Overordnede betragtninger:

Loven har nu fungeret i et år og har virket både positivt og negativt.Helt overordnet har loven virket fornuftigt på enkelte punkter: Forligsforhandlingerne istatsforvaltningerne har nok fået afhjulpet en del konflikter og domstolene har taget lovensintentioner om fælles forældremyndighed meget alvorligt og har derigennem også fået løst noglekonflikter ved at give fælles forældremyndighed.Modsat er det imidlertid, at sagsbehandlingen er blevet meget komplicerede og betydelig merelangvarig end efter den gamle lov, hvilket i sig selv skaber en række konflikter: Desuden harvejledningerne til loven nok et indhold, der på mange punkter strider mod lovgivers intentioner.Den overordnet regel om fælles forældremyndighed i loven er en indlysende rigtig tanke, men manskal her stadig huske på, at den fælles forældremyndighed mere er et moralsk pålæg end en reelligedeling af ansvaret. I konfliktsituationer bliver den mest en narresut, da bopælsforælderen altidblot kan ”true” med at få den fulde forældremyndighed, for at få samværsforælderen til at ”makkeret”.Grundlæggende må det nok konstateres, at loven, specielt med teksten i vejledningerne, stadigvækgiver for mange muligheder for at skabe konflikter og derigennem forhindre barnets ret til beggeforældre. (Se pkt. 13 i ”Vejledning om samvær”)

Sagsforløb:

For til fulde at forstå problemerne der optræder, er det vigtigt at gøre sig klart, at der er et sagsforløbgennem først statsforvaltningen, møder her, eventuel rådgivning eller konfliktmægling og herefteren mulig overgivelse af sagen til retten. Ventetid både i statsforvaltning og ved retten og typiskoplever man, at man første sidder i retten op til 6 måneder efter den første henvendelse titstatsforvaltningen og lige så typisk er der i hele denne periode ikke truffet afgørelser af nogen art.

Nedenfor skal vi nærmere behandle følgende punkter:A. Problemerne fra samlivsophævelse til der foreligger en afgørelse.Konflikten mellem den virkelige verden og den ”lykkelige skilsmisse”.Problemer med midlertidige afgørelser.Særskilt om deleordningerB. Beskyldninger om vold, incest, misbrug.Problemer med samværsophævelse, sagsbehandling.C. Samværschikane.D. Skolevalg.E. Sagsbehandlingsproblemer.Tidsforløb, sagsbehandlingsmåde.F. Enkeltspørgsmål.Økonomi, folkeregistertilmelding.Samtaler med børn.Samværsafgørelser.6 ugers regel for meddelelse om flytning.G. Forældrefremmedgørelsesproblemet.H. Spørgsmål om lovbehandling.Retternes forsøgsordninger.Involverede organisationer.I. Langsigtede tanker.Familiedomstole.Ankeapparatet.

A. Problemerne fra samlivsophævelse til der foreligger en afgørelse.

Det er fristende at sammenligne den ”lykkelige skilsmisse” med virkelighedens verden efter loven.I den ”lykkelige skilsmisse” træffer forældrene inden samlivsophævelsen aftalerne med respekt forhinanden og børnene.Når forældrene ikke kan blive enige opstår kampen om retten til at have børnene boende. Her vedforældrene, at ”status quo princippet” fortsat er gældende og at det vil være en klar fordel, hvis man,når man 6 måneder efter sagens start sidder i retten, har haft børnene boende, medens den andenforælder kun har haft en sædvanlig samværsordning med hver anden weekend. Denne konflikt harloven ikke løst, tværtimod. Man kan bede statsforvaltningen om en midlertidig samværsafgørelse,men statsforvaltningerne er yderst tilbageholdende med at lave en deleordning som en midlertidigløsning. Hvad værre er, kan den ene af forældrene blot anmode om, at samværsspørgsmålet afgøres

af retten sammen med bopælsspørgsmålet. Efter vejledningen er statsforvaltningen herefter afskåretfra at træffe en midlertidig samværsafgørelse. Konklusionen er derfor i disse sager, at forældrene måblive boende sammen i 6 måneder, hvilket er klart skadeligt både for forældre og især for børn, ellerat den ene forælder må optræde ansvarlig og flytte, overlade børnene til den anden og dermed stortset at have tabt sagen om bopæl på forhånd.Dette udnyttes helt klart af nogle forældre. Udnyttelsen sker ved, at den forælder der ønsker at brugedenne magt enten blot bliver boende og til sidst får den anden til at opgive og flytte, eller denpågældende forælder vælger selv at flytte med børnene, hvilket jo ikke kan forhindres. Der er ingenmulighed for i disse sager at få en midlertidig samværsafgørelse. Hvis det lykkes, hvilketforudsætter at den ene forælder accepterer, at det ikke er retten der skal afgøre samværet, tager detalligevel meget typisk op til 3-4 måneder, førend statsforvaltningen har truffet en sådan afgørelse.Løsning på dette problem er yderst simpel: Man skal blot i selve loven gennemføre den ”lykkeligeskilsmisse” ved at fastslå, at der, medmindre parterne bliver enige om andet, automatisk træder endeleordning i kraft ved en samlivsophævelse. Lovteknisk er det yderst simpelt: ”Vedsamlivsophævelse etableres deleordning for barnet. Er forældrene ikke enige om andet, fastsættesskiftetidspunkt til søndag eftermiddag el. til mandag morgen i institution/skole ”.Fordelene ved denne løsning er indlysende: Alene det forhold at denne bestemmelse vil stå i lovenvil formentlig forhindre 90% af de sager der er om midlertidige afgørelser og vil givet få forældreneselv til at lave fornuftige ordninger inden sagen kommer for i retten. Det giver samtidig forældrenemulighed for at få ophævet samlivet og få ro i hjemmet og endelig betyder det, at børnene så rentfaktisk har oplevet hvordan det er at forældrene er gået fra hinanden og hvordan det er at bo hosforældrene hver især. Når sagen kommer i retten, er der herefter et helt andet realistisk grundlagt forat bedømme både forældreevne og børnenes behov.Der skal selvfølgelig være mulighed for, at statsforvaltningerne i særlige sager meget hurtigt kantræffe midlertidig afgørelse om et andet samvær.Samtidig bør – selvfølgelig – statsforvaltningen have mulighed for at træffe afgørelse ommidlertidigt samvær uanset om samværsspørgsmålet også er indbragt for retten.Samværsafgørelser bør kunne træffes meget hurtigt og ikke på den måde hvor det foregår i dag. Idag sker det typisk med en skriftlig forberedelse, den ene part skriver til statsforvaltningen,statsforvaltningen sender 10 dage efter brevet til den anden med anmodning om den andens partsskriftlige bemærkninger og herefter indkaldes til et møde og så er der hurtigt gået 1½-2 måneder.Også når man ser på bemærkningerne nedenfor omkring vold m.v. er det utrolig vigtigt, at der kantræffes en hurtig samværsafgørelse. Der bør kunne etableres en særlig ordning for midlertidigesamværsafgørelser, en form for ”dommervagt” hvor der inden for 8-10 dage kan afholdes et mødeog hvor enten en dommer eller statsforvaltningen her kan høre parternes forklaringer og få truffet enafgørelse. Der bør her selvfølgelig være mulighed for, at sagen kan udsættes ganske kort påindhentelse af oplysninger fra institutioner eller lignende eller samtale med børnene, mengrundlæggende bør en samværsafgørelse kunne træffes indenfor få uger. Lovteknisk skulle det ikkevære noget problem at fastsætte sådanne regler.

Særskilt om deleordninger.

Efter vejledningen er deleordninger kun noget statsforvaltningerne helt undtagelsesvis kangennemføre både som en midlertidig ordning eller som en permanent ordning.Det er til gengæld min erfaring fra adskillige domstole, især de 3 nordsjællandske der har englimrende forsøgsordning med inddragelse af børnesagkyndig i sagsforberedelsen, at domstolene,når en sag udsættes på børnesagkyndig undersøgelse eller lignende, fastsætter en deleordning indtilsagen er afgjort. Det sikrer, at barnets forhold kan undersøges ordentligt og det giver ro undersagsforløbet.Loven bør ganske enkelt give statsforvaltningerne langt større muligheder for at fastsættedeleordninger både midlertidigt og permanent.

B. Beskyldninger om vold, incest, misbrug.

Problemer med samværsophævelse, sagsbehandling.

I disse sager er der væsensforskel på sager, hvor der er beskyldninger om vold mod den ene afforældrene og hvor der er beskyldninger om vold, incest, misbrug overfor børn.Vold overfor en forælder.Det skal selvfølgelig slås fast, at vold aldrig på nogen måde er acceptabelt. Tendensen er, atstatsforvaltningerne, hvis der kommer beskyldninger frem om vold, uden videre ophæver samværetog herefter må den samværsberettigede vente i månedsvis indtil en evt. straffesag er gennemført.Det skal her erindres, at der for det første tit er tale om voldsbeskyldninger, der viser sig at væreuberettigede, men hvor statsforvaltningerne jo ikke kræver nogen form for bevisførelse afbetydning. Reelt afgør man disse sager ud fra den påståede voldsramtes egne forklaringer, eventueltstøttet af de såkaldte krisecentererklæringer, som reelt, når man grundigt gennemlæser dem, ikke harnogen værdi, da de grundlæggende alene er et referat af den pågældende forælders egen forklaringermed en tilføjelse af, at krisecentret tror på den pågældende.Voldbeskyldningerne benyttes helt bevidst og der er en klar fornemmelse af, at der rådgives ombrugen heraf. Jeg har adskillige eksempler, hvor en forælder i retten efterfølgende indrømmer, at derrent faktisk aldrig har været tale om vold – men konsekvensen blev alligevel, at den anden forælderi månedsvis blev afskåret fra sine børn. Det skal også erindres, at voldssituationer der hvor de erforekommet tit er gensidige, men det er typisk kun manden der blev tiltalt, selvom kvinden i vidtomfang har været medvirkende til at der har været vold i hjemmet. Endvidere skal det erindres, atvolden tit, hvor den forekommer, dels er beskeden, dels typisk foregår på en sådan måde, at børneneikke ved noget om det. Det at forældrenes forhold har været voldsramt er ikke i sig selvensbetydende med, at typisk manden er en dårlig fader. Hele systemet omkring behandling af dissesager bør derfor laves væsentlig om og naturligvis især med henblik på at sikre et samvær, medensen sag undersøges, så den voldsbeskyldte forælder ikke afskæres fra børnene før det er klart, at detikke er i børnenes tarv at have samvær med den pågældende forælder. I disse sager kan samværetenten indskrænkes væsentligt, herunder laves til uden overnatning, eller der kan gennemføresovervåget samvær i en periode, men det bør være en absolut undtagelse at samværet ophæves.

Vedrørende vold mod børn, incest, misbrugProblemet er her igen, at alt for mange fædre ”dømmes” alene på beskyldninger, hvor børnene, klarttil skade for dem, hvis det viser sig, at faderen reelt er uskyldig, afskæres fra kontakten med deresfader. Jeg har en aktuel sag, hvor beskyldninger rent faktisk har forhindret samvær i nu overhalvandet år uden at statsforvaltningen har villet lave et overvåget samvær der klart ville kunne havevist, at det pågældende barn er fuldstændig tryg ved sin fader. I sådanne sager må der væremulighed for en bevisførelse for statsforvaltningen eller en mulighed for, at samværsspørgsmåletman indbringes for retten, så en dommer kan tage stilling til gennemførelse af et samvær, ligesomdomstolene må udstyres med myndighed til at afsige dom om overvåget samvær somstatsforvaltningerne herefter skal være pligtige at gennemføre.

C. Samværschikane.

Desværre optræder samværschikane stadig hyppigt. Samværschikane er noget af det sværeste atgøre noget ved, igen væsentligst i statsforvaltningerne hvor bevisførelse er umådelig besværlig. Irealiteten er det først når sagen kommer for i fogedretten, at man kan få en nærmere bevisførelse.Samværschikane er faktisk blevet betydelig lettere at gennemføre efter den nye lov. Læser manvejledning om samvær, pkt. 13, vil man faktisk se, at dette afsnit grundlæggende er en manual i,hvorledes man kan forhindre samværet imellem barnet og samværsforældren.Det er selvfølgelig yderst betænkeligt, at man blot kan følge en manual i vejledningerne, for atchikanere samværet.En deleordning som anført under A. vil her have en meget stor præventiv virkning.I dag, hvis man kan overbevise en foged om, at der er tale om samværschikane, er dergrundlæggende kun udkørende fogedforretninger eller tvangsbøder, der kan få udleveret et barn.Statsforvaltninger kan intet gøre.Hvis der er mulighed for at statsforvaltningerne kan fastsætte en deleordning, vil dette givetvis haveen stor præventiv virkning overfor den chikanerende part.

D. Skolevalg.

Et af de store problemer der er rejst omkring den nye lov er spørgsmålet om skolevalg.Lovens indhold er, at forældre skal være enige om skolevalg.Er der ikke enighed, er der kun den ene mulighed at ophæve den fælles forældremyndighed.Domstolene afviser i disse sager at lave en midlertidig forældremyndighed som blot kan gælde,indtil der er truffet afgørelse om skolevalg og herefter genetablere den fælles.Her kommer den fælles forældremyndigheds funktion som narresut ind. Bopælsforælderen viltypisk altid vinde en retssag om den fulde forældremyndighed og samværsforælderen er derfor nødttil at bøje nakken.Der er fortalere for, at bopælsforælderen derfor blot skal kunne bestemme skolen. Der er nogen dermener, at samværsforælderen benytte skolevalg som handelsobjekt og således kun vil acceptere

bopælsforælderens skolevalg mod at få et udvidet samvær, nedslag i børnepenge eller lignende. Jegkan oplyse, at jeg endnu ikke har været udsat for den slags, men jeg kan selvfølgelig ikke udelukke,at det findes.Lægger man skolevalget hos bopælsforælderen har man imidlertid rykket ”magtbalancen”, somafgørende – hvad er så det næste der bliver flyttet til bopælsforælderen – at den fællesforældremyndighed begynder at miste sin mening.Der kan faktisk være god fornuft i samværsforælderens syn på, hvilken skole barnet skal gå i ellerendnu mere god fornuft i at fastholde, at et barn skal blive gående på sin nuværende skole fremfor atskifte skole – en situation der f.eks. tit opstår hvis bopælsforælderens forhold ikke er optimale,skolen er bekymret for børnenes udvikling og bopælsforælderens svar på dette er typisk etskoleskift.Bopælsforælderen bør her ikke frit kunne vælge og vrage. Løsningen er selvfølgelig heller ikke, atman fører retssag for at ophæve den fælles forældremyndighed. Den rigtige løsningsmodel må væreenten at statsforvaltningen eller at domstolene får kompetencen til at træffe afgørelse om en sådantvist. Det burde ikke være noget større problem i en vejledning nærmere at anvise, hvilke momenterder bør være vigtige ved valg af skole, herunder om et skoleskift reelt skyldes bopælsforælderensforhold eller barnets forhold.

E. Sagsbehandlingsproblemer.

Sagsbehandlingerne i statsforvaltningerne forekommer tid for borgerne at ske nærmest for lukkededøre, hvor man ikke helt ved hvad der foregår, hvor man ikke ved, om statsforvaltningen indhenteroplysninger eller ej eller om sagen blot ligger samler støv. Der er ingen mulighed for bevisførelse istatsforvaltningen og det kan tit være svært at få statsforvaltningen til at indhente de oplysningersom en part finder nødvendige, men som man ikke alene kan indhente. Helesagsbehandlingssystemet bør derfor gennemgås.Et andet problem er, at muligheden for at gå direkte til domstolene er fjernet ved den nye lov.Der er meget god menig i at man prøver forligsmulighederne i statsforvaltningen før sagen kommerfor retten, men i mange sager er det et besværligt og overflødigt mellemled og giver, på grund afden lange sagsbehandlingstid, store problemer også for børnene. Der bør måske her gives betydeligbedre muligheder for i enkeltsager at henvise dem til domstolene omgående fremfor at vente 2-3mdr. på et helt overflødigt møde i statsforvaltningen.

F. Enkeltsager.

1) Loven efterlader en del uklarhed omkring folkeregistertilmelding og økonomi i den forbindelsesom bør afklares. Specielt gælder dette ved deleordninger. Her bør folkeregistreret kunne indrettes,så barnet kan være registreret begge steder og således at de offentlige tilskud kan deles mellemforældrene.2) Ifølge lovens § 34 skal et barn høres. Det bør præciseres, at dette altid skal være med bistand afbørnesagkyndig.

3) Samværsindbringelse for retten. Loven har en noget uforståelig opdeling i, at nogle samværssagerkan indbringes for retten, medens andre ikke kan (§ 38). Dette bør ændres, så alle samværssager kanindbringes for retten.4) Efter § 18 skal bopælsflytning varsles med 6 uger. Der er imidlertid ingen konsekvens af ikke atoverholde reglen. Dette misbruges i vidt omfang. Det bør overvejes, om der kan indføreskonsekvenser her. Specielt ved flytning til udlandet er dette meget vigtigt, da en forælder, derønsker at flytte sig og barnet til udlandet, men er bange for konsekvenserne, blot undlader at givebesked efter 6 uger. Dette problem kan i virkeligheden løses via retsplejelovens § 448f. Efter dennebestemmelse kan der anlægges retssag om bopælsret eller forældremyndighed i Danmark, hvisbarnet ulovligt er ført til udlandet. Det bør her være en konsekvens af § 18, at en flytning tiludlandet, hvis der ikke er varslet de 6 uger før, er en ulovlig udførsel af barnet. Det er en enkelløsning, men den vil forhindre mange ulykkelige situationer.

G. Forældrefremmedgørelse.

Jeg ser desværre flere og flere sager, hvor der reelt er tale om, at bopælsforælderen prøver atfremmedgøre barnet overfor samværsforælderen. Dette hænger typisk sammen medsamværschikanesager. Denne påvirkning af barnet er utrolig svært at gøre ret meget ved, navnlig nården kombineres med undladelse af at gennemføre samværet. En løsning er selvfølgelig her at kunnegennemtvinge en deleordning, så påvirkningen af barnet bliver minimeret. Herudover må mandesværre også konstatere, at dette syndrom rent faktisk ikke er anerkendt i Danmark som et problemog man har hverken i statsforvaltningerne eller i domstolene nogle særlige redskaber omkring dette.At problemet reelt eksisterer belyses bedst ved, at der er lande hvor det direkte er strafbart atforetage sådan forældrefremmedgørelse og jeg har herudover fået oplyst, at det forventes, atforældrefremmedgørelsessyndromet i 2010 vil blive anerkendt i USA som en egentlig diagnose.Dette spørgsmål bør derfor undersøges nærmere.

H. Spørgsmål om lovbehandling.

Retternes forsøgsordninger.

Involverede organisationer.

I forbindelse med behandling af ændring i loven bør man være særlig opmærksom på denforsøgsordning, som 3 nordsjællandske domstole har gennemført omkring disse sager, hvorerfaringerne bør indgå med stor vægt. Forsøgsordningerne går simpelt ud på, at der afholdes etforberedende møde med parterne, deres advokater, en dommer og en børnesagkyndig, hvor derforinden er indleveret processkrifter, så dommeren og den børnesagkyndige har en fornemmelse afproblemerne og hvor den børnesagkyndige herefter gennemfører en samtale med forældrene. Påbaggrund heraf beslutter dommeren, om der skal foretages børnesagkyndig undersøgelse eller omder blot skal foregå en samtale med børnene for træffer samtidig afgørelse om samværet frem tilsagens endelige behandling. Det er min erfaring, at dette system virker fremragende.I behandling af loven bør endvidere indgå, at der bør indhentes udtalelser og erfaringer fra relevantegrupper og personer. I debatten hører man tid udtalelser fra familieretsadvokaternes organisation.Jeg skal oplyse, hvad næppe er almindelig kendt, at der i disse organisationer ikke gennemførespolitiske drøftelser omkring lovgivningen og hensigtsmæssigheden heraf og organisationerne harsom sådan ingen holdning til loven. Når der kommer udtalelser fra disse organisationer er detsåledes ikke på organisationernes vegne – de har nemlig ikke været spurgt – men er alene udtryk forpersonlige holdninger, som i vidt omfang ikke deles af mange andre familieadvokater.

Endelig skal fremhæves vejledningerne til loven. Vejledningerne bærer præg af at være udarbejdet ial hast efter at loven har foreligget og når man nærlæser vejledningerne har man en klarfornemmelse af, at de resultater der opnås ved at følge vejledningerne på mange måder ikke er ioverensstemmelse med de intentioner folketinget har haft med loven.Endvidere er der klare skævheder i vejledningen som næppe heller har været hensigten: Der ermange regler for samværsforældre og reaktionsmuligheder overfor disse. Bopælsforældrene erimidlertid stort set ikke nævnt og der er ingen reaktionsmuligheder eller andet overforbopælsforældre der ikke opfører sig hensigtsmæssigt. Der må simpelthen indføres noglesanktionsmuligheder i lighed med de sanktionsmuligheder der er overfor samværsforældre for atligestille forældrene således som intentionerne.

I. Langsigtede tanker.

Familiedomstole.

Ankeapparatet.

Som en mere langsigtet løsning på mage af de problemer der ligger i administrationen af loven oggennemførelse af sagerne ligger naturligvis oprettelse af egentlige familiedomstole, der kunne samlekompetencerne fra statsforvaltningerne og domstolene og forenkle og forbedre sagsbehandlingen.Beklageligvis ligger dette næppe politisk for lige nu, men som det fremgår af ovenståendebemærkninger er der mange situationer hvor den nuværende lov ikke fungerer hensigtsmæssigt,nemlig hvor der er brug for hurtige midlertidige afgørelser truffet på et mere betryggende grundlagog hvor der kunne etableres et organ i samarbejde mellem domstole og statsforvaltningen tilsådanne midlertidige afgørelser.Et andet problem man nok bør se på er ankebehandlingen af statsforvaltningens afgørelser. Veddomstolen har man trods alt mulighed for at møde op i landsretten og der fremlægge sinesynspunkter og argumentere. Statsforvaltningernes afgørelse indbringes for Familiestyrelsen ogingen ved, hvordan de gennemfører deres behandling af sagen. Det sker imidlertid aldrig medmulighed for personlig fremmøde eller debat, men alene på baggrund af skriftlige indlæg fraparterne/parternes advokater. Det er ikke betryggende og giver efter min opfattelse ikke rigtigeresultater.

LARS BORRING ApS