Når vi diskuterer skilsmissebørnenes situation, står det mere og mere klart for os, at børnene ville være langt bedrestillet, såfremt man virkelig havde en ”bagstopper” og ”fast base” og til gengæld var mere omhyggelige med at sikre, atbasen så blev det rigtige sted og ikke som resultat af en ”automatafgørelse”.Inddragelse af barnet.
Det virker som om man har misforstået, hvad det bør betyde at inddrage barnet. Ideen må være at sikre, at barnet erhørt men samtidig at fastslå også over for barnet, at det ikke er barnet, der bestemmer.Barnets usigelige loyalitet over for begge forældre bliver misforstået af stort set alle forældre og af en hel del i systemet.At et barn måske siger, at det gerne vil være ”lige meget” hos begge forældre, er alene et udtryk for barnets loyalitet ogbevidsthed om, hvad i al fald den ene af forældrene gerne vil høre. Med sådanne ord tager barnet smerten på sig.Børnebidrag – udgifterne til ”driften af barnet”.
Spørgsmålet om udgifterne til barnet har ikke været et tema ved gennemførelse af loven. Spørgsmålet fylder imidlertidrigtig meget hos forældrene. Der er følelser knyttet til det men også reel økonomi. En bopælsforælder kan næppe holdebarnet økonomisk for børnechecken og et standardbørnebidrag. Forældre, som ikke kan samarbejde efter en skilsmisse,kan heller ikke enes om køb af tøj i praksis.Deleordninger – op til 8-6 ordninger fører i praksis ofte til hel eller delvis fritagelse for at betale børnebidrag. Det indgårerfaringsmæssigt i overvejelserne, når kravet rejses.Sagsbehandlingen ved statsforvaltningen og byretterne.
Det er rigtig uheldigt, at vi har fået ændringerne af forældreansvarsloven samtidig med såvel den familieretligestrukturreform og retskredsreformen. Det gør det nemlig rigtig vanskeligt både for Jer og for os andre at vurdere, om deter det ene eller det andet, som er en katastrofe.Statsforvaltningen er overordnet sagt hæmmet af at være pålagt et effektivitetsprincip i sagsbehandlingen, hvorproduktiviteten styrer og overstråler behandlingen af sagerne efter hensigten. Ved mange statsforvaltninger er dejuridiske sagsbehandlere velmenende men meget uerfarne, og de præges af produktivitetskravene og standardiseretsagsbehandling. Nogle steder fornemmer man, at de ikke juridiske – de børnesagkyndige – nærmest overtager magtenog styrer direkte mod aftaleresultater for resultatets skyld.Ved byretterne er det de fleste steder sagsbehandlingstiden, som er en ren katastrofe. Det er mere reglen endundtagelsen at en forældremyndigheds- eller bopælssag tager et år fra sagens opstart i statsforvaltningen til afslutning ibyretten. Ved anke til landsretten løber yderligere mindst et halvt år på.Det er ikke acceptabelt.I de nordsjællandske retter (Hillerød, Lyngby og Helsingør) tilsidesætter man konsekvent retsplejeloven. Man afholderindledende retsmøder, hvor en børnesagkyndig og dommeren simpelthen fortsætter de manipulerendeforligsbestræbelser, som ved loven var tiltænkt henlagt til statsforvaltningen. Man afhører parterne selv uden at kende tilbaggrunden eller ønske sig indblik i konflikten – og uden at formane parterne om at tale sandt, som det ellers sker veddomstolene.Vi står gerne til rådighed med supplerende oplysninger og erfaringer.Med venlig hilsenViggo Bækgaard,talsmand for Landsforeningen Børn og Samvær, advokat (H).telefon 46 38 03 35 – 38 33 12 20 eller 40 83 19 20
