STRAFFELOVRÅDETS KOMMISSORIUM

om

visse spørgsmål om regulering af strafniveauer for bestemte lovover-

trædelser, herunder brug af minimumsstraf

Det følger af grundlovens § 3, at den dømmende magt er hos domstolene,og i overensstemmelse hermed er det bl.a. et kerneområde for domstole-ne at træffe afgørelse om skyld og straf i den enkelte straffesag.Spørgsmålet om ”arbejdsdelingen” mellem den lovgivende og den døm-mende magt på det strafferetlige område indeholder nogle væsentligeprincipielle aspekter.Den nuværende praksis kan lidt forenklet beskrives således, atlovgiv-ningsmagtenbl.a. fastsætter, 1) hvilke handlinger der skal være strafbare(legalitetsprincip), 2) om de strafbare handlinger skal defineres bredt(som f.eks. voldsforbrydelser, hvor straffebestemmelserne omfatter enrække forskellige handlinger af meget varierende grovhed) eller smalt(som f.eks. spirituskørsel), 3) hvilke betingelser der skal være opfyldt for,at man kan straffe den, der har overtrådt straffelovgivningen (f.eks. sub-jektive betingelser eller forældelsesregler), 4) inden for hvilke rammerstraffen og/eller strafarten for den pågældende forbrydelsesart skal fast-sættes, 5) hvilke generelle hensyn der skal lægges vægt på ved den kon-krete strafudmåling (jf. straffelovens § 80), 6) at visse særlige forhold ialmindelighed skal tale for en mildere straf eller for en strengere straf (jf.straffelovens §§ 81 og 82), og 7) efter hvilke generelle kriterier det skalafgøres, om strafferammerne kan fraviges i det enkelte tilfælde (f.eks.straffelovens § 83).

Domstoleneafgør navnlig, 1) om den enkelte handling falder inden fordet område, som lovgiver har bestemt skal være strafbart, 2) om betingel-serne for, at den tiltalte kan straffes for handlingen, er opfyldt i det enkel-te tilfælde, og 3) hvad den konkrete straf skal være i den enkelte sag in-den for de ovenfor nævnte generelle rammer m.v.Praksis er skiftende særligt med hensyn til at fastsætte en normal strafpo-sition i typetilfælde inden for den gældende strafferamme. I nogle tilfæl-de er normalpositioner alene fastlagt af domstolene gennem retspraksis(f.eks. ved drab eller falsk forklaring for retten), i andre tilfælde har Fol-ketinget i lovforarbejder tilkendegivet, hvilke normalpositioner man øn-sker i typetilfælde (f.eks. ved grove våbenlovsovertrædelser). I flere af desidstnævnte tilfælde har der været tale om en ”kombination”, f.eks. såle-des at Folketinget i lovforarbejder har tilkendegivet en forudsætning om,at normalstraffen for en forbrydelse forhøjes i forhold til det hidtidigestrafniveau, som er fastlagt i retspraksis (f.eks. ved vold eller voldtægt).Folketinget har brugt flere forskellige ”lovtekniske” fremgangsmåder,når man har ønsket at tilkendegive, hvordan strafudmålingen inden forstrafferammen bør være i typesituationer. I nogle tilfælde har man ændretstrafferammen for den pågældende forbrydelse, herunder eventuelt ogsåændret strafarten, mens man i andre tilfælde i loven f.eks. har angivetvisse særlige omstændigheder, som i almindelighed skal medføre enstrengere straf inden for strafferammen for den pågældende forbrydelse. Iforbindelse hermed har man i lovforarbejderne i nogle tilfælde tilkende-givet, at man ønsker strafniveauet forhøjet med en nærmere angivetbrøkdel eller f.eks. ”med et år” i forhold til det gældende niveau – og i såfald enten med angivelse af, hvad normalstraffen er efter hidtidig rets-praksis, eller således, at normalstraffen forudsættes forhøjet i forhold tilet ikke angivet niveau. Der er også enkelte eksempler på, at man i lovfo-rarbejderne har tilkendegivet direkte, hvad straffen som udgangspunktbør være i typetilfælde – det er sket i nogle tilfælde, hvor de strafbarehandlinger i vidt omfang har fremtrådt ensartet.Der gælder ingen forfatningsretlige begrænsninger for, i hvilket omfanglovgivningsmagten kan normere strafudmålingen ved generelle regler. Ide senere år har der imidlertid i en række tilfælde været rejst spørgsmålom, hvor langt Folketinget bør gå med hensyn til at tilkendegive, hvor-dan domstolenes strafudmåling inden for strafferammen bør være, ogom, hvordan sådanne tilkendegivelser i givet fald bør udformes. Det erbl.a. anført, at lovgivningsmagten bør være tilbageholdende med at nor-2

mere normalstraffen på enkeltområder uden afpasning i forhold til andrelignende forbrydelser, og det gælder navnlig på områder, hvor det er van-skeligt at afgrænse typesituationer, idet det kan være vanskeligt som lov-giver at forholde sig realistisk til den mangfoldige virkelighed, der møderdomstolene i de enkelte konkrete straffesager. På den anden side er detbl.a. anført, at strafudmåling indebærer nogle værdimæssige vurderinger,der ud fra et demokratisk ideologisk synspunkt - ligesom vurderingen af,hvilke handlinger som bør være strafbare - bør foretages af lovgivnings-magten i det omfang, det kan ske ved generelle regler, der giver plads tilden ønskelige nuancering i de enkelte tilfælde. Det har endvidere væretanført, at det er et vigtigt retssikkerhedskrav, at ”det lige behandles lige”,og at lovgivningsmæssig styring på nogle områder kan bidrage hensigts-mæssigt hertil – men samtidig kan det siges at være et lige så vigtigt rets-sikkerhedskrav, at tilfælde, som er forskellige, også behandles forskelligt,og at dette taler for tilbageholdenhed fra lovgivningsmagtens side.Disse spørgsmål har også en vis sammenhæng med overordnede krimi-nalpolitiske spørgsmål om den indbyrdes vægtning mellem de generellehensyn, der varetages med straffebestemmelserne. Lægges der f.eks. storvægt på straffens individualpræventive funktion, taler dette i højere gradfor tilbageholdenhed fra lovgivningsmagtens side, således at domstolenehar mulighed for at fastsætte den sanktion inden for strafferammen, som idet enkelte tilfælde bedst vil kunne modvirke, at forbryderen senere be-går ny kriminalitet.I forbindelse med de ovenfor anførte spørgsmål har der i de senere år og-så været rejst spørgsmål om øget brug af særskilte forhøjede minimums-straffe for de enkelte forbrydelsestyper. For en række forbrydelsestyperer minimumsstraffen fængsel, og det generelle minimum for fængsels-straf er 7 dage. Tidligere var der fastsat et forhøjet minimum for fæng-selsstraf i flere bestemmelser i straffeloven, men disse er gennem åreneblevet ophævet, således at sådanne forhøjede minimumsstraffe indtil fornylig alene fandtes i straffelovens § 112 om forsøg på drab på regentenog § 237 om manddrab. Folketinget har imidlertid ved lov nr. 501 af 12.juni 2009, som er trådt i kraft den 15. juni 2009, bl.a. ændret bestemmel-sen i straffelovens § 192 a, således at der fremover også gælder en sær-skilt forhøjet minimumsstraf for overtrædelser af våbenlovgivningen un-der særlig skærpende omstændigheder, når overtrædelsen vedrører sky-devåben eller andre våben eller eksplosivstoffer af særdeles farlig karak-ter.3

Særskilte minimumsstraffe kan ses både som et styringsredskab for lov-givningsmagten i forhold til strafferammernes bredde med henblik på atmarkere forbrydelsens grovhed og som en metode til at gennemføre enstrafforhøjelse på det pågældende område jf. herved også Straffelovrå-dets betænkning nr. 1424/2002.Når særskilte forhøjede minimumsstraffe på nuværende tidspunkt kun imeget begrænset omfang bruges som styringsredskab med henblik på atsikre en mere ensartet strafudmåling og markere den pågældende forbry-delses grovhed, skyldes det bl.a., at særskilte forhøjede minimumsstraffehar den virkning, at de – afhængig af straffebestemmelsernes nærmereudformning – kan tvinge dommerne til at afsige domme, som virker uri-melige i konkrete enkelttilfælde. Endvidere må det antages at have sam-menhæng med den almindelige tillid til, at domstolene generelt udmålerstraffe, som afspejler lovgivningsmagtens kriminalpolitiske ønsker.Spørgsmålet om brug af særskilte minimumsstraffe varierer noget fraland til land, også blandt de nordiske lande. I Sverige og Finland anven-des minimumsstraffe således i noget videre omfang end her i landet.Regeringen har besluttet at anmode Straffelovrådet om at vurdere deovenfor omtalte principielle spørgsmål vedrørende ”arbejdsdelingen”mellem lovgivningsmagten og domstolene og i den forbindelse overveje,på hvilken måde lovgivers ønske om at tilkendegive, hvordan straffen forvisse lovovertrædelser bør være i typesituationer, mest hensigtsmæssigtkan udtrykkes med respekt for domstolenes rolle som den dømmendemagt, der har den endelige afgørelse om skyld og straf i hver enkelt kon-kret sag. Straffelovrådet skal i den forbindelse endvidere fremadrettetoverveje spørgsmålet om brug af særskilte forhøjede minimumsstraffefor visse forbrydelser.Rådet bør inddrage relevante oplysninger og erfaringer fra andre lande,herunder de øvrige nordiske lande.Rådet anmodes om at opstille og vurdere ”modeller” for, hvordan lov-givningsmagtens ønsker i givet fald kan udtrykkes på en hensigtsmæssigmåde i loven og/eller lovforarbejder under hensyn til den generelle ka-rakter af den eller de pågældende forbrydelser. Der kan således eventueltvære grund til at anbefale forskellige modeller afhængigt af, hvor bredtden pågældende forbrydelse er defineret.4