Retsudvalget 2008-09
REU Alm.del Bilag 505
Offentligt
Leon ValeurAugustvej 58210 Århus V[email protected]En sag er gået i hårdknude p.g.a. konfliktende regelsæt. Jeg håber, at I vil løse den gordiske knude,som jeg forelægger jer her. Jeg håber også, at I vil anerkende anmodningen som en hastesag, når Ihar læst redegørelsen.Konkret drejer det sig om, at Socialcenter For Voksne i Århus nægter at hjælpe en hjerneskadetpige med svære traumer, hvis hun ikke skriver under på at socialcentret må indhente oplysningerhos hendes læge m.m., og pigen blokerer fordi hun føler sig udsat for afpresning.Pigens reaktion er forståelig. Når man kener hendes baggrund. Hun blev påkørt af en bil som14årig, mens hun cyklede rundt med aviser, hvorved hun blev slynget op på bilen, og ramteforruden med hovedet, så hårdt at forruden splintredes. Hun blev afhentet af Falck og kørt til ÅrhusSygehus, men blev udskrevet kun halvanden time senere, uden at være blevet andet end overfladiskundersøgt. Der er dog ingen tvivl om, at pigen pådrog sig en alvorlig hjerneskade, for efter ulykkenmistede hendes liv enhver kontinuitet og struktur. Uddannelsesforløb og arbejdsforhold blev afbrudtefter kort tid og nederlag, og bedre er det ikke gået med pigens tre forhold til voldelige ogalkoholiserede mænd. Ulykkeligvis hindrede dette ikke, at pigen har fem - 5! - tvangsfjernede børnfra de tre forhold, og pigen forstår ikke tvangsfjernelserne, fordi hun er hjerneskadet. Hun har blotsiddet ved utallige retsmøder, hvor hun har troet at hun kunne få børnene tilbage, og er blevet ked afdet, når der er blevet læst op af journaler der beskriver hende som debil, jeg-svag, umoden etc., etc.Journaler, som Socialcenter For Voksne nu kræver lov til at læse, før de overhovedet har fåetkontakt med pigen. Kan I godt forstå at pigen føler sig rådvild med hensyn til at afgive den krævedetilladelse?Jeg vil nævne nogle få træk mere af denne ulykkelige historie. Kort efter, at pigen blev gift med sintredje mand, blev han bortvist fra en familieinstitution på grund af druk og voldsomhed over for etaf pigens børn. Pigen havde på det tidspunkt 3 børn, og manden havde 4 børn fra foregåendeforhold. Alligevel tog ingen hånd om tingene, så halvandet år senere fødte pigen sit 4. barn. Somblev tvangsfjernet ved fødslen. Pigen reagerede naturligvis på, at hendes liv blev mere og meremareridtsagtigt, og det resulterede i en retspsykiatrisk rapport, som fastslog at pigen havde hårdtbrug for socialpædagogisk og psykiatrisk bistand, men intet skete - og kun en måned efter, at dennerapport forelå, blev pigen gravid for femte gang. Selv om hun kort tid efter også blev skilt fra denomtalte mand. Hun fødte barnet hjemme i sin 1-værelses lejlighed, og blev derefter overført tilSkejby Sygehus, hvor barnet blev tvangsfjernet, præcis 8 timer efter fødslen.Pigen er i dag 33 år, og er blevet tildelt førtidspension, og status er, at hun er blevet væsentligtdårligere fungerende efter den femte, dybt traumatiserende tvangsfjernelse. Pigen får hyppigeangstanfald, og kan derfor ikke være alene, men klæber til sin mor og søster, og pigen begyndtesidste år også at få raserianfald, og at overfalde sin mor og søster med slag og spark. Både mor'enog søsteren har været på skadestuen, og efterfølgende på krisecenter for voldsramte kvinder, ogsøsteren har simpelthen ikke været i sit hjem de sidste tre måneder. Både mor'en og søsteren har
anmeldt pigen til politiet, flere gange, men indvilliget i at der ikke rejses sigtelse på grund af sagensomstændigheder.Mor'en har desperat søgt det offentlige om hjælp i mange år, men har intet fået ud af det, og derforkontaktede mor'en mig, i august sidste år. Det tog mig lang tid at finde frem til Socialcenter ForVoksne, fordi ingen sagsbehandlere eller familierådgivere i Århus har det fjerneste overblik overnoget som helst, men medio december 2008 afleverede jeg en skriftlig ansøgning om hjælp tilpigen, skrevet sammen med Viggo Jonasen og vedlagt en fuldmagt fra pigen. Viggo Jonasen ertidligere lektor ved Den Sociale Højskole, og rådgiver for landsforeningen for hjerneskadede, samtformand for Århus Kommunes Sociale Brugernævn.Vi hørte intet fra socialcentret, så jeg ringede til centerlederen i slutningen af januar, og han havdepå det tidspunkt intet hørt om sagen. Men han kiggede så på den, og underkendte at jeg frarådedesocialcentret at kontakte pigen direkte, fordi hun ingen tillid har tilbage, hverken til sig eller andremennesker, men i særdeleshed ikke til offentlige myndigheder. Så socialcentret ringede til pigen, ogfik hende til at sige, at det udelukkende var min idé, at hun skulle søge hjælp. Eftersom pigen er såsårbar, at hun altid giver andre skylden for alt, lige til det tøj, hun har på, så er det ikke specieltimponerende at få hende til at fyre sådan noget af, men den totalt uduelige, inkompetente ogudbrændte sagsbehandler var kun glad for at kunne slippe for at skulle ta sig af sagen. Der blev dogaftalt et møde, d. 10.2.09, hvor pigen kun ville deltage på betingelse af, at både hendes mor og jegogså deltog, og det gjorde vi så. Sagsbehandleren lagde ud med at få pigen til at sige igen, at det varmin idé at hun skulle søge hjælp, og sagsbehandleren tog ingen notits af, at pigen ikke protesterede,da jeg påstod det modsatte. Jeg må sige, at jeg sjældent har mødt et menneske med så totalt fraværaf kontaktfærdigheder, som den pågældende sagsbehandler, og det faldt derfor ikke i god jord, atsagsbehandleren så begyndte at stille pigen intime spørgsmål. Helt galt gik det, da sagsbehandlerenspurgte pigen hvor hun havde sovet om natten, for pigen ville ikke sidde og fortælle envildtfremmed at hun havde overnattet hos sin mor på grund af angstanfaldene. Så pigen løj, ogsagde at hun havde sovet hjemme hos sig selv, og fordi pigen er så retskaffen, at hun normalt aldriglyver, så følte hun så dårligt ved situationen, at hun efterfølgende rejste sig op og gik.Jeg havde på forhånd, på grund af socialcentrets underkendelse af min ekspertise som uddannetsocialpædagog, advaret socialcentret om at jeg ville klage over dem, hvis de fuckede tingene op, såjeg tøvede ikke længe med at klage til rådmanden for Magistraten For Sociale Forhold OgBeskæftigelse. Som meldte tilbage, at jeg ikke kunne klage, fordi socialcentret mente at pigensfuldmagt var tilbagekaldt, i og med at hun ikke ønskede hjælp.Heldigvis har min hjemmeside på under et år opnået 10.500 læsere, så jeg kan få afløb for minharme over disse savlende provinsidioter. Men I kan altså nå at ændre slutningen.Tingenes tilstand er selvfølgelig blevet forværret af at pigen igen igen har følt sig svigtet, og jeg harogså været med pigen på både skadestuen og hos politiet, når hendes mor er blevet nødt til atforsvare sig. Men jeg føler det direkte frustrerende, at jeg nu har brugt mindst 700 arbejdstimer og20.000 kr på at hjælpe pigen og hendes familie, og samtidig betaler skat til aflønning af det totaltværdiløse personale på Socialcenter For Voksne.Jeg havde imidlertid ikke andet valg end at føre pigen frem til igen at ønske hjælp, og klog af skade,satsede jeg denne gang på at pigen SELV skulle skrive en ansøgning, og be myndighedernekontakte HENDE. Det lykkedes også for 3 uger siden.
Men foreløbigt er der altså kun sket det, at pigen i mandags fik et brev fra den sagsbehandler, sompigen i februar besluttede sig for aldrig at ville se for sine øjne mere, med krav om, at pigen skriverunder på at Socialcenter For Voksne må indhente oplysninger hos pigens læge m.m..Jeg må be jer gøre et af to. Enten at lave en tilføjelse i registerloven om, at journaler m.m. frigivesnår en person selv søger hjælp hos det offentlige, eller at udspecificere, at ingen myndighed kanFORLANGE at få adgang til andre myndigheders materiale. Jeg ville vælge den første løsning, hvisjeg skulle træffe valget.Jeg kan tilføje, at det er grotesk at skulle ulejlige jer, fordi det her udelukkende handler om topmålttalentløshed hos de omtalte myndigheder. De kunne ha gjort titusind andre ting, i stedet for at skabeen gordisk knude. Men behøver ikke nogen lægejournal for at hjælpe en hjerneskadet med at få styrpå hendes papirer, og lære hende at bruge hendes mobiltelefon, og at finde nye sange til hendesIpod, og hvad en hjerneskadet ellers har problemer med, som alle andre tager det som en selvfølgeat kunne finde ud af, og hvis man havde startet med at gi pigen en sådan praktisk hjælp, så manhavde lært hende at kende, så havde der intet problem været i at be hende om tilladelse til at selægejournal m.m. Jeg gav endda socialcentret et andet konkret forslag, som handler om, atkongevejen til at få kontakt med pigen, går gennem hendes børn. Hun har kun kontakt med dennæstældste, måske fordi hun havde ham hos sig i 3 år før han blev tvangsfjernet, og p.t. må hun kunvære sammen med ham på selve den miniinstitution, hvor han bor. Det er hun meget ked af, så detvar oplagt for socialcentret at samarbejde med pigens familierådgiver, om at pigen kunne ta påudflugt med drengen, hvis de blev fulgt af en medarbejder fra socialcentret.De sociale myndigheders helt ufattelige inkompetence kan I desværre ikke gøre noget ved, men jeghåber at I vil løse op for den gordiske knude, som nu truer med at få denne 20 år lange tragedie til atfortsætte uendeligt.M.v.h. Leon Valeur