettelse, atder ikke skal foretages beregning af bagatelagtige restbeløb.Mod indførelsen af muligheden for undtagelsesvis højere kompensationfor dokumenteret tab taler, at forbrugeren vil kunne få mærkbare ekstra-omkostninger i forhold til det niveau, som vil være gældende, hvis mu-ligheden for førtidig tilbagebetaling indføres uden modifikationen.En forbruger, der har indgået en fastforrentet kreditaftale med en langløbetid og med en høj debitorrente, vil i praksis kunne blive afskåret fraførtidig tilbagebetaling, og dermed reduceres mobiliteten i markedet.Hvis forbrugeren således ønsker at tilbagebetale sin kredit førtidigt medhenblik på at gøre brug af et mere attraktivt tilbud med en lavere rente,vil forbrugeren risikere at skulle betale en kompensation svarende til for-skellen mellem renten på de nye og billigere lån, som forbrugeren er ble-vet tilbudt, og renten på det lån, der indfries.Endvidere vil en ordning med mulighed for højere kompensation for do-kumenteret tab være forbundet med visse praktiske vanskeligheder, sær-ligt i relation til beviskrav i forbindelse med opgørelsen af tabet.For indførelsen af muligheden for undtagelsesvis højere kompensationfor dokumenteret tab – dog stadig med artikel 16, stk. 5, som øvre grænse– taler, at kreditgiver ikke opnår en egentlig fortjeneste på den forhøjedekompensation, men blot opnår en højere dækning af omkostningerne end38

ellers, idet en forudsætning vil være, at kreditgiveren kan bevise, at tabetsom følge af den førtidige tilbagebetaling overstiger den kompensation,som kreditgiveren ellers ville have haft ret til.Ligeledes vil en mulighed for højere kompensation for dokumenteret tabsikre, at kreditgiverens omkostninger ved den førtidige tilbagebetalingalene bæres af de forbrugere, der gør brug af muligheden for førtidig til-bagebetaling, og dermed ikke kommer alle forbrugere til skade i form affærre muligheder for optagelse af fastforrentede lån eller generelt højereomkostninger. Endelig vil der være tale om en videreførelse af statusquo.På den baggrund indstiller arbejdsgruppen, at muligheden for at kreditgi-ver undtagelsesvis kan kræve en højere kompensation end 1 pct. hhv. 0,5pct., hvis kreditgiveren kan bevise, at den førtidige tilbagebetaling harmedført større tab, udnyttes.Et flertal i arbejdsgruppen (Jon Fridrik Kjølbro, Lennart Lynge Ander-sen, Birgit Thrusholm, Jacob Skriver Frandsen, Lars Quistgaard Bay,Christian Brandt, Jeanne Blyt, Steen Jul Petersen, Ulla Brøns Petersen,Signe Schmidt og Lennart Houmann) indstiller endvidere, at mulighedenfor at fastsætte en "bagatelgrænse" for kreditgivers mulighed for at krævekompensation ikke udnyttes.Der henvises til den foreslåede § 26, jf. lovudkastets § 1, nr. 17, med til-hørende bemærkninger.Et mindretal i arbejdsgruppen (Troels Hauer Holmberg) indstiller, at mu-ligheden for at fastsætte en ”bagatelgrænse” for kreditgivers mulighedfor at kræve kompensation udnyttes, således at kreditgiveren kun kankræve kompensation for førtidig tilbagebetaling af kreditaftaler der over-stiger 10.000 EUR på tidspunktet for aftaleindgåelsen.Mindretallet udtaler:Hvis den førtidige tilbagebetaling sker på et tidspunkt, hvor renteniveaueter lavere end på tidspunktet for indgåelsen af aftalen, kan kreditgiver bli-ve påført et tab. Sker den førtidige tilbagebetaling derimod på et tids-punkt, hvor renteniveauet er højere end på tidspunktet for indgåelsen afaftalen, kan det give kreditgiver en gevinst. Muligheden for at kreditgiverkan blive påført et tab ved indførelsen af en bagatelgrænse, forudsætter39

derfor systematisk spekulation fra forbrugernes side. I fravær af systema-tisk spekulation vil der være en vis balance mellem tab og gevinst forkreditgiver.Efter mindretallets opfattelse er der ikke praksis for, at forbrugeren kom-penseres i forbindelse med førtidig tilbagebetaling af fastforrentede lånpå mindre end 10.000 EUR, hvis renten er steget. Når en sådan kompen-sation af forbrugeren ikke finder sted, vil indførelsen af en bagatelgrænsegive en vis balance mellem tab og gevinst for kreditgiver i forbindelsemed førtidig tilbagebetaling, medmindre der finder systematisk spekula-tion sted fra forbrugerens side.Ved førtidig tilbagebetaling af fastforrentede lån på mindre end 10.000EUR vil det mulige tab for kreditgiver være af begrænset størrelse. Sam-tidigt vil forbrugerens incitament til at refinansiere kreditten, hvis rentenfalder, være lille. Risikoen for systematisk spekulation fra forbrugernesside må derfor vurderes at være lille. Undersøgelser af markedet for for-brugslån viser, at meget få forbrugere afsøger markedet, før der optagesforbrugslån. Det må formodes, at endnu færre forbrugere afsøger mulig-hederne for refinansiering af relativt små forbrugslån i tilfælde af rente-fald.Det vil være en fordel for forbrugerne, at der inden for bagatelgrænsen erens og letforståelige regler for førtidig tilbagebetaling af fastforrentedeog variabelt forrentede lån.Det taler endvidere for indførelsen af en bagatelgrænse, at kreditgiverundtagelsesvis kan kræve højere kompensation end 1 pct. hhv. 0,5 pct.,hvis kreditgiveren kan bevise, at den førtidige tilbagebetaling har medførtstørre tab. Dette påfører forbrugeren en urimelig bevisbyrde, som undgåsfor lån under bagatelgrænsen. En bagatelgrænse vil også begrænse antal-let af sager, hvor forbrugere indbringer kreditgivers ”bevisførelse” for etklage- eller ankenævn, eller for en domstol.

4.11. Kreditgiveres og kreditformidleres bistand til forbrugeren

4.11.1. Forbrugerkreditdirektivets artikel 5, stk. 6Forbrugerkreditdirektivets artikel 5, stk. 6, er ikke nævnt blandt de regu-leringsmæssige valg, hvor Europa-Kommissionen i medfør af artikel 26skal underrettes, hvis medlemsstaten udnytter valgmuligheden.40

Det følger imidlertid af artikel 5, stk. 6, at medlemsstaterne skal sikre, atkreditgivere og i givet fald kreditformidlere giver forbrugeren fyldestgø-rende forklaringer, som – hvor det er relevant – sætter forbrugeren i standtil at vurdere, om den foreslåede kreditaftale passer til forbrugerens be-hov og finansielle situation.Bistanden til forbrugeren skal omfatte en forklaring af de oplysninger,der i medfør af artikel 5, stk. 1, skal gives forud for aftaleindgåelsen, engennemgang af de foreslåede produkters vigtigste karakteristika og op-lysning om de specifikke konsekvenser, som produkterne kan få for for-brugeren, herunder konsekvenserne af forbrugerens misligholdelse.Artikel 5, stk. 6, overlader det til medlemsstaterne at bestemme, hvilkenform og hvilket omfang bistanden skal have og hvem, der skal yde den.Det skal ske ud fra de omstændigheder, hvorunder kreditaftalen tilbydes,og ud fra hvem den tilbydes og hvilken type kredit, der er tale om.4.11.2. Gældende retDer er ikke i dag i kreditaftaleloven nærmere regler om kreditgiverenseller kreditformidlerens forpligtelser til at informere og vejlede forbruge-ren.4.11.3. Arbejdsgruppens overvejelserDet følger af artikel 5, stk. 6, at det er medlemsstaterne, som skal sikre, atforbrugerne får den nødvendige information. Det vil således som led iimplementering i dansk ret af direktivet være nødvendigt at fastsætte reg-ler om kreditgivernes og kreditformidlernes information til forbrugerne.Direktivet giver mulighed for, at reglerne kan variere afhængigt af kredit-typen og omstændighederne i øvrigt.Arbejdsgruppen har først og fremmest overvejet, om der bør fastsættesregler om hvilken form, bistanden skal have.En mulighed vil være, at de relevante informationer gives skriftligt i for-bindelse med, at forbrugeren i medfør af artikel 5, stk. 1, får oplysningerforud for aftaleindgåelsen. Denne fremgangsmåde vil være naturlig, daforpligtelsen blandet andet omfatter forklaring af artikel 5, stk. 1-oplysningerne.41

Alternativt kan de relevante informationer gives mundtligt i tilknytningtil, at forbrugeren modtager bilag II-formularen på papir eller andet va-rigt medium. Dette vil dog i forbindelse med visse former for fjernsalg,f.eks. salg via internettet, indebære en ekstra forretningsgang, idet for-brugeren i så fald ikke blot kan få tilsendt bilag II-formularen, men ogsåskal ringes op.Det er arbejdsgruppens opfattelse, at det vil være mest hensigtsmæssigt,at det overlades til kreditgiveren eller kreditformidleren at vælge, hvilkenform bistanden skal have.Arbejdsgruppen har endvidere overvejet, om der bør fastsættes reglerom, hvilket omfang bistanden skal have. For at sikre størst mulig fleksi-bilitet er det arbejdsgruppens opfattelse, at det vil være hensigtsmæssigtat vælge en afgrænsning, der ligger tæt på ordlyden af artikel 5, stk. 6,således at forbrugeren skal have fyldestgørende forklaringer, som sætterforbrugeren i stand til at vurdere, om den foreslåede kreditaftale passer tilforbrugerens behov og finansielle situation.Endelig har arbejdsgruppen overvejet, om der bør fastsættes regler om,hvem der skal yde bistanden. Det er her arbejdsgruppens opfattelse, atforpligtelsen til at yde bistand skal påhvile kreditgiveren og i givet faldkreditformidleren.Der henvises til den foreslåede § 7 a, stk. 8, jf. lovudkastets § 1, nr. 7,med tilhørende bemærkninger.

Kapitel 5. Anvendelse af forbrugerkreditdirektivets bestemmelser

uden for det område, som direktivet regulerer

5.1. Generelle bemærkninger

Forbrugerkreditdirektivet er – i modsætning til 1987-direktivet – et total-harmoniseringsdirektiv.Inden for det område, som direktivet regulerer, kan medlemsstaterne så-ledes ikke indføre eller opretholde andre regler end dem, som følger afdirektivet. Uden for dette område kan medlemsstaterne derimod frit ind-føre eller opretholde egne regler, og medlemsstaterne kan i den forbin-delse vælge at indføre regler svarende til direktivets.Da 1987-direktivet blev gennemført, valgte man at lade direktivets reglerfinde anvendelse på kreditaftaletyper, der efter direktivet var undtaget, jf.gennemgangen af de enkelte områder nedenfor.Ved gennemførelsen af det nye forbrugerkreditdirektiv vil der tilsvarendeskulle tages stilling til, om også de nye regler skal finde anvendelse påkreditaftaletyper, der falder uden for direktivets anvendelsesområde.Arbejdsgruppen har i den forbindelse taget stilling til, om de nye reglerhelt eller delvist bør finde anvendelse på en række forskellige kreditafta-letyper, eller om der for de enkelte områder bør fastsættes andre regler.Det er arbejdsgruppens grundlæggende holdning, at i det omfang kredit-aftaler skal være omfattet af reguleringen, bør reguleringen som ud-gangspunkt i det hele finde anvendelse på sådanne kreditaftaler, med-mindre der foreligger tungtvejende grunde, der kan begrunde en fravigel-se af de i øvrigt gældende regler for kreditaftaler, så der som udgangs-punkt kommer til at gælde ensartede regler for kreditaftaler, hvad entende er omfattet af direktivet eller ej.

5.2. Kreditaftaler med sikkerhed i fast ejendom

5.2.1. Forbrugerkreditdirektivets artikel 2, stk. 2, litra aEfter forbrugerkreditdirektivets artikel 2, stk. 2, litra a, finder direktivetikke anvendelse på kreditaftaler, som er sikret ved enten pant eller ved enanden sammenlignelig sikkerhedsstillelse, der almindeligvis anvendes i43

en medlemsstat i forbindelse med fast ejendom, eller som er sikret i formaf en rettighed relateret til fast ejendom.Det anføres i præamblens betragtning 14, at denne type kredit er megetspecifik.5.2.2. Gældende ret1987-direktivet finder efter artikel 2, stk. 1, litra a, og stk. 3, som ud-gangspunkt ikke anvendelse på kreditaftaler, som først og fremmest erbestemt til erhvervelse eller bevarelse af ejendomsrettigheder til en grundeller til en bygning, der allerede er opført, eller som skal opføres, ligesomdele af direktivet ikke finder anvendelse på kreditaftaler, der er sikret vedpant i fast ejendom.I det forslag til kreditaftalelov, som den 22. november 1989 blev fremsatsom L 78, fulgte det af den foreslåede § 3, stk. 1, nr. 1, at loven ikkeskulle finde anvendelse på kreditaftaler, som var indgået med henblik påerhvervelse eller bevarelse af en fast ejendom eller med henblik på opfø-relse, modernisering eller forbedring af en bygning.Under Folketingets behandling af lovforslaget fremsatte regeringen etændringsforslag, hvorefter den foreslåede § 3, stk. 1, nr. 1, udgik4. Bag-grunden var, at regeringen kunne erklære sig enig i et høringssvar fraForbrugerrådet, der havde anført, at alle kreditgivere så vidt muligt burdestilles lige, således at konkurrenceforvridning mellem forskellige kredit-givere kunne undgås, ligesom dispositioner i forbindelse med køb af fastejendom måtte siges at være af så indgribende betydning for forbrugeren,at væsentlige hensyn talte for, at kreditaftaler med henblik på erhvervelseaf fast ejendom mv. ligeledes blev omfattet af lovforslaget.Ved lov nr. 284 af 29. april 1992 blev kreditaftaleloven ændret, da derhavde vist sig visse problemer i relation til kreditoplysninger ved lånmod pant i fast ejendom. Der henvises til den nærmere beskrivelse afkreditaftalelovens §§ 8 a og 8 b nedenfor.Om et lån er sikret ved pant i fast ejendom har således i dag ikke selv-stændig betydning for, om kreditaftaleloven finder anvendelse på kredit-aftalen.

En kreditaftale, hvorefter en del af købesummen for en fast ejendom skalberigtiges ved udstedelse af et sælgerpantebrev, vil som udgangspunktikke være omfattet af kreditaftaleloven, idet kreditgiveren (sælgeren)som regel ikke er erhvervsdrivende, jf. kreditaftalelovens § 1, stk. 1. Bi-stås sælgeren af en professionel ejendomsformidler, der således formidlerkreditaftalen, vil kreditaftalen (sælgerpantebrevet) dog være omfattet afkreditaftaleloven, jf. § 1, stk. 25.Ejerpantebreve og skadesløsbreve er ikke omfattet af kreditaftaleloven6,men den fordring, der er sikret ved det pågældende ejerpantebrev ellerskadesløsbrev, kan være omfattet af kreditaftaleloven. Realkreditrådethar oplyst, at det i forbindelse med særligt dækkede obligationer i praksisforekommer, at realkreditinstitutter yder lån, der sikres ved ejerpantebre-ve eller skadesløsbreve i fast ejendom.For kreditaftaler med pant i fast ejendom gælder der bl.a. særlige reglerfor, hvornår kreditoplysninger mv. skal afgives, jf. §§ 8 a og 8 b.Ved kreditaftaler, der sikres ved pant i fast ejendom, skal de oplysninger,der er nævnt i kreditaftalelovens § 9 og § 14, samt aftalens øvrige væ-sentlige vilkår indgå i kreditgiverens tilbud, jf. § 8 a. Dermed undgås, atoplysningerne skal gives i pantebrevene, idet pantebrevene ellers villeblive meget omfangsrige7til gene for realkreditinstitutterne og Ting-lysningsretten, som ligger inde med et stort antal originale dokumentereller genparter heraf. Samtidig ville kreditoplysningerne i et sådant pan-tebrev ikke altid være korrekte, fordi de endelige vilkår for realkreditlå-nerne først fastlægges, når realkreditobligationerne er blevet solgt.§ 8 b indeholder en uudnyttet bemyndigelse til justitsministeren til atfastsætte nærmere regler om afgivelse og opbevaring af kreditoplysnin-ger efter § 8 a.Realkreditrådets medlem af arbejdsgruppen har supplerende oplyst, atder i 2001 i et samarbejde mellem de europæiske forbrugerorganisationerog den finansielle sektors interesseorganisationer blev udarbejdet en ad-færdskodeks for forbrugerbeskyttelse på realkreditområdet (”VoluntaryCode of Conduct on Pre-contractual Information for Home Loans” –

CoC). Europa-Kommissionen støttede initiativet og deltog i de forhand-lingerne, der ledte op til aftalen om adfærdskodeksen.Som en del af aftalen om adfærdskodeksen skal forbrugerne ud over ge-nerel information tillige modtage individuelle oplysninger som følge afEuropean Standardised Information Sheet (ESIS). Formålet med ESIS erat give forbrugeren de centrale informationer i en overskuelig form. IDanmark lever realkreditinstitutter, der yder lån til private, ifølgeRealkreditrådet op til de forpligtelser, som følger af adfærdskodeksen,herunder pligten til at afgive oplysninger efter ESIS. Oplysningsforplig-telsen efter ESIS indebærer afgivelser af oplysninger, som i høj grad sva-rer til de oplysninger, som tillige skal gives efter kreditaftaleloven.5.2.3. Arbejdsgruppens overvejelserMod at direktivets regler helt eller delvist skal finde anvendelse på kre-ditaftaler med pant i fast ejendom kan det anføres, således som det erkommet til udtryk i præamblens betragtning 14, at der er tale om kredit-aftaler af en specifik karakter. Da der er tale om en enkeltstående og væ-sentlig disposition for forbrugeren, kan det endvidere anføres, at dennedisposition ofte vil ske på et oplyst grundlag.Samtidig kan det særligt anføres, at enfortrydelsesretfor forbrugeren, jf.direktivets artikel 14, vil kunne have uhensigtsmæssige virkninger for detunikke danske realkreditsystem. Det vil således kunne føre til spekulationfra forbrugernes side, og de ulemper, som fortrydelsesretten medfører forkreditgiverne, må antages at blive overvæltet på forbrugerne i form afhøjere omkostninger.For så vidt angåroplysninger, der gives forud for aftaleindgåelsen,jf.direktivets artikel 5, kan det anføres, at disse oplysninger – når de somforudsat gives i god tid før en forbruger bindes af kreditaftalen eller kre-dittilbuddet – ofte vil være upræcise, særligt fordi obligationskursen ogdermed de endelige økonomiske vilkår på dette tidspunkt ikke kendes. Atoplysningerne ikke er præcise, kan bringe forbrugeren i en vildfarelse.Samtidig vil det udgøre en administrativ byrde for kreditgiveren, hvis derallerede på dette tidspunkt f.eks. skal anføres ÅOP og det samlede beløb,som skal betales af forbrugeren, illustreret ved et repræsentativt eksem-pel, som angiver alle de antagelser, der er lagt til grund for at beregneprocentsatsen.46

Med kreditaftalelovens § 8 a er det anerkendt, at det ikke er hensigts-mæssigt ud fra praktiske hensyn at have pantebreve, som indeholder deoplysninger, der kræves efter kreditaftalelovens §§ 9 og 14, hvorfor dissei stedet gives i tilbuddet. Det samme kan siges at gøre sig gældende i for-hold til artikel 10 omoplysninger, der skal angives i kreditaftalen.I detomfang oplysningsforpligtelserne foreslås udvidet til også at omfattekreditaftaler med sikkerhed i fast ejendom, vil det således være hen-sigtsmæssigt, at disse oplysninger gives forud for indgåelsen af kreditaf-talen.Finansrådets og Realkreditrådets medlemmer af arbejdsgruppen har end-videre anført, at det følger af både 1987-direktivet og det nye direktiv(2008-direktivet), at Europa-Kommissionens udgangspunkt var og er, atlån ydet med pant i fast ejendom ikke er omfattet af direktiverne.Af 2008-direktivets artikel 2, stk. 2, litra a, fremgår det, at direktivets be-stemmelser ikke finder anvendelse på kreditaftaler, som er sikret vedpant eller ved en anden sammenlignelig sikkerhedsstillelse ("boliglån"). Ibetragtning 14 i direktivets præambel er det ligeledes anført, at kreditaf-taler, der har til formål at yde kredit sikret ved pant i fast ejendom, ikkebør være omfattet af direktivet.Kommissionens fokus er således efter Finansrådets og Realkreditrådetsmedlemmer af arbejdsgruppens opfattelse meget specifikt rettet mod for-brugslån i størrelsesordenen 200-75.000 EUR og ikke boliglån, der harhelt andre karakteristika, som f.eks.−større lånebeløb,−længere løbetid,−et helt andet udbud af lånetyper og låneforløb,−specielle bestemmelser om førtidig indfrielse,−behov for risikoafdækning i markedet som ved fastrentelån og−særlige forhold, når lånene finansieres med særligt dækkede obli-gationer og realkreditobligationer.Finansrådets og Realkreditrådets medlemmer af arbejdsgruppen har vide-re anført, at Europa-Kommissionens hensigt er at regulere boliglån sær-skilt. Europa-Kommissionen offentliggjorde således i december 2007 enhvidbog for integration af de europæiske markeder for realkredit til pri-vate. I hvidbogen gennemgår Europa-Kommissionen en række forslag tilat fremme integrationen af EU's realkreditmarkeder. Det bemærkes, atselv om hvidbogen efter sin titel vedrører realkredit, omfatter dette be-47

greb i hvidbogen også boliglån ydet af banker. Hvidbogen forventes atblive fulgt op af et direktiv.Endvidere har Finansrådets og Realkreditrådets medlemmer af arbejds-gruppen anført, at der siden implementeringen af 1987-direktivet i 1990er sket en betydelig udvikling i reguleringen af området. Det betyder, atboliglån ud over at være reguleret i kreditaftaleloven i dag tillige er om-fattet af selvregulering i form af realkredittens tilslutning til VoluntaryCode of Conduct on Precontractual Information for Home Loans (oplys-ningsskema til forbrugerne), reglerne om god skik for finansielle virk-somheder (skema vedrørende dokumentation af rådgivning) samt forbru-geraftaleloven (ved fjernsalg).Sammenfattende er den principielle holdning hos Finansrådets ogRealkreditrådets medlemmer af arbejdsgruppen således, at boliglån frem-over ikke bør være omfattet af kreditaftaleloven, og det begrundes med,−at Ministerrådets hensigt utvetydigt er, at boliglån ikke skal væreen del af forbrugerkreditdirektivet,−at der skal være tungtvejende grunde til at inkludere boliglån iforbindelse med den danske implementering af 2008-direktivet,fordi direktivernes udgangspunkt og hensigt er det klart modsatte,−at de eksisterende regelsæt, der gælder på området uden for kre-ditaftaleloven, giver en tilstrækkelig og høj beskyttelse af forbru-geren,−at anvendelse af reglerne vil give ulige konkurrencevilkår fordanske institutter, idet der ikke vil gælde samme vilkår for danskeinstitutter som for institutter fra resten af Europa, og−at en løsning, hvor boliglån ikke reguleres i kreditaftaleloven, vilgive en mere gennemskuelig regulering for forbrugerne.For at direktivets regler skal finde anvendelse på de nævnte kreditaftalerkan anføres et status quo-synspunkt: De nævnte kreditaftaler er alleredeomfattet af kreditaftalelovens regler, dog med undtagelse af de regler, derer praktisk umulige at anvende på de nævnte aftaletyper, f.eks. angivelseaf kreditoplysninger mv. i selve pantebrevet.En ordning, hvorefter lån med pant i fast ejendom – efter i omkring 20 årat have været omfattet af kreditaftaleloven – ikke længere er omfattet afloven, vil således kunne opfattes som en forringelse og medføre en usik-kerhed om retstilstanden blandt forbrugerne. Dette vil blive forstærket af,at lån i forbindelse med køb af andelsbolig fortsat vil være omfattet af48

kreditaftaleloven, da der her er tale om en almindelig kreditaftale, hvorder ikke ydes pant i fast ejendom.Det er endvidere, som anført af Lynge Andersen iLov om kreditaftaler8,vanskeligt at se, hvorfor netop kriteriet om, at en kreditaftale er sikret vedpant i fast ejendom, skulle føre til, at en kreditaftale ikke er omfattet afkreditaftalelovens anvendelsesområde.Samtidig ligger det fast, at køb af fast ejendom er den almindelige for-brugers største økonomiske disposition, og at pantsætning af fast ejen-dom – uanset om dette sker i forbindelse med køb af fast ejendom – er etsærdeles stort skridt for en forbruger. Forbrugerens behov for informati-on i forbindelse med denne væsentlige disposition må antages at værestort, hvilket taler for, at direktivets bestemmelser skal finde anvendelsepå de nævnte aftaletyper.Såfremt kreditaftaler med sikkerhed i fast ejendom undtages fra andreregler om forbrugerbeskyttelse end de regler, hvor anvendelse forekom-mer praktisk umulig, vil det endvidere kunne føre til forsøg på omgåelse,hvor udbydere af ikke-undtagne kreditaftaler kan søge at tilpasse dereskreditaftaler, således at de undtages fra kreditaftalelovens anvendelses-område. Det vil kunne medføre en ringere forbrugerbeskyttelse.Det kan i den forbindelse særligt anføres, at for så vidt angår oplysninger,der gives forud for aftaleindgåelsen,jf. direktivets artikel 5, vil disse op-lysninger, skønt de muligvis ikke vil være helt præcise, give forbrugerenet vist indtryk af tilbuddet, og oplysningsforpligtelsen vil på dette tids-punkt i høj grad kunne opfyldes i kraft af standardiserede vilkår. Viderekan det anføres, atfortrydelsesretten,jf. direktivets artikel 14, vil kunneøge kundemobiliteten og sikre, at forbrugeren kan ombestemme sig, hvisder skulle vise sig et mere gunstigt tilbud, eller hvis kunden alligevel ik-ke ønsker at pantsætte en ejendom som led i en kreditaftale.At der i dag eksisterer en frivillig adfærdskodeks for de større aktører,medfører ikke i sig selv, at der ikke er behov for en regulering. At ad-færdskodeksen er frivillig indebærer således, at der fra mindre seriøseaktører på markedet – hvor der kan siges at være et særligt behov for di-rektivets forbrugerbeskyttelse – ikke nødvendigvis ad frivillighedens vejvil blive givet de fornødne oplysninger til forbrugerne.

Slutteligt kan også hensynet til konkurrencen på markedet og til ensarte-de regler for forskellige former for kreditaftaler anføres som argumenterfor, at forbrugerbeskyttelsesniveauet for de nævnte kreditaftaler skal sva-re til forbrugerbeskyttelsesniveauet for øvrige finansieringsformer. Såle-des ydes lån med sikkerhed i fast ejendom i praksis ikke kun til erhver-velse af fast ejendom, men også som lån til forbrug, hvorved lånene ud-bydes i direkte konkurrence med andre finansieringsformer.Et flertal i arbejdsgruppen (Jon Fridrik Kjølbro, Lennart Lynge Ander-sen, Birgit Thrusholm, Jacob Skriver Frandsen, Lars Quistgaard Bay,Christian Brandt, Troels Hauer Holmberg, Ulla Brøns Petersen, SigneSchmidt og Lennart Houmann) indstiller på den baggrund, at direktivetsbestemmelser også skal finde anvendelse på kreditaftaler med sikkerhed ifast ejendom, dog således, at der fastsættes undtagelser på de områder,hvor anvendelse af bestemmelserne vil være særligt problematisk i rela-tion til kreditaftaler med sikkerhed i fast ejendom. Det gælder i forholdtil det tidspunkt, hvor kreditgivers oplysningspligt skal være opfyldt, iforhold til underretning om ændringer i debitorrenten, i forhold til førti-dig tilbagebetaling og i forhold til indfrielse før forfaldstidspunktet.Flertallet finder endvidere, at anvendelse af direktivets bestemmelser påkreditaftaler med pant i fast ejendom også vil være særligt problematisk iforhold til fortrydelsesret. Flertallet indstiller derfor, at der tillige i for-hold til fortrydelsesret fastsættes en undtagelse, der omfatter lån medpant i fast ejendom, men således at undtagelsen begrænses til lån medpant i fast ejendom, der ydes på baggrund af obligationsudstedelse. Veddenne form for låneaftaler er der efter flertallets opfattelse et særligt be-hov for en undtagelse, da kreditgiveren efter kreditaftalens indgåelsesælger obligationer svarende til lånebeløbet. Hvis forbrugeren herefterudnytter en fortrydelsesret, vil kreditgiveren skulle tilbagekøbe obligati-onerne, hvilket vil kunne medføre et kurstab. Hensynet til forbrugerne oglige konkurrencevilkår for kreditgivere taler efter disse medlemmers op-fattelse for ikke at udstrække undtagelsen i videre omfang end foreslået.Der henvises til de foreslåede §§ 8 a, 9, 19, 26 og 28, jf. lovudkastets § 1,nr. 8, 12 og 17, med tilhørende bemærkninger.Et mindretal i arbejdsgruppen (Jeanne Blyt og Steen Jul Petersen) finderaf de grunde, der anføres i indledningen af dette afsnit, at direktivet ikkebør implementeres for så vidt angår kreditaftaler sikret ved pant i fastejendom.50

Såfremt 2008-direktivet implementeres også på dette område, er mindre-tallet enig med flertallet i, at der bør ske undtagelser på de områder somarbejdsgruppen ovenfor har identificeret som særligt problematiske.Mindretallet finder imidlertid også, at der bør ske undtagelse for så vidtangår fortrydelsesretten, når det gælder fastforrentede lån (med pant i fastejendom). På fastforrentede lån betyder fortrydelsesretten, at kundernekan spekulere i renteudviklingen og derved påføre banken en tabsrisiko.Det kan medføre, at bankerne må indregne en risikopræmie i den rentekunderne tilbydes, eller i værste fald, at bankerne ikke længere udbyderdisse lån.Et flertal i arbejdsgruppen (Jon Fridrik Kjølbro, Lennart Lynge Ander-sen, Birgit Thrusholm, Jacob Skriver Frandsen, Lars Quistgaard Bay,Christian Brandt, Jeanne Blyt, Troels Hauer Holmberg, Ulla Brøns Peter-sen, Signe Schmidt og Lennart Houmann) er opmærksom på, at det ikkenødvendigvis vil være en entydig fordel for forbrugeren, at der fremoverved indgåelse af kreditaftaler om boliglån vil skulle udleveres et megetomfattende informationsmateriale i form af såvel de oplysninger, der vilskulle udleveres i henhold til kreditaftaleloven, som de oplysningsske-maer, der skal udleveres som led i den frivillige adfærdskodeks på real-kreditområdet og som led i reglerne om god skik for finansielle virksom-heder. Dette synspunkt kan imidlertid efter flertallets opfattelse ikke føretil, at kreditaftaler med sikkerhed i fast ejendom ikke bør være omfattetaf kreditaftalelovens oplysningsforpligtelser.Et mindretal i arbejdsgruppen (Steen Jul Petersen) finder – givet at pant-sikrede lån omfattes af kreditaftaleloven – at implementering af oplys-ningskravene bør ske på en sådan måde, at det i forbindelse med pantsik-rede lån i stedet for direktivets bilag uændret er muligt at anvende denCode of Conduct, som realkreditinstitutterne har brugt i en årrække medgode resultater.Det er Jeanne Blyt, Steen Jul Petersen og Lennart Lynge Andersens op-fattelse, at der snarest skal iværksættes en analyse af de respektive regu-leringer af informationsmaterialet på dette område, og grænsefladernemellem disse, med henblik på at vurdere, om der kan etableres en forbed-ret indbyrdes koordinering. Disse medlemmer er opmærksomme på, atdenne opgave har ligget uden for arbejdsgruppens kommissorium.

Arbejdsgruppen bemærker, at kreditaftalelovens regulering af lån medpant i fast ejendom vil skulle tages op til fornyet overvejelse, såfremt derpå et senere tidspunkt indføres særskilt EU-retlig regulering af området.Arbejdsgruppen bemærker endvidere, at det er arbejdsgruppens opfattel-se, at kreditaftalelovens gældende undtagelser vedrørende kreditaftalermed pant i fast ejendom, som foreslås videreført, skal ses i lyset af kapi-tel 4 a i lov om realkreditlån og realkreditobligationer mv, således at und-tagelserne også omfatter lån med pant i fast ejendom, der er finansieretved særligt dækkede realkreditobligationer og særligt dækkede obligatio-ner. Der er således ikke ved arbejdsgruppens forslag tilsigtet nogen æn-dring i denne retstilstand.

5.3. Kreditaftaler til finansiering af erhvervelse af grundarealer eller

bygninger mv.

5.3.1. Forbrugerkreditdirektivets artikel 2, stk. 1, litra bEfter forbrugerkreditdirektivets artikel 2, stk. 1, litra b, finder direktivetikke anvendelse på kreditaftaler, som har til formål at finansiere erhver-velsen eller bevarelsen af ejendomsretten til grundarealer eller til eksiste-rende eller projekterede bygninger.5.3.2. Gældende retKreditaftaler, der har til formål at finansiere erhvervelsen af grundarealereller bygninger mv., er i dag omfattet af kreditaftaleloven.Det bemærkes i den forbindelse, at 1987-direktivet ikke finder anvendel-se på kreditaftaler, der først og fremmest er bestemt til erhvervelse ellerbevarelse af fast ejendom eller som er bestemt til opførelse, modernise-ring eller forbedring af bygninger (selve bygningen), jf. direktivets arti-kel 2, stk. 1, litra a.5.3.3. Arbejdsgruppens overvejelserI det omfang en kreditaftale til finansiering af erhvervelse af grundarealereller bygninger mv. måtte være sikret ved pant i fast ejendom, henvisestil arbejdsgruppens overvejelser i afsnit 5.2.3 ovenfor.

For at direktivets regler skal finde anvendelse på de nævnte kreditaftalerkan også her anføres et status quo-synspunkt: Den nævnte type kreditaf-taler er i dag omfattet af kreditaftalelovens regler.Det kan endvidere være vanskeligt at argumentere for, at kreditaftaler,der har til formål at finansiere erhvervelsen af bestemte aktiver (grund-arealer eller bygninger), ikke skal være omfattet, mens kreditaftaler, derhar til formål at finansiere alle andre aktiver, som udgangspunkt vil væreomfattet.Endvidere kan det anføres, at den nærmere afgrænsning af kreditaftaler,der har til formål at finansiere erhvervelsen eller bevarelsen af ejendoms-retten til grundarealer eller til eksisterende eller projekterede bygninger,er vanskelig, og kan medføre retsusikkerhed og forsøg på at omgå regler-ne om forbrugerbeskyttelse. En retstilstand, hvor loven finder anvendelseved visse tilfælde af belåning af fast ejendom, men hvor en undtagelse pådette område medfører, at den i andre tilfælde ikke finder anvendelse, vilsamtidig være vanskelig at administrere9.Forbrugerens behov for information og forbrugerbeskyttelse ses i øvrigtikke at være mindre ved de nævnte kreditaftaler end ved øvrige størrekreditaftaler.Slutteligt kan et konkurrencesynspunkt også anføres som argument for, atde nævnte aftaletypers forbrugerbeskyttelsesniveau skal svare til alterna-tive finansieringsformers beskyttelsesniveau.Arbejdsgruppen indstiller på den baggrund, at forbrugerkreditdirektivetsbestemmelser også skal finde anvendelse på kreditaftaler til finansieringaf erhvervelse af grundarealer eller bygninger mv.

5.4. Kreditaftaler med kreditbeløb på under 200 EUR eller over

75.000 EUR

5.4.1. Forbrugerkreditdirektivets artikel 2, stk. 2, litra cEfter forbrugerkreditdirektivets artikel 2, stk. 2, litra c, finder direktivetikke anvendelse på kreditaftaler med et samlet kreditbeløb på under 200EUR eller over 75.000 EUR. Det følger af artikel 28, at der ved omreg-ning af beløb i EUR skal anvendes den kurs, som var gældende på tids-9

punktet for direktivets vedtagelse, og de anførte beløb vil dermed svaretil henholdsvis 1.492 kr. og 559.673 kr., jf. afsnit 3.2.24 ovenfor.5.4.2. Gældende retEfter 1987-direktivets artikel 2, stk. 1, litra f, finder direktivet ikke an-vendelse på kreditaftaler om mindre end 200 ECU eller mere end 20.000ECU.I forbindelse med Folketingets behandling af L 78, der blev fremsat den22. november 1989, gav Justitsministeriet udtryk for, at ministeriet ikkefandt anledning til generelt at undtage meget små eller meget store kre-ditter, da der også i disse tilfælde kan være et beskyttelsesbehov10.Efter kreditaftalelovens § 3, stk. 3, nr. 1, er kreditaftaler, hvor det samle-de beløb, der skal betales – eller ved kreditaftaler med variabelt lånebe-løb det samlede beløb, der skal betales ved fuld udnyttelse af kontoen –ikke overstiger 1.500 kr. delvist undtaget, idet lovens kapital 2 (om kre-ditgivers oplysningspligt) ikke gælder for disse kreditaftaler. Beløbetsvarer til ca. 200 ECU.Derimod er der ikke i kreditaftaleloven fastsat undtagelser for kreditafta-ler, hvor beløbet overstiger 20.000 ECU.Forbrugerombudsmanden har med hjemmel i § 24, stk. 1, i markedsfø-ringsloven og efter forhandling med Finansrådet, Finans og Leasing,Dansk Kredit Råd, Dansk Erhverv, DI Handel og Forbrugerrådet i febru-ar 2009 udstedt retningslinjer for markedsføring af kortfristede eller min-dre lån indgået som fjernsalgsaftaler (de såkaldte SMS-lån). Retningslin-jerne finder bl.a. anvendelse på kreditaftaler, hvor lånebeløbet ikke over-stiger 1.500 kr. Retningslinjerne omhandler bl.a. markedsføring, oplys-ningskrav inden aftaleindgåelse, procedure for sikker identifikation, kre-ditvurdering, vejledning til forbrugeren og vilkår for aftaleindgåelsen.5.4.3. Arbejdsgruppens overvejelserMod at de nye regler helt eller delvist skal finde anvendelse påde særligtsmå kreditaftaler(under ca. 1.500 kr.) taler, at en videreførelse af dennuværende undtagelse for de små kreditaftaler vil undtage en formentligbegrænset gruppe kreditaftaler, hvor anvendelse af reglerne – og herun-10

der de omkostninger, der vil være forbundet hermed – vil kunne stå i etmisforhold til kreditternes udbredelse og til kreditgivernes fortjeneste vedaftalerne. Omfattes også de helt små kreditaftaler af reglerne, vil detkunne medføre, at de ikke vil blive udbudt.Især for mindre erhvervsdrivende vil oplysningspligten, pligten til at fo-retage kreditvurdering mv. kunne være særdeles byrdefuld11.For så vidt angårde særligt store kreditaftaler(over ca. 550.000 kr.) mådet antages, at kreditaftalernes størrelse i sig selv medfører, at forbruge-ren indgår disse aftaler på et relativt oplyst grundlag, og at i hvert faldinformationsforpligtelserne og fortrydelsesretten derfor er af relativtmindre betydning i forbindelse med denne type kreditter.For at de nye regler helt eller delvist skal finde anvendelse påde særligtsmå kreditaftaler(under ca. 1.500 kr.) taler, at der i praksis formentligofte vil være tale om kreditaftaler, som på grund af den begrænsede be-løbsstørrelse vil blive indgået på et mindre oplyst grundlag, ligesom der –f.eks. i forbindelse med SMS-lån med kort løbetid – kan være tale om ensærdeles høj ÅOP, hvilket kan tale for, at særligt oplysningsforpligtelser,fortrydelsesret og ret til førtidig indfrielse også bør være gældende fordenne type lån. En del lån vil dog allerede være omfattet af fortrydelses-ret efter forbrugeraftaleloven, da der er tale om fjernsalg.Endvidere kan det anføres, at de særligt små kreditaftaler ofte vil rette sigmod en gruppe af forbrugere, hvor behovet for information kan være sær-ligt stort, herunder helt unge forbrugere.Endelig vil de helt små kreditaftaler kunne være omfattet af andre be-stemmelser, der indebærer en lempeligere regulering, herunder artikel 2,stk. 3, hvilket gør behovet for at undtage sådanne kreditaftaler mindre.For så vidt angårde særligt store kreditaftaler(over ca. 550.000 kr.) kandet anføres, at kreditaftalernes størrelse og dermed betydelige indvirk-ning på forbrugerens privatøkonomi taler for, at disse kreditaftaler fuldtud bør være omfattet af reglerne, således som det også er tilfældet i dag.Arbejdsgruppen indstiller på den baggrund, at forbrugerkreditdirektivetsbestemmelser også skal finde anvendelse på kreditaftaler med kreditbe-løb på under 200 EUR og over 75.000 EUR. I et vist omfang vil kreditaf-11

taleloven derefter regulere områder, der hidtil har været omfattet af For-brugerombudsmandens retningslinjer for SMS-lån.

5.5. Leje- eller leasingaftaler uden pligt til at købe aftalegenstanden

5.5.1. Forbrugerkreditdirektivets artikel 2, stk. 2, litra dEfter forbrugerkreditdirektivets artikel 2, stk. 2, litra d, finder direktivetikke anvendelse på leje- eller leasingaftaler, hvor der ikke er fastsat no-gen pligt til at købe aftalegenstanden, hverken i selve aftalen eller i enseparat aftale. Der anses at foreligge en pligt, hvis dette besluttes ensidigtaf kreditgiveren.5.5.2. Gældende retEn lejeaftale er som udgangspunkt ikke omfattet af kreditaftaleloven. Detgælder, hvad enten der er tale om leje af fast ejendom eller løsøre. At le-jen ikke betales til tiden og at kreditor forholder sig passiv, er ikke i sigselv tilstrækkeligt til, at der bliver tale om en kreditaftale omfattet af kre-ditaftaleloven, jf. definitionen af en kreditaftale i § 4.Det følger af kreditaftalelovens § 6, stk. 2, at en aftale, der er betegnetsom lejekontrakt, eller hvorefter betalingen i øvrigt fremtræder som ve-derlag for brug af tingen (såkaldte lejekøb), anses som køb med ejen-domsforbehold, såfremt det må antages at have været meningen, at mod-tageren af tingen skal blive ejer af den.Ifølge artikel 2, stk. 1, litra b, i 1987-direktivet er lejekontrakter, hvoridet fastsættes, at ejendomsretten overgår til lejeren ved kontraktens ud-løb, omfattet af direktivet. Direktivet finder derimod ikke anvendelse pålejekontrakter generelt.5.5.3. Arbejdsgruppens overvejelserFor at direktivets regler helt eller delvist skal finde anvendelse på leje-eller leasingaftaler uden pligt til at købe aftalegenstanden, kan anføres, aten leje- eller leasingaftale kan være lige så byrdefuld for en forbrugersom en kreditaftale, hvilket taler for, at der gælder samme oplysnings- ogforbrugerbeskyttelsesniveau.

Mod at direktivets regler helt eller delvist skal finde anvendelse på leje-eller leasingaftaler uden pligt til at købe aftalegenstanden, kan anføres etstatus quo-synspunkt.Når der ikke er fastsat nogen pligt til at købe salgsgenstanden, kan situa-tionen endvidere siges at adskille sig væsentligt fra de kreditaftaler, somdirektivet tilsigter at regulere.Arbejdsgruppen indstiller på den baggrund, at forbrugerkreditdirektivetsbestemmelser ikke skal finde anvendelse på leje- eller leasingaftaler udenpligt til at købe aftalegenstanden.

5.6. Kassekreditter, hvor kreditten skal betales tilbage inden en må-

ned

5.6.1. Forbrugerkreditdirektivets artikel 2, stk. 2, litra eEfter forbrugerkreditdirektivets artikel 2, stk. 2, litra e, finder direktivetikke anvendelse på kreditaftaler i form af kassekreditter, ifølge hvilkekreditten skal betales tilbage inden en måned.Undtagelsen er således smallere end den tilsvarende undtagelse i 1987-direktivet, jf. afsnit 5.6.2 nedenfor. Dels omfatter undtagelsen kun kasse-kreditter – der i direktivets artikel 3, litra d, defineres som en udtrykkeligkreditaftale, hvorved en kreditgiver stiller midler til rådighed for en for-bruger, som overstiger den løbende saldo på forbrugerens løbende konto– dels omfatter undtagelsen kun kreditaftaler med en tilbagebetalingstidpå under en måned.Det bemærkes, at der efter artikel 2, stk. 3, gælder en lempeligere regule-ring for kassekreditter, hvor kreditten skal betales tilbage på anfordringeller inden tre måneder.Det bemærkes endvidere, at direktivet efter artikel 2, stk. 2, litra f, tilsva-rende ikke finder anvendelse på bl.a. kreditaftaler, ifølge hvilke kredittenskal betales tilbage inden tre måneder, og som kun er forbundet med ube-tydelige omkostninger. Der henvises til afsnit 5.7 nedenfor.

5.6.2. Gældende retKreditaftaler med kortvarig kredittid falder i dag i almindelighed udenfor kreditaftaleloven. Lovens § 3, stk. 1, nr. 1, slår således fast, at lovenikke finder anvendelse på kreditaftaler, hvor kreditten skal indfries senesttre måneder efter aftalens indgåelse eller – ved kreditkøb – senest tre må-neder efter salgsgenstandens levering.Lynge Andersen anfører iLov om kreditaftaler12, at bestemmelsen ikkehar den store betydning for långivningen i almindelighed, men at den hargennemslagskraft i andre situationer, hvor kreditten knytter sig til en an-den aftale, f.eks. ved aftaler om overtræk samt ved ydelse af henstand.Undtagelsen efter § 3, stk. 1, nr. 1, finder efter § 3, stk. 2, ikke anvendel-se, hvis der foreligger et køb med ejendomsforbehold eller et kreditkøb ihenhold til en aftale om kredit med variabelt lånebeløb.Det følger af artikel 2, stk. 1, litra g, i 1987-direktivet, at direktivet ikkefinder anvendelse på kreditaftaler, ifølge hvilke forbrugeren skal tilbage-betale kreditten enten inden for en periode på højest tre måneder eller vedhøjest fire betalinger inden for en periode på højest 12 måneder.5.6.3. Arbejdsgruppens overvejelserMod at direktivets regler helt eller delvist skal finde anvendelse på kre-ditaftaler i form af kassekreditter, ifølge hvilken kreditten skal betalestilbage inden en måned, taler, at der for disse aftalers vedkommende vilvære tale om en videreførelse af den nuværende retstilstand, hvis de ikkeomfattes af reglerne.Samtidig må regulering af området anses for kun at omfatte ganske fåkreditaftaler, da der kun vil være tale om kassekreditter og kun de kasse-kreditter, der har en meget kort løbetid, som formentlig kun forekommersjældent i praksis.For at direktivets regler helt eller delvist skal finde anvendelse på kredit-aftaler i form af kassekreditter, ifølge hvilken kreditten skal betales tilba-ge inden en måned, taler primært, at renten og omkostningerne i forbin-delse med sådanne aftaler med kort kredittid kan være betydelige, og at

det derfor kan være hensigtsmæssigt, at de omfattes af særligt oplys-ningskravene.Arbejdsgruppen indstiller på den baggrund, at forbrugerkreditdirektivetsbestemmelser også skal finde anvendelse på kassekreditter, hvor kredit-ten skal betales tilbage inden en måned.

5.7. Kreditaftaler, hvor kreditten ydes rentefrit og uden omkostnin-

ger mv.

5.7.1. Forbrugerkreditdirektivets artikel 2, stk. 2, litra fEfter forbrugerkreditdirektivets artikel 2, stk. 2, litra f, finder direktivetikke anvendelse på kreditaftaler, hvor kreditten ydes rentefrit og udenandre omkostninger, og kreditaftaler, ifølge hvilke kreditten skal betalestilbage inden tre måneder, og som kun er forbundet med ubetydelige om-kostninger.Litra f skal ses i sammenhæng med litra e, der undtager kreditaftaler iform af kassekreditter, ifølge hvilke kreditten skal betales tilbage indenen måned. Der henvises til afsnit 5.6 ovenfor.5.7.2. Gældende retEfter kreditaftalelovens § 3, stk. 3, nr. 2, gælder lovens kapital 2 (deromhandler kreditgiverens oplysningspligt) ikke for kreditaftaler, hvor derikke betinges vederlag for kreditten.Det følger af artikel 2, stk. 1, litra c, i 1987-direktivet, at direktivet ikkefinder anvendelse på kredit, der ydes rente- eller omkostningsfrit.5.7.3. Arbejdsgruppens overvejelserFor at direktivets regler helt eller delvist skal finde anvendelse på kredit-aftaler, hvor kreditten ydes rente- og omkostningsfrit, og kreditaftaler,ifølge hvilke kreditten skal betales tilbage inden tre måneder, og som kuner forbundet med ubetydelige omkostninger, taler, at det også i forbindel-se med disse kreditaftaler f.eks. vil kunne være relevant at sikre, at kre-ditaftalen indeholder oplysninger, der er relevante for forbrugerens vur-dering af aftalens økonomiske konsekvenser (som så for den første typekreditaftalers vedkommende ikke vil være debitorrenten, men f.eks. kan59

være oplysninger om kreditaftalens løbetid og størrelsen og hyppighedenaf afdrag), samt at der kan ske førtidig tilbagebetaling og at forbrugerenopnår direktivets beskyttelse ved overdragelse af rettigheder.Mod at direktivets regler helt eller delvist skal finde anvendelse på kre-ditaftaler, hvor kreditten ydes rente- og omkostningsfrit, og kreditaftaler,ifølge hvilke kreditten skal betales tilbage inden tre måneder, og som kuner forbundet med ubetydelige omkostninger, taler først og fremmest, aten række af oplysningsforpligtelserne helt naturligt ikke vil kunne findeanvendelse for disse kreditter.I øvrigt kan det anføres, at der ikke bør stilles store krav til kreditgiver,når der ikke betinges vederlag – eller kun betinges et ubetydeligt veder-lag – for kreditten. Sådanne kreditaftaler er fordelagtige for forbrugerne,og hensynet til forbrugerne kan tale for ikke at lade disse kreditaftalervære omfattet af kreditaftaleloven, idet de deraf følgende forpligtelser vilkunne få den erhvervsdrivende til at afstå fra at tilbyde sådanne fordelag-tige kreditaftaler.Arbejdsgruppen indstiller på den baggrund, at forbrugerkreditdirektivetsbestemmelser ikke skal finde anvendelse på kreditaftaler, hvor kredittenydes rentefrit og uden omkostninger mv.

5.8. Kreditaftaler, der indgås mellem arbejdsgivere og arbejdstagere

5.8.1. Forbrugerkreditdirektivets artikel 2, stk. 2, litra gEfter forbrugerkreditdirektivets artikel 2, stk. 2, litra g, finder direktivetikke anvendelse på kreditaftaler, hvor kreditten ydes af en arbejdsgiver tilsine ansatte som led i en bibeskæftigelse, rentefrit eller med årlige om-kostninger i procent lavere end dem på markedet, og som ikke tilbydesoffentligheden i almindelighed.5.8.2. Gældende retEfter kreditaftalelovens § 1 gælder loven for kreditaftaler, hvor en er-hvervsdrivende (kreditgiveren) yder eller giver tilsagn om at yde kreditsom led i sit erhverv.Kreditaftaler skal således indgås af den erhvervsdrivende som led i denpågældendes erhverv, og kreditter, der ydes som led i forholdet mellem60

en arbejdsgiver og en arbejdstager, kan ikke antages at være omfattet afkreditaftalelovens § 1, medmindre arbejdsgiveren erhvervsmæssigt yderkredit13.5.8.3. Arbejdsgruppens overvejelserDet bemærkes, at en videreførelse af det gældende kriterium i kreditafta-lelovens § 1 om ydelse af kredit ”som led i sit erhverv” vil indebære, atvisse kreditaftaler, der ydes af en arbejdsgiver, og som er omfattet af ar-tikel 2, stk. 2, litra g, vil være omfattet af kreditaftalelovens regler, nårdet sker som led i erhverv, selv om det har karakter af bibeskæftigelse.For at direktivets regler helt eller delvist skal finde anvendelse på vissekreditaftaler, der indgås mellem arbejdsgivere og arbejdstagere, taler, atarbejdstageren til en vis grad er afhængig af arbejdsgiveren, og at det kangive et særligt behov for, at arbejdstageren i forbindelse med medarbej-derlån sikres den forbrugerbeskyttelse, som særligt vil følge af reglerneom oplysningspligt, fortrydelsesret, førtidig tilbagebetaling og overdra-gelse af rettigheder.Mod at direktivets regler helt eller delvist skal finde anvendelse på vissekreditaftaler, der indgås mellem arbejdsgivere og arbejdstagere, talerførst og fremmest, at det vil være en videreførelse af status quo. De på-gældende former for kreditaftaler vil fortsat i de fleste tilfælde have ka-rakter af private lån, og dermed bør reguleringen ikke adskille sig fra re-guleringen af andre former for private lån. Samtidig vil det være en byr-de, hvis virksomheder, der ikke i anden sammenhæng er omfattet af kre-ditaftaleloven, skal anvende lovens bestemmelser i forbindelse med gan-ske få medarbejderlån.Arbejdsgruppen indstiller på den baggrund, at forbrugerkreditdirektivetsbestemmelser ikke skal finde anvendelse på kreditaftaler, der indgås mel-lem arbejdsgivere og arbejdstagere. Det er imidlertid arbejdsgruppensopfattelse, at denne afgrænsning allerede følger af direktivets definitionaf kreditgiver som en fysisk eller juridisk person, der yder eller giver til-sagn om at yde kredit som led i udøvelsen af sin erhvervsmæssige virk-somhed, idet kreditaftaler mellem arbejdsgivere og arbejdstagere kun kanantages at være indgået som led i udøvelsen af erhvervsmæssig virksom-hed, hvis arbejdsgiveren har ydelse af kredit som sin virksomhed.13

5.9. Kreditaftaler med investeringsselskaber eller kreditinstitutter

med henblik på visse transaktioner

5.9.1. Forbrugerkreditdirektivets artikel 2, stk. 2, litra hForbrugerkreditdirektivets artikel 2, stk. 2, litra h, undtager kreditaftaler,som er indgået med et investeringsselskab eller med et kreditinstitut medhenblik på at gøre det muligt for en investor at foretage en transaktionvedrørende et eller flere værdipapirer anført i afsnit C i bilag I til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/39/EF af 21. april 2004 om marke-der for finansielle instrumenter, såfremt det investeringsselskab eller kre-ditinstitut, som yder kreditten, er involveret i den pågældende transakti-on.Ved et investeringsselskab forstås en juridisk person, hvis erhvervsmæs-sige virksomhed består i at yde en eller flere former for investeringsser-vice til tredjemand og/eller udføre en eller flere former for investerings-aktiviteter på erhvervsmæssigt grundlag, jf. artikel 4, stk. 1, i direktiv2004/39/EF.Ved et kreditinstitut forstås et foretagende, hvis virksomhed består i fraoffentligheden at modtage indlån eller andre midler, der skal tilbagebeta-les, samt i at yde lån for egen regning,elleren udsteder af elektroniskepenge, jf. artikel 4 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/48/EFaf 14. juni 2006 om adgang til at optage og udøve virksomhed som kre-ditinstitut.De omfattede værdipapirer er bl.a. aktier, obligationer, pengemarkedsin-strumenter, optioner, futures, swaps, FRA (forward rate agreement) ogøvrige derivataftaler vedrørende f.eks. valutaer, renter, råvarer mv.5.9.2. Gældende retEfter gældende ret er der ingen særlig regulering af kreditaftaler, som erindgået mellem en forbruger og et investeringsselskab eller et kreditinsti-tut med henblik på at gøre det muligt for forbrugeren at foretage en af detyper transaktioner, der beskrives i afsnit 5.9.1 ovenfor. Kreditaftalelovenfinder således anvendelse, medmindre de pågældende aftaler af andenårsag falder uden for lovens anvendelsesområde.62

5.9.3. Arbejdsgruppens overvejelserMod at direktivets regler helt eller delvist skal finde anvendelse på detundtagne område taler, at direktivets artikel 2, stk. 2, litra h, kun omfattersituationer, hvor investeringsselskabet eller kreditinstituttet både yderkreditten og er involveret i den pågældende transaktion. Der er således enformodning for, at sådanne handler foregår under vejledning med ud-gangspunkt i den enkelte kundes behov og under behørig hensyntagen tilprodukternes kompleksitet, hvilket taler imod, at direktivets regler skalgælde de nævnte virksomheder i de nævnte situationer.For at direktivets regler helt eller delvist skal finde anvendelse på detundtagne område taler, at der kan være et særligt forbrugerbeskyttelses-hensyn i situationer, hvor den ydede kredit har tæt sammenhæng medforbrugerens anvendelse af kreditgiverens øvrige produkter.Endvidere kan også et status quo-synspunkt anføres til støtte for, at om-rådet skal være omfattet.Arbejdsgruppen indstiller på den baggrund, at forbrugerkreditdirektivetsbestemmelser også skal finde anvendelse på kreditaftaler med investe-ringsselskaber eller kreditinstitutter med henblik på visse transaktioner.Arbejdsgruppen bemærker, at det ved salg og afvikling af værdipapirer eralmindelig praksis, at værdipapirhandlere foretager afvikling uden atmodtage forudbetaling fra kunderne, således at betaling først modtagespå det tidspunkt, hvor værdipapirerne afvikles til kunden. Ved denne typetransaktioner er der tale om, at værdipapirer og betaling udveksles samti-digt, og det er således arbejdsgruppens opfattelse, at denne type transak-tioner ikke vil være omfattet af forbrugerkreditdirektivets definition af enkreditaftale, da der ikke er tale om, at der ydes henstand med betalin-gen14.

5.10. Kreditaftaler, der er resultatet af et forlig indgået for retten

mv.

5.10.1. Forbrugerkreditdirektivets artikel 2, stk. 2, litra iEfter direktivets artikel 2, stk. 2, litra i, finder direktivet ikke anvendelsepå kreditaftaler, som er resultatet af et forlig indgået for retten eller etandet ved lov beføjet organ.5.10.2. Gældende retEfter kreditaftalelovens § 3, stk. 1, nr. 2, finder loven ikke anvendelse påkredit, der aftales i et retsforlig. Retsforliget skal være eksigibelt for atfalde udenfor. Derimod er kredit, der aftales i et udenretligt forlig, somhovedregel omfattet af loven, medmindre forliget alene indeholder denerkendelse, som efter retsplejelovens § 478, stk. 1, nr. 4, er nødvendig forat kunne opnå tvangsfuldbyrdelse, smh. UfR 2000.1851 V.5.10.3. Arbejdsgruppens overvejelserFor at direktivets regler helt eller delvist skal finde anvendelse på retsfor-lig taler, at en videreførelse af den nuværende undtagelse fortsat kan si-ges at indbyde til, at forlig indgås i retten frem for som udenretlige forlig.Mod at direktivets regler helt eller delvist skal finde anvendelse på rets-forlig taler, at beskyttelseshensynene til forbrugerne er stærkt begrænse-de, når en kreditaftale indgås som led i et indenretligt forlig. Samtidig vilder være tale om en videreførelse af den nuværende undtagelse.Endvidere kan det anføres, at sådanne kreditaftaler ofte vil blive indgåetfor at undgå visse negative konsekvenser for forbrugeren, der har mislig-holdt en kreditaftale, f.eks. i form af en afdragsordning, der skal afværgeudlæg. Det vil derfor ofte være i forbrugerens interesse, at sådanne afta-ler kan indgås på en let måde. Hvis der stilles for store krav til indgåelseaf sådanne kreditaftaler, vil det kunne begrænse forbrugeres mulighed forat indgå sådanne kreditaftaler indenretligt. Undtagelsen skal endvidereses i sammenhæng med artikel 2, stk. 6, hvor arbejdsgruppen anbefaleren udnyttelse af muligheden for en mere lempelig regulering af kreditaf-taler, der har til formål at afværge en retssag, jf. afsnit 4.3 ovenfor.

Arbejdsgruppen indstiller på den baggrund, at forbrugerkreditdirektivetsbestemmelser ikke skal finde anvendelse på kreditaftaler, der er resultatetaf et forlig indgået for retten mv.Der henvises til den foreslåede § 3, stk. 1, nr. 4, jf. lovudkastets § 1, nr.3, med tilhørende bemærkninger.

5.11. Kreditaftaler, der vedrører henstand uden omkostninger

5.11.1. Forbrugerkreditdirektivets artikel 2, stk. 2, litra jEfter forbrugerkreditdirektivets artikel 2, stk. 2, litra j, finder direktivetikke anvendelse på kreditaftaler, som vedrører gratis henstand med beta-lingen af en eksisterende gæld.Efter ordlyden omfatter artikel 2, stk. 2, litra j, både situationer, hvor for-brugeren får gratis henstand med betaling af en gæld, der følger af en ek-sisterende kreditaftale, og situationer, hvor forbrugeren får henstand medbetaling af andre former for gæld – og hvor der dermed kan opstå en nykreditaftale.5.11.2. Gældende retDer er ikke i dag en særlig regulering af kreditaftaler, der vedrører gratishenstand med betalingen af eksisterende gæld.Ved en kreditaftale forstås en aftale om kredit i form af henstand, lån el-ler anden tilsvarende form for finansiel ydelse, jf. kreditaftalelovens § 4,stk. 1. Det beror på en konkret vurdering, om en ændring af kreditafta-lens vilkår medfører, at kreditgiveren skal give oplysninger efter kreditaf-talelovens kapitel 215.5.11.3. Arbejdsgruppens overvejelserFor at direktivets regler helt eller delvist skal finde anvendelse på detteområde taler, at forbrugeren kan bibringes et større overblik over sin fi-nansielle situation, hvis reglerne anvendes på området. Herudover sikresder også tvistforebyggende dokumentation af den indgåede henstandsaf-tale.

Samtidig vil forbrugerbeskyttelse i form af ret til førtidig tilbagebetalingog beskyttelse ved overdragelse af rettigheder også være aktuel i forbin-delse med kreditaftaler, som vedrører gratis henstand.Mod at direktivets regler helt eller delvist skal finde anvendelse på detteområde taler, at en aftale om gratis henstand som udgangspunkt må sigesat være indgået til forbrugerens fordel, og at administrative byrder forkreditgiver vil kunne medføre, at den gratis henstand tilbydes i mindreomfang end ellers.Arbejdsgruppen indstiller på den baggrund, at forbrugerkreditdirektivetsbestemmelser ikke skal finde anvendelse på kreditaftaler, der vedrørerhenstand uden omkostninger.Der henvises til den foreslåede § 3, stk. 1, nr. 3, jf. lovudkastets § 1, nr.3, med tilhørende bemærkninger.

5.12. Kreditaftaler, hvor der deponeres sikkerhed

5.12.1. Forbrugerkreditdirektivets artikel 2, stk. 2, litra kEfter forbrugerkreditdirektivets artikel 2, stk. 2, litra k, finder direktivetikke anvendelse på kreditaftaler, ved hvis indgåelse forbrugeren skal de-ponere en genstand som sikkerhed hos kreditgiveren, og hvor forbruge-ren ene og alene hæfter med den pågældende sikkerhedsgenstand.5.12.2. Gældende retDer er i dag ikke nogen særskilt regulering af kreditaftaler, ved hvis ind-gåelse forbrugeren skal deponere en genstand som sikkerhed hos kredit-giveren, og hvor forbrugeren ene og alene hæfter med den pågældendesikkerhedsgenstand – det vil sige en form for pantelånervirksomhed.Denne type aftaler vil således som udgangspunkt være omfattet af kredit-aftaleloven.Det bemærkes, at kreditgiveren generelt ikke i forbindelse med aftalensindgåelse eller levering af det solgte kan få pant i dette til sikkerhed for,at forbrugeren opfylder sine forpligtelser i kreditkøb, jf. § 21, stk. 1.

5.12.3. Arbejdsgruppens overvejelserMod at direktivets regler helt eller delvist skal finde anvendelse på detteområde taler, at forbrugerens risiko er begrænset til en enkelt genstand.Forbrugeren kender således sin risiko, og yderligere beskyttelse kan der-for siges at være unødvendig.For at direktivets regler helt eller delvist skal finde anvendelse på detteområde taler et status quo-synspunkt. Herudover kan det anføres, at for-brugerens beskyttelsesbehov ikke bliver mindre, blot fordi en genstand erdeponeret som sikkerhed. I forhold til forbrugerbeskyttelsen kan der så-ledes siges stadig at være et behov for fortrydelsesret, beskyttelse vedoverdragelse af rettigheder mv.Arbejdsgruppen indstiller på den baggrund, at forbrugerkreditdirektivetsbestemmelser også skal finde anvendelse på kreditaftaler, hvor der depo-neres sikkerhed.

5.13. Lovbestemte lån med almennyttigt sigte

Efter direktivets artikel 2, stk. 2, litra l, finder direktivet ikke anvendelsepå kreditaftaler, som vedrører lån bevilget til en begrænset offentlighed ihenhold til en lovbestemmelse med et almennyttigt sigte og til en lavererente end den gældende markedsrente eller rentefrit eller på andre vilkår,som er mere fordelagtige for forbrugeren end de gældende markedsvil-kår, og til en rente, der ikke er højere end den gældende markedsrente.Arbejdsgruppen vurderer, at denne type lån ikke er aktuelle i Danmark.

Kapitel 6. Nødvendige ændringer af dansk ret

Det bemærkes, at arbejdsgruppen i overensstemmelse med kommissorietog under hensynstagen til den begrænsede tid, der har været til rådighed,alene har taget stilling til de lovgivningsmæssige ændringer, som er nød-vendiggjort af forbrugerkreditdirektivet.Arbejdsgruppen har således ikke taget stilling til, om de ændringer aflovgivningen, som alene var en følge af gennemførelsen af 1987-direktivet, men som ikke påvirkes af 2008-direktivet, kan eller bør ænd-res eller ophæves.

6.1. Direktivets anvendelsesområde, definitioner mv.

6.1.1. Forbrugerkreditdirektivets artikel 2 og 3Forbrugerkreditdirektivets artikel 2, stk. 1, fastslår, at direktivet finderanvendelse på kreditaftaler, mens stk. 2 indeholder en opregning af enrække forskellige former for aftaler, som direktivet ikke finder anvendel-se på. Desuden fastslår direktivets artikel 2, stk. 3 og 4, at der skal gældeen særlig lempelig regulering for visse typer kreditaftaler, ligesom med-lemsstaterne efter artikel 2, stk. 5 og 6, kan fastsætte en særlig lempeligregulering for henholdsvis kreditaftaler, der indgås af visse typer organi-sationer, og for kreditaftaler, ifølge hvilke kreditgiveren og forbrugerenunder visse forudsætninger aftaler henstand med betalingen eller aftaler,hvorledes kreditten skal tilbagebetales, hvis forbrugeren allerede har mis-ligholdt den oprindelige kreditaftale.Direktivets artikel 3 indeholder definitioner af 14 begreber, der anvendesi forbrugerkreditdirektivet.6.1.2. Gældende retKreditaftalelovens anvendelsesområde fremgår af lovens § 1, hvorefterloven gælder for kreditaftaler, hvor en erhvervsdrivende (kreditgiveren)yder eller giver tilsagn om at yde kredit som led i sit erhverv, når den an-den part (forbrugeren) hovedsagelig handler uden for sit erhverv. Lovengælder også for kreditaftaler, hvor kreditten ydes af en ikke-erhvervsdrivende, hvis aftalen er indgået eller formidlet for kreditgiverenaf en erhvervsdrivende.68

Kreditaftaler, hvor kreditten skal indfries senest tre måneder efter afta-lens indgåelse, er undtaget fra kreditaftalelovens anvendelsesområde, jf.§ 3, stk. 1, nr. 1, hvorefter loven ikke finder anvendelse på kreditaftaler,hvor kreditten skal indfries senest tre måneder efter aftalens indgåelseeller ved kreditkøb senest tre måneder efter salgsgenstandens levering.Endvidere finder kreditaftaleloven ikke anvendelse på kredit, der aftales iet retsforlig, jf. lovens § 3, stk. 1, nr. 2.Kreditaftalelovens §§ 4-6 indeholder definitioner af begreberne kreditaf-tale, kreditkøb og køb med ejendomsforbehold.6.1.3. Arbejdsgruppens overvejelserArbejdsgruppens overvejelser om anvendelse af forbrugerkreditdirekti-vets bestemmelser uden for det område, som direktivet regulerer, ernærmere beskrevet i kapital 5, hvortil der henvises.Det er arbejdsgruppens opfattelse, at der vil være behov for at ændre kre-ditaftalelovens § 1, således at anvendelsesområdet beskrives i overens-stemmelse med direktivet, ligesom der vil være behov for at tilpasse § 3,således at undtagelserne fra lovens anvendelsesområde bringes i overens-stemmelse med direktivet.Der henvises til de foreslåede § 1, stk. 1, og § 3, jf. lovudkastets § 1, nr. 2og 3, med tilhørende bemærkninger.Det er endvidere arbejdsgruppens opfattelse, at direktivets definitionerbør indarbejdes i kreditaftaleloven, men at kreditaftalelovens definitionerpå kreditkøb og køb med ejendomsforbehold bør opretholdes af hensyntil de særlige danske regler om køb med ejendomsforbehold i kreditafta-lelovens kapital 10.Kreditaftalelovens forbrugerbegreb omfatter også juridiske personer(f.eks. ved køb foretaget af ikke-erhvervsdrivende foreninger såsom ikke-professionelle sportsklubber)16. Forbrugerdirektivet definerer i artikel 3,litra a, forbruger som en fysisk person.

Det er arbejdsgruppens vurdering, at kreditaftalelovens nuværende for-brugerbegreb vil kunne opretholdes, da der ikke er holdepunkter for, atdet med forbrugerdefinitionen i direktivet har været hensigten at udeluk-ke, at medlemsstaterne kan fastsætte regler om forbrugerbeskyttelse forf.eks. ikke-erhvervsdrivende foreninger. En udvidelse af forbrugerdefini-tionen til også at omfatte personer, der ikke er omfattet af direktivets to-talharmonisering, vil således frit kunne gennemføres17.Efter direktivets artikel 3, litra g, skal der ved beregning af de samledeomkostninger i forbindelse med kreditaftaler også indgå forsikringspræ-mier, hvis indgåelsen af en forsikringsaftale er obligatorisk for at opnåkreditten eller for at opnå den på de annoncerede vilkår og betingelser.Efter den gældende § 13, stk. 2, nr. 6, i kreditaftaleloven skal forsikrings-og garantiomkostninger kun medregnes ved opgørelse af kreditomkost-ningerne, hvis forsikringen eller garantien skal tjene til sikkerhed forkredittens tilbagebetaling. Det fremgår af forarbejderne til bestemmel-sen18, at den kun finder anvendelse, hvor kreditgiver som vilkår for ydel-se af kreditten forlanger, at der tegnes forsikring eller stilles garanti. Om-fattet af undtagelsen i § 13, stk. 2, nr. 6, er f.eks. forsikringer, der i for-bindelse med et køb med ejendomsforbehold eller et fritstående billån,hvor der er givet pant i bilen, skal sikre kreditgiver mod salgsgenstandenseller pantegenstandens hændelige undergang. Forsikringer, der skal tjenetil sikkerhed for kredittens tilbagebetaling, som f.eks. livsforsikringer,hvor policen lægges til sikkerhed for kreditten, er ikke omfattet af undta-gelsen, og præmien skal altså medtages ved beregningen af de årlige om-kostninger i procent, hvis tegningen af forsikringen er en betingelse for atopnå kreditten.Efter 1987-direktivets artikel 1, stk. 2, litra d, er de samlede omkostnin-ger i forbindelse med forbrugerkredit defineret som alle omkostninger iforbindelse med kredit, herunder renter og andre omkostninger, som erdirekte forbundet med kreditaftalen, opgjort i henhold til medlemsstater-nes nuværende eller kommende bestemmelser eller praksis, mens det afVed implementering af direktivet om fjernsalg af finansielle tjenesteydelser(2002/65/EF) ved lov nr. 451 af 9. juni 2004 om visse forbrugeraftaler, der indeholderen forbrugerdefinition, der svarer til forbrugerkreditdirektivets (2008/48/EF) definition,blev det ikke anset for nødvendigt at ændre forbrugerdefinitionen i § 1, stk. 2, i den tid-ligere gældende forbrugeraftalelov, der blev videreført i § 3, stk. 1, i den nugældendeforbrugeraftalelov. Dette taler tillige for, at den gældende forbrugerdefinition i kreditaf-taleloven kan videreføres som foreslået af arbejdsgruppen.18Jf. bemærkningerne til § 13, stk. 2, nr. 6, i lov nr. 398 af 13. juni 1990 om kreditafta-ler (fremsat som L 78 den 22. november 1989).7017

artikel 1 a, stk. 2, litra v, fremgår, at der ses bort fra forsikrings- eller ga-rantiomkostninger ved beregningen af de årlige omkostninger i procent.Dog medtages forsikrings- og garantiomkostninger, som i tilfælde af for-brugerens død, invaliditet, sygdom eller arbejdsløshed skal sikre långive-ren tilbagebetaling af et beløb, der er lig med eller mindre end den sam-lede kredit med renter og andre omkostninger, og som långiveren forlan-ger som betingelse for ydelse af kreditten.På den baggrund finder arbejdsgruppens flertal (Jon Fridrik Kjølbro, Bir-git Thrusholm, Jacob Skriver Frandsen, Lars Quistgaard Bay, ChristianBrandt, Jeanne Blyt, Troels Hauer Holmberg, Steen Jul Petersen, UllaBrøns Petersen, Signe Schmidt og Lennart Houmann) ikke grundlag forat antage, at det følger af 2008-direktivet, at forsikringer skal behandlesanderledes end efter 1987-direktivet. Det er derfor flertallets opfattelse,at forsikringer fortsat ikke skal indgå i opgørelsen af de samlede omkost-ninger i forbindelse med kreditaftalen, medmindre der er tale om forsik-ring af tilbagebetalingen, og tegningen af forsikringen er en betingelsefor at opnå kreditten.Der henvises til den foreslåede § 4, jf. lovudkastets § 1, nr. 3, med tilhø-rende bemærkninger. Det bemærkes i øvrigt, at Justitsministeriet har ret-tet henvendelse til Europa-Kommissionen med henblik på at få afklaret,om det også efter Kommissionens opfattelse følger af artikel 3, litra g, atalene forsikringer, der vedrører tilbagebetalingen og hvor tegningen afforsikringen er en betingelse for at opnå kreditten, skal indgå i opgørel-sen af de samlede omkostningerEt mindretal i arbejdsgruppen (Lennart Lynge Andersen) finder ikke, atder under arbejdsgruppens arbejde er tilvejebragt tilstrækkelig klarhedover, hvorvidt – og i givet fald i hvilket omfang – forsikringer skal indgåi opgørelsen af de samlede omkostninger i forbindelse med kreditaftalen.

6.2. Særlige regler for visse former for kassekreditter

6.2.1. Forbrugerkreditdirektivets artikel 2, stk. 3Forbrugerkreditdirektivets artikel 2, stk. 3, fastlægger, at der gælder lem-peligere regler for kassekreditter, hvor kreditten skal betales tilbage påanfordring eller inden tre måneder. Der er således kun artikel 1-3, artikel4, stk. 1, artikel 4, stk. 2, litra a-c, artikel 4, stk. 4, artikel 6-9, artikel 10,stk. 1, artikel 10, stk. 4, artikel 10, stk. 5, artikel 12, artikel 15, artikel 1771

og artikel 19-32, der finder anvendelse i forbindelse med kreditaftaler iform af denne type kassekreditter.Kassekredit defineres i artikel 3, litra d, som en udtrykkelig kreditaftale,hvorved en kreditgiver stiller midler til rådighed for en forbruger, somoverstiger den løbende saldo på forbrugerens løbende konto.De bestemmelser, der ikke finder anvendelse i forbindelse med kreditaf-taler i form af kassekredit, hvor kreditten skal betales tilbage på anfor-dring eller inden for tre måneder, er herefter artikel 4, stk. 2, litra d-f (op-lysninger om kreditaftalens løbetid, kontantprisen ved henstand med be-taling for vare eller tjenesteydelse og det samlede betalingsbeløb og ra-ternes størrelse), artikel 4, stk. 3 (oplysning om forpligtelse til at indgåaftale om accessorisk tjenesteydelse), artikel 5 (oplysninger forud for af-taleindgåelsen, der for kassekreditter reguleres i artikel 6), artikel 10, stk.2 (nærmere bestemte oplysninger, der skal angives i kreditaftalen), arti-kel 10, stk. 3 (amortiseringsplan), artikel 11 (oplysninger om debitorren-ten, der for kassekreditter reguleres i artikel 12), artikel 13 (tidsubegræn-sede kreditaftaler), artikel 14 (fortrydelsesret), artikel 16 (førtidig tilba-gebetaling) og artikel 18 (overtræk).6.2.2. Gældende retKreditaftalelovens §§ 10-12 indeholder særlige regler for kreditaftalermed variabelt lånebeløb.Reglerne indebærer, at kreditgiver ved indgåelse af en kreditaftale medvariabelt lånebeløb skal oplyse forbrugeren om kreditrammen, de nærme-re regler og betingelser for pålæg af kreditomkostninger samt bereg-ningsmåden for sådanne omkostninger, årlige omkostninger i procent vedforskellige udnyttelser af kontoen, det samlede beløb, der skal betalesved forskellige udnyttelser af kontoen, hvorledes gælden skal betales,hvor ofte forbrugeren vil modtage kontoudtog samt om aftalens varighedog betingelserne for dens opsigelse.For hver periode, for hvilken der ifølge aftale skal tilsendes forbrugerenkontoudtog, kan der kun kræves vederlag for kreditten, såfremt der vedafslutningen af perioden tilsendes forbrugeren kontoudtog, der indehol-der oplysning om saldoen ved periodens begyndelse og slutning, størrel-sen af og tidspunktet for debiteringer og krediteringer i løbet af perioden,den nominelle årlige rente, hvis en periodisk rente anvendes og tidspunk-72

tet, inden hvilket betaling i givet fald skal ske for at undgå, at der pålæg-ges yderligere kreditomkostninger.Når forbrugeren med kreditgiverens stiltiende accept overskrider kredit-rammen, og overtrækket varer over tre måneder, skal kreditgiver gøreforbrugeren bekendt med den årlige nominelle rente og eventuelle om-kostninger i forbindelse med overtrækket samt enhver ændring heri.6.2.3. Arbejdsgruppens overvejelserArbejdsgruppen vurderer, at der vil være behov for at indføre en særligregulering for kassekreditter, hvor kreditten skal betales tilbage på anfor-dring eller inden tre måneder, således at der tages højde for den lempeli-gere regulering af kassekreditter, blandt andet i relation til fremgangsmå-den ved orientering om renteændringer og fortrydelsesret.Der henvises til den foreslåede § 3, stk. 2, jf. lovudkastets § 1, nr. 3. Derhenvises i øvrigt til afsnit 4.5 ovenfor.

6.3. Standardoplysning ved reklame

6.3.1. Forbrugerkreditdirektivets artikel 4Forbrugerkreditdirektivets artikel 4 fastsætter en række krav til indholdetaf reklamer for kreditaftaler.Efter artikel 4, stk. 1, 1. pkt., skal reklame for kreditaftaler, der angiveren rentesats eller talstørrelser vedrørende omkostningerne, også angiveen række standardoplysninger, jf. artikel 4, stk. 2. Bestemmelsen skalbeskytte forbrugeren mod vildledende markedsføring.Hvis forbrugeren er forpligtet til at indgå en aftale om en accessorisk tje-nesteydelse i forbindelse med en kreditaftale for at opnå kreditten elleropnå den på de annoncerede vilkår, og kan omkostningerne ved en sådanaftale ikke beregnes på forhånd, så følger det af artikel 4, stk. 3, at for-pligtelsen til at indgå den accessoriske aftale klart skal angives i reklamerog at det skal ske på en fremtrædende måde sammen med de årlige om-kostninger i procent.Omkostninger til accessoriske tjenesteydelser, navnlig forsikringspræmi-er, angives særskilt i reklamen, når indgåelse af aftale herom er nødven-73

dig for at opnå kreditten på de annoncerede vilkår og betingelser. Kansådanne omkostninger beregnes på forhånd, skal de ikke angives sær-skilt, men derimod indgå i beregningen af de årlige omkostninger i pro-cent.Reglerne i artikel 4 supplerer Europa-Parlamentets og Rådets direktiv2005/29/EF af 11. maj 2005 om virksomheders urimelige handelspraksisover for forbrugerne på det indre marked og om ændring af Rådets direk-tiv 84/450/EØF og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 97/7/EF,98/27/EF og 2002/65/EF og Europa-Parlamentets og Rådets forordning(EF) nr. 2006/2004 (direktivet om urimelig handelspraksis), der også om-fatter reklame for kreditaftaler, jf. artikel 4, stk. 4.6.3.2. Gældende retOmfanget og karakteren af de oplysninger, der skal gives i forbindelsemed reklame, afhænger af, hvilken type reklame der er tale om, og envirksomhed kan være pålagt en oplysningspligt efter flere regelsæt.Indeholder markedsføringsmaterialet ikke nogen oplysninger om pris el-ler andre vilkår, gælder der efter dansk ret ikke nogen specifikke positiveindholdskrav. Markedsføringsmaterialet skal dog være i overensstem-melse med de generelle regler, der gælder for markedsføring i alminde-lighed, navnlig kravene om iagttagelse af god markedsføringsskik, jf.markedsføringslovens § 1, eller – for finansielle virksomheders ved-kommende – den generelle bestemmelse om god skik i § 3 i bekendtgø-relse nr. 1222 af 19. oktober 2007 om god skik for finansielle virksom-heder.6.3.2.1. Prisoplysningsbekendtgørelsen§ 8, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 44 af 24. januar 2006 om information tilforbrugere om priser m.v. i pengeinstitutter (prisoplysningsbekendtgørel-sen), der er udstedt i medfør af § 43, stk. 3, og § 373, stk. 4, i lov om fi-nansiel virksomhed, fastlægger en oplysningspligt for pengeinstitutter.Hvis der i markedsføringsmateriale oplyses om prisen på produkter, her-under renten, afkastet af indskud på gevinstkonti eller kreditomkostnin-ger, skal pengeinstituttet for dets almindeligste udlånskonti og kassekre-dit, billån, boliglån og forbrugslån altid anføre den nominelle årlige rente74

samt de årlige omkostninger i procent (ÅOP). Oplysningerne skal givespå en lige så fremtrædende måde som de øvrige oplysninger.6.3.2.2. SkiltningsbekendtgørelsenHvis en erhvervsdrivende udbyder egne eller andre erhvervsdrivendeslåne- eller kredittilbud til forbrugere, og reklamen har karakter af et ud-bud med mulighed for bestilling, vil en ikke-finansiel virksomheds re-klamer være omfattet af bekendtgørelse nr. 193 af 1. marts 2007 om in-formation til forbrugere om priser på låne- og kredittilbud og valutakur-ser (skiltningsbekendtgørelsen), der er udstedt i medfør af § 13, stk. 6, nr.1 og 2, og § 30, stk. 5, i markedsføringsloven.I det omfang en erhvervsdrivende udbyder udlånsformerne kontokort(dvs. kredit med variabelt lånebeløb), billån, boliglån eller forbrugslån,skal den erhvervsdrivende for en af hver af de omtalte udlånsformer an-vende de standardforudsætninger, der fremgår af bekendtgørelsen, jf. § 4.Om de forskellige udlånsformer skal der blandt andet oplyses om ÅOPfør og efter skat. Ved ÅOP efter skat anvendes skattesatsen for personermed negativ kapitalindkomst i en gennemsnitskommune.Oplysninger skal gives på det sted, hvor lånet udbydes med mulighed forbestilling, ved skiltning eller på anden tilsvarende tydelig måde. Oplys-ningerne skal være frit tilgængelige for forbrugerne, jf. § 2.Skiltningsbekendtgørelsens § 5, stk. 1, fastlægger, at en erhvervsdriven-de, der i markedsføringsmateriale oplyser om prisen på låne- eller kredit-tilbud, herunder renten, månedlig ydelse eller kreditomkostninger, skaloplyse den nominelle årlige rente og ÅOP.Disse oplysninger skal gives på en lige så fremtrædende måde som deøvrige oplysninger, jf. § 5, stk. 2. Ved beregning af ÅOP finder §§ 13 og16 i kreditaftaleloven anvendelse.6.3.2.3. Markedsføringslovens §§ 13 og 14Skiltningsbekendtgørelsens § 5, stk. 1, suppleres af markedsføringslo-vens § 13, stk. 3, hvoraf det følger, at oplysningskravene i markedsfø-ringslovens § 14 (kreditkøb) også skal være opfyldt, når der gives prisop-lysninger i annoncer eller andet markedsføringsmateriale.75

Markedsføringslovens særlige bestemmelse om kreditkøb, § 14, omfattervarer, der udbydes erhvervsmæssigt til forbrugerne med oplysning omomkostninger ved at erhverve dem ved kreditkøb. Der skal gives oplys-ning om kontantprisen, kreditomkostningerne angivet som et beløb og deårlige omkostninger i procent for kreditten. De årlige omkostninger iprocent skal gives på en lige så fremtrædende måde som de øvrige kre-ditoplysninger. Ved beregning af kreditomkostningerne finder reglerneherom i kreditaftaleloven anvendelse. Oplysningerne kan gives i form afet repræsentativt eksempel, hvis dette er den eneste hensigtsmæssigefremgangsmåde.6.3.2.4. Bekendtgørelsen om god skik for finansielle virksomheder § 5 ogmarkedsføringslovens § 12 aEn reklame, der ikke giver forbrugeren mulighed for at bestille kredit-produktet, kan stadig være en købsopfordring.Reglerne om købsopfordring findes i markedsføringslovens § 12 a. Reg-lerne gælder ikke for finansielle virksomheder, der i stedet er underlagt §5 i bekendtgørelse nr. 1222 af 19. oktober 2007 om god skik for finan-sielle virksomheder. Bestemmelserne, der næsten er enslydende, gen-nemfører artikel 7, stk. 4, i direktivet om urimelig handelspraksis.Efter direktivet defineres en opfordring til køb som en kommerciel kom-munikation, hvori produktets karakteristika og pris er angivet på en må-de, som er passende i forhold til det anvendte kommunikationsmiddel, oghvorved forbrugeren sættes i stand til at foretage et køb. Den kommerci-elle kommunikation kan omfatte enhver form for reklamering, annonce-ring eller lignende samt egentlige udstillinger af varer. For at reglerne omoplysningspligt i forbindelse med købsopfordringer skal finde anvendel-se, er det efter definitionen en betingelse, at produktets karakteristika ogpris er angivet på en måde, som er passende i forhold til det anvendtekommunikationsmiddel, så forbrugeren sættes i stand til at foretage etkøb.Reglerne om købsopfordring vil således i praksis ofte supplere reglerne iprisbekendtgørelserne, fordi der skal gives mere detaljerede oplysningerefter reglerne om købsopfordring.Oplysningspligten i forbindelse med købsopfordring vedrører kun sekun-dært prisoplysning. Markedsføringslovens § 12 a, stk. 1, pålægger den76

erhvervsdrivende at give følgende oplysninger, medmindre de alleredefremgår tydeligt af sammenhængen:1) Varens eller tjenesteydelsens væsentligste karakteristika,2) den erhvervsdrivendes adresse og navn,3) forhold vedrørende betaling, levering og gennemførelse af aftalen, idet omfang disse forhold afviger fra, hvad der er sædvanligt i bran-chen,4) den erhvervsdrivendes fremgangsmåde i forbindelse med klage-sagsbehandling, i det omfang den afviger fra, hvad der er sædvan-ligt i branchen,5) fortrydelsesret, afbestillingsret eller returret, hvis forbrugeren haren sådan ret, samt6) prisen inklusive afgifter.Bekendtgørelsen om god skik for finansielle virksomheder § 5 fastlæggeren tilsvarende oplysningspligt for de finansielle virksomheder.6.3.2.5. ForbrugeraftalelovenIndeholder reklamen en mulighed for at afgive en bestilling vil der efteromstændighederne endvidere skulle gives oplysninger i medfør af regler-ne om oplysningspligt ved fjernsalg i forbrugeraftalelovens kapitel 3.Efter lovens § 11, stk. 1, skal den erhvervsdrivende således inden derindgås en fjernsalgsaftale om en vare eller en ikke-finansiel tjenesteydel-se give forbrugeren oplysning om bl.a. den erhvervsdrivendes navn, er-hvervsmæssige hovedaktivitet, fysiske adresse samt, hvis der er tale omen udenlandsk erhvervsdrivende, der har en repræsentant her i landet,eller hvis leverandøren i øvrigt er repræsenteret af en anden, relevanteoplysninger om denne repræsentant, herunder dennes fysiske adresse,varens eller tjenesteydelsens karakter og væsentligste egenskaber, densamlede pris for varen eller tjenesteydelsen inklusive gebyrer, omkost-ninger, herunder eventuelle leveringsomkostninger, moms og alle andreafgifter mv.Er der tale om en fjernsalgsaftale vedrørende en finansiel tjenesteydelse,skal den erhvervsdrivende i medfør af § 13 meddele forbrugeren de op-lysninger, der nævnes i § 11, stk. 1, samt oplysninger om bl.a., hvorvidtder er klageadgang og i givet fald om fremgangsmåden ved klage, herun-der oplysning om en fysisk adresse, hvor forbrugeren kan henvende sig77

med eventuelle klager, og eventuelle særlige risici ved tjenesteydelsensom følge af ydelsens særlige karakter eller som følge af de operationer,der skal gennemføres, ligesom der skal gives oplysning herom, hvis ydel-sens pris afhænger af udsving på de finansielle markeder, og hvis histori-ske afkast ikke kan benyttes til at danne forventninger om fremtidige af-kast.6.3.3. Arbejdsgruppens overvejelserArbejdsgruppen vurderer, at direktivets bestemmelser om standardoplys-ning bør gennemføres ved ændringer af markedsføringsloven, skiltnings-bekendtgørelsen og prisoplysningsbekendtgørelsen, således at den nuvæ-rende systematik, hvor markedsføring af kreditaftaler ikke reguleres ikreditaftaleloven, opretholdes.Finanstilsynet har tilkendegivet, at styrelsen primo 2010 forventer atkunne udsende en revideret udgave af prisoplysningsbekendtgørelsen ihøring, ligesom Forbrugerstyrelsen vil revidere skiltningsbekendtgørel-sen. For en nærmere redegørelse for de nødvendige ændringer i markeds-føringsloven og skiltningsbekendtgørelsen henvises til den foreslåede§ 14 a i markedsføringsloven, jf. lovudkastets § 2, nr. 3.

6.4. Oplysninger forud for aftaleindgåelsen

6.4.1. Forbrugerkreditdirektivets artikel 5 og 6Forbrugerkreditdirektivets artikel 5 fastlægger, hvilke oplysninger kre-ditgiveren eller kreditformidleren skal give forbrugeren forud for indgå-elsen af almindelige kreditaftaler.Direktivets artikel 6 fastlægger lignende forpligtelser forud for indgåel-sen af kreditaftaler i form af kassekredit og visse specifikke kreditaftaler(forbrugerkredit tilbudt af visse kreditorganisationer og gældsomlæg-ning).Efter artikel 5, stk. 1, og artikel 6, stk. 1, skal kreditgiveren mv. give for-brugeren de oplysninger, der er nødvendige for at sammenligne forskelli-ge tilbud, så der kan træffes en informeret beslutning om indgåelsen af enkreditaftale. Denne oplysningspligt kan efter begge bestemmelser opfyl-des ved at udlevere standardformularerne i henholdsvis bilag II og III.78

Begge artikler indeholder regler, der lemper kreditgivers mv. forudgåen-de oplysningspligt, når aftalen indgås ved hjælp af taletelefoni eller an-den fjernkommunikationsteknik, der forhindrer sådan oplysning, jf. arti-kel 5, stk. 2-3, og jf. artikel 6, stk. 4 og 7.Forbrugeren har efter artikel 5, stk. 4, og artikel 6, stk. 6, ret til efter an-modning gratis at modtage en kopi af kreditaftaleudkastet med de oplys-ninger, der kræves efter direktivets artikel 10. Denne ret forudsætter, atkreditgiveren er villig til at indgå kreditaftalen med forbrugeren.Kreditgivere m.v. har pligt til forud for indgåelsen af almindelige kredit-aftaler at give forbrugeren fyldestgørende forklaringer, således at forbru-geren er i stand til at vurdere, om den foreslåede kreditaftale passer tilvedkommendes behov og finansielle situation, jf. artikel 5, stk. 6. Der sesikke at være en tilsvarende pligt efter artikel 6, dvs. forud for indgåelsenaf kreditaftaler i form af kassekredit og visse specifikke kreditaftaler.Artikel 7 fastlægger, at artikel 5 og 6 ikke finder anvendelse på leveran-dører af varer eller tjenesteydelser, der accessorisk optræder som kredit-formidlere. Oplysningspligten påhviler i stedet den kreditgiver, hvisydelser formidles.6.4.2. Gældende retKreditgivers oplysningspligt i forbindelse med markedsføring er behand-let i afsnit 6.3 ovenfor.Når der ses bort fra kreditaftalelovens særlige regler om kreditgivers til-budsgivning vedrørende kreditaftaler, der sikres ved pant i fast ejendom,indeholder kreditaftaleloven ikke regler om oplysningspligt forud forkreditaftalens indgåelse.Kreditgivers udbud af kreditprodukter skal overholde de generelle regler,der gælder for udbud af varer eller tjenesteydelser i almindelighed. Detbetyder navnlig, at kreditgiver skal overholde markedsføringslovens kravom iagttagelse af god markedsføringsskik, jf. markedsføringslovens § 1,eller – for finansielle virksomheders vedkommende – § 3 i bekendtgørel-sen om god skik for finansielle virksomheder og markedsføringslovens §3 om vildledende og utilbørlig markedsføring, hvorefter erhvervsdriven-de ikke må anvende vildledende eller urigtige angivelser eller udeladevæsentlige informationer, såfremt dette er egnet til mærkbart at forvride79

forbrugernes eller andre erhvervsdrivendes økonomiske adfærd på mar-kedet.Efter prisoplysningsbekendtgørelsen skal pengeinstitutter i deres forret-ningslokaler endvidere ved skiltning give en række oplysninger om ind-og udlån, gebyrer og købs- og salgskurser for valuta og en tilsvarendeforpligtelse følger af skiltningsbekendtgørelsen.Hvis der er tale om fjernsalg, skal kreditgiveren endvidere, inden der ind-gås en aftale, give forbrugeren en række oplysninger, der fremgår af for-brugeraftalelovens kapitel 3.6.4.3. Arbejdsgruppens overvejelserDet er arbejdsgruppens vurdering, at der vil være behov for, at kreditgi-vers oplysningspligt forud for aftaleindgåelsen reguleres i kreditaftalelo-ven. Der henvises til de foreslåede §§ 7 a og 7 b, jf. lovudkastets § 1, nr.7, med tilhørende bemærkninger.

6.5. Kreditgivers pligt til at vurdere forbrugerens kreditværdighed

6.5.1. Forbrugerkreditdirektivets artikel 8Efter forbrugerkreditdirektivets artikel 8, stk. 1, skal kreditgiveren vurde-re forbrugerens kreditværdighed på grundlag af fyldestgørende oplysnin-ger, inden kreditaftalen indgås.Disse oplysninger skal, hvor det er relevant, indhentes hos forbrugerenog, hvor det er nødvendigt, ved søgning i den relevante database.Efter artikel 8, stk. 2, skal kreditgiveren ajourføre sine finansielle oplys-ninger, hvis parterne efterfølgende ændrer det samlede kreditbeløb. Førenhver væsentlig forhøjelse, skal kreditgiveren foretage en fornyet vurde-ring af forbrugerens kreditværdighed.6.5.2. Gældende retDer er efter gældende dansk ret ikke nogen generel pligt for kreditgive-ren til at vurdere forbrugerens kreditværdighed.

Der er i bekendtgørelse nr. 1222 af 19. oktober 2007 om god skik for fi-nansielle virksomheder, der er udstedt i medfør af § 43, stk. 2, og § 373,stk. 4, i lov om finansiel virksomhed, fastsat regler for danske og uden-landske finansielle virksomheder, som driver virksomhed her i landet,herunder gennem filialetablering eller grænseoverskridende tjenesteydel-sesvirksomhed.Det følger af bekendtgørelsens § 8, at en finansiel virksomhed før denrådgiver en kunde skal anmode kunden om at oplyse om sin økonomiskesituation, sin erfaring med de relevante finansielle ydelser, sit formål medat få ydelsen leveret samt om sin risikovillighed. Omfanget og karakterenaf de oplysninger, der indhentes, kan afpasses efter den viden, som kun-den besidder og de oplysninger, som den finansielle virksomhed alleredehar modtaget. Den finansielle virksomhed kan lægge kundens oplysnin-ger til grund, medmindre de er åbenbart urigtige. Rådgivning skal deref-ter tage udgangspunkt i relevante oplysninger indhentet i henhold til § 8og det kendskab, den finansielle virksomhed i øvrigt har til kundens for-hold. Der er således ikke tale om en forpligtelse til at foretage en kredit-vurdering.6.5.3. Arbejdsgruppens overvejelserEt flertal i arbejdsgruppen (Jon Fridrik Kjølbro, Lennart Lynge Ander-sen, Birgit Thrusholm, Jacob Skriver Frandsen, Lars Quistgaard Bay,Christian Brandt, Jeanne Blyt, Steen Jul Petersen, Ulla Brøns Petersen,Signe Schmidt og Lennart Houmann) vurderer, at der vil være behov forat indføre regler for den kreditværdighedsvurdering, der skal foretages afsåvel finansielle virksomheder som kreditgivere, der ikke er finansiellevirksomheder, og at dette mest hensigtsmæssigt vil kunne ske i kreditaf-taleloven.Der henvises til den foreslåede § 7 c, jf. lovudkastets § 1, nr. 7, med til-hørende bemærkninger.Et mindretal i arbejdsgruppen (Troels Hauer Holmberg) vurderer, at gen-nemførelsen af direktivets bestemmelser om kreditværdighedsvurderingforudsætter, at der indføres regler om overvågning af kreditgivers virk-somhed på dette område.

Mindretallet udtaler:Efter direktivets artikel 8, stk. 1, skal medlemsstaterne sikre, at kreditgi-veren vurderer forbrugerens kreditværdighed på grundlag af fyldestgø-rende oplysninger, inden kreditaftalen indgås. Forudsætningen for at sik-re dette er, at der løbende finder en overvågning sted, samt at der fastsæt-tes passende sanktioner for tilsidesættelse af kreditvurderingsforpligtel-sen. Dette fremgår også af direktivets præambel (26): På et ekspanderen-de kreditmarked er det navnlig vigtigt, at kreditgivere ikke giver sig afmed uansvarlig kreditgivning eller giver kredit uden forudgående vurde-ring af kreditværdighed, og medlemsstaterne bør udføre den nødvendigeovervågning for at undgå sådan adfærd og fastsætte foranstaltninger medhenblik på over for kreditgivere at have sanktioner, der gælder, hvis detsker.Uden den fornødne overvågning vil det ikke være muligt at håndhævekreditvurderingsforpligtelsen, og bestemmelsen vil ikke få den tilsigtedevirkning. Med henblik på at overvåge udviklingen på dette område blevder i forbindelse med Forbrugerombudsmandens udstedelse af ”Ret-ningslinjer for markedsføring af kortfristede eller mindre lån indgået somfjernsalgsaftaler” indgået aftaler med de relevante kreditgivere om kvar-talsvist at indberette antallet at misligholdte aftaler mv. Derved kan mansikre den relevante tilsynsmyndighed et instrument til at følge udviklin-gen og mulighed for at gennemføre nærmere undersøgelser, hvis der ersystematiske forskelle i antallet af misligholdte aftaler mellem de forskel-lige kreditgivere.

6.6. Adgang for kreditgivere til databaser om kreditværdighed mv.

6.6.1. Forbrugerkreditdirektivets artikel 9Forbrugerkreditdirektivets artikel 9, stk. 1, pålægger medlemsstaterne atsikre kreditgivere fra andre medlemsstater adgang til databaser, der an-vendes til vurdering af forbrugernes kreditværdighed, på ikke-diskriminerende vilkår. Artiklen omfatter efter ordlyden både databasermed positive og negative oplysninger om forbrugernes kreditværdighed.Det er i præamblens betragtning 28 anført, at det for at undgå konkurren-ceforvridning mellem kreditgivere bør sikres, at kreditgivere har adgangtil private eller offentlige databaser om forbrugere i en medlemsstat, hvor82

de ikke er etableret, på vilkår, som er ikke-diskriminerende i forhold tilkreditgivere i den pågældende medlemsstat.Efter artikel 9, stk. 2, har kreditgiveren en underretningspligt i forhold tilden forbruger, hvis kreditanmodning afslås på grundlag af en søgning ien sådan database. Forbrugeren skal omgående underrettes om resultatetaf søgningen og gives nærmere oplysninger om den pågældende data-base.6.6.2. Gældende retDer eksisterer ikke i Danmark i offentligt regi databaser, der anvendes tilkreditgiveres vurdering af forbrugeres kreditværdighed.En række kreditoplysningsbureauer driver i privat regi skyldnerregistre.Endvidere fører Finansrådet et check- og hævekortmisbrugerregister forpengeinstitutterne. Formålet med dette register er, at pengeinstitutternekan advare hinanden mod personer, som har fået deres checkkonto elleranden konto med tilhørende hævekort lukket på grund af misbrug i formaf overtræk. Check- og hævekortmisbrugere vil være registreret i to år,og vil herefter automatisk blive slettet fra registeret. I de to år vil de væreafskåret fra at få et checkhæfte eller hævekort. Oplysningerne i registeretomfatter CPR-nummer og dato for indberetning. Det er kun pengeinsti-tutterne, som kan hente oplysninger fra registeret, og det er en betingelsefor opslag i registeret, at kundens samtykke er indhentet forud.Reglerne om oplysningspligt over for den registrerede og den registrere-des indsigtsret i kapitel 8 og 9 i persondataloven finder anvendelse påregistrering af oplysninger om kreditværdighed hos kreditoplysningsbu-reauer mv. Desuden er der i persondatalovens kapitel 6 fastsat særligeregler for kreditoplysningsbureauer, herunder om hvornår og under hvil-ke omstændigheder et kreditoplysningsbureau kan videregive summari-ske oplysninger om skyldforhold (såkaldte negative kreditoplysninger).6.6.3. Arbejdsgruppens overvejelserDa der i Danmark ikke i offentligt regi drives databaser, der anvendes tilkreditgiveres vurdering af forbrugeres kreditværdighed, vurderer ar-bejdsgruppen, at der ikke er behov for regulering af adgang til offentligedatabaser med kreditoplysninger. Endvidere vil almindelige forvaltnings-retlige regler om saglighed i forvaltningen være tilstrækkelige til at sikre83

adgang til eventuelle offentlige skyldnerregistre mv. på ikke-diskriminerende vilkår.Spørgsmålet om adgang på ikke-diskriminerende vilkår til de private da-tabaser, der anvendes til vurdering af forbrugeres kreditværdighed, vur-deres at være omfattet af de konkurrenceretlige regler, herunder konkur-rencelovens bestemmelser om forbud mod at indgå aftaler, der direkteeller indirekte har til formål eller til følge at begrænse konkurrencen –aftaler, som efter konkurrencelovens § 6, stk. 2, nr. 4, f.eks. kan bestå i,at der anvendes ulige vilkår for ydelser af samme værdi over for handels-partnere, som derved stilles ringere i konkurrencen. Arbejdsgruppen vur-derer derfor, at der ikke er behov for yderligere regulering af adgang påikke-diskriminerende vilkår til de private databaser, der anvendes til vur-dering af forbrugeres kreditværdighed.Arbejdsgruppen vurderer imidlertid, at der vil være behov for, at der fast-sættes regler om kreditgivers forpligtelse til at underrette forbrugere om,at deres kreditanmodning er blevet afslået på grund af resultatet af ensøgning i en database hos et skyldnerregister mv.Der henvises til den foreslåede § 7 c, stk. 3, jf. lovudkastets § 1, nr. 7,med tilhørende bemærkninger.

6.7. Oplysninger i kreditaftalen

6.7.1. Forbrugerkreditdirektivets artikel 10Forbrugerkreditdirektivets artikel 10, stk. 1, fastlægger, at en kreditaftaleskal udarbejdes på papir eller på andet varigt medium, og at alle aftale-parter skal have et eksemplar af aftalen.Kreditaftalen skal klart og koncist angive en lang række oplysninger, jf.artikel 10, stk. 2, litra a-v. Forbrugeren vil efter omstændighederne, jf.litra i, også kunne stille krav om at modtage en amortiseringsplan, jf. ar-tikel 10, stk. 3.Artikel 10, stk. 5, litra a-i, fastlægger lignende (om end færre) indholds-krav til kreditaftaler i form af kassekredit.

6.7.2. Gældende retForm- og indholdskrav til kreditaftaler reguleres i §§ 8-14.Efter § 8 skal kreditaftaler udfærdiges skriftligt, ligesom forbrugeren skalhave en genpart af aftalen, og efter §§ 8 a-8 b er der fastsat særlige reglerfor kreditaftaler, der sikres ved pant i fast ejendom.Kreditaftalelovens § 9 regulerer kreditgiverens oplysningsforpligtelserover for forbrugeren ved indgåelse af en kreditaftale med fast lånebeløb.Kreditgiveren (sælgeren ved kreditkøb) skal oplyse forbrugeren om:1) Lånebeløbet: Det lånte beløb efter fradrag af stiftelsesomkostnin-ger, kurstab og lignende.2) Størrelsen af en eventuel udbetaling.3) Kreditomkostningerne angivet som et beløb.4) De årlige omkostninger i procent.5) Det samlede beløb, der skal betales.6) De enkelte ydelser, disses antal og forfaldstid.7) Aftalens varighed og betingelserne for dens opsigelse.Ved kreditkøb skal sælgeren tillige oplyse forbrugeren om kontantprisen.Har parterne aftalt, at kreditomkostningerne, ydelserne eller andre vilkår,der har betydning for størrelsen af de årlige omkostninger i procent, kanændres under kreditaftalens forløb, skal kreditgiveren oplyse forbrugerenherom samt angive de betingelser, hvorunder omkostningerne såledeskan ændres.Er det ikke muligt at beregne de årlige omkostninger i procent, skal kre-ditgiveren i stedet oplyse forbrugeren om den nominelle årlige rente.Kreditaftalelovens § 10 regulerer kreditgiverens oplysningsforpligtelserover for forbrugeren ved indgåelse af en kreditaftale med variabelt låne-beløb. Kreditgiveren skal oplyse forbrugeren om:1) Kreditrammen.2) De nærmere regler og betingelser for pålæg af kreditomkostningersamt beregningsmåden for sådanne omkostninger, herunder dennominelle årlige rente, hvis en periodisk rente anvendes.85

3) De årlige omkostninger i procent ved forskellige udnyttelser afkontoen.4) Det samlede beløb, der skal betales ved forskellige udnyttelser afkontoen.5) Hvorledes gælden skal betales.6) Hvor ofte forbrugeren vil modtage kontoudtog.7) Aftalens varighed og betingelserne for dens opsigelse.Har parterne aftalt, at kreditomkostningerne, ydelserne eller andre vilkår,der har betydning for størrelsen af de årlige omkostninger i procent, kanændres under kreditaftalens forløb, skal kreditgiveren oplyse forbrugerenherom samt angive de betingelser, hvorunder omkostningerne såledeskan ændres.Er det ikke muligt at beregne de årlige omkostninger i procent, skal kre-ditgiveren i stedet oplyse forbrugeren om den nominelle årlige rente.I medfør af kreditaftalelovens § 14 skal kreditgiver ved aftalens indgåelseoplyse forbrugeren om størrelsen af de nærmere bestemte omkostninger(omkostninger, som forbrugeren skal betale ved køb af løsøre eller tjene-steydelser, hvad enten der købes kontant eller på kredit, omkostningerved overførsel af penge, omkostninger ved at føre en konto til brug vedbetaling af ydelserne på kreditten bortset fra omkostninger ved opkræv-ning af betalinger, hvad enten de opkræves kontant eller på anden måde,medlemsbidrag ved optagelse i foreninger eller sammenslutninger i hen-hold til en anden aftale end kreditaftalen, selv om disse bidrag har ind-virkning på kreditvilkårene, og forsikrings- eller garantiomkostninger,medmindre forsikringen eller garantien skal tjene til sikkerhed for kredit-tens tilbagebetaling) samt angive, under hvilke omstændigheder, de skalbetales.Hvis størrelsen af omkostningerne ikke er kendt, skal kreditgiver om mu-ligt oplyse forbrugeren om beregningsmåden for omkostningerne ellerforetage et skøn over omkostningernes størrelse.6.7.3. Arbejdsgruppens overvejelserDet er arbejdsgruppens vurdering, at der vil være behov for en ændringaf kreditaftaleloven, således at kreditgivers og kreditformidlers oplys-ningsforpligtelser udvides i overensstemmelse med artikel 10.86

Der henvises til den foreslåede § 8, jf. lovudkastets § 1, nr. 8, med tilhø-rende bemærkninger og – for så vidt angår pantsikrede lån i fast ejendom– den foreslåede § 8 a, jf. lovudkastets § 1, nr. 8, med tilhørende be-mærkninger.

6.8. Oplysninger om debitorrenten

6.8.1. Forbrugerkreditdirektivets artikel 11Efter forbrugerkreditdirektivets artikel 11, stk. 1, skal forbrugeren – påpapir eller andet varigt medium – underrettes om ændring i debitorrenten,inden ændringen træder i kraft. Forbrugeren skal endvidere oplyses om,hvilken betydning ændringen har for forbrugerens fremtidige betalinger,dels om betalingernes størrelse og dels – såfremt der sker ændringer her-af – betalingernes antal og hyppighed.Parterne kan efter artikel 11, stk. 2, aftale mere lempelige oplysnings-krav, når ændringen skyldes en ændring i en referencesats, og denne refe-rencesats er tilgængelig for offentligheden og hos kreditgiveren. Oplys-ningerne skal i så fald gives til forbrugeren med jævne mellemrum.6.8.2. Gældende retVariable kreditomkostninger reguleres i kreditaftalelovens § 15.Efter § 15, stk. 4, skal kreditgiveren informere forbrugeren om enhverændring i den årlige nominelle rente eller de øvrige kreditomkostninger,når ændringen indtræder. Oplysningen kan gives ved, at der gives for-brugeren særskilt underretning om ændringen eller ved annoncering her-om i dagspressen i forbindelse med oplysning om ændringen i det først-kommende kontoudtog.6.8.3. Arbejdsgruppens overvejelserArbejdsgruppen vurderer, at der vil være behov for en ændring af kredit-aftalelovens bestemmelser, således at kreditgivers oplysningsforpligtelserudvides til at omfatte underretning forud for ændringer af debitorrentenog om ændringens betydning for forbrugeren. Endvidere vurderes der atvære behov for, at der skabes hjemmel til, at det mellem kreditgiveren ogforbrugeren kan aftales, at der ved ændring i referencesats alene skal skeunderretning med jævne mellemrum.87

Der henvises til den foreslåede § 9, jf. lovudkastets § 1, nr. 8, med tilhø-rende bemærkninger.

6.9. Oplysningspligt efter aftaleindgåelsen ved kreditaftaler i form af

kassekredit

6.9.1. Forbrugerkreditdirektivets artikel 12Forbrugerkreditdirektivets artikel 12 pålægger kreditgiver en fortsat op-lysningspligt efter aftaleindgåelsen, når kreditaftalen vedrører kredit iform af kassekredit.Kreditgiver er efter artikel 12, stk. 1, forpligtet til ved kontoudtog på pa-pir eller andet varigt medium jævnligt at oplyse forbrugeren om en rækkenærmere opregnede forhold, jf. litra a-h.Forbrugeren skal endvidere underrettes om enhver stigning i debitorren-ten eller andre omkostninger, inden ændringen træder i kraft, jf. artikel12, stk. 2. Når ændringen skyldes en ændring i en referencesats, og dennereferencesats er tilgængelig for offentligheden og hos kreditgiveren, kanparterne dog aftale, at ændringer i debitorrenten blot oplyses ved konto-udtog efter artikel 12, stk. 1.6.9.2. Gældende retEfter kreditaftalelovens § 10 skal kreditgiveren ved indgåelse af kreditaf-taler med variabelt lånebeløb blandt andet oplyse forbrugeren om, hvorofte forbrugeren vil modtage kontoudtog.Det følger herefter af § 11, at for hver periode, for hvilken der ifølge enaftale som nævnt i § 10 skal tilsendes forbrugeren kontoudtog, kan derkun kræves vederlag for kreditten, såfremt der ved afslutningen af perio-den tilsendes forbrugeren kontoudtog, der indeholder oplysning om:1) Saldoen ved periodens begyndelse og slutning.2) Størrelsen af og tidspunktet for debiteringer og krediteringer i løbetaf perioden.3) Den nominelle årlige rente, hvis en periodisk rente anvendes.4) Tidspunktet, inden hvilket betaling i givet fald skal ske for at und-gå, at der pålægges yderligere kreditomkostninger.88

6.9.3. Arbejdsgruppens overvejelserDer vurderes at være behov for en ændring af kreditaftalelovens bestem-melser, således at kreditgivers oplysningsforpligtelser udvides til at om-fatte underretning forud for ændringer af debitorrenten og til at omfattede i direktivet omhandlede oplysninger, ligesom der vil skulle indføresen generel forpligtelse til jævnligt at udsende kontoudtog. Endviderevurderes det, at der skal skabes hjemmel til, at det mellem kreditgiverenog forbrugeren kan aftales, at der ved ændring i referencesats alene skalske underretning ved det ordinære kontoudtog.Der henvises til den foreslåede § 10, jf. lovudkastets § 1, nr. 8, med tilhø-rende bemærkninger.

6.10. Opsigelse af tidsubegrænsede aftaler

6.10.1. Forbrugerkreditdirektivets artikel 13Forbrugerkreditdirektivets artikel 13, stk. 1, fastlægger, at forbrugerenaltid har ret til på standardvilkår og gratis at opsige en tidsubegrænsetkreditaftale, medmindre parterne har aftalt en varselsperiode (der ikke måoverstige en måned).Hvis det er fastsat i kreditaftalen, kan kreditgiveren opsige kreditaftalenpå standardvilkår med minimum to måneders skriftligt varsel.Efter artikel 13, stk. 2, kan kreditgiveren – hvis det er fastsat i kreditafta-len – ud fra objektivt begrundede hensyn forhindre en forbruger i at ud-nytte en kreditmulighed. Kreditgiveren har en skriftlig underretningspligti forhold til den forbruger, der rammes, men ingen pligt til at varsle.6.10.2. Gældende retKreditaftalelovens § 26 giver forbrugeren mulighed for indfrielse af for-dringen før forfaldstidspunktet, jf. afsnit 6.13 nedenfor, men udover,hvad der følger af aftaleretten, indeholder lovgivningen ikke regler omopsigelse af tidsubegrænsede kreditaftaler.

6.10.3. Arbejdsgruppens overvejelserArbejdsgruppen vurderer, at der vil skulle indføres regulering om adgan-gen til at opsige tidsubegrænsede aftaler. Reguleringen vil blandt andetskulle omfatte regler om, at forbrugeren til enhver tid kan opsige en afta-le med en måneds varsel.Der henvises til den foreslåede § 27, jf. lovudkastets § 1, nr. 17.

6.11. Fortrydelsesret

6.11.1. Forbrugerkreditdirektivets artikel 14Forbrugeren har efter forbrugerkreditdirektivets artikel 14, stk. 1, en fristpå 14 kalenderdage til at fortryde kreditaftalen. Fristen løber tidligst fraden dag, hvor kreditaftalen er indgået, og forbrugeren har modtaget afta-levilkår og -betingelser samt oplysningerne i henhold til artikel 10.Nationale regler om tvungen betænkningstid kan efter artikel 14, stk. 2,opretholdes og – på udtrykkelig anmodning fra forbrugeren – træde i ste-det for fortrydelsesretten. Forbrugeren kan tænkes at have en interesseheri, når leverandøren yder henstand med betalingen, men ikke er villigtil at levere sin ydelse, før fortrydelsesfristen er udløbet. Bestemmelsenhar kun relevans for Frankrig.Efter artikel 14, stk. 3, litra a, skal forbrugeren give meddelelse til kredit-giveren, hvis fortrydelsesretten udøves. Meddelelsen skal være givet tilkreditgiveren inden fristens udløb. Efter artikel 14, stk. 3, litra b, skal for-brugeren tilbagebetale hovedstol og påløbne renter senest 30 kalenderda-ge efter afsendelsen af meddelelsen.Efter artikel 14, stk. 4, medfører udøvelse af fortrydelsesretten, at forbru-geren ligeledes frigøres for eventuelle aftaler om accessoriske tjeneste-ydelser.Har forbrugeren fortrydelsesret i henhold til stk. 1, 3 og 4, finder reglerneom fortrydelsesret i henholdsvis Rådets direktiv af 20. december 1985om forbrugerbeskyttelse i forbindelse med aftaler indgået uden for fastforretningssted (85/577/EØF) og Europa-Parlamentets og Rådets direktivaf 23. september 2002 om fjernsalg af finansielle tjenesteydelser til for-90

brugerne og om ændring af Rådets direktiv 90/619/EØF samt direktiv97/7/EF og 98/27/EF (2002/65/EF) ikke anvendelse, jf. artikel 14, stk. 5.Medlemsstaterne kan efter artikel 14, stk. 6, vælge ikke at gennemførereglerne om fortrydelsesret for kreditaftaler, som ifølge loven skal indgåsved en notars mellemkomst.Artikel 14, stk. 7, fastlægger, at reglerne om fortrydelsesret ikke forhin-drer medlemsstaterne i at opretholde eller indføre nationale bestemmelserom tvungen betænkningstid og lignende regler, der udskyder tidspunktetfor opfyldelsen af en aftale.6.11.2. Gældende retDer gælder i dag ikke en almindelig fortrydelsesret for kreditaftaler. Kre-ditaftaler, der er indgået ved fjernsalgsaftaler eller er indgået uden forfast forretningssted, er dog omfattet af forbrugeraftaleloven.Efter forbrugeraftalelovens kapitel 4 kan forbrugeren træde tilbage fra enaftale, der er indgået ved fjernsalgsaftaler eller er indgået uden for fastforretningssted, hvis forbrugeren inden udløbet af en fortrydelsesfrist på14 dage underretter den erhvervsdrivende om, at forbrugeren vil brugefortrydelsesretten. Det er tilstrækkeligt for overholdelse af fristen, at un-derretningen, når den foreligger på papir eller et andet varigt medium,som modtageren har adgang til, er afsendt inden fristens udløb.6.11.3. Arbejdsgruppens overvejelserDet er arbejdsgruppens vurdering, at der vil være behov for regulering affortrydelsesret i forhold til kreditaftaler generelt.Der henvises til den foreslåede § 19, jf. lovudkastets § 1, nr. 12, med til-hørende bemærkninger.

6.12. Adgang til at rette krav mod kreditgiver ved tilknyttede kredit-

aftaler

6.12.1. Forbrugerkreditdirektivets artikel 15En tilknyttet kreditaftale defineres i forbrugerkreditdirektivets artikel 3,litra n, som en kreditaftale, der udelukkende tjener til at finansiere en af-91

tale om levering af specifikke varer eller specifikke tjenesteydelser, ogsom sammen med denne udgør en kommerciel helhed. En kommercielhelhed foreligger, når leverandøren enten selv forestår finansieringen el-ler overlader det til tredjemand efter aftale. En kommerciel helhed fore-ligger endvidere, når den specifikke ydelse udtrykkeligt er angivet i kre-ditaftalen. Artikel 15 omfatter kun varer og tjenesteydelser – og dermedikke fast ejendom.Efter artikel 15, stk. 1, er en forbruger, der udøver en fortrydelsesret ba-seret på fællesskabsretten, ikke længere bundet af en tilknyttet kreditafta-le.Artikel 15, stk. 2, fastlægger, at forbrugeren – i tilfælde af leverandørensmangelfulde ydelse – har ret til at tage retsmidler i anvendelse mod kre-ditgiveren. Medlemsstaterne bestemmer dog, i hvilket omfang og påhvilke betingelser disse retsmidler kan iværksættes.Nationale bestemmelser om, at kreditgiver hæfter solidarisk for forbruge-rens krav mod leverandøren, berøres ikke af artikel 15, jf. stk. 3.6.12.2. Gældende retNår der er indgået en kreditaftale med henblik på køb af løsøre, hvorefterkøbesummen helt eller delvis dækkes ved lån indrømmet køberen af entredjemand på grundlag af en aftale herom mellem denne og sælgeren, jf.kreditaftalelovens § 5, nr. 2, kan forbrugeren efter kreditaftalelovens §33, stk. 2, også over for anden kreditor rejse samme pengekrav på grund-lag af købet som over for sælgeren. § 33, stk. 2, finder tilsvarende anven-delse ved kreditaftaler med henblik på opnåelse af en tjenesteydelse, nårvederlaget for tjenesteydelsen dækkes helt eller delvis ved lån indrømmetforbrugeren af en tredjemand på grundlag af en aftale herom mellemdenne og leverandøren af tjenesteydelsen, jf. § 33, stk. 3.Forbrugeren må dog først sandsynliggøre, at sælgeren ikke opfylder sineforpligtelser, og kravet kan ikke overstige, hvad vedkommende kreditorhar modtaget som betaling fra forbrugeren i anledning af købet.Fortrydelsesret baseret på fællesskabsretten findes i dansk ret i lov nr.451 af 9. juni 2004 om visse forbrugeraftaler (forbrugeraftaleloven) oglov nr. 234 af 2. april 1997 om forbrugeraftaler, der giver brugsret til fastejendom på timesharebasis.92

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 97/7/EF af 20. maj 1997 om for-brugerbeskyttelse i forbindelse med aftaler vedrørende fjernsalg (fjern-salgsdirektivet) og Rådets direktiv 85/577/EØF af 20. december 1985 omforbrugerbeskyttelse i forbindelse med aftaler indgået uden for fast for-retningssted er gennemført ved forbrugeraftaleloven.Det følger af § 23, stk. 1, i forbrugeraftaleloven, at hvis forbrugeren træ-der tilbage fra en aftale efter regler i forbrugeraftaleloven, bortfalder enhertil knyttet kreditaftale, som forbrugeren har indgået med den er-hvervsdrivende, eller som på grundlag af en aftale mellem tredjemand ogden erhvervsdrivende dækker den aftalte betaling helt eller delvis.Det følger endvidere af § 23, stk. 2, at ved tilbagetræden fra en fjern-salgsaftale vedrørende en finansiel tjenesteydelse bortfalder endvidere enhertil knyttet fjernsalgsaftale om tjenesteydelser.Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 94/47/EF af 26. oktober 1994om beskyttelse af køber i forbindelse med visse aspekter ved kontrakterom brugsret til fast ejendom på timesharebasis er gennemført ved lov omforbrugeraftaler, der giver brugsret til fast ejendom på timesharebasisDet følger af § 11 i lov om forbrugeraftaler, der giver brugsret til fastejendom på timesharebasis, at har forbrugeren efter aftale med sælgerenfået henstand med hele eller en del af den aftalte betaling, eller dækkesden aftalte betaling helt eller delvis ved lån indrømmet forbrugeren af entredjemand på grundlag af en aftale herom mellem denne og sælgeren,bortfalder kreditaftalen, hvis forbrugeren træder tilbage fra aftalen.6.12.3. Arbejdsgruppens overvejelserDet er arbejdsgruppens opfattelse, at forpligtelsen efter artikel 15, stk. 1,til at sikre, at forbrugeren ikke længere er bundet af en tilknyttet kreditaf-tale, hvis forbrugeren udøver en fortrydelsesret baseret på fællesskabsret-ten i forbindelse med en aftale om levering af en vare eller tjenesteydel-se, allerede er opfyldt, da der både i forbrugeraftaleloven og lov om for-brugeraftaler, der giver brugsret til fast ejendom på timesharebasis, erfastsat regler om, at udnyttelse af den fællesskabsbaserede fortrydelsesretmedfører, at forbrugeren ikke længere er bundet af en tilknyttet kreditaf-tale.93

Arbejdsgruppen har noteret sig, at der ved gennemførelsen af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 97/7/EF af 20. maj 1997 om forbruger-beskyttelse i forbindelse med aftaler vedrørende fjernsalg (fjernsalgsdi-rektivet), Rådets direktiv 85/577/EØF af 20. december 1985 om forbru-gerbeskyttelse i forbindelse med aftaler indgået uden for fast forretnings-sted og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 94/47/EF af 26. oktober1994 om beskyttelse af køber i forbindelse med visse aspekter ved kon-trakter om brugsret til fast ejendom på timesharebasis i overensstemmel-se med direktivernes minimumsklausul på de respektive områder er sketen udvidelse af den fællesskabsbaserede fortrydelsesret, således at for-trydelsesretten på alle tre områder er mere omfattende i dansk ret end detfølger af fællesskabsretten.Arbejdsgruppen har imidlertid ligeledes noteret sig, at det fremgår afpræamblens betragtning 37, at forbrugerkreditdirektivets bestemmelserom tilknyttede kreditaftaler ikke bør berøre national lovgivning om til-knyttede kreditaftaler i de tilfælde, hvor en kreditaftale er blevet ophæveteller hvor forbrugeren har udøvet en fortrydelsesret baseret på nationallovgivning. På den baggrund er det arbejdsgruppens opfattelse, at der ik-ke med artikel 15, stk. 1, er tiltænkt fastsat en afgræsning, som indebæ-rer, at det kun ved fortrydelsesret, der er baseret på fællesskabsretten, ermuligt at lade en tilknyttet kreditaftale bortfalde. Regler om, at tilknytte-de kreditaftaler bortfalder ved udnyttelse af en fortrydelsesret, der er ba-seret på national lovgivning, vil således kunne opretholdes.På den baggrund er det arbejdsgruppens vurdering, at der alene vil værebehov for lovændringer som følge af artikel 15, stk. 2. I overensstemmel-se med artikel 15, stk. 2, sidste pkt., bør forbrugerens mulighed for fyl-destgørelse hos kreditgiveren dog efter arbejdsgruppens opfattelse be-grænses til størrelsen af kreditten på det tidspunkt, hvor kravet fremsætte,da der ellers – f.eks. i forbindelse med sikkerhedsmangler – ville kunneopstå uhensigtsmæssige situationer.Der henvises til den foreslåede § 20, jf. lovudkastets § 1, nr. 12, med til-hørende bemærkninger.

6.13. Retten til førtidig indfrielse

6.13.1. Forbrugerkreditdirektivets artikel 16Forbrugerkreditdirektivets artikel 16, stk. 1, fastlægger, at forbrugerenaltid har ret til at indfri sine forpligtelser i henhold til en kreditaftale.Artikel 16, stk. 2, giver kreditgiveren ret til en rimelig og objektivt be-grundet kompensation ved forbrugerens førtidige tilbagebetaling. Hvisder er mindre end et år mellem den førtidige betaling og kreditaftalensaftalte ophørstidspunkt, må kompensationen ikke overstige 0,5 pct. af detbeløb, der tilbagebetales før tiden. Hvis der er mere end et år mellem denførtidige betaling og kreditaftalens aftalte ophørstidspunkt, må kompen-sationen ikke overstige 1 pct. af det beløb, der tilbagebetales før tidenEfter artikel 16, stk. 3, kan kompensation ikke kræves ved førtidig indfri-else af kreditaftaler med variabel rente og kreditaftaler, der har karakteraf kassekreditter.Medlemsstaterne har efter artikel 16, stk. 4, litra a og b, adgang til at fra-vige ovenstående ordning. Efter litra a kan medlemsstaterne indføre enbagatelgrænse (på højst 10.000 EUR). Overstiger det førtidigt indfriedebeløb ikke denne grænse, har kreditgiver ikke krav på kompensation. Ef-ter litra b kan medlemsstaterne beslutte, at kompensationen gøres afhæn-gig af kreditgiverens faktisk tab og dermed frigøres fra kompensations-loftet i stk. 2.Det absolutte loft for kreditgivers krav på kompensation er efter artikel16, stk. 5, det rentebeløb, som forbrugeren skulle have betalt efter denførtidige betaling og indtil kreditaftalens aftalte ophørstidspunkt.6.13.2. Gældende retEfter kreditaftalelovens § 26 kan forbrugeren til enhver tid betale singæld i henhold til en kreditaftale, uanset om den helt eller delvis er for-falden – dog ikke i forbindelse med pantebreve i fast ejendom. Forbruge-ren har i så fald ret til reduktion af kreditomkostningerne.Vil forbrugeren betale sin gæld, før den er forfalden, eller gør kreditgive-ren krav på betaling af beløb, som ellers ikke ville være forfaldne, eller95

på tilbagetagelse af det solgte, skal kreditomkostningerne opgøres efter §27, stk. 2-5.I det omfang kreditomkostningerne beregnes som en procentdel af den tilenhver tid værende restgæld eller som et gebyr pr. ydelse, kan kreditgive-ren ikke kræve kreditomkostninger for den ubenyttede del af kredittiden.I det omfang kreditomkostningerne beregnes på andet grundlag, kan af-drag, for hvilke den i aftalen fastsatte betalingstid endnu ikke er kommet,alene kræves betalt med en så stor del, som lånebeløbet udgør af summenaf samtlige afdrag.Hvis omkostningerne ved stiftelsen af kreditten er særskilt opgjort i afta-len og ikke er urimelige, kan kreditgiveren kræve disse omkostningerbetalt uden afkortning. Omkostningerne fragår da i de afdrag, der skalafkortes.Skal der betales i afdrag, og betaler forbrugeren uden for fastsat forfalds-dag, anses den ikke udnyttede kredittid for at løbe fra den første aftalteforfaldsdag, som indtræder efter betalingen. Under tilsvarende omstæn-digheder nedsættes det første afdrag, der forfalder efter betalingen, ikke.§ 27 gælder ikke for pantebreve i fast ejendom.6.13.3. Arbejdsgruppens overvejelserDet er arbejdsgruppens vurdering, at der vil være behov for en ændringaf kreditaftalelovens gældende regler om indfrielse af fordringen før for-faldstidspunktet. Der vil dog være behov for at opretholde de dele af §27, der regulerer opgørelsen af kreditomkostninger i de situationer, hvorkreditgiver gør krav på betaling af beløb, som ellers ikke ville være for-faldne, eller på tilbagetagning af det solgte.Der henvises til de foreslåede §§ 26 og 28, jf. lovudkastets § 1, nr. 17,med tilhørende bemærkninger. Endvidere henvises til afsnit 4.10 oven-for.

6.14. Overdragelse af fordringer

6.14.1. Forbrugerkreditdirektivets artikel 17Forbrugerkreditdirektivets artikel 17, stk. 1, fastlægger, at forbrugerenved kreditorskifte kan gøre samme indsigelser gældende over for en nykreditor som over for den oprindelige kreditgiver.Efter artikel 17, stk. 2, skal forbrugeren underrettes om kreditorskiftet –dog ikke, hvis den oprindelige kreditgiver efter overenskomst med er-hververen fortsat står for kreditten i forhold til forbrugeren.6.14.2. Gældende retEfter kreditaftalelovens § 33 kan forbrugeren i tilfælde af kreditorskifteover for anden kreditor gøre samme indsigelser gældende som over forkreditgiveren, sælgeren eller leverandøren af en tjenesteydelse.Efter § 32 kan det ikke aftales, at der ved overdragelse til tredjemand afde rettigheder, der tilkommer kreditgiveren, sælgeren eller leverandørenaf en tjenesteydelse, sker indskrænkning af dennes forpligtelser over forforbrugeren. Dermed forhindres brugen afcut off-klausuler,hvor forbru-geren giver afkald på at gøre en hvilken som helst indsigelse gældendeover for en senere erhverver i tilfælde af overdragelse af fordringen.6.14.3. Arbejdsgruppens overvejelserArbejdsgruppen vurderer, at der vil være behov for en ændring af kredit-aftalelovens gældende § 33, således at forpligtelser og rettigheder i med-før af artikel 17 fremgår af bestemmelsen.Der henvises til den foreslåede § 33, stk. 1 og 2, jf. lovudkastets § 1, nr.18, med tilhørende bemærkninger.

6.15. Oplysning om overtræk

6.15.1. Forbrugerkreditdirektivets artikel 18Aftaler med overtræksmulighed skal efter forbrugerkreditdirektivets arti-kel 18, stk. 1, indeholde oplysninger efter artikel 6, stk. 1, litra e (oplys-ning om debitorrenten og omkostninger samt betingelserne for at ændre97

disse, herunder eventuelle referencesatser eller indeks). Kreditgiver harendvidere pligt til regelmæssigt at give disse oplysninger skriftligt.Artikel 18, stk. 2, fastlægger en supplerende oplysningspligt for kreditgi-ver i tilfælde af væsentligt overtræk i en periode på over en måned. For-brugeren skal i dette tilfælde underrettes skriftligt om overtrækket, detinvolverede beløb, debitorrenten og eventuel bod, omkostninger ellermorarenter.National lovgivning om, at kreditgiveren skal tilbyde en anden type kre-ditprodukt, når overtrækket er af væsentlig varighed, berøres ikke af arti-kel 18, jf. stk. 3.6.15.2. Gældende retNår forbrugeren i forbindelse med kreditaftaler med variabelt lånebeløbmed kreditgiverens stiltiende accept overskrider den aftalte kreditrammeog overtrækket vedvarer ud over tre måneder, skal kreditgiver efter kre-ditaftalelovens § 12 gøre forbrugeren bekendt med den årlige nominellerente og eventuelle omkostninger i forbindelse med overtrækket samtenhver ændring heri.6.15.3. Arbejdsgruppens overvejelserDer vurderes at være behov for, at kreditaftaleloven ændres, således atdet allerede ved indgåelse af aftaler med overtræksmulighed i direktivetsforstand skal fremgå af aftalen, hvad debitorrenten og omkostninger er,samt hvilke betingelser for at ændre disse, der er gældende, herundereventuelle referencesatser eller indeks. Forbrugeren vil endvidere skullekontaktes, når et væsentligt overtræk har varet i mere end en måned. Ar-tikel 18 vil dog ikke være til hinder for oprettelse af en almindelig ind-lånskonto uden overtræksmulighed.Et flertal i arbejdsgruppen (Jon Fridrik Kjølbro, Birgit Thrusholm, JacobSkriver Frandsen, Lars Quistgaard Bay, Christian Brandt, Troels HauerHolmberg, Ulla Brøns Petersen, Signe Schmidt og Lennart Houmann)vurderer, at det følger af direktivets artikel 18, at hvis der i tilknytning tilen konto er udstedt betalings-/kreditkort eller checkhæfte, der giver mu-lighed for, at kontoen kan overtrækkes, eller hvis der f.eks. gennem til-melding til Betalingsservice uden forudgående aftale vil kunne gennem-føres transaktioner, som der ikke er dækning for på kontoen, vil kontoen i98

artiklens forstand give mulighed for, at forbrugeren kan overtrække kon-toen, og dermed vil aftalen være omfattet af artiklen.Der henvises til den foreslåede § 8 b, jf. lovudkastets § 1, nr. 8, med til-hørende bemærkninger.Et mindretal i arbejdsgruppen (Jeanne Blyt, Steen Jul Petersen og Len-nart Lynge Andersen) finder ikke, at det i artikel 18 i ordene "hvor deteventuelt vil kunne tillades forbrugerne at overtrække kontoen" kan ind-fortolkes, at bankernes udlevering af f.eks. dankort eller tilmelding tilBetalingsservice, hvor der er indgået indløsningsaftaler med tredjemandfor at sikre gennemførelse af transaktioner, medfører, at der herved ergivet "tilladelse" for kunden til at overtrække en indlånskonto.Direktivet tager sigte på at regulere kreditaftaler. Udgangspunktet er, atkunder ikke må overtrække indlånskonti. Mindretallet lægger også vægtpå, at det ikke med direktivets ordlyd kan have været hensigten at ændrepå karakteristika for indlånskonti.

6.16. Beregning af de årlige omkostninger i procent

6.16.1. Forbrugerkreditdirektivets artikel 19Forbrugerkreditdirektivets artikel 19, stk. 1, fastlægger, at de årlige om-kostninger i procent (ÅOP) beregnes ud fra den matematiske formel ibilag I, del I.Efter artikel 19, stk. 2, skal de samlede omkostninger i forbindelse medforbrugerkreditten indgå ved beregningen af ÅOP. Bestemmelsen undta-ger dog udtrykkeligt omkostninger, der knytter sig til forbrugerens even-tuelle misligholdelse samt omkostninger i forbindelse med køb af varereller tjenesteydelser, som skal betales, uanset om købet foretages kontanteller på kredit.De kort- og kontoomkostninger, der er forbundet med udnyttelse af for-brugerkreditten, skal indgå ved beregningen af ÅOP. Disse omkostningerkan udelades, hvis oprettelse og anvendelse af kort og konto er frivilligfor forbrugeren, og de omkostninger, der er forbundet hermed, er klartangivet andetsteds.

Beregning af ÅOP følger den antagelse, at kreditaftalen forbliver gyldig idet aftalte tidsrum, og at kreditgiveren og forbrugeren opfylder deres for-pligtelser på de vilkår og datoer, der er angivet i kreditaftalen, jf. artikel19, stk. 3. Indeholder kreditaftalen vilkår, som tillader variationer i debi-torrenten og andre omkostninger, beregnes ÅOP ud fra den antagelse, atomkostningerne er konstante fra udgangsniveauet og indtil kreditaftalenudløber, jf. artikel 19, stk. 4.De generelle antagelser i artikel 19, stk. 3 og 4, suppleres e. o. af antagel-serne i direktivets bilag I, del II, jf. artikel 19, stk. 5.Efter artikel 3, litra g, er "samlede omkostninger i forbindelse med for-brugerkreditten" defineret som alle omkostninger, herunder renter, provi-sion, afgifter, og enhver anden form for honorar, som forbrugeren skalbetale i forbindelse med kreditaftalen, og som kreditgiveren har kendskabtil, bortset fra notarialgebyrer. Omkostninger ved accessoriske tjeneste-ydelser i forbindelse med kreditaftalen, navnlig forsikringspræmier, med-regnes også, såfremt indgåelsen af aftalen om tjenesteydelser desuden erobligatorisk for at opnå kreditten eller for at opnå kreditten på de annon-cerede vilkår og betingelser.6.16.2. Gældende retBeregning af ÅOP er reguleret i kreditaftalelovens §§ 16-18.ÅOP defineres i § 16, stk. 1, som den omkostningssats, der på årsbasisgiver samme nutidsværdi af de samlede nuværende eller fremtidige for-pligtelser (lånebeløb, tilbagebetaling og kreditomkostninger), der følgeraf aftalen mellem kreditgiveren og forbrugeren.Beregningen af ÅOP foretages i overensstemmelse med den matematiskeformel, som findes i bilaget til loven, og der er ved bekendtgørelse nr.970 af 7. december 1992 om fremgangsmåden ved beregning af de årligeomkostninger i procent i henhold til lov om kreditaftaler fastsat supple-rende regler for beregningen af ÅOP.6.16.3. Arbejdsgruppens overvejelserDer vurderes at være behov for at ændre kreditaftalelovens bestemmelserom beregning af ÅOP. I den forbindelse bemærker arbejdsgruppen, atdirektivets supplerende antagelser til brug ved beregningen af de årlige100

omkostninger i procent på flere punkter adskiller sig fra de antagelser,der i dag følger af kreditaftaleloven.Der henvises til de foreslåede § 16 og bilag 1, jf. lovudkastets § 1, nr. 10og 26, med tilhørende bemærkninger.

6.17. Regulering af kreditgivers virksomhed

6.17.1. Forbrugerkreditdirektivets artikel 20Efter forbrugerkreditdirektivets artikel 20, skal medlemsstaterne sikre, atkreditgiveres virksomhed overvåges af et organ eller en myndighed, somer uafhængig af finansieringsinstitutter eller er underlagt regulering.6.17.2. Gældende retDansk ret indeholder ikke nogen generel kontrolordning.Penge- og kreditinstitutter er dog undergivet tilsyn af Finanstilsynet,mens Forbrugerombudsmanden har det administrative ansvar for mar-kedsføringsloven og påser, at der i privat erhvervsvirksomhed ikke hand-les i strid med god markedsføringsskik.Forbrugerombudsmanden er således kompetent til at behandle spørgsmålvedrørende hele det gældende direktivs anvendelsesområde, idet kompe-tencen i forhold til finansielle virksomheder dog ligger hos Finanstilsy-net. Hverken Forbrugerombudsmanden eller Finanstilsynet foretager dognogen systematisk kontrolvirksomhed, men kan på grundlag af klager fraprivate eller organisationer tage sager op til behandling, hvis der skønnesat være behov herfor. Forbrugerombudsmanden kan endvidere ved for-handling søge at påvirke de erhvervsdrivende til at virke i overensstem-melse med god markedsføringsskik, og han kan anlægge sag ved rettenom forbud mod handlinger, der er i strid hermed.Det falder derimod uden for både Forbrugerombudsmandens og Finans-tilsynets virksomhedsområde at træffe konkrete afgørelser i civilretligetvister. Såfremt sådanne indbringes for Forbrugerombudsmanden ellerFinanstilsynet, henvises de til Forbrugerklagenævnet eller andet relevantklagenævn. Forbrugerklagenævnet kan behandle klager fra forbrugerevedrørende varer eller arbejds- og tjenesteydelser. Forbrugerklagenæv-101

nets virksomhedsområde omfatter derfor som udgangspunkt størstedelenaf de af direktivet omfattede kreditaftaler.Med virkning fra den 1. august 1988 har pengeinstitutternes organisatio-ner og Forbrugerrådet oprettet Pengeinstitutankenævnet, som er kompe-tent til at behandle klager over danske pengeinstitutter. Med virkning fraden 1. januar 1992 har Realkreditrådet og Forbrugerrådet endvidere op-rettet Realkreditankenævnet, som er kompetent til at behandle klagerover danske realkreditinstitutter. Begge ankenævn er godkendt i medføraf lov om forbrugerklager.6.17.3. Arbejdsgruppens overvejelserArbejdsgruppen vurderer, at alle kreditter, der er omfattet af loven, erundergivet tilsyn, enten i form af at virksomheden kontrolleres af enmyndighed eller af Forbrugerombudsmanden eller at der kan klages til etankenævn over virksomheden. Under hensyntagen til det skøn, som arti-kel 20 overlader til medlemsstaterne, opfylder dansk ret således alleredeartiklens krav.

6.18. Udenretslig bilæggelse af tvister

6.18.1. Forbrugerkreditdirektivets artikel 24Efter forbrugerkreditdirektivets artikel 24 skal medlemsstaterne sikre, atder findes egnede, effektive procedurer for udenretslig bilæggelse af for-brugertvister vedrørende kreditaftaler, hvor det er relevant, ved anvendel-se af eksisterende organer.6.18.2. Gældende retDer henvises til afsnit 6.17.2 ovenfor for en redegørelse for Forbruger-klagenævnets, Pengeinstitutankenævnets og Realkreditankenævnets mu-lighed for at behandle klager fra forbrugerne.Endvidere er der pr. 1. april 2008 indført en permanent, landsdækkendeordning med retsmægling. Retsmægling er en frivillig måde at løse kon-flikter på, hvor en mægler hjælper sagens parter til selv at finde frem tilen løsning på deres problem. Retsmægleren er en dommer eller en advo-kat, som har gennemgået en særlig uddannelse i retsmægling. Mæglerenkan ikke træffe afgørelse i sagen, og det, som foregår under retsmæglin-102

gen, er fortroligt. Det er retsmæglerens opgave at lede mæglingsproces-sen. Mægleren finder sammen med parterne frem til de egentlige årsagertil deres konflikt og hjælper dem til at få en bedre forståelse for deres eg-ne og modpartens synspunkter. I samarbejde med retsmægleren forsøgerparterne herefter at finde frem til den løsning på konflikten, som i størstmuligt omfang tager hensyn til begge parters behov og interesser.Retsmægling kan i princippet anvendes i alle borgerlige sager. En for-bruger vil således kunne få hjælp fra en retsmægler, hvis både forbruge-ren og modparten ønsker at prøve retsmægling, og retten finder, at sagenegner sig.6.18.3. Arbejdsgruppens vurderingEt flertal i arbejdsgruppen (Jon Fridrik Kjølbro, Lennart Lynge Ander-sen, Birgit Thrusholm, Jacob Skriver Frandsen, Lars Quistgaard Bay,Christian Brandt, Jeanne Blyt, Steen Jul Petersen, Ulla Brøns Petersen,Signe Schmidt og Lennart Houmann) finder, at de eksisterende mulighe-der for at indbringe klager for klage- og ankenævn samt muligheden forretsmægling opfylder artiklens krav.Et mindretal i arbejdsgruppen (Troels Hauer Holmberg) finder, at klagervedrørende alle kreditaftaler skal kunne indbringes for et af de eksiste-rende klage- og ankenævn.Mindretallet udtaler:Det er i dag ikke alle forbrugertvister vedrørende kreditaftaler, som kanindbringes for et klage- eller ankenævn. Mindretallet finder ikke, at mu-ligheden for retsmægling ved forbrugertvister vedrørende disse kreditaf-taler opfylder artiklens krav. Effektiv behandling af forbrugertvister ved-rørende kreditaftaler forudsætter specialviden om produkter, reguleringog praksis på de forskellige dele af lånemarkedet. En sådan specialvidenfindes i dag i Forbrugerklagenævnet, Pengeinstitutankenævnet og Real-kreditankenævnet. Det er efter mindretallets opfattelse kun i disse orga-ner, at der findes egnede, effektive procedurer for udenretslig bilæggelseaf forbrugertvister vedrørende kreditaftaler. Mindretallet finder derfor, atalle klager vedrørende kreditaftaler skal kunne indbringes for et af disseklage- eller ankenævn.

6.19. Kreditformidlerens forpligtelser i forhold til forbrugerne

6.19.1. Forbrugerkreditdirektivets artikel 21En kreditformidler defineres i forbrugerkreditdirektivets artikel 3, litra f,som en fysisk eller juridisk person, der ikke optræder som kreditgiver, ogsom mod betaling præsenterer eller tilbyder kreditaftaler til forbrugere,bistår forbrugere ved at udføre andet forberedende arbejde eller indgårkreditaftaler med forbrugere på kreditgiverens vegne.I tillæg til de oplysningsforpligtelser, der påhviler kreditformidlere (ogkreditgivere) i henhold til artikel 5 og 6, fastlægger artikel 21, en rækkespecifikke forpligtelser for kreditformidlere.En kreditformidler skal i forbrugervendt reklame og dokumentation gøreopmærksom på omfanget af sine beføjelser, navnlig om kreditformidle-ren samarbejder med en eller flere kreditgivere eller optræder som selv-stændig mægler, jf. artikel 21, litra a.Skal forbrugeren betale et gebyr til kreditformidleren for dennes ydelse,skal dette aftales skriftligt mellem forbrugeren og kreditformidleren in-den indgåelsen af kreditaftalen, jf. artikel 21, litra b. Kreditformidlerenskal endvidere oplyse kreditgiveren om et sådant gebyr med henblik pådennes beregning af de årlige omkostninger i procent (ÅOP).6.19.2. Gældende retLovgivningen indeholder ikke regler om kreditformidleres forpligtelser iforhold til forbrugerne.6.19.3. Arbejdsgruppens overvejelserArbejdsgruppen vurderer, at der vil være behov for at indføre en specifikregulering af kreditformidlernes forpligtelser i kreditaftaleloven, idet for-pligtelserne i relation til reklamer og dokumentation henvendt til forbru-gerne dog bør reguleres i markedsføringsloven.Der henvises til den foreslåede § 17, jf. lovudkastets § 1, nr. 10, og denforeslåede § 14 a, stk. 4, i markedsføringsloven, jf. lovudkastets § 2, nr.3.104

6.20. Sanktionsbestemmelser

6.20.1. Forbrugerkreditdirektivets artikel 23Forbrugerkreditdirektivets artikel 23 pålægger medlemsstaterne at fast-sætte sanktioner for overtrædelse af de regler, der gennemfører direktiveti national ret. Sanktionerne skal være effektive, stå i et rimeligt forhold tilovertrædelsen og have afskrækkende virkning.6.20.2. Gældende retEfter kreditaftalelovens § 56 straffes den, der overtræder § 31 (brug afnegotiable dokumenter) med bøde.Med bøde straffes endvidere den, der gør sig skyldig i grov eller ofteregentagen overtrædelse af § 9 (oplysningskrav ved kreditaftaler med fastlånebeløb), § 10 (oplysningskrav ved kreditaftaler med variabelt lånebe-løb), § 12 (oplysningskrav ved overtræk) eller § 14 (oplysning om vissekreditomkostninger).6.20.3. Arbejdsgruppens overvejelserArbejdsgruppen vurderer, at der vil være behov for en tilpasning af dengældende § 56 i kreditaftaleloven, således at også overtrædelse af de nyekrav til selve kreditaftalen og kravene om underretning om ændring afdebitorrenten, om udsendelse af kontoudtog og om kreditformidlernesoplysningspligt strafsanktioneres, ligesom markedsføringslovens sankti-onsbestemmelser skal tilpasses, således at overtrædelse af den foreslåedebestemmelse om indhold af standardoplysninger ved reklame også straf-sanktioneres.Der henvises til den foreslåede § 56, stk. 2, jf. lovudkastets § 1, nr. 24, og§ 30, stk. 3, i markedsføringsloven, jf. lovudkastets § 2, nr. 4, med tilhø-rende bemærkninger.Et flertal i arbejdsgruppen (Jon Fridrik Kjølbro, Birgit Thrusholm, JacobSkriver Frandsen, Lars Quistgaard Bay, Christian Brandt, Jeanne Blyt,Troels Hauer Holmberg, Steen Jul Petersen, Ulla Brøns Petersen, SigneSchmidt og Lennart Houmann) finder, at kreditgivers overtrædelse afpligten til at vurdere forbrugerens kreditværdighed bør sanktioneres gen-nem Finanstilsynets og Forbrugerombudsmandens eksisterende mulighe-105

der for at udstede påbud. Virksomheder, der ikke efterkommer et påbud,kan straffes med bøde eller – for så vidt angår markedsføringsloven –med fængsel i op til fire måneder.Der henvises til den foreslåede § 7 c, jf. lovudkastets § 1, nr. 7, med til-hørende bemærkninger.Et mindretal i arbejdsgruppen (Lennart Lynge Andersen) udtaler:Det er et almindeligt anerkendt princip i dansk ret, i EU-retten og i euro-pæisk menneskeret, at straffebestemmelser skal være formuleret så præ-cist, at borgeren og virksomheden kan forudse, om en handling vil værestrafbar eller lovlig. På nogle områder accepterer man ganske vist retligestandarder, men kun under forudsætning af, at borgeren ud fra den al-mindelige samfundsmoral kan vide, hvor gråzonen er. Hvis der ikke fin-des en sådan erkendelig samfundsmoralsk gråzone, bør man kun krimina-lisere handlinger, som er klart definerede. Anerkendelsen af dette prin-cips vigtighed har været en del af baggrunden for, at man andre steder erveget bort fra at anvende straffetruslen og i stedet har søgt at sikre denønskede adfærd gennem god skik-regler m.v. Disse regler er eksempelvisi lov om finansiel virksomhed i al væsentlighed kun strafbelagt, hvis denfinansielle virksomhed overtræder et påbud, udstedt af Finanstilsynet.Hverken i direktivet eller i de danske forarbejder, som arbejdsgruppenhar stået for, er der noget om helst, der ligner en definition af, hvad derforstås ved ”kreditvurdering”, og der er ikke under arbejdet gjort forsøgpå at formulere en sådan. Det samme gælder begrebet ”kreditværdighed”.Der findes heller ikke i gældende ret noget indarbejdet begreb, som mankan bygge på ved denne afgrænsning. At direktivet og forarbejderne ertavse på dette punkt kan dels skyldes, at forholdet ikke burde være regu-leret i direktivteksten, dels at man fra EU’s side lægger mere i begreber-ne, end der er dækning for:Jeg er tilbøjelig til at antage, at begge begrundelser er holdbare. Kredit-vurdering er selvsagt ikke er nyt begreb; det har været de finansielle virk-somheders interne instrumenter, når det gælder bedømmelsen af, om manvil yde lån og kredit til den pågældende kunde, men i de sammenhænge,hvor man tidligere har anvendt det, har man ikke haft behov for en præcisafgrænsning. Der er stor forskel på at anvende et begreb i en sammen-hæng, hvor man har brug for at beskrive kernen i det og at anvende det istrafferetlig sammenhæng, hvor begrebets grænse er afgørende for an-106

vendelse af strafferetlige reaktioner. Det gælder ikke mindst, når der ikkeer tale om mindre ordensbøder. Hvis man skal forvente, at finansiellevirksomheder lader sig påvirke af en straffetrussel, må bøderne skullehave en ikke ubetydelig størrelse og allerede derfor være velbegrundede.Kreditvurdering – og vel navnlig slapheden i så henseende – indgår i Fi-nanstilsynets løbende vurdering af en finansiel virksomhed. Når man fraEU’s side har gennemført artikel 8, stk. 1, må det ses i lyset af de tidlige-re forslag om tættere at regulere ansvarlig långivning. Denne proces kanman have sympati for, men det kan ikke begrunde, at der knyttes straffe-retlige sanktioner til en så upræcis bestemmelse.Et andet mindretal i arbejdsgruppen (Troels Hauer Holmberg) finder, atkreditgivers overtrædelse af pligten til at vurdere forbrugerens kreditvær-dighed bør strafsanktioneres efter den foreslåede § 56, stk. 2.

6.21. Ikrafttrædelsesbestemmelser

6.21.1. Forbrugerkreditdirektivets artikel 30Det følger af forbrugerkreditdirektivets artikel 30, at direktivet ikke fin-der anvendelse på kreditaftaler, der eksisterer på datoen for de nationalegennemførelsesbestemmelsers ikrafttræden.Medlemsstaterne skal dog sikre, at artikel 11, 12 og 13 samt artikel 17 ogartikel 18, stk. 1, 2. pkt., og artikel 18, stk. 2, også finder anvendelse påtidsubegrænsede kreditaftaler, der eksisterer på datoen for de nationalegennemførelsesbestemmelsers ikrafttræden.6.21.2. Arbejdsgruppens overvejelserDet er arbejdsgruppens vurdering, at artikel 30 indebærer, at en række afde foreslåede bestemmelser tillige skal have virkning for tidsubegrænse-de kreditaftaler, der er indgået forud for lovens ikrafttræden.Realkreditinstitutters tilbud gælder typisk i seks måneder, hvilket efterarbejdsgruppens opfattelse giver behov for, at det i overensstemmelsemed § 2 i lov nr. 284 af 29. april 1992 om ændring af lov om kreditaftaler(Kreditoplysninger i forbindelse med lån mod pant i fast ejendom) fast-sættes, at hvis der er tale om kreditaftaler med pant i fast ejendom, såfinder loven kun anvendelse på kreditaftaler, hvor realkreditinstituttetstilbud er fremsat efter lovens ikrafttræden.107

7.1. Arbejdsgruppens udkast til lov om ændring af lov om kreditaf-

taler og lov om markedsføring

Udkast til

Lov om ændring af lov om kreditaftaler og lov om markedsføring

1)(Ændringer som følge af forbrugerkreditdirektivet)

§1

I lov om kreditaftaler, jf. lovbekendtgørelse nr. 157 af 25. februar 2009,foretages følgende ændringer:

1.

Somfodnotetil lovens titel indsættes:»1) Loven indeholder bestemmelser, der gennemfører dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/48/EF af 23. april 2008 om forbru-gerkreditaftaler og om ophævelse af Rådets direktiv 87/102/EØF, (EU-Tidende 2008 nr. L 133, side 66).«

2.

§ 1, stk. 1,affattes således:»Loven finder anvendelse på kreditaftaler, hvor en kreditgiver yder ellergiver tilsagn om at yde kredit til en forbruger.«

3.

§§ 3og4affattes således:»§

3.

Loven finder ikke anvendelse på:1) Kreditaftaler, hvor kreditten ydes rentefrit og uden andre omkostnin-ger.2) Kreditaftaler, ifølge hvilken kreditten skal betales tilbage inden tremåneder, og som kun er forbundet med ubetydelige omkostninger.3) Kreditaftaler, som vedrører henstand uden omkostninger med betalin-gen af en eksisterende gæld.4) Kreditaftaler, som er resultatet af et forlig indgået for retten.5) Leje- eller leasingaftaler, hvor der ikke er fastsat nogen pligt til at kø-be aftalegenstanden, hverken i selve aftalen eller i en separat aftale.6) Kreditaftaler i form af overtræk. Kapitel 1, § 8 b og kapitel 13 finderdog anvendelse på kreditaftaler efter 1. pkt.7) Kreditaftaler, ifølge hvilke kreditgiveren og forbrugeren aftaler hen-stand med betalingen eller aftaler, hvorledes kreditten tilbagebetales.Lovudkastet indeholder bestemmelser, der gennemfører dele af Europa-Parlamentetsog Rådets direktiv 2008/48/EF af 23. april 2008 om forbrugerkreditaftaler og om ophæ-velse af Rådets direktiv 87/102/EØF, (EU-Tidende 2008 nr. L 133, side 66).1091)

Dette gælder dog kun, hvis forbrugeren allerede har misligholdt den op-rindelige kreditaftale, og hvor sådanne ordninger kan forventes at afvær-ge en retssag om den pågældende misligholdelse, og forbrugeren ikkedermed stilles ringere end som fastsat i den oprindelige kreditaftale. Ka-pitel 1, § 7 b, § 7 c, stk. 3, § 8, stk. 1, § 8, stk. 2, nr. 1-9, 12 og 18, § 8,stk. 4, § 8 b, § 9, § 16, § 17, § 26, § 27 og kapitel 13 finder dog anven-delse på kreditaftaler efter 1. pkt.Stk. 2.§ 7 a, § 8, stk. 2, 3, 6 og 7, § 8 b, § 9, § 19, § 26 og § 27 finder ik-ke anvendelse på kreditaftaler i form af kassekredit, hvor kreditten skalbetales tilbage på anfordring eller inden tre måneder.Stk. 3.Hvis en kreditaftale er omfattet af både stk. 1, nr. 7, og stk. 2, fin-der stk. 1, nr. 7, ikke anvendelse.

§ 4.

I denne lov forstås ved:1) Forbruger: En person, der i forbindelse med transaktioner, der er om-fattet af denne lov, hovedsagelig handler uden for sit erhverv.2) Kreditgiver: En fysisk eller juridisk person, der yder eller giver tilsagnom at yde kredit som led i udøvelsen af sin erhvervsmæssige virksom-hed.3) Kreditaftale: En aftale, hvorved en kreditgiver yder eller giver tilsagnom at yde en forbruger kredit i form af henstand med betalingen, lån elleranden tilsvarende form for finansiel facilitet, undtagen aftaler om løben-de levering af tjenesteydelser eller varer af samme art, hvor forbrugerenbetaler for ydelserne eller varerne i rater, så længe de leveres.4) Kassekredit: En udtrykkelig kreditaftale, hvorved en kreditgiver stillermidler til rådighed for en forbruger, som overstiger den løbende saldo påforbrugerens løbende konto.5) Overtræk: Et stiltiende accepteret overtræk, hvorved en kreditgivertillader, at en forbruger disponerer over midler, som overstiger den lø-bende saldo på forbrugerens løbende konto eller den aftalte kassekredit.6) Kreditformidler: En fysisk eller juridisk person, der ikke optræder somkreditgiver, og som mod betaling af et honorar, der kan antage form afpenge eller en anden aftalt form for finansiel modydelse, som led i ud-øvelsen af sin erhvervsmæssige virksomheda) præsenterer eller tilbyder kreditaftaler til forbrugere,b) bistår forbrugere ved at udføre andet forberedende arbejde med hen-blik på kreditaftaler end det, der er omhandlet i litra a, ellerc) indgår kreditaftaler med forbrugere på kreditgiverens vegne.7) Samlede omkostninger i forbindelse med kreditaftalen: Alle omkost-ninger, herunder renter, provision, afgifter og enhver anden form for ho-norar, som forbrugeren skal betale i forbindelse med kreditaftalen, og110

som kreditgiveren har kendskab til, bortset fra notarialgebyrer. Omkost-ninger ved accessoriske tjenesteydelser i forbindelse med kreditaftalen,navnlig forsikringspræmier, medregnes også, såfremt indgåelsen af afta-len om tjenesteydelser desuden er obligatorisk for at opnå kreditten ellerfor at opnå kreditten på de annoncerede vilkår og betingelser.8) Samlet beløb, der skal betales af forbrugeren: Summen af det samledekreditbeløb og de samlede omkostninger i forbindelse med kreditaftalen.9) Årlige omkostninger i procent: De samlede omkostninger i forbindelsemed kreditaftalen udtrykt i procent pr. år af det samlede kreditbeløb,eventuelt omfattende de omkostninger, der er nævnt i § 16, stk. 3 og 4.10) Debitorrente: Den rentesats udtrykt i en fast eller variabel procent-sats, der anvendes på årsbasis på de udnyttede kreditmuligheder.11) Fast debitorrente: At kreditgiveren og forbrugeren i kreditaftalen af-taler én debitorrente for hele kreditaftalens løbetid eller flere debitorren-ter for delperioder, hvor der udelukkende anvendes en fast, specifik pro-centsats. Hvis aftalen ikke angiver alle debitorrenterne, anses debitorren-ten kun som fastsat for de delperioder, for hvilke de udelukkende er fast-sat ved en fast, specifik procentsats, der er aftalt ved indgåelsen af kredit-aftalen.12) Samlet kreditbeløb: Loftet for eller summen af alle beløb, der stillestil disposition i henhold til en kreditaftale.13) Varigt medium: En indretning, som sætter forbrugeren i stand til atlagre oplysninger, rettet til forbrugeren personligt, på en måde, der mu-liggør senere søgning i et tidsrum, som er afpasset efter oplysningernesformål, og som giver mulighed for uændret gengivelse af de lagrede op-lysninger.14) Tilknyttet kreditaftale: En kreditaftale, ifølge hvilkena) den pågældende kredit udelukkende tjener til at finansiere en aftale omlevering af specifikke varer eller specifikke tjenesteydelser ogb) kreditaftalen og aftalen om levering udgør en kommerciel helhed, idetder anses at foreligge en kommerciel helhed, når leverandøren selv finan-sierer forbrugerens kredit, eller, såfremt finansieringen sker gennem tred-jemand, når kreditgiveren i forbindelse med indgåelsen eller forberedel-sen af kreditaftalen gør brug af leverandørens tjenester, eller når den spe-cifikke vare eller ydelsen af en specifik tjenesteydelse udtrykkeligt er an-givet i kreditaftalen.15) Kreditkøb: En kreditaftale med henblik på køb af løsøre, hvoreftera) køberen efter aftale med sælgeren har fået henstand med betaling afkøbesummen eller en del af denne, ellerb) købesummen helt eller delvis dækkes ved lån indrømmet køberen afen tredjemand på grundlag af en aftale herom mellem denne og sælgeren.111

16) Køb med ejendomsforbehold: Et kreditkøb, hvor det er aftalt, at sæl-geren kan tage det solgte tilbage, hvis køberen ikke opfylder sine forplig-telser. Som køb med ejendomsforbehold anses også en aftale, der er be-tegnet som lejekontrakt, eller hvorefter betalingen i øvrigt fremtrædersom vederlag for brug af tingen, såfremt det må antages at have væretmeningen, at modtageren af tingen skal blive ejer af den.«

4.

§§ 5og6ophæves

5.

I§ 7, stk. 1,udgår »forudgående«.

6.

Overskriften tilkapitel 2affattes således:»Kreditgiverensoplysningspligt mv.«

7.

Efter § 7 indsættes ikapitel 2:»Oplysningspligtforud for aftaleindgåelsen

§ 7 a.

Før en forbruger bindes af en kreditaftale eller et kredittilbud, giverkreditgiveren og i givet fald kreditformidleren på grundlag af de kredit-vilkår og -betingelser, som kreditgiveren tilbyder, og i givet fald forbru-gerens præferencer og oplysninger, forbrugeren de oplysninger, der ernødvendige for at sammenligne forskellige tilbud, så der kan træffes eninformeret beslutning om indgåelsen af en kreditaftale. Oplysningernegives på papir eller på et andet varigt medium ved hjælp af formularen ilovens bilag 2.Stk. 2.Oplysningerne i henhold til stk. 1 skal omfatte:1) Kredittypen.2) Navn og fysisk adresse på kreditgiveren samt i givet fald navn og fy-sisk adresse på den involverede kreditformidler.3) Det samlede kreditbeløb og betingelserne for at udnytte kreditmulig-heden.4) Kreditaftalens løbetid.5) Ved kredit i form af henstand med betalingen for en specifik vare ellertjenesteydelse og tilknyttede kreditaftaler, varen eller tjenesteydelsen ogkontantprisen herfor.6) Debitorrenten, betingelserne for anvendelsen af debitorrenten og eteventuelt indeks eller en eventuel referencesats, der skal anvendes på denoprindelige debitorrente, samt tidspunkter, betingelser og procedurer forændring af debitorrenten. Hvis der anvendes forskellige debitorrenter un-112

der forskellige omstændigheder, angives de nævnte oplysninger for allede relevante debitorrenter.7) De årlige omkostninger i procent og det samlede beløb, som skal beta-les af forbrugeren, illustreret ved et repræsentativt eksempel, som angiveralle de antagelser, der er lagt til grund for at beregne procentsatsen. Hvisforbrugeren har informeret kreditgiveren om et eller flere elementer i denkredit, vedkommende foretrækker, som f.eks. kreditaftalens løbetid ogdet samlede kreditbeløb, skal kreditgiveren tage hensyn til disse elemen-ter. Hvis en kreditaftale giver forskellige muligheder for at udnytte kre-ditmuligheden med forskellige omkostninger eller debitorrenter, og kre-ditgiveren derfor anvender det loft for kreditten, som fremgår af antagel-sen i lovens bilag 1, skal kreditgiveren angive, at andre muligheder for atudnytte kreditmuligheden for denne type kreditaftale kan medføre højereårlige omkostninger i procent.8) Størrelse, antal og hyppighed af de betalinger, der skal foretages afforbrugeren, og i givet fald den rækkefølge, hvori betalingerne henførestil forskellige udestående saldi til forskellige debitorrenter med henblikpå tilbagebetaling.9) Hvor det er relevant, omkostningerne i forbindelse med forvaltning afen eller flere konti til registrering af både betalingstransaktioner og ud-nyttelser af kreditmuligheden, medmindre det ikke er obligatorisk at åbneen konto, tillige med omkostningerne ved anvendelse af et betalingsmid-del i forbindelse med både betalingstransaktioner og udnyttelser af kre-ditmuligheden, andre omkostninger i forbindelse med kreditaftalen ogbetingelserne for en eventuel ændring af disse omkostninger.10) Hvor det er relevant, om der er omkostninger, som forbrugeren skalbetale til en notar ved indgåelsen af kreditaftalen.11) Den eventuelle forpligtelse til at indgå en aftale om en accessorisktjenesteydelse i forbindelse med kreditaftalen, navnlig en forsikringspoli-ce, såfremt indgåelsen af en aftale om en sådan accessorisk tjenesteydel-se er obligatorisk for at opnå kreditten eller for at opnå kreditten på deannoncerede vilkår og betingelser.12) Den gældende sats for morarenter og måden, denne sats tilpasses på,og, hvor det er relevant, eventuelle omkostninger i forbindelse med mis-ligholdelse.13) Oplysning om følgerne af manglende betalinger.14) Hvor det er relevant, den sikkerhedsstillelse, som kræves.15) Hvorvidt en fortrydelsesret finder anvendelse eller ej.16) Retten til førtidig tilbagebetaling og, hvor det er relevant, oplysningerom kreditgiverens ret til kompensation og om, hvordan denne kompensa-tion fastsættes i overensstemmelse med § 26.113

17) Forbrugerens ret til omgående underretning uden omkostninger ihenhold til § 7 c, stk. 3, om resultatet af databasesøgninger, der er foreta-get med henblik på vurdering af den pågældendes kreditværdighed.18) Forbrugerens ret til efter anmodning og uden omkostninger at få ud-leveret en kopi af udkastet til kreditaftale. 1. pkt. finder ikke anvendelse,hvis kreditgiveren på tidspunktet for anmodningen ikke er villig til atindgå kreditaftalen med forbrugeren.19) Hvis det er relevant, hvor længe oplysningerne, der er afgivet forudfor aftaleindgåelsen, er bindende for kreditgiveren.Stk. 3.Eventuelle supplerende oplysninger fra kreditgiveren til forbruge-ren gives i et særskilt dokument, der som bilag kan tilknyttes formulareni lovens bilag 2.Stk. 4.Ved anvendelse af taletelefoni skal beskrivelsen af den finansielletjenesteydelse med forbrugerens samtykke alene omfatte tjenesteydelsenskarakter og væsentligste egenskaber, dog mindst de oplysninger, derfremgår af stk. 2, nr. 3-6 og 8, samt de årlige omkostninger i procent illu-streret ved et repræsentativt eksempel og det samlede beløb, som skalbetales af forbrugeren.Stk. 5.Hvis aftalen på forbrugerens anmodning er indgået ved anvendelseaf en fjernkommunikationsteknik, som ikke gør det muligt at give oplys-ningerne i overensstemmelse med stk. 1 og 2, navnlig i det tilfælde, derer omhandlet i stk. 4, skal kreditgiveren give forbrugeren de pågældendeoplysninger i komplet form ved brug af formularen i lovens bilag 2umiddelbart efter kreditaftalens indgåelse.Stk. 6.Ud over formularen i lovens bilag 2 skal forbrugeren efter anmod-ning og uden omkostninger modtage en kopi af udkastet til kreditaftale.1. pkt. finder ikke anvendelse, hvis kreditgiveren på tidspunktet for an-modningen ikke er villig til at indgå kreditaftalen med forbrugeren.Stk. 7.Hvis der er tale om en kreditaftale, ifølge hvilken de betalinger,forbrugeren foretager, ikke umiddelbart fører til en tilsvarende amortisa-tion af det samlede kreditbeløb, men tjener til at opbygge kapital på detidspunkter og betingelser, der er fastsat i kreditaftalen eller en accesso-risk aftale, omfatter de oplysninger forud for aftaleindgåelsen, der krævesi henhold til stk. 1 og 2, en klar og tydelig angivelse af, at en sådan kre-ditaftale ikke garanterer tilbagebetaling af det samlede udnyttede kredit-beløb i henhold til kreditaftalen, medmindre der er givet en sådan garanti.Stk. 8.Kreditgiveren og i givet fald kreditformidleren skal give forbruge-ren fyldestgørende forklaringer, således at forbrugeren er i stand til atvurdere, om den foreslåede kreditaftale passer til vedkommendes behovog finansielle situation, hvor det er relevant, ved at forklare de oplysnin-ger forud for aftaleindgåelsen, der skal gives i henhold til stk. 1 og 2, de114

foreslåede produkters vigtigste karakteristika og de specifikke konse-kvenser, disse produkter kan få for forbrugeren, herunder konsekvenser-ne af forbrugerens betalingsmisligholdelse.Stk. 9.Stk. 1-8 finder ikke anvendelse på leverandører af varer eller tje-nesteydelser, der accessorisk optræder som kreditformidlere. Kreditgive-ren skal sikre, at forbrugeren forud for aftaleindgåelsen modtager oplys-ningerne efter stk. 1-8.Oplysningspligt forud for aftaleindgåelsen i forbindelse medvisse særlige former for kreditaftaler

§ 7 b.

Før forbrugeren bliver bundet af en kreditaftale eller et kredittilbudefter § 3, stk. 1, nr. 7, eller § 3, stk. 2, giver kreditgiveren og i givet faldkreditformidleren på grundlag af de kreditvilkår og -betingelser, somkreditgiveren tilbyder, og i givet fald forbrugerens præferencer og oplys-ninger, forbrugeren de oplysninger, der er nødvendige for at sammenlig-ne forskellige tilbud, så der kan træffes en informeret beslutning om ind-gåelsen af en kreditaftale.Stk. 2.Oplysningerne i henhold til stk. 1 skal omfatte:1) Kredittypen.2) Navn og fysisk adresse på kreditgiveren samt i givet fald navn og fy-sisk adresse på den involverede kreditformidler.3) Det samlede kreditbeløb.4) Kreditaftalens løbetid.5) Debitorrenten, betingelserne for anvendelsen af debitorrenten og eteventuelt indeks eller en eventuel referencesats, der skal anvendes på denoprindelige debitorrente, de omkostninger, der anvendes fra det tids-punkt, hvor kreditaftalen indgås, og i givet fald betingelserne for ændringaf disse omkostninger.6) De årlige omkostninger i procent illustreret ved hjælp af repræsentati-ve eksempler, som angiver alle de antagelser, der er lagt til grund for atberegne denne procentsats.7) Betingelserne og proceduren for opsigelse af kreditaftalen.8) Hvor det er relevant, en angivelse af, at forbrugeren til enhver tid kanblive anmodet om at betale hele kreditbeløbet tilbage.9) Den gældende sats for morarenter og måden, denne sats tilpasses på,og, hvor det er relevant, andre omkostninger i forbindelse med mislig-holdelse.10) Forbrugerens ret til omgående underretning uden omkostninger ihenhold til § 7 c, stk. 3, om resultatet af databasesøgninger, der er foreta-get med henblik på vurdering af forbrugerens kreditværdighed.115

11) Ved kreditaftaler, der er omfattet af § 3, stk. 2, oplysninger om deomkostninger, der påløber fra kreditaftalens indgåelse, og, hvor det errelevant, om betingelserne for ændring af de pågældende omkostninger.12) Hvor det er relevant, hvor længe de oplysninger, der er afgivet forudfor aftaleindgåelsen, er bindende for kreditgiveren.Stk. 3.Oplysningerne efter stk. 1 og 2 gives på papir eller på et andet va-rigt medium, og alle oplysningerne skal være lige fremtrædende. Oplys-ningerne kan gives ved hjælp af formularen i lovens bilag 3.Stk. 4.I forbindelse med kreditaftaler, som er omfattet af § 3, stk. 1, nr. 7,omfatter de oplysninger, der gives forbrugeren i henhold til stk. 1 og 2,også størrelse, antal og hyppighed af de betalinger, der skal foretages afforbrugeren, og i givet fald den rækkefølge, hvori betalingerne henførestil forskellige udestående saldi til forskellige debitorrenter med henblikpå tilbagebetaling, samt oplysning om retten til førtidig tilbagebetalingog, hvor det er relevant, oplysninger om kreditgiverens ret til kompensa-tion og om, hvordan denne kompensation fastsættes. 1. pkt. finder dogikke anvendelse, hvis kreditaftalen tillige er omfattet af § 3, stk. 2.Stk. 5.Hvis der anvendes taletelefoni og forbrugeren anmoder om enkassekredit med øjeblikkelig virkning, omfatter den finansielle tjeneste-ydelses vigtigste karakteristika dog mindst de oplysninger, som er nævnti stk. 2, nr. 3, 5, 6 og 8. Hvis kreditaftalen er omfattet af § 3, stk. 1, nr. 7,skal kreditaftalens løbetid endvidere angives.Stk. 6.Ud over de oplysninger, der er omhandlet i stk. 1-5, skal forbruge-ren efter anmodning uden omkostninger modtage en kopi af udkastet tilkreditaftale med de oplysninger, som kræves efter § 8, hvis denne be-stemmelse finder anvendelse. 1. pkt. finder ikke anvendelse, hvis kredit-giveren på tidspunktet for anmodningen ikke vil indgå kreditaftalen medforbrugeren.Stk. 7.Hvis aftalen på forbrugerens anmodning er indgået ved anvendelseaf en fjernkommunikationsteknik, som ikke gør det muligt at give oplys-ningerne i overensstemmelse med stk. 1 og 2, herunder i de tilfælde, derer omhandlet i stk. 5, skal kreditgiveren umiddelbart efter kreditaftalensindgåelse opfylde sine forpligtelser i henhold til stk. 1 og 2 ved at give deoplysninger, som kræves i henhold til § 8, hvis denne bestemmelse finderanvendelse.Stk. 8.Stk. 1-7 finder ikke anvendelse på leverandører af varer eller tje-nesteydelser, der accessorisk optræder som kreditformidlere. Kreditgive-ren skal sikre, at forbrugeren forud for aftaleindgåelsen modtager oplys-ningerne efter stk. 1-7.

Vurdering af forbrugerens kreditværdighed

§ 7 c.

Kreditgiveren skal inden kreditaftalens indgåelse vurdere forbruge-rens kreditværdighed på grundlag af fyldestgørende oplysninger, der,hvor det er relevant, indhentes hos forbrugeren og, hvor det er nødven-digt, ved søgning i relevante databaser.Stk. 2.Hvis kreditgiveren og forbrugeren efter kreditaftalens indgåelsebliver enige om at ændre det samlede kreditbeløb, skal kreditgiverenajourføre de finansielle oplysninger, som kreditgiveren har om forbruge-ren. Før enhver væsentlig forhøjelse af det samlede kreditbeløb skal kre-ditgiveren atter vurdere forbrugerens kreditværdighed.Stk. 3.Hvis en anmodning om kredit afslås på grundlag af søgning i endatabase, underretter kreditgiveren omgående forbrugeren om resultatetaf en sådan søgning og giver forbrugeren nærmere oplysninger om denpågældende database. Denne underretning skal ske uden omkostningerfor forbrugeren.«

8.

§§ 8-10affattes således:»Kravtil kreditaftalen

§ 8.

En kreditaftale skal udfærdiges på papir eller på et andet varigt me-dium. Alle aftaleparter skal have et eksemplar af kreditaftalen.Stk. 2.Kreditaftalen skal klart og tydeligt angive:1) Kredittypen.2) Navn og fysisk adresse på aftaleparterne og i givet fald på den invol-verede kreditformidler.3) Kreditaftalens løbetid.4) Det samlede kreditbeløb og betingelserne for at udnytte kreditmulig-heden.5) Såfremt der er tale om en kredit i form af henstand med betalingen foren specifik vare eller tjenesteydelse eller om tilknyttede kreditaftaler, va-ren eller tjenesteydelsen og kontantprisen herfor.6) Debitorrenten, betingelserne for anvendelsen af debitorrenten og eteventuelt indeks eller en eventuel referencesats, der skal anvendes på denoprindelige debitorrente, samt tidspunkter, betingelser og procedurer forændring af debitorrenten. Hvis der anvendes forskellige debitorrenter un-der forskellige omstændigheder, angives de nævnte oplysninger medhensyn til alle de relevante debitorrenter.7) De årlige omkostninger i procent og det samlede beløb, som skal beta-les af forbrugeren, beregnet på tidspunktet for indgåelse af kreditaftalen.Alle de antagelser, der er lagt til grund ved beregningen af denne pro-centsats, angives.117

8) Størrelse, antal og hyppighed af de betalinger, der skal foretages afforbrugeren, og i givet fald den rækkefølge, hvori betalingerne henførestil forskellige udestående saldi til forskellige debitorrenter med henblikpå tilbagebetaling.9) Såfremt der er tale om amortisation af kapitalen i forbindelse med enkreditaftale med fast løbetid, forbrugerens ret til på anmodning til enhvertid i løbet af kreditaftalens varighed uden omkostninger at modtage enopgørelse i form af en amortiseringsplan. Amortiseringsplanen skal angi-ve skyldige betalinger og tidspunkter og betingelser for betaling af så-danne beløb og den skal indeholde en specificering af den enkelte tilba-gebetaling, som viser amortiseringen af kapitalen, renterne beregnet pågrundlag af debitorrenten og, hvor det er relevant, eventuelle yderligereomkostninger. Hvis rentesatsen ikke er fast, eller de yderligere omkost-ninger kan ændres i kreditaftalens løbetid, skal amortiseringsplanen klartog tydeligt angive, at oplysningerne i planen kun er gyldige indtil næsteændring af debitorrenten eller af de yderligere omkostninger i henhold tilkreditaftalen.10) Såfremt der skal betales omkostninger og renter uden amortisation afhovedstolen, en opgørelse over tidspunkter og betingelser for betaling afrenter og eventuelle dermed forbundne faste omkostninger og engangs-omkostninger.11) Hvor det er relevant, omkostningerne i forbindelse med forvaltningaf en eller flere konti til registrering af både betalingstransaktioner ogudnyttelser af kreditmuligheden, medmindre det ikke er obligatorisk atåbne en konto, tillige med omkostningerne ved anvendelse af et beta-lingsmiddel i forbindelse med både betalingstransaktioner og udnyttelseraf kreditmuligheden, andre omkostninger i forbindelse med kreditaftalenog betingelserne for en eventuel ændring af disse omkostninger.12) Den gældende sats for morarenter som fastsat på tidspunktet for ind-gåelse af aftalen og måden, denne sats tilpasses på, og, hvor det er rele-vant, andre omkostninger i forbindelse med misligholdelse.13) Oplysning om følgerne af manglende betalinger.14) Hvor det er relevant, at der skal betales notarialgebyrer.15) Den sikkerhedsstillelse og de forsikringer, som eventuelt kræves.16) En eventuel fortrydelsesret og fristen for udøvelse af en sådan fortry-delsesret samt andre betingelser for udøvelsen, herunder oplysninger omforbrugerens forpligtelse til at tilbagebetale den udnyttede kapitel medrenter i overensstemmelse med § 19, stk. 4, og det rentebeløb, der pålø-ber pr. dag.17) Oplysninger om forbrugerens rettigheder i medfør af § 20 samt be-tingelserne for udøvelse af disse.118

18) Retten til førtidig tilbagebetaling, proceduren for førtidig tilbagebeta-ling og, hvor det er relevant, oplysninger om kreditgiverens ret til kom-pensation og den måde, hvorpå denne kompensation fastsættes.19) Proceduren for udøvelse af retten til at opsige kreditaftalen.20) Hvorvidt der er klageadgang og adgang til udenretslig bilæggelse aftvister for forbrugeren, og, hvis dette er tilfældet, hvorledes forbrugerenkan gøre brug deraf.21) Hvor det er relevant, andre aftalevilkår og -betingelser.22) Navn og adresse på den kompetente tilsynsmyndighed.Stk. 3.Hvis stk. 2, nr. 9, finder anvendelse, skal kreditgiveren til enhvertid i løbet af kreditaftalens varighed uden omkostninger stille en opgørel-se i form af en amortiseringsplan til rådighed for forbrugeren.Stk. 4.Hvis der er tale om en kreditaftale, ifølge hvilken de betalinger,forbrugeren foretager, ikke umiddelbart fører til en tilsvarende amortisa-tion af det samlede kreditbeløb, men tjener til at opbygge kapital på detidspunkter og betingelser, der er fastsat i kreditaftalen eller en accesso-risk aftale, omfatter de oplysninger, der kræves i henhold til stk. 2, enklar og tydelig angivelse af, at en sådan kreditaftale ikke garanterer tilba-gebetaling af det samlede udnyttede kreditbeløb i henhold til kreditafta-len, medmindre der er givet en sådan garanti.Stk. 5.I forbindelse med kreditaftaler i form af kassekredit i henhold til §3, stk. 2, skal følgende angives klart og tydeligt:1) Kredittypen.2) Navn og fysisk adresse på aftaleparterne og i givet fald på den invol-verede kreditformidler.3) Kreditaftalens løbetid.4) Det samlede kreditbeløb og betingelserne for at udnytte kreditmulig-heden.5) Debitorrenten, betingelserne for anvendelsen af debitorrenten og eteventuelt indeks eller en eventuel referencesats, der skal anvendes på denoprindelige debitorrente, samt tidspunkter, betingelser og procedurer forændring af debitorrenten. Hvis der anvendes forskellige debitorrenter un-der forskellige omstændigheder, angives de nævnte oplysninger medhensyn til alle de relevante debitorrenter.6) De årlige omkostninger i procent og de samlede omkostninger, somskal betales af forbrugeren, beregnet på tidspunktet for indgåelse af kre-ditaftalen. Alle de antagelser, der er lagt til grund ved beregningen afdenne procentsats, jf. § 16, stk. 3 og 4, og § 4, nr. 7 og 9, angives.7) En angivelse af, at forbrugeren til enhver tid kan blive anmodet om atbetale hele kreditbeløbet tilbage.119

8) Oplysninger om de omkostninger, der påløber fra sådanne kreditafta-lers indgåelse, og, når det er relevant, om betingelserne for ændring af depågældende omkostninger.Stk. 6.Medmindre kreditgiveren er et godkendt pengeinstitut, realkredit-institut eller kreditinstitut, kan det i kreditaftalen alene aftales, at rentenhelt eller delvis skal variere med størrelsen af Nationalbankens diskontoeller lignende forhold, som kreditgiveren er uden indflydelse på.Stk. 7.Stk. 6 finder tilsvarende anvendelse med hensyn til andre kredit-omkostninger end renten.Pantsikrede lån i fast ejendom

§ 8 a.

Ved kreditaftaler, der sikres ved pant i fast ejendom, skal de oplys-ninger, der er nævnt i § 8, samt aftalens øvrige væsentlige vilkår givesforud for kreditaftalens indgåelse, jf. § 7 a.Stk. 2.Yder en sælger af en fast ejendom kredit mod udstedelse af pante-brev i den faste ejendom, skal de oplysninger, der er nævnt i stk. 1, givesi aftalen om ejendommens overdragelse. Heri skal kreditgiveren endvide-re oplyse forbrugeren om, hvilket beløb der skal betales, hvis forbrugerenkan betale kontant hos kreditgiveren i stedet for at udstede pantebrev.Stk. 3.Hvis de oplysninger, der er givet efter stk. 1 eller 2, er af foreløbigkarakter, skal kreditgiveren snarest muligt sende meddelelse om de ende-lige kreditoplysninger til forbrugeren.Stk. 4.I øvrigt finder § 8 tilsvarende anvendelse på kreditaftaler efter stk.1 og 2.Overtræk

§ 8 b.

Ved indgåelse af en aftale om oprettelse af en løbende konto, hvordet eventuelt vil kunne tillades forbrugeren at overtrække kontoen, skalaftalen indeholde de oplysninger, der er omhandlet i § 7 b, stk. 2, nr. 5.Disse oplysninger skal gives regelmæssigt på papir eller på et andet va-rigt medium.Stk. 2.I tilfælde af et væsentligt overtræk i en periode på over en månedskal kreditgiveren straks på papir eller på et andet varigt medium under-rette forbrugeren om følgende:1) Overtrækket.2) Det involverede beløb.3) Debitorrenten.4) En eventuel bod og eventuelle omkostninger eller morarenter.

Underretning om ændringer i debitorrenten

§ 9.

Kreditgiveren skal underrette forbrugeren om enhver ændring i debi-torrenten. Underretningen skal ske på papir eller på et andet varigt medi-um og skal ske inden ændringen træder i kraft, jf. dog stk. 3 og 4.Stk. 2.Underretningen efter stk. 1 skal indeholde oplysning om betalin-gernes størrelse, efter at den nye debitorrente er trådt i kraft, og, såfremtbetalingernes antal eller hyppighed ændres, oplysninger herom.Stk. 3.Kreditgiveren og forbrugeren kan i kreditaftalen fastsætte, at op-lysninger efter stk. 1 og 2 gives til forbrugeren med jævne mellemrum ide tilfælde, hvor1) ændringen i debitorrenten skyldes en ændring i en referencesats,2) den nye referencesats er gjort tilgængelig for offentligheden på pas-sende vis og3) oplysninger om den nye referencesats også er tilgængelige hos kredit-giveren.Stk. 4.Ved refinansiering af variabelt forrentede lån med pant i fast ejen-dom, der ydes på baggrund af obligationsudstedelse, kan underretningom en ændring i debitorrenten efter stk. 1 og 2 ske efter, at ændringen ertrådt i kraft.Kontoudtog og underretning om ændringer i debitorrentenved kassekreditter

§ 10.

Når en kreditaftale vedrører en kredit i form af en kassekredit, skalkreditgiveren jævnligt orientere forbrugeren via et kontoudtog på papireller på et andet varigt medium.Stk. 2.Kontoudtog efter stk. 1 skal indeholde oplysninger om:1) Den nøjagtige periode, som kontoudtoget dækker.2) Størrelsen på de udnyttede kreditmuligheder og datoerne for udnyttel-serne.3) Saldoen på det foregående kontoudtog og dettes dato.4) Den nye saldo.5) Datoerne for betalinger og betalingernes størrelse.6) Den anvendte debitorrente.7) Eventuelle omkostninger, der er pålagt.8) Det eventuelle minimumsbeløb, der skal betales.Stk. 3.Kreditgiveren skal endvidere på papir eller på et andet varigt me-dium underrette forbrugeren om enhver stigning i debitorrenten eller an-dre omkostninger, inden den pågældende ændring træder i kraft, jf. dogstk. 4.

Stk. 4.Kreditgiveren og forbrugeren kan i kreditaftalen fastsætte, at op-lysningerne om ændringerne i debitorrenten gives på kontoudtog efterstk. 1 i de tilfælde, hvor1) ændringen i debitorrenten skyldes en ændring i en referencesats,2) den nye referencesats er gjort tilgængelig for offentligheden på pas-sende vis og3) oplysninger om den nye referencesats også er tilgængelige hos kredit-giveren.«

9.

§§ 11-15ophæves.

10.

§§ 16og17affattes således:»Beregningaf de årlige omkostninger i procent

§ 16.

De årlige omkostninger i procent svarer på årsbasis til nutidsværdi-en af alle fremtidige eller eksisterende forpligtelser i form af udnyttedekreditmuligheder, tilbagebetalinger og omkostninger, der er aftalt mellemkreditgiveren og forbrugeren.Stk. 2.De årlige omkostninger i procent beregnes ud fra den matematiskeformel i lovens bilag 1.Stk. 3.Ved beregningen af de årlige omkostninger i procent bestemmesde samlede omkostninger i forbindelse med forbrugerkreditten, bortsetfra1) andre omkostninger, som forbrugeren skal betale i forbindelse medmisligholdelse af en af de forpligtelser, der er fastsat i kreditaftalen, og2) de omkostninger ud over købsprisen, som forbrugeren skal betale iforbindelse med køb af varer eller tjenesteydelser, uanset om transaktio-nen foretages kontant eller på kredit.Stk. 4.Omkostningerne ved forvaltningen af en konto til registrering afbåde betalingstransaktioner og udnyttelse af kreditmuligheden, omkost-ningerne ved anvendelse af et betalingsmiddel i forbindelse med bådebetalingstransaktioner og udnyttelser af kreditmuligheden og andre om-kostninger i forbindelse med betalingstransaktioner skal indgå i de sam-lede omkostninger i forbindelse med forbrugerkreditten, medmindre detikke er obligatorisk at åbne kontoen, og omkostningerne i forbindelsemed kontoen klart er angivet separat i kreditaftalen eller i en eventuelanden aftale, der er indgået med forbrugeren.Stk. 5.Beregningen af de årlige omkostninger i procent baseres på denantagelse, at kreditaftalen forbliver gyldig i det aftalte tidsrum, og at kre-ditgiveren og forbrugeren opfylder deres forpligtelser på de vilkår og da-toer, der er angivet i kreditaftalen.122

Stk. 6.I forbindelse med kreditaftaler, der indeholder vilkår, som tilladervariationer i debitorrenten, og, hvor det er relevant, de omkostninger, derindgår i de årlige omkostninger i procent, men som ikke kan opgøres påberegningstidspunktet, beregnes de årlige omkostninger i procent ud fraden antagelse, at debitorrenten og andre omkostninger er konstante i for-hold til udgangspunktet og finder anvendelse, indtil kreditaftalen udløber.Stk. 7.Om nødvendigt kan de supplerende antagelser i lovens bilag 1 an-vendes til beregningen af de årlige omkostninger i procent.Kreditformidlere

§ 17.

Det eventuelle gebyr, som forbrugeren skal betale til en kreditfor-midler for kreditformidlerens ydelse, skal oplyses for forbrugeren og af-tales skriftligt mellem forbrugeren og kreditformidleren på papir eller pået andet varigt medium inden indgåelsen af kreditaftalenStk. 2.Det eventuelle gebyr, som forbrugeren skal betale til kreditformid-leren for kreditformidlerens ydelse, skal endvidere af kreditformidlerenoplyses til kreditgiveren med henblik på beregning af de årlige omkost-ninger i procent.«

11.

§ 18ophæves.

12.

Kapitel 3affattes således:»Kapitel 3Fortrydelsesret

§ 19.

Forbrugeren kan inden for en frist på 14 kalenderdage fortryde enkreditaftale.Stk. 2.Den periode, hvori fortrydelsesretten efter stk. 1 kan udøves, løberfra1) den dag, hvor kreditaftalen er indgået, eller2) den dag, hvor forbrugeren modtager aftalevilkårene og -betingelsernesamt oplysningerne i henhold til § 8, hvis dette tidspunkt er senere endtidspunktet efter nr. 1.Stk. 3.Vil forbrugeren udøve sin fortrydelsesret, skal forbrugeren medde-le kreditgiveren dette inden udløbet af fristen efter stk. 1 efter de anvis-ninger, som forbrugeren har modtaget fra kreditgiveren i henhold til § 8,stk. 2, nr. 16. Fristen betragtes som overholdt, hvis meddelelsen, såfremtden er udfærdiget på papir eller på et andet varigt medium, som kreditgi-veren råder over og har adgang til, er blevet afsendt inden fristens udløb.123

Stk. 4.Hvis forbrugeren udøver sin fortrydelsesret, skal forbrugeren tilkreditgiveren betale kapitalen og de renter, der er påløbet fra den dato,hvor kreditmuligheden blev udnyttet, til den dato, hvor kapitalen betalestilbage, uden unødig forsinkelse og senest 30 kalenderdage efter at havesendt kreditgiveren meddelelsen om udøvelsen af fortrydelsesretten. Ren-terne beregnes på grundlag af den aftalte debitorrente. Kreditgiveren harikke ret til nogen anden kompensation fra forbrugeren i tilfælde af ud-øvelse af fortrydelsesretten, bortset fra kompensation for eventuelle om-kostninger, som kreditgiveren har betalt til offentlige myndigheder, ogsom ikke kan refunderes.Stk. 5.Hvis en accessorisk tjenesteydelse i forbindelse med kreditaftalenydes af kreditgiveren eller af tredjemand på grundlag af en overenskomstmellem tredjemanden og kreditgiveren, ophører forbrugeren med at værebundet af aftalen om den accessoriske tjenesteydelse, såfremt forbruge-ren udøver sin fortrydelsesret med hensyn til kreditaftalen i medfør afdenne lov.Stk. 6.Hvis forbrugeren har fortrydelsesret i henhold til stk. 1-5, finderkapitel 4 i lov om visse forbrugeraftaler ikke anvendelse.Stk. 7.Stk. 1-6 finder ikke anvendelse på lån med pant i fast ejendom, derydes på baggrund af obligationsudstedelse.Tilknyttede kreditaftaler

§ 20.

Hvis varer eller tjenesteydelser, der er omfattet af en tilknyttet kre-ditaftale, ikke leveres eller kun leveres delvis eller ikke er i overens-stemmelse med aftalen om levering deraf, har forbrugeren ret til at tageretsmidler i anvendelse mod kreditgiveren, såfremt forbrugeren ikke fraleverandøren har opnået den fyldestgørelse, som vedkommende har kravpå ifølge lovgivningen eller aftalen om levering af varer eller tjeneste-ydelser.Stk. 2.Forbrugerens mulighed for fyldestgørelse hos kreditgiveren efterstk. 1 er begrænset til størrelsen af kreditten på det tidspunkt, hvor kravetfremsættes.«

13.

I§ 21indsættes somstk. 3:»Stk.3.Stk. 1 finder ikke anvendelse på kreditkøb af aktier, andre formerfor obligationer end præmieobligationer, sparekassers garantbeviser, be-viser for ansvarlig indskudskapital i pengeinstitutter, beviser udstedt afinvesteringsforeninger under tilsyn og lignende værdipapirer.«

14.

I§ 23, stk. 1og2,ændres »§ 9, stk. 1, nr. 3« til: »§ 8, stk. 2, nr. 7,eller stk. 5, nr. 6«.124

15.

I§ 23, stk. 2,udgår »som nævnt i § 9, stk. 1, nr. 4,«.

16.

I§ 24ændres »§§ 9-10, jf. § 8« til: »§ 8«.

17.

§§ 26-28affattes således:»Førtidigtilbagebetaling

§ 26.

Forbrugeren har til enhver tid ret til helt eller delvis at indfri sineforpligtelser i henhold til en kreditaftale. Forbrugeren har herefter ret tilen reduktion af de samlede kreditomkostninger, der består af renter ogomkostninger i den resterende del af aftalens løbetid.Stk. 2.I tilfælde af førtidig tilbagebetaling af en kredit, har kreditgiverenret til en rimelig og objektivt begrundet kompensation for eventuelle om-kostninger, der er direkte forbundet med den førtidige tilbagebetaling afkreditten, hvis den førtidige tilbagebetaling falder i en periode, for hvil-ken der er aftalt en fast debitorrente.Stk. 3.Kompensationen efter stk. 2 kan ikke overstige 1 pct. af det kre-ditbeløb, der tilbagebetales før tiden, hvis der er mere end et år mellemden førtidige betaling og kreditaftalens aftalte ophørstidspunkt. Hvis pe-rioden ikke overstiger et år, kan kompensationen ikke overstige 0,5 pct.af det kreditbeløb, der tilbagebetales før tiden.Stk. 4.Hvis kreditgiveren kan dokumentere, at de tab, som kreditgiverenhar lidt som følge af den førtidige tilbagebetaling, overstiger de grænser,der er fastsat i stk. 3, kan kreditgiveren undtagelsesvis kræve en højerekompensation. Hvis den kompensation, som kreditgiveren kræver, over-stiger kreditgiverens faktiske tab, kan forbrugeren kræve en tilsvarendenedsættelse.Stk. 5.Ingen kompensation for førtidig tilbagebetaling kan overstige detrentebeløb, som forbrugeren skulle have betalt i perioden mellem denførtidige betaling og kreditaftalens aftalte ophørstidspunkt.Stk. 6.Kompensation for førtidig tilbagebetaling kan ikke kræves,1) hvis tilbagebetalingen har fundet sted i henhold til en forsikringsaftale,der har til formål at garantere tilbagebetalingen af kreditten, eller2) i forbindelse med kassekreditter.Stk. 7.Stk. 1-6 finder ikke anvendelse på pantebreve i fast ejendom.

Opsigelse af tidsubegrænsede kreditaftaler

§ 27.

Forbrugeren kan på standardvilkår og uden omkostninger opsige entidsubegrænset kreditaftale til enhver tid, medmindre parterne har aftalten varselsperiode. En sådan periode må ikke overstige en måned.Stk. 2.Hvis det er fastsat i kreditaftalen, kan kreditgiveren på standard-vilkår opsige en tidsubegrænset kreditaftale ved at give forbrugerenmindst to måneders varsel. Et sådant varsel skal være udfærdiget på papireller på et andet varigt medium.Stk. 3.Hvis det er fastsat i kreditaftalen, kan kreditgiveren ud fra objek-tivt begrundede hensyn bringe forbrugerens ret til at udnytte en kreditmu-lighed i henhold til en tidsubegrænset kreditaftale til ophør. Kreditgive-ren skal underrette forbrugeren om et sådant ophør og begrundelsen her-for på papir eller på et andet varigt medium, om muligt før ophøret ogellers senest umiddelbart herefter.Indfrielse før forfaldstidspunktet

§ 28.

Gør kreditgiveren krav på betaling af beløb, som ellers ikke villevære forfaldne, eller på tilbagetagelse af det solgte, skal kreditomkost-ningerne opgøres efter stk. 2-4.Stk. 2.I det omfang kreditomkostningerne beregnes som en procentdel afden til enhver tid værende restgæld eller som et gebyr pr. ydelse, kankreditgiveren ikke kræve kreditomkostninger for den ubenyttede del afkredittiden.Stk. 3.I det omfang kreditomkostningerne beregnes på andet grundlagend nævnt i stk. 2, kan afdrag, for hvilke den betalingstid, der er fastsat iaftalen, endnu ikke er kommet, alene kræves betalt med en så stor del,som lånebeløbet udgør af summen af samtlige afdrag.Stk. 4.Hvis omkostningerne ved stiftelsen af kreditten er særskilt opgjorti aftalen og ikke er urimelige, kan kreditgiveren kræve disse omkostnin-ger betalt uden afkortning. Omkostningerne fragår da i de afdrag, derskal afkortes efter stk. 3.Stk. 5.Stk. 1-4 finder ikke anvendelse på pantebreve i fast ejendom.«

18.

§ 33, stk. 1,ophæves, og i stedet indsættes:»Overdrages kreditgiverens rettigheder i henhold til en kreditaftale tiltredjemand, har forbrugeren over for erhververen ret til at gøre enhverindsigelse gældende, som forbrugeren kunne gøre gældende over for denoprindelige kreditgiver.Stk. 2.Forbrugeren skal underrettes om overdragelse efter stk. 1. Dettegælder dog ikke, hvis den oprindelige kreditgiver efter aftale med er-hververen fortsat står for kreditten i forhold til forbrugeren.«126

Stk. 2-4 bliver herefter stk. 3-5.

19.

I§ 33, stk. 2,der bliver stk. 3, ændres »§ 5, nr. 2« til: »§ 4, nr. 15,litra b«, istk. 3,der bliver stk. 4, ændres »stk. 2« til: »stk. 3« og istk. 4,der bliver stk. 5, ændres »stk. 1-3« til: »stk. 2-4«.

20.

I§ 34, stk. 1, nr. 2,ændres »§ 9, stk. 1, nr. 5« til: »§ 8, stk. 2, nr. 7«.

21.

I§ 45, stk. 1,ændres »§ 9, stk. 1« til: »§ 8, stk. 2«.

22.

§§ 53og54ophæves.

23.

I§ 55, stk. 1,udgår »§ 3, stk. 3, nr. 1, og«.

24.

I§ 56, stk. 2,ændres »§ 8 a, stk. 1-3, § 9, § 10, § 12 eller § 14« til:»§§ 7 a, 7 b, 8, 8 a, 8 b, 9, 10 eller 17«.

25.

§ 56, stk. 3,ophæves.Stk. 4 bliver herefter stk. 3.

26.

Lovensbilag 1ophæves, og i stedet indsættes:»Bilag

1 Grundligning, der angiver ækvivalensen mellem udnyttede kredit-

muligheder på den ene side og tilbagebetalinger og omkostninger på

den anden side

1. Grundligningen

Grundligningen, som bestemmer de årlige omkostninger i procent(ÅOP), sætter på årsbasis lighedstegn mellem den samlede nutidsværdi afudnyttede kreditmuligheder og den samlede nutidsværdi af tilbagebeta-linger og betalinger af omkostninger:

2. Betydning af bogstaver og symboler

-----X er ÅOP.m er nummeret på sidste udnyttelse af kreditmuligheden.k er nummeret på en udnyttelse af kreditmuligheden, hvor 1≤k≤m.Cker størrelsen af udnyttet kreditmulighed k.tker tidsintervallet, udtrykt i år eller brøkdele af et år, mellem tids-punktet for første udnyttelse af kreditmuligheden og tidspunkterne forhver efterfølgende udnyttelse af kreditmuligheden, hvor t1 = 0.m' er nummeret på sidste tilbagebetaling eller betaling af omkostnin-ger.l er nummeret på en tilbagebetaling eller betaling af omkostninger.Dler størrelsen af en tilbagebetaling eller betaling af omkostninger.sler tidsintervallet, udtrykt i år eller brøkdele af et år, mellem tids-punktet for første udnyttelse af kreditmuligheden og tidspunkterne forhver tilbagebetaling eller betaling af omkostninger.

3. Bemærkninger

1) De beløb, der betales af parterne på forskellige tidspunkter, er ikkenødvendigvis lige store og betales ikke nødvendigvis med lige store tid-sintervaller.2) Begyndelsestidspunktet er tidspunktet for første udnyttelse af kredit-muligheden.3) Tidsintervallet mellem de tidspunkter, der anvendes ved beregningen,udtrykkes i år eller brøkdele af et år. Et år antages at have 365 dage(skudår 366 dage), 52 uger eller 12 lige lange måneder. Hver måned an-tages at have 30,41666 dage (= 365/12), uanset om der er tale om etskudår.4) Beregningernes resultat angives med mindst én decimals nøjagtighed.Hvis næste decimal er 5 eller derover, forhøjes den bestemmende deci-mal med én.5) Ligningen kan skrives om, så der blot bruges en enkelt sum og begre-bet bevægelser (Ak), som vil være positive eller negative, dvs. henholds-vis betalt eller modtaget i perioder 1 til k, udtrykt i år. Det vil sige:

hvor S er den aktuelle bevægelsessaldo. Hvis målet er at bibeholde ækvi-valensen mellem bevægelserne, vil værdien være nul.

4. Supplerende antagelser til brug ved beregningen af de årlige om-

kostninger i procent

1) Hvis en kreditaftale stiller forbrugeren frit med hensyn til at udnyttekreditmuligheden, anses det samlede kreditbeløb for udnyttet i sin helhedmed det samme.2) Hvis en kreditaftale giver forskellige muligheder for at udnytte kre-ditmuligheden med forskellige omkostninger eller debitorrenter, ansesdet samlede kreditbeløb for udnyttet ved den højeste omkostning og debi-torrente anvendt på den mulighed for at udnytte kreditmuligheden, deroftest benyttes under den pågældende type kreditaftale.3) Hvis en kreditaftale generelt stiller forbrugeren frit med hensyn til atudnytte kreditmuligheden, men også blandt de forskellige muligheder forudnyttelse af kreditmuligheden fastsætter en begrænsning med hensyn tilbeløb og tidsrum, anses kreditbeløbet for at være udnyttet på den tidligsteaf de datoer, der er fastsat i aftalen, og i overensstemmelse med disse be-grænsninger for udnyttelse af kreditmuligheden.4) Hvis der ikke er en fast tidsplan for tilbagebetalingen, antages det,a) at kreditten er stillet til rådighed for en periode på et år ogb) at kreditten tilbagebetales i 12 lige store månedlige rater.5) Hvis der er en fast tidsplan for tilbagebetaling, men størrelsen af tilba-gebetalingen er fleksibel, skal størrelsen af hver tilbagebetaling anses forat være den laveste, som er fastsat i aftalen.6) Når kreditaftalen indeholder mere end én tilbagebetalingsdato, anseskreditten for stillet til rådighed og tilbagebetalingerne for foretaget påden tidligste af de datoer, der er fastsat i aftalen, medmindre andet er an-givet.7) Er der endnu ikke aftalt et loft for kreditten, anses loftet for at være på11.200 kr.8) Hvis der er tale om en kassekredit, anses det samlede kreditbeløb forudnyttet i sin helhed og for kreditaftalens fulde løbetid. Hvis kreditafta-lens løbetid ikke kendes, beregnes de årlige omkostninger i procent udfra den antagelse, at kredittens løbetid er tre måneder.9) Hvis der i en begrænset periode eller for et begrænset beløb tilbydesforskellige rentesatser og omkostninger, anses rentesatsen og omkostnin-gerne for at være den højeste sats i hele kreditaftalens løbetid.10) I forbindelse med kreditaftaler, for hvilke der er aftalt en fast debitor-rente i den første periode, ved hvis udløb der fastsættes en ny debitorren-129

te, som derefter med jævne mellemrum tilpasses i forhold til en aftalt in-dikator, beregnes de årlige omkostninger i procent ud fra den antagelse,at fra og med udløbet af perioden med den faste debitorrente er debitor-renten den samme som debitorrenten på tidspunktet for beregningen af deårlige omkostninger i procent baseret på værdien af den aftalte indikatorpå det pågældende tidspunkt.

Bilag 2

Standardiserede europæiske forbrugerkreditoplysninger

1. Navn og kontaktoplysninger for kreditgiver/kreditformidler

KreditgiverAdresseTlf.nr. (*)E-mail (*)Fax nr. (*)Websted (*)[Navn][Fysisk adresse, der skal anven-des af forbrugeren]

Hvis relevant[Navn]Kreditformidler[Fysisk adresse, der skal anven-Adressedes af forbrugeren]Tlf.nr. (*)E-mail (*)Fax nr. (*)Websted (*)(*) Disse oplysninger er valgfri for kreditgiver.Når »hvis relevant« er angivet, skal kreditgiver udfylde rubrikken, hvisoplysningerne er relevante for kreditproduktet, eller slette de pågældendeoplysninger eller hele rækken, hvis oplysningerne ikke er relevante forden kredittype, der overvejes.Teksten i skarp parentes er en forklaring til kreditgiver og skal erstattesaf de pågældende oplysninger.

2. Beskrivelse af de vigtigste karakteristika ved kreditproduktet

KredittypeDet samlede kreditbeløbDer menes loftet for eller summen130

af alle beløb, der stilles til dispo-sition i henhold til en kreditaftale.Betingelserne for at udnytte kre-ditmulighedenDer menes, hvordan og hvornårDe vil få pengene.Kreditaftalens løbetidAfdrag og, hvis det er relevant, i De skal betale følgende:hvilken rækkefølge afdragene vil [Størrelse, antal og hyppighed afblive fordeltde betalinger, der skalforetages af forbrugeren]Renter og/eller omkostningerbetales på følgende måde:Det samlede beløb, De skal betale [Sum af det samlede kreditbeløbDer menes den lånte kapital plusog de samlede omkostninger irenter og eventuelle omkostningerforbindelse med kreditten]i forbindelse med Deres kredit.Hvis relevantKreditten ydes i form af henstandmed betalingen for varer eller tje-nesteydelser eller er knyttet tillevering af specifikke varer ellertjenesteydelserNavn på vare/tjenesteydelseKontantprisHvis relevant[Type sikkerhedsstillelse]Den sikkerhedsstillelse, som kræ-vesDette er en beskrivelse af den sik-kerhed, De skal stille i forbindelsemed kreditaftalen.Hvis relevantTilbagebetaling fører ikke til enomgående amortisation af kapita-len.

3. Kreditomkostninger

Debitorrenten eller, hvis det er [%relevant, de forskellige debitor- — fast, eller131

renter, der gælder for kreditafta- — variabel (med det indeks ellerlenden referencesats, der skal an-vendes på den oprindelige debi-torrente)— perioder]De årlige omkostninger i procent [% Her anføres et repræsentativt(ÅOP)eksempel, som angiver alle deDette er de samlede omkostningerantagelser, der er lagt til grundudtrykt i procent pr. år af detved beregningen afsatsen]samlede kreditbeløb.ÅOP anføres for at hjælpe Demmed at sammenligne forskelligetilbud.Er man for at opnå kreditten eller Ja/nej [hvis ja, angiv hvilkenfor at opnå kredittenforsikring]på de annoncerede vilkår og be- Ja/nej [hvis ja, angiv hvilken ac-tingelser forpligtet til atcessorisk tjenesteydelse]- tegne en forsikring vedrørendekreditten, eller- indgå aftale om en anden acces-sorisk tjenesteydelse.Hvis kreditgiver ikke kender om-kostningerne i forbindelse meddisse tjenesteydelser, indgår deikke i ÅOP.Tilknyttede omkostningerHvis relevantForvaltning af en eller flere kontitil registrering af både betalings-transaktioner og udnyttelser afkreditmuligheden er påkrævetHvis relevantOmkostninger ved anvendelse afetspecifiktbetalingsmiddel(f.eks. et kreditkort)Hvis relevantEventuelle andre omkostninger iforbindelse med kreditaftalenHvis relevantBetingelserne for ændring afovennævnte omkostninger i for-132

bindelse med kreditaftalenHvis relevantBetingelse om betaling af nota-rialgebyrMorarenterDe vil blive pålagt [… (gælden-Manglende betalinger kan have de rentesats og måden, dennealvorlige følger for Dem (f.eks. sats tilpasses på, og, hvis rele-tvangsauktion) og gøre det van- vant,misligholdelsesomkost-skeligere at opnå kredit.ninger)] for manglende betalin-ger

4. Andre vigtige retlige aspekter

FortrydelsesretJa/nejDe har ret til at fortryde kreditaf-talen inden for en periode på 14kalenderdage.Førtidig tilbagebetaling[Fastsættelse af kompensationDe har ret til helt eller delvis at(beregningsmetode) i overens-stemmelse med gennemførelses-tilbagebetale kreditbeløbet førbestemmelserne for artikel 16 itiden.direktiv 2008/48/EF]Søgning i en databaseKreditgiver skal straks og gratisunderrette Dem om resultatet afen søgning i en database, hvis enanmodning om kredit afslås pågrundlag af en sådan søgning.Dette gælder ikke, hvis en sådanunderretning er forbudt i henholdtil fællesskabsretten eller stridermod den offentlige orden ellerden offentlige sikkerhed.Ret til et udkast til kreditaftaleDe har ret til efter anmodninggratis at modtage en kopi af ud-kastet til kreditaftale. Denne be-stemmelse finder ikke anvendelse,hvis kreditgiveren på tidspunktetfor anmodningen ikke er villig tilat indgå kreditaftalen med Dem.133

Disse oplysninger er gyldige fraHvis relevantHvor længe oplysningerne forud ... til ...for aftaleindgåelsen er bindendefor kreditgiverenHvis relevant

5. Supplerende oplysninger i tilfælde af fjernsalg af finansielle tjene-

steydelser

a) om kreditgiverHvis relevant[Navn]Kreditgivers repræsentant i den [Fysisk adresse, der skal anven-medlemsstat, hvor De bordes af forbrugeren]AdresseTlf. nr. (*)E-mail (*)Fax nr. (*)Websted (*)Hvis relevantRegistrering[Det handelsregister, hvori kre-ditgiver er opført, og vedkom-mendesregistreringsnummereller tilsvarende identifikations-symbol i dette register]

Fax nr. (*)Websted (*)(*) Disse oplysninger er valgfri for kreditgiver.Når »hvis relevant« er angivet, skal kreditgiver udfylde rubrikken, hvisoplysningerne er relevante for kreditproduktet, eller slette de pågældendeoplysninger eller hele rækken, hvis oplysningerne ikke er relevante forden kredittype, der overvejes.Teksten i skarp parentes er en forklaring til kreditgiver og skal erstattesaf de pågældende oplysninger.

2. Beskrivelse af de vigtigste karakteristika ved kreditproduktet

KredittypenDet samlede kreditbeløbDer menes loftet for eller summenaf alle beløb, der stilles til dispo-sition i henhold til en kreditaftale.Kreditaftalens løbetidHvis relevantDe kan til enhver tid blive anmo-det om at betale hele kreditbelø-bet tilbage på anfordring

3. Kreditomkostninger

Debitorrenten eller, hvis det er [%relevant, de forskellige debitor- — fast, ellerrenter, der gælder for kreditafta- — variabel (med det indeks ellerlenden referencesats, der skal an-vendes på den oprindelige debi-torrente)]Hvis relevantDe årlige omkostninger i procent(ÅOP) (*)Dette er de samlede omkostningeri forbindelse med kreditten ud-trykt i procent pr. år af det sam-lede kreditbeløb. ÅOP anføres for[% Her anføres et repræsentativteksempel, som angiver alle deantagelser, der er lagt til grundved beregningen af satsen]

at hjælpe Dem med at sammen-ligne forskellige tilbud.Hvis relevant[Omkostninger, der påløber fraOmkostningerkreditaftalens indgåelse]Hvis relevantBetingelserne for ændring af disseomkostningerMorarenterDe vil blive pålagt [..... (gælden-de rentesats og måden, dennesats tilpasses på, og, hvis det errelevant,misligholdelsesom-kostninger)] for manglende be-talinger(*) Finder ikke anvendelse for Europæiske forbrugerkreditoplysnin-ger med henblik på kassekredit i de medlemsstater, der i henhold tilartikel 6, stk. 2, i direktiv 2008/48/EF beslutter, at ÅOP ikke skal op-lyses for kassekredit.

4. Andre vigtige retlige aspekter

Opsigelse af kreditaftalen[Betingelserne og proceduren foropsigelse af kreditaftalen]

5. Supplerende oplysninger, som skal gives, hvis oplysningerne forud

for aftaleindgåelse tilbydes i forbindelse med en forbrugerkredit

med henblik på gældsomlægning

Afdrag og, hvis det er relevant, i De skal betale følgende:hvilken rækkefølge afdragene vil [Et repræsentativt eksempel påblive fordelten afdragsoversigt med angivel-se af beløb, antal og hyppighedaf de betalinger, forbrugerenskal foretage]Det samlede beløb, De skal betaleFørtidig tilbagebetalingDe har ret til helt eller delvis attilbagebetale kreditbeløbet førtiden.Hvis relevantKreditgiver har ret til kompensa-tion i tilfælde af førtidig tilbage-betalingHvis relevant

6. Supplerende oplysninger, som skal gives i tilfælde af fjernsalg af

finansielle tjenesteydelser

a) om kreditgiverHvis relevant[Navn]Kreditgivers repræsentant i den [Fysisk adresse, der skal anven-medlemsstat, hvor De bordes af forbrugeren]AdresseTlf. nr. (*)E-mail (*)Fax nr. (*)Websted (*)Hvis relevant[Det handelsregister, hvori kre-Registreringditgiver er opført, og vedkom-mendesregistreringsnummereller tilsvarende identifikations-138

§2

I lov om nr. 1389 af 21. december 2005 om markedsføring, som ændretved § 102 i lov nr. 538 af 8. juni 2006, lov nr. 1547 af 20. december2006, § 4 i lov nr. 181 af 28. februar 2007 og § 7 i lov nr. 364 af 13. maj2009, foretages følgende ændringer:

1.

Somfodnotetil lovens titel indsættes:»1) Loven indeholder bestemmelser, der gennemfører dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/29/EF af 11. maj 2005 om virk-somhedernes urimelige handelspraksis over for forbrugerne på det indremarked og om ændring af Rådets direktiv 84/450/EØF og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 97/7/EF, 98/27/EF og 2002/65/EF ogEuropa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 2006/2004, (direkti-vet om urimelig handelspraksis), (EU-Tidende 2005 nr. L 149, side 22-39), dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/123/EF af 12.december 2006 om tjenesteydelser i det indre marked (servicedirektivet)(EU-Tidende 2006 nr. L 376, side 36) samt dele af Europa-Parlamentetsog Rådets direktiv 2008/48/EF af 23. april 2008 om forbrugerkreditafta-ler og om ophævelse af Rådets direktiv 87/102/EØF, (EU-tidende 2008nr. L 133, side 66).«

2.

I§ 2, stk. 3,ændres »§§ 15 og 16« til: »§§ 14 a, 15 og 16«

3.

Efter § 14 indsættes:»Kreditaftaler

§ 14 a.

Enhver markedsføring af kreditaftaler, der angiver en rentesatseller talstørrelser vedrørende omkostningerne i forbindelse med forbru-gerkredit, skal indeholde de standardoplysninger, der følger af stk. 2.Stk. 2.Standardoplysningerne i henhold til stk. 1 skal klart, tydeligt og påen fremtrædende måde ved hjælp af et repræsentativt eksempel angive:1) Debitorrenten, fast eller variabel eller begge, tillige med oplysningerom omkostninger, der indgår i forbrugerens samlede omkostninger i for-bindelse med kreditten.2) Det samlede kreditbeløb.3) De årlige omkostninger i procent, som beregnet efter lov om kreditaf-taler.4) Kreditaftalens løbetid.5) Ved kredit i form af henstand med betalingen for en specifik vare ellertjenesteydelse, kontantprisen og størrelsen af en eventuel forudbetaling.140

6) Det samlede beløb, som skal betales af forbrugeren, og raternes stør-relse.Stk. 3.Hvis indgåelsen af en aftale om en accessorisk tjenesteydelse iforbindelse med kreditaftalen, navnlig en forsikring, er obligatorisk for atopnå kreditten eller for at opnå kreditten på de annoncerede vilkår og be-tingelser, og en sådan aftales omkostninger ikke kan beregnes på for-hånd, skal forpligtelsen til at indgå denne aftale også være angivet klart,tydeligt og på en fremtrædende måde sammen med de årlige omkostnin-ger i procent.Stk. 4.En kreditformidler skal i reklamer og i dokumentation henvendt tilforbrugere gøre opmærksom på omfanget af sine beføjelser, navnlig omvedkommende udelukkende samarbejder med en eller flere kreditgivereeller optræder som selvstændig mægler.«

4.

I§ 30, stk. 3,indsættes efter »§ 14,«: »§ 14 a,«.

§3

Stk. 1.Loven træder i kraft den 11. juni 2010.Stk. 2.Loven har virkning for kreditaftaler, der indgås efter lovens ikraft-træden, jf. dog stk. 3 og 4.Stk. 3.§ 8 b, stk. 1, 2. pkt., og stk. 2, §§ 9, 10, 27 og 33 i lov om kreditaf-taler, som affattet ved denne lovs § 1, nr. 9, 10, 17 og 18, har tillige virk-ning for tidsubegrænsede kreditaftaler, der er indgået forud for lovensikrafttræden.Stk. 4.Ved kreditaftaler, der er omfattet af § 8 a i lov om kreditaftaler,som affattet ved denne lovs § 1, nr. 8, og hvor kreditgiveren er et real-kreditinstitut, finder loven anvendelse på kreditaftaler, hvor kreditgive-rens tilbud er fremsat efter lovens ikrafttræden.

§4

Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved kongelig an-ordning sættes helt eller delvist i kraft for Færøerne og Grønland med deændringer, som de færøske og grønlandske forhold tilsiger.

7.2. Arbejdsgruppens bemærkninger til lovudkastets enkelte be-

stemmelser

Til § 1Til nr. 1I henhold til vejledning nr. 134 af 2. december 2002 om notehenvisnin-ger i love og administrative forskrifter, der gennemfører EF-retsaktermv., foreslås indsat en note i kreditaftaleloven, der gør den EU-retligebaggrund for de nationale regler klar.Til nr. 2Den foreslåede§ 1, stk. 1,fastslår lovens anvendelsesområde, nemligkreditaftaler, hvor en kreditgiver yder eller giver tilsagn om at yde kredittil en forbruger. Begreberne kreditaftale, kreditgiver og forbruger er defi-neret i den foreslåede § 4, nr. 1-3, jf. lovudkastets § 1, nr. 3.Til nr. 3Den foreslåede§ 3, stk. 1,opregner en række kreditaftaler, som lovenikke finder anvendelse på, selv om de måtte være omfattet af definitionenaf en kreditaftale i den foreslåede§ 4, nr. 1.Bestemmelserne istk. 1, nr. 1 og 2,svarer til forbrugerkreditdirektivetsartikel 2, stk. 2, litra f.Stk. 1, nr. 1,omfatter kreditaftaler, hvor kreditten ydes rentefrit og udenandre omkostninger. Der er tale om en delvis videreførelse af den gæl-dende § 3, stk. 3, nr. 2, i kreditaftaleloven, hvorefter det dog kun er lo-vens kapitel 2, som ikke finder anvendelse på den pågældende type kre-ditaftaler. Undtagelsen finder kun anvendelse, hvis der ikke skal betalesnogen form for oprettelsesomkostninger, løbende omkostninger eller ren-te. Det har ikke betydning, om omkostningerne skal betales til kreditgive-ren eller til tredjemand.Stk. 1, nr. 2,omfatter kreditaftaler, hvor kreditten skal indfries senest tremåneder efter aftalens indgåelse, og i modsætning til den gældende § 3,stk. 1, nr. 1, i kreditaftaleloven er det endvidere et krav, at kreditaftalenkun er forbundet med ubetydelige omkostninger. Hvorvidt der vil være142

tale om ubetydelige omkostninger vil bero på en konkret vurdering, hvoribåde den absolutte størrelse af omkostningerne og omkostningerne set iforhold til kredittens størrelse skal indgå.Bestemmelsen istk. 1, nr. 3,svarer til forbrugerkreditdirektivets artikel2, stk. 2, litra j, og omfatter aftaler om henstand, der indgås som supple-ment til en eksisterende kreditaftale, samt nye kreditaftaler om henstand.Den nye kreditaftale skal vedrøre henstand med betalingen af den eksi-sterende gæld, og henstanden skal være uden omkostninger for forbruge-ren. Det indebærer, at forbrugeren ikke som følge af henstanden kan på-lægges at betale en højere rentesats, herunder morarente, gebyrer ellerandre omkostninger, end hvad der følger af den oprindelige kreditaftale.Hvis forbrugeren påføres øgede renteudgifter alene som følge af, at tilba-gebetalingsperioden bliver forlænget på grund af aftalen om henstand,opfattes aftalen om henstand som værende uden omkostninger for for-brugeren i bestemmelsens forstand. Hvis en henstand ydes i overens-stemmelse med vilkårene i den oprindelige kreditaftale og uden indgåelseaf en ny kreditaftale, vil henstanden ikke være omfattet af stk. 1, nr. 3,men da der ikke foreligger en ny aftale, vil henstanden ikke udløse lo-vens oplysningsforpligtelser.Bestemmelsen istk. 1, nr. 4,svarer til forbrugerkreditdirektivets artikel2, stk. 2, litra i, og omhandler kreditaftaler, som er resultatet af et forligfor retten. Der er tale om en videreførelse af den gældende § 3, stk. 1, nr.2, i kreditaftaleloven.Bestemmelsen istk. 1, nr. 5,der svarer til forbrugerkreditdirektivets arti-kel 2, stk. 2, litra d, omhandler leje- eller leasingaftaler, hvor aftalen ikkeforpligter forbrugeren til at købe aftalegenstanden. Bestemmelsen præci-serer, at sådanne aftaler ikke er omfattet af lovens anvendelsesområde.Hvis der i aftalen er fastlagt en forpligtelse til at købe aftalegenstandenved aftalens udløb, finder loven anvendelse. Det gælder også, hvis for-pligtelsen ikke følger af leje- eller leasingaftalen, men af en separat afta-le. Der anses at foreligge en pligt til at købe aftalegenstanden, hvis dettebesluttes ensidigt af kreditgiveren.Bestemmelsen istk. 1, nr. 6,svarer til forbrugerkreditdirektivets artikel2, stk. 4. Bestemmelsen omfatter kreditaftaler, der giver mulighed forovertræk. Denne form for kreditaftaler er reguleret i den foreslåede § 8 bi kreditaftaleloven, jf. lovudkastets § 1, nr. 8, og det foreslås, at alene ka-143

pitel 1, den foreslåede § 8 b og kapitel 13 finder anvendelse på kreditafta-ler i form af overtræk.Bestemmelsen istk. 1, nr. 7,svarer til forbrugerkreditdirektivets artikel2, stk. 6. Det foreslås, at kreditaftaleloven med visse undtagelser ikkefinder anvendelse på kreditaftaler, hvor kreditgiveren og forbrugeren af-taler henstand med betalingen eller aftaler, hvorledes kreditten tilbagebe-tales. Det er en forudsætning, at forbrugeren på tidspunktet for indgåel-sen af aftalen har misligholdt den oprindelige kreditaftale, ligesom det eren forudsætning, at den aftalte ordning dels kan afværge en retssag, her-under en sag ved fogedretten, om misligholdelsen, dels ikke stiller for-brugeren ringere end det, der var fastsat i den oprindelige kreditaftale.Om forbrugeren stilles ringere vil afhænge af en helhedsvurdering, hvoralle de omkostninger og vilkår, der følger af begge kreditaftaler, må ind-gå. Kreditgiveren vil i overensstemmelse med den gældende § 1, stk. 3,have bevisbyrden for, at en kreditaftale er omfattet af undtagelsen efterstk. 1, nr. 7, og dermed ikke er omfattet af loven.Bestemmelsen istk. 2,der svarer til forbrugerkreditdirektivets artikel 2,stk. 3, vedrører visse former for kassekreditter. Begrebet kassekredit erdefineret i den foreslåede§ 4, nr. 4.Bestemmelsen omfatter kassekredit-ter, hvor det følger af kreditaftalen, at kreditten skal betales tilbage entenpå anfordring eller inden tre måneder. For denne type kassekreditter fore-slås det, at en række af kreditaftalelovens bestemmelser ikke finder an-vendelse.Bestemmelsen istk. 3svarer til forbrugerkreditdirektivets artikel 2, stk.6, sidste pkt. Med bestemmelsen foreslås det, at stk. 1, nr. 7, ikke skalfinde anvendelse, såfremt der er tale om en kreditaftale i form af kasse-kredit, hvor kreditten skal betales tilbage på anfordring eller inden tremåneder.Den foreslåede§ 4indeholder definitioner af de centrale begreber, deranvendes i kreditaftaleloven.Nr. 1,der definerer begrebet forbruger, gennemfører forbrugerkreditdi-rektivets artikel 3, litra a. En forbruger er i direktivet defineret som enfysisk person, som i forbindelse med transaktioner, der er omfattet af di-rektivet, ikke handler som led i sin erhvervsmæssige virksomhed. I nyeredansk forbrugerlovgivning omfatter forbrugerbegrebet imidlertid ogsåfysiske og juridiske personer, som ikke udelukkende, men dog hovedsa-144

gelig, handler uden for deres erhverv, ognr. 1er affattet i overensstem-melse hermed. Det foreslås dermed, at kreditaftaleloven også finder an-vendelse på en mindre gruppe fysiske og juridiske personer, der ikke eromfattet af direktivets harmonisering.Nr. 2,der definerer begrebet kreditgiver, svarer til forbrugerkreditdirek-tivets artikel 3, litra b.Definitionen af kreditgiver som en fysisk eller juridisk person, der ydereller giver tilsagn om at yde kredit som led i udøvelsen af sin erhvervs-mæssige virksomhed, indebærer, at en arbejdsgiver, som yder kredit tilen medarbejder, normalt ikke vil være at betragte som kreditgiver i lo-vens forstand, medmindre arbejdsgiveren yder kreditten som led i sin er-hvervsmæssige virksomhed, hvilket f.eks. vil være tilfældet for et penge-institut.Nr. 3,der definerer begrebet kreditaftale, svarer til forbrugerkreditdirek-tivets artikel 3, litra c.Nr. 4,der definerer begrebet kassekredit, svarer til forbrugerkreditdirek-tivets artikel 3, litra d. Definitionen af kassekredit indebærer, at begrebeti kreditaftaleloven vil have en bredere betydning end det traditionelledanske begreb, idet eksempelvis også visse former for kontokort vil kun-ne falde ind under definitionen. En kassekredit efter den foreslåede§ 4,nr. 4,vil således have en række lighedspunkter med en kreditaftale medvariabelt lånebeløb efter den gældende § 10 i kreditaftaleloven.Nr. 5,der definerer begrebet overtræk, svarer til forbrugerkreditdirekti-vets artikel 3, litra e. Det følger af definitionen, at der både er tale om etovertræk, hvis forbrugeren disponerer over midler, der overstiger det af-talte kreditmaksimum på en kassekredit, og hvis forbrugeren disponererover midler, der overstiger saldoen på en løbende konto, hvor der ikke erindgået en aftale om, at der er tilknyttet kreditfaciliteter. Der henvises iøvrigt til den foreslåede § 8 b, jf. lovudkastets § 1, nr. 8.Nr. 6,der definerer begrebet kreditformidler, svarer til forbrugerkreditdi-rektivets artikel 3, litra f.Nr. 7,der definerer begrebet samlede omkostninger i forbindelse medkreditaftalen, svarer til forbrugerkreditdirektivets artikel 3, litra g. Desamlede omkostninger omfatter alle omkostninger, som forbrugeren skal145

betale i forbindelse med kreditaftalen. Eventuelle notarialgebyrer er dogundtaget, men noget tilsvarende gør sig ikke gældende for tinglysnings-afgift. Hvis kreditgiveren ikke har kendskab til en omkostning, der skalbetales i forbindelse med kreditaftalen, eller hvis kreditgiveren ikke harmulighed for at kvantificere en omkostning, vil kreditgiveren ikke væreforpligtet til at lade denne omkostning indgå i beregningen af de samledeomkostninger i forbindelse med kreditaftalen.Nr. 8,der definerer begrebet samlet beløb, der skal betales af forbruge-ren, svarer til forbrugerkreditdirektivets artikel 3, litra h.Nr. 9,der definerer begrebet årlige omkostninger i procent, svarer til for-brugerkreditdirektivets artikel 3, litra i.Nr. 10,der definerer begrebet debitorrente, svarer til forbrugerkreditdi-rektivets artikel 3, litra j. Begrebet debitorrente svarer til begrebet årlignominel rente, der hidtil har været anvendt i kreditaftaleloven.Nr. 11,der definerer begrebet fast debitorrente, svarer til forbrugerkre-ditdirektivets artikel 3, litra k.Nr. 12,der definerer begrebet samlet kreditbeløb, svarer til forbrugerkre-ditdirektivets artikel 3, litra l.Nr. 13,der definerer begrebet varigt medium, svarer til forbrugerkreditdi-rektivets artikel 3, litra m. Som eksempel på instrumenter, der opfylderkravene til et varigt medium, kan nævnes disketter, CD-ROM'er, DVD’erog harddiskdrev på personlige computere, hvor der kan lagres e-mails.Tilsvarende gælder e-Boks og netbank og – forudsat at de ovennævntekriterier er opfyldt – hjemmesider på internettet. Det beror på en konkretvurdering, om betingelserne er opfyldt i forhold til SMS-beskeder. Demobiltelefoner, der i dag sælges i Danmark, har formentlig en så høj lag-ringskapacitet, at modtagelse af en SMS-/MMS-besked på en sådan tele-fon kan betragtes som modtaget på et varigt medium. Begrebet varigtmedium er et dynamisk begreb, og fortolkningen af begrebet kan derforændre sig i takt med den teknologiske udvikling.Nr. 14,der definerer begrebet tilknyttet kreditaftale, svarer til forbruger-kreditdirektivets artikel 3, litra n.

Nr. 15,der definerer begrebet kreditkøb, er en indholdsmæssig uændretvidereførelse af definitionen af kreditkøb i den gældende § 5 i kreditafta-leloven.Nr. 16,der definerer begrebet køb med ejendomsforbehold, er en ind-holdsmæssig uændret videreførelse af definitionen af køb med ejendoms-forbehold i den gældende § 6 i kreditaftaleloven.Til nr. 4Med bestemmelsen foreslås, at§§ 5 og 6i kreditaftaleloven ophæves.Bestemmelserne indeholder definitioner af kreditkøb og køb med ejen-domsforbehold, der videreføres i den foreslåede § 4, nr. 15-16, jf. lovud-kastets § 1, nr. 3.Til nr. 5Efter den gældende§ 7i kreditaftaleloven kan loven og de i medfør afdenne udfærdigede forskrifter ikke ved forudgående aftale fraviges tilskade for forbrugeren.Det foreslås, at "forudgående" udgår fra bestemmelsen, således at lovensufravigelighed omfatter alle aftaler, der er til skade for forbrugeren, uan-set hvornår disse aftaler indgås, jf. forbrugerkreditdirektivets artikel 22,stk. 2.Til nr. 6Det foreslås, at overskriften tilkapitel 2ændres fra ”Kreditgiverens op-lysningspligt” til ”Kreditgiverens oplysningspligt mv.”Til nr. 7Med bestemmelsen foreslås tre nye bestemmelser indsat i kreditaftalelo-ven.Den foreslåede§ 7 aregulerer kreditgiverens oplysningspligt forud forindgåelsen af en kreditaftale. Bestemmelsen svarer til forbrugerkreditdi-rektivets artikel 5. Kreditgiverens oplysningspligt forud for indgåelsen afen kreditaftale har hidtil ikke været reguleret i kreditaftaleloven.147

§ 7 afinder ikke anvendelse på kreditaftaler i form af kassekreditter,hvor kreditten skal betales tilbage på anfordring eller inden tre måneder,samt kreditaftaler, ifølge hvilke kreditgiveren og forbrugeren aftaler hen-stand med betalingen eller aftaler, hvorledes kreditten tilbagebetales, jf.den foreslåede § 3, stk. 1, nr. 7, og stk. 2, jf. lovudkastets § 1, nr. 3. Kre-ditgiverens oplysningspligt forud for indgåelsen af denne form for kre-ditaftaler reguleres i den foreslåede § 7 b.Det foreslås, at kreditgiveren – eller kreditformidleren, hvis denne præ-senterer eller indgår kreditaftalen på kreditgiverens vegne – forud forindgåelsen af en kreditaftale skal give forbrugeren en række oplysninger,der opregnes i bestemmelsensstk. 2.Hvis kreditgiveren ikke ønsker atindgå en kreditaftale med forbrugeren, vil kreditgiveren ikke være for-pligtet til at udlevere oplysningerne.Det følger af direktivets artikel 5, stk. 1, at oplysningerne skal gives i godtid inden forbrugeren bindes af en kreditaftale eller et kredittilbud. For-muleringen ”i god tid” er ikke medtaget i lovudkastet, men det forudsæt-tes, at forbrugeren får tilstrækkelig tid til at sætte sig ind i de udleveredeoplysninger, inden der indgås en bindende aftale. Bestemmelsen tilsigterikke at hindre, at der på forbrugerens foranledning kan indgås en kredit-aftale umiddelbart efter, at forbrugeren i fornødent omfang har haft lej-lighed til at sætte sig ind i de udleverede oplysninger. Det tidsrum, somskal forløbe mellem udlevering af oplysningerne efter§ 7 aog indgåelseaf en kreditaftale, vil således afhænge af en konkret vurdering.Oplysningerne skal gives på grundlag af de kreditvilkår og kreditbetin-gelser, som kreditgiveren tilbyder, samt de oplysninger og præferencer,som forbrugeren har meddelt kreditgiveren eller som kreditgiveren i øv-rigt har kendskab til.Oplysningerne skal altid gives på papir eller et andet varigt medium. Va-rigt medium er defineret i den foreslåede § 4, nr. 13, jf. lovudkastets § 1,nr. 3. Uanset valg af medium skal oplysningerne gives ved hjælp af for-mularen i lovens bilag 2.Det følger af bestemmelsen istk. 3,at såfremt kreditgiveren udover deoplysninger, der fremgår afstk. 2,ønsker at give supplerende oplysningertil forbrugeren, så kan det ske i et særskilt dokument, der kan udleveressom bilag til formularen i lovens bilag 2. Formularen kan ikke tilføjesandre former for oplysninger end dem, der fremgår af bilag 2.148

Hvis kommunikationen mellem kreditgiveren og forbrugeren sker vedanvendelse af taletelefoni følger det af bestemmelsen istk. 4,at kreditgi-vers oplysningsforpligtelse ikke omfatter alle oplysninger efterstk. 2.Her skal oplysningerne alene omfatte den finansielle tjenesteydelses ka-rakter og væsentligste egenskaber, idet der dog altid skal oplyses om enrække nærmere bestemte forhold, der opregnes i bestemmelsen.Bestemmelsen istk. 5regulerer situationer, hvor den efterfølgende kre-ditaftale på forbrugeren anmodning indgås ved anvendelse af en fjern-kommunikationsteknologi. Bestemmelsen finder anvendelse, hvis denpågældende teknologi gør det umuligt at give oplysninger i overens-stemmelse medstk. 1 og 2,hvilket navnlig kan være tilfældet, hvis der eranvendt taletelefoni i overensstemmelse medstk. 4.I disse situationer erkreditgiveren forpligtet til at give forbrugeren oplysningerne i kompletform umiddelbart efter, at kreditaftalen er indgået.Hvis forbrugeren anmoder om det, har forbrugeren desuden efter be-stemmelsen istk. 6krav på at modtage en kopi af et udkast til kreditafta-le. Det gælder dog ikke, hvis kreditgiveren på det tidspunkt, hvor an-modningen fremsættes, ikke ønsker at indgå en kreditaftale med forbru-geren.Bestemmelsen istk. 7vedrører en særlig form for kreditaftaler, hvor for-brugerens løbende afdrag ikke anvendes til at reducere hovedstolen, menderimod anvendes til at anskaffe værdipapirer i form af f.eks. aktier ellerobligationer. Afkastet fra disse værdipapirer anvendes derefter til at til-bagebetale såvel hovedstol som renter. Ved denne type kreditaftaler vilparterne ved aftalens indgåelse ikke med sikkerhed kunne vide, om afka-stet fra de anskaffede værdipapirer vil være tilstrækkeligt til at betale ren-ter og hovedstol. Det foreslås derfor, at kreditgiveren forud for indgåel-sen af denne type kreditaftaler klart og tydeligt skal angive, at kreditafta-len ikke garanterer tilbagebetaling af det samlede kreditbeløb. Det gælderdog ikke, hvis der rent faktisk gives en sådan garanti.Efter bestemmelsen istk. 8skal kreditgiveren og i givet fald kreditfor-midleren give forbrugeren de nødvendige forklaringer, der sætter forbru-geren i stand til at vurdere, om den kreditaftale, som foreslås, passer tilforbrugerens behov og finansielle situation. Kreditgiveren er således for-pligtet til at besvare forbrugerens spørgsmål om den foreslåede kreditaf-tale og give eventuelle supplerende oplysninger, som gør, at forbrugeren149

kan vurdere kreditaftalen i forhold til sin individuelle situation. Bestem-melsen tager ikke stilling til, i hvilken form spørgsmål skal besvares ellersupplerende oplysninger skal gives. Det vil afhænge af den konkrete si-tuation, herunder forbrugerens behov for information, og bestemmelsenudelukker ikke, at information efter omstændighederne f.eks. vil kunnegives via internettet.Hvis en leverandør af en vare eller tjenesteydelse alene accessorisk op-træder som kreditformidler finder§ 7 aikke anvendelse for den pågæl-dende leverandør, jf. bestemmelsen istk. 9,der svarer til forbrugerkredit-direktivets artikel 7. Kreditgiveren vil dog fortsat være forpligtet til atsikre, at forbrugeren forud for aftaleindgåelsen modtager oplysningerneefter§ 7 a.Den foreslåede§ 7 b,der svarer til forbrugerkreditdirektivets artikel 6,regulerer kreditgiverens oplysningspligt forud for indgåelsen af en kre-ditaftale, hvis der er tale om en kreditaftale i form af kassekredit, hvorkreditten skal betales tilbage på anfordring eller inden tre måneder, samten kreditaftale, ifølge hvilke kreditgiveren og forbrugeren aftaler hen-stand med betalingen eller aftaler, hvorledes kreditten tilbagebetales, jf.den foreslåede § 3, stk. 1, nr. 7, og stk. 2, jf. lovudkastets § 1, nr. 3.Det foreslås, at kreditgiveren – eller kreditformidleren, hvis denne præ-senterer eller indgår kreditaftalen på kreditgiverens vegne – forud forindgåelsen af aftalen skal give forbrugeren en række oplysninger, der op-regnes i bestemmelsensstk. 2.Det følger af direktivets artikel 6, stk. 1, atoplysningerne skal gives i god tid inden forbrugeren bindes af en kredit-aftale eller et kredittilbud. Formuleringen ”i god tid” er ikke medtaget ilovudkastet, men det forudsættes, at forbrugeren får tilstrækkelig tid til atsætte sig ind i de udleverede oplysninger, inden der indgås en bindendeaftale. Bestemmelsen tilsigter ikke at hindre, at der på forbrugerens for-anledning kan indgås en kreditaftale umiddelbart efter, at forbrugeren ifornødent omfang har haft lejlighed til at sætte sig ind i de udleveredeoplysninger. Det tidsrum, som skal forløbe mellem udlevering af oplys-ningerne efter§ 7 bog indgåelse af en kreditaftale, vil således afhænge afen konkret vurdering.Oplysningerne skal gives på grundlag af de kreditvilkår og kreditbetin-gelser, som kreditgiveren tilbyder, samt de oplysninger og præferencer,som forbrugeren har meddelt kreditgiveren eller som kreditgiveren i øv-rigt har kendskab til.150

Oplysningerne skal altid gives på papir eller et andet varigt medium, jf.bestemmelsen istk. 3.Varigt medium er defineret i den foreslåede § 4,nr. 13, jf. lovudkastets § 1, nr. 3. Uanset valg af medium kan kreditgive-ren vælge at give oplysningerne ved hjælp af formularen i lovens bilag 2.Alle oplysninger skal være lige fremtrædende.I forbindelse med kreditaftaler, ifølge hvilke kreditgiveren og forbruge-ren aftaler henstand med betalingen eller aftaler, hvorledes kreditten til-bagebetales, jf. den foreslåede § 3, stk. 1, nr. 7, jf. lovudkastets § 1, nr. 3,følger det af bestemmelsen istk. 4,at forbrugeren ud over oplysningernei stk. 1 og 2 også skal have andre, nærmere bestemte oplysninger, deropregnes i bestemmelsen. Det gælder dog ikke, hvis kreditaftalen tilligeer omfattet af § 3, stk. 2.Hvis kommunikationen mellem kreditgiveren og forbrugeren sker vedanvendelse af taletelefoni, følger det af bestemmelsen istk. 5,at kreditgi-vers oplysningsforpligtelse ikke omfatter alle oplysninger efterstk. 2.Her skal oplysningerne alene omfatte den finansielle tjenesteydelses ka-rakter og væsentligste egenskaber, idet der dog altid skal oplyses om enrække nærmere bestemte forhold, der opregnes i bestemmelsen.Hvis forbrugeren anmoder om det, har forbrugeren desuden efter be-stemmelsen istk. 6krav på at modtage en kopi af et udkast til kreditafta-le. Det gælder dog ikke, hvis kreditgiveren på det tidspunkt, hvor an-modningen fremsættes, ikke ønsker at indgå en kreditaftale med forbru-geren.Bestemmelsen istk. 7regulerer situationer, hvor den efterfølgende kre-ditaftale på forbrugeren anmodning indgås ved anvendelse af en fjern-kommunikationsteknologi. Bestemmelsen foreslås at finde anvendelse,hvis den pågældende teknologi gør det umuligt at give oplysninger ioverensstemmelse med stk. 1 og 2, hvilket navnlig kan være tilfældet,hvis der er anvendt taletelefoni i overensstemmelse medstk. 5.I dissesituationer kan kreditgiveren opfylde sine forpligtelser ved at give de op-lysninger, der kræves i henhold til den foreslåede § 8.Hvis en leverandør af en vare eller tjenesteydelse alene accessorisk op-træder som kreditformidler finder§ 7 bikke anvendelse for den pågæl-dende leverandør, jf. bestemmelsen istk. 8,der svarer til forbrugerkredit-direktivets artikel 7. Kreditgiveren vil dog fortsat være forpligtet til at151

sikre, at forbrugeren forud for aftaleindgåelsen modtager oplysningerne ioverensstemmelse med§ 7 b.Den foreslåede§ 7 csvarer til dels til forbrugerkreditdirektivets artikel 8og fastslår, at kreditgiveren vil være forpligtet til at vurdere forbrugerenskreditværdighed inden en kreditaftale indgås. Kreditvurdering af forbru-geren er ikke reguleret i den gældende kreditaftalelov.Bestemmelsen indebærer, at kreditgiveren altid vil skulle indhente fyl-destgørende oplysninger og på baggrund af disse oplysninger foretage envurdering af forbrugerens kreditværdighed. Oplysningerne kan efter kre-ditgiverens skøn indhentes hos forbrugeren og ved søgning i relevantedatabaser, f.eks. hos kreditoplysningsbureauer.Bestemmelsen skal ses i sammenhæng med forbrugerkreditdirektivetsoverordnede formål om at øge forbrugerbeskyttelsen, og vurderingen afforbrugerens kreditværdighed skal derfor ske med henblik på at vurdere,om forbrugeren på baggrund af dennes økonomiske situation ved hjælpaf f.eks. løbende indtægter, låneomlægning eller realisation af aktiver vilvære i stand til at betale de forudsatte afdrag på kreditbeløbet, og ikkemed henblik på at vurdere kreditgiverens tabsrisiko.Det følger af den foreslåede bestemmelse istk. 2,at kreditgiveren på nyskal foretage en vurdering af forbrugerens kreditværdighed, inden dersker en væsentlig forhøjelse af det samlede kreditbeløb. Ved forhøjelse afdet samlede kreditbeløb skal kreditgiveren endvidere ajourføre de finan-sielle oplysninger om forbrugeren, som kreditgiveren har registreret.Hvis kreditgiveren foretager en søgning i en database, f.eks. hos et kre-ditoplysningsbureau, og resultatet af denne søgning er grundlag for, at enanmodning om kredit afslås, vil kreditgiveren efterstk. 3,der svarer tilforbrugerkreditdirektivets artikel 9, stk. 2 og 3, være forpligtet til at un-derrette forbrugeren om resultatet af søgningen og samtidig give nærme-re oplysninger om den pågældende database. Underretningen skal skeomgående og uden omkostninger for forbrugeren.Hvis en kreditgiver ikke foretager kreditvurdering i henhold til§ 7 c,vilForbrugerombudsmanden efter markedsføringslovens § 27, stk. 2, kunnemeddele påbud, hvis handlingen klart er i strid med loven og ikke kanændres ved forhandling. For finansielle virksomheder vil Finanstilsynetkunne meddele påbud efter § 348 i lov om finansiel virksomhed, hvis den152

finansielle virksomhed ikke drives i overensstemmelse med redelig for-retningsskik og god praksis inden for virksomhedsområdet. Virksomhe-der, der ikke efterkommer et påbud, kan straffes med bøde eller – for såvidt angår markedsføringsloven – med fængsel i op til fire måneder.Til nr. 8Den foreslåede§ 8svarer til forbrugerkreditdirektivets artikel 10 og fast-slår, hvilke krav der stilles til kreditaftalen. Form- og indholdskrav tilkreditaftalen reguleres i de gældende §§ 8-10 i kreditaftaleloven.Kreditaftalen, som alle parter i aftalen skal have et eksemplar af, skal ef-terstk. 1udfærdiges på papir eller et andet varigt medium. Varigt medi-um er defineret i den foreslåede § 4, nr. 13, jf. lovudkastets § 1, nr. 3. Udover dette er der ikke formkrav til kreditaftalen, men aftalen skal inde-holde de oplysninger, som opregnes istk. 2.Uanset form vil de nævnteoplysninger skulle fremgå klart og tydeligt af kreditaftalen.Efternr. 9har forbrugeren ret til på anmodning og uden omkostninger tilenhver tid at modtage en amortiseringsplan. Selv om bestemmelsen eftersin ordlyd ikke indeholder en begrænsning af, hvor mange gange en for-bruger kan anmode om at modtage en amortiseringsplan, vil det være be-rettiget for en kreditgiver ikke at udlevere amortiseringsplan, såfremtforbrugerens anmodning må anses for at være udtryk for chikane.Stk. 2 og 3finder dog ikke anvendelse på kreditaftaler i form af en kasse-kredit, hvor kreditten skal betales tilbage på anfordring eller inden tremåneder, jf. den foreslåede § 3, stk. 2, jf. lovudkastets § 1, nr. 3. Denneform for kreditaftaler reguleres istk. 5.Det følger afstk. 3,at hvis der er tale om en kreditaftale med fast løbetid,hvor der sker amortisation af kapitalen, så skal kreditgiveren på forbruge-rens anmodning stille en amortiseringsplan til rådighed for forbrugeren.Forbrugeren kan anmode om en amortiseringsplan på ethvert tidspunktunder kreditaftalens løbetid, og amortiseringsplanen skal stilles til rådig-hed for forbrugeren uden omkostninger.Bestemmelsen istk. 4vedrører en særlig form for kreditaftaler, hvor for-brugerens løbende afdrag ikke anvendes til at reducere hovedstolen, menderimod anvendes til at anskaffe værdipapirer i form af f.eks. aktier ellerobligationer. Afkastet fra disse værdipapirer anvendes derefter til at til-153

bagebetale såvel hovedstol som renter. Ved denne type kreditaftaler vilparterne ved aftalens indgåelse ikke med sikkerhed kunne vide, om afka-stet fra de anskaffede værdipapirer vil være tilstrækkeligt til at betale ren-ter og hovedstol. Det foreslås derfor, at kreditgiveren forud for indgåel-sen af denne type kreditaftaler klart og tydeligt skal angive, at kreditafta-len ikke garanterer tilbagebetaling af det samlede kreditbeløb. Det gælderdog ikke, hvis der rent faktisk gives en sådan garanti.Hvis der er tale om en kreditaftale i form af en kassekredit, hvor kredittenskal betales tilbage på anfordring eller inden tre måneder, jf. den foreslå-ede § 3, stk. 2, jf. lovudkastets § 1, nr. 3, gælder der efterstk. 5særligebestemmelser om, hvilke oplysninger, som skal angives.Stk. 6 og 7er en videreførelse af den gældende § 15, stk. 2 og 3, i kredit-aftaleloven.Den foreslåede§ 8 aer en delvis videreførelse af den gældende § 8 a ikreditaftaleloven.Bestemmelsen istk. 1viderefører den nuværende ordning, hvorefter kre-ditgiverens oplysningspligt ved indgåelse af en kreditaftale ikke finderanvendelse på kreditaftaler, der sikres ved pant i fast ejendom. Oplysnin-gerne skal efter den gældende ordning i stedet gives i kreditgiverens til-bud.Baggrunden er, at ved lån sikret ved pant i fast ejendom er kreditaftalendet pantebrev, som indeholder vilkårene for kreditten og den underskrift,hvorved debitor forpligter sig til at betale lånet. Hvis oplysningerne efter§ 8 skulle angives i pantebrevet, ville det medføre, at pantebrevet blevmeget omfattende, hvilket ville medføre gener ved opbevaring af såvelfysiske som digitale pantebreve.De oplysninger, der efter den foreslåede§ 8normalt skulle angives i kre-ditaftalen og dermed i pantebrevet, samt aftalens øvrige væsentlige op-lysninger skal i stedet indgå i de oplysninger, som kreditgiveren skal giveforud for kreditaftalens indgåelse, jf. den foreslåede § 7 a, jf. lovudka-stets § 1, nr. 7.Stk. 2-4er med enkelte konsekvensændringer en uændret videreførelse afde gældende bestemmelser i § 8 a.154

Efter den gældende § 8 b i kreditaftaleloven bemyndiges justitsministe-ren til at fastsætte nærmere regler om afgivelse og opbevaring af kredit-oplysninger efter § 8 a. Bemyndigelsen er ikke udnyttet, og da den eftergennemførelsen af forbrugerkreditdirektivet må anses for overflødig, fo-reslås den ikke videreført.Den foreslåede§ 8 bsvarer til forbrugerkreditdirektivets artikel 18 ogregulerer kreditgiverens oplysningspligt i forbindelse med overtræk.Kreditgiverens oplysningspligt i forbindelse med overtræk er reguleret iden gældende § 12 i kreditaftaleloven.Overtræk er defineret i den foreslåede § 4, nr. 5, jf. lovudkastets § 1, nr.3.Hvis der mellem kreditgiveren og forbrugeren indgås en aftale om en lø-bende konto eller en kassekredit, hvor det eventuelt vil kunne tilladesforbrugeren at overtrække kontoen, skal aftalen indeholde de oplysnin-ger, der følger af den foreslåede § 7 b, stk. 2, nr. 5, jf. lovudkastets § 1,nr. 7. Det vil sige, at der i relation til overtrækket skal oplyses om debi-torrenten, betingelserne for anvendelsen af debitorrenten og et eventueltindeks eller en eventuel referencesats, der skal anvendes på debitorren-ten, de omkostninger, der anvendes på det tidspunkt, hvor aftalen indgås,og i givet fald betingelserne for ændring af disse omkostninger. Oplys-ningerne skal gives regelmæssigt på papir eller på et andet varigt medi-um.Hvis der i tilknytning til en konto er udstedt betalings-/kreditkort ellercheckhæfte, der giver mulighed for, at kontoen kan overtrækkes, ellerhvis der f.eks. gennem tilmelding til Betalingsservice uden forudgåendeaftale vil kunne gennemføres transaktioner, som der ikke er dækning forpå kontoen, vil kontoen i bestemmelsens forstand give mulighed for, atforbrugeren kan overtrække kontoen, og dermed vil aftalen være omfattetaf bestemmelsen.Efterstk. 2skal kreditgiveren endvidere give forbrugeren en række op-lysninger, der opregnes i bestemmelsen, hvis der konstateres et væsent-ligt overtræk, som har varet i en periode på over en måned. Hvorvidtovertrækket er væsentligt vil afhænge af en konkret vurdering af over-trækkets størrelse, herunder overtrækkets størrelse set i forhold til f.eks.kundens økonomiske situation og engagementets omfang. Oplysningerneskal gives straks og skal gives på papir eller på et andet varigt medium.155

Den foreslåede§ 9svarer til forbrugerkreditdirektivets artikel 11 og om-handler kreditgivers pligt til at underrette forbrugeren om ændringer afdebitorrenten.Når der sker en ændring af debitorrenten skal kreditgiveren underretteforbrugeren om denne ændring. Underretningen skal ske på papir eller pået andet varigt medium og skal efterstk. 2indeholde oplysninger om be-talingernes størrelse, antal og hyppighed, efter at den nye debitorrente ertrådt i kraft – såfremt betalingernes størrelse, antal eller hyppighed ænd-res.Som udgangspunkt skal underretningen efterstk. 1ske, inden ændringentræder i kraft, men efterstk. 3kan det i kreditaftalen fastsættes, at oplys-ningerne alene skal gives til forbrugeren med jævne mellemrum. I så falder det dog en forudsætning, at årsagen til ændringen af debitorrenten er,at en referencesats er ændret samt at den ændrede referencesats er gjorttilgængelig for offentligheden og at der også hos kreditgiveren kan fåsoplysninger om den ændrede referencesats. Hvis der anvendes en refe-rencesats, der offentliggøres af f.eks. Nationalbanken, vil kreditgiverensåledes alene skulle sikre, at oplysningerne om den ændrede reference-sats også er tilgængelige hos kreditgiveren.Efterstk. 4kan underretning om en ændring i debitorrenten efterstk. 1 og2ske efter at ændringen er trådt i kraft, hvis der er tale om refinansieringaf variabelt forrentede lån med pant i fast ejendom. Bestemmelsen, derbåde omfatter realkreditlån og pengeinstitutters boliglån, finder anven-delse på rentetilpasningslån, hvor det ved en refinansiering ofte ikke vilvære muligt at give oplysninger om den nye debitorrente før refinansie-ringen er gennemført og de bagvedliggende værdipapirer er realiseret.Kreditgiveren skal fortsat underrette forbrugeren om ændringen i debitor-renten, men hvis det ikke er muligt at give en sådan underretning før æn-dringen træder i kraft, kan underretningen ske efterfølgende. Det forud-sættes, at kreditgiveren hurtigst muligt underretter forbrugeren om æn-dringen.Den foreslåede§ 10svarer til forbrugerkreditdirektivets artikel 12 og re-gulerer kreditgivers pligt til at udsende kontoudtog og underrette forbru-geren om ændring af debitorrenten, når der er tale om en kreditaftale iform af en kassekredit.156

Kreditgiveren er forpligtet til jævnligt at udsende kontoudtog. Det skalske på papir eller på et andet varigt medium. At forbrugeren via adgangtil eksempelvis en netbank selv kan generere et kontoudtog anses ikke foren tilstrækkelig orientering af forbrugeren, men et automatisk genereretkontoudtog, der er tilgængeligt via forbrugerens netbank, vil være i over-ensstemmelse medstk. 1,hvis det indeholder de krævede oplysninger.De oplysninger, som skal fremgå af kontoudtoget, opregnes istk. 2, nr.1-8.Hvis der sker en stigning i debitorrenten eller andre omkostninger, skalkreditgiveren som udgangspunkt efterstk. 3underrette forbrugeren påpapir eller på et andet varigt medium, inden ændringen træder i kraft,men efterstk. 4kan det i kreditaftalen fastsættes, at oplysningerne aleneskal gives i forbindelse med udsendelsen af det ordinære kontoudtog. Deter dog en forudsætning, at årsagen til ændringen af debitorrenten er, at enreferencesats er ændret samt at den ændrede referencesats er gjort til-gængelig for offentligheden og at der også hos kreditgiveren kan fås op-lysninger om den ændrede referencesats.Til nr. 9Det foreslås, at §§ 11-15 i kreditaftaleloven ophæves. Bestemmelserneomhandler kreditgiverens oplysningspligt, der reguleres i de foreslåede§§ 8, 8 b, 9 og 10, jf. lovudkastets § 1, nr. 8. Den gældende § 15 foreslåsdelvist videreført i den foreslåede § 8, jf. lovudkastets § 1, nr. 8.

Efterstk. 2skal de årlige omkostninger i procent beregnes ud fra den ma-tematiske formel, der indgår i det foreslåede bilag 1 til loven.Stk. 3fastslår, at der i de årlige omkostninger i procent skal indgå kredit-aftalens samlede omkostninger, dog med undtagelse af omkostninger,som kun skal betales ved misligholdelse, og omkostninger, som forbru-geren skal betale udover købsprisen ved køb af varer og tjenesteydelser,hvis disse omkostninger er uafhængige af, om varen eller tjenesteydelsenkøbes kontant eller på kredit.En kreditaftale vil ofte være knyttet til en konto, hvortil kreditbeløbet ud-betales.Stk. 4slår fast, at hvis åbningen af en sådan konto er obligato-risk, så skal omkostningen til kontoen indgå i beregningen af de årligeomkostninger i procent. Det samme gælder udgifter til betalingstransak-tioner og omkostning ved anvendelse af betalingsmidler. Omkostningerved anvendelse af betalingsmidler kan f.eks. opstå, hvis kreditten er knyt-tet til et kontokort, hvor anvendelsen af kontokortet er gebyrbelagt.Hvis det er muligt at åbne en konto i forbindelse med forbrugerkreditten,men det ikke er obligatorisk, skal de omkostninger, der er relateret tilkontoen, ikke indgå i beregningen af de årlige omkostninger i procent.Det er dog en forudsætning, at omkostningerne i så fald angives separat ikreditaftalen eller i en anden aftale med forbrugeren.Istk. 5anføres visse antagelser, der skal anvendes ved beregningen af deårlige omkostninger i procent. Beregningen skal således bygge på denantagelse, at kreditaftalen opretholdes i hele det aftalte tidsrum og at bådekreditgiveren og forbrugeren opfylder deres forpligtelser i henhold tilkreditaftalen.Hvis kreditaftalen giver mulighed for en variabel rente eller hvis omkost-ningsposter, der skal indgå i beregningen af de årlige omkostninger i pro-cent, ikke kan opgøres på det tidspunkt, hvor beregningen skal foretages,fastslårstk. 6,at der ved beregningen skal anvendes den antagelse, at så-vel renten som omkostninger er konstante i hele aftaleperioden og at ni-veauet svarer til niveauet på beregningstidspunktet.Endelig henviserstk. 7til, at der ved beregningen af de årlige omkost-ninger i procent om nødvendigt kan gøres brug af de supplerende anta-gelser, som er medtaget i det foreslåede bilag 1.158

Med hjemmel i den gældende § 16, stk. 3, i kreditaftaleloven er bekendt-gørelse nr. 970 af 7. december 1992 om fremgangsmåden ved beregningaf de årlige omkostninger i procent i henhold til lov om kreditaftaler ud-stedt. Da hjemlen ikke foreslås videreført, vil denne bekendtgørelse bort-falde. Fremgangsmåden ved beregning af de årlige omkostninger i pro-cent fremgår af den foreslåede § 16, jf. lovudkastets § 1, nr. 10, og detforeslåede bilag 1, jf. lovudkastets § 1, nr. 26.Den foreslåede§ 17svarer til forbrugerkreditdirektivets artikel 21 og re-gulerer visse pligter for kreditformidlere. Kreditformidleres pligter er ik-ke særskilt reguleret i den gældende kreditaftalelov.En kreditformidler defineres i den foreslåede § 4, nr. 6, jf. lovudkastets§ 1, nr. 3.Kreditformidleren, der f.eks. vil kunne være en ejendomsmægler, pålæg-ges to oplysningspligter, som finder anvendelse, hvis forbrugeren skalbetale et gebyr til kreditformidleren for dennes ydelse. Størrelsen af dettegebyr skal således efterstk. 1oplyses til forbrugeren og efterstk. 2oply-ses til kreditgiveren. Sidstnævnte sker med henblik på, at gebyret kanindgå i kreditgiverens beregning af de årlige omkostninger i procent.Efterstk. 1er det endvidere et krav, at det gebyr, som kreditformidlerenopkræver hos forbrugeren, skal aftales mellem forbrugeren og kreditfor-midleren. Det skal ske inden kreditaftalens indgåelse og ske på papir elleret andet varigt medium.Til nr. 11Det foreslås, at kreditaftalelovens § 18 ophæves.Den gældende § 18 indeholder antagelser til brug for beregningen af deårlige omkostninger i procent, og disse antagelser indgår i den foreslåede§ 16, jf. lovudkastets § 1, nr. 10.Til nr. 12Der foreslås indsat et nyt kapitel 3 om fortrydelsesret.Den foreslåede§ 19svarer til forbrugerkreditdirektivets artikel 14 ogindfører en fortrydelsesret for forbrugeren i forbindelse med kreditaftaler.159

Den gældende kreditaftalelov indeholder ikke nogen fortrydelsesret, menkreditaftaler, der indgås ved fjernsalg eller indgås uden for fast forret-ningssted, vil kunne være omfattet af fortrydelsesret efter kapitel 4 i lovom visse forbrugeraftaler (forbrugeraftaleloven), ligesom § 11 i lov omforbrugeraftaler, der giver brugsret til fast ejendom på timesharebasis,indeholder en fortrydelsesret for kreditaftaler, der er indgået i forbindelsemed timeshareaftaler.Bestemmelsen indebærer, at forbrugeren vil kunne fortryde en kreditafta-le uden at skulle give en begrundelse. Fortrydelse kan efterstk. 1ske in-den for en periode på 14 kalenderdage, og perioden løber efterstk. 2en-ten fra den dag, hvor kreditaftalen er indgået, eller – hvis det tidspunktligger senere – fra den dag, hvor forbrugeren har modtaget oplysninger ihenhold til § 8.Dagen efter kreditaftalens indgåelse vil udgøre den første dag ved bereg-ning af de 14 kalenderdage. Lørdage samt søn- og helligdage vil ogsåtælle som kalenderdage. En aftale, der eksempelvis indgås tirsdag den 1.,vil således kunne fortrydes frem til udløbet af tirsdag den 15.Det følger af den foreslåede § 8, stk. 2, nr. 16, jf. lovudkastets § 1, nr. 8,at kreditaftalen skal indeholde oplysninger om en eventuel fortrydelsesretog fristen for udøvelse af en sådan fortrydelsesret samt andre betingelserfor udøvelsen, herunder oplysninger om forbrugerens forpligtelse til attilbagebetale den udnyttede kapitel med renter i overensstemmelse med§19, stk. 4,og om det rentebeløb, der påløber pr. dag.Udøvelsen af fortrydelsesretten skal ske i overensstemmelse med de vil-kår, der fremgår af kreditaftalen, idet fristen for udøvelsen af fortrydel-sesretten dog ikke kan fraviges i kreditaftalen. Forbrugeren skal imidler-tid efterstk. 3udøve sin fortrydelsesret efter de anvisninger, der er mod-taget fra kreditgiveren. Dette skal ske inden udløbet af fristen efterstk. 1og 2.Fristen anses for overholdt, hvis forbrugeren har afsendt en meddelelsetil kreditgiveren om udnyttelsen af fortrydelsesretten inden fristens udløbog meddelelsen er udfærdiget på papir eller et andet varigt medium. Vedanvendelse af et andet varigt medium end papir er det forbrugerens an-svar at sikre, at kreditgiveren har adgang til det pågældende medium.

Benyttes eksempelvis e-mail eller SMS til meddelelsen, vil meddelelsensåledes kun kunne betragtes som afsendt, hvis kreditgiveren har adgangtil det pågældende medium. Forbrugeren bør herved henholde sig til deanvisninger, der er modtaget fra kreditgiveren i henhold til den foreslåe-de § 8, stk. 2, nr. 16, jf. lovudkastets § 1, nr. 8.Når kreditgiveren i kreditaftalen fastsætter betingelser for udøvelse affortrydelsesretten, vil kreditgiveren herunder kunne fastsætte nærmerekrav til valg af medium. Forbrugeren vil dog i overensstemmelse medstk. 3ikke kunne udelukkes fra at anvende papir eller et andet varigt me-dium, men kreditgiveren vil f.eks. kunne fastsætte, at meddelelse ikkekan ske telefonisk eller kun kan ske telefonisk inden for en nærmere an-givet telefontid. En telefonsvarer anses for at varigt medium, og anvenderkreditgiveren en telefonsvarer, vil en besked om udnyttelse af fortrydel-sesretten anses for at være afsendt rettidigt, hvis beskeden indtales på te-lefonsvareren inden fristens udløb.Når forbrugeren har udnyttet sin fortrydelsesret, følger det afstk. 4,atden udbetalte kapital skal betales tilbage til kreditgiver. Samtidig skalforbrugeren betale de ordinære renter, der følger af kreditaftalen, for pe-rioden fra kapitalen blev udbetalt og til den betales tilbage. Tilbagebeta-lingen skal ske senest 30 dage efter, at forbrugeren har afsendt meddelel-sen om, at fortrydelsesretten udnyttes.Kreditgiveren har ikke krav på nogen form for kompensation fra forbru-geren som følge af forbrugerens udnyttelse af fortrydelsesretten, dog medundtagelse af kreditgiverens omkostninger til offentlige myndigheder,f.eks. tinglysningsafgifter. Det gælder dog kun, hvis sådanne omkostnin-ger ikke kan refunderes.Stk. 5regulerer situationen, hvor der i forbindelse med kreditaftalen erindgået en aftale om en accessorisk tjenesteydelse, f.eks. at der er tegneten forsikring. Hvis den accessoriske tjenesteydelse enten ydes af kredit-giveren eller af en tredjemand efter aftale med kreditgiveren, vil forbru-gerens udnyttelse af fortrydelsesretten efter§ 19medføre, at forbrugerenikke er bundet af aftalen om den accessoriske tjenesteydelse.Forbrugerens udnyttelse af fortrydelsesretten i forhold til en kreditaftalemedfører ikke, at et eventuelt køb, som er finansieret af kreditten, også eromfattet af fortrydelsesretten.161

Hvis en kreditaftale er indgået ved fjernsalg eller indgået uden for fastforretningssted, vil aftalen kunne være omfattet af fortrydelsesret efterkapitel 4 i forbrugeraftaleloven.Stk. 6slår fast, at hvis en kreditaftale eromfattet af fortrydelsesret efter både forbrugeraftaleloven og kreditaftale-loven, finder forbrugeraftalelovens bestemmelser om fortrydelsesret ikkeanvendelse på kreditaftalen.Efterstk. 7har forbrugeren ikke fortrydelsesret efter den foreslåede§ 19,hvis der er tale om kreditaftale i form af lån med pant i fast ejendom, derydes på baggrund af obligationsudstedelse. Ved denne type kreditaftalervil långiver efter kreditaftalens indgåelse sælge obligationer svarende tillånebeløbet. Hvis forbrugeren herefter udnyttede en fortrydelsesret, villeinstituttet skulle tilbagekøbe obligationerne, hvilket ville kunne medføreet kurstab.Den foreslåede§ 20svarer til forbrugerkreditdirektivets artikel 15, stk. 2,og omhandler tilknyttede kreditaftaler. Begrebet tilknyttet kreditaftale erdefineret i den foreslåede § 4, nr. 14, jf. lovudkastets § 1, nr. 3.Har forbrugeren indgået en aftale om levering af varer eller tjenesteydel-ser, der er omfattet af en tilknyttet kreditaftale, følger det af den foreslåe-de§ 20,at forbrugeren kan tage retsmidler, f.eks. køberetlige beføjelser, ianvendelse mod kreditgiveren, hvis de varer eller tjenesteydelser, der eromfattet af den tilknyttede kreditaftale, ikke leveres eller kun leveresdelvis eller ikke er i overensstemmelse med aftalen om levering. Det for-udsætter dog, at forbrugeren først har forsøgt at opnå den fyldestgørelse,som forbrugeren har krav på, hos leverandøren, og at dette har vist sig atvære forgæves.Bestemmelsen finder anvendelse, hvis forbrugeren ikke har opnået denfyldestgørelse, som forbrugeren har krav på efter aftalen eller lovgivnin-gen.Med stk.2foreslås forbrugerens mulighed for fyldestgørelse hos kredit-giveren begrænset til størrelsen af kreditten på det tidspunkt, hvor kravetfremsættes.Til nr. 13Den foreslåede§ 21, stk. 3,er en indholdsmæssig uændret videreførelseaf § 1 i bekendtgørelse nr. 497 af 13. juni 1994 om undtagelser og fravi-162

gelser fra lov om kreditaftaler. Bekendtgørelsen bortfalder som følge afden foreslåede ophævelse af kreditaftalelovens § 53.Der henvises til lovudkastets § 1, nr. 22.Til nr. 14§ 23 regulerer de civilretlige konsekvenser af kreditgiverens tilsidesættel-se af oplysningspligterne.Kreditgiverens oplysningspligter i forbindelse med kreditaftalen foreslåsi lovudkastets § 1, nr. 8, reguleret i § 8, og som konsekvens heraf foreslåshenvisningen til § 9, stk. 1, nr. 3, ændret.Med den nuværende henvisning til § 9, stk. 1, nr. 3, erstk. 1knyttet tiloplysninger om kreditomkostningerne angivet som beløb. En tilsvarendeoplysning indgår ikke i den foreslåede § 8, og det foreslås derfor, at stk. 1knyttes til de årlige omkostninger i procent og det samlede beløb, somskal betales af forbrugeren, jf. den foreslåede § 8, stk. 2, nr. 7, eller – hvisder er tale om en kassekredit i henhold til den foreslåede § 3, stk. 2 – jf.den foreslåede § 8, stk. 5, nr. 6.Til nr. 15Det foreslås, at den nuværende henvisning i § 23, stk. 2, til § 9, stk. 1, nr.4, udgår, således at der alene henvises til oplysninger om de årlige om-kostninger i procent.Til nr. 16Efter den gældende § 24 i kreditaftaleloven kan kreditgiveren i alminde-lighed ikke kræve godtgørelse for omkostninger, som ellers ville påløbe ianledning af forbrugerens misligholdelse, hvis sælgeren i et kreditkøbikke har givet nærmere bestemte oplysninger.Som konsekvens af lovudkastets § 1, nr. 8, foreslås det, at§ 24henvisertil de oplysninger, som skal gives i medfør af den foreslåede § 8.

Til nr. 17Den foreslåede§ 26svarer til forbrugerkreditdirektivets artikel 16. Ind-frielse af fordringen før forfaldstidspunktet er i den gældende kreditafta-lelov reguleret i §§ 26 og 27.Stk. 1giver forbrugeren en absolut ret til at indfri sine forpligtelser i hen-hold til en kreditaftale til enhver tid. Indfrielsen kan ske helt eller delvist.Forbrugerens tilbagebetaling udløser en ret til en reduktion af såvel rentersom omkostninger for den resterende del af kreditaftalens løbetid. Detgælder, hvad enten der er tale om en kreditaftale med fast eller variabeldebitorrente.Der er ikke fastsat formkrav i forbindelse med førtidig tilbagebetaling.Forbrugeren er således ikke forpligtet til at orientere kreditgiveren på enbestemt måde, hvis forbrugeren foretager en førtidig tilbagebetaling.Hvis kreditgiveren kan identificere en ekstraordinær indbetaling somstammende fra forbrugeren, skal kreditgiveren – med mindre andet følgeraf de oplysninger, der er tilgængelige for kreditgiveren – betragte indbe-talingen som en førtidig tilbagebetaling. Hvis forbrugeren har flere kre-ditaftaler, og kreditgiveren ikke kan fastslå, hvilken kreditaftale, som denførtidige tilbagebetaling vedrører, bør kreditgiveren snarest muligt rettehenvendelse til forbrugeren med henblik på at få fastslået dette.Hvis et ordinært afdrag betales før en aftalt betalingsfrist, vil dette kunvære at betragte som en førtidig tilbagebetaling, hvis der er holdepunkterherfor. Hvis kreditgiveren ikke kan fastslå, om der er tale om en ordinærindbetaling eller en førtidig tilbagebetaling, bør kreditgiveren snarest mu-ligt rette henvendelse til forbrugeren med henblik på at få fastslået dette.Bestemmelsen regulerer ikke, om en førtidig tilbagebetaling skal resulte-re i, at eventuelle resterende afdrag skal reduceres i antal eller størrelse.Det vil være op til forbrugeren at oplyse kreditgiveren om, hvilken virk-ning den førtidige tilbagebetaling skal have. Sker det ikke, overlades af-gørelsen til kreditgiveren.Hvis forbrugeren førtidigt tilbagebetaler en kredit, hvor der er aftalt envariabel debitorrente, har kreditgiveren ikke krav på kompensation. Hvisder er tale om en kreditaftale, hvor der i en del af aftalens løbetid er aftalten variabel debitorrente og i en del af løbetiden er aftalt en fast debitor-rente, har kreditgiveren efterstk. 2ikke krav på kompensation, hvis den164

førtidige tilbagebetaling sker i en periode, hvor der er aftalt en variabeldebitorrente.Hvis der er aftalt en fast debitorrente eller hvis den førtidige tilbagebeta-ling sker i en periode, hvor der er aftalt en fast debitorrente, har kreditgi-ver derimod efterstk. 2krav på en kompensation. Kompensationen fast-sættes på den måde, som i overensstemmelse med den foreslåede § 8, stk.2, nr. 18, jf. lovudkastets § 1, nr. 8, fremgår af kreditaftalen. Kreditgive-ren kan alene kræve den kompensation, som bestemmelserne herom ikreditaftalen giver mulighed for.Istk. 3er der fastsat øvre grænser for, hvor stor kompensationen kan væ-re. Grænserne er knyttet til det beløb, der tilbagebetales førtidigt. Hvisdet er mere end et år mellem det tidspunkt, hvor den førtidige tilbagebe-taling er modtaget hos kreditgiveren, og kreditaftalens aftalte ophørstids-punkt, kan kompensationen ikke overstige 1 pct. af det beløb, der tilba-gebetales førtidigt. Hvis den tilsvarende periode er på under et år, kankompensationen ikke overstige 0,5 pct. af det beløb, der tilbagebetalesførtidigt. Kreditgiveren skal ikke dokumentere, at kreditgiveren har lidtet tab, som svarer til den kompensation, der kræves.De grænser for kompensationens størrelse, som er fastsat istk. 3,kanimidlertid fraviges efterstk. 4.Hvis kreditgiveren således kan dokumen-tere, at de tab, kreditgiveren har lidt som følge af den førtidige tilbagebe-taling, overstiger de grænser, der er fastsat istk. 3,kan kreditgiveren und-tagelsesvis kræve en højere kompensation for sit tab. Det vil f.eks. væretilfældet, hvis kreditgiveren må udlåne den tilbagebetalte kapital til enrente, der er lavere end den rente, der var aftalt i kreditaftalen. Tabet be-regnes i så fald som forskellen mellem den oprindeligt aftalte rente ogden rente, til hvilken kreditgiveren kan udlåne det førtidigt tilbagebetaltebeløb på markedet på tidspunktet for den førtidige tilbagebetaling. Be-regningen skal ske under hensyntagen til den førtidige tilbagebetalingsindvirkning på de administrative omkostninger.Hvis en kreditgiveren kræver kompensation i medfør afstk. 4skal kre-ditgiveren – i modsætning til, hvis kompensationen kræves i medfør afstk. 3– dokumentere tabets størrelse og at tabet overstiger de grænser,der er fastsat istk. 3.Hvis forbrugeren kan dokumentere, at kreditgiverens tab er mindre endden kompensation, der kræves, vil kompensationen skulle nedsættes til-165

svarende. De grænser, der er fastsat istk. 3,finder ikke anvendelse, ogkompensationen vil således kunne fastsættes til et lavere beløb.Efterstk. 5kan kompensationen aldrig overstige det rentebeløb, som kre-ditgiveren skulle have betalt af det førtidigt tilbagebetalte beløb i perio-den, hvis der ikke var sket førtidig indfrielse.Efterstk. 6kan der i visse tilfælde ikke kræves nogen form for kompen-sation ved førtidig tilbagebetaling. Det gælder i tilfælde, hvor den førti-dige tilbagebetaling skyldes, at en forsikring, der har til formål at garan-tere tilbagebetalingen, er kommet til udbetaling, samt hvis der er tale omen kreditaftale i form af en kassekredit.Det fastslås istk. 7,at stk. 1-6 ikke finder anvendelse på pantebreve i fastejendom. Der er tale om en videreførelse af den gældende § 26, stk. 2, ikreditaftaleloven.Den foreslåede§ 27svarer til forbrugerkreditdirektivets artikel 13 og re-gulerer mulighederne for opsigelse af tidsubegrænsede kreditaftaler. Entidsubegrænset kreditaftale kan f.eks. være en kassekredit, der er tilknyt-tet en løbende konto.Udgangspunktet er, at en tidsubegrænset kreditaftale af forbrugeren kanopsiges til enhver tid på vilkår, der ikke er mere byrdefulde for forbruge-ren end kreditgiverens standardvilkår. Parterne kan dog aftale et opsigel-sesvarsel, men et sådant varsel kan ikke overstige en måned. Der stillesikke formkrav til forbrugerens opsigelse af kreditaftalen.Kreditgiveren kan efterstk. 2opsige en tidsubegrænset kreditaftale, hvisen sådan opsigelsesmulighed er aftalt mellem parterne. Kreditgiverenskal dog give forbrugeren et opsigelsesvarsel på mindst to måneder. Enaftale om en forlængelse af kreditgiverens opsigelsesvarsel giver ikkemulighed for en tilsvarende forlængelse af forbrugerens opsigelsesvarsel.Kreditgiverens opsigelse skal ske på papir eller på et andet varigt medi-um.I visse situationer kan kreditgiveren endvidere bringe forbrugerens ret tilat udnytte en kreditmulighed i henhold til en tidsubegrænset kreditaftaletil ophør uden varsel. Efter stk.3er det en forudsætning, at en sådan mu-lighed er aftalt mellem parterne og at opsigelsen sker på baggrund af ob-jektivt begrundede hensyn, hvilket f.eks. vil kunne være tilfældet ved166

mistanke om, at der sker en uautoriseret udnyttelse af kreditten, eller hviskreditgiveren vurderer, at der er en væsentligt forhøjet risiko for, at for-brugeren ikke kan opfylde sin tilbagebetalingsforpligtelse.Hvis kreditgiveren vælger at bringe forbrugerens adgang til at trække påen tidsubegrænset kreditaftale til ophør uden varsel, skal forbrugeren såvidt muligt underrettes herom før ophøret. Er det ikke muligt, skal under-retningen ske umiddelbart efter ophøret. Kreditgiveren skal samtidig ori-entere forbrugeren om årsagen til, at kreditaftalen bringes til ophør. Un-derretningen skal ske på papir eller på et andet varigt medium.§ 27 medfører ikke ændringer i den hidtidige opsigelsesadgang for tids-begrænsede kreditaftaler.Den foreslåede§ 28svarer til den gældende § 27 i kreditaftaleloven, derregulerer, hvordan kreditomkostningerne skal opgøres, hvis forbrugerenvil betale sin gæld, før den er forfalden, eller hvis kreditgiver gør krav påbetaling af beløb, der ellers ikke ville være forfaldne, eller på tilbagetag-ning af det solgte.Den foreslåede§ 26indeholder bestemmelser, der regulerer forbrugerensførtidige tilbagebetaling. Det foreslås derfor, at§ 28alene regulerer op-gørelsen af kreditomkostningerne, hvis kreditgiver gør krav på betalingaf beløb, der ellers ikke ville være forfaldne, eller på tilbagetagning af detsolgte. I øvrigt er der tale om en videreførelse af den gældende § 27.Til nr. 18Den foreslåede bestemmelse i§ 33, stk. 1,svarer til forbrugerkreditdirek-tivets artikel 17 og delvist til den gældende § 33, stk. 1, i kreditaftalelo-ven.Bestemmelsen omhandler overdragelse af rettigheder og fastslår, at hviskreditgiverens rettigheder i henhold til en kreditaftale overdrages til tred-jemand, så har forbrugeren over for erhververen ret til at gøre enhverindsigelse gældende, som forbrugeren kunne gøre gældende over for denoprindelige kreditgiver.Det følger videre afstk. 2,at forbrugeren skal underrettes om overdragel-sen. Det gælder dog ikke, hvis den oprindelige kreditgiver efter aftalemed erhververen fortsat står for kreditten i forhold til forbrugeren. I en167

sådan situation vil det fortsat være den oprindelige kreditgiver, som skalmodtage betaling fra forbrugeren, ligesom forbrugeren skal give eventu-elle meddelelser til den oprindelige kreditgiver.De gældende bestemmelser i § 33, stk. 2-4, i kreditaftaleloven foreslåsvidereført somstk. 3-5.Til nr. 19Henvisningen i§ 33, stk. 2,der bliver stk. 3, til § 5, nr. 2, foreslås somkonsekvens af den foreslåede § 4, jf. lovudkastets § 1, nr. 3, ændret til enhenvisning til § 4, nr. 15, litra b.Henvisningerne i§ 33, stk. 2-4,der bliver stk. 3-5, til andre stykker i be-stemmelsen foreslås endvidere ændret som konsekvens af den foreslåede§ 33, stk. 1 og 2, jf. lovudkastets § 1, nr. 18.Til nr. 20Henvisningen i§ 34, stk. 1, nr. 2,til § 9, stk. 1, nr. 5, foreslås som kon-sekvens af den foreslåede § 8, jf. lovudkastets § 1, nr. 8, ændret til enhenvisning til § 8, stk. 2, nr. 7.Til nr. 21Henvisningen i§ 45, stk. 1,til § 9, stk. 1, foreslås som konsekvens af denforeslåede § 8, jf. lovudkastets § 1, nr. 8, ændret til en henvisning til § 8,stk. 2.Til nr. 22Efter § 53 kan justitsministeren bestemme, at lovens regler eller nogle afdisse helt eller delvist ikke anvendes på kreditkøb, der er af en særlig be-skaffenhed, samt at lovens regler eller nogle af disse ikke anvendes påkreditter, der ydes til en rente, der er lavere end markedsrenten, og somikke tilbydes offentligheden i almindelighed, eller kun anvendes på så-danne kreditter med de afvigelser, som tilsiges af de pågældende kredit-ters særlige karakter.Bemyndigelsen i § 53 er udnyttet til at udstede bekendtgørelse nr. 497 af13. juni 1994 om undtagelser og fravigelser fra lov om kreditaftaler. Ef-168

ter bekendtgørelsens § 1 finder kreditaftalelovens særlige regler om kre-ditkøb ikke anvendelse på kreditkøb af aktier, obligationer (bortset frapræmieobligationer), sparekassers garantbeviser, beviser for ansvarligindskudskapital i pengeinstitutter, beviser udstedt af investeringsforenin-ger under tilsyn eller lignende værdipapirer, mens § 2 indeholder særligetidsmæssige krav for meddelelse af oplysninger i forbindelse med post-ordresalg, der er omfattet af kreditaftaleloven.Efter § 54 kan justitsministeren fastsætte regler, hvorefter skriftlige afta-ler og dokumenter, der er omfattet af loven, skal være påtrykt en af mini-steren udarbejdet vejledning om forbrugerens retsstilling.Bekendtgørelsens § 1 foreslås videreført som § 21, stk. 3, jf. lovudkastets§ 1, nr. 13. Bemyndigelserne i §§ 53 og 54 vil kun i begrænset omfangkunne udnyttes i overensstemmelse med forbrugerkreditdirektivet, og detforeslås derfor, at §§ 53 og 54 ophæves. Bekendtgørelsen nr. 497 af 13.juni 1994 om undtagelser og fravigelser fra lov om kreditaftaler bortfal-der herefter.Til nr. 23§ 55 i kreditaftaleloven bemyndiger Justitsministeren til at ændre vissebeløbsangivelser og rentesatser i loven. Det foreslås, at henvisningen tilden gældende § 3, stk. 3, nr. 1, udgår som konsekvens af den foreslåedeaffattelse af § 3, jf. lovudkastets § 1, nr. 2.Til nr. 24Efter § 56 i kreditaftaleloven kan den, der gør sig skyldig i grov eller of-tere gentagen overtrædelse af en række af de bestemmelser i loven, derpålægger kreditgiveren oplysningspligter, straffes med bøde.Det foreslås, at bestemmelsen – som konsekvens af de foreslåede æn-dringer af oplysningspligterne – ændres, således at grov eller oftere gen-tagen overtrædelse af de foreslåede §§ 7 a, 7 b, 8, 8 a, 8 b, 9, 10 og 17straffes med bøde. Det strafsanktionerede område foreslås dermed udvi-det til også at omfatte manglende opfyldelse af oplysningspligten forudfor indgåelsen af en kreditaftale, ligesom også kreditformidlere vil kunnestraffes i det omfang kreditformidleren er pålagt pligter efter de straf-sanktionerede bestemmelser.169

Til nr. 25Som konsekvens af den foreslåede ophævelse af § 54, jf. lovudkastets §1, nr. 22, forslås § 56, stk. 3, ophævet.Til nr. 26Der foreslås indsat tre bilag til loven. De foreslåedebilag 1-3svarer tilforbrugerkreditdirektivets bilag I-III.Bilag 1indeholder den grundligning, der i henhold til den foreslåede §16, stk. 2, jf. lovudkastets § 1, nr. 10, skal anvendes ved beregning af deårlige omkostninger i procent, og de supplerende antagelser, der er omtalti den foreslåede § 16, stk. 7.Bilag 2indeholder formularen "Standardiserede europæiske forbruger-kreditoplysninger", som kreditgiveren skal anvende for at give forbruge-ren en række nærmere fastsatte oplysninger i overensstemmelse med deforeslåede bestemmelser om kreditgiverens oplysningspligt.Bilag 3indeholder en særlig formular, som skal anvendes i stedet forformularen i bilag 2 i forbindelse med kreditaftaler om kassekredit oggældsomlægning.Til § 2Til nr. 1Det foreslås, at der i lov om markedsføring indsættes en note, der oplyserom, at loven gennemfører dele af forbrugerkreditdirektivet. Alene notenssidste henvisning vedrører forbrugerkreditdirektivet.Til nr. 2Lovens § 2, stk. 3, angiver de bestemmelser, som ikke finder anvendelsepå virksomheder omfattet af lov om finansiel virksomhed. Det foreslås,at § 14 a tilføjes, da denne bestemmelse alene regulerer de virksomheder,der ikke er omfattet af lov om finansiel virksomhed

Til nr. 3Den foreslåede§ 14 ai lov om markedsføring svarer til forbrugerkredit-direktivet artikel 4 og artikel 21, litra a. I bestemmelsen anvendes i over-ensstemmelse med terminologien i markedsføringsloven i stedet for be-grebet reklame det indholdsmæssigt identiske begreb markedsføring.Markedsføringen af kreditaftaler, undtagen kreditkøb, er i dag omfattet afbekendtgørelse nr. 193 af 1. marts 2007 om information til forbrugere ompriser på låne- og kredittilbud og valutakurser (skiltningsbekendtgørel-sen). Markedsføringen af kreditkøb er derimod omfattet af de almindeli-ge regler i markedsføringsloven. Der er således i dag forskel på reglernefor markedsføring af henholdsvis almindelige kreditaftaler og kreditkøb.Den foreslåede§ 14 amedfører, at alle kreditaftaler, herunder kreditkøb,vil blive underlagt de samme regler om markedsføring.Den foreslåede § 14 a omhandler ikke de prisoplysninger, som erhvervs-drivende, der udbyder egne eller andre erhvervsdrivendes lån, skal givetil forbrugerne. Det betyder, at den eksisterende § 14 i markedsføringslo-ven stadig regulerer hvilke oplysninger, der skal skiltes med ved kredit-køb.Som en følge af dette lovforslag skal skiltningsbekendtgørelsen revide-res, så bekendtgørelsens § 5 vedrørende krav til markedsføring af låne-eller kredittilbud ophæves.Stk. 1,svarer til forbrugerkreditdirektivets artikel 4, stk. 1, og medfører,at hvis markedsføring af kreditaftaler angiver en rentesats eller talstørrel-ser vedrørende omkostningerne i forbindelse med forbrugerkredit, skalreklamen indeholde oplysningerne nævnt istk. 2.Stk.2indebærer, at oplysninger skal angives klart, tydeligt og på enfremtrædende måde ved hjælp af et repræsentativt eksempel.Stk. 2angi-ver endvidere hvilke oplysninger, der skal nævnes i reklamer for kredit-aftaler, og svarer til forbrugerkreditdirektivets artikel 4, stk. 2.Stk. 3svarer til forbrugerkreditdirektivets artikel 4, stk. 3, og indebærer,at hvis indgåelsen af en aftale om en accessorisk tjenesteydelse i forbin-delse med kreditaftalen er obligatorisk for at opnå kreditten, og en sådanaftales omkostninger ikke kan beregnes på forhånd, skal forpligtelsen til171

at indgå denne aftale også være angivet sammen med de årlige omkost-ninger i procent.Stk. 4svarer til forbrugerkreditdirektivets artikel 21, litra a, og indebærer,at kreditformidlere i reklamer og i anden dokumentation henvendt til for-brugere skal gøre opmærksom på omfanget af deres beføjelser. Det skalbl.a. oplyses, om vedkommende udelukkende samarbejder med én ellerflere kreditgivere eller optræder som selvstændig mægler.Begreberne kreditaftale, kreditformidler, debitorrente, samlet kreditbe-løb, årlige omkostninger i procent og samlet beløb, der skal betales afforbrugeren, skal forstås i overensstemmelse med definitionen af begre-berne i den foreslåede § 4 i kreditaftaleloven, jf. lovudkastets § 1, nr. 3.Til nr. 4Den foreslåede ændring af§ 30, stk. 2,medfører, at den gældende straf-bestemmelse i markedsføringsloven udvides til også at omfatte overtræ-delser af § 14 a. Dette medfører, at overtrædelser af § 14 a på sammemåde som overtrædelser af § 14 kan straffes med bøde.Til § 3Efter forbrugerkreditdirektivets artikel 27, stk. 1, skal de bestemmelser inational lovgivning, der er nødvendige for at gennemføre direktivet, sæt-tes i kraft senest den 12. maj 2010. Ved berigtigelse til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/48/EF af 23. april 2008 om forbru-gerkreditaftaler og om ophævelse af Rådets direktiv 87/102/EØF (EU-Tidende 2009 nr. L 207, side 14) er fristen for gennemførelse af direkti-vet i national lovgivning berigtiget til 11. juni 2010.På den baggrund foreslås det istk. 1,at loven træder i kraft den 11. juni2010 og istk. 2,at loven finder anvendelse på kreditaftaler, der indgåsefter lovens ikrafttræden.Det følger af forbrugerkreditdirektivets artikel 30, stk. 2, at en række afdirektivets artikler også skal finde anvendelse på tidsubegrænsede kredit-aftaler, der eksisterer på tidspunktet for de nationale gennemførelsesbe-stemmelsers ikrafttræden.

Det foreslås derfor istk. 3,at kreditaftalelovens § 8 b, stk. 1, 2. pkt., ogstk. 2, §§ 9, 10, 27 og 33, som affattet ved lovudkastets § 1, nr. 9, 10, 17og 18, tillige skal have virkning for tidsubegrænsede kreditaftaler, der erindgået forud for lovens ikrafttræden.Dermed vil kreditgiveren i forbindelse med tidsubegrænsede kreditafta-ler, der er indgået forud for lovens ikrafttræden, være forpligtet til vedovertræk regelmæssigt på papir eller på et andet varigt medium at givenærmere bestemte oplysninger, ligesom der i forbindelse med ændring afrenten og i forbindelse med kassekreditter skal gives de oplysninger, somfølger af den foreslåede ordning. Endelig vil forbrugeren have mulighedfor at opsige tidsubegrænsede kreditaftaler samt have de foreslåede ret-tigheder i forbindelse med overdragelse af rettigheder.Realkreditinstitutters tilbud gælder typisk i seks måneder, og det foreslåsderfor istk. 4,at hvis der er tale om kreditaftaler med pant i fast ejendom,der er omfattet af den foreslåede § 8 a, jf. lovudkastets § 1, nr. 8, og kre-ditgiveren er et realkreditinstitut, finder loven kun anvendelse på kredit-aftaler, hvor kreditgiverens tilbud er fremsat efter lovens ikrafttræden.Til § 4Bestemmelsen vedrører lovens territoriale gyldighed. Det foreslås, at lo-ven ikke gælder for Færøerne og Grønland, men at den ved kongelig an-ordning kan sætte helt eller delvist i kraft for Færøerne og Grønland medde ændringer, som de færøske og grønlandske forhold tilsiger.